61996J0351

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - litispendens - krav, der fremsaettes mellem »de samme parter« - begreb - sidestilling af forsikreren og den forsikrede - betingelse - sager vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt ejeren af et skibs ladning er forpligtet til at bidrage til groshavariet i forbindelse med skibets forlis

(Konventionen af 27.9.1968, art. 21)

Med henblik paa anvendelsen af begrebet »de samme parter« i artikel 21 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, maa forsikreren og den forsikrede betragtes som én og samme part, naar deres interesser i den grad er sammenfaldende, at en dom afsagt over den ene har formel retskraft i forhold til den anden. Derimod kan anvendelsen af artiklen ikke have til foelge, at forsikreren og den forsikrede i tilfaelde, hvor de har forskellige interesser, afskaeres fra muligheden for ved retten at varetage deres respektive interesser i forhold til de andre beroerte parter.

Derfor finder konventionens artikel 21 ikke anvendelse i et tilfaelde, hvor der foreligger to krav om bidrag til et groshavari, hvoraf det ene fremsaettes af forsikreren af et skib, der er sunket, over for ejeren af den ladning, der var om bord, da forliset fandt sted, og dennes forsikringsselskab, og det andet fremsaettes af de to sidstnaevnte over for ejeren af skibet og dets befragter, medmindre det godtgoeres, at de interesser med hensyn til de to sagers genstand, forsikreren af skibet har, og de interesser, de forsikrede - ejeren og befragteren af det samme skib - har, er sammenfaldende og uadskilleligt forbundne.

I sag C-351/96,

angaaende en anmodning, som Frankrigs Cour de cassation i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Drouot assurances SA

mod

Consolidated metallurgical industries (CMI industrial sites), Protea assurance,

Groupement d'intérêt économique (GIE) Réunion européenne,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne M. Wathelet, J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward (refererende dommer) og L. Sevón,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Drouot assurances SA ved advokat Vincent Delaporte, Paris

- Groupement d'intérêt économique (GIE) Réunion européenne ved advokat Didier Le Prado, Paris

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den tyske regering ved afdelingschef Joerg Pirrung, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Xavier Lewis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 13. november 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Drouot assurances SA ved advokat Vincent Delaporte, af Consolidated metallurgical industries (CMI industrial sites) og Protea assurance ved advokat Jean-Christophe Balat, Paris, af den franske regering ved Jean-Marc Belorgey og af Kommissionen ved Xavier Lewis,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. januar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 8. oktober 1996, indgaaet til Domstolen den 25. oktober 1996, har Frankrigs Cour de cassation i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1, herefter »konventionen«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af det franske selskab Drouot assurances (herefter »Drouot«) mod de sydafrikanske selskaber Consolidated metallurgical industries (CMI industrial sites, herefter »CMI«) og Protea assurance (herefter »Protea«) og mod Groupement d'intérêt économique (GIE) Réunion européenne (herefter »GIE Réunion«) angaaende udgifterne til haevning af skibet »Sequana«, som sank den 4. august 1989 i Nederlandenes indre farvande.

3 Konventionens artikel 21 bestemmer foelgende:

»Saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne erklaere sig inkompetent til fordel for denne ret.

Den ret, som herefter skulle erklaere sig inkompetent, kan udsaette afgoerelsen, saafremt den anden rets kompetence bestrides.«

4 I 1989 overdrog CMI det til en person ved navn Velghe at transportere en ladning ferrochrom, der tilhoerte CMI, med skibet Sequana fra den nederlandske havn Rotterdam til den franske havn Garlinghem-Aire-la-Lys, som ligger ved Rhinen. Ifoelge den forelaeggende ret tilhoerte Sequana paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i sagen en person ved navn Walbrecq og var befragtet af Velghe.

5 Imidlertid er det for Domstolen under retsmoedet blevet oplyst, at Velghe ifoelge CMI og Protea var blevet ejer af Sequana, efter at Walbrecq var afgaaet ved doeden i 1981, og at skibet paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i sagen var befragtet af et andet selskab. Drouot har anfoert, at selskabet ikke var i besiddelse af oplysninger om disse spoergsmaal. Drouot har dog forklaret, at det er saedvane paa Rhinen, at kaptajnen er ejerens repraesentant efter loven, og at han sikrer sig, at skibet er soedygtigt. Endelig var Velghe ifoelge CMI, Protea og Drouot kaptajn paa Sequana paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i sagen.

6 Den 4. august 1989 sank Sequana i Nederlandenes indre farvande. Drouot, som var forsikrer af skibet, lod det haeve for egen regning og gjorde det saaledes muligt at bjaerge CMI's ladning.

7 Den 11. og 13. december 1990 anlagde Drouot sag ved Tribunal de commerce de Paris mod CMI, Protea, hos hvem ladningen var forsikret, og mod GIE Réunion, som repraesenterede Protea ved opgoerelsen af bjaergningsudgifterne, og paastod dem tilpligtet at betale et beloeb paa 99 485,53 NLG, som af dispachoeren var fastsat som det beloeb, hvormed CMI og Protea skulle bidrage til groshavariet.

8 CMI og Protea fremsatte imidlertid for den franske ret en indsigelse om litispendens under henvisning til en sag, de den 31. august 1990 havde anlagt mod Walbrecq og Velghe ved Arrondissementsrechtbank, Rotterdam, bl.a. med paastand om, at det blev fastslaaet, at de ikke var forpligtet til at bidrage til groshavariet.

9 Den 11. marts 1992 forkastede Tribunal de commerce de Paris indsigelsen om litispendens med den begrundelse, at da Drouot ikke var part i sagen i Nederlandene, og Walbrecq og Velghe ikke var parter i sagen i Frankrig, var parterne i de to sager ikke de samme. Endvidere fandt retten ikke, at kravene i de to sager havde samme genstand.

10 CMI, Protea og GIE Réunion indbragte herefter sagen for Cour d'appel de Paris. For denne ret gjorde CMI og Protea gaeldende, at den eneste grund til, at Drouot ikke var part i sagen i Nederlandene, var, at de processuelle regler i Kongeriget Nederlandene ikke gav mulighed for at adcitere forsikringsselskaberne. De gjorde desuden gaeldende, at eftersom genstanden for den sag, der verserede for den nederlandske ret, omfattede genstanden for den sag, der verserede for den franske ret, havde de to sager samme genstand.

11 Ved en dom af 29. april 1994 fastslog Cour d'appel de Paris for det foerste, at det var ubestridt, at de processuelle regler i Nederlandene begraenser muligheden for, at en forsikrer kan deltage i en sag, den forsikrede er involveret i. Retten fandt dernaest, at Drouot faktisk deltog i sagen i Nederlandene »via den forsikrede«. Endelig fastslog den, at de to sager for saa vidt angik de af CMI og Protea anfoerte grunde havde samme genstand. Foelgelig blev indsigelsen om litispendens taget til foelge.

12 Herefter ankede Drouot Cour d'appel's dom til Cour de cassation, idet selskabet gjorde gaeldende, at de to sager ikke blev foert mellem de samme parter.

13 Da Cour de cassation fandt, at kassationsbegaeringen rejste spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 21, besluttede den at udsaette sagen for at forelaegge Domstolen spoergsmaalet om:

»hvorvidt der, navnlig i henseende til det selvstaendige begreb 'de samme parter', som anvendes i artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, foreligger international litispendens i denne bestemmelses forstand, naar der ved en ret i en kontraherende stat anlaegges sag af forsikreren af et skib, som er forlist, med paastand om, at ejeren og forsikreren af den ombordvaerende ladning tilpligtes som bidrag til groshavariet delvis at godtgoere udgifterne til at haeve skibet, mens der forinden ved en ret i en anden kontraherende stat af ejeren og forsikreren af ladningen er anlagt sag mod ejeren og befragteren af skibet med paastand om, at det tvaertimod fastslaas, at de ikke skal bidrage til groshavariet, i en situation, hvor den ret, ved hvilken sagen senest er anlagt, med henblik paa at kunne erklaere sig inkompetent - til trods for, at den omstaendighed, at parterne i de to sager ikke formelt er de samme, er til hinder herfor - anfoerer, at de processuelle regler, der finder anvendelse ved den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, 'begraenser muligheden for, at en forsikrer kan deltage i den sag, den forsikrede er involveret i', og hvor det fremgaar, at forsikreren af skibet faktisk ogsaa via den/de forsikrede deltager i den foerst anlagte sag«.

14 Med spoergsmaalet oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om konventionens artikel 21 finder anvendelse i et tilfaelde, hvor der foreligger to krav om bidrag til et groshavari, hvoraf det ene fremsaettes af forsikreren af et skib, der er sunket, over for ejeren af den ladning, der var om bord, da forliset fandt sted, og dennes forsikringsselskab, og det andet fremsaettes af de to sidstnaevnte over for ejeren af skibet og dets befragter.

15 Da de to krav ikke synes at vaere fremsat mellem de samme parter, skal der tages stilling til, om forsikreren af et skib i et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, maa sidestilles med den forsikrede med henblik paa anvendelsen af begrebet »de samme parter« i konventionens artikel 21.

16 Efter fast retspraksis skal de begreber, der anvendes i konventionens artikel 21 med henblik paa at afgoere, om der foreligger litispendens, betragtes som selvstaendige begreber (jf. dom af 6.12.1994, sag C-406/92, Tatry, Sml. I, s. 5439, praemis 30).

17 I Tatry-dommens praemis 32 understregede Domstolen desuden, at konventionens artikel 21, sammen med artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav, findes i konventionens afsnit II, afdeling 8, som af hensyn til en ordnet retspleje inden for Faellesskabet har til formaal at undgaa, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige kontraherende stater, og at der eventuelt traeffes uforenelige afgoerelser. Disse bestemmelser har saaledes til formaal saa vidt muligt at forhindre en situation som den, der er omhandlet i artikel 27, nr. 3, nemlig at en afgoerelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til.

18 Domstolen fastslog i Tatry-dommens praemis 33, at under hensyn til ordlyden af konventionens artikel 21 og til artiklens formaal, som anfoert i det foregaaende, skal den fortolkes saaledes, at den som betingelse for, at den ret, ved hvilken der senest er anlagt sag, har pligt til at erklaere sig inkompetent, kraever, at parterne i de to sager er identiske.

19 En forsikrers og den forsikredes interesser med hensyn til to sagers genstand kan uden tvivl i den grad vaere sammenfaldende, at en dom afsagt over den ene har retskraft i forhold til den anden. Dette vil navnlig vaere tilfaeldet, naar en forsikrer i kraft af sin ret til at indtraede i den forsikredes rettigheder paa dennes vegne indleder eller optraeder som sagsoegt i en sag, uden at den forsikrede kan faa indflydelse paa sagens forloeb. I en saadan situation maa forsikreren og den forsikrede betragtes som én og samme part med henblik paa anvendelsen af konventionens artikel 21.

20 Derimod kan anvendelsen af konventionens artikel 21 ikke have til foelge, at forsikreren og den forsikrede i tilfaelde, hvor de har forskellige interesser, afskaeres fra muligheden for ved retten at varetage deres respektive interesser i forhold til de andre beroerte parter.

21 I den foreliggende sag har CMI og Protea under retsmoedet gjort opmaerksom paa, at de under sagen i Nederlandene oenskede, at det blev fastslaaet, at Velghe bar det fulde ansvar for Sequana's forlis. Drouot, som kun var forsikrer af skibet, har imidlertid gjort gaeldende, at det ikke kan vaere ansvarligt for culpoes adfaerd fra de forsikredes side. Drouot har derfor ingen interesse i sagen i Nederlandene.

22 Det er endvidere oplyst, at Drouot under sagen i Frankrig ikke har handlet som repraesentant for de forsikrede, men som direkte deltager i haevningen af Sequana.

23 I den foreliggende sag synes de interesser, forsikreren af skibet har, og de interesser, de forsikrede - ejeren og befragteren af det samme skib - har, derfor ikke at kunne betragtes som sammenfaldende og uadskilleligt forbundne. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterproeve, om dette faktisk er tilfaeldet.

24 Under disse omstaendigheder har det ingen betydning for sagens afgoerelse, om der eventuelt findes en national processuel regel som den, der er naevnt i det praejudicielle spoergsmaal.

25 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at konventionens artikel 21 ikke finder anvendelse i et tilfaelde, hvor der foreligger to krav om bidrag til et groshavari, hvoraf det ene fremsaettes af forsikreren af et skib, der er sunket, over for ejeren af den ladning, der var om bord, da forliset fandt sted, og dennes forsikringsselskab, og det andet fremsaettes af de to sidstnaevnte over for ejeren af skibet og dets befragter, medmindre det godtgoeres, at de interesser med hensyn til de to sagers genstand, forsikreren af skibet har, og de interesser, de forsikrede - ejeren og befragteren af det samme skib - har, er sammenfaldende og uadskilleligt forbundne.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den franske og den tyske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Frankrigs Cour de cassation ved dom af 8. oktober 1996, for ret:

Artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse finder ikke anvendelse i et tilfaelde, hvor der foreligger to krav om bidrag til et groshavari, hvoraf det ene fremsaettes af forsikreren af et skib, der er sunket, over for ejeren af den ladning, der var om bord, da forliset fandt sted, og dennes forsikringsselskab, og det andet fremsaettes af de to sidstnaevnte over for ejeren af skibet og dets befragter, medmindre det godtgoeres, at de interesser med hensyn til de to sagers genstand, forsikreren af skibet har, og de interesser, de forsikrede - ejeren og befragteren af det samme skib - har, er sammenfaldende og uadskilleligt forbundne.