EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Europæisk datastyring

Europæisk datastyring

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2022/868 om europæisk datastyring og om ændring af forordning (EU) 2018/1724 (forordningen om datastyring)

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningen om datastyring har til formål at stille flere data* til rådighed til videreanvendelse og lette datadeling på tværs af områder som sundhed, miljø, energi, landbrug, mobilitet, finans, produktion, offentlig forvaltning og færdigheder til fordel for borgere og virksomheder i Den Europæiske Union (EU) med det formål at skabe job og stimulere innovation.

HOVEDPUNKTER

Forordningen fastsætter:

  • betingelser for videreanvendelse af visse beskyttede data i de offentlige myndigheders besiddelse
  • regler for virksomheder, der udbyder dataformidlingstjenester
  • en ramme for dataaltruisme (frivillig deling af data uden modydelse)
  • en ramme for Det Europæiske Datainnovationsråd
  • foranstaltninger, der tillader sikker udveksling af andre data end personoplysninger uden for EU.
  • 1.

    Videreanvendelse af bestemte kategorier af data i offentlige myndigheders besiddelse

    Offentlige myndigheder er i besiddelse af enorme mængder data, der er beskyttet af tredjeparts rettigheder (såsom forretningshemmeligheder, personoplysninger eller intellektuel ejendom), der ikke kan anvendes som åbne data, men kan videreanvendes i henhold til specifikke EU-regler eller nationale regler. Når der gives tilladelse til en sådan videreanvendelse, skal offentlige myndigheder opfylde de betingelser for videreanvendelse, som er fastsat i forordningen om datastyring. Betingelserne for videreanvendelse skal være ikkediskriminerende, være gennemsigtige, stå i et rimeligt forhold til formålet, være begrundede og offentliggøres.

    Dataoverførsel til ikke-EU-lande

    En videreanvender, der har til hensigt at overføre beskyttede, ikkepersonlige data til et ikke-EU-land, skal overholde de specifikke regler i forordningen om datastyring.

    Gebyrer

    Gebyrer for videreanvendelse bør være gennemsigtige, stå i et rimeligt forhold til formålet, ikkediskriminerende og objektivt begrundede. Offentlige myndigheder, som udsteder videreanvendelsestilladelser, kan opkræve reducerede eller ingen gebyrer, for eksempel fra små og mellemstore virksomheder, nyetablerede virksomheder, civilsamfundsorganisationer og uddannelsesinstitutioner.

    Centralt informationssted

    For at sikre at data kan findes (»søgbarhed«), skal EU’s medlemsstater sikre, at alle relevante oplysninger om betingelserne for videreanvendelse og om gebyrer er tilgængelige og let kan tilgås via et centralt informationssted. Europa-Kommissionen samler disse oplysninger på data.europa.eu.

  • 2.

    Dataformidlingstjenester

    Forordningen om datastyring regulerer udbydere af dataformidlingstjenester, som er neutrale tredjeparter, der forbinder enkeltpersoner og virksomheder i besiddelse af data med andre, der ønsker at anvende data. Kravene til sådanne tjenester har til formål at sikre, at sådanne dataformidlere fungerer som pålidelige organisatorer af datadeling. For at øge tilliden til datadeling fastsætter denne tilgang en model, der er baseret på dataformidleres neutralitet og gennemsigtighed, samtidig med at enkeltpersoner og virksomheder får kontrol over deres data.

    Enheder, der ønsker at udbyde dataformidlingstjenester, skal:

    • overholde strenge krav for at sikre neutralitet og undgå interessekonflikter
    • være strukturelt adskilt fra andre tillægstjenester, de udbyder
    • have prisbetingelser, der er uafhængige af, hvorvidt en potentiel dataindehaver* eller databruger* benytter andre tjenester
    • lade sig registrere hos en kompetent myndighed.
  • 3.

    Dataaltruisme

    Dataaltruisme opstår, når enkeltpersoner og virksomheder giver samtykke eller tilladelse til at gøre data, som de genererer, tilgængelige til brug i offentlighedens interesse, frivilligt og uden modydelse. Sådanne data har et enormt potentiale til at fremme forskning og udvikle bedre varer og tjenesteydelser, herunder på områderne sundhed, klimaindsats og mobilitet. Medlemsstaterne kan udvikle nationale politikker til fremme af dataaltruisme, og en enhed, der engagerer sig i dataaltruisme, kan ansøge om at blive opført som »dataaltruistisk organisation, der er anerkendt i Unionen«. Kommissionen fører et EU-register over disse organisationer.

  • 4.

    Det Europæiske Datainnovationsråd

    Kommissionen nedsætter Det Europæiske Datainnovationsråd, som vil bestå af repræsentanter for:

    Det Europæiske Datainnovationsråd har til opgave at rådgive og bistå Kommissionen i:

    • udviklingen af en fast praksis i behandlingen af anmodninger om videreanvendelse af data
    • forbedringen af datainteroperabilitet og datadelingstjenester
    • udviklingen af en fast praksis hos de kompetente myndigheder i forbindelse med anvendelsen af de krav, der gælder for udbydere af dataformidlingstjenester*.
  • 5.

    Internationale datastrømme

    Eftersom andre data end personoplysninger kan have en betydelig økonomisk værdi, indfører forordningen om datastyring beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte sådanne data mod ikke-EU-myndigheders ulovlige adgang til dem.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den træder i kraft den 24. september 2023.

BAGGRUND

Forordningen om datastyring ændrer også forordning (EU) 2018/1724 om den fælles digitale portal.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Data. Enhver digital repræsentation af handlinger, kendsgerninger eller oplysninger og enhver samling af sådanne handlinger, kendsgerninger eller oplysninger, herunder i form af lyd- eller videooptagelser eller audiovisuelle optagelser.
Dataindehaver. en juridisk person, herunder offentlige myndigheder og internationale organisationer, eller en fysisk person, som ikke er en registreret med hensyn til de pågældende specifikke data, og som i overensstemmelse med gældende EU-ret eller national ret har ret til at give indsigt i eller videregive bestemte personoplysninger eller andre data end personoplysninger.
Databruger. en fysisk eller juridisk person, der har lovlig adgang til bestemte personoplysninger eller andre data end personoplysninger, og som, herunder i henhold til forordning (EU) 2016/679 (se resumé) i tilfælde af personoplysninger, har ret til at anvende disse oplysninger eller data til kommercielle eller ikkekommercielle formål.
Dataformidlingstjeneste. En tjeneste, der har til formål at etablere kommercielle forbindelser med henblik på dataudveksling mellem et ubestemt antal registrerede og dataindehavere på den ene side og databrugere på den anden side ved hjælp af tekniske, juridiske eller andre midler, herunder med henblik på udøvelse af registreredes rettigheder i forbindelse med personoplysninger.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/868 af 30. maj 2022 om europæisk datastyring og om ændring af forordning (EU) 2018/1724 (forordning om datastyring) (EUT L 152 af 3.6.2022, s. 1-44).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af 17. april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 15-69).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 af 2. oktober 2018 om oprettelse af en fælles digital portal, der giver adgang til oplysninger, procedurer og bistands- og problemløsningstjenester og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 1-38).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39-98).

seneste ajourføring 20.07.2022

Top