EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52002AA0009

Udtalelse nr. 9/2002 om finansiering af den fælles landbrugspolitik

OJ C 285, 21.11.2002, p. 1–3 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52002AA0009

Udtalelse nr. 9/2002 om finansiering af den fælles landbrugspolitik

EF-Tidende nr. C 285 af 21/11/2002 s. 0001 - 0003


Udtalelse nr. 9/2002

om finansiering af den fælles landbrugspolitik

(Artikel 248, stk. 4, andet afsnit, EF)

(2002/C 285/01)

BEGRUNDELSE

Under proceduren for afslutning af regnskaberne for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt de udgifter, der er afholdt af medlemsstaternes udbetalende organer med henblik på at gennemføre den fælles landbrugspolitik, er i overensstemmelse med de relevante forordninger og kan betales endeligt over Fællesskabets budget, eller om de skal udelukkes fra finansiering.

I dag er det kun muligt at afvise at finansiere udgifter, som er afholdt i de sidste 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen meddeler en medlemsstat, at der synes at være afholdt uretmæssige udgifter. Retten har kritiseret denne toårsgrænse og betegnet den som urealistisk kort (til sammenligning undersøger Kommissionens enhed for regnskabsafslutning alle udgifter i en treårscyklus).

Kommissionen foreslår at forlænge forældelsesfristen fra to til tre år. Den vedlagte udtalelse støtter dette forslag uden at foreslå ændringer.

REVISIONSRETTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 248, stk. 4, og artikel 279,

under henvisning til finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(1), som ændret ved Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 2673/1999 af 13. december 1999(2), særlig artikel 4, artikel 19, stk. 6, og artikel 102, stk. 3,

under henvisning til forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1258/1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik(3),

under henvisning til Rådets anmodning til Retten af 11. juni 2002 om at afgive udtalelse om dette forslag -

VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

Sigtet med Kommissionens forslag til ændring af Rådets forordning om finansiering af den fælles landbrugspolitik er, at den periode, som en udgiftskorrektion maksimalt kan vedrøre, kan forlænges fra 24 måneder til 36 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterprøvning. Revisionsretten hilser dette forslag velkomment.

I særberetning nr. 22/2000 om evaluering af den reviderede procedure for regnskabsafslutning (jf. punkt 89)(4) påpegede Retten, at 24-månedersreglen har en negativ effekt på det samlede beløb for de korrektioner, der foretages.

Ændringen vil mindske risikoen for, at de svagheder, der er konstateret i medlemsstaternes systemer, ikke får konsekvenser, blot fordi Kommissionen ikke har nået at dække alle udgiftsområder i løbet af to år. Grænsen på 36 måneder passer bedre med Kommissionens nuværende kapacitet til at kontrollere alle udgifter i løbet af en bestemt cyklus.

Det er fortsat vigtigt, at Kommissionen sørger for at meddele sine resultater til medlemsstaterne rettidigt. Det er desværre ikke altid sket (jf. Rettens årsberetning for regnskabsåret 2000, punkt 2.58(5)).

Retten har ingen ændringsforslag til Kommissionens tekst. Den vedlagte tabel viser Kommissionens forslag til ændring og Rettens begrundelse for at støtte det.

Vedtaget af Revisionsretten i Luxembourg på mødet den 25. og 26. september 2002.

På Revisionsrettens vegne

Juan Manuel Fabra Vallés

Formand

(1) EFT L 356 af 31.12.1977, s. 1.

(2) EFT L 326 af 18.12.1999, s. 1.

(3) Kommissionens dokument, ref. 2002/0125 (CNS) - KOM(2002) 293 endelig.

(4) EFT C 69 af 2.3.2001, s. 23.

(5) EFT C 359 af 15.12.2001, s. 77.

BILAG

>TABELPOSITION>

Top