Det Europæiske Konkurrencenetværk (EKN)
RESUMÉ AF:
Meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder
HVAD ER FORMÅLET MED MEDDELELSEN?
- Den angiver, hvordan Det Europæiske Konkurrencenetværk (EKN), oprettet ved forordning (EF) nr. 1/2003 (se resumé), fungerer i praksis for at sikre en effektiv fordeling af arbejdet og effektiv og konsekvent anvendelse af EU’s konkurrenceregler.
- Netværket består af Europa-Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, der arbejder sammen om sager, der vedrører artikel 101 (se resumé) og 102 (tidl. artikel 81 og 82) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
- Artikel 101 forbyder karteller og adfærd, der hindrer, begrænser eller fordrejer konkurrencen. Artikel 102 forbyder virksomheders misbrug af en dominerende stilling.
HOVEDPUNKTER
Forordningen fastlægger en ordning med parallel kompetence, der gør det muligt for alle konkurrencemyndigheder at anvende artikel 101 og 102. Sager behandles af den myndighed, der har modtaget en klage eller indledt en ex-officio-procedure*. Omfordeling af en sag vil kun komme på tale ved indledning af en procedure, hvis enten denne myndighed finder, at den ikke har særlige forudsætninger for at behandle sagen, eller hvis andre myndigheder mener, at de også har særlige forudsætninger for at behandle den. En myndighed kan skønnes at have særlige forudsætninger for at behandle en sag, hvis følgende tre kumulative betingelser er opfyldt:
- den påståede ulovlige adfærd gennemføres inden for eller har oprindelse i dennes jurisdiktion
- den kan sætte en stopper for den pågældende praksis
- den kan indsamle, muligvis ved hjælp af andre myndigheder, det bevismateriale, der er nødvendigt for at bevise forseelsen.
Følgende myndigheder har derfor særlige forudsætninger for at behandle en sag:
- den enkelte nationale myndighed, når følgende betingelser bekræfter, at der en væsentlig forbindelse mellem forseelsen og den pågældende myndigheds område
- to eller tre nationale myndigheder samarbejder og handler parallelt, når den adfærd, der undersøges, har mærkbar indvirkning på konkurrencen i deres respektive områder
- Kommissionen, når sagen indvirker på konkurrencen i mere end tre EU-lande eller er knyttet til andre EU-regler under Kommissionens ansvar, eller hvis EU’s interesser forudsætter vedtagelse af en kommissionsbeslutning, når der opstår et nyt konkurrencespørgsmål eller for at sikre effektiv håndhævelse.
Samarbejde om sagsfordeling og bistand inden for netværket indebærer:
- hurtig og effektiv fordeling af sager
- udveksling af oplysninger ved indledningen af proceduren for alle sager for de forskellige konkurrencemyndigheder med henblik på at bestemme, hvilken der har de bedste forudsætninger for at stå for undersøgelsen
- omfordeling af en sag, normalt inden for to måneder, hvis det er nødvendigt.
En national myndighed kan:
- indstille sin procedure midlertidigt eller endeligt, men er ikke forpligtet til at gøre det, når en anden myndighed behandler, eller har behandlet, sagen
- bede en anden national myndighed om bistand til indsamling af oplysninger eller gennemførelse af undersøgelser
- på anmodning gennemføre en kontrolundersøgelse på Kommissionens vegne.
Alle konkurrencemyndigheder kan udveksle og bruge fortrolige oplysninger, som de har indsamlet under anvendelse af følgende foranstaltninger til beskyttelse af virksomheder og fysiske personer:
- respekt for tavshedspligt, medmindre afsløring er nødvendig for at bevise konkurrencebegrænsende adfærd
- anvendelse af oplysninger, der er blevet udvekslet til konkurrencesager alene
- overholdelse af fysiske personers ret til forsvar, navnlig når der kan pålægges sanktioner.
Klagere, der påpeger et påstået misbrug ved Kommissionen, har ret til at vide hvorfor, hvis deres klage afvises.
Virksomheder, der søger favorabel behandling i kartelsager i henhold til nationale regler for favorabel behandling*:
- skal indgive deres ansøgning om favorabel behandling til alle konkurrencemyndigheder, der er involveret i sagen
- skal give, og kan ikke senere trække tilbage, deres samtykke, før oplysninger, de har afgivet frivilligt eller hjulpet med at indsamle, gives til et andet medlem af netværket, undtagen når den myndighed, der modtager oplysningerne:
- også har modtaget en ansøgning om favorabel behandling fra virksomheden
- giver skriftligt tilsagn om ikke at bruge oplysningerne til at pålægge sanktioner på ansøgeren om favorabel behandling, andre juridiske eller fysiske personer eller aktuelle eller tidligere medarbejdere, der er omfattet af foranstaltningerne til favorabel behandling.
Ensartet anvendelse af EU’s konkurrenceregler:
- kræver, at de nationale myndigheder:
- ikke afviger fra de afgørelser, Kommissionen allerede har truffet, når de træffer deres egne afgørelser om aftaler, vedtagelser eller praksis
- sender en sagsfremstilling til Kommissionen senest 30 dage inden vedtagelsen af en beslutning om konkurrencebegrænsende adfærd
- giver de nationale myndigheder mulighed for at vedtage en beslutning efter 30 dage, så længe Kommissionen ikke har indledt en procedure, selv om den kan fremsætte skriftlige bemærkninger til sagen
- giver de nationale myndigheder mulighed for at informere Kommissionen og netværket om eventuelle andre sager, der involverer EU’s konkurrenceret.
Kommissionen kan indlede sin egen procedure i henhold til artikel 101 og 102, enten fordi den er den første konkurrencemyndighed, der gør det, eller (hvis efter sagens indledende fordeling og med en forklaring på hvorfor til de nationale myndigheder) fordi:
- deltagere i netværket påtænker at vedtage indbyrdes modstridende beslutninger i sagen eller en beslutning, som er i strid med EU’s retspraksis, har intet at indvende eller forhaler procedurerne i sagen urimeligt
- der er behov for at vedtage en kommissionsbeslutning for at udvikle EU’s konkurrencepolitik.
De nationale konkurrencemyndigheder kan ikke, så snart Kommissionen har indledt en procedure, handle på samme retsgrundlag over for de samme virksomheders samme aftaler eller praksis på det samme relevante geografiske marked og produktmarked.
Meddelelsen:
- vil regelmæssigt blive taget op til revision af de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen
- erstatter Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ved behandling af sager, der henhører under EF-traktatens artikel 81 og 82 (nu artikel 101 og 102 TEUF) i den traktat, der blev offentliggjort i 1997.
HVORNÅR GÆLDER MEDDELELSEN FRA?
Den trådte i kraft den 27. april 2004.
BAGGRUND
- EU vedtog i 2019 direktiv (EU) 2019/1 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for effektiv håndhævelse (se resumé).
- For yderligere oplysninger henvises til:
VIGTIGE BEGREBER
Ex officio-procedure: I kraft af ens embede eller status; »i embeds medfør« i statsstøttesager henviser det til undersøgelser på eget initiativ, hvor Kommissionens GD for Konkurrence tager initiativ til at undersøge og/eller beslutter at iværksætte en undersøgelse af påstået ulovlig støtte.
Regler for favorabel behandling: regler, der giver virksomheder, som er indblandet i et kartel, mulighed for at stå frem og levere bevismateriale til konkurrencemyndighederne mod bødefritagelse eller bødenedsættelse.
HOVEDDOKUMENT
Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EUT C 101 af 27.4.2004, s. 43-53).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (EUT L 11 af 14.1.2019, s. 3-33).
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 102 (tidl. artikel 82 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 89).
Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1/2003 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
seneste ajourføring 15.05.2020