Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R0531

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/531 af 24. november 2014 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår fastsættelse af omkostninger, der er berettigede til støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond med henblik på at forbedre hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsvilkårene for fiskere, beskytte og genoprette den marine biodiversitet og de marine økosystemer, modvirke virkningerne af klimaændringer og forbedre fiskerfartøjers energieffektivitet

OJ L 86, 31.3.2015, p. 1–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2015/531/oj

31.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 86/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2015/531

af 24. november 2014

om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår fastsættelse af omkostninger, der er berettigede til støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond med henblik på at forbedre hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsvilkårene for fiskere, beskytte og genoprette den marine biodiversitet og de marine økosystemer, modvirke virkningerne af klimaændringer og forbedre fiskerfartøjers energieffektivitet

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (1), særlig artikel 32, stk. 4, artikel 40, stk. 4, og artikel 41, stk. 10, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EU) nr. 508/2014 tillægges Kommissionen beføjelser til at fastsætte specifikke regler for støtteberettigelse, når det gælder omkostninger i forbindelse med operationer til beskyttelse og genopretning af den marine biodiversitet og de marine økosystemer inden for rammerne af bæredygtige fiskeriaktiviteter, for støtteberettigelse, når det gælder omkostninger i forbindelse med operationer til modvirkning af virkningerne af klimaændringer og forbedring fiskerfartøjernes energieffektivitet, og for støtteberettigelse, når det gælder omkostninger i forbindelse med operationer til forbedring af hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsvilkårene for fiskere.

(2)

Alle bestemmelser i denne forordning tager sigte på aspekter, der vedrører omkostningers eller operationers støtteberettigelse, og to af dem vedrører operationer, der omfatter investeringer om bord på fartøjer. Desuden har alle disse foranstaltninger en indvirkning på den måde, hvorpå fiskeriaktiviteterne udføres. Derfor er disse bestemmelser indbyrdes tæt forbundet. For at sikre sammenhæng mellem bestemmelserne og tilvejebringe et samlet overblik over dem samt give alle EU-borgere let adgang til dem, bør de vedtages i en og samme retsakt.

(3)

Fiskeri er stadig et af de farligste erhverv i EU, og der sker et betragteligt antal ulykker på små fiskerfartøjer. Som følge heraf fastsættes der i Rådets direktiv 93/103/EF (2) og 92/29/EØF (3) minimumsforskrifter for sundhed og sikkerhed, der gælder for arbejdet om bord på fiskerfartøjer, og som bør gennemføres i medlemsstaternes lovgivning. Forordning (EU) nr. 508/2014 indeholder bestemmelser om finansiering af visse investeringer til forbedring af hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsvilkårene for fiskere, forudsat at de investeringer, der støttes, går videre end de krav, der er fastsat i EU-lovgivningen og den nationale lovgivning. Det bør præciseres, hvilke omkostninger til så specifikke investeringer, herunder sundhedsoplysning og oplysningskampagner, der kan finansieres i henhold til forordning (EU) nr. 508/2014.

(4)

Indkøb og installation om bord på fartøjer at udstyr, der har til formål at reducere emissionen af forurenende stoffer eller drivhusgasser og øge energieffektiviteten for fiskerfartøjer, kan udgøre et bidrag til at nå klimamål. Effektiv drift af fartøjerne kan også resultere i en væsentlig reduktion i energiforbruget. Artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014 indeholder bestemmelser om finansiering af investeringer i udstyr eller investeringer om bord, der har til formål at reducere emissionen af forurenende stoffer eller drivhusgasser og øge energieffektiviteten for fiskerfartøjer, såvel som investeringer i fiskeredskaber, forudsat at de ikke mindsker disse fiskeredskabers selektivitet, og i energieffektivitetsrevisioner og -ordninger. De omkostninger, der kan finansieres med støtte fra EHFF for at fremme disse målsætninger, bør derfor specificeres yderligere.

(5)

Omkostninger i forbindelse med operationer, der bidrager til beskyttelse og genopretning af den marine biodiversitet og de marine økosystemer og godtgørelsesordninger inden for rammerne af bæredygtige fiskeriaktiviteter bør også specificeres. Disse operationer bygger på de grundlæggende principper for grøn infrastruktur, som defineret i Kommissionens meddelelse (4) om grøn infrastruktur (5), dvs. at de kan yde et væsentligt bidrag til en effektiv gennemførelse af politikker, hvor nogle eller alle af de ønskede mål helt eller delvis kan nås gennem naturbaserede løsninger.

(6)

Omkostninger i forbindelse med operationer, der er omhandlet i artikel 32, artikel 40, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, skal for at være støtteberettigede opfylde de betingelser, der er defineret i artikel 11 i nævnte forordning, hvori det fastsættes, at operationer, der forøger fartøjets fiskerikapacitet, eller udstyr, der forøger fartøjets evne til at spore fisk, ikke er berettigede til støtte fra EHFF. Med henblik på at bibeholde incitamentvirkningen af de investeringer, der er støtteberettigede i henhold til denne forordning, bør omkostninger i forbindelse med planlagt eller forebyggende vedligeholdelse af enhver del, der holder en anordning funktionsdygtig, udelukkes fra støttre fra EHFF.

(7)

Eftersom støtteberettigelsesperioden for operationer, der kan finansieres i henhold til EHFF, begynder den 1. januar 2014, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende for at muliggøre en øjeblikkelig anvendelse af de i denne forordning fastsatte foranstaltninger, særlig for så vidt angår omkostningernes støtteberettigelse, og for at gøre det muligt for medlemsstaterne at forberede og gennemføre deres operationelle program i henhold til reglerne for EHFF —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes:

a)

de typer operationer, der er berettigede til støtte fra EHFF, og som tager sigte på at forbedre hygiejneforholdene, sundheden, sikkerheden og arbejdsvilkårene for fiskere

b)

de omkostninger, der er berettigede til støtte fra EHFF, og som tager sigte på at beskytte og genoprette den marine biodiversitet og de marine økosystemer, og godtgørelsesordninger inden for rammerne af bæredygtige fiskeriaktiviteter

c)

de omkostninger, der er berettigede til støtte fra EHFF, og som tager sigte på at øge energieffektiviteten for fiskerfartøjer og modvirke virkningerne af klimaændringer.

KAPITEL II

FÆLLES BESTEMMELSER

Artikel 2

Udelukkede omkostninger

1.   Omkostninger i forbindelse med planlagt eller forebyggende vedligeholdelse af enhver del, der holder en anordning funktionsdygtig, er ikke berettiget til støtte i medfør af EHFF på grundlag af denne forordning.

2.   Kun de omkostninger, der er nødvendige for og har direkte forbindelse til installationen af dele, der er omfattet af denne forordning, er berettigede til støtte fra EHFF.

KAPITEL III

OMKOSTNINGER TIL FORBEDRING AF HYGIEJNEFORHOLDENE, SUNDHEDEN, SIKKERHEDEN OG ARBEJDSVILKÅRENE FOR FISKERE

Artikel 3

Støtteberettigede operationer vedrørende sikkerhed

Når det gælder operationer, der har til formål at forbedre sikkerheden for fiskere om bord på fiskerfartøjer, jf. artikel 32 i forordning (EU) nr. 508/2014, er indkøb og i givet fald installation af følgende dele berettigede til støtte fra EHFF:

a)

redningsflåder

b)

hydrostatiske udløsningsapparater til redningsflåder

c)

personpositionsbestemmelsessendere såsom radioapparat og radiofyr til lokalisering i nødsituationer (EPIRB), som kan integreres i fiskeres redningsveste og arbejdstøj

d)

personligt flydeudstyr, særlig beskyttelses- og overlevelsesdragter, redningskranse og -veste

e)

nødblus

f)

linekastningsapparater

g)

bjærgningssystemer til mand-over-bord-ulykker

h)

brandslukningsudstyr, såsom brandslukkere, brandtæpper, brand- og røgalarmer, røgdykkerapparater

i)

brandsikre døre

j)

brændstofspærreventil

k)

gasdetektorer og gasalarmsystemer

l)

lænsepumper og -alarmer

m)

udstyr til radio- og satellitkommunikation

n)

vandtætte luger og døre

o)

beskyttelsesskærme på maskineri, såsom spil og nettromler

p)

landgangsbroer og adgangsstiger

q)

søgelys samt dæk- og nødbelysning

r)

sikkerhedsudløsningsmekanismer for tilfælde, hvor fiskeredskaberne sidder fast i en forhindring under vandlinjen

s)

sikkerhedskameraer og -monitorer

t)

udstyr og elementer, der er nødvendige for at forbedre sikkerheden på dækket.

Artikel 4

Støtteberettigede operationer vedrørende sundhed

Når det gælder operationer eller levering af udstyr, der har til formål at forbedre de sundhedsmæssige betingelser for fiskere om bord på fiskerfartøjer, jf. artikel 32 i forordning (EU) nr. 508/2014, er følgende tiltag støtteberettigede:

a)

indkøb og installation af førstehjælpskasser

b)

indkøb af lægemidler og udstyr til akut behandling om bord

c)

levering af telemedicin, herunder e-teknologier, udstyr og medicinsk billedteknik, der anvendes ved fjernkonsultation fra fartøjerne

d)

levering af vejledninger og håndbøger til forbedring af sundheden om bord

e)

oplysningskampagner til forbedring af sundheden om bord.

Artikel 5

Støtteberettigede operationer vedrørende hygiejne

Når det gælder operationer eller levering af udstyr, der har til formål at forbedre hygiejneforholdene for fiskere om bord på fiskerfartøjer, jf. artikel 32 i forordning (EU) nr. 508/2014, er indkøb og i givet fald installation af følgende dele berettiget til støtte fra EHFF:

a)

sanitære faciliteter, såsom toilet- og vaskefaciliteter

b)

køkkenfaciliteter og udstyr til opbevaring af fødevareforsyninger

c)

vandrensningsanlæg til drikkevand

d)

rengøringsudstyr til at opretholde hygiejneforholdene om bord

e)

vejledninger og håndbøger om forbedring af hygiejneforholdene om bord, herunder softwareværktøjer.

Artikel 6

Støtteberettigede operationer vedrørende arbejdsvilkår

Når det gælder operationer eller levering af udstyr, der har til formål at forbedre arbejdsvilkårene om bord på fiskerfartøjer, jf. artikel 32 i forordning (EU) nr. 508/2014, er indkøb og i givet fald installation af følgende dele berettiget til støtte fra EHFF:

a)

rælinger

b)

beskyttelseskonstruktioner på dækket og modernisering af kahytter med henblik på øget beskyttelse mod dårlige vejrforhold

c)

elementer til forbedring af sikkerheden i kahytterne og til at stille fællesarealer til rådighed for besætningen

d)

udstyr, som skal mindske antallet af tunge løft med håndkraft, undtagen maskiner med direkte forbindelse til fiskeriet, såsom spil

e)

skridsikker maling og gummimåtter

f)

udstyr til isolering mod støj, varme eller kulde samt udstyr til forbedring af ventilation

g)

arbejdstøj og sikkerhedsudstyr såsom vandtætte sikkerhedsstøvler, øjenbeskyttelse og åndedrætsværn, beskyttelseshandsker og -hjelme, eller udstyr til beskyttelse mod fald

h)

advarselsskilte med sikkerhedsanvisninger

i)

risikoanalyser og -vurderinger til identificering af risici for fiskere, både i havn og til søs, med henblik på at træffe forebyggende foranstaltninger eller foranstaltninger til reduktion af risici

j)

vejledninger og håndbøger om forbedring af arbejdsvilkår om bord.

KAPITEL IV

OMKOSTNINGER I FORBINDELSE MED BESKYTTELSE OG GENOPRETNING AF DEN MARINE BIODIVERSITET OG DE MARINE ØKOSYSTEMER INDEN FOR RAMMERNE AF BÆREDYGTIGE FISKERIAKTIVITETER

Artikel 7

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med fiskeres indsamling af affald

Når det gælder operationer vedrørende fiskeres indsamling af affald, jf. artikel 40, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

indsamling af tabte fiskeredskaber fra havet, særlig med henblik på at bekæmpe spøgelsesfiskeri

b)

indkøb og i givet fald installation af udstyr om bord til indsamling og opbevaring af affald

c)

oprettelse af affaldsindsamlingsordninger for de deltagende fiskere, herunder økonomiske incitamenter

d)

indkøb og i givet fald installation af udstyr i fiskerihavnes faciliteter til opbevaring og genanvendelse af affald

e)

kommunikations-, oplysnings- og bevidstgørelseskampagner, der skal opfordre fiskere og andre interessenter til at deltage i projekter, der har til formål at indsamle tabte fiskeredskaber

f)

uddannelse for fiskere og havnefogeder.

Artikel 8

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med faciliteter, der skal beskytte og fremme den marine fauna og flora

1.   Når det gælder operationer vedrørende bygning, etablering eller modernisering af faste eller mobile anlæg, jf. artikel 40, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 508/2014 er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

indkøb og i givet fald installation af faciliteter til at beskytte havområder mod trawlfiskeri

b)

indkøb og i givet fald installation af faciliteter til at genoprette nedbrudte marine økosystemer

c)

omkostninger til indledende arbejde, såsom forundersøgelser, videnskabelige undersøgelser og vurderinger

d)

omkostninger i regioner i den yderste periferi til indkøb og i givet fald installation af forankrede anordninger til tiltrækning af fisk, der bidrager til bæredygtigt og selektivt fiskeri, jf. artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) nr. 508/2014.

2.   Når det gælder operationer omhandlet i stk. 1, er følgende omkostninger ikke støtteberettigede:

a)

anskaffelse af et fartøj, som skal sænkes og anvendes som kunstigt rev

b)

omkostninger til bygning og vedligeholdelse af anordninger til tiltrækning af fisk, undtagen de omkostninger, der er omhandlet stk. 1, litra d).

Artikel 9

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med bidrag til en bedre forvaltning eller bevarelse af havets biologiske ressourcer

1.   Når det gælder operationer, der har til formål at bidrage til en bedre forvaltning eller bevarelse af havets biologiske ressourcer, jf. artikel 40, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 508/2014, og som opfylder kravene i artikel 38 i nævnte forordning, er omkostninger til indkøb og i givet fald installation af følgende dele støtteberettigede:

a)

runde kroge

b)

akustiske afskrækkende anordninger på net

c)

anordninger, der gør det muligt for skildpadder at slippe ud af net

d)

serpentiner

e)

andre redskaber eller anordninger, der har vist sig at være effektive til at forhindre utilsigtede fangster af beskyttede arter

2.   Desuden er omkostninger til følgende tiltag og projekter støtteberettigede:

a)

uddannelse for fiskere om bedre forvaltning eller bevarelse af havets biologiske ressourcer

b)

projekter med fokus på habitater i kystområder, der har betydning for fisk, fugle og andre organismer

c)

projekter, der fokuserer på områder, der er vigtige for fiskereproduktion, såsom vådområder langs kysterne, kan også komme i betragtning til støtte.

3.   Ved udskiftning af eksisterende fiskeredskaber med fiskeredskaber med lav indvirkning kan omkostninger til tejner og fælder, jigging og håndliner kan også komme i betragtning til støtte.

Artikel 10

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med forberedelse af beskyttelses- og forvaltningsplaner for fiskerirelaterede aktiviteter

Når det gælder operationer, der tager sigte på forberedelse af beskyttelses- og forvaltningsplaner for fiskerirelaterede aktiviteter, jf. artikel 40, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

undersøgelser, særlig vedrørende overvågning af og tilsyn med arter og habitater, herunder kortlægning og risikostyring

b)

kortlægning af fiskeriet, dets intensitet og indvirkning på beskyttede arter og habitater

c)

høring af interessenter under forberedelsen af forvaltningsplaner

d)

udarbejdelse og anvendelse af indikatorer for belastninger og påvirkninger samt vurderinger af bevarelsesstatus

e)

uddannelse af fiskere og andre personer, der arbejder for eller på vegne af organer med ansvar for forvaltningen af beskyttede havområder, og som er relevante for udarbejdelsen af beskyttelses- og forvaltningsplaner for fiskerirelaterede aktiviteter

f)

afgrænsning af beskyttede havområder

g)

tilsyn, herunder løn til personale, der foretager tilsyn

h)

offentlig omtale og oplysningskampagner i forbindelse med beskyttede havområder

i)

vurdering af forvaltningsplanernes indvirkning på Natura 2000-områder og på de fiskeriområder, som forvaltningsplanerne berører.

Artikel 11

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med forvaltning, genopretning og overvågning af Natura 2000-områder og beskyttede havområder

Når det gælder operationer vedrørende forvaltning, genopretning og overvågning af Natura 2000-områder og beskyttede havområder, jf. artikel 40, stk. 1, litra e), f) og g), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

høring af interessenter under forberedelsen af forvaltningsplaner

b)

udarbejdelse og anvendelse af indikatorer for belastninger/påvirkninger og vurderinger af bevarelsesstatus

c)

overvågning af Natura 2000-områder og beskyttede havområder

d)

uddannelse af personer, der arbejder for eller på vegne af de organer, der har ansvar for at forvalte Natura 2000-områder og beskyttede havområder

e)

uddannelse af fiskere i bevarelse og genopretning af marine økosystemer og dermed forbundne alternative aktiviteter såsom økoturisme i Natura 2000-områder og beskyttede havområder

f)

kortlægning af fiskeriet, overvågning af dets intensitet og registrering af dets indvirkning på beskyttede arter, såsom sæler, havskildpadder, delfiner og havfugle

g)

støtte til udarbejdelse af foranstaltninger til forvaltning af fiskeriet i Natura 2000-områder og beskyttede havområder, såsom konsekvensanalyser og risikovurderinger, herunder tiltag, der skal styrke den indbyrdes sammenhæng mellem disse foranstaltninger

h)

støtte til foranstaltninger, der styrker miljøbevidstheden for så vidt angår beskyttelse og genopretning af den marine biodiversitet, med inddragelse af fiskere

i)

samarbejde og netværksarbejde for forvaltere af Natura 2000-områder og beskyttede havområder.

Artikel 12

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med deltagelse i andre tiltag, som har til formål at opretholde og fremme biodiversitet og økosystemtjenester

1.   Når det gælder operationer vedrørende deltagelse i andre tiltag, som har til formål at opretholde og fremme biodiversitet og økosystemtjenester, jf. artikel 40, stk. 1, litra i), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

omkostninger i forbindelse med ordninger til afprøvning af nye overvågningsmetoder, særlig:

i)

elektroniske fjernovervågningssystemer, såsom CCTV, til overvågning og registrering af utilsigtede fangster af beskyttede arter

ii)

registrering af oceanografiske data, såsom temperatur, saltindhold, forekomst af plankton og alger samt turbiditet

iii)

kortlægning af invasive fremmede arter

iv)

tiltag, herunder undersøgelser, der tager sigte på at forhindre og bekæmpe udbredelsen af invasive fremmede arter

b)

økonomiske incitamenter til installation om bord af automatiske anordninger til overvågning og registrering af oceanografiske data såsom temperatur, saltindhold, forekomst af plankton og alger samt turbiditet

c)

omkostninger til chartring af erhvervsfiskerfartøjer til miljøobservation til en sats, der står mål med aktiviteten

d)

omkostninger til andre videnskabelige tiltag til kortlægning og vurdering af hav- og kystøkosystemer og deres tjenester.

2.   Når det gælder operationer, der tager sigte på genopretning af specifikke habitater i hav- og kystområder til støtte for bæredygtige fiskebestande, jf. artikel 40, stk. 1, litra i), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

tiltag, der reducerer fysisk og kemisk forurening

b)

tiltag, der reducerer andre fysiske belastninger, herunder menneskeskabt undervandsstøj, der påvirker biodiversiteten negativt

c)

positive bevaringsforanstaltninger til beskyttelse og bevarelse af flora og fauna, herunder genindførelse eller udsætning af hjemmehørende arter, og anvendelse af de principper om grøn infrastruktur, der er omhandlet i meddelelsen fra Kommissionen om grøn infrastruktur (6)

d)

tiltag, der tager sigte på at forhindre, bekæmpe eller eliminere invasive fremmede arter.

KAPITEL V

OMKOSTNINGER I FORBINDELSE MED FREMME AF ENERGIEFFEKTIVITET OG MODVIRKNING AF KLIMAÆNDRINGER

Artikel 13

Støtteberettigede omkostninger vedrørende skibsskrogets hydrodynamik

1.   Når det gælder operationer, der tager sigte på forbedring af skibsskrogets hydrodynamik, jf. artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

investeringer i stabilitetsmekanismer såsom slingrekøle og bulbstævne, som bidrager til at forbedre sødygtigheden og stabiliteten

b)

omkostninger i forbindelse med anvendelse af ikke-giftige antifoulingsmidler, såsom kobberbelægning, som har til formål at reducere friktion

c)

omkostninger i forbindelse med styreanlæg, såsom kontrolsystemer og flere sideror, som skal mindske siderorenes aktivitet, afhængig af vejr og søgang

d)

tankprøvning for at skabe grundlag for forbedret hydrodynamik.

2.   Omkostninger til grundlæggende vedligeholdelse af skroget er ikke støtteberettigede i medfør af denne artikel.

Artikel 14

Støtteberettigede omkostninger vedrørende fartøjets fremdriftssystem

Når det gælder operationer, der tager sigte på at forbedre fartøjets fremdriftssystem, jf. artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til indkøb og i givet fald installation af følgende dele støtteberettigede:

a)

energieffektive skruer, herunder drivaksel

b)

katalysatorer

c)

energieffektive generatorer, som f.eks. generatorer, der anvender hydrogen eller naturgas

d)

fremdriftselementer, der anvender vedvarende energi, såsom sejl, drager, vindmøller, turbiner eller solpaneler

e)

bovpropeller

f)

konvertering af motorer til anvendelse af biobrændstoffer

g)

økonometre og systemer til styring og overvågning af brændstofforbruget

h)

investeringer i dyser til forbedring af fremdriftssystemet.

Artikel 15

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse med investeringer i fiskeredskaber

Når det gælder investeringer i fiskeredskaber og -udstyr, jf. artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, er omkostninger til følgende tiltag støtteberettigede:

a)

udskiftning af trukne redskaber med alternative redskaber

b)

ændringer af trukne redskaber

c)

investeringer i udstyr til overvågning af trukne redskaber.

Artikel 16

Støtteberettigede omkostninger i forbindelse investeringer, der har til formål at reducere el- og varmeenergiforbruget

Når det gælder investeringer, der har til formål at reducere el- og varmeenergiforbruget, jf. artikel 41, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 508/2014, er følgende omkostninger støtteberettigede:

a)

investeringer, der har til formål at forbedre køle-, fryse- eller isolationssystemer på fartøjer med en længde på under 18 m

b)

investeringer til at fremme genanvendelse af varme om bord på fartøjet, herunder genindvinding og genanvendelse til andre hjælpeoperationer om bord på fartøjet.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2014.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.

(2)  Rådets direktiv 93/103/EF af 23. november 1993 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed under arbejdet om bord på fiskerfartøjer (trettende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 307 af 13.12.1993, s. 1).

(3)  Rådets direktiv 92/29/EØF af 31. marts 1992 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed med henblik på at forbedre den lægelige bistand om bord på skibe (EFT L 113 af 30.4.1992, s. 19).

(4)  Meddelelse fra Kommissionen, Grøn infrastruktur — Styrkelse af Europas naturkapital, Bruxelles (COM(2013) 249 final af 6.5.2013).

(5)  Grøn infrastruktur er et strategisk planlagt net af naturlige og delvis naturlige områder med andre miljøfunktioner, der udformes og forvaltes, så det leverer en bred vifte af økosystemtjenester. Grøn infrastruktur omfatter grønne områder (eller blå, hvis der er tale om akvatiske økosystemer) og andre fysiske elementer på landjorden (herunder kystområder) og havområder.

(6)  Meddelelse fra Kommissionen, Grøn infrastruktur — Styrkelse af Europas naturkapital, Bruxelles (COM(2013) 249 final af 6.5.2013).


Top