Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998L0084

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester

OJ L 320, 28.11.1998, p. 54–57 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Estonian: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Latvian: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Lithuanian: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Hungarian Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Maltese: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Polish: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Slovak: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Slovene: Chapter 06 Volume 003 P. 147 - 150
Special edition in Bulgarian: Chapter 06 Volume 003 P. 73 - 76
Special edition in Romanian: Chapter 06 Volume 003 P. 73 - 76
Special edition in Croatian: Chapter 06 Volume 008 P. 10 - 13

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1998/84/oj

31998L0084

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester

EF-Tidende nr. L 320 af 28/11/1998 s. 0054 - 0057


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, artikel 66 og artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De målsætninger for Fællesskabet, der er nedfældet i traktaten, omfatter en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk samt en sikring af økonomiske og sociale fremskridt ved at fjerne de skranker, der deler dem;

(2) udbuddet af radio- og tv-spredningstjenester samt informationssamfundets tjenester på tværs af grænserne kan bidrage til - ud fra et individuelt synspunkt - at en grundlæggende rettighed som ytringsfriheden kan udøves fuldt ud, og - ud fra et kollektivt synspunkt - at traktatens mål virkeliggøres;

(3) traktaten foreskriver fri bevægelighed for alle tjenesteydelser, der normalt udføres mod vederlag; når denne ret anvendes på radio- og tv-spredningstjenester samt informationssamfundets tjenester, er den ligeledes et konkret fællesskabsretligt udtryk for et mere generelt princip, nemlig ytringsfriheden som forankret i artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; i denne artikel anerkendes det udtrykkeligt, at borgerne har ret til at modtage og videregive informationer uden hensyn til grænser, ligesom enhver begrænsning af denne ret skal bero på en passende afvejning i forhold til andre legitime interesser, som bør være retligt beskyttede;

(4) Kommissionen har på grundlag af grønbogen »Retlig beskyttelse af krypterede tjenester i det indre marked« gennemført en omfattende høring; høringen bekræftede behovet for et fællesskabsretligt instrument, som kan sikre den retlige beskyttelse af alle de tjenester, hvor vederlaget afhænger af en adgangsstyring;

(5) Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 13. maj 1997 om grønbogen (4) Kommissionen til at forelægge et forslag til direktiv, der omfatter alle krypterede tjenester, hvor krypteringen anvendes til at sikre licensbetaling; Parlamentet var enigt i, at forslaget skulle omfatte informationssamfundets tjenester, der teleformidles på individuel anmodning fra en tjenestemodtager, samt radio- og tv-spredningstjenester;

(6) den digitale teknologi skaber forudsætningerne for, at forbrugernes valgmuligheder kan øges og den kulturelle mangfoldighed styrkes, idet der kan tilbydes en endnu bredere vifte af tjenester som omhandlet i traktatens artikel 59 og 60; disse tjenester vil ofte kun være rentable, hvis tjenesteudbyderen kan sikres et vederlag ved hjælp af adgangsstyring; tilsvarende synes retlig beskyttelse af tjenesteudbydere mod ulovlige anordninger, der muliggør gratis adgang til disse tjenester, at være nødvendig for at sikre disse tjenesters økonomiske bæredygtighed;

(7) spørgsmålets betydning fremgik af Kommissionens meddelelse »Et europæisk initiativ inden for elektronisk handel«;

(8) i henhold til traktatens artikel 7 A indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser; i henhold til traktatens artikel 128, stk. 4, skal Fællesskabet tage hensyn til de kulturelle aspekter i sin indsats i henhold til de andre bestemmelser i traktaten; i medfør af traktatens artikel 130, stk. 3, skal Fællesskabet gennem de politikker og aktioner, som det iværksætter, bidrage til at skabe de nødvendige betingelser for udviklingen af fællesskabsindustriens konkurrenceevne;

(9) dette direktiv berører ikke eventuelle fremtidige fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser, der skal sikre, at en række radio- og tv-spredningstjenester, som anses for at være af almen interesse, ikke er adgangsstyrede;

(10) dette direktiv berører ikke de kulturelle aspekter af eventuelle yderligere fællesskabsforanstaltninger vedrørende nye tjenester;

(11) forskellene mellem de nationale regler for retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester kan skabe hindringer for den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser;

(12) anvendelsen af traktaten er ikke tilstrækkelig til at fjerne disse hindringer i det indre marked; ændringerne må derfor fjernes ved etablering af et ensartet beskyttelsesniveau i medlemsstaterne; dette betyder, at de nationale regler for kommercielle handlinger, der vedrører ulovlige anordninger, må tilnærmes hinanden;

(13) det synes nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne sørger for en passende retsbeskyttelse mod markedsføring, med direkte eller indirekte økonomisk gevinst for øje, af ulovlige anordninger, som muliggør eller letter uautoriseret omgåelse af enhver form for tekniske foranstaltninger, der har til formål at sikre betaling af vederlaget for en lovligt udbudt tjeneste;

(14) de kommercielle handlinger, der vedrører ulovlige anordninger, omfatter kommerciel kommunikation, der dækker alle former for reklame, direkte markedsføring, sponsorering, salgsfremme og public relations til fremme af sådanne produkter og tjenesteydelser;

(15) disse kommercielle handlinger skader forbrugeren, som vildledes om de ulovlige anordningers oprindelse; der er brug for et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at kunne bekæmpe denne form for vildledning af forbrugeren; i henhold til traktatens artikel 129 A, stk. 1, skal Fællesskabet bidrage til virkeliggørelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved de foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 100 A;

(16) de rammebestemmelser for etableringen af et fælles audiovisuelt område, der er fastsat i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (5), bør suppleres med bestemmelser om de adgangsstyringsteknikker, som dette direktiv vedrører, ikke mindst med henblik på at sikre, at udbydere af grænseoverskridende udsendelser behandles lige uanset hjemsted;

(17) i henhold til Rådets resolution af 29. juni 1995 om en ensartet og effektiv gennemførelse af fællesskabsretten og om sanktioner i tilfælde af overtrædelse af dens bestemmelser vedrørende det indre marked (6), skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, som bevirker, at fællesskabsretten gennemføres lige så effektivt og omhyggeligt som medlemsstaternes nationale ret;

(18) medlemsstaterne skal i henhold til traktatens artikel 5 træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fællesskabsretten anvendes og er effektiv, navnlig ved at sørge for, at de valgte sanktioner er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til den ulovlige handlings potentielle virkning, og at retsmidlerne er passende;

(19) den indbyrdes tilnærmelse af love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne skal efter proportionalitetsprincippet som omhandlet i traktatens artikel 3 B, stk. 3, begrænses til, hvad der er nødvendigt for at nå målene for det indre marked;

(20) distribution af ulovlige anordninger omfatter enhver form for overdragelse samt markedsføring med henblik på udbredelse af sådanne anordninger i og uden for Fællesskabet;

(21) anvendelsen af eventuelle nationale bestemmelser, som forbyder privat besiddelse af ulovlige anordninger, berøres ikke af dette direktiv; det samme gør sig gældende for anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler og for anvendelsen af Fællesskabets regler for intellektuel ejendomsret;

(22) i den nationale lovgivning vedrørende sanktioner og retsmidler mod ulovlige kommercielle handlinger kan det være fastsat, at handlingerne skal være udført af en person, som vidste eller burde vide, at de pågældende anordninger var ulovlige;

(23) de sanktioner og retsmidler, der er fastsat i dette direktiv, berører ikke andre sanktioner eller retsmidler, der kan fastsættes i national ret, såsom forebyggende foranstaltninger generelt eller beslaglæggelse af ulovlige anordninger; medlemsstaterne er ikke forpligtet til at fastsætte strafferetlige sanktioner for ulovlige handlinger ifølge dette direktiv; medlemsstaternes bestemmelser vedrørende erstatningssøgsmål skal være i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og retssystem;

(24) dette direktiv berører ikke anvendelsen af nationale bestemmelser, der ikke falder ind under det område, der er omfattet af direktivet, såsom bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige, herunder dem, der er vedtaget i medfør af direktiv 89/552/EØF, eller nationale bestemmelser vedrørende den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

Formålet med dette direktiv er at tilnærme medlemsstaternes lovgivning vedrørende foranstaltninger mod ulovlige anordninger, der giver uautoriseret adgang til beskyttede tjenester.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »beskyttet tjeneste« følgende tjenester, når de ydes mod vederlag og på basis af adgangsstyring:

- tv-spredning som defineret under tv-radiospredning i artikel 1, litra a), i direktiv 89/552/EØF

- radiospredning, dvs. trådbåren eller trådløs udsendelse, herunder via satellit, af radioprogrammer, der er beregnet til at blive modtaget af offentligheden

- informationssamfundets tjenester, jf. artikel 1, nr. 2, i Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (7)

eller adgangsstyring af ovennævnte tjenester, der betragtes som en selvstændig adgangsstyrende tjeneste

b) »adgangsstyring« en teknisk foranstaltning og/eller et teknisk arrangement, hvorved adgangen til den beskyttede tjeneste i forståelig form er betinget af en forudgående individuel tilladelse

c) »adgangsstyringsanordning« et udstyr eller program, der er udformet eller tilpasset med henblik på at muliggøre adgangen til en beskyttet tjeneste i forståelig form

d) »associeret tjeneste« installering, vedligeholdelse eller udskiftning af adgangsstyringsanordninger samt tilrådighedsstillelse af kommercielle kommunikationstjenester i forbindelse hermed eller med beskyttede tjenester

e) »ulovlig anordning« et udstyr eller program, der er udformet eller tilpasset med henblik på at muliggøre adgang til en beskyttet tjeneste i forståelig form uden tjenesteudbyderens tilladelse

f) »det område, der er omfattet af dette direktiv« alle bestemmelser vedrørende ulovlige handlinger som beskrevet i artikel 4.

Artikel 3

Det indre markeds grundprincipper

1. Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbyde de i artikel 4 anførte handlinger på deres område og for at tilvejebringe de i artikel 5 anførte sanktioner og retsmidler.

2. Medlemsstaterne må uanset stk. 1 under henvisning til det område, der er omfattet af dette direktiv, ikke:

a) begrænse tilrådighedsstillelsen af beskyttede tjenester eller tilknyttede tjenester med oprindelse i en anden medlemsstat

b) begrænse adgangsstyringsanordningers frie bevægelighed.

Artikel 4

Ulovlige handlinger

Medlemsstaterne forbyder på deres område følgende handlinger:

a) fremstilling, import, distribution, salg, udlejning eller besiddelse af ulovlige anordninger i kommercielt øjemed

b) installation, vedligeholdelse eller udskiftning af ulovlige anordninger i kommercielt øjemed

c) brugen af kommerciel kommunikation med henblik på at fremme udbredelsen af ulovlige anordninger.

Artikel 5

Sanktioner og retsmidler

1. Sanktioner skal være effektive, afskrækkende og stå i et rimeligt forhold til den ulovlige handlings potentielle virkning.

2. Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at udbydere af beskyttede tjenester, hvis interesser berøres af en ulovlig handling som defineret i artikel 4 og udøvet på deres område, har adgang til passende retsmidler, herunder kan anlægge erstatningssag og opnå nedlæggelse af påbud eller forbud, eller anvendelse af andre foreløbige retsmidler og i givet fald anmode om, at ulovlige anordninger tages ud af erhvervsmæssig omsætning.

Artikel 6

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 28. maj 2000. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 7

Rapporter

Kommissionen forelægger senest tre år efter dette direktivs ikrafttræden og derefter hvert andet år en beretning for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af dette direktiv og fremsætter om nødvendigt forslag, navnlig vedrørende definitionerne i artikel 2, med henblik på at tilpasse direktivet til den tekniske og økonomiske udvikling og til resultatet af de høringer, Kommissionen foretager.

Artikel 8

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 9

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 1998.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

E. HOSTASCH

Formand

(1) EFT C 314 af 16. 10. 1997, s. 7, og

EFT C 203 af 30. 6. 1998, s. 12.

(2) EFT C 129 af 27. 4. 1998, s. 16.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 30. 4. 1998 (EFT C 152 af 18. 5. 1998, s. 59), Rådets fælles holdning af 29. juni 1998 (EFT C 262 af 19. 8. 1998, s. 34) og Europa-Parlamentets afgørelse af 8. oktober 1998 (EFT C 328 af 26. 10. 1998). Rådets afgørelse af 9. november 1998.

(4) EFT C 167 af 2. 6. 1997, s. 31.

(5) EFT L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30. 7. 1997, s. 60).

(6) EFT C 188 af 22. 7. 1995, s. 1.

(7) EFT L 204 af 21. 7. 1998, s. 37. Direktivet er senest ændret ved direktiv 98/48/EF (EFT L 217 af 5. 8. 1998, s. 18).

Top