EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0838

Kommissionens forordning (EU) nr. 838/2010 af 23. september 2010 om retningslinjer for ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører og en fælles fremgangsmåde for regulering af transmissionsafgifter EØS-relevant tekst

OJ L 250, 24.9.2010, p. 5–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 12 Volume 004 P. 71 - 77

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/838/oj

24.9.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 250/5


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 838/2010

af 23. september 2010

om retningslinjer for ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører og en fælles fremgangsmåde for regulering af transmissionsafgifter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (1), særlig artikel 18, stk. 5, første punktum, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens forordning (EU) nr. 774/2010 af 2. september 2010 om retningslinjer for kompensation mellem transmissionssystemoperatører og en fælles fremgangsmåde for regulering af transmissionsafgifter (2) fastlægger en ordning for kompensation mellem transmissionssystemoperatører for de omkostninger, der er forbundet med at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net, samt en fælles fremgangsmåde for regulering af transmissionsafgifter. Denne forordning udløber imidlertid den 2. marts 2011.

(2)

For at sikre kontinuitet i gennemførelsen af ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører bør der i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 714/2009, artikel 18, stk. 1 og 2, vedtages nye retningslinjer, som afspejler de institutionelle rammer, der fastlægges ved den nævnte forordning. Navnlig bør Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (i det følgende benævnt »agenturet«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 (3), være ansvarligt for at overvåge gennemførelsen af ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører.

(3)

Bindende retningslinjer for en ordning for kompensation mellem transmissionssystemoperatører bør skabe et stabilt grundlag for driften af ordningen og for en rimelig kompensation til transmissionssystemoperatører for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net.

(4)

Transmissionssystemoperatører fra tredjelande eller områder, der har indgået aftaler med EU, hvorved landene/områderne har indført og anvender EU's lovgivning på elområdet, bør have ret til at deltage i kompensationsordningen på lige fod med transmissionssystemoperatører fra medlemsstaterne.

(5)

Transmissionssystemoperatører fra tredjelande, som ikke har indgået aftale med EU om indførelse og anvendelse af EU's lovgivning på elområdet, bør have mulighed for at deltage i flerpartsaftaler med transmissionssystemoperatørerne i medlemsstaterne, således at alle parter kan få kompensation for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net på et rimeligt og retfærdigt grundlag.

(6)

Transmissionssystemoperatører bør modtage kompensation for det energitab, der er forbundet med at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net. Kompensationen bør baseres på et skøn over, hvilket tab transmissionssystemoperatørne ville have haft, hvis der ikke havde været nogen transit af elektricitet.

(7)

Der bør oprettes en fond til kompensation af transmissionssystemoperatører for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net. Størrelsen af denne fond bør fastsættes på grundlag af en EU-dækkende vurdering af de langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger ved at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme.

(8)

Den EU-dækkende vurdering af den eltransmissionsinfrastruktur, der stilles til rådighed for at lette grænseoverskridende elektricitetsstrømme, bør gennemføres af agenturet i dets egenskab af ansvarlig instans for koordinering af de aktiviteter, der udføres af de regulerende myndigheder, som varetager en tilsvarende opgave på nationalt plan.

(9)

Transmissionssystemoperatører i tredjelande bør betale samme pris for at bruge EU-transmissionssystemet som transmissionssystemoperatører i medlemsstaterne.

(10)

Forskelle i de afgifter, som elproducenterne skal betale for adgang til transmissionssystemet, bør ikke underminere det indre marked. Derfor bør de gennemsnitlige afgifter for adgang til nettet i medlemsstaterne holdes inden for et interval, der sikrer, at fordelene ved samordning udnyttes.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF (4)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Transmissionssystemoperatører ydes kompensation for de omkostninger, der er forbundet med at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net, på grundlag af retningslinjerne i bilagets del A.

Artikel 2

De afgifter, som netoperatørerne anvender for adgang til transmissionssystemet, skal være i overensstemmelse med retningslinjerne i bilagets del B.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 3. marts 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. september 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 176 af 15.7.2003, s. 1.

(2)  EUT L 233 af 3.9.2010, s. 1.

(3)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1.

(4)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55.


BILAG

DEL A

Retningslinjer for ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører

1.   Almindelige bestemmelser

1.1.

Ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører (i det følgende benævnt »kompensationsordningen«) fastlægger bestemmelser om kompensation for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme, herunder omkostningerne ved at give adgang på tværs af grænserne til det sammenkoblede system.

1.2.

Det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet (ENTSO for elektricitet), der er oprettet i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 714/2009, opretter en kompensationsfond med det formål at yde kompensation til transmissionssystemoperatører for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme.

Kompensationsfonden yder kompensation for:

1)

tab i nationale transmissionssystemer, der skyldes husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme

og

2)

omkostninger ved at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme.

1.3.

Bidrag til kompensationsfonden beregnes i overensstemmelse med punkt 6 og 7.

Udbetalinger fra kompensationsfonden beregnes i overensstemmelse med punkt 4 og 5.

ENTSO for elektricitet er ansvarlig for at tilrettelægge opkrævning og udbetaling af kompensationsfondens midler og for at afgøre, hvornår udbetalingerne skal ske. Alle bidrag og udbetalinger foretages hurtigst muligt og senest seks måneder efter udgangen af den periode, som de vedrører.

1.4.

Agenturet fører tilsyn med gennemførelsen af kompensationsordningen og aflægger årligt rapport til Kommissionen herom samt om forvaltningen af kompensationsfonden.

ENTSO for elektricitet bistår Kommissionen og agenturet i denne opgave og stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for agenturet til dette formål.

Hver transmissionssystemoperatør stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for ENTSO for elektricitet og agenturet med henblik på gennemførelse af kompensationsordningen.

1.5.

Indtil ENTSO for elektricitet er oprettet, samarbejder transmissionssystemoperatørerne indbyrdes om at udføre de opgaver, som ENTSO for elektricitet pålægges i forbindelse med kompensationsordningen.

1.6.

Transit af elektricitet beregnes normalt på timebasis ved at tage den laveste af de absolutte værdier for henholdsvis mængden af import af elektricitet og mængden af eksport af elektricitet på samkøringslinjerne mellem de nationale transmissionssystemer.

Ved beregningen af transit af elektricitet reduceres importmængden og eksportmængden på hver samkøringslinje mellem nationale transmissionssystemer i forhold til den andel af kapaciteten, der fordeles på en måde, der ikke er i overensstemmelse med punkt 2 i retningslinjerne for håndtering af kapacitetsbegrænsninger som fastlagt i bilag I til forordning (EF) nr. 714/2009.

Uanset bestemmelsen i andet afsnit af dette punkt medtages import og eksport af elektricitet på samkøringslinjer med tredjelande, for hvilke bestemmelserne i punkt 7.1 finder anvendelse, i beregningen af transit af elektricitet.

1.7.

I denne del af bilaget forstås ved nettostrømmen af elektricitet: den absolutte værdi af forskellen mellem den samlede eksport af elektricitet fra et givet nationalt transmissionssystem til lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, og den samlede import af elektricitet fra lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, til samme transmissionssystem.

For parter i kompensationsordningen, der har fælles grænse med mindst ét tredjeland, for hvilket bestemmelserne i punkt 7.1 finder anvendelse, foretages følgende justering i beregningen af nettostrømmen:

1)

hvis den samlede eksport af elektricitet til lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, er større end den samlede import af elektricitet fra lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, reduceres nettostrømmen med den laveste af følgende værdier:

a)

nettoimportstrømmene fra de pågældende tredjelande, eller

b)

nettoeksportstrømmene til lande, hvor transmissionssystemoperatøren deltager i kompensationsordningen

2)

hvis den samlede import af elektricitet fra lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, er større end den samlede eksport af elektricitet til lande, hvor transmissionssystemoperatørerne deltager i kompensationsordningen, reduceres nettostrømmen med den laveste af følgende værdier:

a)

nettoeksportstrømmene til de pågældende tredjelande, eller

b)

nettoimportstrømmene fra lande, hvor transmissionssystemoperatøren deltager i kompensationsordningen.

1.8.

I dette bilag forstås ved »belastning«: den samlede mængde elektricitet, der udgår fra det nationale transmissionssystem til tilsluttede distributionssystemer, til slutforbrugere, der er tilsluttet transmissionssystemet, og til elektricitetsproducenter til forbrug i forbindelse med produktion af elektricitet.

2.   Deltagelse i kompensationsordningen

2.1.

Hver regulerende myndighed sikrer, at transmissionssystemoperatørerne inden for dens ansvarsområde deltager i kompensationsordningen, og at der ikke indgår yderligere afgifter for husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme i de afgifter, transmissionssystemoperatørerne opkræver for netadgang.

2.2.

Transmissionssystemoperatører fra tredjelande, der har indgået aftaler med EU, hvorved landene har indført og anvender EU's lovgivning på elområdet, har ret til at deltage i kompensationsordningen.

Navnlig har transmissionssystemoperatører, der driver virksomhed i de områder, der henvises til i artikel 9 i energifællesskabstraktaten (1), ret til at deltage i kompensationsordningen.

Transmissionssystemoperatører fra tredjelande, der deltager i kompensationsordningen, behandles på lige fod med transmissionssystemoperatører fra medlemsstaterne.

3.   Flerpartsaftaler

3.1.

ENTSO for elektricitet formidler flerpartsaftaler om kompensation for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme mellem transmissionssystemoperatører, der deltager i kompensationsordningen, og transmissionssystemoperatører i tredjelande, der ikke har indgået aftaler med EU om indførelse og anvendelse af EU's lovgivning på elområdet, forudsat at sidstnævnte transmissionssystemoperatører har underskrevet den frivillige aftale af 16. december 2009 om kompensation mellem transmissionssystemoperatører.

3.2.

Sådanne flerpartsaftaler skal sigte mod at sikre, at transmissionssystemoperatører i tredjelande behandles på lige fod med transmissionssystemoperatører i lande, der deltager i kompensationsordningen.

3.3.

Hvor det er nødvendigt, kan sådanne flerpartsaftaler henstille, at den samlede kompensation justeres under hensyntagen til den kompensation, der ydes for at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme i overensstemmelse med punkt 5. En sådan justering skal godkendes af Kommissionen, der tager hensyn til agenturets udtalelse.

3.4.

Vilkårene for transmissionssystemoperatører fra tredjelande må ikke være gunstigere end dem, der gælder for transmissionssystemoperatører, der deltager i kompensationsordningen.

3.5.

ENTSO for elektricitet forelægger alle sådanne flerpartsaftaler for Kommissionen, som udtaler sig om, hvorvidt videreførelse af en given flerpartsaftale fremmer gennemførelsen af et velfungerende indre marked for elektricitet og handelen på tværs af grænserne. Kommissionens udtaler sig navnlig om:

1)

hvorvidt aftalen udelukkende vedrører kompensation mellem transmissionssystemoperatører for omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme i deres net

2)

hvorvidt kravene i punkt 3.2 og 3.4 er overholdt.

3.6.

Under udarbejdelsen af den udtalelse, der er omhandlet i punkt 3.5, rådfører Kommissionen sig med samtlige medlemsstater, idet den tager særligt hensyn til synspunkterne i de medlemsstater, der deler grænse med det pågældende tredjeland.

Under udarbejdelsen af udtalelsen kan Kommissionen rådføre sig med agenturet.

4.   Kompensation for tab

4.1.

Kompensation for tab i nationale transmissionssystemer, der skyldes husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme, beregnes særskilt fra den kompensation, der ydes for omkostninger, der er forbundet med at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme.

4.2.

Størrelsen af tabene i et nationalt transmissionssystem fastslås ved at beregne forskellen mellem:

1)

størrelsen af de faktiske tab i transmissionssystemet i den pågældende periode

og

2)

den anslåede størrelse af de tab i transmissionssystemet, der ville være opstået i den pågældende periode, hvis der ikke havde været nogen transit af elektricitet.

4.3.

ENTSO for elektricitet har ansvaret for at udføre den beregning, der beskrives i punkt 4.2, og skal offentliggøre denne beregning og beregningsmetoden på passende vis. Beregningen kan foretages på grundlag af skøn for en række tidspunkter i den pågældende periode.

4.4.

Værdien af de tab i et nationalt transmissionssystem, der skyldes grænseoverskridende elektricitetsstrømme, beregnes på samme grundlag som det, den regulerende myndighed har godkendt for beregning af alle tab i de nationale transmissionssystemer. Agenturet kontrollerer kriterierne for værdiansættelsen af tab på nationalt plan og navnlig, at tabene værdiansættes retfærdigt og uden forskelsbehandling.

Hvis den regulerende myndighed ikke har godkendt noget grundlag for beregning af tab for en periode, der er omfattet af kompensationsordningen, anslår ENTSO for elektricitet værdien af tabene, for så vidt angår kompensationsordningen.

5.   Kompensation for tilrådighedsstillelse af infrastruktur til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme

5.1.

På agenturets forslag, der fremsættes i overensstemmelse med punkt 5.3, fastlægger Kommissionen den samlede årlige kompensation, der skal fordeles mellem transmissionssystemoperatørerne som kompensation for de omkostninger, der er forbundet med at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme. Hvis Kommissionen ikke er enig i agenturets forslag, beder den agenturet genoverveje forslaget.

5.2.

Den samlede årlige kompensation for tilrådighedsstillelse af infrastruktur til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme fordeles mellem de transmissionssystemoperatører, der er ansvarlige for de nationale transmissionssystemer, i forhold til:

1)

transitfaktoren, der er et udtryk for den andel, som transitten i det pågældende nationale transmissionssystem udgør af den samlede transit i samtlige nationale transmissionssystemer

2)

belastningsfaktoren, der er et udtryk for kvadratet af eltransitten som andel af belastningen plus transitten i det pågældende nationale transmissionssystem, i forhold til kvadratet af eltransitten som andel af belastningen plus transitten i alle nationale transmissionssystemer.

Transitfaktoren vægtes med 75 % og belastningsfaktoren med 25 %.

5.3.

Agenturet udarbejder sit forslag om den samlede årlige kompensation, jf. punkt 5.1, på grundlag af en EU-dækkende vurdering af den eltransmissionsinfrastruktur, der stilles til rådighed for at lette grænseoverskridende elektricitetsstrømme. Agenturet gør sit yderste for at gennemføre en sådan vurdering inden for to år efter den dato, fra hvilken denne forordning anvendes. ENTSO for elektricitet yder agenturet al den nødvendige bistand i forbindelse med denne vurdering.

Vurderingen skal være baseret på anerkendte standardmetoder for omkostningsberegning og omfatte en teknisk og økonomisk vurdering af de forventede langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger, der på årsbasis er forbundet med at stille eltransmissionsinfrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme i den relevante periode.

Hvor infrastrukturen finansieres via andre kilder end afgifter for netadgang i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EF) nr. 714/2009, justeres vurderingen af omkostningerne ved at stille infrastruktur til rådighed til husning af grænseoverskridende elektricitetsstrømme, så den på passende vis afspejler dette forhold.

Denne EU-dækkende vurdering af eltransmissionsinfrastrukturen skal omfatte infrastruktur i alle medlemsstater og tredjelande, der deltager i kompensationsordningen, og i systemer, der drives af transmissionssystemoperatører, som har indgået flerpartsaftaler, jf. punkt 3.

5.4.

Indtil agenturet har gennemført den vurdering, der er omhandlet i punkt 5.3, og Kommissionen har fastlagt den samlede årlige kompensation for tilrådighedsstillelse af infrastruktur til grænseoverskridende elektricitetsstrømme i overensstemmelse med punkt 5.1, fastsættes den samlede årlige kompensation til 100 000 000 EUR.

5.5.

Når agenturet fremsætter sit forslag om den samlede årlige kompensation, jf. punkt 5.1, tilkendegiver det også over for Kommissionen, om det finder det hensigtsmæssigt at anvende de langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger som grundlag for vurderingen af omkostningerne ved at huse grænseoverskridende elektricitetsstrømme.

6.   Bidrag til kompensationsfonden

6.1.

Transmissionssystemoperatørerne bidrager til kompensationsfonden med samme andel, som den absolutte værdi af nettostrømmen til og fra deres nationale transmissionssystem udgør af summen af de absolutte værdier af nettostrømmene til og fra alle nationale transmissionssystemer.

7.   Transmissionssystembrugsafgift for import af elektricitet fra og eksport af elektricitet til tredjelande.

7.1.

Der betales en transmissionssystembrugsafgift for enhver planlagt import af elektricitet fra og enhver planlagt eksport af elektricitet til tredjelande, hvor:

1)

det pågældende land ikke har indgået en aftale med EU om indførelse og anvendelse af EU's lovgivning på elområdet

eller

2)

transmissionssystemoperatøren, der er ansvarlig for det system, hvorfra der importeres elektricitet, eller hvortil der eksporteres elektricitet, ikke har indgået en flerpartsaftale, jf. punkt 3.

Afgiften udtrykkes i euro pr. megawatt-time.

7.2.

Hver deltager i kompensationsordningen opkræver transmissionssystembrugsafgift ved planlagt import eller eksport mellem det nationale transmissionssystem og tredjelandets transmissionssystem.

7.3.

Transmissionssystembrugsafgiften for hvert år beregnes forud af ENTSO for elektricitet. Den fastsættes til det bidrag pr. megawatt-time, som transmissionssystemoperatørerne fra et deltagende land forventes at yde til kompensationsfonden på grundlag af de forventede grænseoverskridende elektricitetsstrømme for det pågældende år.

DEL B

Retningslinjer for en fælles fremgangsmåde for regulering af transmissionsafgifter

1.

De gennemsnitlige årlige transmissionsafgifter, som producenterne i en medlemsstat betaler, skal ligge inden for de intervaller, der er fastsat i punkt 3.

2.

De gennemsnitlige årlige transmissionsafgifter, som producenterne betaler, er de samlede årlige transmissionsafgifter, der betales af producenterne, divideret med den samlede målte energi, som producenterne årligt tilfører en medlemsstats transmissionssystem.

Transmissionsafgifterne i punkt 3 omfatter ikke:

1)

de afgifter, som producenterne betaler for fysiske aktiver, der er nødvendige for tilslutning til systemet eller opgradering af forbindelsen

2)

de afgifter, producenterne betaler i forbindelse med hjælpefunktioner

3)

særlige afgifter for systemtab, som producenterne betaler.

3.

De gennemsnitlige årlige transmissionsafgifter, som producenterne betaler, skal ligge inden for intervallet 0-0,5 EUR/MWh, undtagen i Danmark, Sverige, Finland, Rumænien, Irland, Storbritannien og Nordirland.

De gennemsnitlige årlige transmissionsafgifter, som producenterne betaler i Danmark, Sverige og Finland, skal ligge inden for intervallet 0-1,2 EUR/MWh.

De gennemsnitlige årlige transmissionsafgifter, som producenterne betaler i Irland, Storbritannien og Nordirland, skal ligge inden for intervallet 0-2,5 EUR/MWh, og i Rumænien inden for intervallet 0-2,0 EUR/MWh.

4.

Agenturet undersøger, om de ovenfor fastsatte afgiftsintervaller er hensigtsmæssige, idet der navnlig tages hensyn til afgifternes betydning for finansieringen af den transmissionskapacitet, der er nødvendig for, at medlemsstaterne kan nå deres mål i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF (2), og til afgifternes virkninger for systembrugerne i almindelighed.

5.

Senest den 1. januar 2014 forelægger agenturet Kommissionen sin vurdering af, hvilket interval eller hvilke intervaller for transmissionsafgifter der bør gælde for perioden efter den 1. januar 2015.


(1)  EUT L 198 af 20.7.2006, s. 18.

(2)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.


Top