EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Importtold ved import af korn

Importtold ved import af korn

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 642/2010 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår importtold for korn

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordning (EU) nr. 642/2010 fastlægger de regler, der gælder for variabel importtold for hvede, hård hvede, rug, majs og sorghum af høj kvalitet.

HOVEDPUNKTER

Tarifberegning

  • Importtariffen, der gælder for følgende kornprodukter (udpeget efter deres respektive kombinerede nomenklatur eller KN-kode), beregnes dagligt af Europa-Kommissionen.
    • KN-koder 1001 11 00 og 1001 19 00 (hård hvede)
    • KN-kode ex 1001 91 20 (blød hvede til udsæd)
    • KN-kode ex 1001 99 00 (blød hvede af høj kvalitet undtagen til udsæd)
    • KN-koder 1002 10 00 og 1002 90 00 (rug)
    • KN-kode 1005 10 90 (majs(korn) til udsæd undtagen hybridmajs)
    • KN-kode 1005 90 00 (majs undtagen til udsæd)
    • KN-koder 1007 10 90 og 1007 90 00 (sorghumkorn undtagen hybrider til udsæd).
  • De gældende tariffer er lig med interventionsprisen på importtidspunktet (fastsat til 101,31 EUR pr. ton), forhøjet med 55 % og fratrukket importprisen, som er baseret på prisen for omkostninger, forsikring, fragt (CIF), dvs. prisen ved levering ved importlandets grænse.
  • Den importtold, der anvendes, er et gennemsnit af den beregnede importtold i løbet af de foregående ti arbejdsdage. Hvis dette gennemsnit afviger med mere end fem EUR pr. ton fra en dag til den næste, fastslår Kommissionen den nye importtold.
  • Tolden må ikke overskride de konventionelle toldsatser* baseret på den kombinerede nomenklatur, det redskab der anvendes til at klassificere varer, når de tolddeklareres i Den Europæiske Union (EU). Repræsentative CIF-importpriser ajourføres regelmæssigt.
  • For import af hvede og majs omfatter den repræsentative CIF-pris tre elementer: prisen på et verdensreferencemarked plus fragtomkostningerne til en eksporthavn i USA (US Gulf eller US Great Lakes/Duluth) plus fragtomkostningerne mellem havnen i USA og Rotterdam.
  • De repræsentative CIF-importpriser for hård hvede, hård hvede til udsæd og blød hvede til udsæd af høj kvalitet er den pris, der beregnes for blød hvede af høj kvalitet.
  • Den repræsentative CIF-importpris for hård hvede af middel kvalitet og hård hvede af lav kvalitet er den pris, der beregnes for blød hvede af høj kvalitet med et fradrag på 10 EUR/t for hård hvede af middel kvalitet og et fradrag på 30 EUR/t for hård hvede af lav kvalitet.
  • Den repræsentative CIF-importpris for sorghum undtagen til udsæd, sorghum til udsæd omfattet af KN-kode 1007 10 90, rug undtagen til udsæd, rug til udsæd og majs til udsæd omfattet af KN-kode 1005 10 90 er prisen beregnet for majs undtagen til udsæd.

Toldnedsættelser

Følgende toldnedsættelser finder anvendelse på fastsat importtold.

  • En toldnedsættelse på 3 EUR/t, hvis lossehavnen i EU findes ved Middelhavet (på den anden side af Gibraltarstrædet) eller Sortehavet, og hvis varen ankommer over Atlanterhavet eller via Suezkanalen.
  • En toldnedsættelse på 2 EUR/t, hvis lossehavnen i EU findes på Den Iberiske Halvøs Atlanterhavskyst, i Irland, Danmark, Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland eller Sverige, og hvis varen ankommer over Atlanterhavet.
  • En toldnedsættelse på 24 EUR/t for glasset majs, der opfylder visse specifikationer. Inden for seks måneder fra datoen for overgangen til fri omsætning skal den være forarbejdet til forarbejdede fødevarer, der fremstilles ved ekspandering eller ristning, gryn, groft mel eller forarbejdede gryn (afskallede gryn, perlegryn, skårede eller knuste gryn).

Sikkerhedsforanstaltninger

For blød hvede og hård hvede af høj kvalitet skal importører normalt stille en sikkerhed (95 EUR/t for blød hvede) over for den kompetente myndighed på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning, undtagen hvis erklæringen ledsages af et officielt overensstemmelsescertifikat.

Ophævelse

Forordning (EU) nr. 642/2010 ophæver forordning (EF) nr. 1249/96.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 10. august 2010.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Konventionelle toldsatser. EU’s toldforpligtelser i Verdenshandelsorganisationen og visse af EU’s autonome told.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens forordning (EU) nr. 642/2010 af 20. juli 2010 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår importtold for korn (EUT L 187 af 21.7.2010, s. 5-22).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 642/2010 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671-854).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 06.12.2021

Top