30.4.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/84

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Den etiske og sociale dimension af EU's finansielle institutioner

2009/C 100/14

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 25. september 2007 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»Den etiske og sociale dimension af EU's finansielle institutioner«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Edgardo Maria IOZIA til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. oktober 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 448. plenarforsamling den 22.-23. oktober 2008, mødet den 23. oktober, følgende udtalelse med 122 stemmer for, 23 imod og 45 hverken for eller imod.

1.   Resumé og anbefalinger

1.1.   Den seneste udvikling i finanskrisen, som er helt uforudsigelig og uventet på baggrund af de enorme tab, og fordi det nu står helt klart, at de markedsreguleringsmekanismer, som skulle beskytte sparerne, virksomhederne og investorerne, er kommet helt til kort. Derfor kræves der nu en specifik og yderligere drøftelse af indholdet i nærværende udtalelse. De konkurser, der er fulgt efter hinanden over hele verden og redningsaktionerne over for tilsyneladende solide banker og forsikringsselskaber har skabt ængstelse og bekymring hos millioner af europæiske borgere.

1.1.1.   Det Europæiske Råd gav på sit møde den 15. og 16. oktober, som først og fremmest var viet til finanskrisen, udtryk for, at det er fast besluttet på at handle koordineret for at beskytte det europæiske finansielle system og indskyderne. Efter Eurogruppens møde har Rådet i sin helhed godkendt de principper, der blev fastlagt på mødet i Paris den 12. oktober med henblik på at bevare det finansielle systems stabilitet, styrke tilsynet med den europæiske finansielle sektor, navnlig med de multinationale koncerner, forbedre koordineringen af tilsynet på europæisk plan, støtte de vigtige finansielle institutioner, undgå konkurser og sikre, at sparernes indskud er beskyttede.

1.1.2.   Rådet opfordrer desuden til en hurtig behandling af direktivforslagene om styrkelse af rammerne for kreditvurderingsinstitutter og om sikkerhed for indskud, og det opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, som kan forhindre, at topchefernes løn og provenuet fra aktieoptioner, navnlig i banksektoren, fører til, at der løbes en overdreven risiko eller at der i ekstrem grad fokuseres på kortsigtede mål.

1.1.3.   Rådet har understreget, at det er fast besluttet på at støtte væksten og beskæftigelsen og at det vil arbejde for en fuldstændig reform af det internationale finansielle system, som skal bygge på principperne om gennemsigtighed, bankmæssig soliditet, ansvarlighed, integritet, global styring og undgåelse af interessekonflikter.

1.1.4.   EØSU havde gennem lang tid — uden at nogen lyttede til det — krævet indgreb til styrkelse af reguleringsmekanismerne, samarbejde mellem tilsynsmyndighederne samt koordinering og harmonisering af tilsynsforanstaltningerne. Det advarede mod den overdrevne risiko, som det europæiske og internationale banksystem påtog sig i tilslutning til abnorme aflønningssystemer baseret på meget kortsigtede resultater, som tvang aktørerne i sektoren til at føre unuancerede salgskampagner for produkter med meget høj risiko.

1.1.5.   På trods af de finansskandaler, der også har fundet sted i Europa, blev intet konkret gjort, og først nu, hvor krisens omfang kan få dramatiske konsekvenser for hele økonomien, forstår man, at en uhæmmet og uansvarlig kapitalismes løfter om umådelig og ubegrænset vækst var falske og kilde til dybe kriser.

1.1.6.   Modellen er uafvendeligt trådt ind i sin afsluttende fase. EØSU håber, at de politiske instanser nu vil leve op til deres ansvar ved at:

—	styrke tilsynsmyndighedernes ansvarsområde;

—	gøre det ulovligt at holde midler, kreditter og værdipapirer uden for budgettet;

—	udvide og harmonisere de nationale tilsynsmyndigheders aktiviteter;

—

indføre mere hensigtsmæssige og gennemsigtige regler for de aktiviteter, der udøves af »hedge funds«, investeringsbanker, off-shore strukturer til udøvelse af bankvirksomhed, investeringsfonde og »equity funds«, så de bliver underkastet myndighedernes tilsyn og får status af »virksomheder«, der er omfattet af gældende lov, således som Europa-Parlamentet har krævet;

—	ændre skattesystemet ved at fjerne incitamenter eller begunstigelser i tilknytning til store risici eller overdreven gældsætning;

—	oprette et europæisk kreditvurderingsinstitut;

—	indføre en styring af topchefernes aflønningssystem, incitamenterne til salg af finansielle produkter, som ikke egner sig for operatørerne, hvilket Rådet selv har udtrykt ønske om;

—	føre kontrol med uregulerede markeder;

—	indføre passende kapitalkrav for komplekse finansielle produkter og derivater.

1.1.7.   EØSU er overbevist om, at den meget alvorlige finanskrise og den ønskværdige afskaffelse af kasinokapitalismen kan bane vejen for indførelsen af foranstaltninger, der er bedre egnet til at sikre det finansielle systems fremtid og samtidigt få økonomien i gang igen. Der er brug for en bred indsats, som står mål med den risiko, der er for, at den virus, man har opdaget i finanssystemet, ender med at inficere hele realøkonomien. Investeringer i infrastruktur, grønne investeringer såsom i energieffektivitet, fornyelige energikilder, innovation og forskning kan hjælpe med til at støtte efterspørgslen. En ny europæisk fond, som kunne forvaltes af EIB og garanteres af medlemsstaterne, ville kunne løse problemet med blokeringen af finansieringen af den økonomiske aktivitet, især den del af økonomien, som har et særligt stort behov for mellem- og langfristede investeringer.

1.1.8.   EØSU anerkender den indsats, som indtil nu er gjort af medlemsstaterne, Den Europæiske Centralbank og Rådet og opfordrer alle EU-institutioner til at stå sammen og reagere hurtigt i denne for borgerne, arbejdstagerne og virksomhederne så dramatiske situation for så hurtigt som muligt at få genoprettet det europæiske og internationale finansielle systems normale funktion.

1.1.9.   EØSU opfordrer endvidere til, at der ud over de nødvendige finansielle indgreb, der sættes i værk for at nå dette prioriterede mål, gøres alt for at dæmme op for den heraf følgende økonomiske krise.

1.1.10.   Mange hundrede milliarder euro er mobiliseret for at redde bankerne og EØSU håber, at man lige så energisk og beredvilligt vil redde virksomhederne, især de små og mellemstore, ved at understøtte efterspørgslen bl.a. gennem løn- og pensionsforhøjelser for at undgå, at recessionen udvikler sig til en depression.

1.2.   Det rige og mangfoldige udbud af finansielle tjenester kan sammenlignes med naturens rigdom. Borgerne er efterhånden blevet bevidste om nødvendigheden af at beskytte den naturlige biodiversitet. Beskyttelse af biodiversiteten blandt leverandører af finansielle tjenester indgår ligeledes i Europas kulturelle og sociale arv, der ikke må gå tabt, men som bør beskyttes og fremmes på grund af sin store samfundsmæssige betydning. Den etiske og sociale dimension af det europæiske finanssystem bør styrkes og beskyttes.

1.3.   Af Lissabontraktatens artikel 2, stk. 3, fremgår, at »Den (Unionen) arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.Den respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles«.

1.4.   EU-institutionerne og medlemsstaterne bør ikke kun søge at fremme og understøtte finansmarkedernes konkurrenceevne, men også deres etiske og sociale dimension. »En social markedsøkonomi er ligeledes ensbetydende med en socialt retfærdig markedsøkonomi« (1), samtidig med at »den sociale markedsøkonomi giver økonomien mulighed for at nå sit ultimative mål, nemlig velstand og velfærd til hele befolkningen ved at beskytte den mod nød« (2).

1.5.   Da Jacques Delors foreslog at oprette et europæisk udvalg på højt niveau for at sætte ind over for krisen på finansmarkederne, fastsætte nye regler og bekæmpe »denne finansgalskab, der ikke må styre os«, sagde han, at den nuværende krise »skyldes uregulerede eller dårligt regulerede markeder, og at det endnu engang viser, at de ikke er i stand til at regulere sig selv«.

1.6.   Den seneste krise viser, at et naturligt mangfoldigt finanssystem ikke kun indgår i Europas kulturelle og historiske arv, men også er nødvendigt for at kunne gennemføre initiativer af etisk og social art, øge konkurrenceevnen og begrænse risikoen for systemiske kriser i finanssystemerne.

1.7.   Økonomisk vækst, der rækker ud over en vis grænse, og som ikke giver mulighed for at dække andre behov, gør ikke folk gladere. Den dominerende indflydelse, som finansielle spekulationer har på realøkonomien, bør begrænses og ledes mod en mere fornuftig, socialt bæredygtig og etisk acceptabel adfærd.

1.8.   Der bør derfor sættes fokus på vigtigheden af etisk og samfundsansvarlig finans. EØSU bemærker, at det i den forbindelse vil være forkert med en topstyret tilgang, eftersom erfaringerne viser, at initiativer med en stærk social eller etisk dimension helst bør opstå spontant nedefra.

1.9.   Den etiske dimension gælder ikke kun bestemte aktiviteter. Den dokumenterede vigtige rolle, som sparekasser og de forskellige kooperative bevægelser spiller i forbindelse med fremme af etiske og sociale initiativer samt lokale systemer, fortjener særlig opmærksomhed. Selv om denne rolle anerkendes i EU-traktaten, er det stadig ikke alle medlemsstater, der eksplicit anerkender og værner om denne rolle. Der bør gøres en indsats for at fremme en mere systematisk og udbredt anerkendelse af denne samfundsmæssige styreform. De seneste klager, som Kommissionen har modtaget over kooperative bevægelser i Italien, Spanien, Frankrig og Norge, i mangel af en passende EU-lovgivning på området, viser, at det er nødvendigt med en sådan indsats.

1.10.   EØSU mener, at lovgivningsrammen aldrig er helt neutral over for organisationers og enkeltpersoners adfærd. På basis heraf finder EØSU, at man ved systematisk og generelt at yde godtgørelse for etiske og sociale initiativer — i et system, der allerede tilskynder til en sådan adfærd — opfylder kriterierne om retfærdighed og hensigtsmæssighed, når det gælder det offentliges rolle i økonomien og samfundet.

1.11.   Hver gang det kan påvises, at en given organisation — i det mindste delvis, men på struktureret og permanent vis — har givet afkald på princippet om maksimal profit for i stedet at fremme etiske og sociale initiativer, bør denne organisation kunne komme ind under skatte- og lovgivningsregler, der bortset fra de vigtigste forsigtighedsregler i det mindste delvis adskiller sig fra de generelle regler. I nogle medlemsstater er etiske investorer allerede undtaget fra bankdirektivet. Der bør gøres en indsats for at udbrede dette princip til alle medlemsstater.

1.12.   EØSU rejser spørgsmålet, om organisationer, der normalt er profitorienterede, skal kunne nyde skattemæssige og lovgivningsmæssige fordele, hvis de træffer etiske og sociale initiativer. Hvis en profitorienteret organisation tager et initiativ, der strukturelt set adskiller sig fra dens normale erhverv, bør der ikke være tvivl om, at den skal kunne modtage en kompensation i forhold til den almindelige behandling. Hvis initiativerne derimod ikke strukturelt set kan holdes adskilt fra organisationens normale erhverv, vil det være nødvendigt at uddybe debatten for at vurdere det hensigtsmæssige i at indføre et kompensationssystem.

1.13.   I mange markedssegmenter tages der ikke særlig hensyn til den sociale dimension. Virksomhedernes sociale ansvar (VSA) er at sikre en konstant og forenelig vækst under hensyntagen til den menneskelige værdighed og miljøet. Bonusordninger, der udelukkende afhænger af antallet af solgte produkter og ikke af kvaliteten af ydelsen, giver anledning til øget utilfredshed blandt kunder og medarbejdere, der bliver stressede af de stramme budgetter, som følger af det konstante markedspres.

1.14.   EØSU finder, at det såkaldte »proportionalitetsprincip«, ifølge hvilket en mindre mellemmand, der udfører simple transaktioner, ikke kan pålægges den samme lovgivningsbyrde som en kompleks multinational organisation, bør finde anvendelse på systematisk og målrettet vis, samtidig med at markedsgarantierne bør opretholdes. Reglerne har netop til formål at beskytte markedet.

1.15.   Ved at sikre, at medlemsstaterne ikke træffer konkurrenceforvridende foranstaltninger, kan Kommissionen medvirke til at beskytte det mangfoldige udbud af tjenester i finans-, bank- og forsikringssektoren. Der bør tages højde for disse aspekter i statsstøttereglerne.

1.16.   Kasinokapitalister og turbokapitalister går specifikt efter at opkøbe store industri- og finansvirksomheder og opsplitte dem med henblik på videresalg, hvorved disse virksomheder reduceres til skygger af sig selv. Disse aktører ødelægger den iboende værdi i virksomhederne på bekostning af tusindvis af arbejdstagere, deres familier, aktionærer og økonomien i almindelighed, og de efterlader således alt i ruiner bag sig.

1.17.   Med denne udtalelse understreger EØSU atter det nødvendige i at lade økonomien tjene menneskeheden, sådan som det påpeges af en stor økonom (3): »Den største fare består i at lade overbevisningerne komme i anden række efter nødvendigheden af et moderne industrisamfund. Udgangspunktet er, at teknologi altid er nyttig, at økonomisk vækst altid er positiv, at virksomhederne hele tiden bør ekspandere, at forbrug af goder er den største kilde til glæde, at dovenskab er skidt, og at der på ingen måde bør sættes spørgsmålstegn ved den vægt, som vi tillægger teknologi, vækst og et stigende forbrug«.

2.   Baggrund

2.1.   Den etiske og sociale dimension

2.1.1.   Den vestlige kultur er solidt forankret i den græske tankegang, som her ligger til grund for definitionerne af »etisk« og »social«.

2.1.2.   Ifølge Aristoteles er etikkens mål det gode for mennesket, hvilket ikke skal forstås abstrakt, men som det højeste gode, der kan erhverves og opnås gennem handling. Det største gode, som hver enkelt individ søger, er lykken. Den største glæde består i den dydige handling.

2.1.3.   Lykken er på en og samme tid bedst, ædlest og behageligst, og disse egenskaber bør ikke splittes ad, sådan som det fremgår af indskriften på Delos:

»a)	Retfærd er ædlest;

b)	Helbredet bedst;

c)	Men at vinde en andens begær er behageligst.

d)	Alle disse egenskaber hører til de bedste aktiviteter: og disse eller en af disse kvaliteter — den bedste — kalder vi for lykke« (Aristoteles — Den Nikomacheiske Etik, bog I).

2.1.4.   Filosofien hjælper os til at forstå, at der ud over den absolutte etiske virkelighed også findes relative virkeligheder, der svarer til de større eller mindre samfundsgrupper, der deler den samme opfattelse af lykke, og som i fællesskab søger at opnå lykke.

2.1.5.   Ud over etikken findes der en mangfoldighed af værdier. Etikken og disse værdier repræsenterer menneskehedens rige historie i alle dens forskellige udtryksformer og omfatter det seneste fænomen »lykkeøkonomi«, der på empirisk basis systematisk søger at afdække lykkens beskaffenhed og måder at opnå lykke på.

2.1.6.   Det er dokumenteret, at økonomisk vækst ikke gør mennesket mere lykkeligt, medmindre der sker en tilsvarende vækst i andre tilfredshedsfaktorer: »Ud over en vis grænse øger økonomisk vækst ikke længere lykken. For at kunne finansiere et stadigt stigende forbrug skal mennesket arbejde endnu mere og tilbringe endnu mere tid på arbejdspladsen, hvilket går ud over de menneskelige relationer, der netop skaber mest lykke« (4).

2.1.7.   Det fremgår af forskellige undersøgelser, der er blevet foretaget af Eurostat, at indkomsten pr. person i Europa er steget konstant i løbet af de sidste femogtyve år, men at graden af lykke stort set er forblevet den samme. Undersøgelser i USA har givet næsten de samme resultater.

2.2.   Finanskrisen 2007-2008 og dens konsekvenser

2.2.1.   Den turbulens, der siden februar 2007 har rystet finansmarkederne, navnlig store finansielle institutioner og banker, står i centrum for den internationale politiske debat.

2.2.2.   Konsekvenserne af den amerikanske kreditkrise har bredt sig og er blevet større af, at mange »subprimes« — lån, der næppe vil blive tilbagebetalt — ved hjælp af værdipapirisering er blevet indflettet i større »gældspakker« uden overblik over problemets omfang. Dette medfører, at operatørerne sidder inde med usikre og devaluerede værdipapirer.

2.2.3.   Denne usikkerhed har endvidere bevirket, at borgerne har mistet tilliden til det finansielle system, hvilket har haft yderst negative konsekvenser for de aktiviteter, der er afhængige af en konstant strøm af billig kredit.

2.2.4.   Hedge funds - selv i store forretningsbanker — blev som de første berørte af krisen på finansmarkederne. Mange europæiske banker endte med at have en stor del af den amerikanske subprime-gæld i deres porteføljer. Flere tyske banker, der er kendte for at være forsigtige, er også blevet ramt hårdt af krisen, men krisen har også bredt sig til immune finansielle institutioner, der har oplevet voldsomme prisstigninger på penge. Dette var årsagen til, at Northern Rock næsten gik fallit.

2.2.5.   Société Générale-sagen skal dels ses i lyset af den finansielle krise, der brød ud sidste sommer, dels en vis tendens til at tilskynde de finansielle aktører til at påtage sig for store risici, der lige så vel kan resultere i store gevinster som enorme tab, hvis der træffes uforsigtige beslutninger. Dette har vist, hvor særdeles utilstrækkelige denne institutions interne kontrolprocedurer er, og skaber tvivl om hele banksystemets praksis på dette område.

2.2.6.   Der er tale om »kasinokapitalisme«, hvor det desværre, hvis en bank krakelerer, går ud over sparerne, og især de svageste sparere, der på en eller anden måde skal betale en regning, som de ikke er ansvarlige for, medarbejderne (mere end 100 000 er til dags dato blevet afskediget i finanssektoren og flere vil følge (5) og borgerne, der havner i en mere usikker situation, og som vil have svært ved at bevare tilliden til det finansielle system.

2.2.7.   Tabene er indtil videre blevet opgjort til 400 mia. dollars, og i henhold til pålidelige skøn vil de formentlig nå op på 1 200 mia. dollars (6). Store institutionelle investorer og pensionsfondene mærker naturligvis dette, men hele det generelle økonomiske system lider betydelige tab som følge af stigende omkostninger, knappe pengereserver og dermed stigende priser og inflation, der er med til at bremse økonomien. Der er tale om en negativ spiral, som påvirker alle økonomiske aktiviteter. I nogle medlemsstater taler man allerede om økonomisk afmatning.

2.2.8.   Der er ingen tvivl om, at det europæiske finansielle system med få undtagelser ikke er skyld i krisen, men helt uforskyldt er blevet ramt af denne. Det skal dog understreges, at finansinteressernes voksende dominans over økonomien, udviklingen af stadig mere sofistikerede metoder til forøgelse af profitmulighederne, stadig mere aggressive hedge funds og fremkomsten af statsejede investeringsfonde med mange ressourcer i stigende grad har marginaliseret realøkonomiens rolle og blotlagt manglerne ved de nationale kontrolsystemer, ineffektiviteten af modellerne for samarbejde mellem de forskellige myndigheder og den foruroligende rolle, som spilles af vurderingsorganerne, herunder organer, som foretager etiske vurderinger (og som har givet en positiv vurdering af virksomheder som f.eks. Parmalat, med en fin adfærdskodeks).

2.2.9.   Denne krise har bredt sig til alle markedsaktører, uanset om de har en høj eller lav spekulationsprofil eller slet ingen. Markedsintegrationen har nået et punkt, hvor ingen kan sige sig fri for negative konsekvenser. Problemet er, at kun krakkene berører alle, mens profitten forbliver sikkert mellem spekulanternes hænder.

3.   Det europæiske finansielle system

3.1.   Bankerne

3.1.1.   Bankerne udgør det centrale forbindelsesled mellem de finansielle formidlere. I nogle lande fører de omfattende kontrol med realøkonomien, og de har ikke kun indflydelse på økonomien, men også på udviklingen i lokalområder og virksomheder, hvis profitmuligheder de tilstræber at øge.

3.1.2.   Selv om bankerne alle opererer i en markedssammenhæng, og de stort set alle tilbyder de samme tjenester — fra de mest standardiserede til de mest specialiserede — har de forskellige oprindelser, der stadig er med til at forme dem den dag i dag.

3.1.3.   Ud over handels- og investeringsbankerne, der har en dominerende stilling på markedet, findes der også offentlige sparekasser, der blev oprettet for at give bybefolkningen, især de fattigste, en hjælpende hånd i krisetider. De første sparekasser af denne type så dagens lys under det tyske imperium i begyndelsen af det 19. århundrede, men mange af dem er blot aflæggere af de lånekontorer, som blev oprettet i det femtende århundrede, og de opererer nu under et andet navn. De udgør i dag omkring en tredjedel af detailmarkedet med 160 mio. kunder og 980.000 ansatte. Eksempler på sådanne sparekassers integrerende tiltag er »Die Zweite Sparkassen« i Østrig og »Parcours confiance« i Frankrig.

3.1.4.   I nogle fjerntliggende regioner og landdistrikter opstod en bevægelse af land- og håndværkssparekasser. De blev grundlagt af Friedrich Wilhelm Raiffeisen, der med henblik på at bekæmpe åger grundlagde den første Darlehnkassenverein i 1864. Folkebankerne, herunder andelsbankerne, bygger på en idé af Franz Hermann Schulze-Delitzsch, der grundlagde den første Vorschussverein (folkebank) i 1850. På baggrund af disse erfaringer opstod en stor bevægelse af andelskreditinstitutter og folkebanker, der i dag har en andel på mere end 20 % af det europæiske marked, med over 140 mio. kunder, 47 mio. andelshavere og 730 000 ansatte.

3.1.5.   Denne historiske oversigt viser, at civilsamfundet altid har tildelt banker en plads i det økonomiske system — en plads, der i det mindste delvis adskiller sig fra den plads, som andre virksomheder har fået tildelt. Det er altid blevet forventet af disse virksomheder, at de ud over at give profit også skulle forfølge etiske og sociale mål.

3.1.6.   Et andet vigtigt aspekt, som finanssektoren bør være opmærksom på, er størst mulig adgang til finansielle tjenester. I udviklingslandene har kun 20 % af befolkningen adgang til kredit, mens det i Europa gælder hele 90 %. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, eftersom de 10 %, der er udelukket, kan blive udsat for alvorlig forskelsbehandling.

3.2.   Forsikringsselskaberne

3.2.1.   De første moderne banker så dagens lys i begyndelsen af det 15. århundrede i Italien. Her kan nævnes Banco di San Giorgio, der blev grundlagt i 1406, mens andre banker som f.eks. Monte dei Paschi di Siena, der blev grundlagt i 1472, stadig opererer den dag i dag. Forsikringsselskabernes oprindelse går derimod endnu længere tilbage. De første former for forsikring fremkom mellem det 3. og 2. årtusinde før J.C. i Kina og Babylon. Grækerne og romerne var de første, der indførte begreberne »livsforsikring« og »helbredsforsikring« med deres »velgørenhedsforeninger«, der betalte for lægebehandling, familieunderhold og sågar begravelser. Lavene i Middelalderen tjente samme formål. Forsikringskontrakter, der ikke afhænger af en investering, blev opfundet i Genova i det fjortende århundrede (1347). Edward Lloyd, der skabte sin formue med denne type kontrakt, åbnede i 1688 i Tower Street i London en café, der blev frekventeret af skibsredere, handelsmænd og kaptajner — det ideelle mødested for dem, der ønskede at forsikre deres skibe og last, og dem, der ønskede at finansiere et sådant foretagende. Det var også i disse år — efter at katastrofebranden i London i 1666 havde lagt 13 200 huse i ruiner — at Nicholas Barbon grundlagde »The Fire Office« og indførte den første brandforsikring.

3.2.2.   Efter Lloyds erfaringer (der teknisk set ikke er et forsikringsselskab) vandt denne forsikringsmodel frem i hele Europa, og forsikringsselskaber begyndte deres virksomhed. Udviklingen af moderne forsikringsvirksomhed er forbundet med den moderne sandsynlighedsteori, der havde Pascal, Fermat og Galileo som forløbere. Senere grundlagdes gensidige forsikringsselskaber, der tilhørte de forsikrede, dvs. forsikringsselskabernes kunder og ikke deres aktionærer. I sidste århundrede blev de første andelsforsikringsselskaber grundlagt. De vandt frem i en række lande på grund af deres evne til at kunne tilbyde kvalitetsprodukter til hele markedet. Gensidige forsikringsselskaber er ligesom andelsbankerne tæt knyttet til de lokale økonomiske systemer, og de bidrager i høj grad til disse systemers udvikling, bl.a. ved at reinvestere en betydelig del af deres merværdi.

3.3.   Etiske banker og forsikringsselskaber

3.3.1.   De første etiske banker og forsikringsselskaber blev grundlagt for et par år siden. De har som målsætning at udvikle forbindelser med erhvervslivet og kun yde finansiel støtte til virksomheder, der respekterer strenge værdier, som de har til fælles med det omgivende samfund. Eksempler på sådanne »referenceværdier« er miljøbæredygtighed, afvisning af ethvert kompromis med våbenhandel og en konstant indsats for at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling.

3.3.2.   »Etisk« finans og mikrofinans

3.3.2.1.   Ved en »etisk investering« skal forstås enhver finansiel aktivitet, der støtter initiativer til udbredelse af menneskelige, sociale og miljømæssige værdier på baggrund af en etisk og økonomisk vurdering af deres indvirkning på miljø og samfund, og hvis primære sigte er at yde finansiel støtte til de pågældende initiativer, men også til enkeltpersoner, ved hjælp af instrumentet mikrokredit.

3.3.2.2.   Mikroinvesteringer tilbydes af specialiserede banker, der håndterer små summer, og som henvender sig til de fattigste borgere, der ellers ville have været udelukket fra det traditionelle banksystem. Mikroinvesteringer er især udbredte i den tredje verden. Man må imidlertid ikke glemme, at også de vestlige lande har en rig tradition for mikroopsparing (mens mikrokredit har spillet en mere marginal rolle — på et tidspunkt fandtes der f.eks. lånekontorer). Et eksempel på mikroopsparing er flerårige indskud, der er forbundet med få omkostninger.

3.3.2.3.   Etisk finans bygger på følgende principper (7):

a)	ingen forskelsbehandling af lånere på baggrund af køn, etnisk herkomst, religion eller formue, ud fra den betragtning at adgang til al kredit er en menneskeret;

b)	adgang til de svageste, på basis af gyldige former for personlige, kategorispecifikke eller samfundsmæssige garantier på lige fod med formuebaserede garantier;

c)	effektivitet, der hvad angår etisk finans, ikke defineres på basis af profit, men økonomisk levedygtige og samfundsnyttige aktiviteter;

d)	opsparers indflydelse på de valg, der træffes i den virksomhed, som opsparers penge går til, enten ved at angive sine præferencer for pengenes anvendelse eller deltage i beslutningsprocessen ved hjælp af demokratiske mekanismer;

e)	fuld gennemsigtighed og adgang for alle til information, hvorfor opsparing bør være nominativ og kunderne have ret til information om den finansielle institutions funktionsmåde og kredit- og investeringsbeslutninger;

f)	afvisning af berigelse, der kun er baseret på ejerskab af og handel med penge, således at renterne holdes på det mest retfærdige niveau på basis af ikke kun økonomiske, men også sociale og etiske vurderinger;

g)

ingen finansielle forbindelser med økonomiske aktører og aktiviteter, der hindrer den menneskelige udvikling, og som fører til overtrædelse af grundlæggende personrettigheder som f.eks. våbenfremstilling og -handel, fremstilling af produkter med alvorlige konsekvenser for helbred og miljø, aktiviteter, der bygger på udnyttelse af mindreårige eller undertrykkelse af borgerfriheder.

3.3.2.4.   Ved »etisk forsikring« skal forstås forsikringsvirksomhed, der drives på basis af følgende principper (8):

a)	gensidighed, der skal forstås som en tilbagevenden til det oprindelige formål med forsikring som et instrument for solidaritet mellem dem, der ikke har lidt tab, og dem, der har lidt tab, og som har brug for erstatning;

b)	forsikringsbarhed, der skal forstås som en forsikringsbeskyttelsesgaranti for alle, med henblik på at forebygge eventuelle risici, uden forskelsbehandling på baggrund af alder, handicap eller andre sociale problemer;

c)	gennemsigtighed, der skal forstås som kontraktklarhed og verificerbarhed af de kriterier, der ligger til grund for fastsættelsen af forsikringspræmien;

d)	skabelse af en fordel for lokalområdet;

e)	ligeværdighed mellem de kontraherende parter.

3.3.3.   Etiske investeringer

3.3.3.1.   En etisk investering går ud på at investere i initiativer, der vedrører miljøet, bæredygtig udvikling, sociale ydelser, kultur og internationalt samarbejde. Til udvælgelse af de pågældende investeringer anvendes ikke kun traditionelle finansielle kriterier, men også kriterier vedrørende virksomhedernes sociale ansvar som f.eks. kvalitet i ansættelsesforholdene, miljøhensyn, gennemsigtighed.

4.   Virksomhedernes sociale ansvar

4.1.   Kommissionens Generaldirektorater for Erhvervspolitik og Sociale Anliggender samarbejder med erhvervsorganisationerne på visse emneområder. Et af disse områder er korrekt informering af opsparerne for at give dem mulighed for bedre at forstå de finansielle markedsmekanismer og de tilgængelige produkter. Finansielle oplysningsinitiativer er et virkningsfuldt og socialt ansvarligt middel til at lede opsparerne uden om produktinvesteringer, der ikke svarer til deres forventninger eller risikoprofil.

4.2.   Indtil videre er det kun ganske få berørte virksomheder, der deltager i initiativer vedrørende virksomhedernes sociale ansvar, og delvis i aktiviteter, der henvender sig til alle de berørte aktører. Der er stadig lang vej, men hele sektorer som f.eks. folke- og andelsbanker, sparekasser, kooperative og gensidige forsikringsselskaber har til hensigt at gøre en større og bedre indsats.

4.3.   Et område, der giver anledning til problemer, er metoderne til aflønning af topledere og ansvarlige i investeringsbanker. Disse metoder bør tages op til revision og bringes ned på et fornuftigt niveau, der står i et ordentligt forhold til virksomhedernes profit og resultater. De arbejdstagere og forbrugere, der rammes af den finansielle krise, tager afstand fra de uforholdsmæssigt høje toplederlønninger, der er med til at øge deres vanskeligheder. Disse lønninger forbliver ofte høje uanset de opnåede resultater.

4.4.   De nye ledelsesmodeller for finansvirksomheder, der på kort sigt sigter mod at opnå maksimal profit, fører undertiden til uansvarlig adfærd, især på grund af de kvartalsvise præstationsvurderinger, sådan som det er set under de finanskriser, der for nylig brød ud i nogle EU-lande. Socialt ansvar er derimod et spørgsmål om at gøre profitterne stabile og vedvarende ved at udnytte den pågældende virksomheds materielle og immaterielle goder, der i tilfældet med finansvirksomheder består af medarbejderne og tillidsforholdet til kunderne.

4.5.   EØSU håber, at adfærdskodekser for virksomhedernes sociale ansvar vil vinde frem. Sådanne kodekser skal og bør kunne verificeres for at undgå en gentagelse af de situationer, hvor fortrinlige adfærdskodekser er blevet indgået og offentliggjort af managere, der herefter bedrager hundredtusindvis af opsparere, sådan som det er set i nogle af de seneste års alvorligste finansskandaler (9).

5.   Lokale banker og udvikling af den lokale økonomi og SMV′erne

5.1.   De forskellige typer banker konkurrerer på det samme marked og tilbyder stort set den samme type tjenester. Alle banker er nødt til at være økonomisk effektive. Aktieselskaber og private banker stiler først og fremmest mod at sikre deres aktionærer en vis profit, mens andre virksomheder lægger mere vægt på den økonomiske og sociale udvikling i de pågældende områder og er mere opmærksomme på problemet med kreditadgang, de mindst gunstigt stillede kunder, udviklingen i SMV′er, fremme af de svageste socialgrupper og fjerntliggende områder.

5.2.   Det viser sig, at den lokale økonomiske vækst er væsentlig større i de områder, hvor det lokale banksystem er mere udviklet. Det skal endvidere understreges, at lokale banker i mange lande tager form af sparekasser og kooperative selskaber, der reinvesterer en stor del af deres profit i området.

5.3.   »Banksystemet har et dobbelt ansvar. På virksomhedsniveau skal det forbedre den forvaltningsmæssige effektivitet i kreditvirksomheder, ikke kun målt i rentabilitet, men også i innovationskapacitet og kvaliteten af den anvendte menneskelige kapital. På territorialt niveau skal banksystemet bidrage til lokaludviklingen, der ikke kun skal måles i antallet af kreditbevillinger, men også evnen til at investere i projektudvælgelse og vurdering af iværksætteres og virksomheders potentiale. Dette kan defineres som territorial effektivitet. Forvaltningsmæssig effektivitet skal tjene territorial effektivitet. Det tjener ikke noget formål at have effektive banker, hvis ikke de bidrager til udviklingen i lokalområdet« (10).

5.4.   De små og mellemstore virksomheder har fundet et værdifuldt instrument til at lette adgangen til kredit for deres egne medarbejdere, gennem kautions- og garantiselskaber, der også findes på europæisk niveau. De letter adgangen til investeringskredit for små og mellemstore virksomheder, der ikke kan stille de personlige garantier, der kræves af investorerne for at kunne opbygge en stabil bankforbindelse.

6.   De politiske beslutningstageres rolle

6.1.   EØSU forudser i den forbindelse, at det vil være forkert at anvende en topstyret tilgang, eftersom erfaringer viser, at sociale og etiske initiativer helst bør opstå spontant nedefra. Ethvert »aktivt« tiltag kan ødelægge og fordreje det spontane element, der er den vigtigste garanti for »biodiversitet« i det økonomiske og finansielle system. EØSU finder dog samtidig, at de politiske beslutningstagere bør undgå enhver handling, der kan hindre allerede eksisterende initiativer og nye initiativers spontane opståen.

6.2.   EØSU rejser spørgsmålet, om organisationer, der normalt er profitorienterede, skal kunne nyde skattemæssige og lovgivningsmæssige fordele, hvis de træffer etiske og sociale initiativer. I den forbindelse bør der skelnes mellem to forskellige situationer.

6.2.1.   En profitorienteret organisation iværksætter et initiativ, der strukturelt set adskiller sig fra dens hovederhverv (se f.eks. Credit Agricoles operation »Point Passerelle«). I dette tilfælde bør der ikke være tvivl om, at en organisation skal kunne modtage kompensation i forhold til den almindelige behandling.

6.2.2.   En profitorienteret organisation iværksætter initiativer, der strukturelt set ikke kan adskilles fra dens hovederhverv. Det er blevet drøftet intenst, hvorvidt der under disse omstændigheder bør indføres et kompensationssystem. Tilhængere af skattemæssig, økonomisk eller lovgivningsmæssig kompensation finder, at de positive eksterne virkninger af initiativet berettiger til særbehandling. Modstanderne støtter sig på to grundlæggende overvejelser; kun økonomisk selvbærende initiativer (dvs. initiativer, der kan sikre et tilstrækkeligt afkast) kan overleve på sigt. Endvidere bør egentlige etiske og sociale handlinger hverken være underlagt økonomiske interesser eller styret af lovgivningsmæssige, økonomiske eller skattemæssige fordele. En etisk/ social handling er løn i sig selv; det bør give tilfredshed at gøre en god gerning.

6.2.3.   EØSU bemærker, at alle systemer på nuværende tidspunkt i praksis anerkender kompensation for etiske/sociale initiativer. Skattereglerne giver mulighed for at fratrække omkostningerne, men kun hvis de har haft indflydelse på indtægtsgenereringen. Dette princip gælder ikke (naturligvis inden for en vis grænse og på visse betingelser) udgifter, der består i donationer til velgørende eller samfundsnyttige organisationer. I dette tilfælde er det tilladt at fratrække disse omkostninger fra den skattepligtige indkomst, også selv om de ikke har haft indflydelse på indkomstgenereringen.

6.2.4.   EØSU mener, at lovgivningsrammen aldrig er helt neutral over for organisationers og enkeltpersoners adfærd. På basis heraf finder EØSU, at man ved systematisk og generelt at yde godtgørelse for etiske og sociale initiativer — i et system, der allerede tilskynder til en sådan adfærd — opfylder kriterierne om retfærdighed og hensigtsmæssighed, når det gælder det offentliges rolle i økonomien og samfundet.

6.2.5.   Det af EØSU foreslåede princip går ud på, at kompensationen ikke skal knyttes direkte til institutionerne, men til de etiske og sociale initiativer, som de tager. EØSU finder ikke, at det i sig selv er upassende; etik og økonomi kan ikke holdes adskilt fra hinanden. Det ville være ensbetydende med, at kun initiativer uden økonomisk afkast kunne betragtes som helt etiske. Dette ville i sidste ende medføre, at kun velgørenhedsorganisationers initiativer kunne betragtes som etiske.

7.   Økonomisk godtgørelse og beskatning

7.1.   EØSU bifalder initiativer i den retning. En sådan tilgang kan også retfærdiggøres ud fra økonomiske hensyn. Af forskellige årsager, der følger af bestemte politiske valg, offentlige finansielle begrænsninger eller retningslinjer for den økonomiske effektivitet, er »socialstaten« blevet svækket i løbet af de sidste 10-20 år. For at undgå en uforholdsmæssig stor nedgang i borgernes velfærd kan man i bestræbelserne på at sikre velfærd og social beskyttelse ikke udelukkende sætte sin lid til økonomisk vækst; der bør også være plads til bundstyrede initiativer.

7.2.   Et eksempel på regulering, der fremmer offentlig-privat integration med henblik på fortsat at sikre høje velfærdsstandarder, er den måde hvorpå man i Nederlandene har valgt at strukturere sygeforsikringsområdet. Forsikringsselskaberne er forpligtet til at forsikre alle borgere, samtidig med at de har adgang til et offentligt godtgørelsessystem i betragtning af de større risici, som de påtager sig. På det nederlandske marked er der ligeledes blevet taget en række eksemplariske initiativer, der skal gøre det lettere for HIV-positive at tegne en livsforsikring.

7.3.   Et interessant eksempel findes i Belgien, hvor man yder økonomisk godtgørelse for at lette adgangen til grundlæggende finansielle tjenester. En fond mellem bankerne yder godtgørelse til mellemmænd, der letter adgangen til tjenester. Det betyder i praksis, at de mere restriktive mellemmænd er nettobidragsydere til fonden, mens deres mere åbne modparter er nettomodtagere.

7.4.   Hvad angår skattefordele, findes der allerede et udstrakt system for andelsselskaber, der forfølger gensidige mål.

7.5.   Et eksempel på lovgivning, der giver skattefordele til organisationer med udtalte sociale formål, findes i Italien. Der er her tale om ikke-profitorienterede organisationer med samfundsmæssig nytteværdi.

8.   Regulering

8.1.   Reglerne pålægger omkostninger og begrænsninger, der vejer tungt på virksomheders og mellemmænds aktiviteter. Indgreb i løbet af de sidste 20 år har haft til formål at skabe lige konkurrencevilkår (level playing field). Eftersom reglerne har skabt lige vilkår for sammenlignelige aktører (f.eks. banker, forsikringsselskaber osv.), har de været et instrument til at fremme konkurrence og økonomisk effektivitet. Hvis dette princip anvendes alt for strengt og uden de nødvendige korrektioner, vil det blive en uoverstigelig hindring for udformningen og videreførelsen af etiske og sociale initiativer. Denne risiko kan begrænses ved på systematisk og målrettet vis at anvende det såkaldte »proportionalitetsprincip«, ifølge hvilket en mindre mellemmand, der udfører simple transaktioner, ikke kan pålægges den samme lovgivningsbyrde som en kompleks multinational organisation.

8.2.   Hver gang det kan påvises, at en given organisation — i det mindste delvis, men på struktureret og permanent vis — har givet afkald på princippet om maksimal profit for i stedet at fremme etiske og sociale initiativer, bør denne organisation kunne komme ind under skatte- og lovgivningsregler, der i det mindste delvis adskiller sig fra de generelle regler. I nogle medlemsstater er etiske investorer allerede undtaget fra bankdirektivet. Der bør gøres en indsats for at udbrede dette princip i alle medlemsstater.

8.3.   Selv om denne rolle anerkendes i EU-traktaten, er det stadig ikke alle medlemsstater, der eksplicit anerkender og værner om denne rolle. Der bør gøres en indsats for at fremme en mere systematisk og udbredt anerkendelse af denne samfundsmæssige styreform.

8.4.   Ved at sikre, at medlemsstaterne ikke træffer konkurrenceforvridende foranstaltninger, kan Kommissionen medvirke til at beskytte det mangfoldige udbud af tjenester i finans-, bank- og forsikringssektoren. Der bør tages højde for dette aspekt i statsstøttereglerne.

---

(1)  A. F. Utz, »Økonomisk etik«. San Paolo, Cinisello balsamo 1999.

(2)  Konrad Adenauer, »Memorie« (Erindringer) 1945/1953, Mondadori Milano 1966.

(3)  John Kenneth Galbraith, The Atlantic Monthly, juni 1967. Originaltitel: Liberty, Happiness... and the Economy.

(4)  Luca de Biase, Economia della felicità (»Lykkeøkonomi«) — Feltrinelli 2007.

(5)  Kilde: UNI (United Network International) - Geneve 2008.

(6)  Bulletin fra den italienske nationalbank, nr. 52, april 2008.

(7)  Deltagelsesdemokrati: definitioner fra et studie foretaget af budgetdepartementet i Lazio-regionen (Italien).

(8)  Idem.

(9)  Sådanne personer er blevet tildelt hædersbevisninger for den indsats, som de har gjort på lokalt, nationalt og internationalt niveau for at fremme virksomhedsaktiviteter med mod, vedholdenhed, innovation, fremragende faglig forberedelse, klare visioner samt en etisk tilgang, idet de griber til genmælde over for de personer, der hævder, at etik og økonomi næppe kan forenes.

(10)  P. Alessandrini (2003), »Bankerne mellem forvaltningsmæssig effektivitet og territorial effektivitet: nogle overvejelser«.

---