Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Intrastat: Statistikker i forbindelse med varehandel mellem EU-landene

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Europæisk erhvervsstatistik' for an updated information about the subject.

Intrastat: Statistikker i forbindelse med varehandel mellem EU-landene

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 638/2004 om statistikker over varehandelen mellem EU-landene

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

  • Den fastlægger systemer og procedurer for at forenkle driften af Intrastat, som er et system, der oprindeligt blev etableret i 1993 med det formål at indsamle oplysninger om varehandel i Den Europæiske Union (EU).
  • Den har til formål at sikre, at EU-landene indsamler sammenlignelige og pålidelige data og indberetter dem til Eurostat, som er EU's statistiske kontor. Levering af sådanne handelsstatistikker er af afgørende betydning for udviklingen af politikker om EU's indre marked samt til markedsanalyse.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

  • Forordningen omfatter handel med varer. »Handel med varer« betyder enhver flytning af handelsvarer fra ét EU-land til et andet, og »handelsvarer« betyder alle løsøregenstande, herunder også elektrisk strøm.
  • Momspligtige EU-virksomheder, hvis årlige handel overstiger en bestemt grænse, skal oplyse om deres transaktioner med andre EU-lande. Disse data vedrører både modtagelse (anskaffelse, køb eller import) og forsendelse (afhændelse, salg eller eksport). Andre virksomheder er fritaget fra kravet.
  • EU-landene omdefinerer grænseværdien hvert år og fastsætter et separat beløb for forsendelse og modtagelse (med det formål at indsamle et minimum af data for hver handelsstrøm).

Registrering

De nationale statistiske myndigheder i EU-landene fører et register over erhvervsdrivende i EU-samhandelen (dvs. virksomheder), som består af afsendere og modtagere.

Data, der indsamles til Intrastat

Virksomheder, som skal indsende erklæringer i forbindelse med Intrastat, skal give følgende oplysninger:

  • deres registreringsnummer
  • referenceperioden
  • strømmen (modtagelse/forsendelse)
  • varebetegnelsen (med den 8-cifrede kode fra EU's kombinerede nomenklatur)
  • partner-EU-landet
  • varernes værdi i den nationale valuta
  • varernes mængde i nettovægt (vægt uden emballage) samt supplerende enhed (liter, m2, antal osv.), hvis det er relevant
  • transaktionens art.

Fortrolighed

Parter, der leverer oplysninger, kan anmode om, at deres data får statistisk fortrolighed. I dette tilfælde skal de nationale myndigheder afgøre, om de statistiske resultater, som gør det muligt at identificere den pågældende leverandør, skal offentliggøres, eller om de skal tilpasses, så offentliggørelsen af dem ikke påvirker den statistiske fortrolighed negativt.

Indberetning af data til Eurostat

  • EU-landene indberetter de månedlige resultater af deres statistikker over varehandel mellem EU-lande til Eurostat.
  • De er ansvarlige for at sikre kvaliteten af de indberettede data i overensstemmelse med de gældende normer. Statistikkerne skal opfylde visse kriterier:
    • relevans
    • nøjagtighed
    • rettidighed
    • punktlighed
    • tilgængelighed og klarhed
    • sammenlignelighed
    • sammenhæng.
  • Europa-Kommissionen kan med bistand af Udvalget for det Europæiske Statistiske System bestående af repræsentanter for EU-landene vedtage visse tekniske ændringer i forbindelse med denne forordning.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2005.

BAGGRUND

  • Intrastat blev oprettet den 1. januar 1993, dvs. den dato, hvor EU's indre marked trådte i kraft. Det erstattede toldangivelser som kilde til handelsdata.
  • For yderligere oplysninger henvises til Eurostats websted.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 638/2004 af 31. marts 2004 om statistikker over varehandelen mellem medlemsstaterne og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3330/91 (EUT L 102 af 7.4.2004, s. 1-8)

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 638/2004 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 07.11.2016

Top