Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995L0047

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/47/EF af 24. oktober 1995, om standarder for transmission af tv- signaler

OJ L 281, 23.11.1995, p. 51–54 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

No longer in force, Date of end of validity: 24/07/2003; ophævet ved 32002L0021

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1995/47/oj

31995L0047

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/47/EF af 24. oktober 1995, om standarder for transmission af tv- signaler

EF-Tidende nr. L 281 af 23/11/1995 s. 0051 - 0054


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 95/47/EF af 24. oktober 1995 om standarder for transmission af tv-signaler

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, artikel 66 og 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), og

ud fra følgende betragtninger:

Fællesskabet har i Rådets afgørelse 89/337/EØF (4) og Rådets afgørelse 89/630/EØF (5) anerkendt, at avancerede tv-tjenester og højopløsningstv-tjenester (HDTV) har strategisk betydning for den europæiske forbrugerelektronikindustri og for den europæiske tv- og filmindustri, og fastlagt den grundlæggende strategi for indførelsen af avancerede tv-tjenester og HDTV-tjenester i Europa;

de målsætninger, der er lagt for indførelsen af HDTV i Europa, udgør en integrerende del af Fællesskabets politik på det audiovisuelle område, og i denne forbindelse spiller direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredning (6), også en væsentlig rolle; med henblik på udviklingen af Europas audiovisuelle kapacitet må der tages hensyn til andre målsætninger i nævnte politik, herunder målsætninger af strukturel art, såsom udvikling af produktionen i lande og regioner med en mere begrænset audiovisuel kapacitet;

i Rådets direktiv 92/38/EØF af 11. maj 1992 om standarder for satellittransmission af tv-signaler (7) er der fastlagt bestemmelser for, hvilke standarder der skal anvendes ved avanceret tv-transmission; således skal den europæiske standard for satellit- og kabeltransmission HD-MAC (8) anvendes for HDTV, der kun er delvis digitalt, mens D2-MAC (9) -standarden skal anvendes for anden delvis digital satellit- og kabeltransmission i bredskærmsformatet 16:9;

formålet med Rådets afgørelse 93/424/EØF af 22. juli 1993 om en handlingsplan for indførelse af avancerede tv-tjenester i Europa (10) er at fremme indførelsen af bredskærmsformatet 16:9 (625 eller 1 250 linjer), uanset hvilken europæisk tv-standard der anvendes, og uanset hvorledes transmissionen fremføres (jord-, satellit- eller kabelbaseret fremføring);

i henhold til artikel 7 i Rådets direktiv 92/38/EØF skulle Kommissionen forelægge en rapport om, hvilke virkninger direktivet har haft, hvordan markedet har udviklet sig, navnlig markedsindtrængningen målt med objektive kriterier, og hvorledes EF-midlerne er blevet anvendt, og Kommissionen skulle om nødvendigt forelægge Rådet forslag om, hvorledes direktivet kunne tilpasses udviklingen;

for at virkeliggøre de EF-målsætninger, der er fastlagt i ovennævnte afgørelser, og for at bidrage til, at det indre marked, jf. traktatens artikel 7 A, kan fungere korrekt med hensyn til tv-transmission, er det nødvendigt, at der fastlægges et ensartet format for bredskærmstransmission;

på verdensplan har Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) (11) fastlagt, at bredskærmsformatet 16:9 skal anvendes til HDTV; det er ønskeligt og muligt at etablere et marked for avanceret tv-transmission og udstyr med samme 16:9 bredskærmsformat;

ved bredskærms-tv-transmission skal der i dette direktiv som minimumskrav anvendes et transmissionssystem, der leverer tilstrækkelig information til, at en dediceret modtager kan vise et billede, som fylder hele skærmen, med fuld vertikal opløsning; en tv-transmission i 4:3-format, hvor billedet vises i »letter-box«-format (brevsprækkeformat) opfylder ikke ovennævnte minimumskriterium og betragtes ikke som bredskærms-tv-transmission i dette direktiv;

fremføring af udsendelser til seerne sker i dag via kabel-, satellit- eller jordbaserede systemer; det er vigtigt at sørge for, at flest mulige seere får adgang til avanceret bredskærmstransmission;

kabel-tv-anlæg og disses tekniske muligheder som defineret af medlemsstaterne er et vigtigt element i mange medlemsstaters tv-infrastruktur og vil være af afgørende betydning for de avancerede tv-tjenesters fremtid;

fællesantenneanlæg som defineret af medlemsstaterne er ikke omfattet af dette direktiv;

en nødvendig forudsætning for at skabe et marked med fri konkurrence er, at der fastlægges ensartede standarder for digital transmission af tv-signaler, dvs. for såvel kabel-, satellit- som jordbaseret transmission; dette mål nås bedst ved, at opgaven overdrages til en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation, idet der i de tilfælde, hvor det er relevant, tages hensyn til resultaterne af den igangværende forhandlingsproces mellem aktørerne på markedet med henblik på at opnå en konsensus;

sådanne standarder bør fastlægges i god tid, inden digital-tv-tjenester bringes på markedet;

adgangsstyring spiller en stor rolle for forbrugere og leverandører af betalings-tv og for de personer, som har ophavsretten til programmerne;

der er blevet afholdt et omfattende samråd med de relevante økonomiske aktører på det europæiske marked, og dette samråd er mundet ud i en række aftaler om, hvordan visse aspekter vedrørende adgangsstyringssystemer til digital-tv skal gribes an;

operatører af adgangsstyringstjenester skal være berettiget til et afkast på deres investeringer og på levering af tjenesteydelser til sendere, således at de tilskyndes til at fortsætte deres investeringer;

det skal sikres ved lov, at den fælles europæiske krypterings-algoritme medtages i relevant forbrugerudstyr i Fællesskabet, for at sikre, at leverandører af betalings-tv i princippet kan sælge deres programmer til forbrugere af digitalt betalings-tv i hele Fællesskabet;

det er formålstjenligt, at der kan indgås aftaler om at ændre adgangsstyringssystemer forinden et program fordeles i et kabel-tv-anlæg, og om, at fabrikanter kan fremstille adgangsstyringssystemer under licens;

inden for den europæiske audiovisuelle digitale sfære vil problemerne med piratvirksomhed vokse med negative følger for operatører og programleverandører, og det bliver mere og mere nødvendigt på europæisk plan at gennemføre en effektiv og skærpet lovgivning til bekæmpelse af piratvirksomhed;

udviklingen i teknologien og i efterspørgslen gør det formålstjenligt at ophæve direktiv 92/38/EØF og at udstede et nyt direktiv;

udviklingen inden for den avancerede tv-teknologi sker meget hurtigt, og det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne enes om en fælles strategi til styring af denne udvikling; hvis de hver for sig iværksætter forskellige foranstaltninger, vil det kunne føre til en uønsket opsplitning af markedet for varer og tjenesteydelser og til overlapning; det er følgeligt mere formålstjenligt at gennemføre sådanne foranstaltninger;

i formandskabets konklusioner fra G7-konferencen om informationssamfundet, der blev afholdt i Bruxelles den 25. og 26. februar 1995, understreges navnlig nødvendigheden af et retsgrundlag, der sikrer åben adgang til nettene og overholdelse af konkurrencereglerne -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at fremme en hurtig indførelse af avanceret tv-transmission, herunder bredskærms-tv-transmission, højopløsnings-tv og tv-transmission baseret på 100 % digitale transmissionssystemer.

Medlemsstaterne sørger for at lette overførslen af allerede eksisterende tv-transmission i bredskærmsformat på digitale net, der er åbne for offentligheden, navnlig i overensstemmelse med direktiv 92/38/EØF og afgørelse 93/424/EØF, for således at beskytte operatører og seere, som har investeret i produktion eller modtagelse af sådan transmission.

Artikel 2

For al kabel-, satellit- eller jordbaseret tv-transmission til seere i Fællesskabet gælder følgende:

a) hvis transmissionen er i bredskærmsformat og baseret på 625 linjer og ikke er 100 % digital, anvendes D2-MAC-transmissionssystemet i skærmformat 16:9 eller et transmissionssystem i skærmformat 16:9, som er fuldt ud kompatibelt med PAL eller SECAM.

Tv-transmission i bredskærmsformat består af programmer, der produceres og redigeres med henblik på at blive vist i bredskærmsformat.

Format 16:9 er referenceformatet for tv-transmission i bredskærmsformat

b) hvis transmissionen er med høj opløsning og ikke 100 % digital, anvendes HD-MAC-transmissionssystemet

c) hvis transmissionen er 100 % digital, anvendes et transmissionssystem, som bygger på standarder udarbejdet af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation. I denne forbindelse omfatter et transmissionssystem følgende elementer: behandling af programsignaler (kildekodning af lydsignaler, kildekodning af videosignaler, multipleksering af signaler) og tilpasning til transmissionsmedier (kanalkodning, modulation og eventuelt energidispersion).

100 % digitale net, som er åbne for offentligheden til distribution af tv-transmissioner, skal være i stand til at transmittere i bredskærmsformat.

Artikel 3

Alle tv-apparater med indbygget skærm, der markedsføres med henblik på salg eller leje i Fællesskabet, og hvis skærmbillede målt diagonalt er større end 42 cm, skal være udstyret med mindst ét stik baseret på en åben grænseflade (som bygger på standarder udarbejdet af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation), således at det er enkelt at tilslutte periferiudstyr, navnlig supplerende dekoderudstyr og digitale modtagere.

Artikel 4

I forbindelse med adgangsstyring for digitale betalings-tv-tjenester, som udsendes til seere i Fællesskabet, gælder følgende bestemmelser, uanset transmissionsform:

a) alt forbrugerudstyr, som i Fællesskabet sælges, udlejes eller på anden måde stilles til rådighed og anvendes til dekryptering af digitale tv-signaler, skal kunne:

- dekryptere signaler baseret på den fælles europæiske krypteringsalgoritme, der administreres af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation

- gengive signaler, der transmitteres ukodet, forudsat at lejeren overholder den gældende lejeaftale, hvis der er tale om lejet udstyr

b) adgangsstyringssystemer, som anvendes på Fællesskabets marked, skal teknisk give mulighed for omkostningseffektivt at foretage adgangsstyringen ved kabel-tv-anlæggets hovedstation, så kabel-tv-operatører på lokalt eller regionalt plan har fuld kontrol over de tjenester, som anvender sådanne adgangsstyringssystemer

c) medlemsstaterne træffer alle foranstaltninger for, at operatører af adgangsstyringstjenester, der producerer og markedsfører adgang til digital-tv-transmission, uanset transmissionsform

- på ensartede, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår tilbyder alle sendere tekniske tjenesteydelser, der gør det muligt for seere, der har fået en dekoder leveret fra operatørerne, at modtage sendernes digital-tv-transmissioner, og at disse operatører overholder Fællesskabets konkurrencelovgivning, navnlig i de tilfælde, hvor de har en dominerende stilling

- fører separate regnskaber for deres aktiviteter som operatører af adgangsstyring.

Senderne offentliggør en prisliste til brug for seere med angivelse af, om der leveres supplerende udstyr eller ej.

En digital tv-tjeneste falder kun ind under disse bestemmelser, hvis den påtænkte tjeneste er i overensstemmelse med gældende fællesskabslovgivning

d) når indehavere af den industrielle ejendomsret til adgangsstyringssystemer og -produkter giver licens til fabrikanter af forbrugsudstyr, skal det ske på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. Når der gives licens, hvor der skal tages hensyn til tekniske og handelsmæssige faktorer, kan rettighedshaverne ikke opstille betingelser, der forbyder eller på anden måde forhindrer, at selve produktet udstyres med

- enten en standardiseret grænseflade, der giver mulighed for forbindelse med flere andre adgangsstyringssystemer end det foreliggende

- eller særligt udstyr til et andet adgangsstyringssystem, forudsat at licensmodtageren opfylder de relevante rimelige bestemmelser, som for dennes vedkommende garanterer sikkerheden for de transaktioner, der udføres af leverandørerne af adgangsstyring.

Tv-apparater med integreret digital dekoder skal have mulighed for tilslutning af mindst en standardiseret kontakt, der gør det muligt at tilslutte adgangsstyringsudstyr og andre elementer i et digital-tv-system til den digitale dekoder

e) uden at det berører de foranstaltninger, som Kommissionen eller en medlemsstat måtte træffe på grundlag af traktaten, sikrer medlemsstaterne, at alle parter, der har en tvist vedrørende anvendelsen af bestemmelserne i denne artikel, har lettilgængelig og principielt billig adgang til passende konfliktløsningsprocedurer med henblik på at løse sådanne tvister på en retfærdig, hurtig og gennemskuelig måde.

Denne procedure udelukker ikke, at en af parterne kan anlægge erstatningssøgsmål. Hvis Kommissionen opfordres til at afgive udtalelse om gennemførelse af traktaten, skal den afgive en sådan udtalelse hurtigst muligt.

Artikel 5

Alle bredskærms-tv-transmissioner i 16:9 format, der falder ind under artikel 2, og som medtages og viderefordeles i kabel-tv-systemer, skal mindst viderefordeles i 16:9 bredskærmsformat.

Artikel 6

Inden den 1. juli 1997 - og derefter hvert andet år - tager Kommissionen gennemførelsesbetingelserne for dette direktiv og markedsudviklingen for digital-tv-tjenester over hele Den Europæiske Union op til vurdering og forelægger en beretning herom for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Denne beretning skal omhandle markedsudviklingen, navnlig den teknologiske udvikling inden for digital teknologi og digitale tjenester, samt den tekniske og handelsmæssige udvikling på markedet for adgangsstyring i forbindelse med digital-tv-tjenester.

Kommissionen fremsætter om fornødent forslag til Rådet om, hvorledes direktivet kan tilpasses udviklingen.

Artikel 7

Direktiv 92/38/EØF ophæves med virkning fra ni måneder efter datoen for nærværende direktivs ikrafttræden.

Artikel 8

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden for en frist på ni måneder fra dets ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 9

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. oktober 1995.

På Europa-Parlamentets vegne

K. HÄNSCH

Formand

På Rådets vegne

L. ATIENZA SERNA

Formand

(1) EFT nr. C 341 af 18. 12. 1993, s. 18 og EFT nr. C 321 af 18. 11. 1994, s. 4.

(2) EFT nr. C 148 af 30. 5. 1994, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 19. april 1994 (EFT nr. C 128 af 9. 5. 1994, s. 54), Rådets fælles holdning af 22. december 1994 (EFT nr. C 384 af 31. 12. 1994, s. 36) og Europa-Parlamentets afgørelse af 13. juni 1995 (EFT nr. C 166 af 3. 7. 1995).

(4) EFT nr. L 142 af 25. 5. 1989, s. 1.

(5) EFT nr. L 363 af 13. 12. 1989, s. 30.

(6) EFT nr. L 298 af 17. 10. 1989, s. 23.

(7) EFT nr. L 137 af 20. 5. 1992, s. 17.

(8) ETSI-standard: prETS 300 352.

(9) ETSI-standard: prETS 300 250.

(10) EFT nr. L 196 af 5. 8. 1993, s. 48.

(11) Billedspecifikationerne, herunder skærmformatet 16:9, er fastlagt i ITU-R rekommandation 709.

Top