EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001R1619

Kommissionens forordning (EF) nr. 1619/2001 af 6. august 2001 om fastsættelse af handelsnormer for æbler og pærer samt om ændring af forordning (EØF) nr. 920/89

OJ L 215, 9.8.2001, p. 3–16 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/02/2004; ophævet ved 32004R0085

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/1619/oj

32001R1619

Kommissionens forordning (EF) nr. 1619/2001 af 6. august 2001 om fastsættelse af handelsnormer for æbler og pærer samt om ændring af forordning (EØF) nr. 920/89

EF-Tidende nr. L 215 af 09/08/2001 s. 0003 - 0016


Kommissionens forordning (EF) nr. 1619/2001

af 6. august 2001

om fastsættelse af handelsnormer for æbler og pærer samt om ændring af forordning (EØF) nr. 920/89

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 911/2001(2), særlig artikel 2, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Æbler og pærer findes i bilag I til forordning (EF) nr. 2200/96 blandt de produkter, for hvilke der skal vedtages normer. Kommissionens forordning (EØF) nr. 920/89 af 10. april 1989 om fastsættelse af kvalitetsnormer for gulerødder, citrusfrugter og spiseæbler og -pærer og om ændring af Kommissionens forordning nr. 58(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 730/1999(4), er blevet ændret mange gange, så den ikke længere er juridisk overskuelig.

(2) Af hensyn til overskueligheden bør reglerne for æbler og pærer adskilles fra de andre produkter, som henhører under forordning (EØF) nr. 920/89. Det er derfor nødvendigt at omarbejde de nævnte bestemmelser og ophæve bilag III til forordning (EØF) nr. 920/89. For at opnå gennemsigtighed på verdensmarkedet bør der i denne forbindelse tages hensyn til de normer for æbler og pærer, som er anbefalet af arbejdsgruppen for fastsættelse af normer for letfordærvelige produkter og kvalitetsudvikling under De Forenede Nationers Økonomiske Kommissionen for Europa (FN/ECE).

(3) Vedtagelsen af disse normer skal fjerne produkter af utilfredsstillende kvalitet fra markedet, tilpasse produktionen til forbrugernes krav og lette handelsforbindelserne på grundlag af en loyal konkurrence for således at forbedre produktionens rentabilitet.

(4) Normerne gælder i alle afsætningsled. Transport over en stor afstand, oplagring af en vis varighed eller forskellige håndteringer, som produkterne udsættes for, kan medføre visse ændringer på grund af produkternes biologiske udvikling eller mere eller mindre udtalte letfordærvelighed. Der bør tages hensyn til disse ændringer ved anvendelsen af normerne i de afsætningsled, der følger efter forsendelsesleddet. Da produkter af kategori "Ekstra" skal sorteres og emballeres særlig omhyggeligt, skal der alene tages hensyn til forringelsen af deres friskhed og fasthed.

(5) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Friske Frugter og Grøntsager -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Handelsnormerne for følgende produkter er anført i bilaget:

- æbler henhørende under KN-kode ex 0808 10

- pærer henhørende under KN-kode ex 0808 20.

Normerne gælder i alle afsætningsled på betingelserne i forordning (EF) nr. 2200/96.

I afsætningsleddene efter forsendelsesleddet kan produkterne dog i forhold til normerne:

- udvise en mindre forringelse af friskheden og fastheden

- for produkter, der er klassificeret i andre kategorier end kategorien "Ekstra", udvise mindre ændringer som følge af deres udvikling og mere eller mindre udtalte letfordærvelighed.

Artikel 2

I forordning (EØF) nr. 920/89 foretages følgende ændringer:

1) I artikel 1, stk.1, udgår tredje led.

2) Bilag III udgår.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den første dag i den anden måned efter offentliggørelsen.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. august 2001.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

(2) EFT L 129 af 11.5.2001, s. 3.

(3) EFT L 97 af 11.4.1989, s. 19.

(4) EFT L 93 af 8.4.1999, s. 14.

BILAG

NORMER FOR ÆBLER OG PÆRER

I. DEFINITION

Normerne gælder for æbler og pærer af sorter (cultivarer) af arten Malus domestica Borkh. og arten Pyrus communis L., der er bestemt til levering i frisk tilstand til forbrugeren; de omfatter ikke æbler og pærer til industriel forarbejdning.

II. BESTEMMELSER VEDRØRENDE KVALITET

Normerne fastsætter de kvalitetskrav, som æbler og pærer skal opfylde efter klargøring og emballering.

A. Mindstekrav

Generelt for klasserne gælder under hensyn til tolerancer og særlige bestemmelser for de enkelte klasser, at æbler og pærer skal være:

- hele

- sunde; produkter, der er angrebet af råd eller er forringet i en sådan grad, at de er uegnede til konsum, udelukkes

- rene, praktisk taget fri for synlige fremmedlegemer

- praktisk taget fri for skadegørere

- praktisk taget fri for angreb af skadegørere

- fri for unormal ydre fugtighed

- fri for fremmed lugt og/eller smag.

De skal endvidere være omhyggeligt plukket.

Æblernes og pærernes udvikling og tilstand skal være således, at de kan:

- fortsætte modningsprocessen, således at de kan nå den ønskede modningsgrad for de forskellige sorter(1)

- tåle transport og håndtering, og

- ankomme til bestemmelsesstedet i tilfredsstillende stand.

B. Klasseinddeling

Æbler og pærer inddeles i følgende tre klasser:

i) Klasse "Ekstra"

Æbler og pærer i denne klasse skal være af fineste kvalitet. De skal have sortens typiske form, størrelse og farve(2), og stilken skal være hel.

Frugtkødet må ikke være forringet på nogen måde.

De må ikke have fejl bortset fra meget lette overfladefejl i huden, som ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden eller præsentationen i emballagen.

Pærer med sten er ikke tilladt.

ii) Klasse I

Æbler og pærer i denne klasse skal være af god kvalitet. De skal have sortens typiske form, størrelse og farve(3).

Frugtkødet må ikke være forringet på nogen måde.

Det kan dog tillades, at nogle frugter har følgende små fejl, hvis disse ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden eller præsentationen i emballagen:

- en lettere fejl ved formen

- en lettere fejl ved udviklingen

- lettere farvefejl

- lettere fejl i huden inden for følgende grænser:

- 2 cm i længde for aflange fejl

- 1 cm2 er det totale areal for andre fejl, undtagen for skurv (Venturia inaequalis), hvis areal ikke må overstige 0,25 cm2

- 1 cm2 er det totale areal for svagere stødpletter, der ikke må være misfarvede.

På æbler kan stilken mangle, hvis snittet er tydeligt og den tilgrænsende hud ikke er forringet. På pærer kan stilken være beskadiget i lettere grad.

Pærer med sten er ikke tilladt.

iii) Klasse II

Denne klasse indbefatter æbler og pærer, der ikke kan placeres i de højere klasser, men som opfylder ovennævnte mindstekrave(4).

Frugtkødet skal være fri for væsentlige fejl.

Følgende fejl kan accepteres, hvis frugterne bibeholder deres væsentlige kendetegn med hensyn til kvalitet, holdbarhed og præsentation:

- fejl ved formen

- fejl ved udviklingen

- farvefejl

- fejl i huden inden for følgende grænser:

- 4 cm i længde for aflange fejl

- 2,5 cm2 er det totale areal for andre fejl inkl. svagere misfarvede stødpletter, undtagen for skurv (Venturia inæqualis), hvis areal ikke må overstige 1 cm2.

III. BESTEMMELSER VEDRØRENDE STØRRELSESSORTERING

Størrelsen bestemmes efter den største diameter i tværsnit eller efter vægt. I sidstnævnte tilfælde skal minimumsvægten dog fastsættes således, at alle frugter - alt efter tilfældet - har den nedenfor anførte mindste diameter.

Den mindste diameter for frugter i samtlige klasser er anført nedenfor:

>TABELPOSITION>

Som undtagelse herfra er der ikke fastsat mindstestørrelse for visse sorter af sommerpærer, der markedsføres hvert år i tiden mellem 10. juni og 31. juli (inklusive). De pågældende pærer er opført på listen i tillægget til disse normer.

For at sikre at frugterne har en ensartet størrelse i en pakning, er forskellen i frugternes diameter i én og samme pakning begrænset til:

- 5 mm for frugter i klasse Ekstra og frugter i klasse I og II, der forsendes lag- eller rækkepakket(5)

- 10 mm for frugter i klasse I, der forsendes i løs afladning i emballagen eller i færdigpakninger(6).

Der er ikke fastsat nogen regel om ensartet størrelse for frugter i klasse II, der forsendes i løs afladning i emballagen eller i færdigpakningen.

IV. BESTEMMELSER VEDRØRENDE TOLERANCER

Følgende tolerancer for kvalitet og størrelse er tilladt for produkter, der ikke opfylder kravene til den angivne klasse, i hver pakning.

A. Kvalitetstolerancer

(i) Klasse "Ekstra"

5 % efter antal eller vægt af æbler og pærer, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse I eller undtagelsesvis falder inden for tolerancerne for denne klasse.

(ii) Klasse I

10 % efter antal eller vægt af æbler og pærer, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse II eller undtagelsesvis falder inden for tolerancerne for denne klasse. Denne tolerance gælder dog ikke for pærer uden stilk.

(iii) Klasse II

10 % efter antal eller vægt af æbler og pærer, der hverken opfylder kravene til klassen eller mindstekravene, dog bortset fra produkter, der er angrebet af råd, har tydelige stødpletter eller udviser andre forringelser, som gør dem uegnede til konsum.

Inden for rammerne af denne tolerance kan det højst accepteres, at 2 % af frugterne i antal eller vægt har følgende fejl:

- større angreb af korkdannelse eller æbleglassethed

- mindre ikke-helede skader eller revner

- meget svage spor af råd

- tilstedeværelse af levende skadedyr i frugten og/eller ændringer af frugtkødet, som skyldes skadedyr.

B. Størrelsestolerancer

For alle kvalitetsklasser:

a) For frugter, der omfattes af reglerne om ensartethed: 10 % efter antal eller vægt af frugter, der har størrelsen umiddelbart under eller over den på pakningen angivne størrelse, idet der for frugter af den mindste tilladte størrelse accepteres en afvigelse på højst 5 mm under mindstestørrelsen

b) For frugter, der ikke omfattes af reglerne om ensartethed: 10 % efter antal eller vægt af frugter, der ikke har den fastsatte mindstestørrelse, idet der højst tillades en afvigelse på 5 mm under denne størrelse.

V. BESTEMMELSER VEDRØRENDE PRÆSENTATION

A. Ensartethed

Indholdet af hver pakning skal være ensartet og må kun bestå æbler og pærer af samme oprindelse, kvalitet og størrelse (i tilfælde af størrelsessortering) samt modningsgrad.

For klasse "Ekstra" kræves det, at farven er ensartet.

For æbler i forbrugerpakninger med en nettovægt på højst 3 kg kræves der ingen ensartethed med hensyn til sorten. Ved afsætning af forskellige sorter æbler i samme emballage kræves der ingen ensartethed med hensyn til oprindelsen.

Den synlige del af pakningens indhold skal være repræsentativ for hele indholdet.

B. Emballering

Æbler og pærer skal emballeres således, at produktet sikres passende beskyttelse.

Materialerne, der anvendes indvendigt i pakningen, skal være nye, rene og af en kvalitet, der ikke fremkalder ydre eller indre forringelser af produkterne. Anvendelse af materialer, herunder papir eller klistermærker med handelsmæssige oplysninger, er tilladt, hvis påtrykningen eller mærkningen foretages med sværte eller lim, der er giftfri.

Pakningerne skal være fri for fremmedlegemer.

C. Præsentation

Frugter i klasse "Ekstra" skal emballeres lag- eller rækkepakket.

VI. BFSTEMMELSER VEDRØRENDE MÆRKNING

Hver emballage skal på samme side være forsynet med følgende oplysninger, anført med bogstaver, som er let læselige, ikke kan udviskes og er synlige udefra:

A. Identifikation

Pakker og/eller afsender: navn og adresse eller et af en officiel myndighed udstedt eller anerkendt mærke. Anvendes der en kode (mærke), skal angivelsen "pakker og/eller afsender (eller tilsvarende forkortelser)" dog anføres i umiddelbar sammenhæng med koden (mærket).

B. Produktets art

- "æbler" eller "pærer", hvis indholdet ikke er synligt udefra

- sortens navn eller i givet fald sorternes navne.

C. Produktets oprindelse

Oprindelsesland og eventuelt produktionsområde eller national, regional eller lokal betegnelse. I de tilfælde, der er nævnt i punkt V.A, tredje afsnit, hvor æbler af forskellige sorter og oprindelser er pakket i samme forbrugerpakning, skal oprindelseslandet for hver enkelt sort angives.

D. Handelsmæssige oplysninger

- klasse

- størrelse, eller for frugter, der er lag- eller rækkepakket, stykantal.

Hvis størrelsen er anført, skal denne angives:

a) for frugter, der omfattes af reglerne om ensartethed, ved mindste og største diameter

b) for frugter, der ikke omfattes af reglerne om ensartethed, ved diameteren for den mindste frugt i pakningen, efterfulgt af udtrykket "og derover" eller "+" eller i givet fald diameteren for den største frugt i pakningen.

E. Officielt kontrolmærke (valgfrit)

(1) Som følge af Fuji-sortens typiske egenskaber med hensyn til modenhed ved høsten, kan sygdommen radial æbleglassethed accepteres, hvis den er begrænset til hver enkelt frugts ledningsstreng.

(2) Kriterierne for æblers farvning og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af hvert enkelt kriterium, findes i tillægget til disse normer.

(3) Kriterierne for æblers farvning og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af hvert enkelt kriterium, findes i tillægget til disse normer.

(4) Kriterierne for æblers farvning og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af hvert enkelt kriterium, findes i tillægget til disse normer.

(5) For æblers af sorter Bramley's Seedling (Bramley, Triomphe de Kiel) og Horneburger er der dog tilladt en forskel i diameteren på 10 mm.

(6) For æbler af sorter Bramley's Seedling (Bramley, Triomphe de Kiel) og Horneburger er der dog tilladt en forskel i diameteren på 20 mm.

TILLÆG

1. FARVEKRITERIER FOR ÆBLER

Æblesorter inddeles efter farven i fire grupper:

>TABELPOSITION>

2. KRITERIER FOR RUSTDANNELSE HOS ÆBLER

Æblesorter inddeles efter rustdannelsen i to grupper:

Gruppe R: Æblesorter, hvor rustdannelse på frugtens overflade er karakteristisk for sorten og ikke betragtes som en fejl, dersom den svarer til det for sorten typiske udseende.

For andre sorter end dem under gruppe R er rustdannelse tilladt inden for følgende grænser:

>TABELPOSITION>

3. STØRRELSESKRITERIER FOR ÆBLER OG PÆRER:

Æble- og pæresorter klassificeres efter deres størrelseskarakteristika i tre grupper:

Gruppe L: Æble- og pæresorter med store frugter omhandlet i kapitel III, andet afsnit, i normerne for æbler og pærer.

Gruppe SP: Sommerpæresorter omhandlet i kapitel III, tredje afsnit, i normerne for æbler og pærer.

Andre sorter.

4. IKKE-UDTØMMENDE LISTE OVER ÆBLESORTER KLASSIFICERET EFTER DERES FARVE-, RUSTDANNELSES- OG STØRRELSESKRITERIER:

>TABELPOSITION>

5. IKKE-UDTØMMENDE LISTE OVER PÆRESORTER KLASSIFICERET EFTER DERES STØRRELSESKRITERIER:

>TABELPOSITION>

Top