Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008IE1674

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om Strukturelle og konceptuelle ændringer som forudsætning for viden, der kan konkurrere globalt, og for en forskningsbaseret europæisk industri (Europa: i spidsen eller midt i feltet?)

OJ C 100, 30.4.2009, p. 65–71 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

30.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/65


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om Strukturelle og konceptuelle ændringer som forudsætning for viden, der kan konkurrere globalt, og for en forskningsbaseret europæisk industri (Europa: i spidsen eller midt i feltet?)

2009/C 100/11

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 17. januar 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Strukturelle og konceptuelle ændringer som forudsætning for viden, der kan konkurrere globalt, og for en forskningsbaseret europæisk industri (Europa: i spidsen eller midt i feltet?).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer, som udpegede János TÓTH til ordfører og Hannes LEO til medordfører. Kommissionen vedtog sin udtalelse den 10. september 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 448. plenarforsamling den 22.-23. oktober 2008, mødet den 22. oktober, følgende udtalelse med 98 stemmer for og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1.   Klimaændringerne, demografiske forandringer, globaliseringen og knapheden på råstoffer og energi vil føre til økonomiske og samfundsmæssige forskydninger i Europa. Konsekvenserne for levestandarden og konkurrenceevnen i Europa afhænger i stor udstrækning af, om man tidligt nok får truffet de rette foranstaltninger. Nødvendigheden af at finde innovative svar på de nye udfordringer er også en naturlig følge af, at Europa på mange områder med succes har indhentet sit efterslæb. Jo nærmere man kommer den teknologiske grænse, desto vigtigere bliver egne innovationer som den væsentligste udviklingsfaktor, men dette kræver dog ændringer inden for områder, som længe er blevet betragtet som succesfaktorer (som f.eks. uddannelse). I den sammenhæng er det lige så legitimt et mål at styrke samhørigheden. Behovet for tilpasning vil sætte den europæiske sociale model på prøve, og udfaldet heraf vil være afgørende for de nuværende og fremtidige generationers livskvalitet. Ved løsningen af disse problemer skal den sociale dialog og dialogen mellem civilsamfundet og alle relevante interessenter tilskrives en vigtig og retningsgivende rolle.

1.2.   Under alle omstændigheder er der behov for en større tilpasningsevne og en større tilpasningshastighed for at kunne mestre de forestående udfordringer og finde yderligere udviklingspotentiale for Europa. Lissabon-strategien (1) har fastsat mål, som i vid udstrækning stemmer overens med disse perspektiver og er vigtige for Europa. Samtidig har omfanget af de nødvendige tilpasninger i mange tilfælde ikke været klart, og ofte har omsætningen til erhvervspolitiske strategier været for tøvende. Effekten af denne fremgangsmåde er velkendt, og der er nu behov for nye anstrengelser for igen at arbejde målrettet for at nå disse mål. Det foreslås derfor også at forhøje midlerne til gennemførelsen af Lissabon-strategien betydeligt.

1.3.   Samtidig er det klart, at der ikke findes en standardstrategi, og at hver enkelt medlemsstat på nogle politikområder må gennemføre de europæiske krav med en anderledes initiativpakke, som er tilpasset de nationale forhold, for at garantere en effektiv politik. Men man skal dog være opmærksom på, at de europæisk og nationale initiativer komplementerer hinanden. Samme komplementaritetskrav gælder naturligvis også for initiativer, der træffes på europæisk niveau. Når det gælder de horisontale politikområder — dvs. emner, som hører under forskellige generaldirektoraters kompetence — skal strategien også gennemføres på en afstemt måde. Denne komplementaritet skal i begge tilfælde opnås ved et udtrykkeligt samarbejde og koordinering af politikstrategier og -foranstaltninger, som skal udarbejdes og gennemføres i fællesskab.

1.4.   For tiden bliver der ofte givet løfter om samarbejde og koordinering, som kun sjældent følges op i praksis. Her bør der ske ændringer for at maksimere de positive effekter af en koordineret fuldbyrdelse (2). Også i medlemsstaterne kan man øge effektiviteten ved at arbejde mere intensivt sammen om formuleringen og gennemførelsen af foranstaltninger. For at støtte denne proces bør en del af de ekstra midler afsættes specifikt til skabe samarbejdsprogrammer mellem EU og medlemsstaterne. Disse midler stilles kun til rådighed, når der træffes foranstaltninger, der udtrykkeligt er afstemt efter hinanden og tjener et fælles mål.

1.5.   Europa står især over for en udfordring, fordi kun få medlemsstater har skabt basis for arbejdet i de førende rækker. Mange medlemsstater har endnu ikke overstået overgangen fra indhentningsfasen til produktion ved den teknologiske grænse. Overgangen til en videnbaseret økonomi fører til større efterspørgsel efter højtkvalificerede medarbejdere. For at kunne klare denne situation er der behov for mellemlangsigtede og langsigtede prognoser om arbejdskraftens kvalifikationsniveau, der skal være udgangspunktet for de krævede ændringer i uddannelses- og efteruddannelsessystemet.

1.6.   For at løse problemerne og forbedre den økonomiske kapacitet skal der skabes videnskabelige og forskningsmæssige strukturer, der muliggør toppræstationer. Også her er det nødvendigt med permanente foranstaltninger for at videreudvikle såvel forskningsoutputtet og undervisningen og i mange henseender bringe det op på internationalt topniveau. På europæisk niveau er der efter revisionen af Lissabon-strategien allerede truffet nogle forberedelser til at slå ind på denne vej. Det Europæiske Forskningsråd og Det Europæiske Teknologiske Institut vil bidrage til at fremskynde denne forandringsproces. Investeringerne i disse strukturer skal fremover øges yderligere for at motivere medlemsstaterne til komplementære strategier. Endvidere skal man stimulere samarbejdet mellem erhvervslivet på den ene side og universitets- og forskningskredse på den anden samt støtte tjenesteinfrastrukturen som videnskabs-, innovations-, teknologi og industriparker.

1.7.   Ud over investeringer i arbejdskraft og videnskab er der i medlemsstaternes forskningsstøtte brug for en væsentligt stærkere støtte til risikable innovationsprojekter, forbedringer i beskyttelsen af ejendomsrettighederne (f.eks. det europæiske patent og foranstaltninger mod kopiprodukter), innovationsvenlige reguleringer på produkt- og arbejdsmarkedet, risikoadækvate finansieringsmuligheder, initiativer til at stimulere efterspørgslen efter innovationer (f.eks. det indre marked, offentlige indkøb og pionermarkeder), større mobilitet på alle niveauer og en tilsvarende konkurrence- og makropolitik. Hvis disse politikforanstaltninger gennemføres med succes, vil det føre til markant øgede innovationsanstrengelser og dermed også større forsknings- og udviklingsudgifter.

1.8.   Sluttelig drejer det sig om at skabe et system, der hurtigt og fleksibelt kan reagere på de problemer, der måtte opstå. Tanken bag denne tilgang er, at de fremtidige omkostninger ved ikke at handle nu vil være så meget højere, end hvis man i dag træffer de nødvendige foranstaltninger. Dette gælder frem for alt — men ikke udelukkende — miljøforanstaltninger. Netop her har Europa hidtil spillet en foregangsrolle, som skal udbygges ved konsekvent at fortsætte ad den påbegyndte vej. Dette sikrer de industrielle (First-Mover-Advantage), samfundspolitiske og økologiske fordele, som kan drages af miljøbeskyttelsesforanstaltninger (som f.eks. harmoniseret miljølovgivning, standardisering og fremme af innovation inden for miljøteknologi og på det sociale område).

1.9.   En fremadrettet strategi af denne art skal imidlertid have støtte i befolkningen, hvis den skal lykkes. Hvis behovet for ændringer ikke er tydeligt, og hvis afkastet ikke er synligt, vil viljen til at yde den samfundsmæssige og individuelle tilpasning være ringe. Civilsamfundets institutioner er uundværlige, når det gælder om at udforme og kommunikere strategien. Det er naturligvis en forudsætning for accepten, at man får indflydelse på udformningen af strategien og initiativerne. Hvis der allerede i forberedelsesfasen sker en bred inddragelse og føres brede diskussioner, er der større sandsynlighed for, at der kan opstå et fælles projekt. Selv om det næsten allerede er for sent for diskussionen om videreførelsen af Lissabon-strategien, bør man alligevel forsøge at involvere brede dele af den interesserede offentlighed i dette projekt.

2.   Udgangssituation

2.1.   Europas produktion er gennem de seneste 50 år til stadighed blevet øget og dermed er efterslæbet fra det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede blevet mindsket (3). Europa har nu næsten indhentet USA med hensyn til produktivitet pr. time, selv om resultatet pr. indbygger er stagneret på knap 70 % af USA's (se Gordon 2007). Indhentningsprocessen blev imidlertid uventet afbrudt i 1995, og der fulgte en fase, hvor væksten i USA var større end i Europa. En væsentlig årsag til den accelererede produktion i USA menes at være en hurtigere integration af ny teknologi — i dette tilfælde informations- og kommunikationsteknologien. Her var USA hurtigere til at reagere end de fleste europæiske stater, og det gælder såvel udvikling som udbredelse af disse teknologier.

2.2.   Forskellen i udviklings- og integrationshastigheden for nye teknologier er imidlertid ikke noget specifikt for informations- og kommunikationsteknologierne, men en konsekvens af det etablerede erhvervspolitiske system. USA, som er førende inden for mange nye teknologier, bygger på et stærkt markedsorienteret system med nogle af verdens førende universiteter og forskningsinstitutioner, højt kvalificeret arbejdskraft fra alle dele af verden, stor risikovillighed, hurtig vækst for nyetablerede virksomheder og et homogent indre marked.

2.3.   De europæiske stater har derimod skabt strukturer og truffet erhvervspolitiske foranstaltninger, som bidrager til indhentningsprocessen og gør det muligt hurtigt at overtage nye teknologier. De store investeringstal var og er et synligt tegn på denne model, ligesom de mere erhvervsorienterede uddannelsessystemer, mindskelse af risici ved innovationsfinansiering, lavere investeringer i højere uddannelse og i mange tilfælde manglende radikal videreudvikling af produkter og teknologier.

2.4.   De senere års lave europæiske vækst (se f.eks. Breuss, 2008) kan tyde på, at vækstpotentialet i indhentningsstrategien inden for mange områder i vidt omfang er udtømt. Overgangen fra en indhentningsstrategi til en position i spidsen kræver imidlertid vidtrækkende omstillinger, som kun lige er påbegyndt i Europa, og som i mange tilfælde kun er gennemført halvhjertet. Jo nærmere man kommer den teknologiske grænse, jo mere bliver selvstændige og radikale innovationer (i betydningen markedsnyheder) den vigtigste kilde til vækst. For at støtte denne model er det nødvendigt at omstrukturere områder, som tidligere er blevet anset for succesfaktorer for indhentningsprocessen (f.eks. uddannelse, produkt- og arbejdsmarkedsregulering, makroøkonomisk styring). Behovet for ændringer i Europa skyldes dog også de nuværende udfordringer som klimaændringerne, globaliseringen, den demografiske udvikling og knapheden på råstoffer og energi. Det drejer sig om at skabe strukturer, der hurtigt kan spille ind på de nye udfordringer og skabe socialt holdbare, miljøvenlige og konkurrencedygtige løsninger.

2.5.   Sluttelig drejer det sig om at skabe et system, der hurtigt og fleksibelt kan reagere på de problemer, der måtte opstå. Tanken bag denne tilgang er, at de fremtidige omkostninger ved ikke at handle nu vil være så meget højere, end hvis man på nuværende tidspunkt træffer de nødvendige foranstaltninger. Dette gælder frem for alt — men ikke udelukkende — miljøforanstaltninger. Netop her har Europa hidtil spillet en foregangsrolle, som skal udbygges ved konsekvent at fortsætte ad den påbegyndte vej. Dette sikrer de industrielle (First-Mover-Advantage), samfundspolitiske og økologiske fordele, som kan drages af miljøbeskyttelsesforanstaltninger (som f.eks. harmoniseret miljølovgivning, standardisering og fremme af innovation inden for miljøteknologi og på det sociale område).

2.6.   Nedenstående betragtninger fokuserer på de dele af Lissabon-strategien, som omhandler innovation. I den forbindelse drøftes mulighederne for at formulere en effektiv politik i det heterogene europæiske miljø.

3.   Europas svar på 1990' ernes svage vækst: Lissabon-strategien

3.1.   Europas svar på den voksende afstand til USA med hensyn til produktivitet og økonomisk vækst var Lissabon-strategien, som med revisionen i 2005 bl.a. tilstræber en forhøjelse af forsknings- og udviklingsudgifterne til 3 % af BNP og en beskæftigelsesgrad på 70 % af arbejdsstyrken.

3.2.   Den tilstræbte forhøjelse af forsknings- og udviklingsudgifterne er baseret på et stort antal økonomiske undersøgelser, der klart viser en positiv sammenhæng mellem økonomisk udvikling og F&U-udgifterne. Ved formuleringen af målsætningerne var man i for ringe grad opmærksom på, at F&U-udgifternes størrelsesorden frem for alt afhænger af branchestrukturen og kun kan vurderes i relation til branchesammensætningen. Nyere undersøgelser (Leo, Reinstaller, Unterlass 2007, Pottelsbergh 2008) viser, at de fleste »gamle« medlemsstater har forsknings- og udviklingsudgifter, som ligger omkring det niveau, man kunne forvente ud fra deres branchestruktur, mens de fleste »nye« medlemsstater ligger under dette niveau (dvs. under 45°'s linjen, jf. illustration 1). Sverige og Finland (og også USA) bruger væsentligt mere på forskning og udvikling, end man skulle forvente på grundlag af deres branchestruktur. Dette skyldes for det første, at disse lande inden for nogle brancher arbejder tæt på den teknologiske grænse og i deres innovationsaktiviteter er mere toneangivende end deres konkurrenter og — i USA's tilfælde — producerer til et stort indre marked. For det andet kan højere forsknings- og udviklingsudgifter også fremkaldes af en forskningsintensiv universitetssektor (se Pottelsbergh 2008).

Illustration 1: Strukturkorrigerede F&U- udgifter

Image

3.3.   Når den europæiske virksomhedssektors forsknings- og udviklingsudgifter (i det mindste i de gamle medlemsstater) altså i vidt omfang harmonerer med branchestrukturen, er der ingen tungtvejende grunde til at ændre massivt på forsknings- og udviklingsudgifterne, fordi disse også må ses som en omkostningsfaktor med faldende grænseafkast. Større investeringer i forsknings- og udviklingsudgifter er hensigtsmæssige, når man trænger frem til den teknologiske grænse, eller de kan følge af en strukturel ændring (4) i retning af mere forskningsintensive (5) brancher. Begge disse ændringer er nødvendige, hvis man vil holde Europa konkurrencedygtigt og sikre »den europæiske model«.

3.4.   Denne proces sættes imidlertid ikke i gang af en isoleret forhøjelse af midlerne til forskning og udvikling, men snarere af større støtte til risikofyldte innovationsstrategier, investeringer i forskningsinfrastrukturen og forbedringer af uddannelsessystemet. Andre nødvendige ændringer er at skabe et innovationsvenligt markedsmiljø og større mobilitet på alle niveauer (se Aho et al. 2006). Det er også nødvendigt med komplementære indgreb ved reguleringen af arbejdsmarkederne, finansieringssystemet samt konkurrence- og makropolitikken. Resultatet af en vellykket gennemførelse af disse politiske modeller er markant øgede investeringsanstrengelser og dermed også højere forsknings- og udviklingsudgifter.

3.5.   Ved at skubbe tyngdepunktet i den økonomiske politik fra F&U til innovation begrænser man ligeledes den implicitte favorisering af »high-tech-sektorer«, der er et resultat af forsøget på at forhøje F&U-udgifterne. Dette fører til en opvurdering af brancher, som hvad angår anvendelsen af teknologier ganske vist er high-tech, men som ikke investerer kraftigt i F&U, da deres innovationsbestræbelser er baseret på intelligent brug af teknologi og menneskelig kreativitet. Således opstår mange teknologisk avancerede innovationer inden for kreative industrier, stålindustrien eller tekstil- og beklædningsindustrien uden eller med få egne F&U-udgifter. Endvidere har det vist sig, at alle sektorer har et potentiale for hurtigt voksende små og mellemstore virksomheder (de såkaldte gazeller; jf. Hölzl — Friesenbichler, 2008), hvilket ligeledes gør en bred støtte til innovationer ønskelig, Den store vægt på high-tech-sektorer (som sikrer disse sektorers betydning i fremtiden) beror på den stærkt voksende efterspørgsel. Hvis det via F&U-investeringer lykkes at skabe succesrige innovationer, kan fordelene blive forholdsmæssigt store — mht. til økonomisk vækst og beskæftigelse — på grund af den store stigning i efterspørgslen (Falk — Unterlass, 2006).

3.6.   De nye og gamle udfordringer kræver toppræstationer såvel inden for forskning som i anvendelsen heraf. Kun ved at yde toppræstationer inden for grund- og anvendt forskning kan Europa klare de globale problemer og forblive konkurrencedygtig. Væsentlige begrænsninger for gennemførelsen af denne strategi ligger allerede i dag i den menneskelige kapital, og det vil forstærkes i fremtiden. Flere og bedre uddannede medarbejdere med mellemlange og lange uddannelser er en forudsætning for den strukturelle ændring og for at nå op til den teknologiske grænse. De hidtidige forsømmelser kan imidlertid kun afhjælpes med et langt tidsperspektiv, og det gøres i mange tilfælde endnu ikke helhjertet nok. Samtidig skal uddannelsessektoren holde øje med, at udbuddet af uddannelsespladser afstemmes efter efterspørgslen (6), og at den vedvarende efteruddannelse (stikord: livslang læring) ligeledes får den nødvendige opmærksomhed, således at arbejdstagerne i alle faser af arbejdsprocessen kan opretholde deres produktivitet og beskæftigelsesevne.

3.6.   Revisionen af Lissabon-strategien førte på europæisk niveau til afgørende ændringer, som kan bruges til at fremskynde strukturændringen i retning af forskningsintensive erhvervsstrukturer og toppræstationer. Dette omfatter også foranstaltninger til at forbedre adgangen til risikovillig kapital og øge forskernes mobilitet, Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), Det Europæiske Forskningsråd og initiativet for etablering af pionermarkeder. Hertil kommer en forhøjelse af midlerne til rammeprogrammerne og en udvidelse af de førende projekter på europæisk niveau.

4.   Europa: Effektiv politik trods diversitet?

4.1.   Også selv om de europæiske målsætninger er forholdsvis klare og deles af alle, rejser der sig det spørgsmål, om Europa, som er så heterogent, overhovedet er i stand til at formulere en politik på dette område. Forskellene i medlemsstaternes produktivitet, de blandede resultater også på den teknologiske front (f.eks. GSM-standarden og ikt-udnyttelsen) og de store forskelle på sektorniveau — både mellem sektorerne og internt i sektorerne (se Falk 2007, Leo, Reinstaller, Unterlass 2007, se bilag 3) er alt sammen beviser på mangfoldigheden i Europa.

4.2.   Denne mangfoldighed er en stor udfordring for erhvervspolitikken, fordi erhvervspolitiske tiltag giver forskellige resultater alt efter det økonomiske udviklingsniveau. Succesrige lande afstemmer eksplicit eller implicit deres økonomiske strategi efter deres økonomiske udviklingsniveau og forsøger således enten at fremme en indhentningsproces eller at tilpasse sig produktion ved den teknologiske grænse. Det fornuftige i denne tilpasning af den økonomiske politik til udviklingsniveauet blev bekræftet i en række videnskabelige arbejder. Det viser sig i denne forbindelse, at de samme politikforanstaltninger kan føre til forskellige resultater alt afhængig af det pågældende lands udviklingsniveau. Således kan en given foranstaltning i et land, der producerer ved den teknologiske grænse give gode resultater, mens den samme foranstaltning i et land i indhentningsfasen kan have mindre effekt eller endog negativ effekt på den økonomiske udvikling.

4.3.   Dette kan tydeligt illustreres via uddannelsessystemet (7). Hvis man vil maksimere resultaterne af investeringer i uddannelsessektoren, må man også tage højde for de forskellige kædereaktioner, de afføder alt efter udviklingsniveau. Højere videnskabelig uddannelse bliver vigtigere, når et land nærmer sig den teknologiske grænse, mens erhvervsorienteret uddannelse bedre kan underbygge en indhentningsproces. Aghion et al. (2005) skønner, at hvis udgifterne til videregående uddannelse forhøjes med 1 000 $ pr. person i et land ved den teknologiske grænse stiger den årlige vækst med 0,27 procentpoint. I et land med et teknologisk efterslæb fører den samme investering kun til en økonomisk vækst på 0,10 procentpoint. Højtkvalificerede kan indbringe mere i lande, der opererer tæt på den teknologiske grænse, da man stræber efter mere radikale innovationer, som kun kan gennemføres med videnskabelig forskning.

4.4.   Et højere uddannelsesniveau fører dermed til større fleksibilitet i valget af teknologi. Omkring 60 % af forskellen i vækst mellem de europæiske lande og USA kan tilskrives, at man i de europæiske uddannelsessystemer lægger større vægt på erhvervsuddannelse henh. mellemuddannelse (Krueger — Kumar, 2004). Videnselskaber har behov for nøglekvalifikationer og en videregående uddannelse, som kan fremme tilpasningen af nye teknologier og skabe nye sektorer med nye virksomheder. Den traditionelle — og for indhentningsprocessen rigtige — europæiske fiksering på mellemuddannelser bliver således en væksthindring i kampen for at nå den teknologiske grænse.

4.5.   Ved formuleringen og gennemførelsen af sin økonomiske politik er Den Europæiske Union naturligvis konfronteret med et heterogent forbund af stater. Når der er tale om stor heterogenitet bliver gennemførelsesbeføjelserne normalt lagt ud til medlemsstaterne, således at disse kommer op med løsninger, der passer til de lokale omstændigheder (8). Det er dog væsentligt, at fælles politikforanstaltninger på de forskellige niveauer afstemmes efter hinanden og gennemføres på en koordineret måde, således at en given strategi kan få den optimale effekt. Denne tese underbygges af den underliggende afhængighed, der består inden for EU. Fremskridtene i visse medlemsstater kommer også de andre til gode, og derfor kan en gratiststrategi ikke accepteres.

4.6.   Det er derfor klart, at der ikke findes nogen standardstrategi, men at kun en anderledes initiativpakke, som er tilpasset de nationale forhold, kan give det ønskede resultat. Desuden er det vigtigt at erkende, at når den teknologiske grænse er nået, kræver det, at de erhvervspolitiske strukturer og strategier ændres, da de eksisterende instrumenter — ofte udviklet over årtier — ingen eller næsten ingen vækstskabende virkning har og dermed i det mindste i et vist omfang er blevet formålsløse. Det samme gælder — dog med omvendt fortegn — for lande i indhentningsfasen. Anvender man her de samme strategier som i lande, der leverer teknologiske toppræstationer, er dette en lige så ineffektiv løsning. Enhver europæisk strategi skal derfor kunne svare på, hvordan man

styrker såvel samhørigheden som toppræstationerne og dermed tager hensyn til det økonomiske udviklingsniveau

formulerer initiativer, som lever op til mange politikområders tværgående karakter (f.eks. miljø, innovation), og som kan anvendes effektivt trods behovet for at koordinere disse politikområder

fastlægger arbejdsdelingen mellem det europæiske niveau og medlemsstaterne sagligt logisk og

fastlægger de valgte initiativer bindende og sanktionerer afvigelser.

4.7.   Strukturerne og mekanismerne for en sådan politik findes i vidt omfang allerede i Europa og skal »bare« anvendes i den rette form og med det rette indhold. Også for indholdets vedkommende er de vigtigste punkter kendt og har været diskuteret længe. Det, der mangler, er politisk gennemslagskraft, så det slår igennem i den reelle økonomi og i de europæiske samfund.

5.   Litteraturliste

Acemoglu, D. Aghion, P., Zilibotti, F, Appropriate Institutions for Economic Growth, 2006.

Aghion, P., A Primer on Innovation and Growth, Bruegel Policy Brief 02, 2006.

Aghion, P., Bloom, N., Blundell, R., Griffith, R., Howitt, P., Competition and Innovation: An Inverted-U Relationship, Quarterly Journal of Economics, Vol. 120, No. 2, pp. 701-728, 2005.

Aghion, P., Blundell, R., Griffith, R., Howitt, P., Prantl, S., The Effects of Entry on Incumbent Innovation and Productivity, NBER Working Paper 12027, 2006.

Aghion, P., Boustan, L., Hoxby, C., Vandenbussche, J., Exploiting States’ Mistakes to Identify the Causal Impact of Higher Education on Growth, Working Paper, Harvard University, 2005.

Aghion, P., Fally, T., Scarpetta, S., Credit Constraints as a Barrier to the Entry and Post-Entry Growth of Firms: Lessons from Firm-Level Cross Country Panel Data, 2006.

Aghion, P., Marinescu, I., Cyclical Budgetary policy and Economic Growth: What Do We Learn from OECD Panel Data? , 2006.

Aho, E., (Chairman), Cornu, J., Georghiou, L., Subirá, A., Ein innovatives Europa schaffen, Bericht der unabhängigen Sachverständigengruppe für FuE und Innovation, eingesetzt im Anschluss an das Gipfeltreffen in Hampton Court, 2006

Breuss, F., Die Zukunft Europas, in: BMWA, Das österreichische Außenhandelsleitbild — Globalisierung gestalten — Erfolg durch Offenheit und Innovation, Wien, 2008

Cedefop, Future skill needs in Europe, Medium-term forecast, 2008.

De la Fuente, A., Das Humankapital in der Wissensbasierten globalen Wirtschaft, Teil II: Bewertung auf der Länderebene, Abschlussbericht für die EU-Kommission Beschäftigung und Soziales, 2003.

Falk, M. Sectoral Innovation Performance, Evidenc from CIS 3 micro-aggregated data, Europe Innova, 2007, http://www.europe-innova.org

Falk, M., Unterlass, F., Determinanten des Wirtschaftswachstums im OECD-Raum, Teilstudie 1, WIFO-Weißbuch, 2006.

Falk, R. Hölzl, W., Leo, H., On the Roles and Rationales of European STI Policies, WIFO Working Paper, 299/2007.

Falk, R., Leo, H., »What Can Be Achieved By Special R&D Funds When There is No Special Leaning Towards R&D Intensive Industries?«, WIFO Working Papers, 2006, (273).

Gerschenkron, A., »Economic Backwardness in Historical Perspective«, Harvard University Press, 1962.

Giddens, A., Liddle, R., Diamond, P. (eds.), Global Europe, Social Europe, Polity Press, Cambridge, United Kingdom, 2006.

Gordon, R. J., Issues in the Comparison of Welfare Between Europe and the United States, Paper presented to Bureau of European Policy Advisers, »Change, Innovation and Distribution« Brussels, 04 December 2007

Griffith, R., Redding, S., Van Reenen, J., Mapping the Two Faces of R&D: Productivity Growth in a Panel of OECD Industries, The Review of Economics and Statistics, 86 (4): 883 – 895, 2004.

Hollanders, H., Innovation Modes: Evidence at the Sector Level, Europe-Innova, Innovation Watch, 2007, http://www.europe-innova.org

Hölzl, W., Friesenbichler, K. Final Sector Report Gazelles, Sectoral Innovation Watch, Europe Innova, 2008, www.europe-innova.org

Kommission der Europäischen Gemeinschaften (KEG), Umsetzung des Lissabon-Programms der Gemeinschaft: Ein politischer Rahmen zur Stärkung des Verarbeitenden Gewerbes in der EU – Auf dem Weg zu einem stärker integrierten Konzept für die Industriepolitik, KOM(2005) 474 endgültig, Brüssel, 5.10.2005.

Krueger, D., Kumar, K., US-Europe Differences in Technology-Driven Growth: Quantifying the Role of Education, Journal of Monetary Economics, 2004.

Leo, H., Reinstaller, A., Unterlass, F., Motivating sectoral analysis of innovation, Performance, Europe Innova, 2007, http://www.europe-innova.org

Nicoletti, G., Scarpetta, S., Regulation, Productivity and Growth: OECD Evidence, Economic Policy, 18:36 9, 2003.

OECD, Education at a Glance, OECD, 2006.

Peneder, M., Entrepreneurship and technological innovation, An integrated taxonomy of firms and sectors, Europe Innova, Wifo, 2007, http://www.europe-innova.org

Sapir, A. et al. »An Agenda for a Growing Europe«. Oxford University Press, 2004.

Vandenbussche, J., Aghion, P., Meghir, C., Growth, Distance to Frontier and Composition of Human Capital, Journal of Economic Growth, Vol. 11, No. 2, pp 97-127, 2006.

Bruxelles, den 22. oktober 2008.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Naturligvis er Lissabon-strategien mere omfattende end de emner, der behandles i denne udtalelse. For mere information jf. http://ec.europa.eu/growthandjobs/index_en.htm

(2)  Politikkoordinering fremmer produktionen af kollektive goder (som f.eks. viden, miljø- og klimabeskyttelse) og skabelsen af positive eksterne effekter. Den voksende økonomiske integration i Europa fører til eksternalisering, og alene gennem politikkoordinering kan man øge den positive eksternalisering og mindske den negative.

(3)  Alt i alt har EU fastholdt sin førerposition inden for verdenshandelen såvel inden for vare- som tjenesteydelsessektoren. Europæisk økonomi er toneangivende inden for medium-tech-sektorer og kapitalintensive produkter. Det voksende handelsunderskud i forhold til Asien og dårligere ikt-resultater i forhold til USA giver anledning til bekymring (jf. CCMI 043).

(4)  Strukturændring sker gennem nyetablering, diversifikation af eksisterende eller tilflytning af nye virksomheder.

(5)  Der tales her bevidst om »forskningsintensive« sektorer, fordi inddelingen i high-, medium- og low-tech-sektorer på grundlag af udgifterne til forskning og udvikling undervurderer teknologianvendelsen inden for mange erhvervsområder. Hvis man medtager integration af teknologier, som er udviklet andre steder, i produkter og produktionsprocesser, hører mange brancher, som i den klassiske inddeling kategoriseres som low-tech, snarere hjemme i medium- eller high-tech-området (se Peneder 2007).

(6)  Cedefop skønner, at »Total employment in Europe is projected to grow by more than 13 million jobs between 2006 and 2015. This comprises increases of almost 12.5 million jobs at the highest qualification level (roughly ISCED levels 5 and 6) and almost 9.5 million jobs at medium level (ISCED level 3 and 4). On the other hand, there is a decline of over 8.5 million jobs for those with no or few formal qualifications (ISCED levels 0-2). Quelle: Cedefop, Future skill needs in EuropeMedium-term forecast, 2008«.

(7)  I denne forbindelse skal det nævnes, at investeringer i menneskelig kapital i høj grad bærer lønnen i sig selv: med hvert år skolegangen forlænges, stiger det potentielle økonomiske output på lang sigt med ca. 6 % (De la Fuengte, 2003).

(8)  Selv om »overførsel af beføjelser« fra tid til anden skal vurderes, ville en sådan analyse falde uden for denne udtalelses rammer (se i denne forbindelse Falk — Hölzl — Leo, 2007).


Top