Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU’s strategi for biodiversitet: en aktuel gennemgang af fremskridtene

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated, because the summarised document is no longer in force or does not reflect the current situation.

EU’s strategi for biodiversitet: en aktuel gennemgang af fremskridtene

RESUMÉ AF:

Midtvejsevalueringen af EU’s 2020-strategi for biodiversitet — COM(2015) 478 final

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE RAPPORT?

Den giver en midtvejsevaluering af fremskridtene, hvad angår gennemførelsen af EU’s 2020-strategi for biodiversitet. Formålet er at informere beslutningstagere om de områder, hvor der er behov for en øget indsats.

HOVEDPUNKTER

Rapporten fremhæver det faktum, at siden 2010 er tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester i EU og på globalt plan fortsat på trods af vigtige fremskridt inden for politik, bedre viden og flere succeshistorier vedrørende bevarelse på lokalt plan. Dette har alvorlige konsekvenser for biodiversitetens evne til at dække vores behov i fremtiden.

Rapporten vurderer fremskridtene mod hvert af de seks operationelle mål som følger:

Mål 1: fuld gennemførelse af EU’s naturlovgivning

  • Natura 2000 er næsten gennemført for levesteder på land og er blevet udvidet for havområder. Antallet af arter og levesteder, som har en »forbedret« status, er steget lidt, men mange har stadig en »ugunstig« status, og nogle er yderligere forringet. De vigtigste udfordringer frem mod 2020 er færdiggørelsen af Natura 2000-nettet og sikring af en effektiv forvaltning samt økonomiske midler til at understøtte Natura 2000.

Mål 2: opretholdelse og forbedring af økosystemer og økosystemtjenester

  • Vidensgrundlaget bliver bedre, og der er etableret vigtige politiske rammer. De vigtigste udfordringer frem mod 2020 omfatter udvikling og gennemførelse af nationale og regionale systemer til retablering af økosystemer (dvs. hjælpe økosystemer, der er blevet beskadiget eller ødelagt, med at blive gendannet) og grøn infrastruktur samt garanti for, at der ikke sker noget nettotab af almindelig biodiversitet.

Mål 3A: bæredygtigt landbrug

  • Intensiv landbrugspraksis og nedlægning af landbrugsarealer samt udbredelse af byerne og menneskeskabt infrastruktur er blandt de vigtigste pres på biodiversiteten. Den fælles landbrugspolitik for 2014-2020 leverer en række potentielt effektive instrumenter til at beskytte og genoprette biodiversiteten. EU-landene skal bruge disse instrumenter til at bringe EU på rette kurs for at nå målet.

Mål 3B: bæredygtigt skovbrug

  • EU’s skovareal er øget lidt, men der er fortsat ingen tegn på forbedring i bevarelsestilstanden for levesteder og arter i skovene, der er dækket af EU’s naturlovgivning. Skovforvaltningsplaner eller lignende instrumenter kan spille en vigtig positiv rolle for at nå målet, men deres potentiale er fortsat stort set uudnyttet.

Mål 4: bæredygtigt fiskeri

  • EU har indført foranstaltninger for bæredygtigt fiskeri (den fælles fiskeripolitik) og for god miljømæssig status (havstrategirammedirektivet). Gennemførelsen har været meget ujævn på tværs af EU, og der er stadig store udfordringer, især i de sydlige have. Som følge af en række forskellige pres fra ødelæggelse af levesteder, overudnyttelse, forurening, klimaforandringer og forsuring (dvs. når kuldioxid absorberes af havene, reagerer med vandet og producerer syre) fortsætter nedgangen for marine arter og økosystemer i alle europæiske havområder.

Mål 5: bekæmpelse af invasive fremmede arter

  • EU er i øjeblikket på rette vej mod at nå dette mål takket være vedtagelsen af forordningen om invasive fremmede arter i 2014. Aktuelt forberedes den første liste over invasive fremmede arter, der er problematiske for EU. De næste kritiske skridt kræver EU-landenes gennemførelsesforanstaltninger. Fremskridt på andre områder vil også være afgørende — navnlig ratificeringen af konventionen om ballastvand.

Mål 6: hjælp med at standse tabet af biodiversitet på globalt plan

Konklusioner

  • Rapporten konkluderer, at 2020-målene kun kan nås med væsentligt modigere og mere ambitiøse gennemførelses- og håndhævelsesindsatser og med mere effektiv integration af en lang række politikker. Hvis vi når målene for biodiversitet, kan det bidrage til dagsordenen for vækst og beskæftigelse, til fødevare- og vandforsyningssikkerhed, til livskvaliteten og til gennemførelsen af den globale 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.

BAGGRUND

Biodiversitet, den enestående mangfoldighed af liv, er afgørende for EU’s økonomi og trivsel. Den forsyner os med væsentlige faciliteter såsom ren luft og rent vand, mad, materialer og lægemidler, sundhed og fritidsaktiviteter, planters bestøvning og jordbundens frugtbarhed samt beskyttelse mod ekstreme vejrforhold og klimaforandringer.

Menneskeskabte forandringer af biodiversiteten er imidlertid foregået i et hurtigere tempo i de seneste 50 år end nogensinde før i menneskehedens historie. Derfor har EU vedtaget sin strategi for biodiversitet, der har som overordnet mål at standse tabet af biodiversitet og nedbrydelsen af økosystemtjenester i EU inden udgangen af 2020 og samtidig intensivere EU’s bestræbelser på at standse tabet af biodiversitet på globalt plan.

DOKUMENT

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Midtvejsevalueringen af EU’s 2020-strategi for biodiversitet (COM(2015) 478 final af 2.10.2015).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU’s biodiversitetsstrategi frem til 2020 (KOM(2011) 244 endelig udg. af 3.5.2011).

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: EU’s vurdering af fremskridtene i gennemførelsen af EU’s 2020-strategi for biodiversitet — dokument, der ledsager rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, midtvejsevaluering af EU’s 2020-strategi for biodiversitet (SWD(2015) 187 final af 2.10.2015).

seneste ajourføring 12.01.2016

Top