31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/46

(1)

Afsnit IV i tredje del i traktaten udgør retsgrundlaget for vedtagelse af fællesskabslovgivning om civilretligt samarbejde.

(2)

Det civilretlige samarbejde mellem medlemsstater og tredjelande har generelt været reguleret i aftaler mellem medlemsstater og tredjelande. Sådanne aftaler, hvoraf der findes et stort antal, afspejler ofte særlige forbindelser mellem en medlemsstat og et tredjeland og har til formål at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos de berørte parter.

(3)

Ifølge traktatens artikel 307 skal medlemsstaterne bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne enhver uoverensstemmelse mellem gældende fællesskabsret og internationale aftaler indgået mellem medlemsstater og tredjelande. Dette kan gøre det nødvendigt at genforhandle sådanne aftaler.

(4)

For at skabe en hensigtsmæssig retlig ramme for opfyldelsen af særlige behov hos en bestemt medlemsstat hvad angår dens forbindelser med et tredjeland kan der også være et udtalt behov for at indgå nye aftaler med tredjelande på civilretlige områder, der henhører under afsnit IV i tredje del i traktaten.

(5)

De Europæiske Fællesskabers Domstol bekræftede i sin udtalelse 1/03 af 7. februar 2006 om indgåelsen af den nye Luganokonvention, at Fællesskabet har erhvervet enekompetence til at indgå en international aftale såsom Luganokonventionen med tredjelande om spørgsmål, som berører reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (»Bruxelles I«).

(6)

Det tilkommer Fællesskabet i henhold til traktatens artikel 300 at indgå aftaler mellem Fællesskabet og et tredjeland om anliggender, der henhører under Fællesskabets enekompetence.

(7)

Medlemsstaterne skal i henhold til traktatens artikel 10 lette gennemførelsen af Fællesskabets opgaver og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af traktatens målsætning i fare. Denne pligt til loyalt samarbejde finder anvendelse generelt og afhænger ikke af, om Fællesskabet har enekompetence eller ej.

(8)

For så vidt angår aftaler med tredjelande om specifikke civilretlige spørgsmål, der hører under Fællesskabets enekompetence, bør der fastlægges en sammenhængende og gennemsigtig procedure for bemyndigelse af en medlemsstat til at ændre en eksisterende aftale eller til at forhandle og indgå en ny aftale, navnlig hvor Fællesskabet ikke selv har angivet at have til hensigt at anvende sin eksterne kompetence til at indgå en aftale på grundlag af et allerede eksisterende forhandlingsmandat eller et påtænkt forhandlingsmandat. Denne procedure bør ikke berøre Fællesskabets enekompetence og bestemmelserne i traktatens artikel 300 og 307. Den bør betragtes som en særlig foranstaltning og være begrænset for så vidt angår anvendelsesområde og tid.

(9)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse, hvis Fællesskabet allerede har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om det samme spørgsmål. To aftaler bør kun anses for at vedrøre det samme spørgsmål, hvis og i det omfang de i det væsentlige regulerer de samme specifikke retlige spørgsmål. Bestemmelser, der blot omhandler en generel hensigt om at samarbejde om sådanne spørgsmål, bør ikke anses for at vedrøre det samme spørgsmål.

(10)

Visse regionale aftaler, der er omhandlet i eksisterende fællesskabsretsakter, bør ligeledes være omfattet af denne forordning.

(11)

For at sikre, at en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er fastsat ved denne retsorden, eller Fællesskabets politik for eksterne forbindelser som besluttet af Fællesskabet, bør den berørte medlemsstat være forpligtet til at meddele Kommissionen sin hensigt med henblik på at opnå bemyndigelse til både at indlede eller fortsætte formelle forhandlinger om en aftale og til at indgå en aftale. En sådan meddelelse bør gives pr. brev eller ad elektronisk vej. Den bør indeholde alle relevante oplysninger og al relevant dokumentation, således at Kommissionen kan vurdere forhandlingsresultatets forventede indvirkning på fællesskabsretten.

(12)

Det bør vurderes, om Fællesskabet har tilstrækkelig interesse i at indgå en bilateral aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland, eller, hvor det er relevant, i at erstatte en eksisterende bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland med en fællesskabsaftale. Alle medlemsstaterne bør med henblik herpå underrettes om enhver meddelelse, som Kommissionen modtager angående en aftale, der påtænkes af en medlemsstat, således at de kan vise deres interesse i at tilslutte sig den meddelende medlemsstats initiativ. Hvis det fremgår af denne udveksling af oplysninger, at Fællesskabet har tilstrækkelig interesse, bør Kommissionen overveje at foreslå et forhandlingsmandat med henblik på indgåelse af en aftale mellem Fællesskabet og det pågældende tredjeland.

(13)

Hvis Kommissionen anmoder om yderligere oplysninger fra en medlemsstat i forbindelse med sin vurdering af, om medlemsstaten bør gives bemyndigelse til at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør en sådan anmodning ikke påvirke de frister, som Kommissionen har til at træffe en begrundet afgørelse om den pågældende medlemsstats ansøgning.

(14)

Når Kommissionen giver bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger, bør den have mulighed for om nødvendigt at foreslå forhandlingsdirektiver eller anmode om indføjelse af særlige klausuler i den påtænkte aftale. Kommissionen bør holdes fuldt underrettet i de forskellige faser af forhandlingen, for så vidt der er tale om spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og bør have mulighed for at deltage som observatør i forhandlingerne for så vidt angår disse spørgsmål.

(15)

Når medlemsstaterne meddeler Kommissionen, at de agter at indlede forhandlinger med et tredjeland, bør de kun være forpligtede til at give Kommissionen de oplysninger, der er relevante for den vurdering, Kommissionen skal foretage. Kommissionens bemyndigelse og eventuelle forhandlingsdirektiver eller i givet fald Kommissionens afslag bør kun vedrøre spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.

(16)

Alle medlemsstater bør underrettes om enhver meddelelse til Kommissionen vedrørende påtænkte eller forhandlede aftaler og om enhver begrundet afgørelse, der træffes af Kommissionen i henhold til denne forordning. Denne underretning bør dog være fuldt forenelig med eventuelle fortrolighedskrav.

(17)

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen bør sikre, at enhver oplysning, der er angivet som værende fortrolig, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (3).

(18)

Har Kommissionen på grundlag af sin vurdering til hensigt ikke at give bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger eller til at indgå en forhandlet aftale, bør den afgive udtalelse til den pågældende medlemsstat, inden den træffer begrundet afgørelse. I tilfælde af afslag på at give bemyndigelse til indgåelse af en forhandlet aftale bør udtalelsen tillige forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet.

(19)

For at sikre, at den forhandlede aftale ikke udgør en hindring for gennemførelsen af Fællesskabets eksterne politik for civil- og handelsretligt samarbejde, bør det i aftalen enten fastsættes, at den skal opsiges delvis eller helt, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller at de relevante bestemmelser i aftalen direkte erstattes af bestemmelserne i en sådan senere aftale.

(20)

Der bør fastsættes overgangsbestemmelser for de situationer, hvor en medlemsstat på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden har indledt forhandlinger om en aftale med et tredjeland, eller har afsluttet forhandlingerne men endnu ikke har erklæret sig indforstået med at være bundet af aftalen.

(21)

For at sikre, at der er opnået et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag vedrørende anvendelsen af denne forordning, bør Kommissionen tidligst forelægge en rapport om denne anvendelse otte år efter vedtagelsen af denne forordning. I denne rapport bør Kommissionen under udøvelse af sine beføjelser bekræfte denne forordnings midlertidige karakter eller undersøge, hvorvidt forordningen bør erstattes af en ny forordning, der vedrører det samme spørgsmål, eller også medtager andre spørgsmål, der hører ind under Fællesskabets enekompetence og er omfattet af andre fællesskabsinstrumenter.

(22)

Hvis den rapport, som Kommissionen forelægger, bekræfter denne forordnings midlertidige karakter, bør medlemsstaterne stadig efter forelæggelsen af rapporten have mulighed for at give meddelelse til Kommissionen om igangværende eller på forhånd bekendtgjorte forhandlinger med henblik på at opnå bemyndigelse til at indlede formelle forhandlinger.

(23)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dens mål.

(24)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(25)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland

b)

regionale aftaler som omhandlet i artikel 59, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 2201/2003, jf. dog artikel 59, stk. 2, litra c), og artikel 59, stk. 3, i nævnte forordning, og i artikel 69, stk. 3, i forordning (EF) nr. 4/2009.

a)

den pågældende medlemsstat har fremlagt oplysninger, der viser, at den har en særlig interesse i at indgå aftalen som følge af økonomiske, geografiske, kulturelle, historiske, sociale eller politiske bånd mellem medlemsstaten og det pågældende tredjeland

b)

på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten har givet, forekommer det, at den påtænkte aftale ikke gør fællesskabsretten ineffektiv og ikke underminerer den korrekte anvendelse af den ordning, der er indført ved denne retsorden, og

c)

den påtænkte aftale vil ikke underminere genstanden for og formålet med den af Fællesskabet fastsatte politik for Fællesskabets eksterne forbindelser.

a)

fuld eller delvis opsigelse af aftalen, hvis der senere indgås en aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål, eller

b)

direkte erstatning af de relevante bestemmelser i aftalen med bestemmelserne i en senere aftale mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og det samme tredjeland på den anden side om det samme spørgsmål.

a)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra b)

b)

opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra c), for så vidt der er nye og ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med denne betingelse, og

c)

opfylder kravet i artikel 5, stk. 2.

a)

bekræftes, at det er hensigtsmæssigt, at denne forordning udløber på den dato, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, eller

b)

anbefales, at denne forordning erstattes af en ny forordning fra og med den pågældende dato.