EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0402

2009/402/EF: Kommissionens beslutning af 28. januar 2009 om salgsfremmeplanerne for frugt og grøntsager indført i Frankrig (C 29/05 (ex NN 57/05)) (meddelt under nummer K(2009) 203)

OJ L 127, 26.5.2009, p. 11–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/402/oj

26.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 127/11


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 28. januar 2009

om »salgsfremmeplanerne« for frugt og grøntsager indført i Frankrig (C 29/05 (ex NN 57/05))

(meddelt under nummer K(2009) 203)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(2009/402/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

efter i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 2, første afsnit, at have opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger og under henvisning til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Som følge af en klage sendte Kommissionen den 31. juli 2002 et brev til Frankrig med anmodning om oplysninger om uanmeldt national støtte til frugt og grøntsager, som Frankrig i flere år skulle have udbetalt i forbindelse med instrumenter med betegnelsen »salgsfremmeplaner«, »strategiske planer« eller »konjunkturplaner« (i det følgende benævnt »salgsfremme«).

(2)

Der blev afholdt et møde mellem de franske myndigheder og Kommissionens tjenestegrene den 21. oktober 2002.

(3)

Ved brev af 26. december 2002, registreret den 2. januar 2003, fremlagde Frankrig oplysninger, der bekræftede, at en sådan støtte var blevet ydet indtil 2002.

(4)

Ved brev af 16. april 2003 bad Kommissionen Frankrig om at indsende en fuldstændig fortegnelse over den støtte, der var ydet som »salgsfremme«, opdelt på foranstaltning og produktion og med angivelse af støttebeløb til hver foranstaltning samt ordningernes nøjagtige varighed. Ved brev af 30. april 2003 anmodede Frankrig om en forlængelse af fristen for besvarelse af Kommissionens anmodning om oplysninger. Ved brev af 22. juli 2003, registreret den 25. juli 2003, fremsendte Frankrig oplysninger om arten af de finansierede foranstaltninger samt oversigter over fordelingen af offentlige kreditter til de forskellige produktioner for perioden 1998-2002.

(5)

Foranstaltningen blev herefter opført i registret over uanmeldt støtte under nummer NN 57/05.

(6)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (1). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(7)

Frankrig bad om en supplerende svarfrist ved brev af 5. august 2005, registreret den 9. august 2005. Frankrig fremsendte sine bemærkninger ved brev af 4. oktober 2005, registreret den 6. oktober 2005.

(8)

Ved brev af 22. oktober 2005, registreret den 24. oktober 2005, modtog Kommissionen bemærkninger fra en interesseret tredjepart, Fédération des Comités Economiques Agricoles, der er tilknyttet sektoren for frugt og grøntsager (i det følgende benævnt FEDECOM) og samler »comités économiques agricoles« (i det følgende benævnt økonomiske udvalg) og specialforeninger for frugt og grøntsager. Disse bemærkninger blev sendt til de franske myndigheder ved brev af 1. december 2005. De franske myndigheder svarede ved brev af 28. december 2005, hvori de gav deres samtykke til, at brevene af 26. december 2002 og 22. juli 2003 blev givet videre til FEDECOM. Ved samme brev sendte de franske myndigheder en berigtigelse af de tidligere indsendte finansielle opstillinger. Ved brev af 18. januar 2006 blev de nævnte breve videregivet til FEDECOM.

II.   BESKRIVELSE

(9)

Som følge af en anonym klage kom Kommissionen i besiddelse af mange dokumenter, der bekræftede, at der i Frankrig forekom statsstøtte i frugt- og grøntsagssektoren. De økonomiske udvalg skulle have tildelt producenterne offentlige midler fra l’Office National Interprofessionnel des Fruits, des Légumes et de l’Horticulture (i det følgende benævnt ONIFLHOR) med henblik på at støtte frugt- og grøntsagsmarkedet.

1.   Støtteforanstaltninger for frugt- og grøntsagsmarkedet

1.1.   Økonomiske udvalg — sammensætning, mission og finansieringsbetingelser

(10)

De økonomiske udvalg samler sammenslutninger af landbrugsproducenter inden for en given sektor. De er indført ved fransk lov (2) og er underlagt bestemmelserne i artikel 552-1 ff. i den franske landbrugslovsamling, Code Rural.

(11)

De økonomiske udvalg har til opgave at vedtage fælles regler for deres medlemmer for at harmonisere produktions-, markedsførings-, pris- og afsætningsdiscipliner (3).

(12)

Selv om udvalgene oprettes som privatretlige selskaber, skal de godkendes af landbrugsministeriet og overvåges nøje af de offentlige myndigheder. Bl.a. deltager præfekten for den region, hvor udvalgets hovedkontor ligger, i alle organernes beslutningsmøder og godkender alle afgørelser.

(13)

Til dækning af deres driftsudgifter opkræver de økonomiske udvalg registreringsgebyr og bidrag hos producentsammenslutningerne, der beregnes på grundlag af den markedsførte produktions værdi (4). Disse bidrag er udelukkende obligatoriske for de pågældende parter i medfør af den kontrakt, der indgås mellem medlemmerne og udvalget (kontraktlige bidrag).

(14)

Endvidere kan godkendte økonomiske udvalg udarbejde regler for produktion og markedsføring, som de kan kræve udvidet til alle producenter i deres geografiske område. Udvidelsen sker ved landbrugsministeriel bekendtgørelse. Udvidelsesbeslutningen medfører, at producenter, der stadig er uafhængige, forpligtes til at betale bidrag til udvalgene, de såkaldte bidrag for udvidelse af reglerne.

1.2.   »Salgsfremme«

(15)

Otte økonomiske udvalg (Rhône-Méditerranée, Grand Sud-Ouest, Corse, Val de Loire, Nord, Nord-Est, Bretagne og Normandie) har i mange år, bl.a. gennem ONIFLHOR, fået offentlige midler, der er blevet brugt til finansiering af støtteforanstaltninger, de såkaldte »salgsfremmeplaner«, som har omfattet aktioner i og uden for EU med det formål at fremme markedsføring af landbrugsprodukter høstet i Frankrig, især i kriseperioder.

(16)

Ifølge klagerne er iværksættelsen af disse foranstaltninger sket før reformen af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager i 1996. Frankrig har forsikret, at der ikke siden 1. januar 2003 er blevet finansieret nogen aktion inden for rammerne af disse foranstaltninger.

(17)

For så vidt angår aktionernes nøjagtige art har de franske myndigheder i deres brev af 26. december 2002 forklaret, at de sigtede mod at forhindre eller, i tilfælde af kriser, at begrænse virkningerne af midlertidige udbudsoverskud i forhold til efterspørgslen ved at påvirke tre niveauer: udenlandske markeder, det indre marked og forarbejdning.

(18)

På de udenlandske markeder var målet at fastholde de franske produkters markedsandele ved at give eksportørerne mulighed for at positionere sig på strategiske markeder og klare sig i priskonkurrencen.

(19)

På det indre marked sigtede de finansierede aktioner mod at aflaste markedet, enten ved at tilbyde mere attraktive priser eller ved at destruere en del af overskudshøsten eller sende den til forarbejdning. De franske myndigheder nævner også foranstaltninger for midlertidig oplagring af varer i tilfælde af mætning af markedet samt en støtte, så forarbejdningsvirksomheder kan sanere ferskvaremarkedet.

(20)

Brevet fra de franske myndigheder af 22. juli 2003 indeholder statistikker over de offentlige støttebeløb, der er afsat til foranstaltningerne »forarbejdning«, »aflastning«, »kvalitet«, »kontraktsalg«, »udenlandske markeder« og »oplagring«.

(21)

De dokumenter, Kommissionen har til rådighed, giver mere præcise oplysninger, der dog er begrænset til bestemte produkter, om arten af de foranstaltninger, som kan tænkes at være blevet finansieret i forbindelse med »planerne for salgsfremme«.

(22)

I et brev, Kommissionen modtog i april 2002, henvises der f.eks. vedrørende æbleproduktion til støtte til eksport uden for Fællesskabet, der skulle være ydet som støtte til salgsfremme. Foranstaltningen skulle i virkeligheden bestå i rabat til køberen betalt af de franske myndigheder pr. købt kasse æbler. Ifølge andre dokumenter skulle de økonomiske udvalg for frugt og grøntsager for Rhône-Méditerranée (BRM) endvidere i 2000 have finansieret foranstaltninger som »produktionsomkostninger«, »salgspris«, »forarbejdningspolitik«, »strukturel eksport«, »værdiforøgelse af eksport«, »eksport ved en maksimumsproduktion«, »vækstmarkeder«, »værdiforøgelse af det indre marked«. I fersken- og nektarinsektorerne ser denne støtte ud til at være blevet tildelt på grundlag af den producerede mængde.

(23)

Visse dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, viser, at de franske myndigheder kendte til disse aktioners tvivlsomme karakter i forhold til fællesskabsretten. De betegnede selv disse aktioner som »i høj grad i modstrid med EU« og anførte »truslen om at forpligte producenterne til at tilbagebetale de ubehørigt udbetalte beløb« (5). Et referat fra BRM taler også om »de strategiske planers fortrolige karakter og behovet for nødvendig diskretion, da de i princippet er i modstrid med EU« (6).

1.3.   Finansieringsordning

(24)

I brev af 26. december 2002 forklarede Frankrig, at foranstaltningerne blev finansieret af de berørte sektorer med 30 % eller 50 %, og det offentlige sørgede for resten.

(25)

FEDECOM forklarede detaljeret finansieringsordningen »salgsfremme« samt udvalgenes rolle. Disse forklaringer blev ikke anfægtet af Frankrig.

(26)

Ifølge FEDECOM var det udelukkende ONIFLHOR, som fastlagde, hvilke foranstaltninger der skulle anvendes, mens de økonomiske udvalg var forpligtede til at anvende dem. ONIFLHOR traf for hver salgsfremmende kampagne og for hver planteart en beslutning om, hvilke foranstaltninger der skulle gennemføres, og pålagde den berørte nationale afdeling at iværksætte dem. ONIFLHOR besluttede også, hvilket beløb der skulle afsættes til den pågældende plan, samt hvilket bidragsbeløb de pågældende økonomiske udvalg skulle betale.

(27)

Foranstaltningerne blev finansieret af en driftsfond forvaltet af de økonomiske udvalg. Denne fond fungerede efter de samme principper som dem, der gælder for fællesskabsstøtten, jf. artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager (7), idet den finansieres dels af offentlig støtte dels af finansielle bidrag fra de producenter, der er medlemmer (de såkaldte erhvervsandele), og beregnes på grundlag af mængderne eller værdien af de markedsførte frugter og grøntsager. Bidrag for udvidelse af reglerne indgik ikke i erhvervsandelene. De var dermed ikke obligatoriske i medfør af et ministerielt dekret.

(28)

Erhvervsandelene blev indkaldt af de økonomiske udvalg, og ONIFLHOR supplerede dem med offentlig støtte. Dog havde producentorganisationerne mulighed for ikke at tilslutte sig initiativet. Manglende betaling af erhvervsandelene betød, at man afviste at modtage støtte fra ONIFLHOR. I så fald forblev den offentlige støtte indefrosset hos det økonomiske udvalg, og ONIFLHOR bad efterfølgende om tilbagebetaling. Faktisk afviste visse producentorganisationer som f.eks. Roussillon Méditerranée, Rambertfruits og Vallée de l’Eyrieux at betale erhvervsandelene, og de modtog derfor ikke støtte til »salgsfremme«.

1.4.   Støttens størrelse

(29)

Nedenstående tabel giver en oversigt over de beløb, ONIFLHOR har udbetalt i euro til »salgsfremme« fra 1992 til 2002 (8). Beløbene er fordelt på år og foranstaltning. For årene 1992 og 1993 er dog kun anført det samlede støttebeløb. Frankrig har forklaret, at ONIFLHORs arkiver ikke længere gør det muligt at foretage en detaljeret opdeling for disse to år.

(in EUR)

 

Forarbejdning

Aflastning

Kvalitet

Kontraktsalg

Udenlandske markeder

Oplagring

I alt

1992

 

 

 

 

 

 

29 081 983,81

1993

 

 

 

 

 

 

18 639 480,39

1994

3 476 338,03

7 476 623,78

7 344 395,76

141 027,37

7 681 356,49

370 770,47

26 490 511,90

1995

6 355 889,01

10 693 311,73

3 359 858,02

109 049,43

15 738 316,68

745 034,23

37 001 459,10

1996

6 806 740,88

16 777 570,17

5 808 577,08

297 302,41

16 024 793,42

467 681,24

46 182 665,21

1997

5 727 385,57

9 219 002,49

4 197 657,27

210 767,17

12 928 391,98

348 239,42

32 631 443,91

1998

5 108 432,83

10 714 426,52

3 225 588,91

235 250,96

8 060 847,76

221 905,32

27 566 452,29

1999

13 025 113,13

11 885 479,12

5 496 144,68

193 162,59

18 580 942,06

1 211 975,20

50 392 816,78

2000

9 472 914,30

8 748 331,16

5 601 928,08

648 258,44

11 496 657,37

787 112,53

36 755 201,88

2001

7 661 016,28

0

735 689,69

1 121 848,94

2 891 108,02

287 509,69

18 763 119,48

2002

6 568 162,59

0

3 686 121,77

37 869,61

3 623 285,33

783 323,81

14 698 762,81

2.   Kommissionens argumenter i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren

(30)

Kommissionen indledte undersøgelsesproceduren, jf. traktatens artikel 88, stk. 2, da den var alvorligt i tvivl om, hvorvidt støtten var forenelig med det indre marked, og ved første øjekast vurderede, at den måtte betegnes som ren driftsstøtte. Endvidere så det ud, som om disse foranstaltninger greb alvorligt forstyrrende ind i mekanismerne for den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.

III.   BEMÆRKNINGER FRA TREDJEPARTER

(31)

Klageren indgav ikke bemærkninger i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure.

(32)

FEDECOM indsendte et dokument med beskrivelse af disse udvalgs sammensætning og finansieringsbetingelser samt den rolle, de spiller inden for rammerne af »salgsfremme«.

(33)

Frankrig anfægtede ikke disse forklaringers rigtighed.

(34)

På grundlag af de fremlagte oplysninger (der er anført i afsnit 1 og 3 i det i betragtning 32 omtalte dokument) hævder FEDECOM, at:

(35)

De økonomiske udvalg har ikke modtaget de beløb, der blev bevilget i forbindelse med »salgsfremme«. Udvalgenes rolle var begrænset til at modtage midlerne og derefter fordele dem til modtagerne (producentorganisationerne og herigennem til de producenter, der er medlemmer af sektoren).

(36)

Betalingen af »erhvervsandelen« var frivillig for producentorganisationerne, idet princippet herom skulle godkendes af de berørte nationale afdelinger, der udtalte sig herom efter en demokratisk proces. Ingen regel gjorde det obligatorisk for producentorganisationerne at søge EU-støtte. Derfor kan erhvervsandelene, i betragtning af deres private og frivillige karakter, ifølge FEDECOM ikke anses for at udgøre statsmidler.

(37)

Ifølge FEDECOM udgør foranstaltningerne i forbindelse med planerne for »salgsfremme« ikke statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, eftersom kriteriet for finansiering, som ydes ved hjælp af statsmidler, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

IV.   BEMÆRKNINGER FRA FRANKRIG

(38)

Frankrig fremsatte i brev af 4. oktober 2005 sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for den uanmeldte støtte.

(39)

Frankrig indgav ikke nærmere oplysninger om den nøjagtige art af de foranstaltninger, der blev finansieret i forbindelse med planerne for »salgsfremme« og anfægtede heller ikke Kommissionens foreløbige analyse vedrørende denne støttes uforenelighed med det fælles marked under henvisning til fællesskabslovgivningen.

(40)

Imidlertid anførte Frankrig vedrørende arten af de organisationsbidrag, der var afsat til finansiering af »salgsfremmeplanerne«, at disse bidrag udgjorde de berørte sektorers modydelse for de foranstaltninger, der blev finansieret inden for rammerne af »salgsfremmeplanerne«, og ikke var omfattet af udvidelsen af reglernes anvendelsesområde i henhold til artikel 18 i forordning (EF) nr. 2200/96 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Ifølge de franske myndigheder drejede det sig om frivillige bidrag, som ikke var stadfæstet af de offentlige myndigheder, og som de økonomiske udvalg frit kunne disponere over. De var på ingen måde obligatoriske. Frankrig konkluderede, at disse bidrag ikke kan sidestilles med statsmidler i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(41)

Frankrig fremlagde en oversigt med kreditbeløb til »salgsfremme« fra ONIFLHOR's budget for årene 1994-2002 fordelt på produktion og foranstaltning (jf. ovenfor). Disse beløb omfatter ikke de »erhvervsandele«, der er betalt af sektoren. En berigtigelse til denne oversigt for 2002 blev indsendt til Kommissionen ved brev af 28. december 2005.

V.   VURDERING

(42)

Kommissionen konstaterer, at traktatens artikel 92, 93 og 94 (nu artikel 87, 88 og 89) var gældende for produktion af og handel med frugt og grøntsager i medfør af artikel 31 i forordning (EF) nr. 1035/72 af 18. maj 1972 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager (9) og artikel 43 i forordning (EF) nr. 2200/96, der var gældende på tidspunktet for ydelsen af støtten.

1.   Statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1

(43)

Det bestemmes i traktatens artikel 87, stk. 1, at bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(44)

For at en foranstaltning skal være omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1, skal følgende fire betingelser alle være opfyldt: 1) foranstaltningen skal være finansieret af staten eller ved hjælp af statsmidler og skal kunne tilregnes staten, 2) den skal på selektiv vis vedrøre visse virksomheder eller produktionssektorer, 3) den skal sikre modtagervirksomhederne en økonomisk fordel, og 4) den skal påvirke samhandelen inden for EF og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

(45)

For det første må det konstateres, at de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med planerne for »salgsfremme«, på eksklusiv (selektiv) vis har været til fordel for frugt- og grøntsagsproducenter i de berørte franske departementer.

(46)

Vedrørende definitionen af modtagere bør man se på virkningerne af støtten for at fastslå, hvem der er modtagere. Støttemodtagerne er dem, der i praksis har fået udbetalt støtten (10), og har fået en bedre konkurrencesituation som følge af støtten.

(47)

I den foreliggende sag følger det af selve arten af de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med »salgsfremmeplanerne« (jf. betragtning 17 ff. i denne beslutning), at de havde til formål at fremme afsætningen af den franske produktion ved at gøre det muligt for producenterne at få en salgspris (eller godtgørelse i forbindelse med salget), der oversteg de faktiske omkostninger for køberen af varen. Det ser derfor ud til, at producenterne er de endelige støttemodtagere.

(48)

Det følger imidlertid også af de forklaringer, FEDECOM har afgivet, og som de franske myndigheder ikke har anfægtet, at de midler, der er brugt i forbindelse med »salgsfremme«, i første omgang blev fordelt af de økonomiske udvalg mellem de producentorganisationer, der havde tilsluttet sig salgsfremmeinitiativet og havde betalt erhvervsandele, idet brancheorganisationerne herefter havde overført støtten til producenterne.

(49)

Men Kommissionen bemærker, at producentorganisationerne i medfør af artikel L 551-1 i Code rural kan have forskellig juridisk status, som svarer til mere eller mindre snævre selskabsretlige bånd mellem disse organisationers medlemmer. Derfor kan det i visse undtagelsestilfælde ikke udelukkes, at producentorganisationen ikke har videregivet støtten til sine medlemmer, således at den endelige støttemodtager i disse meget specielle tilfælde vil være producentorganisationen.

(50)

For det andet har de pågældende producenter fået en økonomisk fordel i form af finansiering af forskellige markedsstøtteforanstaltninger. Denne fordel har forbedret deres konkurrenceposition. Ifølge Domstolens retspraksis er en forbedring af en virksomheds konkurrenceposition som følge af statsstøtte normalt tegn på en konkurrencefordrejning i forhold til andre virksomheder, der ikke får samme støtte (11).

(51)

For det tredje var frugt- og grøntsagssektoren på tidspunktet for bevilling af støtten fuldstændig åben over for konkurrence og præget af en stærk samhandel inden for EU (12). Den kendsgerning, at der findes en fælles markedsordning for sektoren, vidner i øvrigt om betydningen af samhandlen med frugt og grøntsager inden for Fællesskabet og om viljen til at sikre ikkekonkurrencefordrejende vilkår på det fælles marked. De pågældende foranstaltninger, som sigtede mod at manipulere med priserne og de markedsførte mængder, påvirkede derfor samhandlen og fordrejede konkurrencen. Med hensyn til foranstaltninger for udenlandske markeder viser Domstolens retspraksis, at det under hensyntagen til den indbyrdes afhængighed mellem de markeder, EU-producenterne opererer på, ikke er udelukket, at en støtte kan fordreje konkurrencen inden for Fællesskabet ved at styrke operatørernes konkurrenceposition, selv om støtten fremmer produkter til eksport uden for Fællesskabet (13). Kriterierne om påvirkning af samhandlen og konkurrencefordrejning er derfor fuldstændig opfyldt.

(52)

For det fjerde med hensyn til kriteriet om statens finansiering ved hjælp af statsmidler bør der foretages en tilbundsgående analyse af bl.a. den franske stats og FEDECOM's argumenter om sektorens bidrags karakter af statsmidler.

(53)

Betingelsen for at anse en fordel for støtte ifølge Domstolens retspraksis er for det første, at denne ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, og for det andet, at den kan tilregnes staten (14).

(54)

Kommissionen konstaterer, at ONIFLHOR er et offentligt organ. Derfor udgør ONIFLHOR's økonomiske bidrag til »salgsfremmeplanerne« afgjort statsmidler. De foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af planerne, kan desuden tilregnes staten, for det var ONIFLHOR, der for hver plan fastlagde, hvilke foranstaltninger der skulle træffes, pålagde den berørte nationale afdeling at iværksætte dem og besluttede, hvilke beløb der skulle tildeles samt sektorens bidragsbeløb.

(55)

På baggrund af Domstolens praksis (15) mener Kommissionen, at det forhold, at en foranstaltning, der kan tilregnes staten, delvis finansieres af bidrag fra de berørte virksomheder, ikke fjerner dens karakter af statsstøtte, eftersom denne afhænger af de nærmere betingelser for og virkninger af ordningen. Om disse bidrag er obligatoriske eller frivillige, spiller ingen rolle for anvendelsen af dette princip. Som følge heraf kan FEDECOM's påstand om, at de foranstaltninger, der er iværksat i forbindelse med »salgsfremmeplanerne«, ikke skulle være statsstøtte, fordi bidragene fra sektoren er af privat art, ikke lægges til grund.

(56)

Kommissionen kan således konstatere, at foranstaltningerne i forbindelse med »salgsfremmeplanerne« blev finansieret af staten ved hjælp af statsmidler og kunne tilregnes staten.

(57)

Imidlertid har Kommissionen ønsket at verificere, om den eventuelle anvendelse af Domstolens seneste retspraksis vedrørende statsmidler i det foreliggende tilfælde ikke anfægtede dette ræsonnement. Med henblik herpå bør Domstolens vigtigste betragtninger i Pearle-sagen (16) kort nævnes. I sin dom anfører Domstolen, at indtægten fra et obligatorisk bidrag for alle virksomheder i en branche, der indsamles af et offentligt organ, ikke kan betragtes som statsmidler, hvis følgende fire betingelser alle er opfyldt: a) den berørte branche beslutter, hvilke foranstaltninger der skal finansieres af de obligatoriske bidrag, b) finansieringen stammer 100 % fra bidrag fra virksomhederne i branchen, c) bidragene er formålsbestemt til finansiering af foranstaltningen, uden at staten har mulighed for at gribe ind ved at fastlægge eller ændre anvendelsen af disse midler, d) de, der betaler bidragene, drager også fordel af foranstaltningen.

(58)

I den foreliggende sag stammede finansieringen ikke 100 % fra bidrag fra virksomhederne i sektoren. De kriterier, der blev opstillet i Pearle-sagen, er helt klart ikke opfyldt. Det skal imidlertid bemærkes, at Domstolen i Pearle-sagen traf afgørelse om et andet faktisk forhold og med et andet formål. Domstolen ville bl.a. afdække, hvilke kriterier der gjorde det muligt at fastslå, under hvilke omstændigheder staten spillede en så marginal rolle for iværksættelsen af en foranstaltning, der udelukkende blev finansieret af den støtteberettigede sektor, at den pågældende foranstaltning ikke kan anses for at opfylde alle kriterierne i traktatens artikel 87, stk. 1.

(59)

I den foreliggende sag var statens rolle afgjort central på alle stadier af iværksættelsen af planerne (fra valg af foranstaltninger til medfinansieringen af dem). De to situationer (nærværende sag og sagen, der lå til grund for Pearle-dommen) kan derfor vanskeligt sammenlignes.

(60)

Retten i Første Instans har i øvrigt senere truffet afgørelse om den franske stats vigtige rolle for en anden støtteordning i landbrugssektoren, som foranledigede Retten til at lægge til grund, at indtægter fra afgifter fra branchen var statsmidler, bl.a. fordi myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning (17).

(61)

I den foreliggende sag var producentorganisationernes vigtigste valg, om de skulle tilslutte sig statens initiativ eller ej. Hvis de berørte producenter besluttede ikke at tilslutte sig, gik de oven i købet glip af de midler, ONIFLHOR tildelte »salgsfremmeplanerne«, hvilket var et stærkt incitament til at tilslutte sig initiativet.

(62)

Under hensyn til ovennævnte betragtninger konstaterer Kommissionen, at det gennem en analyse på baggrund af de fire kriterier i traktatens artikel 87, stk. 1, er muligt indiskutabelt at fastslå, at foranstaltningerne i forbindelse med »salgsfremmeplaner« har karakter af statsstøtte.

2.   Ulovlig støtte

(63)

Kommissionen konstaterer, at de franske myndigheder ikke har underrettet Kommissionen om indførelsen af den pågældende støtte som krævet i traktatens artikel 88, stk. 3. Foranstaltningerne udgør derfor ulovlig støtte i medfør af artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (18).

(64)

Det er vigtigt at bemærke, at Kommissionens undersøgelse her kun vedrører perioden fra den 31. juli 1992 til den aktuelle dato i medfør af artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999, hvori det hedder, at forældelsesfristen for tilbagebetaling af støtte er ti år. Såfremt Kommissionen konkluderer, at den i denne sag omhandlede ulovlige støtte er uforenelig, vil den ikke kunne forlange støtten tilbagebetalt for den forældede periode. Forældelsesperioden kan afbrydes ved enhver foranstaltning truffet af Kommissionen med hensyn til den ulovlige støtte. I den foreliggende sag blev forældelsesfristen afbrudt ved Kommissionens brev til Frankrig af 31. juli 2002. Kommissionen har derfor ikke medregnet perioden forud for den 31. juli 1992.

3.   Undersøgelse af støttens forenelighed med fællesmarkedet

(65)

Traktatens artikel 87 omfatter undtagelser fra det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet.

(66)

Kommissionen bemærker først og fremmest, at de franske myndigheder ikke har fremsat noget argument for at påvise den undersøgte støttes forenelighed med fællesmarkedet.

(67)

Herefter kan det konstateres, at visse af de i traktaten fastsatte undtagelser afgjort ikke finder anvendelse på den foreliggende sag, bl.a. undtagelserne i artikel 87, stk. 2, der bl.a. sigter mod støtte af social karakter, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer, samt støtte i forbindelse med genforeningen af Tyskland. Det samme gælder undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), b) og d), eftersom den omhandlede støtte ikke havde til formål at fremme den økonomiske udvikling i et område, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, eller fremme virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i statens økonomi eller fremme kulturen og bevare kulturarven.

(68)

Den eneste undtagelse, der eventuelt kan finde anvendelse i den foreliggende sag, er den, der er anført i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvori det hedder, at en støtte kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når den har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at kunne omfattes af undtagelsen i det nævnte litra c) skal støtten være i overensstemmelse med fællesskabsreglerne for statsstøtte.

3.1.   Fastlæggelse af rammebestemmelserne for ulovlig støtte

(69)

I henhold til Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (19) skal al ulovlig støtte, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, undersøges efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på tidspunktet for støttens tildeling.

(70)

Således skal den støtte, der blev tildelt mellem den 1. januar 2000 og 31. december 2002 (den dato, hvor støtten ophørte), undersøges på baggrund af reglerne i rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (20). Derimod skal enhver støtte, der er bevilget før denne dato, vurderes på baggrund af de bestemmelser og den praksis, der var gældende før 1. januar 2000.

3.2.   Støttens uforenelighed

(71)

Ifølge Kommissionens oplysninger indeholdt »salgsfremmeplanerne« foranstaltninger, der havde til formål at imødegå kriser som følge af overforsyning med franske produkter på det fælles marked, navnlig gennem subsidiering af salgspriserne, støtte til oplagring eller destruktion af en del af høsten samt økonomiske incitamenter til forarbejdning af friske produkter. På markederne uden for EU skal eksportsubsidier ligeledes have bidraget til afsætningen af franske overskudsvarer og kunne styrke operatørernes konkurrenceposition. Denne støtte ser ud til at være blevet tildelt på grundlag af pris og produceret mængde.

(72)

Disse former for støtte er hverken forudsat i ovennævnte rammebestemmelser eller i andre fællesskabsregler på området. De udgør en åbenbar driftsstøtte, der havde til formål at fremme afsætningen af franske varer ved at manipulere salgsprisen eller udbuddet på markederne. Sådanne interventioner er strengt forbudt i henhold til fællesskabsreglerne for statsstøtte.

(73)

Det bør, således som Domstolen og Retten i Første Instans har fastslået, erindres, at driftsstøtte, dvs. støtte, der har til formål at fritage virksomheder for omkostninger, som de normalt skulle dække i den almindelige drift og de normale aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencen i det omfang, hvor de dels ikke fremmer »udviklingen« af en erhvervsgren, dels giver støttemodtageren en kunstig økonomisk støtte, der varigt fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen på en måde, der strider mod den fælles interesse (21).

(74)

Især er landbrugsmarkederne i EU udtømmende reguleret gennem fælles markedsordninger. De fælles markedsordninger har bl.a. til formål at sikre en loyal konkurrence mellem operatørerne i den berørte branche inden for Den Europæiske Union. Foranstaltninger til støtte for markedet som dem, der blev indført og finansieret af Frankrig på grundlag af priser og producerede mængder, strider imod formålene med den fælles markedsordning for frugt og grøntsager og kan gribe alvorligt forstyrrende ind i dens drift. Den berørte fælles markedsordning i det foreliggende tilfælde var den fælles markedsordning for frugt og grøntsager i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1035/72 og (EF) nr. 2200/96 for perioden 1992-2002.

(75)

Som Domstolen har understreget mange gange (22), indebærer ethvert indgreb i markedsmekanismerne fra en medlemsstat — ud over de indgreb, som særligt er hjemlet i en fællesskabsforordning — en risiko for at hindre de fælles markedsordningers funktion og skabe uberettigede fordele for visse økonomiske grupper i Fællesskabet. Især har Domstolen i sin seneste retspraksis (23) endnu en gang bemærket, at medlemsstaterne på områder, hvor der gælder en fælles markedsordning — og så meget desto mere, når denne ordning hviler på et fælles prissystem — ikke længere ensidigt må udstede nationale regler, der griber ind i den prisdannelsesmekanisme, som på samme produktionstrin er fastsat i den fælles ordning.

(76)

Det skal bemærkes, at de nationale prisstøttemekanismer som dem, der er tale om i den foreliggende sag, undergraver den fælles prisordning og mere generelt formålet med de mekanismer, der er indført ved fællesskabsforordningerne om den fælles markedsordning, selv når de har til formål at fremme afsætningen af nationale varer på tredjelandes markeder. Disse forordninger medtager nemlig også afsætningen af fællesskabsvarer på tredjelandes markeder og harmoniserer i den forbindelse konkurrencevilkårene mellem fællesskabsproducenterne.

(77)

I lyset af ovennævnte betragtninger konkluderer Kommissionen, at de beskrevne støtteforanstaltninger ikke kan omfattes af nogen undtagelse i traktaten, idet de fordrejer konkurrencen og ikke er begrundet i hensyn til den fælles interesse.

VI.   FORSLAG TIL BESLUTNING

(78)

Den statsstøtte, Frankrig har gennemført i form af »salgsfremme« til fordel for franske producenter af frugt og grøntsager i årene mellem 1992 og 2002, er uforenelige med det fælles marked.

(79)

Kommissionen beklager, at Frankrig har bevilget den nævnte støtte i strid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(80)

Er den ulovlige støtte uforenelig med fællesmarkedet, bestemmer Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Tilbagebetalingen er en forudsætning for at kunne genoprette den tidligere situation, for derved ophæves de finansielle fordele, som modtageren af den ulovlige støtte uretmæssigt har nydt godt af siden tidspunktet for tildelingen af støtten.

VII.   TILBAGEBETALINGSPROCEDURE

(81)

Som anført i betragtning 64 er Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtten ifølge artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 begrænset af en forældelsesfrist på ti år. Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, den ulovlige støtte tildeles støttemodtageren enten som individuel støtte eller i henhold til en støtteordning. Men enhver ulovlig støtteforanstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat på anmodning af Kommissionen, afbryder forældelsesfristen, idet fristen begynder forfra efter hver afbrydelse. Da Kommissionens første aktion fandt sted den 31. juli 2002, kan Kommissionen ikke gå længere tilbage med henblik på tilbagebetaling i den foreliggende sag end den 31. juli 1992.

(82)

Tilbagebetalingsrenter for statsstøtte, der er kendt uforenelig med fællesmarkedet samt reglerne for anvendelse af disse renter, er anført i kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (24), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 271/2008 (25).

(83)

Støtten skal tilbagebetales i overensstemmelse med gældende procedurer i den franske lovgivning, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af beslutningen.

(84)

Støtten skal tilbagesøges hos støttemodtagerne. Som ovenfor anført er de endelige støttemodtagere i princippet de producenter og medlemmer af de brancheorganisationer, der har deltaget i »salgsfremmeplanerne«. I særlige tilfælde er det imidlertid muligt, at producentorganisationen ikke har overført støtten til dem. Tilbagesøgningen af støtten skal derfor foretages hos producenterne, undtagen når medlemsstaten kan påvise, at støtten ikke er blevet overført til dem af producentorganisationen, hvilket betyder, at tilbagesøgningen skal foretages hos denne.

(85)

Hvad angår støttens størrelse, fremgår det af retspraksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til nøjagtigt at vurdere størrelsen af den støtte, der skal tilbagebetales (26). I den foreliggende sag følger det af selve arten af de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med »salgsfremmeplanerne« (jf. betragtning 17 ff. i nærværende beslutning), at de havde til formål at gøre det muligt for producenterne at få en salgspris (eller godtgørelse i forbindelse med salget), der oversteg de faktiske omkostninger for køberen af varen. Det tilbagebetalingspligtige beløb er således lig med forskellen mellem disse to beløb. Ved støtte til destruktion af en del af høsten er det tilbagebetalingspligtige beløb hele det beløb, der er udbetalt til gengæld for destruktionen. I visse tilfælde, især i det særlige tilfælde af foranstaltninger til midlertidig vareoplagring, kan de gennemførte foranstaltninger ligeledes bestå i at fritage støttemodtagerne fra de omkostninger, de normalt ville skulle have betalt (bl.a. oplagringsudgifter). Støttebeløbet svarer i så fald til de udgifter, støttemodtagerne er blevet fritaget for.

(86)

Det påhviler Frankrig inden for rammerne af sine fællesskabsretlige forpligtelser at foretage tilbagesøgning af de pågældende beløb. Såfremt Frankrig ved tilbagesøgningen støder på uforudsete vanskeligheder, kan Frankrig forelægge disse for Kommissionen til vurdering. I så fald skal Kommissionen og medlemsstaten i overensstemmelse med pligten til loyalt samarbejde, der bl.a. er fastsat i artikel 10 EF, efter bedste evne samarbejde med henblik på at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, særligt bestemmelserne om støtte —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den statsstøtte, der er tildelt frugt- og grøntsagsproducenter inden for rammerne af »salgsfremmeplanerne«, som Frankrig ulovligt har gennemført under overtrædelse af traktatens artikel 83, stk. 3, i årene mellem 1992 og 2002, er uforenelig med det fælles marked.

Artikel 2

1.   Frankrig træffer de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede ulovlige støtte.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtagerne, indtil den er blevet tilbagebetalt.

3.   Renten beregnes som rentes rente i overensstemmelse med kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004.

4.   Tilbagesøgningen skal ske uden ophold og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt.

Artikel 3

1.   Tilbagesøgningen af den i artikel 1 omhandlede støtte iværksættes omgående og effektivt.

2.   Frankrig efterkommer denne beslutning senest fire måneder efter meddelelsen deraf.

Artikel 4

1.   Senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning forelægger Frankrig Kommissionen følgende oplysninger:

a)

listen over de støttemodtagere, der har modtaget støtte i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, og det samlede støttebeløb, som hver enkelt af dem har modtaget

b)

det samlede beløb (hovedstol plus renter), som støttemodtagerne skal tilbagebetale

c)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme beslutningen

d)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.

2.   Frankrig holder Kommissionen underrettet om udviklingen i de foranstaltninger, der på nationalt plan træffes for at efterkomme denne beslutning, indtil den i artikel 1 omhandlede støtte er fuldt tilbagebetalt.

3.   Efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede frist på to måneder forelægger Frankrig på Kommissionens anmodning en redegørelse over, hvilke foranstaltninger landet har planlagt eller allerede vedtaget for at efterkomme denne beslutning. Redegørelsen skal også indeholde nærmere oplysninger om, hvor store beløb og renter der allerede er opkrævet hos støttemodtagerne.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2009.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 233 af 22.9.2005, s. 21.

(2)  Bl.a. lov af 6.10.1982 og siden lov nr. 2001-6 af 4.1.2001.

(3)  Lov nr. 99-574 af 9.7.1999, art. 59 III, IV (JORF af 10.7.1999).

(4)  Dekret nr. 90-879 af 28.9.1990, art. 4 (JORF af 30.9.1990).

(5)  Referat af mødet i frugt og grøntsager den 11.4.2001, dele af citat fra landbrugsministeren, bilag nr. 19.

(6)  Referat fra generalforsamlingen i producentorganisationen for ferskner den 31.8.2000 i Nîmes, bilag nr. 20.

(7)  EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

(8)  I denne oversigt er medtaget den berigtigelse, de franske myndigheder indsendte i brev af 28.12.2005.

(9)  EFT L 118 af 20.5.1972, s. 1.

(10)  Domstolens dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen (sag C-303/88, Sml. 1991 I, s. 1433), præmis 57.

(11)  Domstolens dom af 17.9.1980, Philip Morris mod Kommissionen (sag 730/79, Sml. 1980, s. 2671), præmis 11 og 12.

(12)  F.eks. beløb samhandlen med grøntsager inden for Fællesskabet sig i 2000 til 6 727 000 tons og med frugt til 5 609 000 tons. Frankrig har altid været blandt de største frugt- og grøntsagsproducerende lande i EU med en produktion på 3 681 000 tons frugt og 7 989 000 tons grøntsager i 2000.

(13)  Domstolens dom af 21.3.1990, Belgien mod Kommissionen (sag C-142/87, Sml. 1987, s. 2589), præmis 35, sml. 1987, s. 2589.

(14)  Domstolens dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen (sag C-303/88, Sml. I-1433), præmis 11. Domstolens dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen (sag C-482/99, Sml. 2002, I-4397), præmis 24, samt Domstolens dom af 20.11.2003, GEMO (sag C-126/01, Sml. 2003 I, s. 13769), præmis 24.

(15)  Domstolens dom af 22.3.1977, Steinike & Weinlig (sag 78/76, Sml. 1977, s. 595) og Domstolens dom af 11.11.1987 (sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 4393), præmis 23.

(16)  Domstolens dom af 15.7.2004, Pearle m.fl. (sag C-345/02, Sml. 2004 I, s. 7139). Den omtvistede foranstaltning var en reklamekampagne for optikervirksomheder, der udelukkende var finansieret ved »obligatoriske formålsbestemte afgifter«, som blev afkrævet virksomhederne i sektoren. Denne udgift blev pålagt af en offentlig erhvervsorganisation. Denne organisation havde ikke på noget tidspunkt fri rådighed over de således opkrævede afgifter.

(17)  Rettens dom af 20.9.2007, Salvat Père & Fils m.fl. mod Kommissionen (sag T-136/05, Sml. II, s. 4063).

(18)  EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(19)  EFT C 119 af 22.5.2002, s. 22.

(20)  EFT C 28 af 1.2.2000, s. 2.

(21)  Rettens dom af 8.6.1995, Siemens mod Kommissionen (sag T-459/93, Sml. II, s 1675), præmis 48 og 77.

(22)  Jf. f.eks. Domstolens dom af 29.11.1978, Redmond (den såkaldte »Pigs Marketing Board-dom«) (sag 83/78, Sml. 1978, s. 2347), præmis 60.

(23)  Domstolens dom af 26.5.2005, Kuipers (sag C-283-03, Sml. 2005 I, s. 4255), præmis 42, 49 og 53.

(24)  EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1.

(25)  EUT L 82 af 25.3.2008, s. 1.

(26)  Domstolens dom af 27.10.2007, Kommissionen mod Frankrig (sag C-441/06, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser), præmis 29.


Top