Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. EMILIOU

fremsat den 26. marts 2026 (1)

Sag C-579/24

Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Gesellschaft mbH,

AKM eingetragene Genossenschaft mit beschränkter Haftung

mod

Aufsichtsbehörde für Verwertungsgesellschaften

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig))

» Præjudiciel forelæggelse – ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder – direktiv (EU) 2019/790 – artikel 17 – ansvar for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester for beskyttet indhold, der uploades af deres brugere – ansvarets omfang – forpligtelse for disse udbydere til at indhente en tilladelse fra rettighedshavere til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af dette indhold – direktiv 2001/29/EF – artikel 2 – retten til reproduktion – fremstilling af digitale kopier af beskyttet indhold på udbyderes computerservere – kopier, som er teknisk nødvendige for, at indholdet kan stilles til rådighed for almenheden – ingen forpligtelse til at indhente en særskilt tilladelse fra rettighedshavere«

I.      Indledning

1.        Den foreliggende sag giver for anden gang Domstolen en mulighed for at fortolke (2) artikel 17 i direktiv (EU) 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked (3). Denne bestemmelse indeholder de nærmere betingelser, hvorunder udbydere af onlineindholdsdelingstjenester som eksempelvis YouTube, Soundcloud og Pinterest kan ifalde ansvar for at give almenheden adgang til værker eller andre frembringelser (herefter »beskyttet indhold«), der uploades til deres platforme af deres brugere i strid med en ophavsrettighed.

2.        Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 fastsætter nærmere bestemt, at disse udbydere udfører en handling i form af »overføring til almenheden« eller »tilrådighedsstillelse for almenheden« som defineret i artikel 3 i direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (4), når de giver almenheden adgang til beskyttet indhold.

3.        I henhold til den sidstnævnte bestemmelse har rettighedshavere i princippet en eneret til overføring eller tilrådighedsstillelse af deres værker eller andre frembringelser. Følgelig kan udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ikke selv udføre en handling i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden uden at indhente forudgående tilladelse fra rettighedshaverne, hvilket typisk sker ved indgåelse af en licensaftale. Forpligtelsen til at indhente denne tilladelse er klart angivet i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790.

4.        De præjudicielle spørgsmål fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) er opstået på baggrund af det forhold, at der, når beskyttet indhold uploades af brugere af onlineindholdsdelingstjenester til onlineplatforme, automatisk fremstilles digitale kopier af dette indhold, der lagres på udbydernes computerservere. Fremstillingen af disse kopier er teknisk nødvendig med henblik på at give almenheden adgang til det omhandlede indhold.

5.        Som jeg imidlertid vil forklare, udgør dette potentielt en krænkelse af anden rettighed, der er beskyttet i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29, nærmere bestemt »retten til reproduktion«, der i det væsentlige bestemmer, at foretagelsen af kopier af beskyttet indhold i princippet ligeledes er forbeholdt rettighedshaverne.

6.        Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse bl.a. oplyst, hvorvidt de digitale kopier af beskyttet indhold, der foretages på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, og som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold, udgør »reproduktioner« som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne rettighed. Såfremt dette besvares bekræftende, anmoder den Domstolen om at præcisere, hvorvidt de tilladelser, som disse udbydere skal indhente fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold, nødvendigvis ligeledes giver disse udbydere tilladelse til at foretage disse kopier.

7.        Hovedsagen omhandler en tvist mellem på den ene side Austro-Mechana og AKM (Austro-Mechanas moderselskab), som er to forvaltningsselskaber, der er registrerede i det østrigske selskabsregister (herefter »sagsøgerne«), der er indehavere af forvaltningstilladelser som fastlagt i direktiv 2014/26/EU (5) med henblik på udøvelsen og forvaltningen af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder til musik- og sprogværker, der er knyttet til disse værker, i rettighedshaveres interesse, og på den anden side Aufsichtsbehörde für Verwertungsgesellschaften (den østrigske tilsynsmyndighed for forvaltningsselskaber) (herefter »tilsynsmyndigheden«).

8.        Tilsynsmyndigheden er i det væsentlige af den opfattelse, at den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal opnå fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, nødvendigvis omfatter foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbyderes servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold. Sagsøgerne har omvendt anført, at der bør gives en særskilt tilladelse til foretagelsen af disse kopier, som følgelig bør være omfattet af forskellige licensaftaler, og at det således er muligt, at en sådan aftale forhandles med disse udbydere af et andet forvaltningsselskab (i dette tilfælde Austro-Mechana) end det, der forvalter retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden for de relevante rettighedshavere (i dette tilfælde AKM). Jeg vil fremføre argumenter for, at Domstolen bør indtage den førstnævnte opfattelse.

II.    Retsforskrifter

A.      Internationale forskrifter

9.        Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, der er undertegnet i Bern den 9. september 1886 (som revideret ved Paris-akten af 24.7.1971) i den version, der udspringer af ændringen af 28. september 1979 (herefter »Bernerkonventionen«), der er undertegnet af samtlige medlemsstater, bestemmer i artikel 9:

»1)      Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, der beskyttes ved denne konvention, har eneret til at tillade reproduktion af deres værker på enhver måde eller i enhver form.

2)      Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at tillade reproduktion af sådanne værker i visse særlige tilfælde, under forudsætning af, at en sådan reproduktion ikke på skadelig måde påvirker den normale udnyttelse af værket og ikke på urimelig måde gør indgreb i ophavsmandens legitime interesser.

3)      Som reproduktion anses i denne konvention også enhver lyd- eller billedoptagelse.«

B.      EU-retten

1.      Direktiv 2001/29

10.      Følgende er bestemt i artikel 2 i direktiv 2001/29, der bærer overskriften »Retten til reproduktion«:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

a)      for ophavsmænd for så vidt angår deres værker,

b)      for udøvende kunstnere for så vidt angår optagelser af deres fremførelser,

c)      for fremstillere af fonogrammer for så vidt angår deres fonogrammer,

d)      for producenter af den første filmoptagelse for så vidt angår den originale film eller eksemplarer heraf, og

e)      for radio- og fjernsynsforetagender for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, hvad enten der er tale om trådbunden eller trådløs transmission, herunder via kabel eller satellit.«

11.      Dette direktivs artikel 3 omhandler »Retten til overføring af værker til almenheden og retten til tilrådighedsstillelse for almenheden af andre frembringelser«. Det fastsættes i stk. 1, at »[m]edlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt«. I bestemmelsens stk. 2 opregnes de andre specifikke situationer, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne ret, som er de samme som dem, der er opregnet i artikel 2, litra b)-e), i direktiv 2001/29.

2.      Direktiv 2014/26

12.      Artikel 4 i direktiv 2014/26 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at de kollektive forvaltningsorganisationer handler i bedste interesse for de rettighedshavere, hvis rettigheder de repræsenterer, og at de ikke pålægger dem nogen forpligtelser, som ikke er objektivt nødvendige for beskyttelsen af deres rettigheder og interesser eller for den effektive forvaltning af deres rettigheder«.

13.      Dette direktivs artikel 5 opregner rettighedshavernes specifikke rettigheder for så vidt angår kollektive forvaltningsorganisationer.

14.      Artikel 16, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/26 omhandler licensprocessen og kriterierne for licensbetingelserne.

3.      Direktiv 2019/790

15.      Ifølge artikel 2, nr. 6), i direktiv 2019/790 er en »udbyder af onlineindholdsdelingstjenester« »en udbyder af en informationssamfundstjeneste, der har som hovedformål eller som et af sine hovedformål at lagre og give almenheden adgang til en stor mængde ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, som uploades af dens brugere, og som den organiserer og promoverer med et profitmæssigt formål«.

16.      Dette direktivs artikel 17 har følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne fastsætter, at en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester foretager en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden med henblik på dette direktiv, når den pågældende giver offentlig adgang til ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, der uploades af brugerne.

En udbyder af onlineindholdsdelingstjenester skal derfor indhente tilladelse fra de i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv [2001/29] omhandlede rettighedshavere, f.eks. ved at indgå en licensaftale, med henblik på at overføre værker eller andre frembringelser til almenheden eller stille dem til rådighed for almenheden.

2.      Medlemsstaterne sørger for, at når en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester har indhentet en tilladelse, f.eks. ved at indgå en licensaftale, omfatter denne tilladelse også handlinger, der udføres af brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i [direktiv 2001/29], når de ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter.

3.      Når en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester foretager en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden på de betingelser, der er fastsat i nærværende artikel, finder den ansvarsbegrænsning, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF [(6)], ikke anvendelse på de situationer, der er omfattet af nærværende artikel.

Dette stykkes første afsnit berører ikke den eventuelle anvendelse af artikel 14, stk. 1, i direktiv [2000/31] på disse tjenesteudbydere til formål, der ikke er omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde.

4.      Hvis der ikke er givet tilladelse, er udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ansvarlige for uautoriseret overføring til almenheden, herunder tilrådighedsstillelse for almenheden, af ophavsretligt beskyttede værker og andre frembringelser, medmindre tjenesteudbyderne påviser, at de har:

a)      gjort deres bedste indsats for at opnå en tilladelse, og

b)      i overensstemmelse med de høje branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt gjort deres bedste for at sikre, at specifikke værker og andre frembringelser, for hvilke rettighedshaverne har givet tjenesteudbyderne de relevante og nødvendige oplysninger, ikke er tilgængelige, og under alle omstændigheder

c)      handlet hurtigt efter at have modtaget en tilstrækkelig begrundet meddelelse fra rettighedshaverne for at blokere adgangen til eller fjerne de værker og andre frembringelser, der er givet meddelelse om, fra deres websteder, og gjort deres bedste indsats for at forhindre, at de fremover uploades, i overensstemmelse med litra b).

[…]«

C.      Nationale retsforskrifter

17.      § 15 i Bundesgesetz über das Urheberrecht an Werken der Literatur und der Kunst und über verwandte Schutzrechte (Urheberrechtsgesetz) (forbundsloven om ophavsrettigheder til litterære værker og kunstværker og om beslægtede ophavsrettigheder, herefter »lov om ophavsret«), der bærer overskriften »Retten til reproduktion«, fastsætter i stk. 1 og 2:

»1)      Ophavsmanden har eneret til at reproducere værket midlertidigt eller permanent, uanset hvilken proces der anvendes, og hvilken mængde der er reproduceret.

2)      Ved reproduktion forstås navnlig også optagelse af præsentationen eller udførelsen af et værk på midler til gentagen overføring for syn eller hørelse (billed- eller lydmedium) som f.eks. film eller grammofonplader.«

18.      § 17 i lov om ophavsret, der bærer overskriften »Udsendelsesret«, bestemmer i stk. 1:

»Ophavsmanden har eneret til at udsende værket via radio eller fjernsyn eller på lignende måde.«

19.      § 18a, stk. 1, i lov om ophavsret med overskriften »Retten til tilrådighedsstillelse« er affattet som følger:

»Ophavsmanden har eneretten til at stille værket til rådighed for almenheden, via kabel eller trådløst, på en sådan måde, at almenheden får adgang hertil på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«

20.      § 18c i lov om ophavsret, der bærer overskriften »Udsendelse og tilrådighedsstillelse, som foretages af udbydere af store onlineplatforme«, bestemmer følgende:

»Under de i § 17, stk. 1 og 2, og § 18a fastsatte betingelser foretager også den, der som udbyder af en stor onlineplatform giver almenheden adgang til ophavsretligt beskyttede værker, som er uploadet af vedkommendes brugere, en udsendelse eller en offentlig tilrådighedsstillelse af et værk. Vedkommende skal derfor indhente tilladelse fra ophavsmanden. […]«

21.      Ifølge § 24a i lov om ophavsret med overskriften »Tilladelse til udnyttelse af et værk eller ret til udnyttelse af et værk med henblik på udsendelse eller offentlig tilrådighedsstillelse i henhold til § 18c« omfatter en tilladelse for udbyderen af en stor onlineplatform til at anvende et værk med henblik på udsendelse eller offentlig tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til § 18c i lov om ophavsret ligeledes brugere af denne platform til det samme formål i et omfang svarende til den meddelte tilladelse, såfremt disse brugere ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter. Tilsvarende bestemmer § 24a i lov om ophavsret ligeledes, at en tilladelse, som er meddelt brugeren, også berettiger udbyderen af tjenesten til at foretage den tilladte udnyttelse.

III. De faktiske omstændigheder, de nationale procedurer og de præjudicielle spørgsmål

22.      Austro-Mechana, som er den første sagsøger, er et kollektivt forvaltningsselskab som omhandlet i § 2, stk. 1, i Bundesgesetz über Verwertungsgesellschaften (lov om forvaltningsselskaber). Det er i denne egenskab, at det repræsenterer en række rettighedshaveres rettigheder og interesser i værker og andre beskyttede frembringelser som omhandlet i lov om ophavsret. Det er et datterselskab, der er 100% ejet af den anden sagsøger, AKM, som ligeledes er et forvaltningsselskab. Austro-Mechana og AKM indgår med henblik på at udføre deres aktivitet forvaltningsaftaler med rettighedshavere. Disse forvaltningsaftaler gør det muligt for dem at forvalte visse rettighedshaveres eksklusive rettigheder og bl.a. at forhandle tilladelser eller licensaftaler på deres vegne med udbydere af onlineindholdsdelingstjenester.

23.      Forvaltningstilladelsen, der er udstedt til Austro-Mechana af tilsynsmyndigheden, giver selskabet tilladelse til at »[råde] over en forvaltningstilladelse for musikalske værker og sproglige værker, som er forbundet med musik […] med henblik på forvaltning henholdsvis håndhævelse af rettighederne til reproduktion […] samt hertil knyttede krav på deltagelse og/eller vederlag« (7). Den finder bl.a. anvendelse for »reproduktion og/eller spredning på billed- eller lydmedier (lagringsmedier) som omhandlet i §§ 15 og 16 i lov om ophavsret« og »reproduktion […] på billed- og lydmedier (lagringsmedier) i forbindelse med filmværker, der er tiltænkt udsendelse, og som en radio- eller TV-producent eller webcaster selv fremstiller eller lader fremstille af en anden«.

24.      AKM’s forvaltningstilladelse omfatter forvaltningen af »musikalske værker og sproglige værker, som er forbundet med musik, […] med henblik på forvaltning henholdsvis håndhævelse af rettighederne til udførelse, præsentation, udsendelse og tilrådighedsstillelse samt hertil knyttede krav på deltagelse og/eller vederlag« (8).

25.      Den 7. juni 2022 anmodede Austro-Mechana tilsynsmyndigheden om bl.a. at fastslå, at selskabets forvaltningstilladelse omfatter store onlineplatformes reproduktion med henblik på udsendelse og tilrådighedsstillelse for almenheden. Selskabet har i det væsentlige anført, at dets tilladelse omfatter de digitale kopier af beskyttet indhold, der foretages på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er accessoriske i forhold til og teknisk nødvendige for overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af dette indhold på disse platforme. Dette blev fremført af selskabet trods den omstændighed, at disse handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden er omfattet af anvendelsesområdet for AKM’s forvaltningstilladelse.

26.      Ved afgørelse af 30. januar 2023 meddelte tilsynsmyndigheden (under punkt 1) afslag på Austro-Mechanas anmodning og fastslog (under punkt 2), at den forvaltningstilladelse, som AKM var indehaver af, allerede omfattede sådanne reproduktioner.

27.      Tilsynsmyndigheden bemærkede indledningsvis, at det ikke er klart, hvorvidt den ret til reproduktion, der er beskyttet i henhold til § 15 i lov om ophavsret, der gennemfører artikel 2 i direktiv 2001/29 i østrigsk ret, overhovedet berøres af de handlinger eller procedurer, der er omfattet af § 18c i lov om ophavsret, der for sin del gennemfører artikel 17 i direktiv 2019/790 i østrigsk ret. Den henviste i denne forbindelse til nogle af de udtalelser, som Kommissionen har fremført i dens vejledning om denne bestemmelse (9), og fremhævede, at artikel 17 i direktiv 2019/790 og følgelig § 18c i lov om ophavsret eksklusivt omhandler retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden som defineret i artikel 3 i direktiv 2001/29.

28.      Den tilføjede, at selv såfremt det antages, at retten til reproduktion berøres af de handlinger eller procedurer, der er omfattet af artikel 17 i direktiv 2019/790 og følgelig af § 18c i lov om ophavsret, kan det udledes af formålet med artikel 17 i direktiv 2019/790, at den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente til brug for overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold, der er uploadet af brugere til deres platforme, nødvendigvis omfatter samtlige reproduktionshandlinger, som er teknisk nødvendige med henblik på dette formål. Disse handlinger kan ikke adskilles fra handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, hvilket fører til, at særskilt licensering af retten til reproduktion ikke er mulig.

29.      Både Austro-Mechana og AKM har iværksat appel af denne afgørelse ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret. De har nærmere bestemt anmodet om, at punkt 2 i den anfægtede afgørelse annulleres uden at blive erstattet, og at punkt 1 ændres, således at Austro-Mechanas anmodning af 7. juni 2022 efterkommes.

30.      Idet Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) nærer tvivl om den korrekte fortolkning af ovennævnte EU-retlige forskrifter, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

»1)      Skal EU-retten, navnlig artikel 2 i direktiv [2001/29] samt artikel 17, stk. 1, i direktiv […] 2019/790 og artikel 9 i Bernerkonventionen […], fortolkes således, at en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester som omhandlet i artikel 2, nr. 6), i direktiv […] 2019/790, som lagrer værker og andre beskyttede frembringelser, der uploades af brugere, ud over en offentlig overføring til almenheden (eller en tilrådighedsstillelse for almenheden) som omhandlet i artikel 3 i direktiv [2001/29] også foretager en reproduktion som omhandlet i artikel 2 i direktiv [2001/29], eller således at denne reproduktion kan tilregnes denne udbyder, og at udbyderen skal indhente særskilt tilladelse hertil fra den i artikel 2 i direktiv [2001/29] omhandlede rettighedshaver?

2)      Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

Skal EU-retten, navnlig artikel 17, stk. 1 og 2, samt artikel 1, stk. 3, og artikel 2, nr. 6), i direktiv […] 2019/70, fortolkes således, at en tilladelse til reproduktion, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester som omhandlet i artikel 2, nr. 6), i direktiv […] 2019/790 har indhentet, også gælder for de reproduktionshandlinger, som brugerne på sådanne platforme har udført, eller som kan tilregnes disse, såfremt disse handlinger ikke sker på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter?

3)      Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende:

Skal EU-retten, navnlig artikel 2 i direktiv [2001/29] og artikel 17, stk. 2, i direktiv […] 2019/790, fortolkes således, at brugere af tilbud fra udbydere af onlineindholdsdelingstjenester som omhandlet i artikel 2, nr. 6), i direktiv […] 2019/790 ved at uploade ophavsretligt beskyttede værker og frembringelser med henblik på lagring og deling foretager reproduktioner som omhandlet i artikel 2 i direktiv [2001/29] og behøver en tilladelse hertil fra de i artikel 2 i [dette direktiv] omhandlede rettighedshavere?

4)      Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

Skal EU-retten, navnlig artikel 4, artikel 5 og artikel 16, stk. 1 og 2, i direktiv [2014/26], fortolkes således, at rettighedshavere også enkeltvis og særskilt kan indrømme en kollektiv forvaltningsorganisation (eller en uafhængig forvaltningsenhed) retten til reproduktion som omhandlet i artikel 2 i direktiv [2001/29] på den ene side og retten til overføring til almenheden som omhandlet i samme direktivs artikel 3 på den anden side med henblik på en licens i henhold til artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv […] 2019/790, enten for at lade disse rettigheder forvalte af forskellige kollektive forvaltningsorganisationer (eller uafhængige forvaltningsenheder) eller for delvist at forvalte disse rettigheder individuelt?«

31.      Anmodningen om en præjudiciel afgørelse af 30. august 2024 blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 3. september 2024. Sagsøgerne i hovedsagen, den østrigske og den franske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse interesserede parter samt tilsynsmyndigheden har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 8. oktober 2025.

IV.    Bedømmelse

32.      Artikel 2 i direktiv 2001/29 definerer retten til reproduktion som »eneretten« for ophavsmænd, udøvende kunstnere, producenter og radio- og fjernsynsforetagender til at »tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis« af deres værker, fremførelser, fonogrammer, film eller udsendelser.

33.      Domstolen anmodes i forbindelse med onlineindholdsdelingstjenester i den foreliggende sag om at tage stilling til, hvorvidt denne rettighed finder anvendelse, når der foretages digitale kopier af beskyttet indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold på udbyderne af disse tjenesters computerservere. Dette kræver, at det præciseres, hvorvidt sådanne kopier er reproduktioner som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29.

34.      Såfremt det yderligere antages, at retten til reproduktion ikke finder anvendelse i denne forbindelse, nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold på deres platforme, nødvendigvis omfatter foretagelsen af digitale kopier af dette indhold på disse udbyderes servere, som er teknisk nødvendige med henblik herpå.

35.      Det er til brug for forklaringen på, hvorfor EU-lovgiver indførte en specifik ansvarsordning for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester i artikel 17 i direktiv 2019/790, nyttigt at erindre om et af hovedformålene med direktiv 2001/29 samt de betragtninger, der førte til vedtagelsen af denne bestemmelse.

36.      Direktiv 2001/29 har som det fremgår tydeligt af dets præambel til formål at yde rettighedshavere et »højt beskyttelsesniveau« af deres ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder og at sikre, at de modtager et »passende vederlag« for anvendelsen af deres værker og andre frembringelser, navnlig i »informationssamfundet« (10). Dette direktiv giver dem, som jeg har forklaret i indledningen, med henblik herpå en eneret til reproduktion af deres beskyttede indhold (artikel 2) og en eneret til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af dette indhold (artikel 3). Handlinger, der er omfattet af anvendelsesområdet for disse rettigheder, må følgelig som hovedregel (11) ikke foretages af en tredjepart uden forudgående tilladelse, hvilket som regel sker ved en licens, der indrømmes mod et vederlag.

37.      Kort tid efter vedtagelsen af direktiv 2001/29 gav udviklingen af interaktive »Web 2.0«-tjenester, og navnlig store platforme som eksempelvis YouTube, anledning til retlig usikkerhed for så vidt angår uploading af beskyttet indhold til disse platforme.

38.      Debatten centrerede sig på det tidspunkt om retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, der er fastsat i artikel 3 i direktiv 2001/29. Selv om det var klart, at den uploading, der foretages af en bruger af et værk eller anden frembringelse til en onlineindholdsdelingsplatform, udgør en handling i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, der som udgangspunkt kræver forudgående tilladelse fra de omhandlede rettighedshavere, opstod der en strid om, hvorvidt operatøren af denne platform selv foretog denne handling, når der blev givet almenheden adgang til dette indhold, og følgelig hvorvidt den skulle indgå licensaftaler eller vederlægge rettighedshavere. Rettighedshavere gav for deres vedkommende udtryk for bekymring (12) for, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester gav brugere et incitament til at uploade beskyttet indhold til deres onlineplatforme og få betydelige indtægter fra dette indhold gennem reklamer eller abonnementer, uden at indhente tilladelse fra eller at yde vederlag til rettighedshavere. Dette er kendt som »value gap«-argumentet (13).

39.      Usikkerheden drejede sig ligeledes om anvendelsesområdet for princippet om »safe harbour«, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31. Denne bestemmelse fritog under visse betingelser udbydere af »hosting-tjenester« (oplagsringstjenester) fra det ansvar, der kan udspringe af det beskyttede indhold, som de oplagrer for deres brugere. Det var også dér uklart, hvorvidt denne bestemmelse »skærmede« udbydere af onlineindholdsdelingstjenester, som eksempelvis YouTube, Soundcloud og Pinterest, fra ophavsretligt ansvar for overføring til almenheden af beskyttet indhold, der var blevet uploadet af deres brugere (14).

40.      EU-lovgiver besluttede med henblik på at fjerne denne retlige usikkerhed at tage stilling til dette forhold i direktiv 2019/790 (15) nærmere bestemt i dette direktivs artikel 17.

41.      Som jeg har forklaret i indledningen, gælder for det første, at bestemmelsens stk. 1 bestemmer, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester selv foretager en handling i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2001/29, når de giver almenheden adgang til beskyttet indhold, der uploades af deres brugere (16). Dette udløser en forpligtelse for disse udbydere til at indhente en tilladelse fra de relevante rettighedshavere typisk ved at indgå en licensaftale. Artikel 17, stk. 3, i direktiv 2019/790 udelukker yderligere i dette scenarie anvendelsen af »safe harbour«-princippet, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31.

42.      Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 gør det for det andet klart, at brugere af onlineindholdsdelingstjenester ligeledes foretager overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, når de uploader beskyttet indhold til udbyderne af disse tjenesters onlineplatforme. Såfremt udbydere indhenter en tilladelse eksempelvis ved at indgå en licensaftale i henhold til dette direktivs artikel 17, stk. 1, kan denne tilladelse ikke desto mindre ligeledes omfatte disse handlinger, forudsat at de omhandlede brugere ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter.

43.      Den specifikke ansvarsordning (17), der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, har til formål at konsolidere det »høj[e] niveau af beskyttelse«, som rettighedshavere nyder over deres beskyttede indhold (18), og navnlig at sikre, at de opnår bedre vederlag for anvendelse af dette indhold på onlineindholdsdelingsplatforme. Formålet er samtidig at skabe en »rimelig balance« mellem disse rettighedshaveres rettigheder og interesser og dem, der gør sig gældende for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og deres brugere, navnlig ved at skabe retlig sikkerhed for disse udbydere (19).

44.      Hverken artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 eller de øvrige stykker i denne bestemmelse artikel henviser udtrykkeligt til retten til reproduktion, der sikres rettighedshavere i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29 eller for den sags skyld foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, der er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold.

45.      Den usikkerhed, der tidligere herskede om retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, genopstår følgelig nu for så vidt angår retten til reproduktion.

46.      Jeg vil på denne baggrund indlede ved at forklare, hvorfor sådanne digitale kopier udgør »reproduktioner« som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29 og følgelig kan være omfattet af anvendelsesområdet for rettighedshaveres eneret til reproduktion (den første del af det første spørgsmål) (under afsnit A). Jeg vil dernæst anføre grundene til, hvorfor jeg er den opfattelse, at den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal opnå fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 med henblik på overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold, nødvendigvis må omfatte foretagelsen af digitale kopier af dette indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til nævnte indhold (den anden del af det første spørgsmål) (under afsnit B) på deres servere. Jeg skal yderligere forklare, hvorfor denne tilladelse ligeledes i henhold til artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 omfatter reproduktionshandlinger, der foretages af brugere af onlineindholdsdelingstjenester således, at disse brugere ikke vil skulle opnå en særskilt tilladelse til disse handlinger, forudsat at de ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter (det andet og det tredje spørgsmål) (under afsnit C). Jeg vil endelig kort tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt rettighedshavere kan overlade forvaltningen af deres rettigheder til forskellige kollektive forvaltningsorganisationer (det fjerde spørgsmål) (under afsnit D).

47.      Jeg vil forud for dette imidlertid forklare, hvorfor anvendelsesområdet for det foreliggende forslag til afgørelse er begrænset i vigtige henseender. De præjudicielle spørgsmål fra den nationale ret er for det første begrænset til den specifikke sammenhæng, hvor der sker uploading af beskyttet indhold til udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters platforme, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 17 i direktiv 2019/790. Artikel 2, nr. 6), første afsnit, i direktiv 2019/790 definerer en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester som »en udbyder af en informationssamfundstjeneste, der har som hovedformål eller som et af sine hovedformål at lagre og give almenheden adgang til en stor mængde ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, som uploades af dens brugere, og som den organiserer og promoverer med et profitmæssigt formål«. Det følger navnlig af anvendelsen af udtrykket »stor« heraf, at artikel 17 omhandler de store operatører af indholdsdelingsplatforme som eksempelvis YouTube, Soundcloud eller Pinterest og udelukker andre (20). Min bedømmelse vil følgelig ikke omhandle digitale kopier, der foretages under online tilrådighedsstillelse af beskyttet indhold enten af personer på deres egne websteder eller via formidlingstjenester, der ikke er omfattet af denne bestemmelse (21).

48.      De retlige spørgsmål, der rejses i den foreliggende sag, vedrører for det andet den specifikke situation, der består i fremstillingen på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters computerservere af digitale kopier af beskyttet indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold. Det foreliggende forslag til afgørelse omhandler ikke reproduktioner, der laves på brugere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, deres øvrige IT-enheder eller onlinelagringskonti navnlig skyen (22).

A.      Hvorvidt de teknisk nødvendige digitale kopier, der foretages på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, udgør reproduktioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for retten til reproduktion, der er beskyttet i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29 (den første del af det første spørgsmål)

49.      Som forklaret af Kommissionen i retsmødet gælder, at når brugere trykker på »upload«-knappen på en onlineindholdsdelingsplatform, opdeles de tilhørende filer i »pakker«. Disse pakker overføres over internettet via routere, og så snart de når de relevante udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters datacentre, sammensættes de på dets servere, hvor filen bliver rekonstrueret, forud for at den deles online. I denne proces skabes der automatisk en digital kopi af filen (23) som en integrerende del af den proces, der er forbundet med overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold på den relevante platform. Således som jeg forstår det, er hele formålet med disse kopier at gøre det muligt at dele dette indhold online med almenheden.

50.      Det er efter min opfattelse klart, at de digitale kopier af beskyttet indhold, der følgelig foretages på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, udgør reproduktioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for den eneret, der er fastsat i artikel 2 i direktiv 2001/29.

51.      Domstolen har for det første allerede i andre sammenhænge bekræftet, at denne rettighed omfatter fremstilling og lagring af digitale kopier af beskyttet indhold på computerservere, eftersom den finder anvendelse for reproduktioner »på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form« af beskyttet indhold (24).

52.      Denne fortolkning er i overensstemmelse med den første bestemmelse, der anerkender retten til reproduktion i international ret, nærmere bestemt Bernerkonventionens artikel 9. I denne forbindelse følger det af den fælles erklæring vedrørende artikel 1, stk. 4, i WIPO-traktaten om ophavsret (25), at »[l]agring af beskyttede værker i digital form på et elektronisk medium sidestilles med reproduktion i henhold til Bernerkonventionens artikel 9«. Jeg skal nævne, at Den Europæiske Union ikke selv er part i Bernerkonventionen, der i henhold til konventionens artikel 29, stk. 1, alene kan tiltrædes af stater og ikke internationale organisationer. EU har imidlertid forpligtet sig til at overholde konventionens materielle bestemmelser (artikel 1-21) i artikel 9, stk. 1, i aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) (26) og artikel 1, stk. 4, i WIPO-traktaten om ophavsret (27).

53.      I henhold til den brede udformning af artikel 2 i direktiv 2001/29, der er bevidst er valgt af EU-lovgiver, finder retten til reproduktion for det andet ikke alene anvendelse for reproduktioner »på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form«, men ligeledes uagtet om disse reproduktioner er »direkte eller indirekte, midlertidig[e] eller permanent[e]«. Den omstændighed, at de omhandlede digitale kopier både set ud fra et teknisk og et økonomisk perspektiv følgelig alene er tilfældige i forhold til overføringen til almenheden eller tilrådighedsstillelsen for almenheden af indholdet som omhandlet i dette direktivs artikel 3, er i princippet irrelevant.

54.      Jeg skal i denne henseende imidlertid nævne, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/29 med forbehold af strenge betingelser fastsætter en undtagelse for så vidt angår »[m]idlertidige reproduktionshandlinger […] som er flygtige eller tilfældige, som udgør en integrerende og væsentlig del af en teknisk proces« (28). Denne undtagelse finder alene anvendelse, såfremt fem kumulative betingelser er opfyldt, nærmere bestemt såfremt den omhandlede handling:

–        er midlertidig

–        er flygtig eller tilfældig

–        er en integrerende og væsentlig del af en teknisk proces

–        udelukkende har til formål at muliggøre en mellemmands transmission i et netværk mellem tredjemænd eller en lovlig brug af beskyttet indhold og

–        ikke har selvstændig økonomisk værdi (29).

55.      Selv om det fremgår tydeligt af retspraksis, at disse fem betingelser skal fortolkes indskrænkede (30), har Domstolen ikke desto mindre fastslået, at midlertidige reproduktionshandlinger, der udføres i en satellitdekoders hukommelse og på en TV-skærm (31), samt kopier på skærmen og kopier i cachen lavet af en slutbruger under et besøg på en internetside (32) kan anses for at opfylde dem alle.

56.      Jeg er ligesom sagsøgerne, den østrigske og den franske regering samt tilsynsmyndigheden af den opfattelse, at det samme ikke gør sig gældende for så vidt angår digitale kopier som de i hovedsagen omhandlede. Som forklaret af tilsynsmyndigheden i retsmødet er disse kopier ikke midlertidige, eftersom de vil være lagret på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere i flere år.

57.      Jeg er i lyset af disse betragtninger af den opfattelse, at denne undtagelse fra retten til reproduktion, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/29, ikke finder anvendelse for så vidt angår foretagelsen på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere af digitale kopier af beskyttet indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold.

58.      Jeg skal for det tredje tilføje, at der ikke er noget i direktiv 2001/29, der peger i retning af, at retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til dette direktivs artikel 3 bør »foregribe« anvendelsen af retten til reproduktion, der er beskyttet i henhold til artikel 2, i den forstand, at denne ret ikke længere ville være relevant.

59.      Jeg er indledningsvis enig med sagsøgerne i, at enhver form for »gruppering« af forskellige eksklusive rettigheder, hvilket i den foreliggende sammenhæng vil sige retten til reproduktion og retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, ville være i strid med artikel 2 i direktiv 2001/29, samt bl.a. artikel 9 i Bernerkonventionen, der begge identificerer retten til reproduktion som en enerettighed, der er adskilt fra retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden.

60.      Som den franske regering yderligere har bemærket, følger det yderligere af 23. betragtning til direktiv 2001/29, at »overføring til almenheden af et værk« ikke omfatter andre handlinger. Det er min opfattelse, at dette skal fortolkes således, at fastlæggelsen af, at retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden finder anvendelse i en bestemt situation, ikke er til hinder for den sideløbende anvendelse af andre enerettigheder, herunder retten til reproduktion.

61.      I modsætning til det, som Kommissionen har gjort gældende, kan der ikke drages en anden konklusion på grundlag af Domstolens tidligere domme i navnlig Renckhoff-dommen (33), dommen i sagen YouTube og Cyando eller dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet.

62.      Som det med rette er fremhævet af sagsøgerne samt den østrigske og den franske regering, er grunden til, at Domstolen ikke tog stilling til retten til reproduktion eller artikel 2 i direktiv 2001/29 i disse sager helt enkelt, at de præjudicielle spørgsmål ikke omhandlede denne rettighed eller bestemmelse. I den sag, som Renckhoff-dommen udspringer af, anmodede den forelæggende ret Domstolen om alene at fortolke retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden. I den situation, der førte til dommen i sagen YouTube og Cyando, omhandlede sagen ansvar for uploading og deling af indhold på de omhandlede udbyderes websider i henhold til den ordning, der fandt anvendelse forud for vedtagelsen af artikel 17 i direktiv 2019/790. I den situation, der førte til dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet, blev Domstolen endelig anmodet om at tage stilling til foreneligheden af visse aspekter af denne ansvarsordning med den grundlæggende ret til ytringsfrihed, der gælder i henhold til artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Der kan ikke drages slutninger fra disse domme for så vidt angår anvendelsesområdet for retten til reproduktion.

63.      Domstolen har endelig opretholdt en klar sondring mellem retten til reproduktion og retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i dens praksis og har allerede bekræftet, at begge rettigheder kan finde parallel anvendelse. Den har eksempelvis fastslået, at enhver overføring, der følger af, at brugeren deler et værk på en lagringsplads via en cloud computing-tjeneste, er en udnyttelseshandling, der adskiller sig fra den reproduktionshandling, som er omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29, som kan være omfattet af dette direktivs artikel 3, stk. 1, hvis betingelserne for anvendelsen af denne bestemmelse er opfyldt (34).

64.      Det er i lyset af det ovenstående klart for mig, at uploading af beskyttet indhold til en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters platform ikke alene indebærer handlinger forbundet med overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2001/29, men ligeledes reproduktionshandlinger, der er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 2. Såfremt disse reproduktionshandlinger foretages uden tilladelse fra de relevante rettighedshavere, er de følgelig egnede til at give anledning til en krænkelse af en særskilt eneret, nærmere bestemt retten til reproduktion, der er adskilt fra retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden.

B.      Hvorvidt udbydere af onlineindholdsdelingstjenester bør indhente en tilladelse til de omhandlede digitale reproduktioner, der er særskilt i forhold til den, som er nødvendig for at give adgang for almenheden til det omhandlede beskyttede indhold (den anden del af det første spørgsmål)

65.      Jeg vil nedenfor tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 for så vidt angår overføringen til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2001/29, ligeledes omfatter de reproduktioner, der i henhold til dette direktivs artikel 2 opstår, når digitale kopier af dette indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at dele indholdet med almenheden, foretages på deres servere.

66.      Der er blevet fremført tre forskellige grupper af argumenter for Domstolen i denne forbindelse.

67.      Tilsynsmyndigheden og Kommissionen er for det første af den opfattelse, at retten til reproduktion i forbindelse med anvendelsen af artikel 17 i direktiv 2019/790 ikke kan udøves uafhængigt af retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden. Følgelig skal den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente, i henhold til denne bestemmelses stk. 1 nødvendigvis udvides til foretagelsen af disse kopier.

68.      Sagsøgerne har for det andet anført, at selv om den specifikke ansvarsordning, der er fastsat i artikel 17 i direktiv 2019/790, finder anvendelse på foretagelsen på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere af digitale kopier af beskyttet indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold, skal disse udbydere ikke desto mindre indhente en særskilt tilladelse til disse reproduktioner, der er adskilt fra den tilladelse, der udtrykkeligt er nævnt i bestemmelsens stk. 1. Efter deres opfattelse vil anvendelsen af den løsning, der er foreslået af tilsynsmyndigheden og Kommissionen, svare til en »de facto« afskaffelse af retten til reproduktion i strid med chartrets artikel 17, stk. 2, der bestemmer, at »[i]ntellektuel ejendomsret er beskyttet«.

69.      Den østrigske og den franske regering har for det tredje gjort gældende, at artikel 17 i direktiv 2019/790 slet ikke finder anvendelse i forbindelse med foretagelsen af disse kopier, eftersom denne bestemmelse alene omhandler handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden. Følgelig vil udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters ansvar for de digitale kopier af beskyttet indhold, der foretages på deres servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at kunne give almenheden adgang til dette indhold, udelukkende skulle vurderes i henhold til den generelle ansvarsordning, dvs. de regler, der er fastsat i direktiv 2001/29. I denne forbindelse har den franske regering erindret om, at Domstolen løbende har fastslået, at dette direktivs artikel 2 skal fortolkes således, at tredjemands reproduktionshandling af et værk med forbehold af undtagelserne og indskrænkningerne i dette direktivs artikel 5 kræver et forudgående samtykke fra den relevante rettighedshaver (35). Såfremt man tillader, at udbydere foretager digitale kopier af beskyttet indhold uden en specifik tilladelse fra de relevante rettighedshavere, der adskiller sig fra kravene i artikel 17 i direktiv 2019/790, svarer det ifølge denne regering til, at der indføres en ny uskreven »undtagelse« eller »begrænsning« i den ret til reproduktion, der er beskyttet i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29.

70.      Jeg skal, som tilsynsmyndigheden tidligere har bemærket ved den forelæggende ret (36), på dette sted nævne, at Kommissionen i dens vejledning om artikel 17 i direktiv 2019/790 uden dog at give nogen reel forklaring har anført, at »[o]verføring til almenheden og tilrådighedsstillelse af indhold i artikel 17, stk. 1, bør forstås således, at dette også omfatter reproduktioner, der er nødvendige for at udføre disse handlinger« (37), og at »[m]edlemsstaterne […] ikke [bør] fastsætte en forpligtelse for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester til at indhente en tilladelse til reproduktioner, der foretages inden for rammerne af artikel 17« (38). Jeg skal imidlertid erindre om, at Kommissionens vejledning om artikel 17 i direktiv 2019/790 alene afspejler institutionens opfattelse og ikke har bindende virkning (39).

71.      Jeg vil i de følgende afsnit forklare, at en ordlydsmæssig og historisk bedømmelse af artikel 17 i direktiv 2019/790 ikke gør det muligt at drage en endelig konklusion, med hensyn til hvorvidt den i henhold til denne bestemmelse påkrævede tilladelse nødvendigvis omfatter foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er teknisk nødvendige med henblik på overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af dette indhold (under afsnit 1). En fortolkning efter sammenhæng og ordlyd af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 fører mig ikke desto mindre til at tilslutte mig den holdning, som Kommissionen har indtaget i dens vejledning (under afsnit 2).

1.      Ordlydsmæssig og historisk bedømmelse

72.      Jeg er som udgangspunkt enig med den østrigske og den franske regering i, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 udelukkende nævner »en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden«. Hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i artikel 17 henviser til reproduktionshandlinger eller retten til reproduktion, således som den er defineret i artikel 2 i direktiv 2001/29.

73.      For så vidt angår denne bestemmelses tilblivelse skal jeg nævne, at artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, i Rådets formandskabs forslag til et konsolideret direktiv af 23. marts 2018 (40), som sidenhen blev til artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790, fastsatte, at licensaftaler, der blev indgået mellem udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og rettighedshavere, »skal omfatte ansvaret for brugere af tjenesten for handlinger, der er omfattet af artikel 2 og 3 i direktiv [2001/29], når de ikke handler på et kommercielt grundlag« (41). Henvisningen til artikel 2 i direktiv 2001/29 blev efterfølgende fjernet, hvilket, så vidt jeg ved, skete uden nogen udtrykkelig forklaring (42) i de senere faser af lovgivningsproceduren. Forarbejderne, der knyttede sig til artikel 17 i direktiv 2019/790, indeholder ingen yderligere beskrivelse af dets eventuelle anvendelse i forbindelse med reproduktionshandlinger som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29.

74.      Selv om både ordlyden af artikel 17, stk. 1, og dens tilblivelseshistorie følgelig ikke omhandler det foreliggende forhold, er denne udeladelse tvetydig. Som Kommissionen med rette har bemærket, viser den omstændighed, at artikel 2 i direktiv 2001/29 blev nævnt i en fase af lovgivningsprocessen, at EU-lovgiver var klar over det mellemliggende skridt, der bestod i foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere.

75.      Idet der ikke foreligger nogen forklaring på den efterfølgende fjernelse af denne henvisning, kan der drages to modsatrettede slutninger. Det kan som anført af Kommissionen gøres gældende, at EU-lovgiver var af den opfattelse, at det var unødvendigt med en sådan henvisning af den grund, at disse reproduktioner er accessoriske i forhold til overføringen til almenheden eller tilrådighedsstillelsen af dette indhold for almenheden og følgelig implicit omfattet af den specifikke ansvarsordning, der er fastsat i artikel 17 i direktiv 2019/790. Som anført af Austro-Mechana, AKM og den franske regering kan det omvendt gøres gældende, at retten til reproduktion med vilje blev udeladt af denne bestemmelses anvendelsesområde og alene er underlagt den generelle ordning, nærmere bestemt de regler, der er fastsat i direktiv 2001/29 (og potentielt reglerne om »safe harbour«, der er fastlagt i artikel 14 i direktiv 2014/26).

76.      Som jeg vil forklare i de følgende afsnit, er jeg af den opfattelse, at den første af disse fortolkninger er at foretrække.

2.      Bedømmelse efter sammenhængen og formålet

77.      To andre bestemmelser i direktiv 2019/790 end dette direktivs artikel 17, stk. 1, støtter konklusionen om, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelings servere, såfremt sådanne kopier er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold.

78.      Som jeg for det første har forklaret i punkt 41 ovenfor, finder den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, anvendelse for »udbyder[e] af onlineindholdsdelingstjenester«, der er defineret i artikel 2, nr. 6), i direktiv 2019/790, som »udbyder[e] af en informationssamfundstjeneste, der har som hovedformål eller som et af sine hovedformål at lagre og give almenheden adgang til en stor mængde ophavsretligt beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, som uploades af [deres] brugere, og som [de] organiserer og promoverer med et profitmæssigt formål« (43). Det er vanskeligt at få øje på, hvorfor EU-lovgiver udtrykkeligt i denne definition henviser til den aktivitet, der består i »lagring«, såfremt foretagelsen og lagring af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere var irrelevant for denne bestemmelse (44).

79.      Det følger for det andet af 61. betragtning til direktiv 2019/790, at den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt i dette direktivs artikel 17, efter flere års debat og usikkerhed havde til formål at præcisere, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester »udfører ophavsretligt relevante handlinger og skal indhente tilladelse fra rettighedshavere for det indhold, der uploades af deres brugere« (45). Denne betragtning peger i retning af, at artikel 17, stk. 1, blev udformet med henblik på at skærme disse udbydere fra ansvar for krænkelser af rettighedshaveres eksklusive rettigheder i bred forstand, forudsat at de havde indhentet en tilladelse.

80.      For så vidt angår de formål, der forfølges ved den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, skal jeg som anført i punkt 43 ovenfor erindre om, at den har til formål at konsolidere det »høj[e] niveau af beskyttelse«, som rettighedshavere nyder over deres beskyttede indhold. Den gør dette ved at fremme udviklingen af »licensmarkedet mellem rettighedshavere og udbydere af onlineindholdsdelingstjenester« (46). Den har på denne måde til formål at gøre det muligt for rettighedshavere at opnå et bedre vederlag for anvendelsen af beskyttet indhold på disse udbyderes platforme og at bidrage til »en velfungerende og retfærdig markedsplads for ophavsret« (47). Samtidig har denne specifikke ansvarsordning ligeledes til formål at sikre en »rimelig balance« mellem de rettigheder og interesser, der vedrører rettighedshavere på den ene side, og dem, der vedrører udbydere af onlineindholdsdelingstjenester og deres brugere på den anden.

81.      61. betragtning til direktiv 2019/790 fremhæver mere specifikt, at licensaftaler bør være rimelige og sikre en rimelig balance mellem parterne (rettighedshavere og udbydere af onlineindholdsdelingstjenester) (48), hvorimod 70. betragtning til dette direktiv i forbindelse med onlineindholdsdelingstjenester fremhæver vigtigheden af, at sikre brugernes ytringsfrihed og at »finde en balance mellem på den ene side de grundlæggende rettigheder fastlagt i [chartret], navnlig ytringsfriheden og friheden for kunst, og på den anden side ejendomsretten, herunder intellektuel ejendomsret« (49).

82.      Det forekommer mig i lyset af disse formål, at såfremt den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, ikke fandt anvendelse på foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på deres servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold, ville dette direktivs artikel 17 miste sin effektive virkning.

83.      Fra udbyderne af onlineindholdsdelingstjenesters synsvinkel henviser artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 for det første alene til »en tilladelse […] med henblik på at overføre værker eller andre frembringelser til almenheden eller stille dem til rådighed for almenheden«. Såfremt Domstolen måtte nå den konklusion, at foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på disse udbyderes servere, som er teknisk nødvendige for at give almenheden adgang til dette indhold, kan være underlagt en særskilt tilladelse, der ikke er nævnt i artikel 17, ville der opstå en betydelig grad af retlig usikkerhed for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester. Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at EU-lovgiver som nævnt ovenfor i punkt 40 bl.a. ønskede at reducere den retlige usikkerhed, der er forbundet med ansvar for disse udbydere for beskyttet indhold, der er uploadet af brugere, da den vedtog denne bestemmelse. Det er min opfattelse, at den ikke havde til hensigt alene at tage stilling til en del af dette ansvar (dvs. alene ansvar for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester for handlinger i form af overføring til almenheden og tilrådighedsstillelse for almenheden, og derved udelukke reproduktionshandlinger, som er teknisk nødvendige med henblik på dette formål).

84.      Såfremt tilladelsen i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 endvidere ikke omfattede foretagelsen af sådanne digitale kopier, ville denne tilladelse i praksis blive ubrugelig. Disse udbydere kan alligevel blive mødt af krav fra rettighedshavere for krænkelser af deres eneret til reproduktion, således som den er beskyttet i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29, alene af den grund, at digitale kopier af beskyttet indhold automatisk foretages på deres servere, når brugere uploader dette beskyttede indhold.

85.      Heraf følger, at i forhold til retlig sikkerhed er den eneste sammenhængende løsning, at den tilladelse, der skal indhentes i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, nødvendigvis omfatter disse kopier.

86.      Set fra rettighedshavernes synsvinkel gælder for det andet, at såfremt den tilladelse, der skal indhentes i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, ikke omfattede foretagelsen af sådanne kopier, ville formålet om at sikre bedre vederlæggelse for anvendelsen af beskyttet indhold på onlineindholdsdelingsplatforme kunne bringes i alvorlig fare. Udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ville ikke have noget incitament til at ansøge om en sådan tilladelse, eftersom de under alle omstændigheder ville kunne ifalde ansvar for reproduktionshandlinger, der ikke er omfattet af den.

87.      Spørgsmålet om disse udbyderes ansvar for disse reproduktionshandlinger ville yderligere i det væsentlige vække de samme usikkerhedsmomenter, som Domstolen tog stilling til i dommen i sagen YouTube og Cyando for så vidt angår retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, til live på et tidspunkt, hvor den specifikke ordning, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790 endnu ikke fandt anvendelse. Ville udbyderen navnlig primært kunne ifalde ansvar i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29? Kan den støtte sig på »safe harbour«-princippet, der er fastslået i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 (50)? Afhængig af svaret kan udbydere af onlineindholdsdelingstjenester stå over for fuldt ansvar eller intet ansvar overhovedet.

88.      Jeg skal erindre om, at Domstolen i denne dom (51) for så vidt angår det første spørgsmål fastslog, at det potentielt ulovlige indhold ikke bliver uploadet på den berørte platform af operatøren, men af brugerne, der handler selvstændigt og på eget ansvar, og at operatørens eget ansvar afhænger af omfanget og den forsætlige karakter af dens handling i forbindelse med overføringen. Den tilføjede, at selve den omstændighed, at operatøren generelt er klar over, at beskyttet indhold ulovligt stilles til rådighed på dens platform, ikke er tilstrækkeligt til at konkludere, at vedkommende har medvirket til at give internetbrugere adgang hertil.

89.      For så vidt angår det andet spørgsmål udelukkede Domstolen ikke i dommen i sagen YouTube og Cyando, at artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 kan finde anvendelse for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester (52). Denne bestemmelse, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, i dette direktiv (53), fastsatte, at udbydere af hostingtjenester (oplagringstjenester) ikke er genstand for en generel overvågningsforpligtelse og i det væsentlige skal skride til handling, hvis de modtager en underretning fra rettighedshavere ved at fjerne eller hindre adgang til ulovligt indhold (ordning for »underretning om og fjernelse af indhold« (»notice and take down«)) (54).

90.      EU-lovgiver tog denne løsning i betragtning, da den besluttede, at direktiv 2019/790 ikke i tilstrækkelig grad ydede beskyttelse for rettighedshavere (55). Dette er grunden til, at artikel 17, stk. 4, litra b) og c), i direktiv 2019/790 stiller krav om, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester nærmere bestemt skal forhindre, at krænkende indhold i første omgang gøres tilgængeligt online eller gøres tilgængeligt online på ny ved ex ante-foranstaltninger bestående af et værktøj til automatisk filtrering, der er udformet til at kontrollere det indhold, der uploades af brugere, forud for at det formidles til almenheden (56),  frem for i stedet alene at fjerne det, efter at dette har fundet sted.

91.      I lyset af det ovenstående kunne den synsvinkel, der er fremført af den franske regering, der opfordrer Domstolen til at indtage en tilgang, der er beskyttende over for rettighedshavere, synes at være, at EU-lovgiver havde til hensigt, at de i hovedsagen omhandlede reproduktionshandlinger fortsat skulle være underlagt den generelle ansvarsordning (dvs. de regler, der finder anvendelse uden for artikel 17 i direktiv 2019/790), men ikke for artikel 14 og 15 i direktiv 2000/31, således at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ville kunne ifalde ansvar i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29 for så vidt angår de digitale kopier af beskyttet indhold, der foretages på deres servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold, medmindre de havde indhentet en specifik tilladelse fra rettighedshaveren, eller at en af de undtagelser eller begrænsninger, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2001/29, finder anvendelse.

92.      Jeg kan imidlertid ikke finde noget i ordlyden, der støtter en sådan tilgang, i nogle af de relevante retsforskrifter (direktiv 2000/31, direktiv 2001/29 eller direktiv 2017/790). Den franske regerings holdning udgør yderligere i det væsentlige en fastholdelse af, at EU-lovgiver ikke havde til hensigt, at den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, skulle finde anvendelse for de omhandlede reproduktionshandlinger, samtidig med at denne regering, uden at der foreligger noget retligt grundlag herfor, forudsatte, at nævnte lovgiver havde til hensigt, at bestemmelsens stk. 3, der bestemmer, at »[n]år en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester foretager en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden […], finder den ansvarsbegrænsning, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i [direktiv 2000/31], ikke anvendelse […]«, skulle finde analogt anvendelse for disse handlinger.

93.      Det er efter min opfattelse klart, at artikel 17, stk. 3, i direktiv 2019/790 alene kan finde anvendelse på foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, såfremt dette direktivs artikel 17, stk. 1, selv blev fortolket af EU-lovgiver således, at den tilladelse, som disse udbydere skal indhente i henhold til denne bestemmelse med henblik på overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold, nødvendigvis kan udvides til foretagelsen af sådanne digitale kopier.

94.      Det er alene denne fortolkning, der har gjort det muligt i forbindelse med onlineindholdsdelingstjenester fuldstændigt at fravige den ordning for »underretning om og fjernelse af indhold« (»notice and take down«), der er nævnt i punkt 89 ovenfor, og at bevare effektiviteten af den forpligtelse, der er fastsat i artikel 17, stk. 4, litra b) og c), i direktiv 2019/790, som kræver, at udbydere af disse tjenester træffer forebyggende automatiske foranstaltninger i form af automatiske filtreringsværktøjer. Det er vanskeligt at tro, at EU-lovgiver skulle have haft til hensigt på den ene side at stille et krav om, at disse udbydere skulle fjerne og hindre fremtidig upload af krænkende indhold, der opdages ved hjælp af automatiske filtreringsværktøjer, og på den anden side kræve fjernelsen af digitale kopier af dette samme indhold, alene efter at de har modtage underretning herom fra den relevante rettighedshaver.

95.      For så vidt angår rettighedshaveres interesse i at beskytte den økonomiske værdi af den eksklusive ret til reproduktion er jeg endelig af den opfattelse, at denne værdi under alle omstændigheder kan forhandles og afspejles i den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente fra rettighedshavere i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790. Det er følgelig ikke nødvendigt med en særskilt tilladelse for denne rettighed.

96.      Jeg skal for det tredje erindre om, at den specifikke ansvarsordning, der er fastsat i artikel 17 i direktiv 2019/790, set fra brugerne af online indholdsdelingstjenesters synsvinkel ligeledes har til formål at beskytte disse brugeres interesser og rettigheder, når de uploader beskyttet indhold til udbydere af disse tjenesters platforme.

97.      Set ud fra en teknisk synsvinkel er der enighed om, at foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere initieres af brugerne af disse tjenester, når de trykker på upload-knappen. Disse brugere skal følgelig anses for ligeledes at foretage reproduktionshandlinger som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29. Som jeg har forklaret i punkt 42 ovenfor, gør artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 det klart, at brugere selv foretager handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2001/29, når de uploader beskyttet indhold til disse udbyderes onlineplatforme.

98.      Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 bestemmer ikke desto mindre, at såfremt en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester har indhentet en tilladelse fra en rettighedshaver i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, skal denne tilladelse ligeledes omfatte »handlinger, der udføres af brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i [direktiv 2001/29]«, forudsat at »de ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter«. I en sådan situation behøver brugere følgelig ikke selv at indhente en tilladelse og kan frit uploade det omhandlede beskyttede indhold.

99.      For så vidt angår reproduktionshandlinger, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2 i direktiv 2001/29, skal jeg nævne, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 ikke henviser udtrykkeligt til dem. Det følger imidlertid af 69. betragtning til direktiv 2019/790, som er formuleret mere bredt end denne bestemmelse, at tilladelser, der er indhentet af udbydere af onlineindholdsdelingstjenester, bør omfatte »de ophavsretligt relevante handlinger i forbindelse med brugeruploads inden for rammerne af den tilladelse, der er givet til tjenesteudbyderne« (57). Denne generelle henvisning til »de ophavsretligt relevante handlinger« og ikke alene handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden støtter den opfattelse, at anvendelsesområdet for artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 ikke nødvendigvis er begrænset til »handlinger, der udføres af brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i [direktiv 2001/29]«, men ligeledes kan udvides til reproduktionshandlinger, der foretages af dem.

100. Jeg er under alle omstændigheder enig med sagsøgerne i, at kravet om at brugere systematisk skal indhente en særskilt tilladelse til foretagelsen af digitale kopier på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere ikke alene ville give anledning til betydelige praktiske vanskeligheder, men ligeledes ville skabe en situation, hvor brugere kunne uploade beskyttet indhold i den tro, at vedkommende er »omfattet« af den licens, der er indhentet af udbydere, kun for at blive mødt med et ophavsretligt krav for så vidt angår de af teknisk grunde foretagne kopier i løbet af denne proces. Dette resultat ville bringe beskyttelsen af brugeres ytringsfrihed på onlineplatforme, således som det er sikret ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og chartrets artikel 11, samt frihed for kunst, der er fastsat i dette direktivs artikel 13, i fare.

101. Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at både direktiv 2001/29 og direktiv 2019/790 forfølger et formål om at sikre et højt niveau af beskyttelse for rettighedshavere (58). Disse retsforskrifter gør det samtidig klart, at rettighedshavere ikke nyder et absolut monopol over anvendelsen af deres værker eller andre frembringelser. Som jeg således har forklaret i punkt 54 og 69 ovenfor, fastsætter artikel 5, stk. 1, 2 og 3, i direktiv 2001/29 en fritagelse og en række undtagelser til og begrænsninger i bl.a. eneretten til reproduktion. Denne fritagelse og disse undtagelser og begrænsninger har til formål at sikre en »rimelig balance« mellem på den ene side indehaverne af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheders interesse i beskyttelsen af deres intellektuelle ejendomsret og på den anden side beskyttelsen af brugerne af beskyttet indholds interesser og grundlæggende rettigheder, samt almenhedens interesse (59), herunder offentlig adgang til kultur.

102. Navnlig under hensyntagen til vigtigheden af de tjenester, der er nævnt i artikel 17 i direktiv 2019/790 for friheden til at modtage og meddele oplysninger og tanker, har Domstolen bekræftet, at uploading af beskyttet indhold til onlineindholdsdelingsplatforme er omfattet af anvendelsesområdet for udøvelsen af retten til ytringsfrihed (60). Dette er tilfældet uagtet den omstændighed, at dette indhold kan krænke en ophavsrettighed, eftersom selve den omstændighed, at en information er beskyttet af ophavsrettigheder, ikke bevirker, at den uden videre er udelukket fra ytringsfrihedens anvendelsesområde (61).

103. Retten til ytringsfrihed er nedfældet i chartrets artikel 11 og »omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser«. Den svarer til den rettighed, der er fastsat i EMRK’s artikel 10 (62).

104. Ifølge Menneskerettighedsdomstolens faste praksis om artikel 10 er internettet blevet et af de primære måder for personer til udøvelse af deres ret til ytrings- og informationsfrihed. I lyset af deres tilgængelighed og deres kapacitet til at lagre og udbrede store mængder af oplysninger spiller internetsider, og navnlig onlineindholdsdelingsplatforme, en central rolle i forbindelse med at fremme almenhedens adgang til nyheder og generelt til at facilitere overføring af oplysninger. Brugergenereret ekspressiv aktivitet på internettet giver således en hidtil uset platform til udøvelsen af ytringsfrihed (63). Dette er navnlig tilfældet for så vidt angår store sociale netværk og platforme som eksempelvis YouTube, der utvivlsomt udgør et vigtigt middel til udøvelse af friheden til at modtage og meddele oplysninger og tanker (64).

105. Jeg er i modstrid med sagsøgernes opfattelse i lyset af disse betragtninger af den opfattelse, at retten til reproduktion, ligesom andre intellektuelle ejendomsrettigheder, der er beskyttet i henhold til chartrets artikel 17, stk. 2, ikke er absolut og bl.a. skal afvejes i forhold til retten til ytringsfrihed, der nydes af brugere af onlineplatforme i henhold til EMRK’s artikel 10 og chartrets artikel 11.

106. Jeg skal tilføje, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at »det på ingen måde følger af chartrets artikel 17, stk. 2, [der bestemmer, at »[i]ntellektuel ejendomsret er beskyttet«], at den intellektuelle ejendomsret skulle være urørlig, og at dens beskyttelse derfor nødvendigvis skulle være absolut« (65).

107. Såfremt foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold inden for de specifikke rammer for det ansvar, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, skulle forudsætte en yderligere tilladelse, der går videre end den, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester allerede skal indhente i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, ville rettighedshavere for at sige det lige ud i praksis kunne forhindre onlineoverføring eller tilrådighedsstillelse af indholdet. De kunne i denne forbindelse påberåbe sig, at der ikke forelå nogen tilladelse til disse reproduktionshandlinger, selv hvor samtlige betingelser, der udtrykkeligt er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt. Et sådant udfald ville efter min opfattelse klart underminere den rimelige balance, som EU-lovgiver, som jeg har forklaret i punkt 43 ovenfor, havde til hensigt at sikre, da den vedtog artikel 17 i direktiv 2019/790.

108. Under hensyntagen til samtlige af disse elementer er jeg af den opfattelse, at grunden til, at EU-lovgiver i artikel 17 i direktiv 2019/790 fokuserede på handlingen i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden som defineret i artikel 3 i direktiv 2001/29 uden udtrykkeligt at nævne foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er teknisk nødvendige med henblik herpå, ikke er, at den havde til hensigt at udelukke sådanne kopier fra anvendelsesområdet for artikel 17 i direktiv 2019/790, hvilket er den opfattelse, som Kommissionen også har givet udtryk for i retsmødet. Fra lovgivers synsvinkel var inddragelsen af dem derimod indlysende.

109. Denne fortolkning er endvidere i overensstemmelse med den omstændighed, at de digitale kopier af det i hovedsagen omhandlede beskyttede indhold i hovedsagen er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold. Handlinger i form af reproduktion og overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden, der indtræder under uploading af beskyttet indhold på en onlineplatform, udgør en del af en enkelt procedure, der begynder, så snart en bruger trykker på upload-knappen. Eftersom formålet med denne proces i sidste ende er at dele det beskyttede indhold online med almenheden, forekommer det mig, som jeg allerede har forklaret i det tidligere afsnit, at de førstnævnte handlinger (reproduktionshandlinger) er accessoriske i forhold til sidstnævnte (handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden) (66).

110. Det følger heraf, at foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, der teknisk er nødvendige for at give almenheden adgang til dette indhold, inden for rammerne af den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt i artikel 17 i direktiv 2019/790, ikke efter min opfattelse kan være underlagt et krav om tilladelse, der går videre end det krav om at indhente tilladelse, som disse udbydere allerede er underlagt i henhold til denne bestemmelses stk. 1.

C.      Hvorvidt brugere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente en særskilt tilladelse til foretagelsen af digitale kopier på udbyderes servere (det andet og det tredje spørgsmål)

111. Den forelæggende ret ønsker med det andet og det tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om brugere af onlineindholdsdelingstjenester selv skal indhente en tilladelse til foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbyderes servere, såfremt disse kopier er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold. Denne ret ønsker mere specifikt oplyst, hvorvidt artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790 finder anvendelse i denne situation. Denne bestemmelse fastsætter, at »når en udbyder af onlineindholdsdelingstjenester har indhentet en tilladelse, f.eks. ved at indgå en licensaftale, omfatter denne tilladelse også handlinger, der udføres af brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i [direktiv 2001/29], når de ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter« (67).

112. Som jeg allerede har anført i punkt 97 ovenfor, initieres foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere af brugere af disse tjenester, når de trykker på upload-knappen for så vidt angår det omhandlede indhold. Følgelig skal disse brugere anses for ikke alene at foretage en handling i form af overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2001/29, men ligeledes en reproduktionshandling som omhandlet i dette direktivs artikel 2.

113. Såfremt artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790 ikke omfattede foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, ville Domstolens begrundelse i dommen i sagen YouTube og Cyando, der er fremhævet i punkt 88 ovenfor, efter min opfattelse finde analog anvendelse. Det ville følge heraf, at beskyttet indhold ville skulle anses for at være blevet uploadet til den omhandlede platform ikke af operatøren, men af brugere, der følgelig ville skulle indhente en tilladelse til selv at foretage disse digitale kopier.

114. Af de grunde, der er anført i de tidligere afsnit, er jeg dog af den opfattelse, at på samme måde som den tilladelse, som udbydere af onlineindholdsdelingstjenester skal indhente i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, med henblik på overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse af beskyttet indhold for almenheden, nødvendigvis omfatter foretagelsen af digitale kopier af dette indhold på deres servere, såfremt disse kopier er teknisk nødvendige med henblik herpå, gør det samme sig gældende for så vidt angår dette direktivs artikel 17, stk. 2. Denne bestemmelse finder med andre ord anvendelse på spørgsmålet om ansvar for brugere af onlineindholdsdelingstjenester ikke alene for så vidt angår handlinger, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 3 i direktiv 2001/29 (nærmere bestemt handlinger i form af overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold), men ligeledes for så vidt angår reproduktionshandlinger bestående i foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er teknisk nødvendige med henblik på foretagelsen af disse handlinger.

D.      Hvorvidt rettighedshavere kan overlade forvaltningen af deres eneret i henhold til artikel 2 og 3 i direktiv 2001/29 til særskilte kollektive forvaltningsorganisationer (det fjerde spørgsmål)

115. Den forelæggende ret ønsker med det fjerde spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om rettighedshavere i henhold til artikel 4, artikel 5 og artikel 16, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/26 med henblik på licensering i henhold til artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv 2019/790, enkeltvis og særskilt kan indrømme på den ene side en ret til reproduktion i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29 og på den anden side en ret til overføring til almenheden i henhold til dette direktivs artikel 3 med den konsekvens, at disse rettigheder kan forvaltes af forskellige kollektive forvaltningsorganisationer.

116. Dette spørgsmål svarer til situationen i hovedsagen, hvor på den ene side Austro-Mechana er ansvarlig for forvaltningen af bl.a. rettighedshaveres ret til reproduktion i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29, mens AKM på den anden side er ansvarlig for forvaltningen af deres ret til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til dette direktivs artikel 3. Den forelæggende ret ønsker følgelig nærmere bestemt oplyst, om en sådan »arbejdsdeling« er forenelig med direktiv 2014/26, der finder anvendelse for den kollektive forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder.

117. Af de grunde, der er anført i de tidligere afsnit, er jeg af den opfattelse, at der ikke er behov for at besvare dette spørgsmål. Jeg vil for fuldstændighedens skyld tage stilling til dette spørgsmål, såfremt Domstolen imidlertid måtte bevæge sig væk fra denne opfattelse og nærmere bestemt fastslår, at udbydere af onlineindholdsdelingstjenester for det første skal indhente en licens til overføring til almenheden af beskyttet indhold, der uploades af brugere, i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2019/790, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 2001/29, og for det andet indhente en licens til reproduktioner (digitale kopier), der foretages på deres servere med henblik på at stille dette indhold til rådighed for almenheden i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29.

118. Direktiv 2014/26 er, som sagsøgerne har bemærket, baseret på princippet om valgfrihed. Det følger af 19. betragtning til dette direktiv, at »kollektiv forvaltning af ophavsret og tilhørende rettigheder [bør] medføre, at en rettighedshaver frit kan vælge en kollektiv forvaltningsorganisation til forvaltningen af sine rettigheder, uanset om der er tale om rettigheder vedrørende overføring til almenheden eller reproduktionsrettigheder […]«. Artikel 5, stk. 2, i direktiv 2014/26 bestemmer tilsvarende, at »[r]ettighedshaverne skal have ret til at give en kollektiv forvaltningsorganisation efter eget valg bemyndigelse til at forvalte [deres] rettigheder« (68).

119. Artikel 5, stk. 7, i direktiv 2014/26 bestemmer yderligere, at »[i] de tilfælde, hvor en rettighedshaver giver en kollektiv forvaltningsorganisation bemyndigelse til at forvalte vedkommendes rettigheder, skal han give en specifik bemyndigelse for hver rettighed […] som den pågældende giver den kollektive forvaltningsorganisation bemyndigelse til at forvalte«. I lyset af denne bestemmelse kan en kollektiv forvaltningsorganisation i princippet ikke på vegne af en rettighedshaver forhandle en licensaftale, der ikke alene omfatter en ret til overføring til almenheden, men ligeledes retten til reproduktion, medmindre rettighedshaveren har givet vedkommendes udtrykkelige og specifikke samtykke for så vidt angår sidstnævnte rettighed.

120. Heraf følger efter min opfattelse, at rettighedshavere kan overlade forvaltningen af deres ret til reproduktion i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29 til en kollektiv forvaltningsorganisation og forvaltningen af deres ret til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til dette direktivs artikel 3 til en anden.

121. Såfremt Domstolen er enig med den løsning, som jeg har foreslået for så vidt angår de første tre spørgsmål, gælder, når dette er sagt, i den specifikke sammenhæng, der omhandler uploading af beskyttet indhold til onlineindholdsdelingsplatforme, at alene det forvaltningsselskab med ansvar for forvaltningen af retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden for den omhandlede rettighedshaver kan forhandle en licens eller tilladelse for så vidt angår denne rettighed. En sådan licens eller tilladelse skal ligeledes nødvendigvis omfatte retten til reproduktion, således som den er beskyttet i henhold til artikel 2 i direktiv 2001/29, i det omfang, at denne rettighed udøves for så vidt angår de digitale kopier af beskyttet indhold, der foretages på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold.

E.      Postscriptum

122. Jeg vil afslutte min bedømmelse ved at erindre om, at det i henhold til artikel 17, stk. 4, i direktiv 2019/790 gælder, at såfremt der ikke er indrømmet nogen tilladelse i henhold til dette direktivs artikel 17, stk. 1, kan udbydere af onlineindholdsdelingstjenester ikke desto mindre være fritaget for ansvar for ulovlige handlinger i form af overføring til almenheden og tilrådighedsstillelse for almenheden af beskyttet indhold, forudsat at visse kumulative betingelser er opfyldt. Disse betingelser omfatter i henhold til artikel 17, stk. 4, litra b) og c), i direktiv 2019/790 forpligtelsen til at bl.a. at påvise, at disse udbydere har gjort deres bedste for at sikre, at dette indhold ikke er tilgængeligt og at forhindre fremtidige uploads til deres platforme, hvilket i praksis indebærer anvendelsen af automatiske filtreringsværktøjer (69).

123. Jeg er af de grunde, der i det væsentlige er anført i punkt 94 ovenfor, af den opfattelse, at denne undtagelse tilsvarende finder anvendelse på foretagelsen af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, såfremt disse kopier er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til dette indhold. Forpligtelsen til at gøre deres bedste kræver imidlertid under disse omstændigheder efter min opfattelse, at udbyderne fjerner enhver digital kopi af den omhandlede fil fra deres servere, så snart automatiske filtreringsværktøjer har identificeret, at filen krænker en ophavsrettighed eller beslægtede rettigheder.

V.      Forslag til afgørelse

124. Jeg vil i lyset af samtlige ovennævnte betragtninger foreslå, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) som følger:

»1)      Artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

skal fortolkes således, at foretagelsen af digitale kopier af værker og andre frembringelser på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters computerservere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til disse værker eller andre frembringelser på de onlineplatforme, der drives af disse udbydere, udgør »reproduktioner«, der er omfattet af anvendelsesområdet for den eksklusive ret til reproduktion, der er beskyttet i henhold til denne bestemmelse. Undtagelsen for »[m]idlertidige reproduktionshandlinger […], som er flygtige eller tilfældige, som udgør en integrerende og væsentlig del af en teknisk proces«, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, stk. 1, finder ikke anvendelse.

2)      Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på foretagelsen af digitale kopier af værker eller andre frembringelser på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til disse værker eller andre frembringelser. Den tilladelse, som disse udbydere skal indhente fra rettighedshavere i henhold til denne bestemmelse med henblik på overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden af værker eller andre frembringelser, omfatter nødvendigvis foretagelsen af sådanne kopier, der ikke kan gøres til genstand for en særskilt tilladelse.

3)      Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2019/790

skal fortolkes således, at den tilladelse, der indhentes af udbydere af onlineindholdsdelingstjenester i henhold til dette direktivs artikel 17, stk. 1, ligeledes omfatter handlinger, der udføres af brugere af de tjenester, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2 i direktiv 2001/29, som er teknisk nødvendige med henblik på at give almenheden adgang til værker eller andre frembringelser, når disse brugere ikke handler på et kommercielt grundlag, eller når deres aktivitet ikke skaber betydelige indtægter.«

---

1 –      Originalsprog: engelsk.

---

2 –      Jf. dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-401/19, EU:C:2022:297, herefter »dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet«).

---

3 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 17.4.2019, om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT 2019, L 130, s. 92).

---

4 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22.5.2001 (EFT 2001, L 167, s. 10).

---

5 –      Jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.2.2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84, s. 72).

---

6 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT 2000, L 178, s. 1).

---

7 –      Min fremhævelse.

---

8 –      Ibidem.

---

9 –      Jf. meddelelse fra Kommissionen, »Vejledning om artikel 17 i direktiv 2019/790 om ophavsret på det digitale indre marked« (COM(2021) 288 final).

---

10 –      Jf. 4. og 10. betragtning til direktiv 2001/29. Det følger ligeledes af 9. betragtning til dette direktiv, at »[u]dgangspunktet for en harmonisering af ophavsret og beslægtede rettigheder bør være et højt beskyttelsesniveau, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces«, mens det i 12. og 22. betragtning til dette direktiv angives, at »[p]assende beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder er […] af stor betydning set ud fra et kulturelt synspunkt«, og at »[m]ålsætningen om at yde reel støtte til kulturformidling må ikke virkeliggøres ved at give afkald på en effektiv beskyttelse af rettighederne«.

---

11 –      Dette vil sige medmindre der gælder en undtagelse eller begrænsning til ophavsretten. De fleste af disse undtagelser og begrænsninger er opregnet i artikel 5 i direktiv 2001/29.

---

12 –      Jf. »Commission Staff Working Document, Impact Assessment on the modernisation of EU copyright rules« (SWD(2016) 301 final), del 1/3, s. 137-142, og generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse YouTube og Cyando (C-682/18 og C-683/18, EU:C:2020:586, punkt 67-70).

---

13 –      Jf. Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det digitale indre marked (COM(2016) 593 final), der blev vedtaget den 14.9.2016 (herefter »direktivforslaget«), s. 3. Jf. ligeledes K. Grisse, »After the Storm – Examining the Final Version of Article 17 of the New Directive (EU) 2019/790«, Journal of Intellectual Property Law & Practice, bind 14, nr. 11, 2019, s. 887-899.

---

14 –      Jf. dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando (C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis, herefter »dommen i sagen YouTube og Cyando«).

---

15 –      Jf. begrundelsen til direktivforslaget, hvor Kommissionen anfører, at dette forslag har til formål at tilpasse de regler, der er fastsat i direktiv 2001/29, til udviklingen i den digitale teknologi (s. 2 og 3).

---

16 –      Forud for vedtagelsen af direktiv 2019/790 foretog operatøren af en videodelingsplatform eller af en hosting- og fildelingsplatform, på hvilken brugere ulovligt kunne stille beskyttet indhold til rådighed for almenheden, ikke en »overføring til almenheden« af dette indhold som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, medmindre den pågældende ud over den blotte tilrådighedsstillelse af platformen giver almenheden adgang til et sådant indhold i strid med ophavsretten (jf. dommen i sagen YouTube og Cyando, præmis 102).

---

17 –      Jf. i øvrigt artikel 1, stk. 2, i direktiv 2019/790, der bestemmer, at dette direktiv undtagen i visse situationer på ingen måde berører de eksisterende regler, der er fastsat i de andre direktiver på området for ophavsrettigheder eller tilknyttede rettigheder.

---

18 –      Jf. anden og tredje betragtning til direktiv 2019/790.

---

19 –      Jf. 6., 61. og 66. betragtning til dette direktiv. Jf. ligeledes S. Dusollier, »The 2019 Directive on Copyrights in the Digital Single Market: Some Progress, a Few Bad Choices, and an Overall Failed Ambition«, Common Market Law Review, bind 57, 2020, s. 1008 ff., og E. Rosati, »Article 17 – Use of Protected Content by Online Content-sharing Service Providers«, Copyright in the Digital Single market: Article-by-Article Commentary to the Provisions of Directive 2019/790, Oxford University Press, 2021, s. 334 ff.

---

20 –      Jf. artikel 2, nr. 6), andet afsnit, i direktiv 2019/790, der indeholder en ikke-udtømmende liste over udbydere, for hvilke dette direktivs artikel 17 ikke finder anvendelse.

---

21 –      Eftersom artikel 17 i direktiv 2019/790 særligt ikke omhandler foretagelsen af digitale kopier for vidt angår andre onlineaktiviteter som eksempelvis tilrådighedsstillelse af beskyttet indhold på søgemaskiner og ved generativ kunstig intelligens, ligger disse kopier uden for anvendelsesområdet for det foreliggende forslag til afgørelse. Jeg skal i denne forbindelse nævne, at der verserer en sag ved Domstolen (sag C-250/25, Like Company), der bl.a. omhandler spørgsmålet om, hvorvidt den proces, der består i at træne en chatbot, der er baseret på en stor sprogmodel (LLM), udgør en »reproduktionshandling« som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29 i en situation, hvor denne LLM er opbygget på grundlag af observationer og sammenstillinger af mønstre, der gør det muligt for modellen at lære at anerkende sproglige mønstre.

---

22 –      For så vidt angår de reproduktionshandlinger, der foretages af brugere af internettjenester mere generelt, jf. eksempelvis generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Stichting de Thuiskopie (C-496/24, EU:C:2025:749), der omhandler værker, der gøres tilgængelige til offline-brug for abonnenter på en on-demand-streamingtjeneste og lagres i abonnentens enheds hukommelse.

---

23 –      Som forklaret af den østrigske regering laver udbydere af onlineindholdsdelingstjenester sædvanligvis dernæst yderligere kopier af filen på servere, der er befinder sig på forskellige geografiske lokationer med henblik på at sikre en tilstrækkelig hurtig adgang for samtlige brugere.

---

24 –      Jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Infopaq International (C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 51), af 24.3.2022, Austro-Mechana (C-433/20, EU:C:2022:217, præmis 16-18 og den deri nævnte retspraksis, herefter »Austro-Mechana-dommen«), og af 11.9.2014, Eugen Ulmer (C-117/13, EU:C:2014:2196, præmis 52 og 53).

---

25 –      Jf. https://www.wipo.int/wipolex/en/text/295456. WIPO vedtog den 20.12.1996 WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer. Disse traktater blev godkendt på vegne af Det Europæiske Fællesskab ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16.3.2000 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer (EFT 2000, L 89, s. 6) og trådte for så vidt angår EU i kraft den 14.3.2010.

---

26 –      Aftale i bilag 1C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, undertegnet i Marrakesh den 15.4.1994 og godkendt på Den Europæiske Unions vegne ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22.12.1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994) (EFT 1994, L 336, s. 1).

---

27 –      Jf. dom af 13.11.2018, Levola Hengelo (C-310/17, EU:C:2018:899, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis), og af 12.9.2019, Cofemel (C-683/17, EU:C:2019:721, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

---

28 –      Min fremhævelse.

---

29 –      Den omhandlede handling skal ligeledes opfylde de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, stk. 5 (jf. dom af 5.6.2014, Public Relations Consultants Association, C-360/13, EU:C:2014:1195, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

---

30 –      Jf. i denne retning dom af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 162 og 163 og den deri nævnte retspraksis).

---

31 –      Jf. dom af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 180).

---

32 –      Jf. dom af 5.6.2014, Public Relations Consultants Association (C-360/13, EU:C:2014:1195, præmis 63).

---

33 –      Dom af 7.8.2018 (C-161/17, EU:C:2018:634).

---

34 –      Jf. Austro-Mechana-dommens præmis 32.

---

35 –      Jf. i denne retning Renckhoff-dommens præmis 29 og den deri nævnte retspraksis.

---

36 –      Jf. punkt 27 ovenfor.

---

37 –      Jf. s. 6 i Kommissionens vejledning om artikel 17 i direktiv 2019/790. Min fremhævelse.

---

38 –      Ibidem.

---

39 –      Jf. dokumentets s. 1, hvor det anføres, at det »ikke er juridisk bindende […] og opfylder det mandat, som EU-lovgiver har givet Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 10 [i direktiv 2019/790]«.

---

40 –      2016/0280 (COD).

---

41 –      Min fremhævelse. Frit oversat.

---

42 –      De interesserede parter var ikke i stand til at give nogen forklaring herpå, da de blev anmodet herom i retsmødet.

---

43 –      Min fremhævelse.

---

44 –      Jeg skal tilføje, at artikel 17, stk. 3, i direktiv 2019/790 nævner den begrænsning af ansvar, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31. Som jeg allerede har forklaret i punkt 47 ovenfor, finder sidstnævnte bestemmelse anvendelse på »hosting« (oplagring), dvs. »informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager« (min fremhævelse). Endnu en gang gælder efter min opfattelse, at EU-lovgiver ikke i artikel 17 i direktiv 2019/790 ville have henvist til en bestemmelse (artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31), der omhandler aktiviteten »oplagring«, såfremt den ikke havde til hensigt at fremstillingen og oplagring af digitale kopier af beskyttet indhold på udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters servere skulle være relevant for den specifikke ansvarsordning, der er fastlagt ved denne bestemmelse.

---

45 –      Min fremhævelse.

---

46 –      Jf. 61. betragtning til direktiv 2019/790. Denne betragtning tyder endvidere på, at »[d]a aftalefriheden imidlertid ikke bør blive berørt […] bør rettighedshaverne ikke være forpligtet til at give en tilladelse eller indgå licensaftaler«.

---

47 –      Jf. tredje betragtning til direktiv 2019/790.

---

48 –      Jf. ligeledes sjette betragtning til direktiv 2019/790.

---

49 –      Min fremhævelse. Det følger ligeledes af denne betragtning, at »[b]rugerne bør have mulighed for at uploade og tilgængeliggøre indhold, der er genereret af brugerne, til specifikke formål som citat, kritik, anmeldelse, karikatur, parodi eller pastiche«.

---

50 –      Jf. punkt 39 ovenfor.

---

51 –      Præmis 71, 80 og 85.

---

52 –      Præmis 107-109.

---

53 –      Artikel 15 i direktiv 2000/31 har følgende ordlyd: »Med hensyn til levering af de i artikel […] 14 omhandlede tjenester må medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne en generel forpligtelse til at overvåge den information, de fremsender eller oplagrer, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed.«

---

54 –      Jf. generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Polen mod Parlamentet og Rådet (C-401/19, EU:C:2021:613, punkt 48).

---

55 –      Ibidem, punkt 53, hvor generaladvokaten forklarer, at EU-lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af artikel 17 i direktiv 2019/790 var af den opfattelse, at det overvågningssystem, der er fastlagt ved artikel 14 og 15 i direktiv 2000/31, lagde en for tung byrde på rettighedshavere, idet det gjorde det vanskeligt for rettighedshaverne at kontrollere anvendelsen af deres værker og andre beskyttede frembringelser. Dette var navnlig tilfældet, idet indhold ofte blev gjort tilgængeligt på ny, kort tid efter at det var taget ned, hvilket tvang rettighedshaverne til at øge antallet af underretninger.

---

56 –      Jf. dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet, præmis 53 og 54.

---

57 –      Min fremhævelse.

---

58 –      Jf. 9., 12. og 22. betragtning til direktiv 2001/29 samt 4. og 10. betragtning til dette direktiv. Dette formål er ligeledes angivet i 2. og 3. betragtning til direktiv 2019/790.

---

59 –      Jf. bl.a. dom af 3.9.2014, Deckmyn og Vrijheidsfonds (C-201/13, EU:C:2014:2132, præmis 26), og af 29.7.2019, Spiegel Online (C-516/17, EU:C:2019:625, præmis 38, 42, 43 og 54).

---

60 –      Jf. dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet, præmis 45. Såfremt det uploadede indhold udgør brugernes artistiske udtryksform, vil et opslag af det online være omfattet af anvendelsesområdet for frihed for kunst, der er sikret ved chartrets artikel 13.

---

61 –      Jf. generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Polen mod Parlamentet og Rådet (C-401/19, EU:C:2021:613, punkt 74 og den deri nævnte retspraksis).

---

62 –      Jf. dom af 29.7.2019, Funke Medien NRW (C-469/17, EU:C:2019:623, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis). Som følge af chartrets artikel 52, stk. 3, skal disse to bestemmelser følgelig fortolkes ens og i det mindste således, at de har samme anvendelsesområde, medmindre EU-retten fastlægger en mere omfattende betydning. Det følger heraf, at chartrets artikel 11 skal fortolkes i lyset af EMRK’s artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens praksis.

---

63 –      Jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 1.12.2015, Cengiz m.fl. mod Tyrkiet, CE:ECHR:2015:1201JUD004822610, § 52 og den deri nævnte retspraksis, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.6.2020, Vladimir Kharitonov mod Rusland, CE:ECHR:2020:0623JUD001079514, § 33 og den deri nævnte retspraksis. Begge disse domme er nævnt i præmis 46 i dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet.

---

64 –      Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 1.12.2015, Cengiz m.fl. mod Türkiye, CE:ECHR:2015:1201JUD004822610, §§ 51 og 52.

---

65 –      Jf. bl.a. dom af 27.3.2014, UPC Telekabel Wien (C-314/12, EU:C:2014:192, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

---

66 –      Dette betyder naturligvis ikke, at retten til reproduktion er mindre vigtig end retten til overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden. Som jeg har forklaret i afsnit A ovenfor, vil en onlinedeling af beskyttet indhold med almenheden uden tilladelse fra de relevante rettighedshavere føre til selvstændige krænkelser af disse særskilte rettigheder.

---

67 –      Jf. ligeledes punkt 42 ovenfor.

---

68 –      Min fremhævelse.

---

69 –      Jf. punkt 91 ovenfor.