Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

International beskyttelse af handicappedes rettigheder og frihedsrettigheder

International beskyttelse af handicappedes rettigheder og frihedsrettigheder

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2010/48/EF om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN OG KONVENTIONEN?

Afgørelsen vedtager på vegne af De Europæiske Fællesskaber (nu EU) De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der fremgår af bilag til afgørelsen.

HOVEDPUNKTER

Denne internationale konvention har til formål at sikre, at handicappede fuldt ud kan nyde godt af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Til det formål tager konventionen udgangspunkt i en række principper:

  • respekt for personens værdighed, autonomi og uafhængighed
  • ikkediskrimination
  • deltagelse og inddragelse i samfundet
  • respekt for forskellighed og accept af personen
  • lige muligheder
  • tilgængelighed, navnlig adgang til transportmuligheder, information og kommunikation, offentlige faciliteter og tilbud både i byområder og landdistrikter
  • ligestilling mellem mænd og kvinder
  • respekt for handicappede børns ret til at bevare deres identitet og for deres voksende evner.

Konventionens deltagerlande træffer løbende alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at principperne følges. De forpligter sig ligeledes til at støtte handicappedes økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Derudover skal handicappede have mulighed for at blive inddraget i udarbejdelse og gennemførelse af lovgivning og politikker, der vedrører dem.

Beskyttelse mod forskelsbehandling

Enhver diskrimination på grund af handicap er forbudt, og handicappede skal sikres ligelig og effektiv retsbeskyttelse.

Konventionen indeholder specifikke regler for to befolkningsgrupper:

  • kvinder med handicap, som udsættes for multidiskrimination. Der skal træffes foranstaltninger for at sikre deres fulde udvikling og selvstændighed
  • børn med handicap, der har ret til sikring af barnets tarv i foranstaltninger, der vedrører dem, og som har ret til frit at udtrykke deres synspunkter og modtage passende bistand.

Deltagerlandene forpligter sig til at bekæmpe stereotyper og fremme bevidstheden om handicappedes evner.

Rettigheder, der anerkendes i konventionen

Konventionen fastsætter en række rettigheder og frihedsrettigheder, som handicappede skal sikres. De omfatter:

  • ret til livet
  • beskyttelse ved risikosituationer og humanitære katastrofer
  • anerkendelse af handicappede som retssubjekter med rets- og handleevne, navnlig med henblik på at eje ejendom og styre deres egne økonomiske forhold, samtidig med at de beskyttes mod misbrug
  • adgang til retssystemet gennem procesretlige tilpasninger
  • frihed og sikkerhed
  • frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
  • beskyttelse mod udnyttelse, vold og misbrug
  • beskyttelse af fysisk og psykisk integritet
  • fri bevægelighed, retten til at vælge opholdssted og statsborgerskab
  • ret til en selvstændig tilværelse og deltagelse i samfundslivet
  • personlig mobilitet, især via bevægelseshjælpemidler og teknologi
  • ytrings- og meningsfrihed og adgang til information
  • respekt for privatlivets fred
  • respekt for hjem og familie
  • retten til uddannelse
  • adgang til sundhedstjenester
  • habilitering og rehabilitering ved at opnå fuld fysisk, mental, social og erhvervsmæssig selvstændighed
  • retten til arbejde uden diskrimination og under retfærdige og gunstige vilkår
  • retten til en tilfredsstillende levestandard og social tryghed
  • deltagelse i det politiske og offentlige liv, blandt andet ved at stemme og kunne opstille ved valg
  • deltagelse i kulturlivet, rekreative aktiviteter, fritidsaktiviteter og sport.

Gennemførelse af konventionen

Alle internationale samarbejdsaktiviteter skal inkludere handicappede med vægt på partnerskaber med relevante internationale og regionale organisationer.

Landene skal etablere et eller flere nationale knudepunkter, der har ansvar for gennemførelsen af konventionen og for at informere offentligheden om konventionen. De skal etablere en uafhængig mekanisme til overvågning af gennemførelsen af konventionen. Civilsamfundet skal i fuldt omfang inddrages i overvågningen.

Endelig skal de enkelte lande indsende en omfattende rapport over gennemførte foranstaltninger til opfyldelse af forpligtelserne inden for to år fra tiltrædelse af konventionen.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN OG KONVENTIONEN FRA?

Afgørelsen trådte i kraft den 26. november 2009. Konventionen trådte i kraft den 3. maj 2008 og har været gældende i EU siden den 22. januar 2011.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (EUT L 23 af 27.1.2010, s. 35-61).

seneste ajourføring 18.07.2018

Top