Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU’s handelsaftale med Colombia, Peru og Ecuador

EU’s handelsaftale med Colombia, Peru og Ecuador

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2012/735/EU om undertegnelse af handelsaftalen mellem EU og dens medlemsstater og Colombia og Peru

Handelsaftalen mellem EU og dens medlemsstater og Columbia og Peru

Afgørelse (EU) 2016/2369 om undertegnelse og midlertidig anvendelse af tiltrædelsesprotokollen til handelsaftalen mellem EU og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen

Tiltrædelsesprotokol til handelsaftalen mellem EU og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSERNE OG HANDELSAFTALEN?

  • Afgørelse 2012/735/EU godkender på vegne af EU handelsaftalen mellem Den Europæiske Union (EU) og EU’s medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side.
  • Formålet med handelsaftalen mellem EU og Colombia samt Peru er at åbne markederne på begge sider og forbedre stabiliteten i handelsforholdet mellem parterne. Den baner vejen for en gradvis og gensidig liberalisering ved hjælp af et ambitiøst og afbalanceret frihandelsområde.
  • Afgørelse (EU) 2016/2369 vedtager Ecuadors tiltrædelsesprotokol til handelsaftalen, der indeholder alle relevante regler for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse.
  • Handelsaftalens overordnede mål er at styrke handel og investeringer mellem de to regioner ved at integrere produktive værdikæder* og hjælpe lokale virksomheder med at udvikle sig på deres regionale marked, så de kan konkurrere internationalt.

HOVEDPUNKTER

Handelsaftalens fordele for parterne

  • Den største fordel ved handelsaftalen er, at den bør give virksomheder stabile og forudsigelige betingelser, således at de kan handle og investere med sikkerhed. Handelsaftalen skaber vigtige fordele for virksomheder og forbrugere på begge sider.
  • Andre forventede fordele omfatter:
    • åbne markeder for varer, tjenesteydelser, offentlige udbud og investeringer
    • besparelser på 500 mio. EUR pr. år på importtold (skatter, som toldmyndighederne pålægger importvarer på grundlag af varernes værdi eller andre kriterier, såsom vægt) i slutningen af en overgangsperiode
    • bedre handelsbetingelser som følge af at lette procedurerne (såsom for eksempel oprindelsesregler, sundheds- og plantesundhedsmæssige krav, toldprocedurer), fremme konkurrencen, forbedre gennemsigtigheden og sørge for beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder
    • et mere gennemsigtigt erhvervsklima, der gør livet lettere for både virksomheder og enkeltpersoner
    • nyt sektorielt samarbejde om konkurrenceevne, innovation, modernisering af produktionen, handelslettelse og teknologioverførsel.
  • Handelsaftalen har også til formål at fremme regional integration mellem Andeslandene. I den forbindelse blev forhandlingerne om Ecuadors indtrædelse i handelsaftalen afsluttet i juli 2014, hvilket førte til landets tiltrædelse i januar 2017.
  • Bolivia, der er medlem af Andinfællesskabet, har også mulighed for at søge tiltrædelse af handelsaftalen.

Menneskerettigheder og bæredygtig udvikling

Handelsaftalen fastlægger overholdelse af menneskerettigheder og retsstaten som væsentlige elementer. Handelsaftalen omfatter også elementer til fremme af bæredygtig udvikling via gennemførelsen af internationale konventioner om arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse. Civilsamfundet involveres systematisk i at kontrollere disse forpligtelser.

Gennemførelse af handelsaftalen

  • I Peru repræsenterer handelsaftalen en vigtig mulighed for den peruvianske eksport inden for landbrug og fiskeri (en tredjedel af landets samlede eksport til EU) EU er den største investor i Peru, hovedsagelig inden for kommunikation, udvindingsindustrien, banksektoren og den finansielle sektor.
  • I Colombia giver handelsaftalen landet mulighed for at differentiere sin eksport til EU, ikke kun inden for landbrug og fiskeri, men også for colombianske industriprodukter. EU er en af de største investorer i Colombia, navnlig inden for landbrugs-, brændstofs- og minedriftsektoren.
  • I henhold til den femte »årlige rapport om gennemførelsen af handelsaftalen mellem EU og Colombia/Ecuador/Peru« genererer handelsaftalen fortsat positive resultater. Den har haft en stabiliserende virkning på handelen trods nedgangen i råvarepriser, og den fremmer fortsat differentiering af samhandel. Handelsaftalen har åbnet sektorer for EU-investeringer og øget retssikkerheden for investorer for så vidt angår fremtidige politiske ændringer. Den har også ansporet mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder til at deltage i bilateral handel mellem parterne. Dette skyldes primært præferencetold og toldmyndighedernes effektive arbejde. Landbrugseksport udgør nu næsten halvdelen af al eksport til EU. Aftalen har i de sektorer, hvor der er samhandel med EU, haft en positiv virkning på beskæftigelse, velfærd, nedbringelse af fattigdom og uformelle aktiviteter. Den fulde gennemførelse af aftalen er imidlertid stadig en prioritet for at give virksomheder og forbrugere, der er berørt af aftalen, flere fordele. Der er stadig opgaver, der skal løses, inden for sanitære og plantesundhedsmæssige anliggender vedrørende ensartede procedurer (certifikater og forudgående opførsel på lister) samt inden for handel og bæredygtig udvikling, især hvad angår miljø, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

  • Handelsaftalen med Peru har været midlertidigt gældende siden den 1. marts 2013 og handelsaftalen med Colombia siden den 1. august 2013. Den fuldstændige ikrafttrædelse afventer ratifikation af medlemsstaterne.
  • Handelsaftalen med Ecuador har været midlertidigt gældende siden den 1. januar 2017. Den fuldstændige ikrafttrædelse afventer ratifikation af medlemsstaterne.
  • Afgørelse 2012/735/EU har været gældende siden den 31. maj 2012.
  • Afgørelse 2016/2369/EU har været gældende siden den 11. november 2016.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Værdikæde: en række forretningsaktiviteter, der skaber værdi for en virksomheds kunder. For hvert punkt i aktivitetskæden stiger produktets værdi takket være et tilføjet input eller en proces.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 2012/735/EU af 31. maj 2012 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT L 354 af 21.12.2012, s. 1-2).

Handelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT L 354 af 21.12.2012, s. 3-2607).

Efterfølgende ændringer af aftalen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse (EU) 2016/2369 af 11. november 2016 om undertegnelse på Unions vegne og midlertidig anvendelse af tiltrædelsesprotokollen til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen (EUT L 356 af 24.12.2016, s. 1-2).

Tiltrædelsesprotokol til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen (EUT L 356 af 24.12.2016, s. 3-1456).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelse af frihandelsaftaler 1. januar 2018 — 31. december 2018 (COM(2019) 455 final af 14.10.2019).

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene — Individuelle rapporter og infoark om gennemførelse af EU’s frihandelsaftaler — Ledsagedokument til » Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelse af frihandelsaftaler 1. januar 2018-31. december 2018« (SWD(2019) 370 final, 14.10.2019).

Meddelelse om midlertidig anvendelse mellem Den Europæiske Union og Republikken Peru af tiltrædelsesprotokollen til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen (EUT L 358 af 29.12.2016, s. 1).

Meddelelse om midlertidig anvendelse mellem Den Europæiske Union og Peru af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT L 201 af 26.7.2013, s. 7).

Meddelelse om midlertidig anvendelse mellem Den Europæiske Union og Peru af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT L 56 af 28.2.2013, s. 1).

seneste ajourføring 30.06.2021

Top