Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R1896

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure

OJ L 399, 30.12.2006, p. 1–32 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Bulgarian: Chapter 19 Volume 009 P. 108 - 139
Special edition in Romanian: Chapter 19 Volume 009 P. 108 - 139
Special edition in Croatian: Chapter 19 Volume 007 P. 94 - 125

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/1896/oj

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 399/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1896/2006

af 12. december 2006

om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til traktatens artikel 65, litra c), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fjerner hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 Rådet og Kommissionen til at forberede nye regler vedrørende spørgsmål, der kan fremme et smidigt retligt samarbejde og en bedre adgang til domstolene, og pegede i den forbindelse specifikt på betalingsordrer.

(4)

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3). Som led i programmet overvejes muligheden for at indføre en specifik fælles eller harmoniseret procedure fastlagt i Fællesskabets regi for opnåelse af en retsafgørelse på specifikke områder, herunder ubestridte krav. Denne idé blev videreført i Haag-programmet vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, hvori der opfordres til at arbejde aktivt videre med det europæiske betalingspåkrav.

(5)

Kommissionen vedtog den 20. december 2002 en grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi. Med grønbogen blev der iværksat en høring om de mulige mål for og træk ved en fælles eller harmoniseret europæisk procedure for inddrivelse af ubestridte krav.

(6)

En hurtig og effektiv inddrivelse af udestående fordringer, som ikke er genstand for en retstvist, er af afgørende betydning for virksomhederne i Den Europæiske Union, da forsinkede betalinger er en væsentlig grund til insolvens, der udgør en trussel mod virksomhedernes, især de små og mellemstore virksomheders, overlevelse og fører til tab af mange arbejdspladser.

(7)

Alle medlemsstater prøver at løse problemet med de mange inddrivelser af ubestridte krav, de fleste gennem en forenklet betalingspåkravsprocedure, men forskellene er store med hensyn til både indholdet i den nationale lovgivning og effektiviteten af de nationale procedurer. Desuden er de eksisterende procedurer ofte enten uanvendelige eller uhensigtsmæssige i grænseoverskridende sager.

(8)

De deraf følgende hindringer for adgangen til effektive retsmidler i grænseoverskridende sager og den fordrejning af konkurrencen på det indre marked, der opstår som følge af skævheder med hensyn til virkemåden af de procesmidler, som fordringshavere råder over i de forskellige medlemsstater, nødvendiggør fællesskabslovgivning, som sikrer ensartede vilkår for fordringshavere og skyldnere overalt i Den Europæiske Union.

(9)

Denne forordning har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure og at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

(10)

Den procedure, der indføres ved denne forordning, bør være et supplerende, valgfrit middel for fordringshaveren, som bevarer retten til at gøre brug af en procedure fastsat i national lov. Denne forordning træder således ikke i stedet for og harmoniserer heller ikke de ordninger for inddrivelse af ubestridte krav, der er hjemlet i national lov.

(11)

Proceduren bør i videst muligt omfang baseres på anvendelsen af formularer ved al kommunikation mellem retten og parterne for at lette administrationen af proceduren og gøre det muligt at anvende elektronisk databehandling.

(12)

Medlemsstaterne bør, når de bestemmer, hvilke retter der skal være kompetente til at udstede et europæisk betalingspåkrav, tage behørigt hensyn til behovet for at sikre adgang til domstolene.

(13)

I anmodningen om et europæisk betalingspåkrav bør fordringshaveren være forpligtet til at give oplysninger, der på fyldestgørende vis klart identificerer og støtter kravet, så skyldneren på et velinformeret grundlag kan vælge, om han vil gøre indsigelse mod kravet eller vil lade det være ubestridt.

(14)

I den forbindelse bør det være obligatorisk for fordringshaveren at anføre en beskrivelse af de bevisligheder, hvorpå kravet støttes. I dette øjemed bør anmodningsformularen indeholde så udtømmende en liste som muligt over de former for bevisligheder, der normalt fremlægges til støtte for pengekrav.

(15)

Indgivelsen af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav bør indebære betaling af eventuelle relevante retsafgifter.

(16)

Retten bør undersøge anmodningen, herunder spørgsmålet om kompetence og beskrivelsen af bevislighederne, på grundlag af oplysningerne i anmodningsformularen. Dermed vil retten kunne foretage en prima facie-undersøgelse af kravets realitet og bl.a. frasortere klart ubegrundede krav og uantagelige anmodninger. Undersøgelsen bør ikke nødvendigvis foretages af en dommer.

(17)

Det skal ikke være muligt at appellere afvisningen af en anmodning. Dette udelukker dog ikke en eventuel prøvelse af afgørelsen om afvisning i samme instans i overensstemmelse med national lov.

(18)

I det europæiske betalingspåkrav bør skyldneren informeres om, at han har valget mellem at betale det beløb, som fordringshaveren er blevet tilkendt, eller sende en indsigelse inden for en frist på tredive dage, hvis han ønsker at bestride kravet. Ud over at blive gjort bekendt med de fuldstændige oplysninger om kravet fremlagt af fordringshaveren bør skyldneren gøres opmærksom på det europæiske betalingspåkravs retlige betydning og specielt konsekvenserne af at lade kravet være ubestridt.

(19)

På grund af forskellene mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler, navnlig reglerne for forkyndelse af dokumenter, er det nødvendigt specifikt og detaljeret at definere de mindstestandarder, der skal gælde i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure. Med hensyn til opfyldelsen af disse mindstestandarder bør navnlig en forkyndelsesmåde, der støttes på en retlig formodning, ikke kunne anses for fyldestgørende i forbindelse med forkyndelse af et europæisk betalingspåkrav.

(20)

Alle de forkyndelsesmåder, der er anført i artikel 13 og 14, er karakteriseret ved enten (artikel 13) fuld sikkerhed eller (artikel 14) en meget høj grad af sandsynlighed for, at det forkyndte dokument er nået frem til modtageren.

(21)

Personlig forkyndelse for visse andre personer end skyldneren selv i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a) og b), bør kun anses for at opfylde kravene i nævnte bestemmelser, hvis de pågældende personer faktisk har accepteret eller modtaget det europæiske betalingspåkrav.

(22)

Artikel 15 bør finde anvendelse i situationer, hvor skyldneren ikke kan repræsentere sig selv i retten, f. eks. når skyldneren er en juridisk person, og hvor det ved lov er fastsat, hvem der er beføjet til at repræsentere skyldneren, samt i situationer, hvor skyldneren har bemyndiget en anden person, navnlig en advokat, til at repræsentere sig i den specifikke retssag.

(23)

Skyldneren kan indgive sin indsigelse ved anvendelse af formularen i denne forordning. Retten bør dog tage hensyn til indsigelser, der fremsendes i en anden skriftlig form, hvis de er formuleret klart.

(24)

En indsigelse, der er indgivet inden for den fastsatte frist, bør bringe den europæiske betalingspåkravsprocedure til ophør og indebære, at sagen automatisk overgår til almindelig civil retssag, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves. Ved anvendelsen af denne forordning bør udtrykket »almindelig civil retssag« ikke nødvendigvis fortolkes ud fra national lov.

(25)

Efter udløbet af fristen for indgivelse af indsigelse bør skyldneren i visse særlige tilfælde have ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav. Prøvelse i særlige tilfælde bør ikke betyde, at skyldneren får en ny lejlighed til at gøre indsigelse mod kravet. Under prøvelsen bør kravets realitet ikke vurderes, idet der kun tages stilling til de grunde, der skyldes de ekstraordinære omstændigheder, som skyldneren gør gældende. Andre ekstraordinære omstændigheder kan bl.a. være den situation, hvor det europæiske betalingspåkrav var baseret på urigtige oplysninger i anmodningsformularen.

(26)

Retsafgifter som omhandlet i artikel 25 bør ikke omfatte f.eks. advokatsalærer og udgifter til forkyndelse af dokumenter gennem et andet organ end en ret.

(27)

Et europæisk betalingspåkrav udstedt i en medlemsstat, som er eksigibelt, bør i fuldbyrdelsesøjemed behandles, som om det var blevet udstedt i den medlemsstat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse. Medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens retspleje gør det berettiget at overlade det til retten i en medlemsstat at vurdere, om alle betingelser for udstedelse af et europæisk betalingspåkrav er opfyldt, således at betalingspåkravet kan fuldbyrdes i alle de andre medlemsstater, uden at der i fuldbyrdelsesstaten skal foretages en retslig prøvelse af, om de processuelle mindstestandarder er behørigt overholdt. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning, navnlig de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 22, stk. 1 og 2, og artikel 23, bør proceduren for fuldbyrdelse af et europæisk betalingspåkrav fortsat afgøres efter national lov.

(28)

Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (4) bør anvendes ved beregningen af frister. Skyldneren bør gøres opmærksom herpå og informeres om, at der tages hensyn til helligdagene i den medlemsstat, hvor den udstedende ret er beliggende.

(29)

Målet for denne forordning, nemlig at indføre en ensartet hurtig og effektiv mekanisme for inddrivelse af ubestridte pengekrav overalt i Den Europæiske Union, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(30)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(31)

Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(32)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

1.   Denne forordning har til formål:

a)

at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure,

og

b)

at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

2.   Denne forordning er ikke til hinder for, at en fordringshaver kan forfølge et krav som omhandlet i artikel 4 ved brug af en anden procedure, der er hjemlet i en medlemsstats lov eller i fællesskabsretten.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)

formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente

b)

konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c)

social sikring

d)

krav affødt af forpligtelser uden for kontrakt, medmindre

i)

de er genstand for en aftale mellem parterne, eller der foreligger en gældsvedgåelse,

eller

ii)

de vedrører opgjort gæld i forbindelse med sameje.

3.   I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

Artikel 3

Grænseoverskridende sager

1.   I denne forordning forstås ved »grænseoverskridende sag« en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som har fået forelagt en anmodning, er beliggende.

2.   Bopæl afgøres efter artikel 59 og 60 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (6).

3.   Spørgsmålet om, hvorvidt en sag er grænseoverskridende, afgøres på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives i overensstemmelse med denne forordning.

Artikel 4

Europæisk betalingspåkravsprocedure

Der indføres en europæisk betalingspåkravsprocedure for inddrivelse af et pengekrav på et angivet beløb, som er forfaldent på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives.

Artikel 5

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»udstedelsesstaten«: den medlemsstat, hvori et europæisk betalingspåkrav udstedes

2)

»fuldbyrdelsesstaten«: den medlemsstat, hvori et europæisk betalingspåkrav ønskes fuldbyrdet

3)

»ret«: alle myndigheder i en medlemsstat med kompetence for så vidt angår europæiske betalingspåkrav og andre dermed beslægtede spørgsmål

4)

»den udstedende ret«: den ret, der udsteder et europæisk betalingspåkrav.

Artikel 6

Kompetence

1.   Ved anvendelsen af denne forordning afgøres kompetencen efter de relevante fællesskabsretlige bestemmelser, særlig forordning (EF) nr. 44/2001.

2.   Hvis kravet vedrører en aftale, der er indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for dennes erhvervsmæssige virksomhed, og skyldneren er forbrugeren, er dog alene retterne i den medlemsstat, hvor skyldneren har bopæl efter artikel 59 i forordning (EF) nr. 44/2001, kompetente.

Artikel 7

Anmodning om et europæisk betalingspåkrav

1.   En anmodning om et europæisk betalingspåkrav indgives ved anvendelse af formular A i bilag I.

2.   I anmodningen anføres:

a)

navn og adresse på parterne og, hvis det er relevant, deres repræsentanter samt på den ret, som anmodningen indgives til

b)

kravets størrelse, herunder hovedkravet og i givet fald renter, konventionalbod og omkostninger

c)

såfremt der kræves renter, rentesatsen og det tidsrum, for hvilket renterne kræves, medmindre en lovbestemt rente automatisk tilføjes hovedstolen efter loven i udstedelsesstaten

d)

den retlige interesse, herunder en beskrivelse af de forhold, der påberåbes som grundlag for kravet og, hvis det er relevant, de krævede renter

e)

en beskrivelse af de bevisligheder, hvorpå kravet støttes

f)

kompetencegrundlaget

g)

sagens grænseoverskridende karakter som omhandlet i artikel 3.

3.   I anmodningen erklærer fordringshaveren, at de anførte oplysninger efter hans bedste overbevisning er sande, og at han er klar over, at eventuelle bevidst falske angivelser vil kunne medføre passende sanktioner efter loven i udstedelsesstaten.

4.   Fordringshaveren kan i et tillæg til anmodningen meddele retten, at han modsætter sig overgang til almindelig civil retssag som omhandlet i artikel 17, hvis skyldneren gør indsigelse. Dette er ikke til hinder for, at fordringshaveren kan meddele retten denne oplysning på et senere tidspunkt, dog under alle omstændigheder, inden påkravet udstedes.

5.   Anmodningen indgives i papirform eller ved anvendelse af alle andre kommunikationsmidler, herunder elektroniske midler, som accepteres af udstedelsesstaten, og som er til rådighed for den udstedende ret.

6.   Anmodningen skal være underskrevet af fordringshaveren eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant. Når anmodningen indgives elektronisk, jf. stk. 5, underskrives den i overensstemmelse med artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer (7). Denne signatur skal anerkendes i udstedelsesstaten, uden at der må stilles yderligere krav.

Der kræves dog ikke en sådan elektronisk signatur, såfremt der i retterne i udstedelsesstaten findes et alternativt elektronisk kommunikationssystem, som en bestemt gruppe af forhåndsregistrerede autentificerede brugere har adgang til, og som gør det muligt sikkert at identificere de pågældende brugere. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om sådanne kommunikationssystemer.

Artikel 8

Behandling af anmodningen

Den ret, som har fået forelagt en anmodning om et europæisk betalingspåkrav, undersøger hurtigst muligt og på grundlag af oplysningerne i anmodningsformularen, om betingelserne i artikel 2, 3, 4, 6 og 7 er opfyldt, og om kravet forekommer begrundet. Denne undersøgelse kan have form af en elektronisk procedure.

Artikel 9

Komplettering og berigtigelse

1.   Hvis betingelserne i artikel 7 ikke er opfyldt, giver retten, medmindre kravet er klart ubegrundet eller anmodningen uantagelig, fordringshaveren lejlighed til at komplettere eller berigtige anmodningen. Retten anvender formular B i bilag II.

2.   Når retten anmoder fordringshaveren om at komplettere eller berigtige anmodningen, fastsætter den en frist, som den anser for passende under de givne omstændigheder. Retten kan efter eget skøn forlænge denne frist.

Artikel 10

Ændring af anmodningen

1.   Hvis de i artikel 8 omhandlede betingelser kun er opfyldt for en del af kravet, underretter retten fordringshaveren herom ved anvendelse af formular C i bilag III. Fordringshaveren opfordres til at acceptere eller afslå et forslag til et europæisk betalingspåkrav på det beløb, som retten angiver, og informeres om konsekvenserne af sin beslutning. Fordringshaveren svarer ved at returnere den formular C, som retten har sendt, inden for en frist, der fastsættes af retten i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2.

2.   Accepterer fordringshaveren rettens forslag, udsteder retten et europæisk betalingspåkrav i overensstemmelse med artikel 12 for den del af kravet, som fordringshaveren har accepteret. Konsekvenserne af denne accept for den resterende del af det oprindelige krav afgøres efter national lov.

3.   Sender fordringshaveren ikke sit svar inden for den frist, som retten har fastsat, eller afslår han rettens forslag, afviser retten anmodningen om et europæisk betalingspåkrav som helhed.

Artikel 11

Afvisning af anmodningen

1.   Retten afviser anmodningen:

a)

hvis betingelserne i artikel 2, 3, 4, 6 og 7 ikke er opfyldt

b)

hvis kravet er klart ubegrundet

c)

hvis fordringshaveren ikke sender sit svar inden for den frist, som retten har fastsat i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2,

eller

d)

hvis fordringshaveren ikke sender sit svar inden for den af retten fastsatte frist eller afslår rettens forslag, jf. artikel 10.

Fordringshaveren underrettes om grundene til afvisningen ved hjælp af formular D i bilag IV.

2.   Afvisningen af anmodningen kan ikke appelleres.

3.   Afvisningen af anmodningen er ikke til hinder for, at fordringshaveren kan forfølge sit krav gennem en ny anmodning om et europæisk betalingspåkrav eller enhver anden procedure, der er hjemlet i en medlemsstats lov.

Artikel 12

Udstedelse af et europæisk betalingspåkrav

1.   Hvis de i artikel 8 omhandlede betingelser er opfyldt, udsteder retten hurtigst muligt, normalt senest tredive dage efter anmodningens indgivelse, et europæisk betalingspåkrav ved anvendelse af formular E i bilag V.

Ved beregningen af de tredive dage ses der bort fra den tid, det tager fordringshaveren at komplettere, berigtige eller ændre anmodningen.

2.   Det europæiske betalingspåkrav skal ved udstedelsen ledsages af en kopi af anmodningsformularen. Det skal ikke indeholde de oplysninger, som fordringshaveren har angivet i tillæg 1 og 2 til formular A.

3.   I det europæiske betalingspåkrav gøres skyldneren opmærksom på, at han har valget mellem:

a)

at betale fordringshaveren det beløb, som er anført i betalingspåkravet,

eller

b)

at modsætte sig betalingspåkravet ved at indgive en indsigelse til den udstedende ret, som skal sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for ham.

4.   I det europæiske betalingspåkrav informeres skyldneren om:

a)

at påkravet er udstedt alene på grundlag af fordringshaverens oplysninger, som ikke er blevet prøvet af retten

b)

at påkravet bliver eksigibelt, medmindre der er indgivet en indsigelse til retten i overensstemmelse med artikel 16

c)

at sagen, såfremt der indgives en indsigelse, fortsætter ved de kompetente retter i udstedelsesstaten efter de almindelige civile retsplejeregler, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves.

5.   Retten påser, at det europæiske betalingspåkrav forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov på en måde, der opfylder de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13, 14 og 15.

Artikel 13

Forkyndelse med bevis for modtagelse fra skyldnerens side

Det europæiske betalingspåkrav kan forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

a)

personlig forkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet

b)

personlig forkyndelse bekræftet ved et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, der ud over at fastslå, at skyldneren har modtaget dokumentet eller har nægtet at modtage det uden lovlig grund, angiver forkyndelsesdatoen

c)

postforkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret

d)

forkyndelse ved elektroniske midler som f.eks. fax eller e-mail bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret.

Artikel 14

Forkyndelse uden bevis for modtagelse fra skyldnerens side

1.   Det europæiske betalingspåkrav kan også forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

a)

personlig forkyndelse på skyldnerens personlige adresse for personer, der har adresse på samme bopæl som skyldneren, eller som af skyldneren er ansat til at arbejde dér

b)

personlig forkyndelse på skyldnerens erhvervsmæssige hjemsted, hvis skyldneren er en selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person, for personer, der er ansat af skyldneren

c)

deponering af påkravet i skyldnerens postkasse

d)

deponering af påkravet på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og skriftlig meddelelse om denne deponering i skyldnerens postkasse, forudsat at den skriftlige meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om et retsdokument, eller at meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse og medfører, at tidsfrister begynder at løbe

e)

postforkyndelse uden den i stk. 3 omhandlede form for bekræftelse, hvis skyldneren har adresse i udstedelsesstaten

f)

elektroniske midler bekræftet ved en automatisk kvittering for levering, forudsat at skyldneren på forhånd udtrykkeligt har accepteret denne forkyndelsesmåde.

2.   Ved anvendelsen af denne forordning kan der ikke foretages forkyndelse efter stk. 1, hvis skyldnerens adresse ikke med sikkerhed er kendt.

3.   Forkyndelse i henhold til stk. 1, litra a), b), c) og d), bekræftes ved:

a)

et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, hvoraf det fremgår

i)

på hvilken måde forkyndelsen er foretaget

ii)

på hvilket tidspunkt forkyndelsen har fundet sted

iii)

i givet fald for hvilken anden person end skyldneren påkravet er blevet forkyndt, idet personens navn og forbindelse til skyldneren angives

eller

b)

et modtagelsesbevis fra den person, for hvem påkravet er blevet forkyndt, ved anvendelse af stk. 1, litra a) og b).

Artikel 15

Forkyndelse for en repræsentant

Forkyndelse i henhold til artikel 13 eller 14 kan også foretages for en repræsentant for skyldneren.

Artikel 16

Indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav

1.   Skyldneren kan indgive en indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav over for den udstedende ret ved anvendelse af formular F i bilag VI, som fremsendes til ham sammen med det europæiske betalingspåkrav.

2.   Indsigelsen sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for skyldneren.

3.   Skyldneren angiver i indsigelsen, at han bestrider kravet, men er ikke forpligtet til at angive grundene hertil.

4.   Indsigelsen indgives i papirform eller ved anvendelse af alle andre kommunikationsmidler, herunder elektroniske midler, som accepteres af udstedelsesstaten, og som er til rådighed for den udstedende ret.

5.   Indsigelsen skal være underskrevet af skyldneren eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant. Når indsigelsen indgives elektronisk, jf. stk. 4, underskrives den i overensstemmelse med artikel 2, nr. 2, i direktiv 1999/93/EF. Denne signatur skal anerkendes i udstedelsesstaten, uden at der må stilles yderligere krav.

Der kræves dog ikke en sådan elektronisk signatur, såfremt der i retterne i udstedelsesstaten findes et alternativt elektronisk kommunikationssystem, som en bestemt gruppe af forhåndsregistrerede autentificerede brugere har adgang til, og som gør det muligt sikkert at identificere de pågældende brugere. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om sådanne kommunikationssystemer.

Artikel 17

Virkningerne af indgivelsen af en indsigelse

1.   Indgives der en indsigelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, fortsætter sagen ved de kompetente retter i udstedelsesstaten efter de almindelige civile retsplejeregler, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves.

Har fordringshaveren forfulgt sit krav gennem den europæiske betalingspåkravsprocedure, er der intet i national lov, der berører hans stilling i en efterfølgende almindelig civil retssag.

2.   Overgangen til almindelig civil retssag som omhandlet i stk. 1 er underlagt loven i udstedelsesstaten.

3.   Fordringshaveren underrettes om en eventuel indsigelse fra skyldnerens side og om en eventuel overgang til almindelig civil retssag.

Artikel 18

Eksigibilitet

1.   Er der ikke indgivet en indsigelse til den udstedende ret inden for den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, idet der tages hensyn til, at indsigelsen skal have tid til at nå frem, erklærer den udstedende ret straks det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt ved anvendelse af formular G i bilag VII. Retten kontrollerer forkyndelsesdatoen.

2.   Med forbehold af stk. 1 er de formelle krav med hensyn til eksigibilitet underlagt loven i udstedelsesstaten.

3.   Retten sender det eksigible europæiske betalingspåkrav til fordringshaveren.

Artikel 19

Afskaffelse af eksekvaturproceduren

Et europæisk betalingspåkrav, der er eksigibelt i udstedelsesstaten, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

Artikel 20

Prøvelse i særlige tilfælde

1.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved den kompetente ret i udstedelsesstaten i følgende tilfælde:

a)

i)

når påkravet er blevet forkyndt på en af de måder, der er fastsat i artikel 14,

og

ii)

forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at skyldneren har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra skyldnerens side

eller

b)

når skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra skyldnerens side

forudsat at skyldneren i begge tilfælde har reageret hurtigst muligt.

2.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren også ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved den kompetente ret i udstedelsesstaten, såfremt betalingspåkravet klart er blevet udstedt med urette i forhold til betingelserne i denne forordning, eller som følge af andre ekstraordinære omstændigheder.

3.   Afviser retten skyldnerens anmodning under henvisning til, at ingen af de grunde til prøvelse, der er omhandlet i stk. 1 og 2, gør sig gældende, forbliver det europæiske betalingspåkrav virksomt.

Fastslår retten, at prøvelsen er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1 og 2, er det europæiske betalingspåkrav uvirksomt.

Artikel 21

Fuldbyrdelse

1.   Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter loven i fuldbyrdelsesstaten.

Et europæisk betalingspåkrav, der er eksigibelt, fuldbyrdes på samme vilkår som en eksigibel retsafgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten.

2.   Med henblik på fuldbyrdelse i en anden medlemsstat fremlægger fordringshaveren over for de kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder i denne medlemsstat:

a)

en kopi af det europæiske betalingspåkrav som erklæret for eksigibelt af den udstedende ret, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed,

og

b)

om nødvendigt en oversættelse af det europæiske betalingspåkrav til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at det europæiske betalingspåkrav udstedes på. Oversættelsen bekræftes af en person, der er beføjet hertil i en af medlemsstaterne.

3.   Det kan ikke pålægges en fordringshaver, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af et europæisk betalingspåkrav udstedt i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 22

Afslag på fuldbyrdelse

1.   Fuldbyrdelse afslås på skyldnerens anmodning af den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten, hvis det europæiske betalingspåkrav er uforeneligt med en retsafgørelse eller et påkrav, der tidligere er blevet henholdsvis truffet eller udstedt i en medlemsstat eller et tredjeland, forudsat:

a)

at den tidligere retsafgørelse eller det tidligere påkrav havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var mellem samme parter

b)

at den tidligere retsafgørelse eller det tidligere påkrav opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten,

og

c)

at uforeneligheden ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i udstedelsesstaten.

2.   Fuldbyrdelse afslås tillige på anmodning, såfremt skyldneren har betalt fordringshaveren det beløb, som er tilkendt i det europæiske betalingspåkrav.

3.   Det europæiske betalingspåkrav kan under ingen omstændigheder efterprøves i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til sagens realitet.

Artikel 23

Udsættelse eller begrænsning af fuldbyrdelsen

Hvis skyldneren har anmodet om en prøvelse efter artikel 20, kan den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten på skyldnerens anmodning:

a)

begrænse fuldbyrdelsesproceduren til sikrende retsmidler

b)

gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten,

eller

c)

under særlige omstændigheder udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

Artikel 24

Advokatbistand

Der stilles ikke krav om repræsentation ved en advokat eller en anden jurist

a)

for fordringshaverens vedkommende for så vidt angår anmodningen om et europæisk betalingspåkrav

b)

for skyldnerens vedkommende for så vidt angår indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav.

Artikel 25

Retsafgifter

1.   De samlede retsafgifter i en medlemsstat i forbindelse med en europæisk betalingspåkravsprocedure og den almindelige civile retssag, der følger i tilfælde af indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav, må ikke overstige retsafgifterne i den pågældende medlemsstat i forbindelse med en almindelig civil retssag uden en forudgående europæisk betalingspåkravsprocedure.

2.   Ved anvendelsen af denne forordning omfatter retsafgifter, hvis beløbsstørrelse fastsættes efter national lov, afgifter og gebyrer, der skal betales til retten.

Artikel 26

Forholdet til national procesret

Alle processuelle spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i denne forordning, afgøres efter national lov.

Artikel 27

Forholdet til forordning (EF) nr. 1348/2000

Denne forordning berører ikke anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (8).

Artikel 28

Oplysninger om forkyndelsesudgifter og fuldbyrdelse

Medlemsstaterne samarbejder for at sikre, at offentligheden og relevante fagkredse informeres om:

a)

hvilke udgifter der er forbundet med forkyndelse af dokumenter,

og

b)

hvilke myndigheder der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse med henblik på anvendelsen af artikel 21, 22 og 23

navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet i overensstemmelse med Rådets beslutning 2001/470/EF (9).

Artikel 29

Oplysninger om kompetence, prøvelsesprocedurer, kommunikationsmidler og sprog

1.   Senest den 12. juni 2008 meddeler medlemsstaterne Kommissionen:

a)

hvilke retter der er kompetente til at udstede et europæisk betalingspåkrav

b)

prøvelsesproceduren og de retter, der er kompetente med henblik på anvendelsen af artikel 20

c)

de kommunikationsmidler, som accepteres i forbindelse med det europæiske betalingspåkrav, og som er til rådighed for retterne

d)

hvilke sprog der accepteres i medfør af artikel 21, stk. 2, litra b).

Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.

2.   Kommissionen stiller de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, til rådighed for offentligheden gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende og på enhver anden hensigtsmæssig måde.

Artikel 30

Ændring af bilagene

Formularerne i bilagene ajourføres eller tilpasses teknisk efter proceduren i artikel 31, stk. 2, idet der sikres fuld overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.

Artikel 31

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 75 i forordning (EF) nr. 44/2001.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 32

Revision

Senest den 12. december 2013 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en udførlig rapport, der gennemgår, hvordan den europæiske betalingspåkravsprocedure fungerer. Rapporten skal omfatte en vurdering af proceduren, sådan som den har fungeret, og en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat.

Med henblik herpå og for at sikre, at der tages behørigt hensyn til god praksis i Den Europæiske Union, og at denne praksis stemmer overens med principperne om bedre lovgivning, giver medlemsstaterne Kommissionen oplysninger om den grænseoverskridende anvendelse af det europæiske betalingspåkrav. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om retsafgifter og om, hvor hurtigt proceduren afvikles, hvor effektiv den er, og hvor let den er at anvende, samt om medlemsstaternes interne betalingspåkravsprocedurer.

Kommissionens rapport ledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning.

Artikel 33

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 12. december 2008 med undtagelse af artikel 28, 29, 30 og 31, som anvendes fra den 12. juni 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Strasbourg, den 12. december 2006.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

M. PEKKARINEN

Formand


(1)  EUT C 221 af 8.9.2005, s. 77.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 13.12.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 30.6.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Europa-Parlamentets holdning af 25.10.2006. Rådets afgørelse af 11.12.2006.

(3)  EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1.

(4)  EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.

(5)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

(6)  EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

(7)  EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.

(8)  EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

(9)  EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.


BILAG I

Image

Image

Image

Image

Image

Image

Image

Image

Image


BILAG II

Image

Image


BILAG III

Image

Image


BILAG IV

Image

Image


BILAG V

Image

Image

Image


BILAG VI

Image

Image


BILAG VII

Image

Image


Top