1

Sagsøgeren, Universität Koblenz-Landau, er en tysk offentlig videregående uddannelsesinstitution.

2

I 2008 og 2010 underskrev sagsøgeren følgende tre tilskudsaftaler inden for rammerne af Den Europæiske Unions samarbejdsprogrammer med tredjelande med henblik på modernisering af disse landes videregående uddannelsessystemer, benævnt Tempus IV:

[udelades]

19

Ved skrivelse af 21. december 2017 (herefter »skrivelsen af 21. december 2017«) meddelte EACEA sagsøgeren, at organet havde besluttet at inddrive et beløb på 756381,89 EUR i henhold til Ecesis-aftalen. For så vidt angår Diusas-aftalen og Deque-aftalen meddelte EACEA sagsøgeren, at organet kun havde til hensigt at kræve tilbagebetaling af de beløb, som sagsøgeren havde modtaget som endelig tilskudsmodtager inden for rammerne af disse aftaler, og således ikke de beløb, som sagsøgeren havde overført til medmodtagere, hvis beløb sagsøgeren endnu skulle oplyse organet om. EACEA præciserede, at såfremt det ikke modtog oplysninger om de beløb, der var udbetalt til medmodtagerne i henhold til disse to aftaler, ville organet kræve fuld tilbagebetaling af disse beløb eller tilbagebetaling af et »højere beløb«.

20

Ved skrivelse af 7. februar 2018 (herefter »skrivelsen af 7. februar 2018«) konstaterede EACEA dels, at sagsøgeren ikke havde fremlagt de oplysninger, der var nødvendige for at fastlægge størrelsen af de beløb, der var blevet udbetalt til sagsøgeren i henhold til Diusas-aftalen og Deque-aftalen, og som efterfølgende var blevet overført til andre medmodtagende enheder. Dels anførte EACEA, at organet selv havde taget kontakt til disse sidstnævnte enheder, og at det havde modtaget de ønskede oplysninger fra visse af dem. På grundlag af de således indsamlede oplysninger fastsatte EACEA det beløb, der skulle tilbagebetales, til 695919,31 EUR for så vidt angår Diusas-aftalen og til 343525,10 EUR for så vidt angår Deque-aftalen. EACEA opfordrede sagsøgeren til i givet fald at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på 15 kalenderdage, idet EACEA præciserede, at organet i mangel af sådanne bemærkninger ville iværksætte inddrivelsen af de ovennævnte beløb.

21

Den 13. februar 2018 tilsendte EACEA sagsøgeren en debetnota på 756381,89 EUR i henhold til Ecesis-aftalen (herefter »debetnotaen«).

22

Det samlede beløb, der blev krævet i henhold til de tre aftaler, beløb sig således til 1795826,30 EUR.

23

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. februar 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål. Stævningen var rettet mod »Kommissionen […] repræsenteret ved EACEA«.

24

I overensstemmelse med afgørelsen truffet af Rettens præsident den 28. marts 2018 blev nærværende søgsmål anset for at være rettet mod både EACEA og Kommissionen.

25

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 4. maj 2018 rejste Kommissionen i medfør af artikel 130 i Rettens procesreglement en formalitetsindsigelse, for så vidt som søgsmålet var rettet mod denne. Sagsøgeren indleverede sine bemærkninger vedrørende denne indsigelse den 18. juni 2018.

26

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 15. juni 2018 indgav EACEA et svarskrift.

27

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. august 2018 indgav sagsøgeren replik.

28

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2018 indgav EACEA duplik.

29

Ved skrivelse af 8. oktober 2018 anmodede Retten i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra d), Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter. Kommissionen efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.

30

Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 2. november 2018 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til de af Kommissionen fremlagte dokumenter.

31

På sagsøgerens anmodninger blev sagen udsat to gange ved afgørelser af 28. februar og 11. juni 2019 med den begrundelse, at sagsøgeren og EACEA havde indledt drøftelser med henblik på eventuelt at indgå et forlig.

32

Ved afgørelse af 5. september 2019 blev en tredje anmodning om udsættelse afslået.

33

Ved kendelse af 23. oktober 2019, Universität Koblenz-Landau mod Kommissionen og EACEA (T-108/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:768), afviste Retten søgsmålet, for så vidt som det var rettet mod Kommissionen, og pålagde sagsøgeren at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagen for denne instans.

34

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger henviste Rettens præsident ved afgørelse af 24. oktober 2019 i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 5, nærværende sag til Tiende Afdeling.

35

EACEA indgav den 6. november 2019 i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 2, en anmodning om afholdelse af retsmøde med henblik på at udtale sig mundtligt.

36

Ved afgørelse af 11. marts 2020 besluttede Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 at henvise sagen til behandling i Tiende Afdeling i udvidet sammensætning med fem dommere.

37

Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. marts og 27. maj 2020, vedtaget i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra a) og d), stillede Retten parterne en række spørgsmål, som de besvarede inden for de fastsatte frister.

38

På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

39

Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 16. september 2020, hvorefter retsforhandlingernes mundtlige del blev afsluttet.

40

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 3. februar 2021 indgav sagsøgeren en anmodning om genåbning af den mundtlige forhandling i henhold til artikel 113, stk. 2, litra c), i Rettens procesreglement, idet sagsøgeren henviste til en kendelse fra anklagemyndigheden i Koblenz fra den 28. december 2020, som var blevet forkyndt for sagsøgeren den 28. januar 2021. Ved afgørelse af 4. februar 2021 afslog formanden for Rettens Tiende Udvidede Afdeling denne anmodning, hvilket blev meddelt parterne ved skrivelser fra Rettens Justitskontor af 5. februar 2021.

41

Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:

42

I replikken har sagsøgeren subsidiært nedlagt påstand om, at det nærværende søgsmål omkvalificeres til et søgsmål på grundlag af artikel 272 TEUF, og at det fastslås, at den fordring på 756381,89 EUR, der kræves i henhold til Ecesis-aftalen, og den fordring på 1039444,41 EUR, der kræves i henhold til både Diusas-aftalen og Deque-aftalen, ikke eksisterer.

43

Sagsøgeren har endvidere anført, at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om den tredje påstand i stævningen, for så vidt som EACEA havde besluttet at indstille inddrivelsen af de beløb, der var krævet i skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018, hvilket sagsøgeren blev underrettet om ved skrivelse af 9. april 2018, der er vedlagt som bilag C.5 til svarskriftet. Sagsøgeren har i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten i denne henseende bekræftet, at universitetet havde frafaldet sin tredje påstand, hvilket blev indført i protokollatet for retsmødet.

44

EACEA har nedlagt følgende påstande:

45

EACEA har i retsmødet erklæret, at det afstod fra at anfægte sin egenskab af sagsøgt og følgelig fra at anfægte, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det var rettet mod EACEA, hvilket blev indført i protokollatet for retsmødet.

65

Det følger af det ovenstående dels, at det nærværende søgsmål, der oprindeligt blev anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF, skal omkvalificeres til et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, dels, at Retten har kompetence til at træffe afgørelse i sagen i overensstemmelse med artikel 272 TEUF og voldgiftsklausulerne i Ecesis-aftalens artikel I.8 og i artikel I.9 i Diusas-aftalen og Deque-aftalen.

66

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, det andet vedrører en »ukorrekt anvendelse af EU-retten«, det tredje vedrører en begrundelsesmangel, og det fjerde vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

67

Først skal det første og det tredje anbringende undersøges, dernæst undersøges det andet anbringende, og endelig undersøges det fjerde anbringende.

68

EACEA har gjort gældende, at retten til at blive hørt og begrundelsespligten ikke med føje kan påberåbes inden for rammerne af en tvist af kontraktretlig karakter. EACEA er derfor af den opfattelse, at organet hverken havde pligt til at høre sagsøgeren inden fremsendelsen af skrivelserne af 21. december 2017 og 8. februar 2018 samt debetnotaen eller en pligt til at begrunde disse.

69

Denne indsigelse kan ikke tiltrædes.

70

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at retten til at blive hørt og begrundelsespligten, som sagsøgeren har påberåbt sig inden for rammerne af det første og det tredje anbringende, er blevet indført i artikel 41, stk. 2, litra a) og c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), hvorefter Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer dels skal overholde retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller andre, som måtte berøre vedkommende negativt, dels har pligt til at begrunde deres afgørelser.

71

Retten har således allerede haft lejlighed til at fastslå, at chartret, der er en del af den primære ret, i artikel 51, stk. 1, uden undtagelse fastsætter, at dets bestemmelser »er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet«, og at de grundlæggende rettigheder derfor har til formål at regulere udøvelsen af de beføjelser, som EU-institutionerne er tillagt, herunder også i forbindelse med kontraktforhold (dom af 3.5.2018, Sigma Orionis mod Kommissionen, T-48/16, EU:T:2018:245, præmis 101 og 102, og af 3.5.2018, Sigma Orionis mod REA, T-47/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:247, præmis 79 og 80; jf. ligeledes analogt dom af 13.5.2020, Talanton mod Kommissionen, T-195/18, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2020:194, præmis 73).

72

Det samme gælder ifølge Domstolen, når Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer gennemfører en kontrakt, idet de fortsat er underlagt de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til chartret og de generelle principper i EU-retten (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 86).

73

Domstolen har ligeledes fremhævet, at hvis parterne i deres kontrakt i henhold til en voldgiftsbestemmelse beslutter at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at påkende tvister vedrørende denne kontrakt, har den nævnte retsinstans desuden kompetence til at tage stilling til tilsidesættelser af chartret og de generelle principper i EU-retten, uanset hvilken lov der i henhold til den nævnte kontrakt finder anvendelse herpå (dom af 16.7.2020, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P, EU:C:2020:575, præmis 81).

74

Det skal i øvrigt fremhæves, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer ikke fuldt ud kan sammenlignes med private kontraherende parter, når de handler inden for et kontraktforhold. For det første hidrører de tilskud, som de tildeler, således fra Unionens offentlige midler, således at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, når de yder sådanne tilskud, bl.a. er underlagt de budgetmæssige krav, der følger af artikel 317 TEUF, og de finansielle regler, der i denne henseende er fastsat i den gældende finansforordning. For det andet, når der som i det foreliggende tilfælde er tale om en aftale, der indeholder en voldgiftsbestemmelse, som tillægger Unionens retsinstanser kompetence, har bl.a. Kommissionen beføjelser, der er eksorbitante i henhold til de almindelige retsregler, som gør det muligt for den at formalisere fastlæggelsen af en kontraktmæssig fordring ved ensidigt på grundlag af artikel 72, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EUT 2002, L 248, s. 1) eller af artikel 79, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 966/2012 at vedtage en afgørelse, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget i henhold til artikel 299 TEUF, hvis retsvirkninger og retskraft hidrører fra de nævnte bestemmelser (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 68-70 og 73). Det må endvidere fastslås, at i henhold til artikel 108, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1605/2002 og artikel 121, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 966/2012 kan der ydes tilskud enten ved en skriftlig aftale eller ved en afgørelse truffet af Kommissionen, som meddeles den valgte tilskudsansøger. EU-lovgiver har således fastsat, at et tilskud kan tildeles såvel kontraktmæssigt som administrativt. Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer kan imidlertid ikke frit vælge at unddrage sig deres forpligtelser i henhold til primær ret, herunder chartret, på baggrund af deres valg om at yde tilskud ved aftale frem for ved afgørelse.

75

EACEA’s indsigelse, hvorefter retten til at blive hørt og begrundelsespligten ikke kan påberåbes i tvister af kontraktretlig karakter, skal derfor forkastes.

78

For det første skal det efterprøves, om EACEA har sikret sagsøgeren muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt, inden organet fremsendte skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 samt debetnotaen af 13. februar 2018 til sagsøgeren.

79

Domstolen har således allerede haft lejlighed til at fastslå, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i overensstemmelse med navnlig de krav, der følger af princippet om god forvaltningsskik, var forpligtede til at overholde kontradiktionsprincippet i forbindelse med en revisionsprocedure som den, der er fastsat i de omtvistede aftalers artikel II.19. Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer skal indhente alle relevante oplysninger, herunder oplysninger, som medkontrahenten er i stand til at meddele dem, inden de træffer afgørelse om inddrivelse, udstedelse af en debetnota, opsigelse af en aftale eller nægtelse af at foretage yderligere betalinger til medkontrahenten (jf. i denne retning dom af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen, C-100/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:382, præmis 123).

80

I denne henseende konstaterer Retten for det første, at udkastet til revisionsrapporten blev fremsendt til sagsøgeren, og at EACEA opfordrede sagsøgeren til at gøre sine synspunkter vedrørende revisorernes konstateringer gældende, hvilket sagsøgeren rent faktisk gjorde på detaljeret vis i sine skrivelser af 29. september og 11. november 2016 (jf. præmis 10 og 11 ovenfor). Navnlig henviste udkastet til revisionsrapporten til de konstaterede uregelmæssigheders potentielt systemiske og tilbagevendende karakter. I de ovennævnte skrivelser tog sagsøgeren stilling til samtlige konstateringer i udkastet til revisionsrapporten.

81

For det andet fremsendte EACEA ved skrivelse af 26. juli 2017 den endelige revisionsrapport og OLAF’s endelige rapport til sagsøgeren. Førstnævnte henviste til de bemærkninger og beviser, som sagsøgeren havde fremlagt i sine skrivelser af 29. september og 11. november 2016 i forbindelse med hver af de 35 finansielle konstateringer (Financial Audit Findings) og de 7 konstateringer vedrørende driften (Management Audit Findings), og forklarede hver gang revisorernes vurderinger i denne henseende.

82

For det tredje anførte EACEA i skrivelsen af 26. juli 2017, at det på grund af de konstaterede uregelmæssigheders alvor og deres systemiske og tilbagevendende karakter havde til hensigt at inddrive alle de beløb, der var udbetalt til sagsøgeren i henhold til de omtvistede aftaler. Sagsøgeren blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til den påtænkte inddrivelse inden for en frist på 60 dage.

83

Sagsøgeren efterkom denne opfordring ved skrivelse af 25. september 2017 og fremlagde på ny dokumenter.

84

Under disse omstændigheder anførte EACEA ved skrivelse af 21. december 2017 navnlig for så vidt angår Diusas-aftalen og Deque-aftalen, at organet havde til hensigt at kræve tilbagebetaling af et beløb svarende til det beløb, som sagsøgeren havde modtaget som endelig tilskudsmodtager, og at EACEA på grund af den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde fremlagt de oplysninger, der var nødvendige for at godtgøre dette beløbs faktiske størrelse, ikke havde andet valg end at fastsætte beløbet på grundlag af de foreliggende oplysninger. EACEA underrettede ligeledes sagsøgeren om sin afgørelse om at inddrive det fulde beløb, som EACEA havde udbetalt i henhold til Ecesis-aftalen, inden for rammerne af hvilken sagsøgeren var den eneste tilskudsmodtager.

85

Ved skrivelse af 7. februar 2018 fastsatte EACEA de beløb, der skulle inddrives i henhold til Diusas-aftalen og Deque-aftalen, på grundlag af de oplysninger, som EACEA selv havde kunnet indhente hos visse medmodtagere.

86

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at sagsøgeren gentagne gange har haft mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt, før skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 samt debetnotaen blev meddelt denne, såvel med hensyn til arten og omfanget af de konstaterede uregelmæssigheder som med hensyn til de beløb, der skal inddrives.

87

For det andet har sagsøgeren ikke desto mindre gjort gældende, at denne ikke havde mulighed for at fremlægge visse originale fakturaer, således som EACEA havde anmodet om i sin skrivelse af 26. juli 2017, med den begrundelse, at sagsøgeren på dette tidspunkt ikke længere var i besiddelse af dem, eftersom disse fakturaer var blevet beslaglagt i forbindelse med en verserende straffesag iværksat af anklagemyndigheden i Koblenz.

88

Det skal i denne henseende bemærkes, at det af grunde, som ikke kan tilskrives den omhandlede person, i princippet kan være en objektiv og påviselig umulighed at fremlægge visse dokumenter på EACEA’s anmodning, hvilket i visse tilfælde kan fratage denne person enhver mulighed for at tilkendegive sit synspunkt på en hensigtsmæssig og effektiv måde for så vidt angår de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for disse dokumenter, når den manglende indgivelse af disse har haft en indvirkning på fastsættelsen af de beløb, som er genstand for anmodningerne om tilbagebetaling.

89

Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Selv om det er ubestridt, at det af grunde, som ikke kan tilregnes sagsøgeren, var objektivt og påvist umuligt for sagsøgeren at fremlægge originalerne af de fakturaer, som EACEA havde anmodet om i sin skrivelse af 26. juli 2017, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne manglende indgivelse ikke har haft nogen indflydelse på fastsættelsen af de beløb, der er lagt til grund for de anmodninger om tilbagebetaling, der er indeholdt i skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 samt i debetnotaen af 13. februar 2018.

90

Det fremgår nemlig for det første af sagsakterne, at anklagemyndigheden i Koblenz’ beslaglæggelse af dokumenterne fandt sted den 22. juni 2017, mens både revisionen og OLAF’s undersøgelse var blevet foretaget i perioden fra 2014 til 2016, dvs. forud for den omhandlede beslaglæggelse, således at såvel revisorerne som OLAF kunne konsultere indholdet af de omhandlede fakturaer og drage passende konklusioner heraf, hvilket sagsøgeren i øvrigt har medgivet i sine bemærkninger som svar på Rettens foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 27. maj 2020. Denne beslaglæggelse fandt ligeledes sted efter fremsendelsen af udkastet til revisionsrapporten til sagsøgeren den 22. april 2016, som allerede indeholdt de væsentligste konstateringer vedrørende forvaltningen af de omtvistede aftaler. Det fremgår navnlig af den nævnte rapport, at revisorernes konklusioner var baseret på en undersøgelse af næsten alle de omkostninger, der blev krævet i forbindelse med de omtvistede aftaler (jf. præmis 7 ovenfor). Ved skrivelser af 29. september og 11. november 2016, dvs. lang tid før den pågældende beslaglæggelse, fremsatte sagsøgeren desuden sine bemærkninger vedrørende konstateringerne i udkastet til revisionsrapporten, således at sagsøgeren på dette tidspunkt kunne konsultere al relevant dokumentation i sin besiddelse, herunder de fakturaer, der var genstand for den senere beslaglæggelse, og således gøre sit standpunkt gældende med fuldt kendskab til sagen.

91

For det andet anmodede EACEA ganske vist om fremlæggelse af visse originale fakturaer i sin skrivelse af 26. juli 2017. I skrivelsen af 21. december 2017 noterede EACEA sig imidlertid den omstændighed, at sagsøgeren ikke var i besiddelse af de ansøgte originale fakturaer, og at det derfor var umuligt for denne at fremlægge dem. Organet drog imidlertid ingen konsekvenser heraf. Der er således intet i denne skrivelse eller i skrivelsen af 7. februar 2018, der tyder på, at den manglende fremlæggelse af de nævnte fakturaer har haft nogen som helst indflydelse på fastsættelsen af de beløb, der er genstand for anmodningerne om tilbagebetaling, der er indeholdt i skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 samt i debetnotaen af 13. februar 2018. Som EACEA har forklaret i sit svar på et spørgsmål, der blev stillet inden for rammerne af foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. marts 2020 og i retsmødet, uden i denne henseende at blive modsagt af sagsøgeren, vedrørte visse af de mange uregelmæssigheder, der blev konstateret i de afsluttende revisionsrapporter og af OLAF, bl.a. uoverensstemmelserne vedrørende fakturaernes indhold (jf. præmis 15 ovenfor) og ikke den omstændighed, at disse ikke var originale.

92

Den omstændighed, at sagsøgeren ikke var i besiddelse af de anmodede originale fakturaer, var heller ikke til hinder for fremlæggelsen af de oplysninger, der var nødvendige med henblik på EACEA’s anmodning om en opdeling af de beløb, som sagsøgeren havde modtaget som endelig tilskudsmodtager i henhold til Diusas-aftalen og Deque-aftalen, og de beløb, som sagsøgeren havde overført til medmodtagere i henhold til de nævnte aftaler. Ifølge EACEA’s skrivelse af 26. juli 2017 skulle denne opdeling foretages på grundlag af bankoverførsler eller bankkontoudtog og ikke på grundlag af de nævnte fakturaer.

93

Det følger heraf, at den manglende fremlæggelse af originalerne af de fakturaer, som EACEA anmodede om i sin skrivelse af 26. juli 2017, ikke har haft nogen indflydelse på fastsættelsen af de beløb, der er genstand for de anmodninger om tilbagebetaling, som er indeholdt i skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 samt i debetnotaen.

94

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til at blive hørt skal følgelig forkastes som ugrundet.

97

Rækkevidden af begrundelsespligten skal fastlægges i lyset af de konkrete omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, arten af de anførte grunde samt den interesse, som adressaten kan have i begrundelsen, og for at kunne vurdere, om begrundelsen er tilstrækkelig, skal den vurderes i den faktiske og retlige sammenhæng, hvori den omhandlede retsakt er vedtaget. En akt er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende adressat bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. analogt dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis, af 24.10.2011, P mod Parlamentet, T-213/10 P, EU:T:2011:617, præmis 30, og af 27.9.2012, Applied Microengineering mod Kommissionen, T-387/09, EU:T:2012:501, præmis 64-67).

98

I den foreliggende sag konstaterer Retten for det første, at skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 klart angiver retsgrundlaget for den påtænkte inddrivelse, nemlig artikel II.19, stk. 3 og 5, i de omtvistede aftaler og artikel 135, stk. 4, i forordning nr. 966/2012 (jf. præmis 16-20 ovenfor), og de beløb, som EACEA anså for at skulle inddrives.

99

For det andet indeholder de talrige skriftlige udvekslinger mellem parterne, der fandt sted fra fremsendelsen af udkastet til revisionsrapporten til sagsøgeren ved skrivelse af 22. april 2016, og som er gengivet i præmis 7-20 ovenfor, tilstrækkelige og samstemmende oplysninger, der gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at EACEA besluttede at kræve den omhandlede tilbagebetaling, og hvorledes de beløb, der skulle tilbagebetales, var blevet fastsat. Som anført i præmis 80 og 81 ovenfor tog den endelige revisionsrapport, som EACEA støtter sig på med henblik på den påtænkte inddrivelse, navnlig hensyn til alle sagsøgerens bemærkninger og de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt, undersøgte og forkastede dem individuelt, idet den i hvert enkelt tilfælde forklarede grundene til, at disse bemærkninger eller beviser ikke rejste tvivl om revisorernes konstateringer.

100

For det tredje gav EACEA i skrivelsen af 21. december 2017 dels svar på alle de argumenter, som sagsøgeren havde fremført i sine skrivelser af 9. august og 25. september 2017, dels en klar forklaring på, hvorfor de beløb, der skulle inddrives, ikke var fastsat på grundlag af de omkostninger, der blev anset for ikke-støtteberettigede, men på grundlag af konstateringen af alvorlige, systemiske og tilbagevendende uregelmæssigheder, der påvirkede gennemførelsen af de omtvistede aftaler.

101

Det følger heraf, at skrivelserne af 21. december 2017 og 7. februar 2018 indeholder en tilstrækkelig begrundelse, der gør det muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at EACEA besluttede at kræve de omhandlede beløb tilbagebetalt, og for Unionens retsinstanser at udøve deres prøvelsesret.

102

Det tredje anbringende vedrørende en manglende eller utilstrækkelig begrundelse skal følgelig forkastes som ugrundet.

104

Sagsøgeren er af den opfattelse, at hverken artikel II.19, stk. 3 og 5, i de omtvistede aftaler eller artikel 135, stk. 4, i forordning nr. 966/2012 giver EACEA mulighed for at søge fuld inddrivelse af de beløb, der er udbetalt til sagsøgeren inden for rammerne af de omtvistede aftaler.

105

EACEA har anfægtet sagsøgerens argumenter.

106

I den foreliggende sag konstaterer Retten, at i henhold til Ecesis-aftalens artikel I.8, stk. 1, er tildelingen af det tilskud, der er genstand for denne aftale, reguleret af bestemmelserne heri, »gældende fællesskabsregler« og subsidiært belgisk ret om tildeling af tilskud. Hvad angår Diusas-aftalen og Deque-aftalen er disse i henhold til artikel I.9 heri reguleret af kontraktvilkårene og de gældende EU-retlige bestemmelser.

107

Hvad for det første angår de relevante kontraktvilkår skal det bemærkes, at EACEA i henhold til artikel II.19, stk. 3, i hver af disse aftaler har ret til at foretage kontroller vedrørende anvendelsen af tilskuddene. I henhold til denne bestemmelse kan resultaterne af disse kontroller give anledning til afgørelser om inddrivelse. På samme måde præciseres det i aftalernes artikel II.19, stk. 5, at OLAF har ret til at foretage kontroller, som ligeledes kan føre til afgørelser om inddrivelse.

108

Disse vilkår, som sagsøgeren hævder er blevet overtrådt, udelukker således ikke EACEA’s mulighed for at foretage en fuld inddrivelse af de beløb, der er udbetalt i henhold til de nævnte aftaler. De anfører nemlig, at EACEA kan foretage »inddrivelse« af tilskuddene uden nogen form for begrænsninger i denne henseende.

109

Hvad for det andet angår de »gældende EU-regler« som omhandlet i artikel I.8, stk. 1, i Ecesis-aftalen og artikel I.9 i både Diusas-aftalen og Deque-aftalen, bemærker Retten, at først finder forordning nr. 1605/2002, som er ophævet med virkning fra den 1. januar 2013 (artikel 212 i forordning nr. 966/2012), og dernæst forordning nr. 966/2012, der for sit vedkommende blev ophævet med virkning fra den 2. august 2018 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1), anvendelse ratione temporis i den foreliggende sag. I henhold til artikel 187, stk. 2, i forordning nr. 1605/2002 og artikel 212 i forordning nr. 966/2012 fandt forordning nr. 1605/2002 som hovedregel anvendelse fra den 1. januar 2003 til den 1. januar 2013, mens de omtvistede aftaler blev indgået henholdsvis i 2008 og i 2010 (jf. præmis 2 ovenfor). Endvidere var aftalernes gennemførelsesperiode og dermed den periode, som revisionen omfattede, perioden fra den 15. januar 2009 til den 14. januar 2011 for så vidt angår Ecesis-aftalen, fra den 15. oktober 2010 til den 14. oktober 2012 for så vidt angår Diusas-aftalen og fra den 15. oktober 2010 til den 14. oktober 2013 for så vidt angår Deque-aftalen. Heraf følger dels, at forordning nr. 1605/2002 fandt anvendelse rationae temporis på Ecesis-aftalen og Diusas-aftalen, dels, at samme forordning og forordning nr. 966/2012 successivt fandt anvendelse på Deque-aftalen.

110

I artikel 119, stk. 2, i forordning nr. 1605/2002 er anført, at »[h]vis modtageren ikke opfylder sine forpligtelser, suspenderes tilskuddet, eller det reduceres eller bortfalder helt i de tilfælde, der er fastsat i gennemførelsesbestemmelserne, efter at modtageren har fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger«. Anvendelsen af udtrykket »bortfalder« henviser således til den situation, hvor de modtagne beløb inddrives fuldt ud.

111

Hvad angår artikel 135, stk. 4, i forordning nr. 966/2012 har denne følgende ordlyd:

»Hvis sådanne fejl, uregelmæssigheder eller svigagtige forhold kan tilskrives tilskudsmodtageren, eller hvis tilskudsmodtageren skulle undlade at opfylde sine forpligtelser i henhold til tilskudsaftalen eller ‑afgørelsen, kan den ansvarlige anvisningsberettigede endvidere reducere tilskuddet eller inddrive beløb, som er uretmæssigt udbetalt i henhold til denne aftale eller afgørelse, under hensyntagen til hvor alvorlige de begåede fejl, uregelmæssigheder eller svigagtige forhold eller misligholdte forpligtelser er, forudsat at tilskudsmodtageren har fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.«

112

Desuden fastsætter artikel 135, stk. 5, i forordning nr. 966/2012 følgende:

»Når kontroller og revisioner viser, at der er systemiske eller tilbagevendende fejl, uregelmæssigheder, svig eller misligholdte forpligtelser, der kan tilskrives tilskudsmodtageren og har betydelig indvirkning på flere tilskud, som en sådan tilskudsmodtager har fået tildelt på tilsvarende vilkår, kan den ansvarlige anvisningsberettigede suspendere gennemførelsen af alle de berørte tilskud, eller, hvor det er relevant, bringe de pågældende tilskudsaftaler eller ‑afgørelser vedrørende denne tilskudsmodtager til ophør under hensyntagen til alvoren af de begåede fejl, uregelmæssigheder eller svigagtige forhold, forudsat at tilskudsmodtageren har fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

Den ansvarlige anvisningsberettigede kan endvidere efter en kontradiktorisk procedure reducere tilskud eller inddrive beløb, som uretmæssigt er udbetalt, i forbindelse med alle de tilskud, der er berørt af systemiske eller tilbagevendende fejl, uregelmæssigheder, svig eller misligholdte forpligtelser, som er omhandlet i første afsnit og kan revideres i overensstemmelse med tilskudsaftalerne eller ‑afgørelserne.«

113

Hverken artikel 119, stk. 2, i forordning nr. 1605/2002 eller artikel 135, stk. 4, i forordning nr. 966/2012 er således til hinder for fuld inddrivelse af et tilskud. Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at sidstnævnte bestemmelse udtrykkeligt kræver, at der tages hensyn til alvoren af de konstaterede fejl, uregelmæssigheder, svig eller tilsidesættelser af forpligtelser. Den omstændighed, at uregelmæssighederne er systemiske eller tilbagevendende er således åbenbart et element, der skal tages i betragtning ved vurderingen af de nævnte uregelmæssigheders alvor. Når alvoren af de konstaterede fejl, uregelmæssigheder, svig eller misligholdte forpligtelser er af en sådan karakter, at den bringer hele systemet for kontrol og forvaltning af de omhandlede aftaler i fare, og dermed alle de krævede omkostninger, kan en fuld inddrivelse af de udbetalte beløb ikke anses for at være uforholdsmæssig.

114

Denne konklusion understøttes endvidere af artikel 135, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 966/2012, hvorefter den anvisningsberettigede i tilfælde af systemiske og tilbagevendende uregelmæssigheder, der kan tilskrives tilskudsmodtageren og har betydelig indvirkning på flere tilskud, kan »inddrive beløb, som uretmæssigt er udbetalt« i henhold til alle de aftaler, der er berørt af disse uregelmæssigheder. Denne bestemmelse udelukker således ikke muligheden for at foretage en fuldstændig inddrivelse af et givet tilskud, hvis alvoren af de konstaterede uregelmæssigheder er af en sådan karakter, at alle de omhandlede beløb skal anses for uretmæssigt udbetalt.

115

Denne konklusion er ligeledes i overensstemmelse med princippet om en forsvarlig økonomisk forvaltning af unionsmidlerne som fastsat i artikel 317 TEUF. I tilfælde af manglende overholdelse af de betingelser, der er fastsat i en tilskudsaftale, er Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer således forpligtet til at inddrive det udbetalte tilskud for så vidt angår de beløb, der anses for ikke at kunne verificeres eller ikke at være pålidelige.

116

Unionens retsinstanser har ydermere allerede haft lejlighed til at fastslå, at i ordningen med bevilling af unionsstøtte findes der således regler for anvendelsen af støtten, som kan indebære, at en tidligere bevilget støtte helt eller delvis skal tilbagebetales (dom af 7.7.2010, Kommissionen mod Hellenic Ventures m.fl., T-44/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:284, præmis 85, og af 16.12.2010, Kommissionen mod Arci Nuova associazione comitato di Cagliari og Gessa, T-259/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:536, præmis 61).

117

Henset til det ovenstående følger det heraf, at kontraktvilkårene og de relevante bestemmelser i forordning nr. 1605/2002 og forordning nr. 966/2012, således som de er fortolket af Unionens retsinstanser, i princippet ikke er til hinder for, at EACEA foretager en inddrivelse af alle de beløb, der er udbetalt til sagsøgeren i henhold til de omtvistede aftaler. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan inddrivelse i det foreliggende tilfælde er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, er genstand for det fjerde anbringende og vil derfor blive behandlet nedenfor.

118

Dermed skal det andet anbringendes første klagepunkt forkastes som ugrundet.

139

Endelig kan sagsøgeren ikke udlede noget argument af den omstændighed, at artikel 135, stk. 4, i forordning nr. 966/2012 ikke henviser til systemiske og tilbagevendende uregelmæssigheder, eller at disse begreber ikke er defineret i den nævnte forordning. Det er således tilstrækkeligt at bemærke dels, at denne bestemmelse udtrykkeligt kræver, at der tages hensyn til de konstaterede uregelmæssigheders alvor. Den omstændighed, at uregelmæssighederne har en systemisk eller tilbagevendende karakter, er naturligvis et forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af de nævnte uregelmæssigheders alvor. Dels kan den omstændighed, at forordning nr. 966/2012 anvender disse begreber, bl.a. i forordningens artikel 135, stk. 5, uden udtrykkeligt at definere dem, ikke have nogen som helst indflydelse på den påtænkte inddrivelse, eftersom indholdet af disse begreber uden tvivl følger af deres sædvanlige betydning, hvorefter systemiske og tilbagevendende uregelmæssigheder er dem, der er kendetegnet ved deres tilbagevendende karakter og den omstændighed, at de påvirker hele kontrol- og forvaltningssystemet, såsom dem, der er nævnt i præmis 124-131 ovenfor.

[udelades]

165

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EACEA’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):