1

Med appellen har Mainova AG nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 17. maj 2023, Mainova mod Kommissionen (T-320/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2023:264), hvorved Retten afviste appellantens søgsmål anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse C(2019) 1711 final af 26. februar 2019 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag M.8871 – RWE/E.ON Assets) (EUT 2020, C 111, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Tvistens baggrund er anført i den appellerede doms præmis 2-14 og kan sammenfattes som følger.

3

RWE AG er et tysk selskab, som på tidspunktet for anmeldelsen af den påtænkte fusion deltog i hele energiforsyningskæden, herunder på områderne for produktion, engroslevering, transmission, distribution, detailhandel med energi og energitjenester til forbrugerne. RWE og dets datterselskaber, herunder innogy SE, er aktive i flere medlemsstater.

4

E.ON SE er et tysk selskab, som på samme tidspunkt drev virksomhed i hele elforsyningskæden, uanset om der var tale om produktion, engrossalg, distribution eller detailhandel med elektricitet. E.ON ejer og driver virksomhed med elproduktion i flere medlemsstater.

5

Appellanten er en regional energiforsynings- og produktionsvirksomhed i Tyskland.

6

Den i det foreliggende tilfælde omhandlede fusion indgår i en kompleks udveksling af aktiver mellem RWE og E.ON, som blev annonceret af de to berørte virksomheder den 11. og 12. marts 2018 (herefter »den samlede fusion«). Ved den første fusion, nemlig den fusion, der er omhandlet i den foreliggende sag, ønsker RWE således at erhverve enekontrol eller fælles kontrol over visse produktionsaktiver tilhørende E.ON. Den anden fusion består af E.ON’s erhvervelse af enekontrollen med distributions- og detailhandelsaktiver samt visse af innogys produktionsaktiver, hvilket selskab er kontrolleret af RWE. For så vidt angår den tredje fusion er det fastsat, at RWE erhverver 16,67% af aktierne i E.ON.

7

Appellanten sendte den 22. juni 2018 en skrivelse til Europa-Kommissionen, hvori selskabet meddelte Kommissionen, at det ønskede at deltage i proceduren vedrørende den første og den anden fusion og følgelig modtage dokumenterne vedrørende disse.

8

Den 28. september 2018 blev der afholdt et møde mellem appellanten og Kommissionen.

9

Den anden fusion (herefter »M.8870-fusionen«) blev anmeldt til Kommissionen den 31. januar 2019. Kommissionen vedtog afgørelse C(2019) 6530 final af 17. september 2019 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag M.8870 – E.ON/Innogy) (EUT 2020, C 379, s. 16).

10

Den tredje fusion blev anmeldt til Bundeskartellamt (forbundskonkurrencemyndighed, Tyskland), som godkendte denne ved afgørelse af 26. februar 2019 (sag B8-28/19).

11

Den 22. januar 2019 modtog Kommissionen en anmeldelse af en påtænkt fusion i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1), hvorved RWE ønskede at erhverve enekontrol eller fælles kontrol over visse af E.ON’s produktionsaktiver som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra b).

12

Den 31. januar 2019 offentliggjorde Kommissionen den forudgående anmeldelse af denne fusion i Den Europæiske Unions Tidende (sag M.8871 – RWE/E.ON Assets) (EUT 2019, C 38, s. 22, herefter »M.8871-fusionen«) i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 139/2004.

13

I forbindelse med sin undersøgelse af M.8871-fusionen gennemførte Kommissionen en markedsundersøgelse og fremsendte derfor et spørgeskema til visse virksomheder, herunder appellanten, som denne besvarede den 4. februar 2019.

14

Ved skrivelse af 28. januar 2019 anmodede appellanten høringskonsulenten om at anerkende, at selskabet havde status som interesseret tredjemand med henblik på at blive hørt i forbindelse med proceduren vedrørende M.8871-fusionen. Denne anmodning blev imødekommet ved skrivelse af 7. februar 2019.

15

Den 26. februar 2019 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved M.8871-fusionen blev erklæret forenelig med det indre marked under den undersøgelsesfase, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004 og i artikel 57 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) af 2. maj 1992 (EUT 1994, L 1, s. 3).

16

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2020 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

17

Appellanten fremsatte seks anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af dette selskabs ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, for det andet tilsidesættelse af dets ret til at blive hørt, for det tredje en fejlagtig opdeling af analysen af den samlede fusion, for det fjerde åbenbart urigtige skøn, for det femte tilsidesættelse af forpligtelsen til at udvise omhu og for det sjette magtfordrejning.

18

Ved den appellerede dom afviste Retten søgsmålet med den begrundelse, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF og dermed ikke havde søgsmålskompetence.

19

I denne henseende undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 25-46 omfanget og betydningen af appellantens deltagelse i den administrative fase vedrørende M.8871-fusionen og anførte i det væsentlige, at appellantens svar på den af Kommissionen gennemførte markedsundersøgelse, der blev afgivet som reaktion på en anmodning fra denne institution, ikke kunne godtgøre den »aktive« karakter af denne deltagelse. Efter således at have forkastet visse af appellantens argumenter til anfægtelse af denne vurdering konkluderede Retten, at dette selskab ikke havde deltaget aktivt i den administrative fase vedrørende M.8871-fusionen. Henset til fraværet af særlige omstændigheder vedrørende denne fusions påvirkning af appellantens stilling på markedet fastslog Retten endvidere, at dette selskab ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

20

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. juli 2023 har appellanten iværksat denne appel.

21

Samme dag har appellanten, som i 2021 desuden havde anlagt søgsmål med påstand om annullation af afgørelse C(2019) 6530 final (sag T-64/21), der fortsat verserede for Retten den 27. juli 2023, anmodet om udsættelse af behandlingen af denne appel indtil afsigelsen af Rettens dom i nævnte annullationssøgsmål.

22

Ved afgørelse af 19. september 2023 har Domstolens præsident, efter at have hørt parterne om denne anmodning om udsættelse og om den eventuelle forening af ni appeller – herunder nærværende appel – i sagerne C-464/23 P, C-465/23 P, C-466/23 P, C-467/23 P, C-468/23 P, C-469/23 P, C-470/23 P, C-484/23 P og C-485/23 P, der er iværksat til prøvelse af Rettens domme i sagerne T-312/20, T-313/20, T-314/20, T-315/20, T-317/20, T-318/20, T-319/20, T-320/20 og T-321/20, forkastet anmodningen om udsættelse og alene anordnet forening af appellerne i sagerne C-464/23 P, C-465/23 P, C-467/23 P, C-468/23 P og C-470/23 P vedrørende Rettens domme om realiteten uden de fire øvrige appeller, herunder nærværende appel, som er iværksat til prøvelse af Rettens domme om afvisning af søgsmålene.

23

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

24

Kommissionen har, støttet af de øvrige parter, nedlagt følgende påstande:

25

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender om urigtig fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF (det første anbringende), tilsidesættelse af retsstatsprincipperne (det andet anbringende), urigtig opdeling af de administrative procedurer (det tredje anbringende) og fejl ved hensyntagen til Investor Relationship Agreement (aftalen om investorforhold) indgået mellem RWE og E.ON (det fjerde anbringende).

26

Det første anbringendes første og tredje led behandles først, derefter behandles det andet anbringende, og til sidst behandles det første anbringendes andet led.

27

Med det første anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved alene at henvise til graden af dette selskabs deltagelse i proceduren og ved derefter at fastslå, at dets deltagelse i den administrative procedure var ubetydelig, og at selskabets bidrag ikke kunne påvirke udfaldet af proceduren. En sådan vurderings urigtige karakter ses af den omstændighed, at Kommissionen på grundlag af sin vurdering af den faktiske indflydelse på procedurens udfald kunne træffe afgørelse om søgsmålskompetencen. I virkeligheden er det tilstrækkeligt, at en berørte sagsøgers bidrag blot kan påvirke udfaldet af proceduren. Appellanten har endvidere anført, at Kommissionen, som det ses af 68. og 69. betragtning til den omtvistede afgørelse, tog hensyn til de bemærkninger, som dette selskab havde fremsat, hvorfor det påvirkede udfaldet af proceduren. Rettens standpunkt med hensyn til appellantens utilstrækkelige bidrag savner følgelig hvert retligt og faktisk grundlag.

28

Desuden så Retten bort fra den omstændighed, at appellantens deltagelse i den administrative procedure vedrørende M.8871-fusionen skulle undersøges sammen med dette selskabs deltagelse i proceduren vedrørende M.8870-fusionen.

29

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

30

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 263, stk. 4, TEUF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som er rettet til en anden person, såfremt afgørelsen berører vedkommende umiddelbart og individuelt.

31

Det fremgår i denne henseende af Domstolens faste praksis, at andre personer end en afgørelses adressater kun kan hævde, at de berøres individuelt, såfremt afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for denne afgørelse (dom af 14.9.2023, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa,C-466/21 P, EU:C:2023:666, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

32

Når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en tredje virksomhed, er det på grundlag af en række samstemmende indicier eller faktiske omstændigheder, der kan vedrøre både denne virksomheds deltagelse i den administrative procedure og påvirkningen af dens stilling på markedet, at det skal afgøres, om den er individuelt berørt. Som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 26, forholder det sig således, at selv om den blotte deltagelse i den administrative procedure ganske vist ikke i sig selv kan godtgøre, at en sagsøger er individuelt berørt af en afgørelse – især ikke når der er tale om fusioner, hvor en omhyggelig undersøgelse kræver regelmæssig kontakt med mange virksomheder – er den aktive deltagelse i denne procedure ikke desto mindre et forhold, der jævnligt tages hensyn til i retspraksis på konkurrenceområdet, herunder også i forbindelse med fusionskontrollen, med henblik på i forening med andre specifikke omstændigheder at godtgøre, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Desuden skal den aktuelle eller fremtidige stilling på markedet for en virksomhed, som er tredjemand i forhold til en fusion på et marked, der kan påvirkes af denne fusion, påvirkes væsentligt, for at denne virksomhed kan anses for individuelt berørt af den afgørelse, hvorved nævnte fusion erklæres forenelig med det indre marked (jf. i denne retning dom af 31.3.1998, Frankrig m.fl. mod Kommissionen,C-68/94 og C-30/95, EU:C:1998:148, præmis 54-56 og den deri nævnte retspraksis).

33

Hvad angår klagepunktet om Rettens vurdering, hvorefter appellantens deltagelse i den administrative procedure var for beskeden til at kunne kvalificeres som aktiv, er denne vurdering ikke behæftet med en retlig fejl.

34

For det første anførte Retten nemlig med føje i den appellerede doms præmis 25 og 26 gældende retspraksis, dvs. den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 31 og 32.

35

For det andet anførte Retten i de appellerede doms præmis 29, uden at dette er blevet anfægtet, at den af appellanten udarbejdede fremlæggelse ved mødet med Kommissionen den 28. september 2018, der skulle vedrøre M.8870- og M.8871-fusionerne, ikke indeholdt bemærkninger om M.8871-fusionen. I denne præmis 29 anførte Retten desuden, at referatet fra dette møde ligeledes viste, at drøftelserne alene havde vedrørt M.8870-fusionen.

36

Efter at Retten i nævnte doms præmis 28-32 beskrev de forskellige former for appellantens deltagelse i den administrative procedure, lagde den, uden at der var fremført modbeviser, i dommens præmis 33 til grund, at appellantens bemærkninger med hensyn til M.8871-fusionen, der var den eneste omhandlede i det foreliggende tilfælde, var gengivet i dette selskabs svar på den af Kommissionen gennemførte markedsundersøgelse, idet den tilføjede, at bemærkningerne i appellantens skrivelse af 22. juni 2018 var blevet fremført generelt og hovedsageligt tilsigtede at godtgøre selskabets interesse i proceduren for senere at få adgang til over for Kommissionen at afgive en længere og mere detaljeret redegørelse for sine synspunkter, hvorfor disse bemærkninger ikke var afgørende. Efter at Retten i samme doms præmis 34 og 36 med føje havde anført, at svaret på et spørgeskema i markedsundersøgelsen ikke i sig selv kan anses for at være tilstrækkeligt til at individualisere en erhvervsdrivende, fastslog Retten på denne baggrund, at appellantens svar på markedsundersøgelsen vedrørende M.8871-fusionen i det foreliggende tilfælde ikke kunne fastlægge den aktive karakter af dette selskabs deltagelse i denne procedure.

37

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at det fremgår af 68. og 69. betragtning til den omtvistede afgørelse, at Kommissionen havde taget hensyn til dette selskabs bemærkninger under den administrative procedure, skal det fastslås, at Kommissionen i disse betragtninger besvarede betænkelighederne for visse tredjeparter til fusionen, uden at det er påvist, at appellanten indgik i disse tredjeparter.

38

Det er endvidere med urette, at appellanten har påberåbt sig dom af 3. april 2003, BaByliss mod Kommissionen (T-114/02, EU:T:2003:100), og af 4. juli 2006, easyJet mod Kommissionen (T-177/04, EU:T:2006:187), for heraf at udlede, at dette selskab deltog i den administrative procedure i videre omfang end det i retspraksis påkrævede. Det skal nemlig bemærkes, at parterne i de sager, der gav anledning til disse domme, i modsætning til, hvordan det forholder sig i nærværende sag, havde fremsat detaljerede bemærkninger til den pågældende procedure, besvaret Kommissionens spørgsmål og deltaget i drøftelser herom.

39

Det er ligeledes med urette, at appellanten med henvisning til Domstolens dom af 28. januar 1986, Cofaz m.fl. mod Kommissionen (169/84, EU:C:1986:42), og Rettens dom af 21. oktober 2004, Lenzing mod Kommissionen (T-36/99, EU:T:2004:312), har gjort gældende, at det, for at der kan anses at foreligge en aktiv deltagelse i den administrative procedure, er tilstrækkeligt, at en berørt parts bidrag blot kan påvirke udfaldet af denne procedure. Uanset at en deltagelse kun kan påvirke udfaldet af nævnte procedure, hvis den heri indfører oplysninger, der er tilstrækkeligt relevante og væsentlige med henblik herpå, hvilket, som det fremgår af nærværende doms præmis 35, ikke er tilfældet i denne sag, skal det nemlig bemærkes, at i hver af de sager, der gav anledning til de domme, som appellanten har påberåbt sig, havde den berørte parts deltagelse været afgørende for afviklingen og udfaldet af den administrative procedure.

40

Med hensyn til argumentet om, at vurderingen af appellantens deltagelse i proceduren vedrørende M.8871-fusionen skulle have været foretaget sammen med vurderingen af dette selskabs deltagelse i proceduren vedrørende M.8870-fusionen, tog Retten med føje kun hensyn til appellantens deltagelse i førstnævnte procedure, som er den eneste relevante med henblik på prøvelsen af selskabets søgsmålskompetence i forbindelse med en påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, der blev vedtaget ved afslutningen af førstnævnte procedure.

41

Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, foretog en passende og grundig efterprøvelse af spørgsmålet om dette selskabs deltagelse i den administrative procedure, og at dens konklusion om, at denne deltagelse ikke udgjorde en »aktiv« deltagelse som omhandlet i den retspraksis, der er omtalt i nærværende doms præmis 32, ikke er behæftet med en retlig fejl.

42

På denne baggrund skal det første anbringendes første led forkastes.

43

Med det første anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at dette selskabs søgsmålskompetence allerede fulgte af tilsidesættelsen af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Opdelingen af de administrative procedurer samt Kommissionens og forbundskonkurrencemyndighedens parallelle undersøgelse af forskellige dele af den samlede fusion førte nemlig til en forringelse af domstolsbeskyttelsen af de berørte virksomheder.

44

Retten behandlede ikke dette spørgsmål og tog ikke hensyn til den betydelige indflydelse, som fusionsparterne og Kommissionen øvede på denne domstolsbeskyttelse. Det var nemlig netop takket være den bevidste opdeling af den samlede fusion i flere fusioner, der individuelt betragtet tilsyneladende ikke skabte eller kun skabte lille tvivl hvad angår konkurrenceretten, at det var muligt at godkende den samlede fusion.

45

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

46

Det følger af fast retspraksis, at selv om de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling skal fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at en sådan fortolkning ikke må føre til, at der ses bort fra de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i nævnte traktat (jf. i denne retning dom af 25.7.2002, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet,C-50/00 P, EU:C:2002:462, præmis 44, og af 1.4.2004, Kommissionen mod Jégo-Quéré,C-263/02 P, EU:C:2004:210, præmis 36).

47

Det er således med urette, at appellanten har påberåbt sig en angivelig tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder for at gøre gældende, at der forelå en søgsmålskompetence, som Retten burde have fastslået.

48

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at såfremt dette selskabs deltagelse i procedurerne vedrørende M.8870- og M.8871-fusionen var blevet betragtet i sin helhed, ville denne deltagelse være blevet anset for tilstrækkelig til at indrømme selskabet søgsmålskompetence i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, skal det endvidere bemærkes, at appellanten i denne henseende ikke har fremlagt nogen oplysning, der kan godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for antagelse til realitetsbehandling. Med dette argument har appellanten nemlig i virkeligheden ikke tilsigtet at anfægte specifikke præmisser i den appellerede dom, men derimod Kommissionens materielle afgørelse om godkendelse af hver af de to fusioner individuelt set. Nævnte argument skal dermed afvises.

49

Under disse omstændigheder skal det første anbringendes tredje led forkastes.

50

Med det andet anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at dette selskab, idet det stolede på høringskonsulentens skrivelse af 7. februar 2019, hvorved selskabet bl.a. blev meddelt, at det fik en frist til at fremsætte skriftlige bemærkninger, ikke havde truffet andre foranstaltninger til aktiv deltagelse i de 19 dage forud for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Havde det ikke været for denne skrivelse, ville selskabet have fortsat med at fremføre sine argumenter, som det allerede meddelte i sin e-mail af 28. januar 2019.

51

Retten fastslog ganske vist, at Kommissionen på trods af denne angivelse ikke havde fastsat en frist for fremsættelse af skriftlige bemærkninger til M.8871-fusionen. Retten tog imidlertid ikke hensyn til dette forhold og foretrak at omtale en angivelig modsigelse i appellantens adfærd, idet den anførte, at dette selskab dels havde gjort gældende, at det havde deltaget aktivt, dels forklaret, at det ikke havde fremført yderligere argumenter, idet det stolede på høringskonsulenten. Dette synspunkt ser bort fra princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Eftersom alene appellantens berettigede forventninger med hensyn til høringskonsulenten betød, at dette selskabs deltagelse ikke nåede et niveau, som Retten fandt tilstrækkeligt, skulle selskabet alene af denne grund indrømmes søgsmålskompetence, og det forholder sig så meget desto mere således, eftersom nævnte høringskonsulent tildelte appellanten status af interesseret tredjemand, og tildelingen af denne status herved skabte en situation med en berettiget forventning.

52

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

53

Appellanten har foreholdt Retten, at den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat den berettigede forventning, som høringskonsulentens skrivelse af 7. februar 2019 havde skabt hos dette selskab, om, at selskabet senere ville få en frist til at fremsætte bemærkninger.

54

I denne henseende anførte Retten i den appellerede doms præmis 41, at appellanten i retsmødet for Retten havde gjort gældende, at Kommissionen i modsætning til, hvad der var blevet meddelt i høringskonsulentens afgørelse af 7. februar 2019, ikke havde fastsat en frist for fremsættelse af dette selskabs skriftlige bemærkninger til M.8871-fusionen. I nævnte doms præmis 42 undersøgte Retten dette argument, og efter at den bl.a. havde fastslået, at argumentet var fremført for første gang i retsmødet, afviste Retten argumentet, da det var åbenbart, at det ikke kunne antages til realitetsbehandling.

55

For Domstolen har appellanten, selv om dette selskab har foreholdt Retten, at den ikke undersøgte realiteten ved selskabets argumentation i denne henseende, imidlertid i virkeligheden blot gentaget det væsentligste indhold i denne argumentation uden at godtgøre, hvorledes Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at det var åbenbart, at nævnte argumentation som fremsat for denne skulle afvises.

56

Det fremgår af Domstolens praksis, at et appelskrift ikke kun kan gentage de anbringender og argumenter, der allerede er fremført for Retten, uden at fremlægge argumenter, der godtgør, at Retten begik en retlig fejl (dom af 2.4.2009, France Télécom mod Kommissionen,C-202/07 P, EU:C:2009:214, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det andet anbringendes første led skal derfor afvises.

58

Med det andet anbringendes andet led har appellanten anført, at det skal vurderes, om søgsmålskompetencen skal baseres på objektive kriterier, der kan efterprøves. I denne forbindelse har dette selskab anført, at der er anledning til at undersøge retsstillingen i den særligt berørte medlemsstat, nemlig Forbundsrepublikken Tyskland, hvor Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 7. november 2006 fastslog, at når en berørt person opfylder de subjektive betingelser til intervention i den administrative procedure, er det uden betydning, om vedkommende rent faktisk fik adgang hertil, eller om den pågældendes anmodning om intervention blev forkastet af rent procesøkonomiske hensyn. Denne nationale retsinstans har præciseret, at såfremt den kompetente myndighed valgte en virksomhed blandt dem, der havde anmodet om at måtte intervenere, og hvis interesser er ensartede, og forkastede anmodningerne fra andre virksomheder, der ligeledes kunne gøre gældende, at deres økonomi påvirkes væsentligt af den forventede afgørelse, ville der være ulige behandling i domstolsbeskyttelsen.

59

Det forholder sig ifølge appellanten ikke anderledes i det foreliggende tilfælde. Såfremt den appellerede dom stadfæstes, kan Kommissionen i fremtiden alt efter de af denne institution indrømmede muligheder for deltagelse i den administrative procedure tillade eller nægte, at berørte personer kan benytte en klageadgang.

60

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

61

Det skal fastslås, at appellanten med dette led blot har fremført generelle betragtninger, som ikke vedrører nogen præmis i den appellerede dom. Dette led skal således afvises i lyset af kravene efter artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

62

Det andet anbringendes andet led og følgelig det andet anbringende i sin helhed skal derfor afvises.

63

Med det første anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten så bort fra de specifikke omstændigheder, ud over den deltagelse i proceduren, som dette selskab havde gjort gældende for Retten, hvorfor den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl.

64

Appellanten har præciseret, at en af disse specifikke omstændigheder er påvirkningen af dette selskabs stilling på markedet, eftersom selskabet er en af de væsentligste konkurrenter til RWE og E.ON på sit markedssegment. Det var i øvrigt netop som følge af en sådan konkurrencesituation og den deraf følgende påvirkning af stillingen på markedet, at Retten i den sag, der gav anledning til dom af 4. juli 2006, easyJet mod Kommissionen (T-177/04, EU:T:2006:187), anerkendte, at en person var individuelt berørt. I det foreliggende tilfælde er appellanten den største energileverandør i regionen Frankfurt (Tyskland) og omegn og er blandt de ti største kommunale værker i Tyskland. Dette selskabs elproduktion er endvidere næsten tre gange større end produktionen for den virksomhed, der anlagde sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse i sag T-312/20, hvor Retten anerkendte, at dens stilling på markedet var individuelt berørt. Disse forhold godtgør, at den omstændighed alene, at appellantens stilling på markedet skades, er tilstrækkelig til at påvise, at dette selskab er individuelt berørt.

65

Endelig har Domstolen anerkendt, at der er omstændigheder, hvor det er muligt at konstatere en individualisering, navnlig når der på tidspunktet for den omhandlede afgørelse er kendskab til størrelsen af og personerne i gruppen af berørte personer. I det foreliggende tilfælde opfylder appellanten denne betingelse. Som appellanten allerede har gjort gældende for Retten, adskiller mange omstændigheder dette selskab fra de øvrige personer og individualiserer dets situation på lignende måde som adressaten. Disse omstændigheder omfatter det forhold, at selskabet blev indrømmet status af interesseret tredjemand i proceduren vedrørende M.8871-fusionen. Retten tog ikke hensyn til den omstændighed, at det ifølge appellantens oplysninger blot var 18 virksomheder, der opnåede en sådan status i denne forbindelse.

66

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

67

Med argumenterne fremført inden for rammerne af dette led har appellanten i virkeligheden gjort gældende, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten med hensyn til søgsmålskompetencen.

68

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsen for en dom klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund (dom af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen,C-100/14 P, EU:C:2015:382, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis), idet den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke pålægger den at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Selv om begrundelsen således kan være indirekte, skal denne begrundelse ikke desto mindre gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret som led i en appel (dom af 18.6.2020, Primart mod EUIPO,C-702/18 P, EU:C:2020:489, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, dels at formålet med Domstolens efterprøvelse under en appelsag bl.a. er at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, og dels at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af begrundelsespligten (dom af 14.9.2023, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa,C-466/21 P, EU:C:2023:666, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

70

I det foreliggende tilfælde anførte Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 26, at når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en tredje virksomhed, skal det fastslås dels på grundlag af dens deltagelse i den administrative procedure, dels på grundlag af påvirkningen af dens stilling på markedet, om den er individuelt berørt. I denne præmis 26 tilføjede Retten, at selv om den blotte deltagelse i proceduren ganske vist ikke i sig selv kan godtgøre, at en sagsøger er individuelt berørt af en afgørelse – især ikke når der er tale om fusioner, hvor en omhyggelig undersøgelse kræver regelmæssig kontakt med mange virksomheder – forholder det sig ikke desto mindre således, at den aktive deltagelse i den administrative procedure er et forhold, der jævnligt tages hensyn til i retspraksis på konkurrenceområdet, herunder også i forbindelse med fusionskontrollen, med henblik på i forening med andre specifikke omstændigheder at godtgøre, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

71

Derefter undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 27-44 spørgsmålet om, hvorvidt appellanten kunne anses for at have deltaget aktivt i proceduren vedrørende M.8871-fusionen, og den konkluderede, at dette selskab ikke havde deltaget aktivt i denne procedure.

72

Endelig anførte Retten i nævnte doms præmis 45, at eftersom appellanten ikke havde deltaget aktivt i nævnte procedure, skulle det, også henset til fraværet af særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af selskabets stilling på markedet, fastslås, at det ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse.

73

Som appellanten har anført til støtte for appellen, havde dette selskab i stævningen fremført en række oplysninger om den angiveligt væsentlige påvirkning af sin stilling på markedet som følge af M.8871-fusionen, hvilke oplysninger ifølge selskabet kunne godtgøre, at det var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

74

Det skal fastslås, at Retten ved blot at konstatere, at der ikke forelå nogen særlig omstændighed vedrørende påvirkningen af appellantens stilling på markedet, ikke angav en selv kortfattet begrundelse, der gjorde det muligt dels for appellanten at forstå, om de argumenter, som dette selskab havde fremført til støtte for, at dets stilling på markedet blev påvirket væsentligt, var blevet undersøgt, og i bekræftende fald hvorfor de blev anset for uegnede til at påvise en sådan påvirkning, dels for Domstolen at råde over tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage sin prøvelse, som det kræves i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 68.

75

På denne baggrund tilsidesatte Retten den begrundelsespligt, der påhviler den i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

76

Det følger heraf, at det første anbringendes andet led skal tages til følge.

77

Følgelig ophæves den appellerede dom, for så vidt som Retten i nævnte doms præmis 45 fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af appellantens stilling på markedet, og i dommens præmis 46 bl.a. baseret på denne grund fastslog, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse, hvorfor dette selskabs søgsmål skulle afvises.

78

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

79

Det forholder sig således i den foreliggende sag.

80

Det skal med henblik på vurderingen af appellantens søgsmålskompetence bemærkes, som det fremgår af nærværende doms præmis 32, at den aktuelle eller fremtidige stilling på markedet for en virksomhed, der er tredjemand i forhold til en fusion på et marked, der kan påvirkes af denne fusion, skal påvirkes væsentligt, for at denne virksomhed kan anses for individuelt berørt af afgørelsen, hvorved nævnte fusion erklæres forenelig med det indre marked. I denne sidstnævnte henseende er den blotte omstændighed, at en retsakt såsom den omtvistede afgørelse er egnet til at øve en vis indflydelse på de på det relevante marked herskende konkurrenceforhold, og at den berørte virksomhed på en eller anden måde konkurrerede med modtageren af denne retsakt, under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig til, at den pågældende virksomhed kan betragtes som individuelt berørt af den nævnte retsakt (jf. analogt dom af 22.11.2007, Spanien mod Lenzing,C-525/04 P, EU:C:2007:698, præmis 32).

81

Det skal fastslås, at de betragtninger, som appellanten anførte i søgsmålet for Retten, for så vidt som de vedrører dette selskabs stilling på markedet, i det væsentlige består i at omtale sin omsætning i forhold til andre energiproducenter i Tyskland, sin kvantitative betydning som regional elleverandør, antallet af ansatte og visse aktiviteter på markedet, som selskabet udøver som konkurrent til parterne i M.8871-fusionen, uden at appellanten imidlertid godtgjorde, hvorledes disse omstændigheder og aktiviteter, uanset om det var som konkurrent eller som investor, kunne individualisere selskabet på lignende måde som adressaterne for den omtvistede afgørelse. Nævnte omstændigheder og aktiviteter kan nemlig være kendetegnende for enhver anden energiproducent og gør det ikke muligt at adskille appellanten på en særlig måde i forhold til sine øvrige konkurrenter på markedet.

82

Denne samme konstatering gælder for de øvrige argumenter, som appellanten fremførte i søgsmålet, om styrkelsen af RWE’s rolle, idet det præciseres, at de anførte betragtninger om E.ON for deres del savner relevans, da den omhandlede fusion i det foreliggende tilfælde er M.8871-fusionen og ikke M.8870-fusionen, der er nævnt i nærværende doms præmis 9.

83

Det følger heraf, at appellanten ikke har godtgjort, at dette selskabs stilling på markedet påvirkes væsentligt af den pågældende fusion. Som det fremgår af nærværende doms præmis 32, er selv en aktiv deltagelse i den administrative procedure vedrørende en fusion, der, som det er anført i denne doms præmis 41, i øvrigt ikke er påvist i det foreliggende tilfælde, ikke kan anses for tilstrækkelig til at godtgøre, at en afgørelse, hvorved denne fusion er erklæret forenelig med det indre marked, berører en virksomhed individuelt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

84

Appellanten har følgelig ikke godtgjort, at dette selskab er individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Eftersom de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for at være umiddelbart og individuelt berørt er kumulative, som det fremgår af nærværende doms præmis 30, skal appellantens annullationssøgsmål afvises.

85

På denne baggrund er det ufornødent at træffe afgørelse om det tredje og det fjerde appelanbringende, som indeholder materielle argumenter, der er baseret på den urigtige antagelse, at søgsmålet i første instans kunne antages til realitetsbehandling.

86

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, i træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen. Procesreglementets artikel 138, stk. 3, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger.

87

Eftersom appellantens første appelanbringendes andet led er blevet taget til følge i den foreliggende sag, og annullationssøgsmålet er blevet afvist, bestemmes det, at hver part bærer sine egne omkostninger.

88

Procesreglementets artikel 140, stk. 1, som ligeledes finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at de medlemsstater, som er indtrådt i sagen, bærer deres egne omkostninger. Følgelig bør Forbundsrepublikken Tyskland bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):