19.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 392/1

1.

Eksportstøtte kan få negative virkninger for konkurrencen mellem potentielle konkurrerende leverandører af varer og tjenesteydelser. Derfor har Kommissionen som den instans, der i henhold til traktaten skal påse, at konkurrencevilkårene ikke fordrejes, altid stærkt fordømt eksportstøtte i forbindelse med samhandelen inden for Unionen og i forbindelse med eksporten til lande uden for Unionen. For at forhindre, at medlemsstaternes støtte til eksportkreditforsikring fordrejer konkurrencevilkårene, skal det afklares, hvordan den skal vurderes på grundlag af Unionen's statsstøtteregler.

2.

Kommissionen har udnyttet sine beføjelser til regulering af statsstøtte inden for kortfristet eksportkreditforsikring til at tacke faktiske eller potentielle fordrejninger af konkurrencen inden for det indre marked, ikke blot mellem eksportører i forskellige medlemsstater (i forbindelse med samhandelen i og uden for Unionen), men også mellem eksportkreditforsikringsselskaber, der opererer i Unionen. I 1997 fastlagde Kommissionen principperne for statsstøtte i sin meddelelse til medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 1, med henblik på anvendelse af traktatens artikel 92 og 93 på kortfristet eksportkreditforsikring (1) (»1997-meddelelsen«). 1997-meddelelsen skulle anvendes i en periode på fem år fra den 1. januar 1998. Den blev senere ændret og forlænget i 2001 (2), 2004 (3), 2005 (4) og 2010 (5) og gælder nu indtil den 31. december 2012.

3.

De erfaringer, der er opnået ved anvendelsen af 1997-meddelelsen, især under finanskrisen fra 2009 til 2011, viser, at Kommissionens politik på dette område bør tages op til revision.

4.

Bestemmelserne i denne meddelelse vil bidrage til at sikre, at konkurrencen mellem private og offentlige eller offentligt støttede eksportkreditforsikringsselskaber ikke fordrejes på grund af statsstøtte, og at der skabes lige konkurrencevilkår for eksportører.

5.

Den tager sigte på at give medlemsstaterne en mere udførlig vejledning om de principper, som Kommissionen vil lægge til grund for sin fortolkning af traktatens artikel 107 og 108 og anvendelsen af disse artikler på kortfristet eksportkreditforsikring. Den skal gøre Kommissionens politik på dette område så gennemsigtig som muligt og sikre forudsigelighed og ligebehandling. Den indeholder derfor en række betingelser, der skal være opfyldt, når offentlige forsikringsselskaber ønsker at komme ind på det kortfristede eksportkreditforsikringsmarked for markedsmæssige risici (i det følgende benævnt »ordinære risici«).

6.

Risici, som principielt ikke er markedsmæssige (i det følgende benævnt »ekstraordinære risici«), er ikke omfattet af denne meddelelse.

7.

Afsnit 2 beskriver meddelelsens anvendelsesområde og de definitioner, der anvendes i den. Afsnit 3 behandler anvendelsen af traktatens artikel 107, stk. 1, og det generelle forbud mod statsstøtte til eksportkreditforsikring af ordinære risici. Endelig redegøres der i afsnit 4 for en række undtagelser fra definitionen af ordinære risici og for betingelserne for statsstøtte til forsikring af midlertidigt ekstraordinære risici.

8.

Kommissionen vil kun anvende de principper, der er fastsat i denne meddelelse, på eksportkreditforsikring med en risikoperiode på under to år. Alle andre eksportfinansieringsinstrumenter er udelukket fra denne meddelelses anvendelsesområde.

9.

I denne meddelelse forstås ved:

»coassurance«: den procentdel af det enkelte forsikrede tab, som ikke erstattes af forsikringsselskabet, men af et andet forsikringsselskab

»kredittid«: den periode, som køber får til at betale for de leverede varer og tjenester i forbindelse med en eksportkredittransaktion

»kommercielle risici«: herunder især

risikoen for, at en køber vilkårligt ophæver en kontrakt, dvs. enhver vilkårlig beslutning truffet af en ikke-offentlig køber om at afbryde kontrakten eller bringe den til ophør uden rimelig grund

risikoen for, at en ikke-offentlig køber vilkårligt nægter at acceptere de af kontrakten omfattede varer uden rimelig grund

risikoen for, at den ikke-offentlige køber og dennes garant bliver insolvente

risikoen for langvarig misligholdelse af betalingsforpligtelser, dvs. at en ikke-offentlig køber og dennes garant ikke betaler en gæld ifølge kontrakten

»eksportkreditforsikring«: et forsikringsprodukt, hvorved forsikringsselskabet forsikrer en kommerciel og politisk risiko vedrørende betalingsforpligtelser i forbindelse med en eksporttransaktion

»fremstillingsperiode«: perioden mellem en ordres datering og varernes eller tjenesternes levering

»ordinære risici«: kommercielle og politiske risici med en maksimal risikoperiode på under to år på offentlige og ikke-offentlige købere i de lande, der er anført i bilaget; alle andre risici betragtes som ekstraordinære risici i denne meddelelse

»politiske risici«: herunder især

risikoen for, at en offentlig køber eller et land forhindrer en transaktions gennemførelse eller ikke betaler til tiden

en risiko, der falder uden for en individuel købers indflydelse eller ansvar

risikoen for, at et land undlader at overføre beløb, som købere med hjemsted i det pågældende land har betalt, til forsikringstagerens hjemland

risikoen for, at der uden for forsikringsselskabets land forekommer et tilfælde af force majeure, herunder krigslignende begivenheder, for så vidt som virkningerne heraf ikke er forsikret på anden måde

»privat kreditforsikringsselskab«: et selskab eller en organisation, bortset fra et offentligt forsikringsselskab, som yder eksportkreditforsikring

»kvotegenforsikring«: genforsikring, hvorved forsikringsselskabet overdrager, og genforsikringsselskabet accepterer, en given procentdel af hver risiko inden for en bestemt forsikringskategori, som forsikringsselskabet har forsikret

»genforsikring«: forsikring, som et forsikringsselskab tegner hos et andet forsikringsselskab med henblik på risikostyring for at mindske sin egen risiko

»risikoperiode«: fremstillingsperioden plus kredittiden

»dækning af enkeltstående risici«: dækning af hele salget til én køber eller af en enkelt kontrakt med én køber

»offentligt forsikringsselskab«: et selskab eller en organisation, som yder eksportkredit med støtte fra en medlemsstat eller på en medlemsstats vegne, eller en medlemsstat, der yder eksportkreditforsikring

»tillægsdækning«: supplerende dækning ud over en kreditgrænse, som et andet forsikringsselskab har fastsat

»generalpolice«: en kreditforsikringspolice bortset fra dækning af enkeltstående risici, dvs. en kreditforsikringspolice, der dækker hele eller dele af den forsikredes salg på kredit samt fordringer i forbindelse med salg til flere købere.

10.

Ifølge traktatens artikel 107, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

11.

Hvis offentlige forsikringsselskaber udbyder eksportkreditforsikring, er der tale om statsmidler. Det forhold, at staten er involveret, kan give forsikringsselskaberne og/eller eksportørerne en selektiv fordel og kan derfor fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. De efterfølgende principper skal give vejledning om, hvordan sådanne foranstaltninger vurderes på grundlag af statsstøttereglerne.

12.

Hvis offentlige forsikringsselskaber har visse fordele i forhold til private kreditforsikringsselskaber, kan der være tale om statsstøtte. Fordelene kan antage forskellige former og kan f.eks. bestå i:

13.

De i punkt 12 nævnte fordele for offentlige forsikringsselskaber, når det gælder ordinære risici, påvirker samhandelen med kreditforsikringsydelser inden for Unionen. De medfører forskelle i forsikringsdækningen for ordinære risici i de forskellige medlemsstater. Dette fordrejer konkurrencen mellem forsikringsselskaber i de forskellige medlemsstater og får afsmittende virkninger for samhandelen inden for Unionen, hvad enten der er tale om eksport fra en medlemsstat til en anden eller om eksport til lande uden for Unionen (7). Det er nødvendigt at fastlægge, på hvilke betingelser offentlige forsikringsselskaber kan operere, hvis de opnår sådanne fordele i forhold til private kreditforsikringsselskaber, for at sikre, at de ikke får statsstøtte. Dette forudsætter, at de ikke er i stand til forsikre ordinære risici.

14.

Fordelene for offentlige forsikringsselskaber kommer undertiden også eksportørerne til gode, i hvert fald delvis. Sådanne fordele kan fordreje konkurrencevilkårene og samhandelen og udgøre statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. Kommissionen finder dog ikke, at eksportørerne har opnået urimelige fordele, hvis betingelserne for eksportkreditforsikring af ordinære risici er opfyldt, jf. afsnit 4.3 i denne meddelelse.

15.

Som nævnt i punkt 13, må offentlige forsikringsselskaber, hvis de opnår fordele i forhold til private kreditforsikringsselskaber, jf. punkt 12, ikke forsikre ordinære risici. Hvis offentlige forsikringsselskaber eller deres datterselskaber ønsker at forsikre ordinære risici, skal det sikres, at de i så fald ikke får direkte eller indirekte statsstøtte. De skal derfor være i besiddelse af et vist beløb i egne midler (en solvensmargen, herunder en garantifond) og tekniske reserver (en udligningsreserve) og skal være i besiddelse af den nødvendige tilladelse i henhold til direktiv 73/239/EØF. Desuden skal de mindst indføre en særskilt forvaltning og føre særskilte regnskaber for de ordinære og ekstraordinære risici, som de forsikrer for statens regning eller med statsgaranti, for at bevise, at de ikke modtager statsstøtte i forbindelse med deres forsikring af ordinære risici. Regnskaberne for risici, som forsikringsselskabet forsikrer for egen regning, skal være i overensstemmelse med Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (8).

16.

Medlemsstater, der yder et eksportkreditforsikringsselskab genforsikringsdækning gennem deltagelse i private genforsikringstraktater, som omfatter ordinære og ekstraordinære risici, skal kunne bevise, at arrangementerne ikke involverer statsstøtte som omhandlet i punkt 12(f).

17.

Offentlige forsikringsselskaber kan yde eksportkreditforsikring af midlertidigt ekstraordinære risici på de betingelser, der er fastsat i denne meddelelse.

18.

Uanset definitionen af ordinære risici betragtes visse kommercielle og politiske risici på købere, der er etableret i de bilaget anførte lande, som midlertidigt ekstraordinære i følgende tilfælde:

19.

For at mindske konkurrencefordrejningerne inden for det indre marked mest muligt, kan risici, der midlertidigt betragtes som ekstraordinære, jf. punkt 18, dækkes af offentlige forsikringsselskaber, forudsat at de opfylder betingelserne i afsnit 4.3.

20.

Kvaliteten af den dækning, der tilbydes af offentlige forsikringsselskaber, skal være i overensstemmelse med markedsstandarderne. Det er således kun økonomisk begrundede risici, der kan dækkes, dvs. risici, der kan accepteres på grundlag af sunde forsikringsprincipper. Dækningen må højst udgøre 95 % for kommercielle og politiske risici, og karenstiden skal være på mindst 90 dage.

21.

Der skal altid anvendes sunde forsikringsprincipper på vurderingen af risici. Risikoen ved finansielt usunde transaktioner må derfor ikke kunne forsikres i henhold til offentligt støttede ordninger. Hvad angår sådanne principper, skal kriterierne for risikoovertagelse være eksplicitte. Hvis der allerede består et forretningsforhold skal eksportørerne have positive erfaringer med hensyn til handels- og betalingsforholdene. Køberne må ikke tidligere have fået pålagt krav om skadesregulering, og sandsynligheden for købernes misligholdelse af deres betalingsforpligtelser samt deres interne og/eller eksterne kreditværdighed skal også være acceptabel.

22.

I forbindelse med aftaler om eksportkreditforsikring skal den, der bærer risikoen, have udbetalt en rimelig præmie. For at mindske faren for, at private kreditforsikringsselskaber fortrænges fra markedet, skal gennemsnitspræmierne i henhold til offentligt støttede ordninger fastsættes på et højere niveau end de gennemsnitspræmier, som private kreditforsikringsselskaber opkræver for tilsvarende risici. Dette krav sikrer udfasning af statsstøtten, fordi den højere præmie vil sikre, at eksportørerne henvender sig til private kreditforsikringsselskaber, så snart markedsvilkårene gør det muligt for dem, og der igen bliver tale om en ordinær risiko.

23.

Prisen anses for rimelig, hvis den minimumspræmie (10) (»safe-harbour« præmie) for den relevante risikokategori (11), der er fastsat i nedenstående tabel, anvendes. »Safe-harbour« præmien anvendes, medmindre medlemsstaterne fremlægger beviser på, at disse satser er utilstrækkelige i det pågældende tilfælde. I forbindelse med en general-police skal risikokategorien svare til den gennemsnitlige risiko ved købere, som er dækket af denne police.

24.

For coassurance, kvotegenforsikring og tillægsdækning anses prisen kun for rimelig, hvis den præmie, der opkræves, er mindst 30 % højere end præmien for den (oprindelige) dækning, som blev ydet af et privat kreditforsikringsselskab.

25.

Ud over risikopræmien skal der opkræves et administrationsgebyr uanset aftalevilkårene, for at prisen kan anses for rimelig.

26.

Medlemsstaterne skal på de offentlige forsikringselskabers websteder offentliggøre de indførte ordninger for de risici, der betragtes som midlertidigt ekstraordinære i overensstemmelse med punkt 18, med angivelse af alle de gældende betingelser.

27.

De skal forelægge Kommissionen årsrapporter om de risici, der betragtes som midlertidigt ekstraordinære i overensstemmelse med punkt 18, og som dækkes af offentlige forsikringsselskaber. Dette skal ske senest den 31. juli i det år, der følger efter statsstøttetildelingen.

28.

Rapporten skal indeholde oplysninger om de enkelte ordningers anvendelse, herunder især de samlede tilladte kreditgrænser, forsikret omsætning, opkrævede præmier, registrerede og indfriede forsikringskrav, inddrevne beløb og de administrative omkostninger ved ordningen. Kommissionen vil offentliggøre rapporterne på sit websted.

29.

De risici, der er angivet i punkt 18 a), kan dækkes af offentlige forsikringsselskaber, forudsat at betingelserne i afsnit 4.3 er opfyldt. I sådanne tilfælde skal der ikke indgives anmeldelse til Kommissionen.

30.

De risici, der er angivet i punkt 18 b), c) og d) kan dækkes af offentlige forsikringsselskaber, forudsat at betingelserne i afsnit 4.3 er opfyldt samt efter anmeldelse til Kommissionen og dennes godkendelse.

31.

Hvis en eller flere af betingelserne i afsnit 4.3 ikke er opfyldt, betyder det ikke, at eksportkreditforsikringen eller forsikringsordningen uden videre er forbudt. Hvis en medlemsstat ønsker at afvige fra nogle af betingelserne, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt en planlagt eksportkreditforsikringsordning opfylder betingelserne i denne meddelelse, skal medlemsstaten anmelde ordningen til Kommissionen.

32.

En analyse i henhold til statsstøttereglerne påvirker ikke spørgsmålet om, hvorvidt en given foranstaltning er i overensstemmelse med andre traktatbestemmelser.

33.

Når Kommissionen skal afgøre, om det er berettiget midlertidigt at fjerne et land fra listen over lande, hvor der består ordinære risici, fordi der ikke er tilstrækkelig privat kapacitet, som anført i punkt 18 a), vil den tage hensyn til følgende faktorer, angivet i prioriteret rækkefølge:

34.

Når markedskapaciteten bliver utilstrækkelig til at dække alle økonomisk begrundede risici, kan Kommissionen revidere listen over lande, hvor der består ordinære risici, efter skriftlig anmodning fra mindst tre medlemsstater eller på eget initiativ.

35.

Hvis Kommissionen agter at ændre den i bilaget anførte liste over lande, hvor der består markedsmæssige risici, skal den høre og indhente oplysninger fra medlemsstaterne, de private kreditforsikringsselskaber og interesserede parter. Høringen og den type oplysninger, der ønskes, offentliggøres på Kommissionens websted. Høringsperioden overstiger normalt ikke 20 arbejdsdage. Når Kommissionen på grundlag af de indhentede oplysninger beslutter at ændre listen over lande, hvor der består ordinære risici, underretter den skriftligt medlemsstaterne derom og offentliggør beslutningen på sit websted.

36.

Den midlertidige udeladelse af et land fra listen over lande, hvor der består ordinære risici, gælder i en periode på mindst 12 måneder. Forsikringsaftaler, der indgås i denne periode vedrørende det midlertidigt udeladte land, må være gyldige i højst 180 dage efter, at den midlertidige udeladelse ophører. Efter dette tidspunkt må der ikke indgås nye forsikringsaftaler. Tre måneder inden den midlertidige udeladelse ophører, vil Kommissionen overveje, om udeladelsen af det pågældende land fra listen skal forlænges. Hvis Kommissionen under hensyn til de faktorer, der er fastsat i punkt 33, fastslår, at markedskapaciteten stadig er utilstrækkelig til at dække alle økonomisk begrundede risici, jf. punkt 33, kan den forlænge den midlertidige udeladelse af landet fra listen i overensstemmelse med punkt 35.

37.

Kommissionens foreliggende oplysninger tyder på, at der er en ubalance på markedet i forbindelse med de risici, der er angivet i punkt 18 b) og c, og at der derfor er tale om ekstraordinære risici. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke mangler dækning i alle medlemsstaterne, og at situationen kan ændre sig i tidens løb, da den private sektor måske kan blive interesseret i dette markedssegment. Statsstøtte bør kun tillades i forbindelse med risici, som ellers ikke kan dækkes på markedet.

38.

En medlemsstat, som ønsker at dække de risici, der er anført i punkt 18 b) eller c), skal derfor indgive anmeldelse til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, og i sin anmeldelse bevise, at den har kontaktet de største kreditforsikringsselskaber og forsikringsmæglere i medlemsstaten (17) og givet dem lejlighed til at bevise, at der kan findes dækning for de pågældende risici i den pågældende medlemsstat. Hvis de pågældende kreditforsikringsselskaber ikke giver medlemsstaten eller Kommissionen oplysninger om betingelserne for dækning og forsikringsvolumen for den type risici, som medlemsstaten ønsker at dække, inden 30 dage efter modtagelsen af en medlemsstats anmodning, eller hvis de fremlagte oplysninger ikke viser, at der kan opnås dækning af de pågældende risici i medlemsstaten, vil Kommissionen anse risiciene for midlertidigt ekstraordinære.

39.

For de risici, der er anført i punkt 18 d), skal den pågældende medlemsstat i sin anmeldelse til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, bevise, at eksportører ikke kan opnå dækning i den pågældende medlemsstat som følge af et udbudschok på det private forsikringsmarked, især fordi et større kreditforsikringsselskab har trukket sig ud af medlemsstaten, på grund af nedsat kapacitet eller som følge af et begrænset produktsortiment i forhold til andre medlemsstater.

40.

Kommissionen anvender principperne i denne meddelelse fra den 1. januar 2013 og indtil den 31. december 2018, bortset fra punkt 18 a) og afsnit 5.2, som vil blive anvendt fra datoen for vedtagelsen af denne meddelelse.