Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92004E000101

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0101/04 af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen. De små og mellemstore virksomheders situation i forbindelse med EU's finansiering af forskning.

EUT C 84E af 3.4.2004, pp. 761–763 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

3.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 84/761


(2004/C 84 E/0858)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0101/04

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om:   De små og mellemstore virksomheders situation i forbindelse med EU's finansiering af forskning

Et af formålene med det sjette rammeprogram for forskning er at øge EU's konkurrenceevne. De små og mellemstore virksomheder har i årevis stået for en øget konkurrenceevne.

De små og mellemstore virksomheders deltagelse i det sjette rammeprogram er imidlertid faldet væsentligt. De store instrumenter i rammeprogrammet som f.eks. de integrerede projekter, skræmmer, mens ekspertværkerne (Network of Excellence) snarere var beregnet som et instrument for universiteter og højskoler. I det femte rammeprogram fandtes et »craft-instrument«, som navnlig var beregnet til små og mellemstore virksomheder, og som for virksomhederne var en adgangsport til internationalt samarbejde. Midlerne til Craft-instrument er desværre blevet nedskåret drastisk i det sjette rammeprogram, hvilket har medført, at konkurrencen mellem virksomheder er blevet nådeløs, og at finansieringstærsklen er blevet forhøjet til et uhensigtsmæssigt højt niveau.

Europa-Parlamentet har gentagne gange krævet, at 15 % af midlerne i rammeprogrammet afsættes til de små og mellemstore virksomheder. Dette er desværre ikke lykkedes. Kommissionen har for sin del fordrejet statistikkerne for at give et mere positivt billede, bl.a. ved også at medtage de såkaldte ikke-kommercielle SMV'er (non-profit SMEs), som åbenbart kan være universiteters institutter o.lign., i gruppen af små og mellemstore virksomheder.

De ovennævnte kosmetiske foranstaltninger medfører, at statistikkerne kommer til at se bedre ud, således at de små og mellemstore virksomheders deltagelse overstiger 10 % inden for mange temaområder. Dette er naturligvis ikke i overensstemmelse med rammeprogrammets oprindelige formål eller ånd, idet ikke-kommercielle virksomheder ikke primært bidrager til EU's konkurrenceevne.

Ved mange lejligheder siges mange gode og positive ting om en lysere fremtid for de små og mellemstore virksomheder. De små og mellemstore virksomheders situation skal imidlertid forbedres her og nu, idet de generelt har en afgørende indflydelse på EU's konkurrenceevne, beskæftigelse, samfundsøkonomi.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at fremme små og mellemstore virksomheders deltagelse i europæiske forskningsprojekter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(4. marts 2004)

Gennem vedtagelsen af det sjette rammeprogram (RP6) og af særprogrammerne »Styrkelse af grundlaget for det europæiske forskningsrum« og »Strukturering af det europæiske forskningsrum«, er små og mellemstore virksomheders (SMV) deltagelse blevet både udvidet og fremmet:

Mindst 15 % af budgettet afsat til de syv udvalgte forskningstemaer skal gives til SMV (± 1 700 mio. EUR). Dette udgør en væsentlig stigning i dette mål, der var blevet fastsat til 10 % for det femte rammeprogram (RP5).

430 mio. EUR er helliget horisontale forskningsaktiviteter med deltagelse af SMV:

De horisontale forskningsaktiviteter med deltagelse af SMV og/eller sammenslutninger af SMV omfatter kooperativ forskning (CRAFT) (± 320 mio. EUR) og kollektiv forskning (± 110 mio. EUR).

Økonomisk og teknologisk intelligens (ØTI) er en af aktiviteterne inden for forsknings- og innovations-delen af særprogrammet »Strukturering af det europæiske forskningsrum«. Hovedformålet med ØTI-pro-jekter er at skabe de rette betingelser for at SMV kan deltage i RP6-projekter.

Det skal desuden understreges, at Kommissionen har spillet en proaktiv rolle i forbindelse med tilskyndelse til og fremme af SMVs deltagelse i RP6:

Det første tiltag var oprettelse af et netværk af nationale kontaktpunkter (NCP). Gennem dette netværk informeres SMV og forskningssamfundet generelt om og tilskyndes til at samle deres indsats ved deltagelse i RP6.

Det andet tiltag var oprettelse af Kommissionens SMV Task Force, hvori deltager alle tjenestegrene involveret i den operationelle styring af RP6. Hovedopgaven for denne Task Force er at følge SMVs deltagelse i RP6 og at foreslå nye tiltag eller forbedrende foranstaltninger til yderlige at fremme SMV-deltagelse.

I det første gennemførelsesår for RP6 skal det nævnes, at:

efter første indkaldelse af aktiviteter for horisontal forskning i FP6 vil ca. 1 070 SMV få tildelt en forskningskontrakt.

efter første indkaldelse af forslag under FP6/udvalgte forskningstemaer vil ca. 2 450 SMV få tildelt en forskningskontrakt.

Kommissionen lancerede en første indkaldelse af forslag til ØTI i april 2003. Som resultat af første indkaldelse blev der udvalgt 20 projekter, der vil modtage en samlet støtte på 20 mio. EUR. Projekterne dækker en lang række industrisektorer, og de første ØTI-projekter har igangsat deres aktiviteter.

Selv om den relevante beregning af resultatet med målet på 15 % er tildelingen af Fællesskabets finansielle bidrag til SMV ved projekternes afslutning, holdes der allerede nu øje med SMV-deltagelsen i RP6 på de forskellige stadier fra forelæggelse af forslag, evaluering og udvælgelse til den endelige tildeling af EU-midler blandt kontrahenter.

Som følge heraf og i overensstemmelse med resultaterne af de første indkaldelser under RP6/udvalgte forskningstemaer drøftes der i SMV Task Force i øjeblikket nogle forbedringer. De omfatter:

arbejdsprogrammerne skal gøres mere SMV-venlige

supplering med SMV-projekter fra den første indkaldelse i projekterne for nye instrumenter

integrerede projekter (IP) helliget SMV.

Gennemførelsen af og tidsplanen for ovenfor beskrevne foranstaltninger og andre tiltag vil afhænge af de pågældende udvalgte forskningstemaers behov og ressourcer.

To meget store europæiske netværker, nemlig netværket for innovationsformidlingscentre og Euro Info Centrene, giver fortsat oplysninger og støtte til en lang række SMV af enhver størrelse, der opererer i alle europæiske lande (herunder de tiltrædende lande) og har gjort det i mange år. Begge netværker bidrager betydeligt til at øge opmærksomheden omkring forskning og innovation i SME. Hvad angår desuden videnoverførsel til SMV, der er særlig vigtig for deres konkurrenceevne i vor tids globale miljø, blev der offentliggjort omkring 50 000 teknologiprofiler, og der blev af innovationsformidlingscentrene rapporteret om 500 tværnationale teknologioverførsler i 2002.

For så vidt angår definitionen af små og mellemstore virksomheder (SMF), skal det understreges, at den definition, der anvendtes for RP5 og for RP6, er den der er anført i Kommissionens henstilling fra 1996 (96/280/EF) (1) baseret på følgende fire kriterier: antal ansatte (<250), årsomsætning (<40mio.EUR) eller statusbalance (<27mio.EUR) og uafhængighed. Det er denne definition, der retligt skal anvendes til udarbejdelse af statistiske data om SMV-deltagelse.

Begrebet virksomhed opfattet som enhver enhed, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset denne enheds status og finansieringsmåde, svarer til begrebet »virksomhed«, der konstant anvendes af Domstolen og Kommissionen inden for konkurrenceret og statsret. Som svar på det ærede medlems spørgsmål er det derfor muligt, at visse organisationer med almennyttigt formål retligt også kan anses for at være SMV.

Den nye definition af SMV er blevet vedtaget af Kommissionen og vil træde i kraft den 1. januar 2005. I den nye definition øges loftet for årsomsætning/statusbalance til henholdsvis 50 mio. EUR og 43 mio. EUR, og der gives retningslinjer for beregning af antal ansatte. Desuden er begrebet uafhængighed blevet viderebearbejdet, og der er nu tre kategorier af virksomheder: uafhængig virksomhed, partnervirksomhed og tilknyttet virksomhed.


(1)  Kommissionens henstilling 96/280/EF af 3. april 1996 om definition af små og mellemstore virksomheder, EFT L 107 af 30.4.1996.


Top