Det humanitære verdensmøde: styrkelse af humanitær indsats
RESUMÉ AF:
COM(2015) 419 final: et globalt partnerskab, der kan sikre en principbaseret og effektiv humanitær indsats
RESUMÉ
HVAD ER FORMÅLET MED DENNE MEDDELELSE?
-
Den fremlægger EU’s strategi og konkrete henstillinger for tilpasning af den humanitære indsats som forberedelse til det humanitære verdensmøde i 2016.
-
De vigtigste mål er at opbygge og styrke partnerskaber over hele verden for at fremme de fælles principper om at redde liv, forebygge/mindske lidelse og bevare menneskelig værdighed.
HOVEDPUNKTER
Strategien har to overordnede prioriteter:
-
1.
humanitær indsats, der er baseret på principper
-
2.
effektiv humanitær indsats.
Under disse prioriteter er der syv indsatsområder.
Indsatsområder under den første prioritet:
-
Fornyelse af humanitære værdier :
-
værdighed, integritet og solidaritet samt humanitære principper
-
forpligtelser i henhold til international lovgivning
-
forpligtelse til at holde det humanitære arbejde adskilt fra politiske dagsordener.
-
At sikre adgang til humanitær bistand: Regeringer og humanitære aktører skal sørge for, at humanitær bistand kan leveres til kriseområder.
-
Beskyttelse skal være kernen i den humanitære indsats: Fordi humanitære kriser ofte gør den berørte befolkning sårbar over for dårlig behandling og udnyttelse, skal beskyttelse integreres systematisk i den humanitære indsats.
Indsatsområder under den anden prioritet:
-
Global konsensus om grundlæggende principper for en effektiv humanitær indsats: Det kræver vurderinger, kvalitet og resultater samt ansvarlighed over for berørte befolkninger at oprette en fælles ramme.
-
Nærhed og solidaritet: Opbygning af partnerskaber mellem lokale, regionale og internationale aktører kan være med til at fremme interaktion og interoperabilitet for at minimere mangler og overlapning.
-
Tilstrækkelig og effektiv finansiering:
-
garanti for, at hver euro, der bruges på bistand, anvendes på den mest effektive måde
-
udvidelse af donorbasen.
-
Partnerskab med udviklingssamfundet: Humanitær bistand og udviklingssamarbejde bør hænge tættere sammen for bedre at kunne forudse, forberede sig på og reagere på en humanitær krise.
BAGGRUND
Der har været en hidtil ukendt stigning i humanitære kriser i løbet af de sidste 25 år. Disse kriser, der omfatter konflikter, naturkatastrofer samt social og økonomisk sårbarhed, påvirker næsten 80 millioner mennesker. Samtidig kan finansiering og bistand ikke følge med efterspørgslen efter humanitære behov.
De Forenede Nationers generalsekretær har indkaldt til et humanitært verdensmøde for at se på disse alarmerende tendenser. Verdensmødet bliver afholdt den 23.-24. maj 2016 i Istanbul. Som leder på verdensplan inden for global humanitær indsats forventes det, at EU spiller en central rolle på verdensmødet.
DOKUMENT
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Frem mod det humanitære verdensmøde: et globalt partnerskab, der kan sikre en principbaseret og effektiv humanitær indsats (COM(2015) 419 final af 2.9.2015).
seneste ajourføring 24.11.2015
Top