61996A0004

1 Tjenestemaend - social sikring - sikring mod ulykker og erhvervssygdomme - fastsaettelse af sygdommens erhvervsmaessige oprindelse - laegeudvalgets og ansaettelsesmyndighedens kompetence

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 19 og 23)

2 Tjenestemaend - social sikring - sikring mod ulykker og erhvervssygdomme - laegelig vurdering - judiciel proevelse - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

3 Tjenestemaend - social sikring - sikring mod ulykker og erhvervssygdomme - erhvervssygdom - begreb - fastsaettelse af sygdommens erhvervsmaessige oprindelse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73, stk. 2; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3, stk. 2)

4 Tjenestemaend - social sikring - sikring mod ulykker og erhvervssygdomme - tabel over satser for vedvarende invaliditet som foelge af en erhvervssygdom - regler for beregningen af invalideerstatning - hensyntagen til den betydning, udoevelsen af erhvervet har haft for sygdommens opstaaen

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3 og 12)

5 Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - samme genstand og grundlag - anbringender og argumenter, som ikke figurerer i klagen, men som er snaevert forbundet hermed - antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

6 Formaalet med artikel 19 og 23 i ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme er at overlade laegelige sagkyndige vurderingen af alle de laegelige spoergsmaal, som er relevante i forbindelse med den ved ordningen indfoerte forsikringsordning.

Laegeudvalget er betroet et omfattende hverv, som bestaar i at forelaegge ansaettelsesmyndigheden alle de laegelige vurderinger, der er noedvendige for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse vedroerende anerkendelsen af, at tjenestemandens sygdom er af erhvervsmaessig oprindelse, samt for fastsaettelse af graden af den vedvarende invaliditet.

Med henblik herpaa er det af effektivitetshensyn oenskeligt, at ansaettelsesmyndigheden, naar den indbringer et spoergsmaal for laegeudvalget, klart og praecist angiver, hvilke spoergsmaal den oensker at opnaa en endelig laegevurdering af. Ansaettelsesmyndigheden kan i oevrigt, naar den modtager en erklaering fra laegeudvalget, ved en supplerende anmodning praecisere spoergsmaalene eller fremsaette nye spoergsmaal med henblik paa at opnaa de oenskede vurderinger. I disse tilfaelde er laegeudvalget naturligvis forpligtet til klart og praecist at besvare ansaettelsesmyndighedens spoergsmaal. Ansaettelsesmyndighedens anmodninger kan imidlertid ikke vaere til hinder for, at laegeudvalget meddeler ansaettelsesmyndigheden yderligere laegelige konstateringer, som kan hjaelpe den ved dens afgoerelse.

7 De rent laegelige vurderinger, som er blevet fremsat af det i henhold til artikel 23 i ordning om daekning af risiko for ulykker og erhvervssygdomme fastsatte laegeudvalg, skal anses for endelige, naar de er tilvejebragt paa forskriftsmaessige betingelser, idet den judicielle proevelse kun kan omfatte laegeudvalgets forskriftsmaessige sammensaetning og virksomhed samt spoergsmaalet om lovligheden af de udtalelser, det afgiver.

Retten er inden for disse graenser befoejet til at undersoege, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der goer det muligt at bedoemme det grundlag, som de i udtalelsen indeholdte konklusioner hviler paa, og om det er godtgjort, at der foreligger en rationel sammenhaeng mellem de laegelige vurderinger, udtalelsen indeholder, og de konklusioner, laegeudvalget er naaet frem til.

8 Hvis tjenestemandens sygdom udelukkende, vaesentligt, overvejende eller hovedsageligt er opstaaet som foelge af hans tjenesteudoevelse, er der tale om en erhvervssygdom som omhandlet af artikel 3, stk. 2, i ordning om daekning mod ulykker og erhvervssygdomme.

Denne bestemmelse vil imidlertid ikke opfylde det tilsigtede formaal, saafremt anerkendelsen af en erhvervsmaessig aarsag til en tjenestemands sygdom burde begraenses til et enkelt tilfaelde. Saafremt en tjenestemands sygdom beror paa flere aarsager, tilkommer det laegeudvalget at afgoere, om tjenesten ved Faellesskaberne - hvorledes man i oevrigt kan vurdere denne faktors indflydelse i forhold til de oevrige private faktorer - har direkte sammenhaeng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som vaerende det forhold, der var aarsag til sygdomsudbruddet.

9 Vedtaegtens artikel 73, stk. 2, artikel 12 i ordning om daekning af ulykker og erhvervssygdomme og invaliditetstabellen skal goere det muligt ved beregningen af erstatningen til tjenestemaend at tage hensyn til alle de forskellige sygdomssituationer, der omfattes af artikel 3, stk. 2, i naevnte ordning, idet bestemmelserne ellers ikke ville have deres tilsigtede virkning. Det fremgaar i oevrigt af forordningens artikel 3, stk. 1, at begrebet »erhvervssygdom« beror paa en sammenhaeng mellem dels tjenestemandens sygdomstilstand, og dels hans tjenesteudoevelse ved Faellesskaberne. Det er udelukkende »for saa vidt« denne sammenhaeng foreligger, at sygdommen kan anses for en erhvervssygdom.

Ansaettelsesmyndigheden er, naar laegeudvalget fastslaar, at flere erhvervsmaessige og private aarsager hver isaer direkte har bidraget til en tjenestemands sygdom, forpligtet til at tage hensyn til en laegelig vurdering ved beregningen af erstatningen i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2.

Naar laegeudvalget paa grundlag af de forskellige undersoegelser, det har foretaget, eller paa grund af dets erfaring paa det paagaeldende omraade desuden mener, at det kan vurdere eller fastsaette i den ene eller anden form, i hvilket omfang tjenestemandens tjenesteudoevelse har bidraget til sygdomsudbruddet, og en saadan vurdering fremgaar klart og praecist af laegeudvalgets konklusioner, kan ansaettelsesmyndigheden tage hensyn til den ved beregningen af den i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, angivne erstatning.

10 Reglen om, at der skal vaere overensstemmelse mellem den forudgaaende administrative klage og staevningen, idet staevningen ellers kan afvises, indebaerer, at et anbringende, der fremsaettes for Faellesskabets retsinstanser, allerede skal vaere fremfoert under den administrative procedure, for at ansaettelsesmyndigheden tilstraekkelig praecist kan vaere bekendt med de klagepunkter, som den paagaeldende fremfoerer mod den anfaegtede afgoerelse.

Selv om de for Faellesskabets retsinstanser nedlagte paastande kun kan indeholde de »klagepunkter«, som hviler paa samme grundlag som dem, der er angivet i klagen, kan disse klagepunkter dog uddybes ved fremsaettelse af anbringender og argumenter, der ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som er snaevert forbundet hermed.

Eftersom den administrative procedure er uformel, og de beroerte parter som regel paa dette stadium handler uden bistand fra en advokat, boer administrationen endvidere ikke fortolke klager restriktivt, men tvaertimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem.

I sag T-4/96,

S.,

sagsoeger,

mod

De Europaeiske Faellesskabers Domstol ved Timothy Millett, juridisk konsulent for administrative forhold, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse hos denne paa Domstolens saede, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand foerst om annullation af Domstolens afgoerelse af 11. april 1995, for saa vidt der herved med henblik paa beregningen af erstatningen i artikel 73 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber blev fastsat en invaliditetsgrad paa 6%, og dernaest om, at det fastslaas, at sagsoegeren har krav paa naevnte erstatning beregnet paa grundlag af en invaliditetsgrad paa 30% og endelig om betaling af morarenter,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 5. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren indtraadte i Domstolens tjeneste den (...) (1).

2 Kort efter sin tiltraedelse blev hun syg og tvunget til at indstille sit arbejde. Den (...) anerkendte det i artikel 13 i bilag VIII til vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«) omhandlede Invaliditetsudvalg, at hun led af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet, som medfoerte, at hun var ude af stand til at varetage en stilling inden for hendes stillingsgruppe. Den (...) besluttede ansaettelsesmyndigheden af egen drift at pensionere hende og tilkende hende en invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 78.

3 Efter en gunstig rapport udfaerdiget af Invaliditetsudvalget den (...) genoptog sagsoegeren sin tjeneste ved Domstolen den (...). Den (...) blev hun dog atter syg og maatte definitivt ophoere med sit arbejde.

4 Dernaest blev der i Domstolen ivaerksat to procedurer, som forloeb parallelt og uafhaengigt af hinanden.

5 Den foerste procedure blev ivaerksat af Domstolen i henhold til vedtaegtens artikel 53, 59 og 78. Den (...) besluttede Domstolens praesident at indbringe sagsoegerens tilfaelde for et Invaliditetsudvalg, som endnu en gang anerkendte, at hun led af en vedvarende og fuldstaendig invaliditet i henhold til artikel 78. Den (...) besluttede ansaettelsesmyndigheden af egen drift at pensionere hende og atter at tilkende hende en invalidepension i henhold til artikel 78. Det fremgaar af sagens akter, at Invaliditetsudvalget under denne procedure ikke behandlede spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerens sygdom var en foelge af hendes arbejde (replikkens bilag 2).

6 Denne procedure er ikke anfaegtet i denne sag.

7 Den anden procedure blev ivaerksat af sagsoegeren i henhold til vedtaegtens artikel 73. Da hun mente, at de fysiske og psykiske lidelser, hun led under, var en foelge af hendes arbejdsbetingelser, fremsatte hun ved skrivelse af 18. december 1989 en anmodning om, at det anerkendtes, at der var tale om en erhvervssygdom.

8 Efter denne anmodning fastslog den af Domstolen udpegede laege, dr. De Meersman, i en laegeerklaering af 4. december 1990, at sagsoegerens sygdom ikke var en »erhvervssygdom ... eller ... en erhvervsmaessig forvaerring af en bestaaende sygdom«. Paa grundlag af denne erklaering og i henhold til artikel 21, foerste afsnit, i ordningen om daekningen af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter »ordningen«) meddelte ansaettelsesmyndigheden den 20. februar 1991 sagsoegeren et forslag til afgoerelse, hvori den afslog hendes anmodning om, at det blev anerkendt, at der forelaa en erhvervssygdom.

9 Ved skrivelse af 17. april 1991 anmodede sagsoegeren om, at sagen i henhold til ordningens artikel 21, andet afsnit, blev forelagt et laegeudvalg. Dette laegeudvalg har udfaerdiget to erklaeringer.

10 I sin foerste erklaering af 3. marts 1993 fastslog det, at »den angst-depressive tilstand, som S. lider af, [var] opstaaet paa grund af hendes arbejde; men at hendes patologiske personlighed [var] for 50%'s vedkommende aarsagen til hendes tilstand, 30% [var] en foelge af hendes livsforloeb og 20% [var] en foelge af hendes arbejde«. Udvalget praeciserede, at »udoevelsen af sagsoegerens arbejde [var] hverken den vaesentlige eller hovedaarsagen til den sygdom, som S. lider af«.

11 Da ansaettelsesmyndigheden fandt, at den ikke kunne traeffe afgoerelse paa grundlag af denne erklaering, anmodede den ved skrivelse af 20. juni 1994 laegeudvalget om at besvare foelgende fem supplerende spoergsmaal, og saaledes

»1) fastsaette den vedvarende invaliditetsgrad, som S. lider af

2) angive, om den paagaeldende led af en bestaaende sygdom, inden hendes tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber

3) i benaegtende fald, angive, om det er tilstraekkelig godtgjort, at der foreligger en direkte sammenhaeng mellem sygdommen og S.' tjeneste ved Faellesskaberne

4) i bekraeftende fald, angive, om det er tilstraekkelig godtgjort, at sygdommen er blevet forvaerret, og om der foreligger en direkte sammenhaeng mellem denne eventuelle forvaerring og hendes tjeneste ved Faellesskaberne

5) om fornoedent fastsaette invaliditetsgraden efter denne eventuelle forvaerring.«

12 I en anden erklaering af 12. januar 1995 besvarede laegeudvalget ansaettelsesmyndighedens fem supplerende spoergsmaal saaledes:

»1) Foerste spoergsmaal: Den vedvarende invaliditetsgrad, som S. lider af, udgoer 30%.

2) Andet spoergsmaal: S. led ikke af nogen sygdom inden hendes tiltraedelse ved De Europaeiske Faellesskaber.

3) Tredje spoergsmaal: Den direkte sammenhaeng mellem S.' tjeneste ved Faellesskaberne og sygdommen vurderes til 20%. Dette indebaerer, at ud fra en skala paa 100 har sagsoegerens sygdom for 20%'s vedkommende sin aarsag i hendes arbejde, for 50%'s vedkommende i hendes patologiske personlighed og for 30%'s vedkommende i hendes livsforloeb.

4) og 5) Fjerde og femte spoergsmaal: Henset til besvarelsen af det tredje spoergsmaal er det unoedvendigt at besvare disse spoergsmaal.«

13 Ansaettelsesmyndigheden traf paa grundlag af denne anden erklaering den 11. april 1995 foelgende afgoerelse:

»1) I henhold til ordningens artikel 3, stk. 2, anerkendes det, at S. lider af en vedvarende, delvis invaliditet paa 30%, der for 20%'s vedkommende er opstaaet under eller i forbindelse med tjenesten ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol.

2) S. tildeles en erstatning paa 1 094 745 BFR beregnet paa grundlag af 6% (30% x 20%) og under hensyn til summen af hendes grundloen i de tolv maaneder inden datoen for laegeerklaeringens udstedelse den (...), hvori det fastslaas, at der er tale om en sygdom opstaaet paa grund af hendes arbejdsbetingelser, nemlig: den maanedlige grundloen 190 060 BFR x 12 maaneder x 8 x 6%.«

14 Denne afgoerelse udgoer den anfaegtede afgoerelse.

15 Den 5. juli 1995 indgav sagsoegeren en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90 over denne afgoerelse. Klagen blev afvist ved afgoerelse fra Domstolens Klageudvalg den 2. oktober 1995, meddelt sagsoegeren den 16. oktober 1995.

Retsforhandlinger og parternes paastande

16 Det er paa dette grundlag, at sagsoegeren ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 15. januar 1996 har anlagt denne sag. Retten (Fjerde Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

17 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 5. marts 1997.

18 Sagsoegeren har i staevningen nedlagt foelgende paastande:

- Den af Domstolens ansaettelsesmyndighed trufne afgoerelse af 11. april 1995 annulleres, for saa vidt der herved med henblik paa beregningen af erstatningen i vedtaegtens artikel 73 fastsaettes en invaliditetsgrad paa 6%.

- Det fastslaas, at sagsoegeren har krav paa erstatning som omhandlet i vedtaegtens artikel 73, beregnet paa grundlag af en invaliditetsgrad paa 30%.

- Om fornoedent annulleres afvisningen af sagsoegerens klage af 2. oktober 1995.

- Sagsoegte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

19 Sagsoegeren har i sin replik desuden nedlagt foelgende paastand:

- Sagsoegte tilpligtes at betale et foreloebigt anslaaet beloeb paa 1 973 541 BFR i rente, beregnet efter en sats paa 8% af den erstatning, som sagsoegeren kan goere krav paa i henhold til vedtaegtens artikel 73 for tidsrummet 18. december 1989 til 20. juni 1994.

20 Sagsoegte har i sit svarskrift nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at baere sine egne omkostninger.

21 Sagsoegte har i sin duplik desuden nedlagt foelgende paastande:

- Sagsoegerens paastand, som foerste gang blev nedlagt i replikken, om, at sagsoegte tilpligtes at betale et beloeb paa 1 973 541 BFR i rente, afvises fra realitetsbehandling.

- Sagsoegte frifindes under alle omstaendigheder.

Paastanden om, at det anerkendes, at sagsoegeren er berettiget til erstatningen i vedtaegtens artikel 73 beregnet paa grundlag af en invaliditetsgrad paa 30%

22 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at det fastslaas, at hun er berettiget til den i vedtaegtens artikel 73 omhandlede invaliditetserstatning, beregnet paa grundlag af en invaliditetsgrad paa 30%. Det fastslaas herved, at denne paastand indebaerer, at Retten skal paalaegge sagsoegte at beregne den naevnte erstatning paa grundlag af en bestemt invaliditetsgrad. Faellesskabets retsinstanser kan imidlertid ikke uden at gribe ind i ansaettelsesmyndighedens befoejelser rette paalaeg til en faellesskabsinstitution (Rettens dom af 13.7.1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 799, praemis 36, og af 8.6.1995, sag T-496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 405, praemis 32 og 33).

23 Heraf foelger, at denne paastand ikke kan antages til realitetsbehandling.

Paastanden om delvis fjernelse af et dokument fra sagen

24 Sagsoegeren har anfoert, at sagsoegte i bilag 4 til sit svarskrift i sin helhed har fremlagt den laegeerklaering, som dr. De Meersman udfaerdigede den 4. december 1990 (jf. praemis 8). Denne erklaering er ifoelge sagsoegeren omfattet af den laegelige tavshedspligt, hvorfor sagsoegte ikke har kunnet fremlaegge den uden hendes tilladelse. Under alle omstaendigheder er kun erklaeringens konklusioner og ikke dens fulde tekst relevant for denne sag. Sagsoegeren har under alle omstaendigheder paastaaet denne erklaering fjernet fra sagen med undtagelse af dens konklusioner.

25 Retten finder, at dens afgoerelse vedroerende dette spoergsmaal maa udsaettes, saa laenge behandlingen af parternes anbringender og argumenter ikke indebaerer hensyntagen til denne erklaering.

Annullationspaastandene

26 Sagsoegeren har til stoette for sit soegsmaal fremfoert foelgende fire anbringender:

- Laegeudvalgets erklaeringer er ulovlige.

- Begrundelsespligten er tilsidesat.

- Vedtaegtens artikel 73, artikel 3, stk. 2, og artikel 12, stk. 2, i ordningen og tabellen over invaliditetssatserne i ordningens bilag (herefter »invaliditetstabellen«) er tilsidesat.

- Lighedsprincippet er tilsidesat.

27 Inden parternes argumentation redegoeres for de bestemmelser, som er relevante for denne sag.

28 Vedtaegtens artikel 73 hoerer til bestemmelserne vedroerende social sikring. Artiklens stk. 1 bestemmer bl.a., at tjenestemanden fra tiltraedelsesdagen sikres imod risiko for erhvervssygdomme. Artiklens stk. 2 garanterer visse ydelser ved doedsfald, vedvarende, total invaliditet og vedvarende, delvis invaliditet foraarsaget af en erhvervssygdom.

29 Artikel 73, stk. 2, litra b), bestemmer, at tjenestemanden i tilfaelde af vedvarende, total invaliditet har ret til udbetaling af et engangsbeloeb, der er lig med hans aarlige grundloen multipliceret med otte, udregnet paa grundlag af tjenestemandens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for ulykken. Artikel 73, stk. 2, litra c), bestemmer, at tjenestemanden i tilfaelde af vedvarende, delvis invaliditet har ret til udbetaling af en del af den under litra b) naevnte erstatning, udregnet paa grundlag af invaliditetstabellen.

30 Bestemmelserne til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 73 er fastsat i ordningen.

31 Ordningens artikel 3 definerer begrebet erhvervssygdom saaledes:

»1. Som erhvervssygdomme anses de sygdomme, som er optaget i den europaeiske liste over erhvervssygdomme bilagt henstilling af 22. maj 1990 fra Kommissionen (EFT L 160, s. 39), samt i eventuelle tillaeg hertil, for saa vidt tjenestemanden under tjenesten ved De Europaeiske Faellesskaber har vaeret udsat for risiko for at paadrage sig disse sygdomme.

2. Ligeledes anses som erhvervssygdom enhver sygdom eller forvaerring af en bestaaende sygdom, som ikke findes paa den i stk. 1 naevnte liste, naar det er tilstraekkelig godtgjort, at den er opstaaet under eller i forbindelse med tjenesten ved Faellesskaberne.«

32 Artikel 12 fastsaetter de garanterede ydelser efter vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b) og c), saaledes:

»1. I tilfaelde af tjenestemandens vedvarende, totale invaliditet som foelge af en ... erhvervssygdom, udbetales der ham det i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b), fastsatte beloeb.

2. I tilfaelde af tjenestemandens vedvarende, delvise invaliditet som foelge af en ... erhvervssygdom udbetales der ham et engangsbeloeb, som beregnes paa grundlag af de satser, som er fastsat i invaliditetstabellen, som er optaget i bilaget.«

33 Invaliditetstabellen angiver med bestemte procenter satsen for vedvarende, delvis invaliditet, som tjenestemaendene kan rammes af. Den bestemmer ogsaa, at for et tilfaelde af invaliditet, som ikke er naevnt i tabellen, bestemmes invaliditetsgraden ved at anvende tabellen analogt.

34 Ordningens artikel 19 bestemmer, at ansaettelsesmyndigheden traeffer afgoerelse om anerkendelse af en sygdoms erhvervsmaessige oprindelse samt om fastsaettelse af graden for vedvarende invaliditet paa grundlag af de konklusioner, som er afgivet af den eller de af institutionerne udpegede laeger, og, hvis tjenestemanden anmoder herom, efter hoering af laegeudvalget. Artikel 23, stk. 1, bestemmer, at laegeudvalget bestaar af tre laeger: den foerste udpeges af ansaettelsesmyndigheden, den anden af tjenestemanden og den tredje af disse to laeger i faellesskab. Efter arbejdets afslutning anfoerer laegeudvalget sine konklusioner i en erklaering, som tilsendes ansaettelsesmyndigheden og tjenestemanden.

Foerste anbringende om ulovligheden af laegeudvalgets erklaeringer

Parternes argumenter

35 Sagsoegeren har anfoert, at laegeudvalgets erklaeringer af henholdsvis 3. marts 1993 og 12. januar 1995 paa to punkter er ulovlige.

36 For det foerste har laegeudvalget ved procentvis at have angivet de forskellige sygdommes grunde overskredet graenserne for det hverv, ansaettelsesmyndigheden havde givet det. Ansaettelsesmyndigheden havde nemlig ved sit tredje spoergsmaal i sin skrivelse af 20. juni 1994 anmodet laegeudvalget om at »angive, om det var tilstraekkelig godtgjort, at der foreligger direkte sammenhaeng mellem sygdommen og S.' tjeneste ved Faellesskaberne«. Laegeudvalget har ved i sin erklaering af 12. januar 1995 at have besvaret dette spoergsmaal bekraeftende opfyldt sin opgave, hvorfor det ikke tilkom det at foretage procentvise angivelser, som ansaettelsesmyndigheden ikke havde anmodet om.

37 For det andet er en saadan procentvis angivelse hverken bestemt eller kraevet i vedtaegtens artikel 73, ordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 12, stk. 2, eller i invaliditetstabellen. Sagsoegeren har herved henvist til de argumenter, hun har fremsat til stoette for hendes tredje anbringende. Laegeudvalget har herved tilsidesat begrebet erhvervssygdom og invaliditetssats som omhandlet i disse bestemmelser, hvorfor dets konklusioner maa anses for retsstridige (Domstolens dom af 26.1.1984, sag 189/82, Seiler m.fl. mod Raadet, Sml. s. 229, og af 10.12.1987, sag 277/84, Jaensch mod Kommissionen, Sml. s. 4923).

38 Sagsoegte har bl.a. anfoert, at sagsoegeren har anlagt en alt for snaever og formalistisk holdning med hensyn til begrebet laegeudvalgets »hverv«.

Rettens bemaerkninger

39 Retten finder, at laegeudvalgets opgave maa behandles paa grundlag af ordningens artikel 19 og 23.

40 I henhold til fast retspraksis er formaalet med de naevnte bestemmelser at overlade laegelige sagkyndige vurderingen af alle de laegelige spoergsmaal, som er relevante i forbindelse med den ved ordningen indfoerte forsikringsordning. Deres formaal er i tilfaelde af tvist at opnaa en endelig afgoerelse af alle laegelige spoergsmaal (jf. f.eks. Domstolens dom af 21.5.1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, praemis 18 og 20, af 29.11.1984, sag 265/83, Suss mod Kommissionen, Sml. s. 4029, praemis 11, og af 4.10.1991, sag C-185/90 P, Kommissionen mod Gill, Sml. I, s. 4779, praemis 24).

41 Det fremgaar af denne retspraksis, at laegeudvalget er betroet et omfattende hverv, som bestaar i at forelaegge ansaettelsesmyndigheden alle de laegelige vurderinger, der er noedvendige for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse vedroerende anerkendelsen af, at tjenestemandens sygdom er af erhvervsmaessig oprindelse, samt for fastsaettelsen af graden af den vedvarende invaliditet.

42 Af effektivitetshensyn er det dog oenskeligt, at ansaettelsesmyndigheden, naar den indbringer et spoergsmaal for laegeudvalget, klart og praecist angiver, hvilke spoergsmaal den oensker at opnaa en endelig laegevurdering af. Ansaettelsesmyndigheden kan i oevrigt, naar den modtager en erklaering fra laegeudvalget, ved en supplerende anmodning praecisere spoergsmaalene eller fremsaette nye spoergsmaal med henblik paa at opnaa de oenskede vurderinger (jf. herved Rettens dom af 23.11.1995, sag T-64/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 769, praemis 46 og 58). I disse tilfaelde er laegeudvalget naturligvis forpligtet til klart og praecist at besvare ansaettelsesmyndighedens spoergsmaal. Ansaettelsesmyndighedens anmodninger kan imidlertid ikke vaere til hinder for, at laegeudvalget meddeler ansaettelsesmyndigheden yderligere laegelige konstateringer, som kan hjaelpe den ved dens afgoerelse.

43 I denne sag har laegeudvalget i sine erklaeringer af henholdsvis 3. marts 1993 og 12. januar 1995 fastslaaet, at tre forhold havde kunnet bidrage til sagsoegerens sygdoms opstaaen. Laegeudvalget har endvidere foretaget en procentvis angivelse af disse forhold.

44 Retten finder, at laegeudvalget, selv om det ikke udtrykkeligt var blevet anmodet om at foretage en saadan angivelse, i henhold til det hverv, som paahviler det i henhold til ordningens artikel 19 og 23, var befoejet til at tilstille ansaettelsesmyndigheden disse angivelser.

45 Retten bemaerker med hensyn til sagsoegerens argument, hvorefter den anfaegtede procentvise angivelse hverken er bestemt eller kraevet i vedtaegtens artikel 73, ordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 12, stk. 2, eller i invaliditetstabellen, at dette argument vedroerer sagsoegerens tredje anbringende. Argumentet vil derfor blive behandlet under dette anbringende.

46 Heraf foelger, at sagsoegerens foerste anbringende ikke er begrundet.

Andet anbringende om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten Parternes argumenter

47 Sagsoegeren har anfoert, at laegeudvalgets erklaeringer af henholdsvis 3. marts 1993 og 12. januar 1995 ikke i tilstraekkelig grad er begrundet. De indeholder ikke nogen rationel beskrivelse af sammenhaengen mellem resultaterne af de laegelige undersoegelser som beskrevet i erklaeringerne og de konklusioner, de indeholder (Rettens dom af 12.7.1990, sag T-154/89, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. II, s. 445, praemis 48).

48 Erklaeringerne angiver ikke grundene til, at laegeudvalget efter foerst at have fastslaaet en tilstraekkelig aarsagssammenhaeng mellem sagsoegerens tjeneste og sygdom - hvilken konstatering var tilstraekkelig til at fastslaa, at der var tale om en erhvervssygdom (jf. nedenfor, praemis 64) - fortsatte sit arbejde og konkluderede, at naevnte sygdom for 20%'s vedkommende var opstaaet paa grund af sagsoegerens tjeneste, for 30%'s vedkommende paa grund af hendes livsforloeb og for 50%'s vedkommende paa grund af hendes patologiske personlighed. Desuden indeholder de konstateringer, der foretages i erklaeringerne, hverken nogen forklaring paa, hvorledes laegeudvalget naaede frem til den naevnte procentvise angivelse, eller stoerrelsesforholdet mellem de tre sygdomsaarsager, eller betydningen af begreberne »livsforloeb« og »patologisk personlighed«.

49 Da ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 11. april 1995 saaledes er baseret paa laegeerklaeringer, som ikke er tilstraekkeligt begrundet, maa den ifoelge sagsoegeren ligeledes anses for retsstridig og boer derfor ophaeves.

50 Sagsoegte har bestridt, at anbringendet kan antages til realitetsbehandling med henvisning til, at sagsoegeren ikke har fremsat det i klagen (Rettens dom af 27.11.1990, sag T-7/90, Kobor mod Kommissionen, Sml. II, s. 721, praemis 34, 35 og 36, af 12.3.1996, sag T-361/94, Weir mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 381, praemis 27-34, af 6.6.1996, sag T-262/94, Baiwir mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 739, praemis 40, 41 og 42, og af 11.6.1996, sag T-118/95, Anacoreta Correia mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 835, praemis 43).

51 Under alle omstaendigheder er ifoelge sagsoegte erklaeringerne af 3. marts 1993 og 12. januar 1995 tilstraekkeligt begrundet.

Rettens bemaerkninger

- Anbringendets antagelse til realitetsbehandling

52 Retten finder, at det er unoedvendigt at afgoere, om sagsoegeren i klagen har fremfoert anbringendet om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet den mener, at anbringendet under alle omstaendigheder kan fremmes til realitetsbehandling.

53 I henhold til fast retspraksis er anbringendet om manglende begrundelse af en institutions retsakt en ufravigelig procesforudsaetning, der som saadan under alle omstaendigheder kan tages under paakendelse ex officio af Faellesskabets retsinstanser (jf. bl.a. Domstolens dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org. ref.: Rec. s. 89, af 1.7.1986, sag 185/85, Usinor mod Kommissionen, Sml. s. 2079, praemis 19, og af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, praemis 24, samt Rettens dom af 27.2.1997, sag T-106/95, FFSA m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 62). Heraf foelger, at en sagsoeger ikke kan fortabe retten til at fremsaette dette anbringende, blot fordi det ikke er fremsat i klagen (Rettens dom af 14.7.1994, sag T-534/93, Grynberg og Hall mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 595, praemis 59, og naevnte dom fra Domstolen i sagen Kommissionen mod Daffix, praemis 25).

- Anbringendets begrundelse

54 Det bemaerkes, at de rent laegelige vurderinger, som laegeudvalget har fremsat, skal anses for endelige, naar de er tilvejebragt paa de forskriftsmaessige betingelser (Domstolens dom i naevnte sag Suss mod Kommissionen, praemis 9-15, og af 19.1.1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, Sml. s. 143, praemis 8; Rettens dom i sagen Vidrányi mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 48, af 26.9.1990, sag T-122/89, F. mod Kommissionen, Sml. II, s. 517, praemis 16, og af 14.1.1993, sag T-88/91, F. mod Kommissionen, Sml. II, s. 13, praemis 39), og at den judicielle proevelse kun kan omfatte laegeudvalgets forskriftsmaessige sammensaetning og virksomhed (naevnte domme i sagen Morbelli mod Kommissionen, praemis 18, 19 og 20, i sagen Suss mod Kommissionen, praemis 11, i sagen Biedermann mod Revisionsretten, praemis 8, og i sagen Kommissionen mod Gill, praemis 24) samt spoergsmaalet om lovligheden af de udtalelser, det afgiver. Heraf foelger, at Retten er befoejet til at undersoege, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der goer det muligt at bedoemme det grundlag, som de i udtalelsen indeholdte konklusioner hviler paa (Domstolens dom af 12.1.1983, sag 257/81, K. mod Raadet, Sml. s. 1, praemis 17), og om det er godtgjort, at der foreligger en rationel sammenhaeng mellem de laegelige vurderinger, udtalelsen indeholder, og de konklusioner, laegeudvalget er naaet frem til (naevnte dom i sagen Jaensch mod Kommissionen, praemis 15, og Rettens dom af 27.2.1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, praemis 75, og af 30.5.1995, sag T-556/93, Saby mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 375, praemis 35).

55 Det er paa grundlag af disse principper, at det maa undersoeges, om der i denne sag foreligger »en rationel sammenhaeng« mellem de laegelige vurderinger, som laegeudvalget har fremsat, og de konklusioner, det er naaet frem til.

56 Retten fastslaar, at laegeudvalgets erklaering af 3. marts 1993 detaljeret beskriver de mange laegeundersoegelser, som sagsoegeren har vaeret underkastet. Laegeudvalget har ved flere lejligheder rettet spoergsmaal til sagsoegeren og har taget hensyn til hendes noter, bemaerkninger og kommentarer. Laegeudvalget har gennemgaaet alle sagens akter samt sagsoegerens tidligere helbredsproblemer. Laegeudvalget har saaledes bl.a. kunnet fastslaa, at sagsoegeren allerede havde gennemgaaet to depressive perioder i (...) og i (...); at hendes karakter var »noejeregnende og perfektionistisk«; at hun »ikke ... taalte stresset i forbindelse med hendes arbejde«; at hun befandt sig i en »afvaenningstilstand fra ethvert laegemiddel«; og at hendes angsttilstand beroede paa en »opdigtet (eller katastrofal) forudanelse om fremtiden«.

57 Retten finder, at alle disse forhold tilstraekkeligt klart angiver grundene til, at laegeudvalget har kunnet identificere og vurdere omfanget af sagsoegerens forskellige sygdomsaarsager. Det bemaerkes med hensyn hertil, at de laegelige sagkyndige, som laegeudvalget er sammensat af, ved udarbejdelsen af deres konklusioner ikke blot baserer sig paa saadanne objektive forhold som ovenfor anfoert, men ogsaa paa den erfaring, de har erhvervet paa det paagaeldende omraade. Trods den betydelige rolle, som denne erfaring spiller, kan den ikke udgoere et forhold, der skal begrundes.

58 Argumentet om, at de anfaegtede erklaeringer hverken angiver begrundelsen for eller maaden, hvorpaa laegeudvalget har fastsat procentvise angivelser af sagsoegerens tre sygdomsaarsager, maa derfor forkastes.

59 Med hensyn til den noejagtige betydning af udtrykkene »livsforloeb« og »patologisk personlighed« bemaerker Retten, at laegeudvalgets opgave alene er at afgive rent laegelige udtalelser med udelukkelse af enhver retlig vurdering (jf. f.eks. Domstolens dom af 21.1.1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, praemis 9-12, og naevnte dom af 26.9.1990, F. mod Kommissionen, praemis 15). Retten finder i denne sag, at betydningen af udtrykkene »livsforloeb« og »patologisk personlighed« ikke blot fremgaar af den almindelige forstaaelse af disse udtryk, men ogsaa af de laegelige vurderinger, der bl.a. er foretaget af sagsoegerens personlighed og forhistorie.

60 Det maa foelgelig fastslaas, at laegeudvalget i sin erklaeringer har godtgjort en rationel sammenhaeng mellem dets laegelige vurderinger, og de konklusioner, udvalget er naaet frem til.

61 Heraf foelger, at sagsoegerens andet anbringende ikke er begrundet.

Tredje anbringende om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 73, af ordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 12, stk. 2, og af invaliditetstabellen

Parternes argumenter

62 Sagsoegeren har anfoert, at proceduren i vedtaegtens artikel 73, i ordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 12, stk. 2, og i invaliditetstabellen indeholder to adskilte faser.

63 Den foerste fase bestaar i at afgoere, om tjenestemandens sygdom er en erhvervssygdom som omhandlet i ordningens artikel 3, stk. 2. Ansaettelsesmyndigheden og i givet fald laegeudvalget skal herved undersoege, om det er tilstraekkelig godtgjort, at tjenestemandens sygdom er opstaaet i eller under tjenesten ved De Europaeiske Faellesskaber. Naar aarsagssammenhaengen mellem sygdommen og den paagaeldende tjeneste er godtgjort, har tjenestemanden ret til invaliditetserstatningen i vedtaegtens artikel 73, stk. 2.

64 Med henblik paa at godtgoere denne aarsagsforbindelse kraever ingen bestemmelse, at tjenesteudoevelsen skal vaere den eneste, den vaesentligste eller den overvejende aarsag til tjenestemandens sygdom. Tvaertimod er aarsagsforbindelsen i henhold til naevnte dom i sagen Plug mod Kommissionen (praemis 81) godtgjort, naar der foreligger en tilstraekkelig direkte sammenhaeng mellem den paagaeldende sygdom og tjenestemandens tjenesteudoevelse. I denne forbindelse er naevnte dom i sagen Seiler m.fl. mod Raadet, som sagsoegte senere har henvist til i praemis 74, ikke relevant. Dels fordi dommen alene vedroerer fortolkningen af begrebet erhvervssygdom i tilfaelde af en forvaerring af en bestaaende sygdom, og dels fordi dommen er afsagt tidligere og altsaa blevet erstattet af dommen i sagen Plug mod Kommissionen.

65 Under alle omstaendigheder er det i denne sag tilstraekkelig godtgjort, at sagsoegerens sygdom er en erhvervssygdom. Laegeudvalget havde saavel i sin erklaering af 3. marts 1993 som i erklaeringen af 12. januar 1995 fastslaaet, at der bestod en direkte sammenhaeng mellem hendes sygdom og hendes tjeneste ved Faellesskaberne.

66 Den anden del af proceduren bestaar i at fastsaette graden af den vedvarende invaliditet, som tjenestemanden er ramt af, og paa grundlag af den grad beregne den invaliditetserstatning, som udbetales hende i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2.

67 Sagsoegeren har herved anfoert, at i henhold til artikel 73, stk. 2, litra c), har den tjenestemand, som lider af en vedvarende, delvis invaliditet, ret til udbetaling af en del af den invaliditetserstatning, der gaelder i tilfaelde af vedvarende, total invaliditet, og at denne del i henhold til ordningens artikel 12, stk. 2, beregnes paa grundlag af tjenestemandens invaliditetsgrad, og at denne grad fastsaettes paa grundlag af de satser, som er angivet i invaliditetstabellen eller analogt hermed (Domstolens dom af 2.10.1979, sag 152/77, B. mod Kommissionen, Sml. s. 2819).

68 Det fremgaar af denne procedure, at spoergsmaalet vedroerende erhvervsudoevelse udelukkende spiller en rolle i den foerste del af proceduren med henblik paa at vurdere, om der foreligger en tilstraekkelig sammenhaeng mellem tjenestemandens sygdom og udoevelsen af tjenesten ved Faellesskaberne. Dette forhold spiller derimod ingen rolle i procedurens anden del. I tilfaelde af vedvarende, delvis invaliditet skal den del af erstatningsbeloebet, som er fastsat i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), nemlig i alle tilfaelde svare til den invaliditetsgrad, som tjenestemanden er ramt af.

69 Stoerrelsen af tjenestemandens invaliditetserstatning burde foelgelig vaere beregnet paa grundlag af hendes totale invaliditetsgrad, nemlig 30%. Dette beloeb skal altsaa udgoere 30% af den erstatning, der gaelder i tilfaelde af vedvarende, total invaliditet.

70 Retten bemaerker, at ansaettelsesmyndigheden i denne sag retsstridigt har taget hensyn til den erhvervsmaessige udoevelse i procedurens anden del. Ansaettelsesmyndigheden har nemlig ved beregningen af hendes invaliditetserstatning multipliceret invaliditetsgraden (30%) med den del, der alene svarer til de erhvervsmaessige aarsager til hendes sygdom (20%), uden herved at have taget hensyn til den del, som svarer til de ikke-erhvervsmaessige aarsager til denne sygdom, nemlig sagsoegerens patologiske personlighed (50%) og hendes livsforloeb (30%).

71 Sagsoegte har saaledes ifoelge sagsoegeren tilsidesat den ovenfor naevnte procedure og derfor kraenket de under anbringendet fremfoerte bestemmelser.

72 Sagsoegte har vedroerende sagsoegerens argumenter fremsat henholdsvist et principalt og et subsidiaert anbringende.

73 Sagsoegte har principalt anfoert, at formaalet med den i vedtaegtens artikel 73 omhandlede forsikringsordning og med ordningen bestaar i at yde tjenestemaendene erstatning, saafremt deres sygdom er en foelge af deres tjeneste ved Faellesskaberne. Den maksimale erstatning, sagsoegte saaledes kunne yde sagsoegeren i denne sag, skal derfor svare til den del af den vedvarende, delvise invaliditet (30%), som beroede paa sagsoegerens tjenesteydelse (20%). Dette beloeb udgoer altsaa 6% (60% x 20%) af den erstatning, der gaelder i tilfaelde af vedvarende, total invaliditet.

74 Subsidiaert har sagsoegte, saafremt vedtaegtsbestemmelserne ikke goer det muligt at opdele det erstatningsbeloeb, der skal udbetales sagsoegeren, anfoert, at sagsoegeren ikke kan kraeve nogen erstatning i henhold til vedtaegtens artikel 73. I dette tilfaelde er sagsoegerens sygdom nemlig ikke en erhvervssygdom som omhandlet i ordningens artikel 3, stk. 2. Sagsoegte har herved henvist til naevnte dom i sagen Seiler m.fl. mod Raadet (praemis 19), hvori Domstolen ifoelge sagsoegte fastslog, at naar tjenestemandens sygdom beror paa saavel arbejdsforhold som andre forhold, kan ansaettelsesmyndigheden og i givet fald laegeudvalget kun konkludere, at der foreligger en erhvervssygdom, saafremt udoevelsen af tjenesten ved Faellesskaberne var »den afgoerende aarsag« til tjenestemandens sygdom. Dette kriterium er ifoelge sagsoegte imidlertid ikke opfyldt i denne sag.

Rettens bemaerkninger

75 Indledningsvis bemaerkes, at i ordningen om daekning af risikoen for erhvervssygdomme i vedtaegten har tjenestemaendene alene ret til ydelserne i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, saafremt det forudgaaende er godtgjort, at deres sygdom er en »erhvervssygdom« som omhandlet i ordningens artikel 3.

76 Retten finder det hensigtsmaessigt paa grundlag af de af parterne fremfoerte argumenter foerst at redegoere for begrebet »erhvervssygdom« i ordningens artikel 3.

77 Ordningens artikel 3, stk. 1, bestemmer, at de sygdomme, som er optaget i »den europaeiske liste over erhvervssygdomme« naevnt tidligere i praemis 31, er erhvervssygdomme »for saa vidt tjenestemanden under tjenesten ved De Europaeiske Faellesskaber har vaeret udsat for risiko for at paadrage sig disse sygdomme«. Artiklens stk. 2 bestemmer, at en sygdom, som ikke er optaget i naevnte liste, ogsaa er en erhvervssygdom, »naar det er tilstraekkelig godtgjort, at den er opstaaet under eller i forbindelse med tjenesten ved Faellesskaberne«.

78 Det fremgaar saavel af denne bestemmelse som af tabellen over de former for invaliditet, som omfattes af invaliditetstabellen, at begrebet erhvervssygdom skal omfatte en lang raekke sygdomstilfaelde.

79 Hvis tjenestemandens sygdom saaledes udelukkende, vaesentligt, overvejende eller hovedsageligt er opstaaet som foelge af hans tjenesteudoevelse, er der tale om en erhvervssygdom som omhandlet i naevnte artikel 3, stk. 2 (jf. herved Domstolens dom i sagen Seiler m.fl. mod Raadet, praemis 19, og i sagen Benecos mod Kommissionen, praemis 46).

80 Denne bestemmelse ville imidlertid ikke opfylde det tilsigtede formaal, saafremt anerkendelsen af en erhvervsmaessig aarsag til en tjenestemands sygdom burde begraenses til et enkelt tilfaelde. Der bestaar nemlig tilfaelde, der er mere indviklede, hvor en tjenestemands sygdom beror paa flere aarsager, erhvervsmaessige og ikke-erhvervsmaessige, fysiske eller psykiske, som hver isaer har bidraget til dens opstaaen. Det tilkommer i dette tilfaelde laegeudvalget at afgoere, om tjenesten ved Faellesskaberne - hvordan man end vurderer denne faktors indflydelse i forhold til de oevrige ikke-erhvervsmaessige faktorer - har direkte sammenhaeng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som vaerende det forhold, der var aarsag til sygdomsudbruddet (jf. herved naevnte domme i sagen K. mod Raadet, praemis 20, Rienzi mod Kommissionen, praemis 10, og Plug mod Kommissionen, praemis 81).

81 Retten fastslaar i denne sammenhaeng, at ansaettelsesmyndigheden ved at tildele sagsoegeren en erstatning i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), har anerkendt, at hun var ramt af en erhvervsmaessig sygdom som omhandlet i ordningens artikel 3, stk. 2.

82 Det maa derfor undersoeges, om ansaettelsesmyndighedens beregning af erstatningsbeloebet er i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 73, stk. 2, og ordningens artikel 12 samt invaliditetstabellen.

83 Der maa endvidere tages hensyn til formaalet med og karakteren af disse bestemmelser.

84 Det bemaerkes herved foerst, at den ved artikel 73 ydede daekning beror paa en almindelig forsikringsordning (Domstolens dom af 8.10.1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink-Brummelhuis mod Kommissionen, Sml. s. 2801, praemis 11). Som sagsoegte med foeje har anfoert, er formaalet med denne ordning bl.a. at yde tjenestemaendene erstatning, for saa vidt som den sygdom, som har forvoldt deres vedvarende invaliditet, er opstaaet under deres tjeneste ved Faellesskaberne.

85 Desuden bemaerkes, at vedtaegtens artikel 73, stk. 2, og ordningens artikel 12 og invaliditetstabellen skal goere det muligt med hensyn til erstatningen til tjenestemaend at tage hensyn til alle de forskellige sygdomssituationer, der omfattes af artikel 3, stk. 2, idet bestemmelserne ellers ikke ville have deres tilsigtede virkning.

86 Retten bemaerker endvidere, at denne udlaegning stoettes af ordlyden af ordningens artikel 3 og isaer af artikel 3, stk. 1. Det fremgaar nemlig af denne bestemmelse, at begrebet »erhvervssygdom« beror paa en sammenhaeng mellem dels tjenestemandens sygdomstilstand, og dels hans tjenesteudoevelse ved Faellesskaberne. Det er udelukkende »for saa vidt« denne sammenhaeng foreligger, at sygdommen kan anses for en erhvervssygdom.

87 Heraf foelger, at ansaettelsesmyndigheden, naar laegeudvalget fastslaar, at flere erhvervsmaessige og ikke-erhvervsmaessige aarsager hver isaer direkte har bidraget til en tjenestemands sygdom, skal tage hensyn til denne laegelige vurdering ved beregningen af erstatningen i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2.

88 Det kan desuden heller ikke udelukkes, at laegeudvalget paa grundlag af de forskellige undersoegelser, det har foretaget eller paa grund af dets erfaring paa det paagaeldende omraade, mener, at det kan vurdere eller fastsaette i den ene eller anden form, i hvilket omfang tjenestemandens tjenesteudoevelse har bidraget til sygdomsudbruddet. Naar en saadan vurdering fremgaar klart og praecist af laegeudvalgets konklusioner, kan ansaettelsesmyndigheden tage hensyn til den i beregningen af naevnte erstatning.

89 Ansaettelsesmyndigheden har saaledes med foeje paa grundlag af vedtaegtens artikel 73 og ordningen besluttet at tildele sagsoegeren en erstatning, der udgoer 6% af erstatningen for vedvarende, total invaliditet.

90 Heraf foelger, at sagsoegerens tredje anbringende ikke er begrundet.

Fjerde anbringende om tilsidesaettelse af lighedsprincippet

Parternes argumenter

91 Sagsoegte har bestridt, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling under henvisning til, at sagsoegeren ikke har fremfoert det i sin klage af 5. juli 1995.

92 Sagsoegeren har imod dette argument bl.a. henvist til Domstolens dom af 30. oktober 1974 (sag 188/73, Grassi mod Raadet, Sml. s. 1099) og af 1. juli 1976 (sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. s. 1139) og anfoert, at dette anbringende hverken aendrer klagens aarsag eller dens indhold. Ifoelge sagsoegeren anfaegtes ved anbringendet gyldigheden af den fordeling, som laegeudvalget har foretaget mellem de tre sygdomsaarsager. I sin klage har hun allerede udtrykkeligt anfaegtet denne fordeling. Hun har under sagen alene aendret denne anfaegtelse, idet hun har fremfoert den under et saerskilt anbringende, som er naert knyttet til det tredje anbringende.

93 Sagsoegeren har med hensyn til realiteten anfoert, at ansaettelsesmyndighedens beregning af erstatningsbeloebet strider mod lighedsprincippet. Hun har til stoette herfor fremfoert fire argumenter.

94 Sagsoegeren har foerst anfoert, at ansaettelsesmyndighedens beregningsmaade indebaerer, at stoerrelsen af erstatningsbeloebet i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), staar i modsat forhold til vigtigheden af de ikke-erhvervsmaessige aarsager til tjenestemaends sygdom. I tilfaelde af en erhvervssygdom vil de tjenestemaend nemlig, som paa grund af visse arbejdsbetingelser ved Faellesskaberne er blevet mere saarbare paa grund af deres personlighed og deres livsforloeb ved udelukkelsen af de ikke-erhvervsmaessige aarsager til deres sygdom, oppebaere en erstatning, som er mindre end den, som de tjenestemaend, der ikke har samme personlighed, eller som ikke har vaeret udsat for de samme livserfaringer, kan oppebaere. Denne forskelsbehandling er ubegrundet. Formaalet med vedtaegtens artikel 73 og ordningen er nemlig ifoelge sagsoegeren at yde alle tjenestemaend samme daekning mod risikoen for erhvervssygdom uanset deres personlighed eller livsforloeb.

95 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at den anfaegtede beregningsmetode indebaerer, at erstatningsbeloebet i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), uden nogen objektiv begrundelse er forskelligt, afhaengigt af om der er tale om en erhvervssygdom eller en »erhvervsforvaerring« af en bestaaende sygdom. Hvis nemlig en tjenestemand, som sagsoegeren, rammes af en erhvervssygdom efter tiltraedelsen af tjenesten ved Faellesskaberne, fastsaettes erstatningsbeloebet alene paa grundlag af den del af den vedvarende, delvise invaliditetsgrad, som beror paa tjenesten ved Faellesskaberne. En tjenestemand, som inden tiltraedelsen ved Faellesskaberne lider af en sygdom paa grund af hans patologiske personlighed og livsforloeb, og hvis bestaaende sygdom forvaerres under udoevelsen af tjenesten, vil derimod oppebaere et erstatningsbeloeb, som beregnes paa grundlag af den samlede grad af hans vedvarende, delvise invaliditet, herunder ogsaa den del, som beror paa ikke-erhvervsmaessige aarsager til denne invaliditet (patologisk personlighed og livsforloeb).

96 Sagsoegeren har for det tredje anfoert, at hverken vedtaegten, ordningen, ansaettelsesmyndigheden eller laegeudvalget angiver den maade, hvorpaa laegeudvalget skal identificere og fordele de forskellige faktorer, som har bidraget til udbruddet af den erhvervssygdom, som tjenestemanden lider af. Kun en forudgaaende fastsaettelse af denne beregningsmaade kan ifoelge sagsoegeren forhindre, at laegeudvalget behandler et tilsvarende eller lignende tilfaelde forskelligt.

97 Sagsoegeren har for det fjerde anfoert, at den fordeling med praecise procentandele, som laegeudvalget har foretaget af sagsoegerens tre sygdomsaarsager, er rent teoretisk. Hendes sygdom er en foelge af en raekke snaevert forbundne faktorer, hvorfor det er umuligt at afgoere, om sagsoegerens sygdom, hvis en af disse faktorer ikke forelaa, ville vaere brudt ud.

Rettens bemaerkninger

98 Retten bemaerker, at efter fast retspraksis indebaerer reglen om, at der skal vaere overensstemmelse mellem den forudgaaende administrative klage og staevningen, idet staevningen ellers kan afvises, at et anbringende, der fremsaettes for Faellesskabets retsinstanser, allerede er blevet fremfoert under den administrative procedure, for at ansaettelsesmyndigheden tilstraekkeligt praecist kan vaere bekendt med de klagepunkter, som de paagaeldende fremfoerer mod den anfaegtede afgoerelse. Det fremgaar ligeledes af retspraksis, at selv om de for Faellesskabets retsinstanser nedlagte paastande kun kan indeholde de »klagepunkter«, som hviler paa samme grundlag som dem, der er angivet i klagen, kan disse klagepunkter dog uddybes ved fremsaettelse af anbringender og argumenter, der ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som er snaevert forbundet hermed (jf. herved bl.a. Domstolens dom af 14.3.1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, praemis 9 og 10, og Rettens dom af 29.3.1990, sag T-57/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, praemis 8 og 9, og i naevnte sag Allo mod Kommissionen, praemis 26).

99 Det bemaerkes endvidere, at eftersom den administrative procedure er uformel, og de beroerte som regel paa dette stadium handler uden bistand fra en advokat, boer administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tvaertimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem (naevnte dom i sagen Del Amo Martinez mod Parlamentet, praemis 11).

100 Retten har i denne sag fastslaaet, at sagsoegerens klage af 5. juli 1995 ikke blot ikke indeholder noget anbringende om tilsidesaettelse af lighedsprincippet, men heller ikke indeholder noget andet forhold, som, selv om sagsoegte bestraebte sig paa at fortolke klagen saa vidt som muligt, gjorde det muligt for sagsoegte at udlede, at sagsoegeren ville paaberaabe sig dette princip.

101 Sagsoegerens fjerde anbringende maa under disse omstaendigheder afvises fra realitetsbehandling.

102 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegerens paastand om annullation af sagsoegtes afgoerelse af 11. april 1995 maa forkastes, for saa vidt som afgoerelsen fastsaetter en invaliditetssats paa 6% ved beregningen af erstatningen i vedtaegtens artikel 73.

Paastanden om, at sagsoegte tilpligtes at betale et beloeb paa 1 973 541 BFR

103 Sagsoegeren har i sin replik endvidere nedlagt paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale et beloeb paa 1 973 541 BFR (jf. praemis 19). Sagsoegeren oensker med denne paastand at faa godtgjort den skade, hun skal have lidt paa grund af de forskellige fejl og undladelser, som sagsoegte har begaaet ved behandlingen af hendes sag.

104 Retten bemaerker herved, at i henhold til procesreglementets artikel 44 skal parterne angive soegsmaalets genstand i staevningen. Selv om procesreglementets artikel 48, stk. 2, under visse omstaendigheder goer det muligt at fremsaette nye anbringender under sagens behandling, kan denne bestemmelse under ingen omstaendigheder fortolkes saaledes, at den goer det muligt for en sagsoeger at fremsaette nye paastande for Faellesskabets retsinstanser og herved aendre sagens genstand (jf. f.eks. Domstolens dom af 25.9.1979, sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729, praemis 3, og af 18.10.1979, sag 125/78, Gema mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 26, samt Rettens dom af 18.9.1992, sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2285, praemis 43, og af 5.6.1996, sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, praemis 20).

105 Sagsoegeren har imidlertid under sagens behandling til sin annullationspaastand foejet en paastand om erstatning, hvorved det oprindelige soegsmaals genstand er blevet aendret (Rettens dom af 21.3.1996, sag T-10/95, Chehab mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 419, praemis 6).

106 Det fastslaas endvidere, at sagsoegerens erstatningspaastand ikke staar i snaever forbindelse med annullationspaastanden. Da der er tale om en tjenestemandssag, er spoergsmaalet, om den kan antages til realitetsbehandling, afhaengig af, at den i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte forudgaaende administrative procedure er forloebet forskriftsmaessigt. Dette ville uomgaengeligt have kraevet, at sagsoegeren foerst ansoegte ansaettelsesmyndigheden om at faa godtgjort den lidte skade og dernaest i givet fald indgav en klage over afslaget paa ansoegningen (Rettens dom af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, praemis 49 og 50, af 16.7.1992, sag T-1/91, Della Pietra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2145, praemis 34, af 8.6.1993, sag T-50/92, Fiorani mod Parlamentet, Sml. II, s. 555, praemis 45 og 46, samt naevnte dom i sagen Weir mod Kommissionen, praemis 48, og i sagen Chehab mod Kommissionen, praemis 67).

107 En saadan forudgaaende administrativ procedure fandt imidlertid ikke sted i denne sag.

108 Heraf foelger, at sagsoegerens paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale et beloeb paa 1 973 541 BFR ikke kan antages til realitetsbehandling.

109 For saa vidt endelig angaar sagsoegerens paastand om, at den af dr. De Meersman den 4. december 1990 udfaerdigede laegeerklaering fjernes fra sagens behandling (jf. ovenfor praemis 24), finder Retten det ikke noedvendigt at tage stilling hertil, idet naervaerende dom ikke tager hensyn til dette dokument.

110 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegte maa frifindes.

Sagens omkostninger

111 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskabet og dets ansatte. Foelgelig baerer hver part sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Afdeling)

1) De Europaeiske Faellesskabers Domstol frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.

(1) - Visse datoer holdes skjult af hensyn til sagsoegerens anonymitet.