62002CC0284

Language
- My EUR-Lex
- Sign in
- Register
- My recent searches (0)

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 62002CC0284 - EN

Document 62002CC0284

Help

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Geelhoed fremsat den 27. april 2004.
Land Brandenburg mod Ursula Sass.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesarbeitsgericht - Tyskland.
Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - artikel 141 EF - lige løn - direktiv 76/207/EØF - ligebehandling - barselsorlov - oprykning til en højere lønramme - manglende medregning af hele perioden med barselsorlov, der var afholdt i medfør af den tidligere Tyske Demokratiske Republiks lovgivning.
Sag C-284/02.

European Court Reports 2004 I-11143

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2004:229

Date of document:: 27/04/2004
Date lodged:: 02/08/2002

Author:: Domstolen
Country or organisation from which the request originates:: Tyskland
Form:: Generaladvokatens forslag til afgørelse
Authentic language:: engelsk

Type of procedure:: Præjudiciel sag
Applicant:: Midlertidige data
Defendant:: Midlertidige data
Judge-Rapporteur:: Rosas
Advocate General:: Geelhoed

Treaty:

Traktat om oprettelse af Det Europæiske økonomiske Fællesskab

Link

Select all documents mentioning this document

Instruments cited in case law:

11997E141-P1: N 26
11997E141-P2: N 26
31976L0207-A05: N 21
31976L0207-A03P1: N 21 26
31976L0207-A02P1: N 29
31976L0207-A02P3: N 40
31992L0085: N 41
31992L0085-A08: N 42
61983CJ0184: N 40
61988CJ0177: N 30
61989CJ0184: N 26
61996CJ0411: N 42

Subject matter:

Socialpolitikken

HTML

PDF

Conclusions

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L.A. GEELHOED
fremsat den 27. april 2004(1)

Sag C-284/02

Land Brandenburg
mod
Ursula Sass

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland))

»Fortolkning af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår – kollektiv overenskomst, hvorefter der tages hensyn til perioder med barselsorlov ved forfremmelse – kollektiv overenskomst, hvorefter den periode, der skal medregnes for så vidt angår barselsorlov ifølge dagældende regler i Den Tyske Demokratiske Republik, tilpasses den periode, der er fastsat i lovgivningen i Forbundsrepublikken Tyskland«

I – Indledning

1. Det spørgsmål, som er blevet forelagt i denne sag, opstod på baggrund af overgangen til et forenet Tyskland. Særligt vedrører sagen spørgsmålet om, hvorvidt den forskellige behandling, der følger af forskellene mellem lovgivningen om barselsorlov i den tidligere Tyske Demokratiske Republik (herefter »DDR« eller »Østtyskland«) og den tilsvarende lovgivning i Forbundsrepublikken Tyskland, kan anses for at være ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn.

A – Fællesskabsretten

2. I EF-traktatens artikel 119, stk. 1 (nu artikel 141, stk. 1, EF) knæsættes princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Ved løn forstås den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier (EF-traktatens artikel 119, stk. 2, nu artikel 141, stk. 2, første punktum, EF).

3. Direktiv 76/207/EØF (2) fastsætter princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår.

4. Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, at anvendelsen af dette princip indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren og til alle niveauer i erhvervshierarkiet.

5. Ifølge samme direktivs artikel 5, stk. 1, forudsætter princippet om ligebehandling ligeledes, at mænd og kvinder sikres samme arbejdsvilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

6. Ved direktiv 92/85/EØF (3) er der indført en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer. I denne henseende bestemmes det i artikel 8, at disse arbejdstagere har ret til barselsorlov i mindst fjorten sammenhængende uger, herunder en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger. Desuden bestemmes det i artikel 11, at arbejdstageres bevarelse af deres løn og/eller oppebørsel af en passende ydelse samt rettighederne i forbindelse med deres arbejdsaftale skal sikres under denne periode med barselsorlov. (Direktivet skulle være gennemført senest den 10. oktober 1994)

B – National ret

7. I Forbundsrepublikken Tyskland er situationen for kvinder, som lige har født, reguleret ved Mutterschutzgesetz (lov om barselsorlov, herefter »MuSchG«). I det tidligere DDR var deres situation reguleret ved Arbeitsgesetzbuch der Deutschen Demokratischen Republik (det tidligere DDR’s lov om arbejdsforhold, herefter »AGB-DDR«).

8. I denne henseende var det fastsat i AGB-DDR’s § 244, at kvinder havde svangerskabsorlov i seks uger inden fødslen, og barselsorlov i tyve uger efter fødslen. Under svangerskabs- og barselsorloven udbetalte socialforsikringen en svangerskabs- og moderskabsydelse til kvinderne med et beløb, der svarede til deres gennemsnitlige nettoløn.

9. I Forbundsrepublikken Tyskland var det – ligesom i dag – i henhold til MuSchG’s § 6, stk. 1, 1. pkt., forbudt for kvinderne at arbejde de første otte uger efter fødslen. I løbet af denne periode oppebærer mødrene ud over en moderskabsydelse i medfør af Reichsversicherungsordnung (lov om socialforsikring) et tillæg fra deres arbejdsgivere (MuSchG’s § 13 og § 14). Efter denne beskyttelsesperiode har den kvindelige arbejdstager krav på forældreorlov, indtil hendes barn fylder ti måneder. I denne periode oppebærer hun forældreorlovsydelse, men ingen ydelser fra arbejdsgiveren.

10. I § 23 a i Bundes-Angestelltentarifvertrag-Ost (kollektiv overenskomst af 10.12.1990 for kontraktansatte i den offentlige sektor i Østtyskland, herefter »BAT-O«) har følgende ordlyd:

»Indplacering i en højere lønramme efter en påkrævet periode inden for forbundsstaten og inden for Tarifgemeinschaft deutscher Länder [arbejdsgiverforening for de tyske delstater]

En ansat, der opfylder en af de arbejdsbeskrivelser, der er markeret med * i bilag 1a, indplaceres i en højere lønramme efter udløbet af den påkrævede periode.

For den påkrævede periode gælder følgende regler:

1. Den påkrævede periode anses for opfyldt, når den ansatte i den påkrævede periode har vist at kunne leve op til de opgaver, han har fået overdraget. Afgørende er i denne forbindelse opgaver, der svarer til den lønramme, i hvilken den ansatte er indplaceret.

[…]

4. Den påkrævede periode skal gennemføres uden afbrydelser. Der bortses fra afbrydelser af indtil seks måneders varighed, og uafhængigt heraf bortses der ligeledes fra afbrydelser, der skyldes:

(a) aftjening af militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste

(b) arbejdsudygtighed i henhold til § 37, stk. 1

(d) forældreorlov i henhold til Bundeserziehungsgeldgesetz (lov om forældreorlovsydelse) og anden form for orlov, der er givet med henblik på barnepasning i indtil fem år

(e) beskæftigelse som u-landsfrivillig, der træder i stedet for militærtjeneste, i indtil to år.

Perioder med afbrydelser medregnes ikke i den påkrævede periode bortset fra:

(a) orlov i henhold til §§ 47-49 og i henhold til Schwerbehindertengesetz [lov om svært handicappede]

(b) særlig orlov i henhold til § 50, stk. 1, i den indtil den 31. august 1995 gældende affattelse

(d) arbejdsudygtighed i § 37, stk. 1’s forstand i indtil 26 uger eller i de af § 37, stk. 4, tredje afsnit, omhandlede tilfælde i indtil 28 uger

(e) beskyttelsesperioder i henhold til [MuSchG]

[…]«

11. BAT-O er blevet ændret ved Änderungstarifvertrag Nr. 1 zum BAT-O (første ændringsoverenskomst til BAT-O) af 8. maj 1991. § 2 har følgende ordlyd:

»Indsættelse af lønskalaen i Bundes-Angestelltentarifvertrag [kollektiv overenskomst for kontraktansatte i den offentlige sektor, herefter »BAT«]

Bilag 1 a – vedrørende forbundsstaten og den fælles lønskala for de tyske delstater, bortset fra reglerne om tillæg i del II, afsnit N, og de tilsvarende regler i del III, afsnit L, underafsnit VII – og bilag 1 b til Bundes-Angestelltentarifvertrag finder anvendelse med følgende forbehold:

1. Såfremt arbejdsbeskrivelsen indeholder krav om påkrævede perioder for lønanciennitet, beskæftigelsesperioder, erhvervserfaring osv., medregnes sådanne perioder, som er tilbagelagt inden den 1. juli 1991, og som i henhold til BAT-O’s § 19, stk. 1 og 2, og overgangsbestemmelserne til denne er anerkendt som ansættelsesperioder, der skulle have været taget i betragtning, såfremt afsnit VI og lønskalaen i henhold til BAT-O allerede havde været gældende inden den 1. juli 1991. Første punktum gælder tilsvarende for så vidt angår medregning af perioder, som er tilbagelagt inden den 1. juli 1991 i henhold til overgangsbestemmelser til overenskomster om ændring af BAT’s bilag 1 a eller bilag 1 b, som er indgået eller bliver indgået efter den 30. juni 1991, og som helt eller delvist skal eller kan medregnes for så vidt angår de i arbejdsbeskrivelsen påkrævede perioder for lønanciennitet, beskæftigelsesperioder, erhvervserfaring osv. Såfremt arbejdsbeskrivelsen tillader, at der medregnes perioder, der er tilbagelagt uden for det område, der er omfattet af BAT-O, medregnes sådanne perioder, såfremt disse i henhold til første afsnit skulle medregnes, hvis de var tilbagelagt inden for BAT-O’s gyldighedsområde.

[…]«

II – Tvisten i hovedsagen

12. Ursula Sass har siden 1982 arbejdet som produktionsleder ved Hochschule für Film und Fernsehen »Konrad Wolf« i Potsdam.

13. På det tidspunkt, hvor Ursula Sass’ andet barn blev født – den 27. januar 1987 – boede hun i det tidligere DDR. Hendes arbejdsforhold var derfor reguleret ved AGB-DDR. Efter fødslen afholdt hun tyve ugers barselsorlov i henhold til AGB-DDR’s § 244.

14. Efter Tysklands forening blev Ursula Sass’ arbejdsforhold overført til Land Brandenburg. På grundlag af en individuel arbejdskontrakt var hendes arbejdsforhold herefter reguleret ved BAT-O.

15. Ursula Sass var indtil den 7. maj 1998 lønnet i lønramme II a), i BAT-O. Med virkning fra den 8. maj 1998 blev hun – efter at have tilbagelagt den påkrævede periode i henhold til BAT-O’s § 23 a – oprykket i BAT-O’s lønramme I b), trin 2.

16. Land Brandenburg medregnede de første otte uger af den barselsorlov, der var afholdt efter fødslen, i den påkrævede periode på femten år, der skulle tilbagelægges for at blive indplaceret i en højere lønramme, men ikke de efterfølgende tolv uger. Land Brandenburg anførte, at det i henhold til de kollektivt vedtagne bestemmelser alene var påkrævet at medregne beskyttelsesperioderne i henhold til MuSchG i den påkrævede periode og ikke den yderligere barselsorlov, der var fastsat i AGB-DDR’s § 244.

17. Ursula Sass var imidlertid af den opfattelse, at hun allerede skulle have været indplaceret i den højere lønramme den 12. februar 1998, eftersom hele den barselsorlov, der var afholdt efter fødslen, i henhold til de kollektivt vedtagne bestemmelser skulle have været medregnet i den påkrævede periode, der er fastsat i BAT-O’s § 23 a. Hun gjorde gældende, at Land Brandenburgs fortolkning af de kollektivt vedtagne bestemmelser førte til en ulovlig forskelsbehandling af kvinder.

18. Ursula Sass anlagde sag ved den nationale ret i første instans, der gav hende medhold. Under appelsagen har Land Brandenburg gentaget sin påstand om frifindelse. Ursula Sass har nedlagt påstand om stadfæstelse.

19. Den forelæggende ret fandt, at der ikke kunne gives medhold i påstanden alene på grundlag af national ret. Retten anførte, at selve ordlyden af tredje punktum i BAT-O’s § 23 a, stk. 4, litra e), ikke efterlader tvivl om, at den periode med barselsorlov, der ligger efter beskyttelsesperioden på otte uger efter fødslen, i henhold til første punktum i MuSchG’s § 6, stk. 1, ikke skal medregnes i den påkrævede periode. Dette er ligeledes den eneste konklusion, der kan drages af den kollektive overenskomsts systematik, og af den ånd og det formål med bestemmelsen, der kan udledes heraf. § 2, stk. 1, i Änderungstarif Nr. 1. zum BAT-O fører ikke til et andet resultat. Den forelæggende ret anførte desuden, at den kollektivt vedtagne bestemmelse ikke er i strid med trinhøjere nationale bestemmelser. Den forelæggende ret kunne imidlertid ikke udelukke, at den kollektivt vedtagne bestemmelse er uforenelig med EF-traktatens artikel 119 og med direktiv 76/207.

Det præjudicielle spørgsmål

20. Bundesarbeitsgericht har derfor besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er EF-traktatens artikel 119 (nu artikel 141 EF) og direktiv 76/207/EØF til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst, hvorefter perioder, hvor et arbejdsforhold er sat i bero, ikke medregnes i den påkrævede periode, ligeledes er udelukket at medregne en periode, hvor arbejdsforholdet er sat i bero, fordi den kvindelige arbejdstager efter udløbet af den beskyttelsesperiode på otte uger i henhold til MuSchG’s § 6 [...], der medregnes, har afholdt barselsorlov indtil udgangen af den tyvende uge efter fødslen i medfør af AGB-DDR’s § 244, stk. 1, [...]?«

III – Vurdering

21. Selv om den forelæggende ret er af den opfattelse, at den kollektive overenskomst er forenelig med artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 samt med princippet om lige løn for lige arbejde, da der i BAT-O’s § 23 a, stk. 4, ikke ved medregningen af beskæftigelsesafbrydelser i den påkrævede periode foretages en sondring på grundlag af køn, men på grundlag af om arbejdsforholdet var sat i bero under afbrydelsen, udelukker dette som nævnt ikke den mulighed, at den kollektive overenskomst er i strid med fællesskabsretten, eftersom Ursula Sass – fordi hun efter fødslen afholdt barselsorlov, som alene kvinder har ret til – først blev indplaceret i en højere lønramme tolv uger senere end en mand, der ikke havde ret til barselsorlov.

22. Sidstnævnte er den opfattelse, Ursula Sass har givet udtryk for. Hun har gjort gældende, at hendes indplacering i en højere lønramme tolv uger senere end en mand, der har den samme stilling, arbejder for den samme arbejdsgiver og har påbegyndt sit arbejde den samme dag, er udtryk for forskelsbehandling på grundlag af køn og derfor er i strid med artikel 141 EF.

23. Ursula Sass har desuden påberåbt sig direktiv 76/207. Hun har anført, at den forsinkelse, hvormed hun blev indplaceret, er en følge af, at det alene var de otte uger, der er fastsat i MuSchG (og ikke samtlige tyve uger i henhold til AGB-DDR), der blev medregnet. Imidlertid udgør dette ifølge Ursula Sass en tilsidesættelse af direktivets artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1.

24. Land Brandenburg og Kommissionen er af den opfattelse, at der ikke er sket en tilsidesættelse af fællesskabsretten.

25. Som der vil blive gjort rede for nedenfor, er jeg nået til det samme resultat.

26. Først og fremmest mener jeg, at spørgsmålet skal behandles i lyset af direktiv 76/207, da sagen vedrører adgangsvilkår til alle niveauer i erhvervshierarkiet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 3, stk. 1. I denne henseende er direktiv 76/207 – der særligt omhandler princippet om lige løn – rette hjemmel snarere end bestemmelserne i artikel 141, stk. 1 og 2, EF. Nimz-dommen (4) finder ikke anvendelse i denne sag, da den ikke vedrører en næsten automatisk forfremmelse fra en lønramme til en anden som følge af tjenestens længde, men afbrydelser i den periode, der er påkrævet for forfremmelse.

27. For det andet forekommer det, at den forelæggende ret alene beskæftiger sig med Ursula Sass’ situation, hvori en kvinde afholdt barselsorlov på grundlag af den dagældende lov om arbejdsforhold i Østtyskland. Som Kommissionen med rette har påpeget i sit skriftlige indlæg, har den forelæggende ret ikke rejst det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt den omstændighed, at den orlovsperiode, der ligger efter de otte uger, der er fastsat i MuSchG, ikke medregnes i den påkrævede periode, udgør ulovlig forskelsbehandling. I den forbindelse skal det nævnes, at kvinder i Vesttyskland på dette tidspunkt på tilsvarende vis kunne afholde en orlov, der var længere end den i MuSchG fastsatte periode. Denne tillægsorlov blev ikke taget i betragtning ved beregningen af den påkrævede periode i henhold til BAT-O’s § 23 a, stk. 4.

28. Det forekommer derfor, at det forelagte spørgsmål ikke vedrører ulovlig forskelsbehandling mellem mænd og kvinder generelt, men behandlingen af en bestemt gruppe kvinder, nemlig kvinder fra det tidligere DDR.

29. Dette er imidlertid ikke et fællesskabsretligt aspekt. Ligebehandlingsprincippet, som det er knæsat i artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207, forbyder enhver form for ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn. Ulovlig forskelsbehandling af andre grunde er ikke omfattet af direktivet. En eventuel ulovlig forskelsbehandling mellem kvinder fra Øst- og Vesttyskland kan derfor ikke behandles inden for rammerne af dette direktiv.

30. Det er åbenbart, at den omhandlede bestemmelse i BAT-O alene har virkning for kvinder, eftersom det kun er kvinder, der kan føde og tage barselsorlov i henhold til AGB-DDR. Dette udelukker ikke som sådan, at der kan være tale om ulovlig forskelsbehandling, eftersom Domstolen har fastslået, at et afslag til en gravid ansøger kan udgøre ulovlig forskelsbehandling selv i tilfælde, hvor alle andre ansøgere er kvinder (5) .

31. Det er imidlertid ikke graviditeten eller den omstændighed, at der er tale om en kvinde, der lige har født, som ligger til grund for den forskellige behandling, men det forhold, at reglerne om barselsorlov/orlov i tilknytning til fødsel for kvinder i Øst- og Vesttyskland på daværende tidspunkt var omfattet af forskellige retlige ordninger.

32. I Vesttyskland var kvinder forpligtet til at afholde otte ugers barselsorlov. I løbet af denne periode var de væsentligste forpligtelser for såvel arbejdstageren (arbejde) som arbejdsgiveren (udbetaling af løn) sat i bero. I stedet var arbejdsgiveren forpligtet til at yde tilskud til socialforsikringsydelserne for at sikre, at kvinderne fortsat oppebar en tilsvarende indkomst. Denne periode blev ikke desto mindre medregnet i den periode, der var påkrævet for indplaceringen i en højere lønramme. Kvinderne kunne vælge en længere orlov. Efter udløbet af den beskyttelsesperiode på otte uger efter fødslen, der var gældende for kvindelige arbejdstagere, havde de ret til barselsorlov i tilslutning til beskyttelsesperioden, indtil barnet fyldte ti måneder. Denne tillægsperiode blev imidlertid ikke medregnet i den påkrævede periode, og arbejdsgiveren var heller ikke forpligtet til at yde tilskud til de socialforsikringsydelser, som moderen oppebar.

33. I Østtyskland blev arbejdsgiverens og arbejdstagerens væsentligste forpligtelser ligeledes sat i bero under barselsorloven. I løbet af denne periode udbetalte socialforsikringen en moderskabsydelse til kvinden svarende til hendes gennemsnitlige nettoløn. Den tyske regering har som svar på Domstolens skriftlige spørgsmål oplyst, at der ikke i AGB-DDR var fastsat et absolut forbud mod at arbejde efter fødslen, men at en rekonvalescensperiode på seks uger blev anset for normalt. Kvinderne var ikke forpligtede til at afholde tyve ugers barselsorlov, men i praksis benyttede næsten alle sig af retten til at afholde de tyve ugers barselsorlov. I modsætning til Vesttyskland havde Østtyskland ikke på daværende tidspunkt en overenskomstmæssig ordning for forfremmelse under forudsætning af visse kvalifikationer.

34. Faktisk følger det af de oplysninger, som den tyske regering og Ursula Sass er fremkommet med, at de otte uger, der var fastsat i MuSchG, og under alle omstændigheder de seks uger, der var fastsat i AGB-DDR, har det samme formål: at moderen får lejlighed til at komme sig, og at hun får mulighed for personligt at tage sig af barnet i perioden umiddelbart efter fødslen. I tilslutning til denne periode kunne moderen vælge en tillægsorlov med henblik på at passe barnet (Vesttyskland) eller benytte sig af retten til at afholde hele perioden på tyve uger (Østtyskland). Selv om dette spørgsmål ikke er omhandlet i denne sag, forekommer det, at mødre og fædre såvel i Vesttyskland som i Østtyskland herefter havde mulighed for at afholde en form for forældreorlov. I Vesttyskland blev denne periode ikke medregnet i den påkrævede periode. Som nævnt ovenfor havde Østtyskland ikke en sammenlignelig overenskomstmæssig ordning for forfremmelse.

35. Efter Tysklands forening blev det aftalt i den kollektive overenskomst, at alene de otte uger, der var fastsat i MuSchG, kunne medregnes i den påkrævede periode. Det er klart, at der kan opstå små uoverensstemmelser som følge af de forskellige retlige ordninger, der fandt anvendelse før foreningen, og at det ikke er muligt at fjerne alle historiske forskelle. På den anden side kunne det anføres, at overgangsbestemmelserne i den kollektive overenskomst netop havde til formål at sikre, at arbejdstagere i Forbundsrepublikken Tyskland og i det tidligere DDR blev behandlet lige. Hvis der blev givet medhold i Ursula Sass’ påstand, ville dette ligeledes give anledning til ulige behandling.

36. Jeg er klar over, at den omstændighed, at alle kvinder i det tidligere Østtyskland afholdte tyve ugers barselsorlov, kunne skabe en berettiget forventning. Imidlertid er dette ikke et fællesskabsretligt spørgsmål, men et spørgsmål, der skal løses i medfør af national ret.

37. Som en sidste kommentar skal det nævnes, at spørgsmålet om ligebehandling mellem borgere i det tidligere Vest- og Østtyskland ikke alene opstår i forbindelse med beskyttelsen af mødre. F.eks. kan mænd, der udøver militærtjeneste, ligeledes blive berørt af forskellene i tidligere retlige ordninger. Dette er ikke spørgsmål, der behørigt kan behandles under påberåbelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i henhold til fællesskabsretten.

38. Det må konkluderes, at en eventuel forskel i behandlingen af disse to grupper kvinder ikke kan efterprøves under henvisning til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

39. Bliver mænd og kvinder fra det tidligere Østtyskland behandlet lige?

40. Som nævnt i punkt 30 er det kun kvinder, der kan blive gravide og som følge heraf tage barselsorlov i henhold til AGB-DDR. Dette betyder imidlertid ikke automatisk, at denne forskel indebærer forskelsbehandling. Graviditet er en særlig tilstand, der berettiger til en særlig beskyttelse. Derfor er det i artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 bestemt, at direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Jeg henviser ligeledes til Hofman-dommen (6) , hvori Domstolen fastslog, at foranstaltninger såsom en forlænget barselsorlov, som tilkommer kvinden i forsættelse af en lovbestemt barselsorlov, må betragtes som omfattet af artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207, og at en sådan orlov lovligt kan forbeholdes mødre uden at indebære forskelsbehandling.

41. Direktiv 92/85 kan – selv om det ikke finder anvendelse i denne sag – tjene som inspirationskilde. Direktivet fastsætter kun minimumsregler for så vidt angår længden af en barselsorlov, hvilket betyder, at medlemsstaterne frit kan vedtage bestemmelser, der fastsætter længere perioder med barselsorlov før og efter fødslen.

42. For så vidt angår de følger, som denne længere orlov vil få for kvinder med hensyn til deres arbejdsforhold, er det i direktiv 92/85 alene bestemt, at i løbet af den minimumsperiode, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, skal rettighederne i forbindelse med arbejdskontrakten sikres. Direktivet regulerer således ikke de følger af en periode med barselsorlov, der ligger efter den fastsatte minimumsperiode. I denne henseende har Domstolen i Boyle m.fl.-dommen (7) fastslået lovligheden af, at optjeningen af årlig ferie afbrydes under en periode med barselsorlov uden løn, der er ydet af arbejdsgiveren ud over den beskyttelsesperiode, der er sikret ved artikel 8 i direktiv 92/85.

43. Ifølge det skriftlige svar fra den tyske regering, der er omtalt i punkt 33 og 34, var kvinderne i det tidligere Østtyskland ikke forpligtede til at afholde alle tyve ugers barselsorlov. Dette var med andre ord en særlig rettighed for kvinder, som de frit kunne vælge. Ursula Sass har anført, at på det tidspunkt, hvor hun fødte, kom MuSchG ikke i betragtning. Alle kvinder i det tidligere DDR benyttede sig af deres ret til tyve ugers barselsorlov. Der kunne endog være tale om ubehagelige følger, hvis de ikke gjorde det. Hun har desuden påpeget, at mødrene, i videre omfang end hvad der var tilfældet i Forbundsrepublikken Tyskland, vendte tilbage til deres arbejde efter denne orlovsperiode og satte deres barn i vuggestue. Det var også muligt for mødrene at sætte deres barn i vuggestue i løbet af disse tyve uger, men hvis de gjorde dette efter den sjette uge af deres barselsorlov, forventedes de at vende tilbage til deres arbejde igen, da de så ikke længere ville have ret til moderskabsydelser. Hvordan det nu end forholder sig, kan det næppe være afgørende for spørgsmålet i den foreliggende sag. For så vidt angår en eventuel berettiget forventning henviser jeg til det i punkt 36 anførte. Selv om en sådan praksis har kunnet skabe berettigede forventninger i den forstand, at kvinderne ikke kunne have indset, at det kunne få en negativ indvirkning på deres indplacering i en højere lønklasse, er der ikke tale om et fællesskabsretligt spørgsmål, men et spørgsmål, der skal løses i henhold til national ret.

44. Den forelæggende ret har ligeledes rejst spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling. Da AGB-DDR’s § 244 alene vedrører kvinder, kan der ikke være tale om indirekte forskelsbehandling.

IV – Forslag til afgørelse

45. Under hensyn til det ovenfor anførte er jeg af den opfattelse, at Domstolen skal besvare det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Bundesarbeitsgericht, således:

»En bestemmelse i en kollektiv overenskomst, hvorefter perioder, hvor et arbejdsforhold er sat i bero, ikke medregnes i den påkrævede periode, og hvorefter alene den otte-ugers beskyttelsesperiode, der er fastsat i § 6 i Mutterschutzgesetz, medregnes i den påkrævede periode, men ikke den længere periode med barselsorlov, der er fastsat i Arbeitsgesetz der Deutschen Demokratischen Republik, udgør ikke ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn.«

1 –: Originalsprog: engelsk.

2 –: Rådets direktiv af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

3 –: Rådets direktiv af 19.10.1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1).

4 –: Dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Sml. I, s. 297.

5 –: Dom af 8.11.1990, sag C-177/88, Dekker, Sml. I, s. 3941.

6 –: Dom af 12.7.1984, sag 184/83, Sml. s. 3047, præmis 26.

7 –: Dom af 27.10.1998, sag C-411/96, Sml. I, s. 6401.

Top

All