EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0197

2010/197/FUSP: Rådets afgørelse 2010/197/FUSP af 31. marts 2010 om iværksættelse af Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (EUTM Somalia)

OJ L 87, 7.4.2010, p. 33–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 18 Volume 005 P. 172 - 172

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/197/oj

7.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 87/33


RÅDETS AFGØRELSE 2010/197/FUSP

af 31. marts 2010

om iværksættelse af Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (EUTM Somalia)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til Rådets afgørelse 2010/96/FUSP af 15. februar 2010 om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (1), særlig artikel 4,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I resolution 1872 (2009) om situationen i Somalia, der blev vedtaget den 26. maj 2009, understregede FN's Sikkerhedsråd (UNSC) betydningen af at genoprette, uddanne, udstyre og fastholde somaliske sikkerhedsstyrker og opfordrede indtrængende medlemsstaterne og regionale og internationale organisationer til at yde teknisk bistand til uddannelse og udstyring af de somaliske sikkerhedsstyrker. I resolution 1897 (2009), der blev vedtaget den 30. november 2009, mindede UNSC om sine tidligere resolutioner og bekræftede, at det respekterer Somalias suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og enhed.

(2)

Ved skrivelse af 5. januar 2010 hilste Ugandas forsvarsminister det velkommen, at Unionen påtænker at gennemføre en mission til støtte for den somaliske sikkerhedssektor, og anmodede Unionen om at deltage i uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker i Uganda i en periode på mindst et år.

(3)

I medfør af artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager derfor ikke i finansieringen af denne mission —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Missionsplanen for EU-militærmissionen for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (i det følgende benævnt »EUTM Somalia«) godkendes.

Artikel 2

EUTM Somalia iværksættes den 7. april 2010.

Artikel 3

Den øverstbefalende for EU-missionen EUTM Somalia autoriseres med øjeblikkelig virkning til at udstede aktiveringsordren (ACTORD) med henblik på at gennemføre deployeringen af styrkerne og indlede gennemførelsen af missionen.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. marts 2010

På Rådets vegne

M. Á. MORATINOS

Formand


(1)  EUT L 44 af 19.2.2010, s. 16.


Top