Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU-retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet

EU-retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1315 / 2013 om retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningen:

  • fastlægger retningslinjer for udvikling af et transeuropæisk transportnet (TEN-T) bestående af det samlede net og hovednettet, idet sidstnævnte etableres på grundlag af det samlede net
  • identificerer projekter af fælles interesse og præciserer de krav, der skal opfyldes i forbindelse med forvaltningen af TEN-T-infrastrukturen
  • fastsætter regler for foranstaltninger til gennemførelse af TEN-T — gennemførelse af projekter af fælles interesse afhænger af deres modenhed, overensstemmelse med retsprocedurer i Den Europæiske Union (EU) og i de enkelte lande samt tilgængeligheden af finansielle ressourcer uden at foregribe en EU-medlemsstats eller EU’s finansielle engagement
  • Bilagene til forordningen er blevet ændret flere gange ved delegerede retsakter vedtaget af Europa-Kommissionen.

HOVEDPUNKTER

Retningslinjerne:

  • fastsætter en langsigtet strategi for udviklingen af et komplet TEN-T, der består af infrastruktur for jernbanetransport, sø- og lufttransport, veje, indre vandveje og banegodsterminaler.
  • omfatter de tekniske standarder samt kravene til infrastrukturernes interoperabilitet
  • definerer prioriteter for udviklingen af TEN-T.

Forordningen erstatter de retningslinjer, der oprindeligt blev vedtaget i 1996, og indfører et net med en dobbeltlagsstruktur bestående af et samlet net og et hovednet. Formålet er, at sidstnævnte net skal være færdigt senest i 2030, mens den bindende tidsfrist for førstnævnte net er 2050.

Hovedtransportnettet og det samlede transportnet

  • Det samlede net vil sikre tilgængelighed og forbindelsesmuligheder for alle regioner i EU.
  • Hovednettet skal omfatte de dele af det samlede net, som har den største strategiske betydning for opnåelsen af målsætningerne for udviklingen af TEN-T’et ved at knytte de mest strategisk vigtige byknudepunkter og andre knudepunkter (f.eks. havne, lufthavne og grænseovergange).
  • Begge dele af nettet omfatter alle transportformer og deres sammenkoblinger.

Udvikling af nettet

  • Retningslinjerne gør det muligt at definere projekter af fælleseuropæisk interesse med henblik på at udvikle nettet.
  • Disse projekter vil skabe en ny transportinfrastruktur og opgradere den eksisterende transportinfrastruktur.
  • Yderligere foranstaltninger vil fremme en ressourceeffektiv brug af netværket.
  • Der er EU-støtte til disse projekter under Connecting Europe-faciliteten i henhold til forordning (EU) 2021/1153 (se resumé).

Eksempler på typer af problemer, der er under behandling

Målet er at tage fat på de vigtigste af de problemer, man møder:

  • manglende forbindelser, navnlig ved grænseoverskridende strækninger
  • infrastrukturforskelle mellem og inden for medlemsstaterne
  • utilstrækkelige multimodale forbindelser (forbindelser mellem forskellige transportformer)
  • for høje emissioner af drivhusgasser fra transport og utilstrækkelig interoperabilitet (kompatibilitet mellem forskellige transportrelaterede systemer).

Bilag

Forordningen suppleres af tre bilag.

  • Bilag I. Kort over det samlede net og hovednet.
  • Bilag II. Fortegnelse over knudepunkterne i hovednettet og det samlede net.
  • Bilag III. Vejledende kort over TEN-T, der er udvidet til bestemte tredjelande.

Delegerede retsakter, der ændrer forordning (EU) nr. 1315/2013

  • Delegeret forordning (EU) nr. 473/2014 supplerer bilag III med nye vejledende kort efter en aftale på højt plan mellem EU og landene i det østlige partnerskab (Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine) om jernbanenettene og vejnettet samt havne, lufthavne og jernbaneterminaler.
  • Delegeret forordning (EU) 2016/758 tilpasser bilag III til:
    • en aftale på højt plan mellem EU og landene på Vestbalkan (Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo (*1), Montenegro, Nordmakedonien og Serbien) — aftalen vedrører jernbane- og vejnettene samt havne og lufthavne
    • en aftale på højt plan mellem EU og Island og Norge, idet der tages hensyn til et begrænset antal justeringer af vej-, havne- og lufthavnsnetkortene for mere præcist at afspejle tilpasningen af den vejledende TEN-T i henhold til TEN-T-metodologien.
  • Delegeret forordning (EU) 2017/849 ændrer kortene i bilag I og listen i bilag II for at afspejle:
    • behovet for i det samlede net at medtage de logistiske platforme, jernbaneterminaler, indlandshavne, søhavne og lufthavne, for hvilke det seneste toårige gennemsnit af trafikmængden overstiger den relevante tærskel
    • fremskridt med hensyn til færdiggørelsen af nettet, der kræver en tilpasning af kortene for vej-, jernbane- og indlandsinfrastruktur.
  • Delegeret forordning (EU) 2019/254 tilpasser de vejledende omfattende netkort og navnlig identifikationen af det vejledende hovednet i bilag III, så EU bedre kan målrette sit samarbejde med de berørte østpartnerskabslande.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 21. december 2013.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse af afgørelse nr. 661/2010/EU (EUT L 348 af 20.12.2013, s. 1-128).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 1315/2013 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1153 af 7. juli 2021 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1316/2013 og (EU) nr. 283/2014 (EUT L 249 af 14.7.2021, s. 38-81).

seneste ajourføring 06.09.2021



(*1
* Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 1244/99 og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

Top