EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0782

2001/782/EF: Kommissionens beslutning af 9. august 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP/29.373-Visa International) (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 2425)

OJ L 293, 10.11.2001, p. 24–41 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/782/oj

32001D0782

2001/782/EF: Kommissionens beslutning af 9. august 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP/29.373-Visa International) (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 2425)

EF-Tidende nr. L 293 af 10/11/2001 s. 0024 - 0041


Kommissionens beslutning

af 9. august 2001

om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53

(Sag COMP/29.373-Visa International)(1)

(meddelt under nummer K(2001) 2425)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2001/782/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86(2), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1216/1999(3), særlig artikel 2,

under henvisning til begæring om negativattest og anmeldelse med henblik på undtagelse af 31. januar 1977 indgivet af Visa International i henhold til artikel 2 og 4 i forordning nr. 17,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 6. maj 1999 om at indlede procedure i denne sag,

efter at have offentliggjort et resumé af begæringen og anmeldelsen og opfordret andre interesserede parter til, i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, at fremsætte deres bemærkninger til Kommissionens hensigt om at indtage en positiv holdning til den anmeldte aftale(4),

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

1. INDLEDNING

(1) Den 31. januar 1977 anmeldte Ibanco Ltd, siden 1979 kendt under navnet Visa International, en række vedtægter og forskrifter, der gælder for Visa-sammenslutningen og dens medlemmer, til Kommissionen med begæring om negativattest eller alternativt undtagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3.

(2) Efter oprindeligt at have fremsendt en administrativ skrivelse den 29. april 1985 genåbnede Kommissionen Visa-sagen som følge af en klage fra British Retail Consortium over det såkaldte multilaterale formidlingsgebyr(5)(interchange fee) i Visa Internationals betalingssystem, og den administrative skrivelse blev trukket tilbage den 4. december 1992. Den genoptagne undersøgelse tog også hensyn til en klage indgivet den 23. maj 1997 af Eurocommerce, der er en interesseorganisation for detailhandelen, engroshandelen og den internationale handel i Fællesskabet. Denne klage vedrørte forskellige aspekter af bl.a. Visa Internationals betalingskortsystem(6).

2. PARTERNE

2.1. VISA INTERNATIONAL

(3) Visa International Service Association ("Visa") er et privat, gevinstorienteret selskab, der ejes af 20000 finansielle medlemsinstitutter fra hele verden. Visas omsætning beløber sig til 1455 mio. USD på verdensplan, heraf omkring [forretningshemmeligheder] mio. USD i Visas EU-region (1999-tal). Visa, der er registreret i USA, driver Visa-kortsystemets netværk. Til dette formål administrerer det varemærker, fastlægger reglerne for systemet og stiller autorisations- og clearingtjenester til rådighed via et verdensomspændende data- og telekommunikationsnet, kaldet VisaNet. Visa selv udsteder ikke Visa-kort til kortindehavere og indgår ikke tilslutningsaftaler med forretningsdrivende betalingsmodtagere, men det gør til gengæld de finansielle medlemsinstitutter, der har modtaget licens fra Visa til dette formål.

(4) Visa har opdelt det geografiske område, inden for hvilket det opererer, i seks regioner verden over. I Visas EU-region, der ud over Fællesskabet også omfatter Schweiz, Island, Liechtenstein, Norge, Tyrkiet, Israel, Cypern og Malta, er der over 5000 Visa-medlemsinstitutter. Beslutningsmyndigheden er uddelegeret til Visas bestyrelse for EU-regionen ("EU-bestyrelsen"), der vælges hvert andet år blandt Visas finansielle medlemsinstitutter i EU-regionen. EU-bestyrelsen har ansvaret for alle interne anliggender i regionen, f.eks. vedtagelse af regionale forskrifter, herunder Visas forskrifter for EU-regionen, samt for optagelse og eksklusion af medlemmer, der er etableret i regionen. I lande med såkaldte nationale gruppemedlemmer (se betragtning 7) har EU-bestyrelsen overdraget beføjelsen til at udvikle og administrere Visas kortprogrammer til disse medlemmer.

2.2. VISAS MEDLEMMER

(5) Visa opererer med forskellige medlemskabsklasser, men samtlige klasser er stort set åbne for alle institutter, der er opbygget i overensstemmelse med forretningsbanklovgivningen i deres eget land, og som har tilladelse til at modtage anfordringsindskud. Visa accepterer dog ikke ansøgninger om medlemskab, hvis bestyrelsen betragter ansøgeren som konkurrent til selskabet(7).

(6) I nogle medlemsstater findes der et Visa-gruppemedlem. Det er et hovedmedlem, der har ret til at udøve sine medlemsrettigheder og drive Visa-kortprogrammer gennem sine ejere eller medlemmer. Medlemmer af Visa-gruppemedlemmer er associerede medlemmer. Visa-gruppemedlemmet er ansvarligt for ejernes eller medlemmernes handlinger og forsømmelser(8). Med en enkelt undtagelse(9) udsteder ingen gruppemedlemmer selv Visa-kort. De fleste gruppemedlemmer indgår heller ikke tilslutningsaftaler(10) med forretningsdrivende betalingsmodtagere(11). Det gør i stedet (nogle af) deres medlemmer.

(7) Visa har uddelegeret beføjelsen til at udvikle og administrere Visa-kortprogrammer til visse Visa-gruppemedlemmer. De omtales af Visa som nationale gruppemedlemmer og omfatter stort set alle Visa-gruppemedlemmer(12). Disse nationale gruppemedlemmer optræder som et nationalt Visa og har ret til at vedtage egne regler for driften af Visa-programmer i deres hjemland, forudsat at disse lokale arrangementer ikke strider mod Visas vedtægter og forretningsforskrifter.

(8) Det nationale gruppemedlem tager stilling til ansøgninger om licens til at udstede Visa-kort og indgå tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere i sit hjemland. Visa har bevaret retten til at acceptere et berettiget institut som direkte medlem af Visa, hvis et nationalt gruppemedlem af en eller anden grund ikke vil give det pågældende institut licens til at udøve Visa-kortaktiviteter. Nationale gruppemedlemmer skal også give deres samtykke til etablering af udenlandske filialer i deres hjemlande. EU-bestyrelsen kan i alle lande optage nye medlemmer direkte, hvis et nationalt gruppemedlem "af urimelige grunde" har givet afslag på medlemskab, eller hvis det nationale gruppemedlem går med til, at Visa tilbyder et direkte medlemskab.

3. AFTALERNE

3.1. GENERELT

(9) Anmeldelsen fra Visa angår de vedtægter og forskrifter, der gælder for Visa-sammenslutningen og dens medlemmer (dvs. Certificate of Incorporation, International By-Laws og Regional Board Delegations), samt de internationale bestemmelser vedrørende Visas betalingskort (dvs. the General International Operating Regulations, European Union Regional Operating Regulations, Dispute Resolution Rules og Card and Marks Specifications}. Alle de anmeldte regler og forskrifter omtales herefter som "Visa-reglerne".

(10) Visa-reglerne regulerer hovedsagelig forholdet mellem Visa og dets medlemmer, dvs. pengeinstitutter, der udsteder Visa-kort og indgår tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere. Desuden indeholder Visa-reglerne en række bestemmelser, der er relevante for forholdet mellem Visa-medlemmerne. Visa-reglerne indeholder endvidere visse bestemmelser om forholdet mellem på den ene side de pengeinstitutter, der indgår tilslutningsaftaler, og på den anden side de tilsluttede betalingsmodtagere (f.eks. forbuddet mod forskelsbehandling og reglen om, at alle kort skal accepteres). Ud over at ville fastlægge de vigtigste karakteristika for Visa-kortprodukterne ønsker Visa ikke at bestemme forholdet mellem kortudstedere og kortindehavere.

3.2. SPECIFIKKE BESTEMMELSER

3.2.1. Forbuddet mod forskelsbehandling

(11) Denne Visa-regel forbyder betalingsmodtagere at forlange et tillæg ved betaling med Visa-kort(13). I henhold til samme regel må betalingsmodtagere heller ikke tilbyde deres kunder rabat ved betaling med andre betalingsmidler, f.eks. kontanter. Reglen finder dog ikke anvendelse i de lande, hvor de nationale konkurrencemyndigheder har ophævet den, dvs. i Det Forenede Kongerige (for kreditkort), Sverige og Nederlandene(14).

(12) Der findes en tilsvarende regel for hævning af kontanter, idet der ikke må lægges et gebyr på manuelle transaktioner eller transaktioner via pengeautomater, medmindre den lokale lovgivning udtrykkeligt tillader det(15).

3.2.2. Princippet om territorial licensgivning

(13) Det er kun de medlemmer af Visas betalingskortsystem, der har den påkrævede licens, der må udstede Visa-kort og indgå tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere. Visa opererer med territoriale licenser. Det indebærer, at et Visa-medlems beføjelse til at udstede kort og indgå tilslutningsaftaler i princippet er begrænset til det land, hvor medlemmet har sit hovedforretningssted(16). Medlemmer kan dog på visse betingelser udstede kort og indgå tilslutningsaftaler på tværs af landegrænserne. Visa har gradvist udvidet muligheden for sådanne grænseoverskridende aktiviteter (se betragtning 14).

3.2.3. De ændrede regler om grænseoverskridende kortudstedelse

(14) Visa-reglerne forpligtede tidligere pengeinstitutter, der ønskede at udstede kort uden for deres hjemland, til i princippet at gøre det gennem enten datterselskaber, der selv kunne tilslutte sig Visa, eller gennem etablering af udenlandske filialer på det pågældende område(17). Der fandtes to specifikke undtagelser fra denne generelle regel, som betød, at der i følgende to situationer ikke blev stillet krav om etablering af et datterselskab eller en filial: 1) Visa-kort kunne udstedes passivt (dvs. uopfordret) til kortindehavere med en kortkonto hos det kortudstedende pengeinstitut i dets hjemland(18), og 2) der kunne udstedes Visa-kort til multinationale selskabers ansatte verden over(19).

(15) På sit møde i EU-bestyrelsen den 26. maj 2000 godkendte Visa visse ændringer af reglerne for grænseoverskridende kortudstedelse, herunder ophævelse af kravet om, at et Visa-medlem skulle have et datterselskab eller en filial i den medlemsstat, hvor det ønskede at udstede Visa-kort. For at bevare Visa-systemets sikkerhed og kvalitet vedtog Visa en række minimumsregler, f.eks. at udstedelse af Visa-kort uden for hjemlandet nu er tilladt for medlemmer, der allerede er erfarne kortudstedere på deres hovedforretningssted eller i et hvilket som helst land, afleverer en forretningsplan og opfylder bestemte registrerede nationale regler. De ændrede regler om grænseoverskridende kortudstedelse trådte i kraft den 30. april 2001.

3.2.4. De ændrede regler om grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere

(16) Ifølge Visa-reglerne kan Visa-banker indgå kontrakter med internationale luftfartsselskaber og visse andre kategorier af betalingsmodtagere(20) om ydelser med henblik opnåelse af tilslutningsaftaler. Desuden har det siden 1994 i henhold til Visas EU/EFTA-program for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere på vilkår svarende til dem, der er anført i punkt 3.2.3, og som gælder for grænseoverskridende kortudstedelse, været tilladt for pengeinstitutter at indgå tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere i udlandet uden at oprette et datterselskab eller en filial det pågældende sted. Et pengeinstitut, [forretningshemmeligheder]. Desuden skal der i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner være opfyldt bestemte registrerede indenlandske regler på seks specifikke områder, [forretningshemmeligheder]. Pengeinstitutter, der søger om tilladelse til grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere, kan indhente kopier af registrerede indenlandske regler hos Visa International. Oprindeligt begrænsede Visa det nævnte program til bestemte kategorier af internationale betalingsmodtagere, nemlig biludlejningsfirmaer, hoteller, færgeselskaber og krydstogtskibe. Siden 1. januar 1999 har Visa tilladt medlemmerne at indgå tilslutningsaftaler på tværs af grænserne med alle kategorier af internationale betalingsmodtagere(21).

(17) På sit møde i EU-bestyrelsen den 26. maj 2000 gik Visa med til at afskaffe kravet om, at en betalingsmodtager hvervet i udlandet skal have forretningssted i mere end et land. De heraf affødte ændringer af Visas forskrifter for EU-regionen blev godkendt af Visas hovedbestyrelse for EU-området på et møde den 7. juli 2000. De ændrede regler om grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere trådte i kraft den 1. oktober 2000.

3.2.5. Ingen hvervning uden kortudstedelse

(18) Skønt hovedmedlemmer ifølge Visa-reglerne formelt er forpligtet til både at udstede kort og hverve nye betalingsmodtagere, forholder det sig i praksis således, at Visa ikke forpligter dem til at beskæftige sig med hvervning. Hvis de imidlertid ønsker at indgå tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere, skal de - før de må begynde at gøre det i et givet land - have udstedt et rimeligt antal kort(22). Målet fastsættes fra sag til sag, og der tages i den forbindelse hensyn til antallet af kort, der på det pågældende tidspunkt er blevet udstedt i det pågældende land af de eksisterende Visa-medlemmer, samt potentialet for Visa-kort på det pågældende marked. Desuden tages der hensyn til ansøgerens størrelse og potentiale. Ifølge Visa medregnes alle kort udstedt i et hvilket som helst land i EU-regionen, når det vurderes, om et givet medlem har udstedt et tilstrækkeligt antal kort til at kunne begynde grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere.

3.2.6. Reglen om, at alle kort skal accepteres

(19) En betalingsmodtager skal acceptere alle gyldige kort, der bærer enten Visa-symbolet eller Visa Electron-symbolet, og som på korrekt vis afleveres som betalingsmiddel(23). Ifølge Visa er de betalingsmodtagere, som i kraft af den indgåede aftale er forpligtet til at modtage Visa-kort, ikke forpligtet til at modtage Electron-kort, og de betalingsmodtagere, der har indgået en aftale om at modtage Electron-kort, ikke forpligtet til at modtage Visa-kort. Reglen om, at alle kort skal accepteres, gælder uanset transaktionens art, kortudstederens identitet, typen af kort, der anvendes, eller kortindehaverens personlige karakteristika.

4. VISA-BETALINGSKORTSYSTEMETS FUNKTIONSMÅDE

(20) Anmeldelsen fra Visa vedrører forskellige vedtægter og forskrifter for driften af Visa Internationals betalingskortsystemer. Generelt kan Visa-kort anvendes til enten at betale en virksomhed eller forretning for varer eller tjenesteydelser eller til at hæve kontanter i enten et pengeinstitut eller en pengeautomat. I det første tilfælde er fire parter normalt involveret: Visa-kortindehaveren, det kortudstedende pengeinstitut (der udsteder kortet til kortindehavere), virksomheden/forretningen og det hvervende pengeinstitut (som hverver forretningsdrivende betalingsmodtagere med henblik på accept af Visa-kort). I det andet tilfælde er kun tre parter involveret, nemlig Visa-kortindehaveren, det kortudstedende pengeinstitut og ejeren af pengeautomaten.

(21) Før en forbruger kan benytte et kort til betaling eller hævning af kontanter, skal vedkommende indgå en aftale med et kortudstedende pengeinstitut for at modtage et kort. Kortet modtages normalt mod betaling af et årligt gebyr til det kortudstedende pengeinstitut. For at kunne modtage betalinger med kort skal den forretningsdrivende betalingsmodtager indgå en tilslutningsaftale med et pengeinstitut. I denne aftale fastsættes det gebyr, som betalingsmodtageren skal betale, samt andre vilkår.

(22) I forbindelse med en betalingstransaktion kan der således skelnes mellem to tjenester, nemlig på den ene side udstedelsen afkort til kunder og på den anden side indgåelsen af tilslutningsaftaler med forretningsdrivende betalingsmodtagere, der vil tage imod kortet. I en firepartstransaktion ydes begge tjenester ofte af forskellige institutter.

5. SAGSFORLØB

(23) Efter genåbningen af Visa-sagen i 1992 sendte Kommissionen mellem 1992 og 2000 adskillige anmodninger om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, navnlig til Visa og en række af selskabets medlemmer samt til den klagende part Eurocommerce. Den 6. maj 1999 blev der udsendt en klagepunktsmeddelelse til Visa angående forbuddet mod forskelsbehandling og de på det tidspunkt stadig gældende begrænsninger på kortudstedelse og grænseoverskridende hvervning. Visa afleverede sine skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen den 17. januar 2000, og den 15. marts 2000 blev der afholdt en høring i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17. Efter at have modtaget resultaterne af markedsundersøgelser af virkningerne af afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling som følge af krav fra konkurrencemyndighederne i visse lande (se betragtning 53), og efter at Visa havde ændret sine regler vedrørende grænseoverskridende tjenester, offentliggjorde Kommissionen den 14. oktober 2000 en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17(24) (meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3), hvori den opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til det forhold, at Kommissionen agtede at godkende forbuddet mod forskelsbehandling, de ændrede regler vedrørende grænseoverskridende tjenester samt de øvrige bestemmelser i Visa-reglerne, der omhandles i betragtning 18 og 19.

6. BEMÆRKNINGER FRA TREDJEPARTER

(24) Kommissionen modtog adskillige bemærkninger fra tredjeparter til meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3. Langt de fleste kom fra detailhandlere og detailhandelsorganisationer. Derudover kom der bemærkninger fra et andet betalingskortsystem og fra to nationale konkurrencemyndigheder i EØS.

(25) Reaktionerne fra detailhandlerne vedrører hovedsagelig Kommissionens bebudede hensigt om at godkende forbuddet mod forskelsbehandling i Visa Internationals betalingskortsystem. Detailhandlerne beklager sig over de gebyrer, de skal betale for brugen af Visa-kort, og flere af dem er af den opfattelse, at det er kortindehaverne, der bør bære udgifterne. Nogle af dem sammenkæder forbuddet mod forskelsbehandling og de multilaterale formidlingsgebyrer, skønt disse ikke var omfattet af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, og de konkluderer, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke kan godkendes, så længe de multilaterale formidlingsgebyrer eksisterer.

(26) I sine bemærkninger til meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, gør Eurocommerce ikke blot indvendinger mod den påtænkte godkendelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men også mod den påtænkte godkendelse af Visa Internationals regel om, at alle kort skal accepteres, og den påtænkte godkendelse af Visa-reglerne om grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere/indgåelse af tilslutningsaftaler. Skønt Eurocommerce ikke giver en nærmere forklaring på sin reaktion på den del af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, der vedrører reglen om, at alle kort skal accepteres, har selskabet som led i sin klage mod Visa udtalt, at det finder, at Visa Internationals regel om, at alle kort skal accepteres, forpligter betalingsmodtagerne til at acceptere forskellige kort, der bærer Visas mærke (f.eks. kreditkort, kort med forskudt debitering, kort med direkte debitering, klassiske kort, firmakort), plus de nye kort, som Visa måtte lancere i fremtiden. Eurocommerce er imod dette, eftersom det gebyr, som betalingsmodtagerne skal erlægge, siges at variere afhængigt af den type kort, der anvendes, hvorfor Eurocommerce betragter de forskellige typer kort som forskellige produkter, som betalingsmodtagerne bør have ret til at acceptere eller ej. Eurocommerce frygter, at reglen om, at alle kort skal accepteres, vil blive brugt til at forpligte betalingsmodtagerne til at acceptere (eksisterende eller fremtidige) kort, der bærer Visas navn, og som medfører forholdsvis høje gebyrer for betalingsmodtagerne.

(27) Eurocommerce gør indsigelse mod Visa-reglerne om grænseoverskridende hvervning, for så vidt som de fastslår, at pengeinstitutter, der hverver kunder på tværs af grænserne, kan underkastes de (registrerede) indenlandske regler for Visa-medlemmer med hensyn til (indenlandske) formidlingsgebyrer. Ifølge Eurocommerce, der er modstander af alle formidlingsgebyrer ikke blot inden for rammerne af Visa Internationals betalingskortsystem, men i almindelighed, lægger dette hindringer i vejen for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere, hvilket i sidste ende er til skade for betalingsmodtagerne.

(28) I sit brev af 2. februar 2001 meddelte Eurocommerce imidlertid Kommissionen, at selskabet havde besluttet trække deres klage tilbage vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling og reglen om, at alle kort skal accepteres i Visa Internationals betalingskortregler, "under forudsætning af at Kommissionen vil forbyde multilaterale formidlingsgebyrer...". Eurocommerce betragter de multilaterale formidlingsgebyrer som hovedpunktet i deres klage. Eurocommerce mener, at hvis disse gebyrer blev forbudt, vil afskaffelse af forbuddet mod forskelsbehandling og/eller reglen om, at alle kort skal accepteres, ikke bidrage væsentligt til at genetablere konkurrencen på betalingskortmarkedet.

(29) De to nationale konkurrencemyndigheder, der fremsendte bemærkninger til meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, er af den opfattelse, at forbuddet mod forskelsbehandling er konkurrencebegrænsende. Begge konkurrencemyndigheder har forbudt dette forbud i bl.a. Visa-systemet i deres respektive lande, nemlig i henholdsvis 1994 og 1998. En af konkurrencemyndighederne mente, at forbuddet mod forskelsbehandling begrænser konkurrencen mellem betalingsmodtagere, begrænser betalingsmodtagernes frihed til at fastsætte prisen i forhold til omkostningerne, begrænser konkurrencen mellem forskellige betalingssystemer og begrænser konkurrencen mellem betalingskortselskaber. Den anden konkurrencemyndighed gjorde opmærksom på, at det forhold, at de fleste betalingsmodtagere i øjeblikket ikke udnytter muligheden for at afkræve kunden et tillæg, fordi der ikke findes et forbud mod forskelsbehandling, ikke er afgørende, men at det er dette forbuds betydning for konkurrencevilkårene på betalingskortmarkedet, der bør overvejes.

(30) Det nationale betalingskortsystem, der indsendte bemærkninger til meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, hilser Kommissionens hensigt om at godkende forbuddet mod forskelsbehandling velkommen. Med hensyn til Visa-reglerne om grænseoverskridende kortudstedelse (se betragtning 16) bemærkede det pågældende betalingskortsystem yderligere, at det efter dets opfattelse bør være muligt for dets medlemmer at gøre alle indenlandske regler gældende, uanset om de er registreret hos Visa International.

(31) Der henvises til betragtning 53 for en vurdering under hensyn til Fællesskabets konkurrencebestemmelser af forbuddet mod forskelsbehandling, reglen om, at alle kort skal accepteres, og Visas regler om grænseoverskridende hvervning.

II. RETLIG VURDERING

7. TRAKTATENS ARTIKEL 81, STK. 1/EØS-AFTALENS ARTIKEL 53

7.1. DET RELEVANTE MARKED

7.1.1. Visas opfattelse

(32) Visa hævder, at det relevante produktmarked omfatter alle betalingsmidler, som forbrugerne benytter, hvilket foruden (alle typer) betalingskort(25) også vil sige checks(26) og kontanter. Her henviser Visa navnlig til holdningen blandt adskillige af sine medlemmer. Desuden henviser Visa til to tidligere kommissionsbeslutninger om checks, hvori Kommissionen angiveligt har anerkendt, at der hersker substituerbarhed mellem checks og andre betalingsmidler(27). Visa peger endvidere på en række domme afsagt af amerikanske domstole, der som led i behandlingen af klager mod henholdsvis Visa Internationals multilaterale formidlingsgebyr og forbuddet mod forskelsbehandling har udtalt, at det relevante marked, hvorpå Visa opererer og konkurrerer, er markedet for alle betalingssystemer for forbrugerne(28).

(33) For så vidt angår det relevante geografiske marked gør Visa gældende, at markedet bevæger sig i retning af at dække hele Fællesskabets marked eller endda hele verdensmarkedet som følge af den globale e-handel over Internettet og indførelsen af euroen. Ifølge Visa deles dette synspunkt af adskillige af Visas medlemmer.

7.1.2. Kommissionens opfattelse

7.1.2.1. Det relevante produktmarked

(34) Der kan i forbindelse med betalingskort skelnes mellem to typer konkurrence. Den første type optræder mellem forskellige betalingssystemer/netværk (forskellige betalingskortsystemer/netværk og muligvis andre betalingsmidler end kort), mens den anden type optræder mellem finansielle institutter (sædvanligvis pengeinstitutter) og handler om aktiviteterne forbundet med kortene (primært udstedelse af kort til privatpersoner og hvervning af betalingsmodtagere). Den første af disse to typer konkurrence omtales sædvanligvis som konkurrence på "system/netværksmarkedet" eller "upstream-markedet", mens den anden ofte omtales som konkurrence på det "systeminterne marked" eller "downstream-markedet". På de systeminterne markeder, dvs. inden for rammerne af det enkelte betalingssystem (f.eks. Visa), konkurrerer de finansielle institutter med hinanden om udstedelse af kort, der bærer det pågældende systems navn, og om hvervning af betalingsmodtagere, der vil acceptere kortet.

(35) Alle disse typer konkurrence påvirkes af Visa-reglerne. For det første har de indflydelse på Visas stilling i konkurrencen med andre betalingssystemer. For det andet har de indflydelse på konkurrencen mellem pengeinstitutter inden for Visa-systemet, idet de fastsætter nogle standard vilkår for udstedelse af kort og indgåelse af tilslutningsaftaler, som forhindrer et pengeinstitut i at differentiere sig fra andre pengeinstitutter ved at tilbyde andre vilkår. Systemmarkedet er imidlertid det vigtigste, da det er på dette marked, at Visa International selv er aktiv og henter sine indtægter.

(36) For at kunne anvendes bredt er det nødvendigt, at et betalingskort accepteres af et stort antal betalingsmodtagere, og at kortindehaverne dernæst vælger at benytte netop dette kort frem for de øvrige kort, de måtte være i besiddelse af, og som også accepteres af betalingsmodtagerne. Det er derfor nødvendigt at analysere efterspørgslen fra både betalingsmodtagernes og kortindehavernes side for at kunne definere systemmarkedet korrekt(29). Disse to former for efterspørgsel er indbyrdes afhængige, for selv om et kort er gratis for kortindehaverne, vil det ikke blive benyttet, hvis betalingsmodtagerne ikke accepterer det, og vice versa.

(37) Med henvisning til ovenstående er Kommissionen ikke overbevist om, at Visa har ret i, at det relevante marked omfatter alle de betalingsmidler, som forbrugerne har adgang til. Det kan forklares på følgende vis.

(38) For det første er det Kommissionens opfattelse, at betaling med kontanter kan udelukkes fra det relevante marked af flere årsager. For de handlende udgør kontanter et lovligt betalingsmiddel, og de er forpligtet til at tage imod dem, når det muligt. Omkostningerne forbundet med at tage imod kontanter er primært af administrativ karakter, og disse omkostninger kan dårligt sammenlignes med omkostningerne forbundet med kortbetalinger. Set ud fra forbrugernes synsvinkel er det besværligt og farligt at bære rundt på store beløb i kontanter, og kontanter er ikke velegnet til dyre indkøb. Forbrugerne løber ofte tør for kontanter og må derfor hæve nye (normalt ved hjælp af et hævekort). I samtlige medlemsstater er det gennemsnitlige beløb ved kontante indkøb langt lavere end det gennemsnitlige beløb ved indkøb med kort, og skønt der ved visse mellemstore betalinger benyttes enten kontanter eller kort, er der en tydelig beløbsafhængig forskel mellem brugen af henholdsvis kontanter og kort. Det er derfor usandsynligt, at en lille, men dog mærkbar prisstigning på enten kort eller kontanter (for enten betalingsmodtagerne eller deres kunder) vil føre til et betydeligt skift fra kort til kontanter eller vice versa.

(39) For det andet mener Kommissionen, at checks kan udelukkes fra det relevante marked. I de fleste medlemsstater benyttes der næsten aldrig checks ved køb over skranken, idet de hovedsagelig benyttes til distancebetalinger(30). I de medlemsstater, hvor der ofte benyttes checks ved indkøb i forretninger (det drejer sig primært om Frankrig, Det Forenede Kongerige og Irland), gælder der ikke altid samme regler (f.eks. er det ikke tilladt for pengeinstitutter i Frankrig at kræve betaling for udstedelse af checks), og under alle omstændigheder adskiller checks sig på en række punkter fra betalingskort (et checkhæfte bliver ofte tomt, en check accepteres ofte kun mod forevisning af et checkkort eller et id-kort, en check skal udfyldes, hvilket er tidskrævende)(31).

(40) Desuden er det oplagt, at alle former for distancebetalingsmidler (girooverførsler osv.) kan udelukkes fra det relevante marked, da de ikke kan benyttes til betaling for varer, der leveres over skranken i forretninger.

(41) Det står tilbage at undersøge, om det relevante marked omfatter alle typer kort. Der kan skelnes mellem de forskellige kort ved at se på, om de kan benyttes internationalt eller kun i det land, hvor de er udstedt, og ved at se på den betalingsfacilitet, der er knyttet til kortene (direkte debitering, udskudt debitering, kredit). I praksis er kreditkort normalt (men ikke udelukkende) internationale, mens debetkort normalt (men ikke udelukkende) er indenlandske. I mange medlemsstater er det almindeligt at være i besiddelse af både et indenlandsk debetkort og et internationalt kreditkort. Internationale kreditkort kan imidlertid også benyttes til indenlandske betalinger (langt de fleste betalinger, der foregår med internationale kreditkort, er indenlandske betalinger), og for mange af kreditkortenes vedkommende benyttes kreditfaciliteten aldrig. Visa-kort er altid internationalt anvendelige kort, men deres betalingsfacilitet varierer, idet de kan have status af kreditkort eller kort med udskudt debitering eller undertiden endda have status af kort med direkte debitering (f.eks. nogle Visa/CB-kort udstedt i Frankrig og nogle Visa/Delta-kort udstedt i Det Forenede Kongerige).

(42) I denne beslutning anses de relevante Visa-regler ikke at være konkurrencebegrænsende, og de anses heller ikke at have en mærkbar indflydelse på konkurrencen, selv ikke med udgangspunkt i den snævrest tænkelige markedsdefinition (dvs. markedet for internationale kort alene). Derfor er det ikke nødvendigt at tage stilling til, om det relevante marked også bør omfatte andre typer betalingskort end internationale kort.

(43) Det skal også ganske kort nævnes, at forbuddet mod forskelsbehandling potentielt kunne have en effekt på de markeder, som betalingsmodtagerne opererer på (dvs. markederne for de forskellige varer og tjenesteydelser, som de sælger), eftersom den begrænser betalingsmodtagernes frihed til at bestemme et marginalt aspekt af deres prissætning på disse markeder. Da effekten af dette forbud ikke anses at være mærkbar (jf. betragtning 53), er der ingen grund til at definere hvert enkelt af disse utallige markeder nærmere.

7.1.2.2. Det relevante geografiske marked

(44) Det relevante geografiske marked omfatter det område, hvor de berørte virksomheder er involveret i udbud af varer og tjenesteydelser, og som har tilstrækkeligt ensartede konkurrencevilkår og kan skelnes fra de tilstødende områder, navnlig i kraft af, at konkurrencevilkårene i disse områder er meget anderledes.

(45) Hvad angår det geografiske marked, er Kommissionen af den opfattelse, at det relevante marked for vurderingen af konkurrencespørgsmål i relation til betalingskortsystemer fortsat er det nationale marked. Markederne for kortudstedelse og hvervning af betalingsmodtagere er grundlæggende set nationale markeder(32). Det er også tilfældet for indenlandske betalingskort. Ligeledes er vilkårene for kortudstedelse og hvervning for de internationale betalingskorts vedkommende ikke tilstrækkeligt ensartede medlemsstaterne imellem. Eksempelvis er der fortsat store forskelle mellem de gebyrer, som betalingsmodtagerne skal betale i de forskellige lande(33). Desuden varierer graden af konkurrence mellem medlemsstater. Som eksempel kan nævnes, at i nogle medlemsstater er hvervningen af betalingsmodtagere overladt til en enkelt eller nogle få hververe, mens markedet for hvervning af betalingsmodtagere er mere konkurrencepræget i andre medlemsstater.

(46) Skønt det relevante marked således fortsat er grundlæggende nationalt, udviser navnlig internationale betalingsmodtagere (dvs. betalingsmodtagere med aktiviteter i flere medlemsstater) og internationale pengeinstitutter en stigende interesse for grænseoverskridende aktiviteter, navnlig centraliseret hvervning, dvs. indgåelse af en aftale med et enkelt pengeinstitut i Fællesskabet med de bedste vilkår for kortaccept i betalingsmodtagerens forretninger i hele Fællesskabet. Hidtil er det navnlig internationale biludlejningsfirmaer og hoteller, der har indgået centraliserede Visa-aftaler med internationalt opererende pengeinstitutter. Desuden har Visa, efter begæring fra Kommissionen, gradvis fjernet de resterende hindringer for grænseoverskridende tjenester (se betragtning 58). Derfor er markedet i det mindste potentielt et fællesskabsdækkende marked. Den helt nøjagtige markedsdefinition med henblik på denne beslutning kan imidlertid forblive åben, når henses til, at formålet med beslutningen er at få fastslået, at der ikke foreligger en overtrædelse af traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53, og at dette kan påvises med udgangspunkt i selv den snævreste markedsdefinition.

7.2. STRUKTUREN PÅ MARKEDET FOR BETALINGSKORT

7.2.1. Konkurrencen mellem forskellige kortsystemer

(47) Foruden Visa findes der i dag følgende større internationale betalingskortselskaber på det europæiske marked: Europay International og MasterCard International (via Europay), Japan Credit Bureau (JCB) og de internationale trepartssystemer American Express og Diners Club International. Blandt disse internationale kortselskaber er Europay (i tæt samarbejde med MasterCard) langt den største konkurrent til Visa i Europa. Visa indtager generelt en stærkere stilling end Europay, men der er store forskelle medlemsstaterne imellem(34). Visa indtager især en stærk stilling i Det Forenede Kongerige, Spanien, Frankrig og Italien. På den anden side er Europay den stærkeste af de to i bl.a. Tyskland, Nederlandene og Østrig(35).

(48) Foruden de internationale betalingskortselskaber er forskellige nationale betalingskortselskaber også aktive i de forskellige medlemsstater. De nationale debetkort er ofte de mest anvendte ikke-kontante betalingsmidler i visse medlemsstater.

7.2.2. Systemintern konkurrence

7.2.2.1. Udstedelse af Visa-kort

(49) I de fleste medlemsstater udstedes Visa-kort af flere pengeinstitutter, enten direkte som hovedmedlem eller associeret medlem af Visa eller som medlem af et gruppemedlem. Antallet af kortudstedere varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Kun i Finland findes det kun en enkelt udsteder af Visa-kort, nemlig det nationale gruppemedlem Luottokunta.

7.2.2.2. Hvervning af betalingsmodtagere, som accepterer Visa-kort

(50) Visas hvervningsvirksomhed er generelt mere koncentreret, men antallet af egentlige hververe varierer fra medlemsstat til medlemsstat. I f.eks. Frankrig findes der mange Visa-hververe, mens der reelt kun findes en enkelt i Danmark (PBS, der hverver betalingsmodtagere for både Visa og Europay) og Finland (Luottokunta, der er den eneste hverver for både Visa og Europay). I andre medlemsstater med et Visa-gruppemedlem (dvs. Østrig, Belgien, Spanien, Frankrig og Sverige) er det ikke gruppemedlemmerne selv, men flere af deres medlemmer, der indgår tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere. Ikke desto mindre er hvervningen ofte domineret af en enkelt hverver. I eksempelvis Nederlandene er VSB Internationalt langt den største hverver, mens Unicre er det i Portugal. I Belgien foregår næsten 90 % af alle Visa-transaktioner via betalingsmodtagere hvervet af Bank Card Company.

7.3. VISAS STILLING PÅ MARKEDET

(51) På de nationale markeder for kort (internationale kort såsom Visa og Eurocard/Mastercard, kundekort og de største nationale betalingskortsystemer), har Visa, opgjort i antallet af kort i omløb, en markedsandel på mellem 4 % og 69 %. Mængden og værdien af alle Visa-korttransaktioner giver Visa en markedsandel på henholdsvis mellem 2 og 95 % og 2 og 93 %(36). Visas stilling på markedet bør imidlertid ikke kun måles i markedsandele. Visa har nemlig udviklet og driver en række forskellige betalingskortsystemer, inkl. internationale kreditkort og kort med udskudt debitering (Visa), internationale debetkort (Electron), hævekort (Visa Plus) og et elektronisk småpengekort (Visa Cash). Disse kort udstedes, og betalingsmodtagere tilsluttes dem, over alt i verden via et netværk af pengeinstitutter. I stil med Europay nyder Visa godt af en betydelig netøkonomi, hvilket vil sige, at næsten alle pengeinstitutter udsteder Visa-kort, og Visa-kort accepteres af et stort antal handlende i hele Fællesskabet. Desuden er mange kategorier af forretningsdrivende, f.eks. luftfartsselskaber, e-handelen, postordrefirmaer og restauranter, afhængige af internationale betalingskortsystemer såsom Visa med mange brugere.

(52) Skønt der ikke findes nævneværdige tekniske eller juridiske/lovgivningsmæssige hindringer for kortsystemers adgang til betalingskortmarkedet i Fællesskabet, og skønt pengeinstitutterne frit kan tilslutte sig konkurrerende systemer såsom American Express, Diners Club og JCB, har Visa- og Europay-systemerne netværksøkonomiske fordele, og for pengeinstitutterne udgør de investeringer, der ikke kan geninddrives, hvorfor det er usandsynligt, at der vil kunne etableres et større nyt system. En meget stor del af pengeinstitutterne i Fællesskabet er medlemmer af et af eller begge disse systemer, enten direkte eller via en gruppe. Under disse omstændigheder vil det være kommercielt vanskeligt for et nyt produkt uden for de eksisterende systemer at vinde indpas på markedet. Det forhold, at der dog findes andre kortselskaber på markedet, f.eks. American Express, Diners Club og JCB, viser, at det ikke er umuligt at trænge ind på markedet.

7.4. VEDTAGELSER INDEN FOR EN SAMMENSLUTNING AF VIRKSOMHEDER/AFTALER MELLEM VIRKSOMHEDER

(53) Visa og hvert enkelt Visa-medlem, hvad enten det drejer sig om pengeinstitutter eller enheder ejet af pengeinstitutter, udøver en økonomisk aktivitet og er derfor virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53. Dertil kommer, at både Visa (et ikke-aktiefinansieret foretagende, der kontrolleres af sine medlemsbanker i kraft af navnlig deres repræsentation i de internationale og regionale bestyrelser) og Visas nationale gruppemedlemmer er sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53. Det betyder, at reglerne for Visas betalingskortsystemer kan betragtes som enten vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder eller aftaler mellem virksomheder. De pågældende vedtagelser/aftaler er vedtægter og (internationale og fællesskabsdækkende) forretningsforskrifter, sammenslutningen/virksomheden er Visa, og medlemmerne af sammenslutningen/virksomhederne er licenshaverne i Visas betalingssystem.

7.5. KONKURRENCEBEGRÆNSNING

7.5.1.1. Forbuddet mod forskelsbehandling

(54) Dette forbud i Visa-reglerne begrænser betalingsmodtagernes handlefrihed, idet den forhindrer dem i at forlange et pristillæg ved betaling med Visa-kort. Dette kan have en konkurrencebegrænsende effekt. Der er imidlertid ikke tale om nogen større effekt, jf. resultaterne af de markedsundersøgelser(37), som blev gennemført på Kommissionens opfordring i de lande, hvor dette forbud er blevet afskaffet (Sverige og Nederlandene). Dette forklares som anført i det følgende.

(55) For det første forholder det sig således, at skønt afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling genskaber betalingsmodtagerens frihed til at fastsætte deres egne priser, er det kun ganske få af dem (omkring 5 % i Sverige og 10 % i Nederlandene), der benytter denne frihed til rent faktisk at forlange et pristillæg ved betaling med kort. Langt de fleste betalingsmodtagere benytter sig ikke af denne mulighed efter afskaffelsen af forbuddet. Ifølge de adspurgte betalingsmodtagere skyldes det først og fremmest, at der kan forventes en negativ reaktion fra kortindehavernes side, som i sidste ende vil føre til tab af kunder. Dette tyder på, at forbuddet mod forskelsbehandling har en begrænset effekt på konkurrencen på det systeminterne marked mellem kortsystemer, eftersom opkrævning af et pristillæg er en faktor, som kunne påvirke en forbrugers valg af kort, men selv efter afskaffelsen af forbuddet har denne faktor ikke spillet nogen større rolle.

(56) For det andet gælder det, at ikke nok med, at de fleste betalingsmodtagere ikke opkræver pristillæg, de siger også, at afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling ikke har haft nogen indflydelse på de gebyrer, de selv skal betale. Afskaffelsen af forbuddet har således kun haft en meget marginal indflydelse på det systeminterne marked for hvervning af betalingsmodtagere (den synes ikke at skærpe konkurrencen mellem de hvervende pengeinstitutter og presse priserne nedad).

(57) For det tredje skal det anføres, at for så vidt angår virkningen på konkurrencen mellem betalingsmodtagere (på markederne for de forskellige varer og tjenesteydelser, som de pågældende betalingsmodtagere sælger) af afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling, er tilbuddet om at kunne betale med kort en accessorisk tjeneste i forhold til de handlendes kerneaktiviteter, og at denne tjeneste aldrig "sælges" særskilt. Prisen på denne accessoriske tjeneste udgør kun en marginal andel af den handlendes tilbud, og markedsundersøgelserne tyder ikke på, at afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling har haft nogen nævneværdig indflydelse på priskonkurrencen mellem de handlende (betalingsmodtagerne) på disse markeder (da der kun har fundet begrænset tillægsopkrævning sted). Afskaffelsen af forbuddet har heller ikke forøget prisgennemsigtigheden for forbrugerne, for det er i praksis kun meget få betalingsmodtagere, der forlanger et pristillæg. Selv i de tilfælde, hvor de gør det, fortæller det ikke kunderne noget endegyldigt om omkostningerne ved kortet, eftersom betalingsmodtagerne reelt kan forlange mere end det gebyr, de selv skal betale, f.eks. navnlig taxaer og rejsebureauer.

(58) De empiriske beviser, der er blevet fremskaffet gennem markedsundersøgelserne, viser således, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke har nogen mærkbar indflydelse på konkurrencen, og den kan derfor ikke siges at være konkurrencebegrænsende i betydningen i traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53.

7.5.1.2. De ændrede regler for grænseoverskridende kortudstedelse

(59) I deres oprindelige form skabte Visa-reglerne for grænseoverskridende kortudstedelse adskillige hindringer for pengeinstitutter, der ønskede at udstede Visa-kort i hele Fællesskabet. For det første tillod Visa-reglerne reelt ikke - når bortses fra to meget specifikke undtagelser - grænseoverskridende kortudstedelse i egentlig forstand, eftersom der skulle oprettes en filial eller et datterselskab i det land, hvor pengeinstituttet ønskede at udstede kort. Dette krav ville, hvis det blev indført af en offentlig myndighed, være i strid med princippet om gensidig anerkendelse i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut(38). For det andet gælder det, at i de lande, hvor Visa har nationale gruppemedlemmer, hvilket i dag er tilfældet i de fleste medlemsstater, skulle disse på forhånd give deres samtykke til etablering af en udenlandsk filial, og de kunne stille yderligere krav til ansøgerne.

(60) Kommissionen mener, at de ændrede Visa-regler for grænseoverskridende kortudstedelse, der ikke længere indeholder et krav om etablering af et datterselskab eller en filial, og som derfor ikke længere kræver en forhåndsgodkendelse fra et gruppemedlem, ikke er konkurrencebegrænsende i betydningen i traktatens artikel 81, stk. 1 og EØS-aftalens artikel 53.

7.5.1.3. De ændrede regler for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere

(61) Ligesom det var tilfældet med grænseoverskridende kortudstedelse, var mulighederne for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere oprindeligt meget begrænset under Visa-reglerne. Undtagen for helt specifikke kategorier af internationale betalingsmodtagere blev der stillet krav om forudgående etablering af en filial eller et datterselskab i det berørte land, og gruppemedlemmerne skulle give deres samtykke til etablering af en udenlandsk filial. Med virkning fra 1. januar 1999 udvidede Visa International imidlertid sit program for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere, således at det kom til at omfatte alle kategorier af internationale betalingsmodtagere, og fra 1. oktober 2000 blev det udvidet til også at omfatte nationale betalingsmodtagere.

(62) Det forhold, at Visa-reglerne siger, at der ved hvervning af betalingsmodtagere på tværs af landegrænserne kan stilles krav om overholdelse af visse nationale regler i det pågældende land, forudsat at disse regler er blevet registreret hos Visa International, kan ikke i sig selv fortolkes således, at Visa International lægger hindringer i vejen for hvervning af betalingsmodtagere på tværs af landegrænserne, da Visas internationale regler ellers ville finde anvendelse automatisk, og det er ikke indlysende, hvorfor hvervning af betalingsmodtagere på tværs af landegrænserne skulle være vanskeligere under nationale regler end under Visa Internationals internationale regler. Denne konstatering siger intet om de nationale reglers forenelighed med Fællesskabets konkurrenceregler.

7.5.1.4. Princippet om territorial licensgivning

(63) Princippet om territorial licensgivning i Visa-reglerne begrænser den kommercielle handlefrihed for de pengeinstitutter, der deltager i Visas betalingskortsystemer, idet pengeinstitutterne i princippet ikke har ret til at udstede kort og indgå tilslutningsaftaler med betalingsmodtagere uden for det område, hvor de har etableret en filial eller et datterselskab, og hvor de har en licens, der normalt kun dækker en enkelt medlemsstat(39). Desuden begrænser Visa-reglerne angående grænseoverskridende tjenester handlefriheden for potentielle kortindehavere og betalingsmodtagere, der ikke helt frit kan vælge netop den udbyder af betalingskorttjenester, de måtte ønske.

(64) Skønt det begrænser de involverede parters kommercielle frihed, mener Kommissionen ikke, at princippet om territorial licensgivning i sig selv udgør en mærkbar konkurrencebegrænsning i henhold til traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53, da hvert enkelt Visa-medlem, afhængigt af den lokale varemærkelovgivning, kan opnå en ændring til den oprindelige varemærkelicens eller få en "tillægslicens", der dækker et andet område, hvor medlemmet har tilladelse til at udøve bankvirksomhed.

7.5.1.5. Reglen om ingen hvervning uden kortudstedelse

(65) Kravet om, at alle medlemmer af Visas betalingskortsystem ikke blot skal udstede kort, men skal have udstedt et forholdsvis stort antal kort, før de begynder at hverve betalingsmodtagere, begrænser de deltagende pengeinstitutters kommercielle frihed. Forpligtelsen til at udstede kort kan imidlertid siges at bidrage til udviklingen af Visas betalingskortsystem, idet den sikrer, at der udstedes et stort antal kort, som gør systemet mere attraktivt for betalingsmodtagerne. Reglen skaber ikke i sig selv betydelige barrierer for adgang til markedet for hvervning af betalingsmodtagere. Når det gælder hvervning af betalingsmodtagere på tværs af landegrænserne, tages der ifølge Visa hensyn til kort udstedt i alle EF/EFTA-lande. Derfor begrænser denne regel ikke i sig selv konkurrencen i mærkbart omfang, hvorfor den falder uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 81, stk. 1 og EØS-aftalens artikel 53.

7.5.1.6. Reglen om, at alle kort skal accepteres

(66) Det skal bemærkes, at denne regel i Visas betalingskortsystem, der forpligter betalingsmodtagere til at acceptere alle gyldige kort, der bærer enten Visa-symbolet eller Electron-symbolet, og som på korrekt vis tilbydes som betalingsmiddel, ikke betyder, at betalingsmodtagere, der accepterer et bestemt Visa-kort, er forpligtet til på samme vilkår at acceptere alle andre Visa-kort, f.eks. Electron-debetkortet. Betalingsmodtagerne er imidlertid forpligtet til at acceptere ethvert gyldigt Visa-kort af et bestemt mærke. F.eks. skal betalingsmodtagere, der accepterer Visa-kort, acceptere samtlige Visa-kort, hvad enten de er udstedt som kreditkort (hvilket normalt er tilfældet i Det Forenede Kongerige), som kort med forskudt debitering (hvilket normalt er tilfældet i f.eks. Belgien) eller som kort med øjeblikkelig debitering (hvilket undertiden er tilfældet i f.eks. Det Forenede Kongerige og Frankrig), og uanset om de er udstedt som traditionelle Visa-kort eller som Visa-firmakort.

(67) Kommissionen er enig med Visa i, at reglen om, at alle kort skal accepteres, bidrager til udviklingen af Visas betalingssystemer, da den sikrer universel accept af kortene, uanset det udstedende pengeinstituts identitet. Visas betalingssystem kunne ikke fungere ordentligt, hvis en betalingsmodtager eller et pengeinstitut kunne afvise kort udstedt af f.eks. et pengeinstitut etableret i udlandet (eller for den sags skylds af et andet indenlandsk pengeinstitut). Udviklingen af et betalingssystem er betinget af, at kortudstederne kan sikre, at deres kort vil blive accepteret af alle betalingsmodtagere, uanset hvem de har indgået en tilslutningsaftale med. Uden denne sikkerhed mister et mærke eller et logo på et betalingskort det meste af sin betydning eller nytte. Det gælder ikke mindst i forbindelse med internationale kort, som rejsende ofte sætter deres lid til som betalingsmiddel i udlandet.

(68) Det forhold, at betalingsmodtagerne i henhold til reglen om, at alle kort skal accepteres, er forpligtet til at acceptere alle gyldige kort med et bestemt mærke, uanset korttype og uanset gebyrstørrelsen, kan ikke siges at være konkurrencebegrænsende. De tilsluttende pengeinstitutter kan pålægge betalingsmodtagerne gebyrer af forskellig størrelse, men det betyder ikke, at de forskellige typer Visa-kort ikke er indbyrdes beslægtede produkter. Desuden bestemmes det gebyr, som betalingsmodtagerne skal betale, af det pengeinstitut, de har indgået en tilslutningsaftale med, og ikke af Visa International, og i mange tilfælde aftales gebyret individuelt. Hvis det overlades til den enkelte betalingsmodtager at afgøre, om vedkommende vil acceptere et bestemt Visa-kort eller ej, udelukkende på basis af det gebyr, vedkommende skal betale til sit pengeinstitut, vil den universelle accept af Visas internationale betalingskort blive bragt alvorligt i fare. Kortindehaverne ville ikke på forhånd kunne vide, om deres Visa-kort rent faktisk ville blive accepteret. Der skal også tages hensyn til, at typen af Visa-kort, der udstedes, kan variere fra udsteder til udsteder og navnlig fra land til land. Det er oplagt, at det ville gå ud over kortets internationale brugbarhed, hvis betalingsmodtagerne fik lov til selv at bestemme, om de ville acceptere et bestemt Visa-kort, udelukkende på basis af det gebyr, de selv skal betale. Desuden forpligter Visa Internationals regel om, at alle kort skal accepteres, ikke betalingsmodtagerne til at acceptere fremtidige Visa-korttyper, da de til enhver tid kan holde op med at acceptere Visa-kort.

(69) Reglen om, at alle kort skal accepteres, i Visa-reglerne falder derfor uden for traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53.

7.6. INDFLYDELSE PÅ HANDELEN MELLEM MEDLEMSSTATER

(70) De Europæiske Fællesskabers Domstol har vedholdende vurderet, at for at en aftale eller praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, skal det på grundlag af en række objektive, retlige eller faktiske omstændigheder være muligt med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade opnåelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne(40). En påvirkning af handelen mellem medlemsstater skyldes normalt en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke nødvendigvis vil være afgørende(41). Desuden har Domstolen til stadighed fastholdt, at indflydelsen på handelen mellem medlemsstater skal være mærkbar, om end den også har tilkendegivet, at en potentiel indflydelse er tilstrækkelig(42).

(71) Visa-kort er som følge af deres natur internationale betalingsmidler, dvs. kort, der kan anvendes af kortindehaverne ikke blot i det land, hvor kortene er udstedt, men også til betalinger hos betalingsmodtagere og til hævning af kontanter i andre medlemsstater. Ifølge Visa var omkring [forretningshemmeligheder; omkring 10 %] af alle Visa-transaktioner i Fællesskabet i 1998 internationale transaktioner. Visa-reglerne er i hvert fald gældende i hele Fællesskabets marked.

(72) På baggrund af ovenstående har de forskellige bestemmelser i Visa-reglerne i det mindste potentielt indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

På grundlag af de foreliggende oplysninger finder Kommissionen ingen grund til at træffe foranstaltninger efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og/eller EØS-aftalens artikel 53 over for følgende bestemmelser i de anmeldte regler og forskrifter for Visa Internationals betalingskortsystem:

- princippet om territorial licensgivning i afsnit 2.10 i Visa Internationals vedtægter og forskrifter (Visa International By-Laws and Regional Boards Delegations, "the by-Laws")

- forbuddet mod forskelsbehandling i afsnit 5.2.C i "de almindelige regler" (Visa International Operating Regulations - Volume 1, "the General Rules")

- de ændrede regler for grænseoverskridende kortudstedelse i afsnit 2.10 og afsnit 3.03 i Visa Internationals vedtægter og forskrifter og afsnit 3.2.G i de almindelige regler

- de ændrede regler for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere i afsnit 2.10 i Visa Internationals vedtægter og forskrifter, afsnit 4.2.A.2b i de almindelige regler og afsnit 4.11 i forskrifterne for EU-regionen (European Union - Regional Operating Rules)

- reglen om ingen hvervning af betalingsmodtagere uden kortudstedelse i afsnit 2.04-2.07 i Visa Internationals vedtægter og forskrifter

- reglen om, at alle kort skal accepteres, i afsnit 4.2.A.1.C og 5.2.B.1 i de almindelige regler.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til: Visa International Service Association European Union Region 99 Kensington High Street London W8 5TE United Kingdom

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. august 2001.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) Se også EFT C 316 af 20.11.2001.

(2) EFT 13 af 21.2.1962, s. 204 (Specialudgave 1959-62, s. 81).

(3) EFT L 148 af 15.6.1999, s. 5.

(4) EFT C 293 af 14.10.2000, s. 18.

(5) Det multilaterale formidlingsgebyr betales ifølge Visas regler for hver enkelt transaktion mellem de to banker, der er involveret i en betaling med Visa-kort. I øjeblikket betales den af betalingsmodtagerens bank til kortindehaverens bank.

(6) Kernen i klagen fra Eurocommerce vedrører formidlingsgebyret i bl.a. Visa Internationals betalingskortregler. Vurderingen af dette gebyr er endnu ikke afsluttet og således ikke omfattet af denne beslutning.

(7) Visas medlemskabsregler er fortsat til undersøgelse som led i en klage fra Morgan Stanley Dean Witter (sag COMP/37.860) og er ikke omfattet af denne beslutning.

(8) Der findes et Visa-gruppemedlem i følgende medlemsstater: Østrig (Visa Austria), Belgien (Visa Belgium), Danmark (PBS), Finland (Luottokunta/Kreditlag), Frankrig (Groupement Carte Bleue), Luxembourg (VisaLux), Spanien (Sistema 4B og Visa Espana) og Sverige (Visa Sweden Förening).

(9) Luottokunta i Finland.

(10) "Indgåelse af tilslutningsaftaler" vil sige indgåelse af aftaler med detailhandlere om betalingsprocedurer og andre tjenester i forbindelse med accept af Visa-kort.

(11) Med undtagelse af Luottokunta, PBS og Visalux.

(12) Med undtagelse af Visalux i Luxembourg og Sistema 4B i Spanien.

(13) [forretningshemmeligheder].

(14) [forretningshemmeligheder].

(15) [forretningshemmeligheder].

(16) [forretningshemmeligheder].

(17) [forretningshemmeligheder].

(18) [forretningshemmeligheder].

(19) [forretningshemmeligheder].

(20) [forretningshemmeligheder].

(21) [forretningshemmeligheder].

(22) [forretningshemmeligheder].

(23) [forretningshemmeligheder].

(24) EFT C 293 af 14.10.2000, s. 18.

(25) F.eks. kreditkort, kort med forskudt debitering (charge cards), kort med direkte debitering, småpengekort, kundekort (til brug i bestemte forretninger), hvad enten der er tale om indenlandske eller internationale kort.

(26) F.eks. eurochecks, rejsechecks, indenlandske checks.

(27) Beslutning af 30. juni 1993 i sag IV/M.350 WestLB/Thomas Cook, hvor det i betragtning 9 hedder, at det lader til, at rejsechecks til en vis grad konkurrerer med andre betalingsmidler såsom kreditkort og eurochecks. I Kommissionens beslutning 85/77/EØF i sag IV/30.717 - Uniforme-rejsechecks (EFT L 35 af 7.2.1985, s. 43) hedder det i betragtning 41, at enhver, der rejser til udlandet, normalt kan vælge mellem forskellige betalingsmidler, f.eks. kontanter, rejsechecks, postgirokort, kreditkort, hævekort og eurochecks.

(28) Nabanco Bancard Corporation mod Visa USA (596 F. Supp. 1231 (S.D. Fla. 1980) affid 770 F 2d 592 (11 th Cir. 1986)) og South Trust Corporation mod Plus System (71.219 (N.D. Ala. 1995)).

(29) I firepartssystemer som Visas betragtes både betalingsmodtagere (i deres egenskab af aftagere af tilslutningstjenester) og kortindehavere (i deres egenskab af aftagere af kortudstedelsestjenester) som forbrugere, og for at kunne afgøre, hvilke produkter der i tilstrækkelig grad kan substitueres med Visa-kort, skal der tages højde for såvel betalingsmodtagerens som kortindehaverens stilling.

(30) Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de af Kommissionens beslutninger, som Visa henviser til, ikke blot er forholdsvis gamle og ikke tager højde for den seneste udvikling inden for betalingssektoren, men også vedrører andre betalingsmidlers substituerbarhed for checks og ikke omvendt. Desuden tog Kommissionen ikke stilling til den nøjagtige afgrænsning af det relevante marked i de to beslutninger.

(31) I dag garanteres en eurocheck udstedt i euro op til et maksimum på 170 EUR. Den 1. januar 2002 bortfalder garantifunktionen knyttet til eurochecks.

(32) Se f.eks. Kommissionens beslutning 96/454/EF vedrørende Banque Nationale de Paris/Dresdner Bank i sag IV/34.604 (EFT L 188 af 27.7.1996, s. 37), hvori Kommissionen opdelte banktjenester og andre finansielle tjenester i tre hovedkategorier: detailbankvirksomhed, banktjenester for erhvervslivet og offentlige instanser ("wholesale banking") og aktiviteter knyttet til de finansielle markeder. Med hensyn til de relevante geografiske markeder konkluderede Kommissionen, at markedet for detailbankvirksomhed (hvorunder hører betalingskort) er et nationalt marked.

(33) Payment cards in Europe 1995, Retail Banking Research Ltd, International Overview, s. 33, figur 29.

(34) Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er lige stor adgang til kort i alle medlemsstater.

(35) Payment cards in Europe 1997, Retail Banking Research Ltd.

(36) Se tabel 1-3.

(37) ITM Research om virkningerne af afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling i Nederlandene (marts 2000) og IMA Research om virkningerne af afskaffelsen af forbuddet mod forskelsbehandling i Sverige (februar 2000).

(38) EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1. Dette direktiv ophævede bl.a. Rådets andet direktiv 89/646/EØF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF (EFT L 386 af 30.12.1989, s. 1).

(39) Undtagen i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, der af Visa betragtes som et enkelt territorium.

(40) Se f.eks. sag 42/84, Remia/Kommissionen, Sml. 1985, s. 2454, præmis 22.

(41) Se f.eks. sag C-250/92, (Gøttrup-Klim Grovvareforeninger/Dansk Landbrugs Grovvareselskab AmbA, Sml. 1994 I, s. 5641, præmis 54.

(42) Se f.eks. sag C-219/95, Ferriere Nord/Kommissionen, Sml. 1997 I, s. 4411, præmis 19, og forenede sager C-215/96 og 216/96 (Bagnasco), Sml. 1999 I, s. 135.

BILAG

Tabel 1: Antal kort i omsætning pr. 31. december 1999 (når disse tal foreligger) - med mulighed for anvendelse i den fysiske handel ((Tabellen omfatter ikke (når sådanne data i øvrigt foreligger) kort, der ikke kan anvendes i fysisk handel (f.eks. kort udelukkende til hævemaskiner).))

>TABELPOSITION>

Kilder

Visa Quarterly Operating Certificate (udfyldes af Visas medlemmer), Europay, Retail Banking Research Limited, Lafferty og efter det ledsagende dataark for nationale bankkort og særskilte bankkort.

Omfatter ikke Visa Commercial-kort eller, for EU-landenes vedkommende, erhvervskortdata for MasterCard/Europay, men omfatter erhvervskortdata for T & E-organisationer.

Tabel 2: Samlet antal korttransaktioner i fysisk handel for året ultimo december 1999 (når sådanne tal foreligger)

>TABELPOSITION>

Kilder

Visa Quarterly Operating Certificate (udfyldes af Visas medlemmer), Europay, Retail Banking Research Limited, Lafferty og efter det ledsagende dataark for nationale bankkort og særskilte bankkort.

Omfatter ikke Visa Commercial-kort, men omfatter erhvervskortdata for MasterCard/Europay og T & E-organisationer.

Tabel 3: Samlet årlig værdi af korttransaktioner i fysisk handel ultimo december 1999 (når disse tal foreligger)

>TABELPOSITION>

Kilder

Visa Quarterly Operating Certificate (udfyldes af Visas medlemmer), Europay, Retail Banking Research Limited, Lafferty og efter det ledsagende dataark for nationale bankkort og særskilte bankkort.

Omfatter ikke Visa Commercial-kort, men omfatter erhvervskortdata for MasterCard/Europay og T & E-organisationer.

Top