Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31997L0066

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

OJ L 24, 30.1.1998, p. 1–8 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

No longer in force, Date of end of validity: 31/10/2003; ophævet og erstattet af 32002L0058

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1997/66/oj

31997L0066

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

EF-Tidende nr. L 024 af 30/01/1998 s. 0001 - 0008


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 6. november 1997, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det kræves i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (4), at medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af personoplysninger inden for Fællesskabet skal sikre fysiske personers rettigheder og frihed i forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder navnlig disse personers krav på privatlivets fred;

(2) telekommunikationshemmeligheden er garanteret ved de internationale instrumenter på menneskerettighedsområdet (herunder navnlig den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder) og ved medlemsstaternes forfatninger;

(3) nye avancerede digitale teknikker er ved at blive taget i anvendelse i offentlige telenet i Fællesskabet, og dette medfører, at der er et særligt behov for beskyttelse af personoplysninger og brugerens privatliv; det er kendetegnende for udviklingen af informationssamfundet, at der indføres nye teletjenester; en vellykket grænseoverskridende udvikling af disse tjenester, herunder »video on demand« og interaktivt tv, afhænger delvis af, at brugerne har tillid til, at deres privatliv ikke krænkes;

(4) dette gælder navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og digitale mobilnet;

(5) Rådet har i sin resolution af 30. juni 1988 om etablering af et fælles marked for teletjenester og -udstyr inden 1992 (5) opfordret til, at der tages skridt til at beskytte personoplysninger, således at den fremtidige udvikling af telekommunikation i Fællesskabet kan foregå under betryggende forhold; Rådet understregede igen betydningen af at beskytte personoplysninger og privatlivets fred i sin resolution af 18. juni 1989 om forstærket samordning i forbindelse med indførelsen af et tjenesteintegreret digitalnet (ISDN) i Det Europæiske Fællesskab inden 1992 (6);

(6) Europa-Parlamentet har understreget vigtigheden af, at personoplysninger og privatlivets fred beskyttes i telenettene, navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN);

(7) med hensyn til offentlige telenet bør der træffes specifikke foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art for at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og juridiske personers legitime interesser, navnlig mod den voksende risiko, der er forbundet med automatiseret opbevaring og behandling af oplysninger om abonnenter og brugere;

(8) de foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art, medlemsstaterne har vedtaget i telekommunikationssektoren med henblik på beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og juridiske personers legitime interesser, bør harmoniseres for at undgå hindringer for gennemførelsen af det indre marked for telekommunikation i overensstemmelse med målene i traktatens artikel 7 A; harmoniseringen begrænser sig til de krav, der er nødvendige for at sikre, at fremme og udvikling af nye teletjenester og -net mellem medlemsstater ikke hindres;

(9) medlemsstaterne, leverandørerne og de berørte brugere samt de kompetente organer på fællesskabsplan bør samarbejde om at skabe og udvikle de relevante teknologier, hvor dette er nødvendigt for at gennemføre de garantier, der er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv;

(10) disse nye tjenester omfatter interaktivt tv og »video on demand«;

(11) i telesektoren, navnlig i alle forhold vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som ikke specifikt er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv, herunder den registeransvarliges forpligtelser og fysiske personers rettigheder, finder direktiv 95/46/EF anvendelse; direktiv 95/46/EF anvendes på ikke offentligt tilgængelige teletjenester;

(12) i lighed med bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 95/46/EF finder dette direktiv ikke anvendelse på beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der er forbundet med aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten; det er op til medlemsstaterne at træffe de foranstaltninger, de finder nødvendige til beskyttelse af den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område; dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for lovligt at aflytte telekommunikation med et af disse formål for øje;

(13) abonnenter på offentligt tilgængelige teletjenester kan være fysiske eller juridiske personer; bestemmelserne i det direktiv tager som supplement til direktiv 95/46/EF sigte på at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig deres ret til privatlivets fred, samt juridiske personers legitime interesser; disse bestemmelser kan i intet tilfælde forpligte medlemsstater til at udvide anvendelsen af direktiv 95/46/EF til at omfatte beskyttelse af juridiske personers legitime interesser; denne beskyttelse er sikret inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning;

(14) visse krav i relation til visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf og i relation til automatisk viderestilling til abonnentlinjer, der er forbundet med analoge net, må ikke gøres bindende i særlige tilfælde, hvor opfyldelsen heraf ville være teknisk umulig eller fordre uforholdsmæssig stor økonomisk indsats; da det er vigtigt for de berørte parter at kende til sådanne tilfælde, bør medlemsstaterne underrette Kommissionen herom;

(15) leverandører af teletjenester skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte deres tjenester, om nødvendigt i samarbejde med netudbyderen, og informere abonnenter om eventuelle særlige risici for brud på netsikkerheden; sikkerheden evalueres på baggrund af artikel 17 i direktiv 95/46/EF;

(16) der bør træffes foranstaltninger til at hindre uautoriseret adgang til samtaler for at beskytte telekommunikationshemmeligheden, når det gælder samtaler, der finder sted via offentlige telekommunikationsnet og offentligt tilgængelige telekommunikationstjenester; den nationale lovgivning i visse medlemsstater forbyder kun uautoriseret adgang til samtaler, når det sker med forsæt;

(17) abonnentdata, som behandles ved etablering af samtaler, indeholder oplysninger om fysiske personers privatliv og vedrører retten til respekt for deres korrespondance eller vedrører juridiske personers legitime interesser; sådanne data må kun lagres i det omfang, det er nødvendigt for tjenestens gennemførelse med henblik på debitering og afregning for tilslutninger, og kun i et begrænset tidsrum; ønsker leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester at underkaste sådanne data yderligere behandling med henblik på markedsføring af egne tjenester, må dette kun ske, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil på grundlag af nøjagtig og fuldstændig oplysning fra leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester om arten af den yderligere behandling, han agter at foretage;

(18) indførelsen af specificerede samtaleopgørelser har forbedret abonnentens muligheder for at kontrollere rigtigheden af de takster, tjenesteleverandøren opkræver, men samtidig kan de udgøre en fare for offentligt tilgængelige teletjenesters brugeres privatliv; for at beskytte brugerens privatliv skal medlemsstaterne derfor tilskynde til udvikling af valgmuligheder inden for teletjenester, herunder alternative betalingsfaciliteter, som giver mulighed for anonym og strengt privat adgang til offentligt tilgængelige teletjenester, f.eks. telekort eller betaling med kreditkort; medlemsstaterne kan også med samme formål for øje kræve, at nogle af cifrene i de opkaldte numre i de specificerede opgørelser udgår;

(19) for så vidt angår A-nummervisningsfunktionen er det nødvendigt at beskytte den kaldende parts ret til at forhindre, at det nummer, hvorfra opkaldet foretages, identificeres, og den kaldte parts ret til at afvise opkald fra uidentificerede numre; det er i specifikke tilfælde berettiget at suspendere en blokering af denne funktion; visse abonnenter, herunder særlige hjælpetjenester og lignende, har en interesse i at sikre deres opkald fuld anonymitet; for så vidt angår identifikation af tilsluttede numre er det nødvendigt at beskytte den kaldte parts ret til og legitime interesse i at suspendere identifikationen af det nummer, som den kaldende part faktisk er tilsluttet, navnlig i tilfælde af viderestilling; leverandører af offentligt tilgængelige teletjenester skal informere deres abonnenter om muligheden for A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer i nettet og om alle de tjenester, der tilbydes på grundlag af A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer, og om de muligheder for at beskytte privatlivets fred, der er til rådighed; dette vil give abonnenterne mulighed for at foretage et bevidst valg blandt de muligheder for at beskytte privatlivets fred, de kunne ønske sig at gøre brug af; de muligheder, der er for at beskytte privatlivets fred på den enkelte linje, skal ikke nødvendigvis tilbydes som en automatisk nettjeneste, men kan eventuelt etableres efter anmodning til leverandøren af den offentligt tilgængelige teletjeneste;

(20) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod gener som følge af automatisk viderestilling fra anden side; i sådanne tilfælde bør abonnenten have mulighed for at standse de opkald, der viderestilles til hans terminal, ved blot at anmode leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester herom;

(21) abonnentfortegnelser distribueres i store oplag og er offentligt tilgængelige; af hensyn til privatlivets fred og legitime interesser for juridiske personer må abonnenter kunne bestemme, i hvor stor udstrækning deres personoplysninger skal offentliggøres i sådanne abonnentfortegnelser; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne mulighed til abonnenter, der er fysiske personer;

(22) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod krænkelser af privatlivets fred i form af uønskede telefoniske henvendelser og telefax; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne bestemmelse til abonnenter, der er fysiske personer;

(23) ved indførelsen af nye tekniske funktioner i telekommunikationsudstyr med henblik på beskyttelse af data bør det sikres, at dette sker på et harmoniseret grundlag, således at det indre marked kan fungere tilfredsstillende;

(24) i lighed med bestemmelserne i artikel 13 i direktiv 95/46/EF kan medlemsstaterne under særlige omstændigheder begrænse rækkevidden af abonnentens forpligtelser og rettigheder, f.eks. ved at sikre, at leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningsfunktionen i overensstemmelse med national lovgivning med henblik på at forebygge eller afsløre strafbare handlinger eller med henblik på statens sikkerhed;

(25) der skal i medlemsstaternes lovgivning være fastsat retsmidler til afhjælpning af tilfælde, hvor brugernes og abonnenternes rettigheder tilsidesættes; personer, der overtræder de nationale forskrifter, der fastsættes i medfør af dette direktiv, skal kunne straffes, uanset om de pågældende personer henhører under privat- eller offentligretlig lovgivning;

(26) i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv vil det være formålstjenligt at udnytte de erfaringer, der opnås i den arbejdsgruppe for beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, og som er sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes tilsynsmyndigheder;

(27) som følge af den teknologiske udvikling inden for telesektoren og den deraf følgende udvikling i udbuddet af tjenester vil det være nødvendigt at fastlægge tekniske specifikationer for de kategorier af data, der er opregnet i bilaget til dette direktiv angående anvendelsen af artikel 6 i dette direktiv, med bistand af det udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, for at sikre en konsekvent gennemførelse af kravene i dette direktiv uanset den teknologiske udvikling; denne fremgangsmåde finder kun anvendelse på de specifikationer, der er nødvendige for tilpasning af bilaget til den nye teknologiske udvikling under hensyn til ændringer i efterspørgslen på markedet og hos forbrugerne, og Kommissionen skal behørigt underrette Europa-Parlamentet, når den agter at anvende denne fremgangsmåde; ellers anvendes proceduren i traktatens artikel 100 A;

(28) for at lette overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv er der behov for specifikke ordninger for den behandling af oplysninger, der allerede finder sted på det tidspunkt, hvor den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv træder i kraft -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1 Formål og anvendelsesområde

1. Dette direktiv tager sigte på en harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser, der er nødvendig for at sikre et ensartet niveau med hensyn til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og navnlig privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for telesektoren, og for at sikre fri omsætning af sådanne oplysninger og af teleudstyr og -tjenester i Fællesskabet.

2. Med henblik på at nå de i stk. 1 omhandlede mål specificerer og supplerer dette direktivs bestemmelser direktiv 95/46/EF. Nærværende bestemmelser beskytter desuden legitime interesser hos abonnenter, der er juridiske personer.

3. Dette direktiv gælder ikke for aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for aktiviteter, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område.

Artikel 2 Definitioner

Ud over de definitioner, der er fastsat i direktiv 95/46/EF forstås i dette direktiv ved:

a) »abonnent« en fysisk eller juridisk person, som har indgået aftale med en leverandør af offentligt tilgængelige teletjenester om levering af sådanne tjenester

b) »bruger« en fysisk person, som anvender en offentligt tilgængelig teletjeneste i privat eller forretningsmæssigt øjemed, uden nødvendigvis at abonnere på den pågældende tjeneste

c) »offentligt telenet« transmissionssystemer og, hvor det er relevant, koblingsudstyr og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring af signaler mellem bestemte termineringspunkter via kabler, radiobølger, lyslederkabler eller ved andre elektromagnetiske fremføringsmåder, som helt eller delvis anvendes til at stille offentligt tilgængelige teletjenester til rådighed

d) »teletjeneste« tjenester, der helt eller delvis består i fremføring og rutning af signaler via telenet, bortset fra radio/tv-spredning.

Artikel 3 Tjenester

1. Dette direktiv finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med, at offentligt tilgængelige teletjenester inden for offentlige telenet i Fællesskabet stilles til rådighed, herunder især via det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og offentlige digitale mobilnet.

2. Artikel 8-10 finder anvendelse på abonnentlinjer, der er tilsluttet digitalnet, og, hvis dette er teknisk muligt og ikke fordrer uforholdsmæssig stor økonomisk indsats, på abonnentlinjer, der er tilsluttet analoge net.

3. Medlemsstaterne skal til Kommissionen indberette tilfælde, hvor det vil være teknisk umuligt eller medføre uforholdsmæssigt store investeringer at opfylde kravene i artikel 8-10.

Artikel 4 Sikkerhed

1. Leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste skal træffe passende tekniske og organisationsmæssige foranstaltninger for at beskytte sine tjenester, om nødvendigt sammen med leverandøren af det offentlige telenet, med hensyn til netsikkerheden. Under hensyn til teknologiens stade og omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen skal disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen.

2. Hvor der er særlig risiko for brud på netsikkerheden, skal leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste informere abonnenterne herom samt om, hvorledes sådanne brud på nogen måde kan forebygges, herunder om de dermed forbundne omkostninger.

Artikel 5 Telekommunikationshemmeligheden

1. Medlemsstaterne sikrer via nationale forskrifter telekommunikationshemmeligheden ved brug af offentlige telenet og offentligt tilgængelige teletjenester. De forbyder især aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges af andre end brugerne, uden at de pågældende brugere har indvilget heri, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven, jf. artikel 14, stk. 1.

2. Stk. 1 vedrører ikke lovmedholdelig optagelse af samtaler, der foretages som led i lovlig forretningspraksis med henblik på at kunne forelægge bevis for en handelstransaktion eller enhver anden forretningsmæssig samtale.

Artikel 6 Trafik- og debiteringsdata

1. Trafikdata vedrørende abonnenter og brugere, som behandles ved etablering af samtaler, og som lagres af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste, skal slettes eller gøres anonyme efter samtalens afslutning, jf. dog bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4.

2. Med henblik på debitering af abonnenten og afregning for samtrafik er det tilladt at behandle de data, der er nævnt i bilaget. En sådan behandling er tilladt indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for sådanne gældsforpligtelser eller afregninger.

3. Med henblik på markedsføring af egne teletjenester er det tilladt leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste at behandle de i stk. 2 omtalte oplysninger, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil.

4. Behandling af trafik- og debiteringsdata må kun foretages af de personer, som handler efter bemyndigelse fra leverandører af de offentlige telenet og/eller offentligt tilgængelige teletjenester, som er beskæftiget med debitering eller trafikstyring, henvendelser fra kunder, opsporing af svig eller med markedsføring af leverandørens egne teletjenester, og skal begrænses til det for sådanne aktiviteter strengt nødvendige.

5. Stk. 1, 2, 3 og 4 berører ikke de kompetente myndigheders mulighed for i overensstemmelse med gældende lovgivning at indhente oplysninger om debiterings-eller trafikdata med henblik på bilæggelse af tvister, navnlig vedrørende samtrafik eller debitering.

Artikel 7 Specificerede samtaleopgørelser

1. Abonnenter har ret til at modtage uspecificerede samtaleopgørelser.

2. Medlemsstaterne skal anvende nationale bestemmelser for at sikre, at der ikke er modstrid mellem abonnenternes ret til at modtage specificerede samtaleopgørelser og kaldende brugeres og kaldte abonnenters ret til privatlivets fred, f.eks. ved at sikre, at brugere og abonnenter råder over tilstrækkelige alternative kommunikations- eller betalingsmuligheder.

Artikel 8 Visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf

1. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldende bruger i forbindelse med hvert enkelt opkald have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at hans abonnentnummer fremsendes til A-nummervisning. Den kaldende abonnent skal have denne mulighed på hver enkelt linje.

2. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning, der er gebyrfri ved rimelig anvendelse heraf, at forhindre visning af A-nummeret ved ankommende opkald.

3. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, og A-nummeret vises inden tilslutningen, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning at afvise ankommende opkald, når den kaldende bruger eller abonnent har blokeret visningen af A-nummeret.

4. Hvor der er adgang til visning af tilsluttet nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at den kaldende bruger kan identificere det tilsluttede nummer.

5. Stk. 1 finder også anvendelse på opkald fra Fællesskabet til lande uden for dette. Stk. 2, 3 og 4 gælder også for ankommende opkald fra tredjelande.

6. Medlemsstaterne sikrer, at leverandørerne af offentligt tilgængelige teletjenester, når der er adgang til visning af A-nummer og/eller tilsluttet nummer, informerer offentligheden herom og om mulighederne i stk. 1, 2, 3 og 4.

Artikel 9 Undtagelsesbestemmelser

Medlemsstaterne sikrer, at der er gennemskuelige procedurer for den måde, hvorpå leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningen:

a) midlertidigt, når en abonnent anmoder om at få chikaneopkald eller andre generende opkald eftersporet. I så tilfælde skal de data, hvorved den kaldende abonnent identificeres, i overensstemmelse med national lovgivning opbevares og stilles til rådighed af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste

b) for specifikke linjer med henblik på at give organisationer, der tager sig af nødopkald og er godkendte som sådanne af en medlemsstat, herunder retshåndhævende myndigheder, ambulancetjenester og brandvæsener, mulighed for at reagere på sådanne opkald.

Artikel 10 Automatisk viderestilling

Medlemsstaterne sikrer, at enhver abonnent har mulighed for gebyrfrit og ved hjælp af en simpel anordning at stoppe en tredjepart i at foretage automatisk viderestilling til abonnentens terminal.

Artikel 11 Abonnentfortegnelser

1. Personoplysninger i trykte eller elektroniske abonnentfortegnelser, som er offentligt tilgængelige eller kan opnås gennem nummeroplysningen, må ikke indeholde andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at kunne identificere en given abonnent, medmindre abonnenten udtrykkeligt har givet tilladelse til, at der offentliggøres yderligere personoplysninger. En abonnent har ret til gebyrfrit at kræve at blive udeladt af en trykt eller elektronisk fortegnelse, at anføre, at vedkommendes personoplysninger ikke må benyttes til direkte markedsføring, at vedkommendes adresse delvis udelades, og når dette er relevant rent sprogligt, at det ikke fremgår af fortegnelsen, om vedkommende er en mand eller kvinde.

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade, at operatørerne kræver betaling af abonnenter, som gerne vil sikre sig, at særlige oplysninger, der vedrører dem, ikke optages i en fortegnelse, forudsat at den pågældende betaling ikke kan afholde abonnenten fra at udøve denne ret og under alle omstændigheder begrænses til de omkostninger, som operatørerne reelt afholder til tilpasning og opdatering af listen over abonnenter, der ikke skal optages i den offentlige abonnentfortegnelse.

3. De i stk. 1 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår deres optagelse i offentlige abonnentfortegnelser.

Artikel 12 Uønskede telefoniske henvendelser

1. Anvendelse af automatiserede opkaldsanordninger uden menneskelige indgreb (automatisk opkaldsmaskine) eller telefaxmaskiner (fax) med henblik på direkte markedsføring kan kun tillades over for abonnenter, som forudgående har givet deres tilladelse hertil.

2. Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for gebyrfrit at sikre, at uønskede telefoniske henvendelser, hvis formål er direkte markedsføring med andre midler end dem, der er nævnt i stk. 1, forbydes, medmindre de pågældende abonnenter har givet deres samtykke til at modtage sådanne henvendelser, eller forbydes for de abonnenters vedkommende, som har frabedt sig at modtage sådanne henvendelser, idet det i den nationale lovgivning skal afgøres, hvilken af de to muligheder der skal gælde.

3. De i stk. 1 og 2 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår uønskede telefoniske henvendelser.

Artikel 13 Tekniske funktioner og standardisering

1. Ved gennemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv drager medlemsstaterne omsorg for, at der ikke stilles bindende krav om, at terminaludstyr eller andet teleudstyr skal indeholde specifikke funktioner, hvorved markedsføring af udstyr og den frie bevægelighed for sådant udstyr i medlemsstaterne og mellem disse hindres, jf. dog stk. 2, 3 og 4.

2. I tilfælde, hvor bestemmelser i dette direktiv kun kan gennemføres ved et krav om specifikke tekniske funktioner, underretter medlemsstaterne Kommissionen herom ifølge den procedure, der er fastlagt ved Rådets direktiv 83/189/EØF vedrørende en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (7).

3. Hvor der er behov herfor, sørger Kommissionen for, at der udarbejdes fælles europæiske standarder for, hvorledes specifikke tekniske funktioner skal implementeres i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, og Rådets beslutning 87/95/EØF af 22. december 1986 om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation (8).

Artikel 14 Udvidelse af anvendelsesområdet for visse bestemmelser i direktiv 95/46/EF

1. Medlemsstaterne kan vedtage lovbestemmelser med henblik på at indskrænke rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der nævnes i artikel 5, artikel 6 og artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig af hensyn til statens sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af telekommunikationssystemet efter artikel 13, stk. 1, i direktiv 95/46/EF.

2. Bestemmelserne i direktiv 95/46/EF, kapitel III »retsmidler, ansvar og sanktioner«, finder anvendelse på nationale bestemmelser, der vedtages til nærværende direktivs gennemførelse, og på individuelle rettigheder afledt af nærværende direktiv.

3. Den gruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som blev nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, udfører de opgaver, der er fastsat i artikel 30 i nævnte direktiv, også med hensyn til beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, samt legitime interesser i telesektoren, som er genstand for nærværende direktiv.

4. Kommissionen fastlægger med bistand af det udvalg, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, de tekniske specifikationer i forbindelse med bilaget i overensstemmelse med den i samme artikel anførte procedure. Udvalget indkaldes specielt med henblik på de emner, nærværende direktiv vedrører.

Artikel 15 Gennemførelse af direktivet

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 24. oktober 1998.

Som undtagelse fra første afsnit sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 5 i dette direktiv senest den 24. oktober 2000.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning vedtages af medlemsstaterne.

2. Uanset artikel 6, stk. 3, kræves der ikke samtykke til behandling, der allerede er sat i værk på datoen for ikrafttrædelsen af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv. I disse tilfælde informeres abonnenterne om behandlingen, og medmindre de inden for en frist, som medlemsstaterne fastsætter, gør indsigelse, anses de for at have givet deres samtykke.

3. Artikel 11 finder ikke anvendelse på udgaver af abonnentfortegnelser, som er blevet offentliggjort, inden de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv, træder i kraft.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 16 Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 1997.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

J.-C. JUNCKER

Formand

(1) EFT C 200 af 22.7.1994, s. 4.

(2) EFT C 159 af 17.6.1991, s. 38.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 11. marts 1992 (EFT C 94 af 13.4.1992, s. 198), Rådets fælles holdning af 12. september 1996 (EFT C 315 af 24.10.1996, s. 30) og Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 (EFT C 33 af 3.2.1997, s. 78. Europa-Parlamentets afgørelse af 20. november 1997 (EFT C 371 af 8.12.1997). Rådets afgørelse af 1. december 1997.

(4) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(5) EFT C 257 af 4.10.1988, s. 1.

(6) EFT C 196 af 1.8.1989, s. 4.

(7) EFT L 109 af 26.4.1983, s. 8. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/10/EF (EFT L 100 af 19.4.1994, s. 30).

(8) EFT L 36 af 7.2.1987, s. 31. Beslutningen er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

BILAG

Liste over data

Til de formål, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, kan følgende oplysninger behandles:

data, der indeholder

- abonnentterminalens telefonnummer eller identifikationsnummer

- abonnentens adresse og terminaltype

- det samlede antal enheder, der skal debiteres i afregningsperioden

- det kaldte abonnentnummer

- samtalernes art, begyndelsestidspunkt og varighed og/eller mængden af transmitterede data

- datoen for samtalen/tjenesten

- anden information vedrørende afregningen, som f.eks. oplysninger om forudbetaling, ratevis afregning, lukning og rykkerskrivelser.

Top