–

Direktor na Direktsija »Obzjalvane i danchno-osiguritelna praktika« – Veliko Tarnovo ved B. Nikolov,

–

Europa-Kommissionen ved G. Braun, D. Drambozova og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillid til elektroniske transaktioner i det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT 2014, L 257, s. 73).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side V.B. Trade OOD, der har hjemsted i Bulgarien, og Direktor na Direktsija »Obzjalvane i danchno-osiguritelna praktika« – Veliko Tarnovo (direktøren for områdedirektoratet for »indsigelser, skat og social sikring« i Veliko Tarnovo, Bulgarien) (herefter »direktøren«) vedrørende en skattekontrolafgørelse med hensyn til selskabsskat.

3

21., 22. og 49. betragtning til forordning nr. 910/2014 har følgende ordlyd:

[...]

4

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 3:

»Denne forordning påvirker ikke national ret eller EU-ret vedrørende kontrakters indgåelse og gyldighed eller andre retlige eller proceduremæssige forpligtelser, der vedrører formkrav.«

5

Følgende fremgår af den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Definitioner«:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

10)   »elektronisk signatur«: data i elektronisk form, der er vedhæftet eller logisk tilknyttet andre data i elektronisk form, og som anvendes af underskriveren til at skrive under med

11)   »avanceret elektronisk signatur«: en elektronisk signatur, der opfylder kravene i artikel 26

12)   »kvalificeret elektronisk signatur«: en avanceret elektronisk signatur, der er genereret af et kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem og baseret på et kvalificeret certifikat for elektroniske signaturer

[...]

15)   »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur«: et certifikat for elektroniske signaturer, som er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og opfylder kravene i bilag I

[...]

23)   »kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem«: et elektronisk signaturgenereringssystem, der opfylder kravene i bilag II

[...]«

6

Den samme forordnings artikel 21 med overskriften »Iværksættelse af en kvalificeret tillidstjeneste« bestemmer følgende i stk. 1:

»Ønsker en tillidstjenesteudbyder, der ikke har status som kvalificeret, at udbyde kvalificerede tillidstjenester, skal tjenesteudbyderen anmelde sin hensigt til tilsynsorganet og indsende en overensstemmelsesvurderingsrapport udstedt af et overensstemmelsesvurderingsorgan.«

7

Følgende fremgår af artikel 25 i forordning nr. 910/2014 med overskriften »Retsvirkninger af elektroniske signaturer«:

»1.   En elektronisk signatur må ikke nægtes retsvirkning og anerkendelse som bevis under retssager, alene af den grund at den er i elektronisk form, eller at den ikke opfylder kravene til kvalificerede elektroniske signaturer.

2.   En kvalificeret elektronisk signatur har samme retsvirkning som en håndskreven underskrift.

[...]«

8

Denne forordnings artikel 26 med overskriften »Kravene til avancerede elektroniske signaturer« har følgende ordlyd:

»En avanceret elektronisk signatur skal opfylde følgende krav:

9

Under overskriften »Krav til kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer« opregnes i bilag I til den nævnte forordning de forskellige oplysninger, som kvalificerede certifikater for elektroniske signaturer skal indeholde. Ifølge litra b)-d) i dette bilag skal disse certifikater således indeholde et sæt data, der entydigt repræsenterer den kvalificerede tillidstjenesteudbyder, som udsteder de kvalificerede certifikater, som minimum underskriverens navn eller pseudonym, idet anvendelsen af et pseudonym skal være tydeligt angivet, og elektroniske signaturvalideringsdata, som svarer til dataene til de elektroniske signaturgenereringsdata.

10

Bilag II til den samme forordning med overskriften »Krav til kvalificerede elektroniske signaturgenereringssystemer« fastsætter i punkt 1, at disse systemer ved hjælp af passende tekniske og proceduremæssige midler som minimum navnlig skal sikre, at de elektroniske signaturgenereringsdata med rimelig sikkerhed forbliver fortrolige, at disse data i praksis kun kan forekomme én gang, at den elektroniske signatur på pålidelig vis er beskyttet mod forfalskning, og at de nævnte data på pålidelig vis kan beskyttes af den retmæssige underskriver mod andres brug. Endvidere fastsætter punkt 3 i dette bilag, at generering og forvaltning af elektroniske signaturgenereringsdata på underskriverens vegne kun må udføres af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder.

11

I henhold til artikel 4 i zakon za elektronnija dokument i elektronnite udostoveritelni uslugi (lov om elektroniske dokumenter og elektroniske tillidstjenester, DV nr. 34 af 6.4.2001) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om elektroniske dokumenter«), er ophavsmanden til en elektronisk erklæring den fysiske person, som i erklæringen er angivet som den, der har genereret erklæringen. Denne bestemmelse fastsætter ligeledes, at indehaveren af den elektroniske erklæring er den person, i hvis navn erklæringen genereres.

12

Følgende fremgår af artikel 13 i lov om elektroniske dokumenter:

»(1)   En elektronisk signatur er en elektronisk signatur som omhandlet i artikel 3, nr. 10), i forordning [nr. 910/2014].

[...]

(3)   En kvalificeret elektronisk signatur er en elektronisk signatur som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning [nr. 910/2014].

[...]«

13

Artikel 184, stk. 2, i Grazjdanski protsesualen kodeks (lov om civil retspleje), der ligeledes finder anvendelse på området for skat og social sikring, fastsætter mulighed for at anfægte ægtheden af et elektronisk dokument.

14

Sagsøgeren i hovedsagen, V.B. Trade, var genstand for en skattekontrolafgørelse af 13. januar 2021 med hensyn til selskabsskat på 682863,40 bulgarske leva (BGN) (ca. 349000 EUR), med tillæg af renter på 192770,62 BGN (ca. 98500 EUR).

15

Denne skattekontrolafgørelse blev truffet af den kompetente afgiftsmyndighed, efter at denne myndighed i medfør af en afgørelse af 24. juni 2020 havde bestemt, at der skulle iværksættes en skattekontrol, hvilken afgørelse blev ændret ved afgørelse af 30. september 2020 og af 29. oktober 2020, på baggrund af hvilke der blev udarbejdet en kontrolrapport den 15. december 2020.

16

Alle de dokumenter, der blev udstedt af afgiftsmyndigheden i forbindelse med denne kontrol, har form af elektroniske dokumenter og blev underskrevet med kvalificeret elektronisk signatur.

17

Ved afgørelse af 17. maj 2021 tiltrådte direktøren skattekontrolafgørelsen af 13. januar 2021.

18

Sagsøgeren i hovedsagen har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse ved Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo, Bulgarien), der er den forelæggende ret.

19

Inden for rammerne af dette søgsmål har sagsøgeren i hovedsagen anfægtet gyldigheden af de udstedte elektroniske dokumenter, idet selskabet har gjort gældende, at de ikke var blevet behørigt underskrevet med en kvalificeret elektronisk signatur. Til støtte for dette argument har sagsøgeren i hovedsagen anmodet den forelæggende ret om at udpege og høre en IT-retssagkyndigs vurdering om en række spørgsmål vedrørende gyldigheden af disse signaturer.

20

Sagsøgeren i hovedsagen er således af den opfattelse, at ægtheden af de nævnte dokumenter afhænger af forskellige tekniske aspekter, som fastlægger egenskaben af en elektronisk signatur som en »kvalificeret elektronisk signatur«. Selskabet har i denne forbindelse bl.a. anført, at artikel 25, stk. 1 og 2, i forordning nr. 910/2014 ikke udgør en hindring for anvendelsen af den nationale lovgivning, der tillader, at beviser anfægtes som utroværdige, falske eller af enhver anden grund.

21

Direktøren har modsat sig den nævnte indsigelse og anført, at det tværtimod fremgår af forordning nr. 910/2014, at enhver indsigelse mod kvalificerede elektroniske signaturer skal afvises.

22

Den forelæggende ret har fundet det nødvendigt, at udtrykket »elektronisk [signaturs] [...] retsvirkning […] som bevis under retssager« i artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 præciseres. Dette udtryk indebærer nærmere bestemt et forbud mod at nægte en elektronisk signatur denne retsvirkning og anerkendelse som bevis. Denne ret er derfor i tvivl om, hvorvidt dette forbud har forrang for princippet om procesautonomi, som tillader medlemsstaterne at frakende en signatur dens beviskraft gennem en specifik nationalt reguleret procedure.

23

I denne forbindelse har den forelæggende ret for det første anført, at det fremgår af artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 910/2014, sammenholdt med 22. betragtning hertil, at et dokument, der er signeret med en kvalificeret eller ikke-kvalificeret elektronisk signatur, er en akt, der kan anerkendes i alle retssager, og som medlemsstaternes domstole skal respektere, for så vidt som denne forordnings artikel 25, stk. 1, har forrang for princippet om procesautonomi og de processuelle regler, som medlemsstaterne har indført på bevisområdet.

24

Ifølge den forelæggende ret fremgår det for det andet af andet punktum i 49. betragtning til forordning nr. 910/2014, at udtrykket en »elektronisk signatur[s] retsvirkning« i denne forordnings artikel 25, stk. 1, skal forstås som en henvisning til signaturens beviskraft, således som denne er anerkendt i hver medlemsstats retssystem. Denne ret har desuden anført, at den nævnte forordnings artikel 25, stk. 2, alene sidestiller den elektroniske signaturs retsvirkning med retsvirkningen af en håndskreven underskrift, såfremt der er tale om en kvalificeret elektronisk signatur.

25

Under disse omstændigheder har Administrativen sad Veliko Tarnovo (forvaltningsdomstolen i Veliko Tarnovo) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 14. september 2022 blev nærværende sag udsat, indtil der var afsagt dom i sag C-362/21.

27

Efter afsigelsen af dom af 20. oktober 2022, Ekofrukt (C-362/21, EU:C:2022:815), meddelte den forelæggende ret ved skrivelse af 18. november 2022 Domstolen, at den ønskede at trække det andet af de præjudicielle spørgsmål tilbage, men at den ønskede at opretholde det første spørgsmål.

28

Direktøren har i det væsentlige anført, at det præjudicielle spørgsmål må afvises, for så vidt som det ikke giver anledning til en fortolkning af EU-retten, eftersom det i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 910/2014 udtrykkeligt angives, at den nævnte forordning ikke påvirker national ret eller EU-ret vedrørende kontrakters indgåelse og gyldighed eller andre retlige eller proceduremæssige forpligtelser, der vedrører formkrav. Spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilke betingelser det er muligt at anfægte dokumenter med håndskreven signatur og derfor dokumenter med en kvalificeret elektronisk signatur, herunder med hensyn til deres ophav, og om de processuelle konsekvenser af, hvorvidt en part i tvisten har fremsat en sådan anfægtelse, skal således afgøres på grundlag af national ret.

29

I denne forbindelse skal det konstateres, at den forelæggende ret inden for rammerne af den foreliggende sag, således som det fremgår af nærværende doms præmis 22-24, er i tvivl om, hvorvidt og i hvilket omfang artikel 25 i forordning nr. 910/2014 har forrang for princippet om medlemsstaternes procesautonomi ved at pålægge nationale domstole et absolut forbud mod at anvende de processuelle muligheder, som er fastsat i deres retssystemer, med henblik på at nægte en elektronisk signatur dens i den nævnte forordning fastsatte beviskraft. Dette spørgsmål hører imidlertid under realitetsbehandlingen af det forelagte præjudicielle spørgsmål og ikke behandlingen af spørgsmålets formalitet.

30

Det fremgår i øvrigt af det nævnte spørgsmål, at den forelæggende ret hermed har anmodet om en fortolkning af EU-retten, og navnlig af artikel 25 i forordning nr. 910/2014 og ikke af bulgarsk ret.

31

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan følgelig antages til realitetsbehandling.

32

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 25 i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at bestemmelsen forpligter medlemsstaternes domstole til at lægge til grund, at eksistensen af ophavet til en kvalificeret elektronisk signatur, som er gjort gældende, utvivlsomt skal accepteres som ubestridt, såfremt betingelserne i denne forordnings artikel 3, nr. 12), er opfyldt, eller om de nævnte domstole er forpligtet til at anerkende, at denne signatur alene har beviskraft inden for rammerne af, hvad den relevante nationale lovgivning har fastsat for en håndskreven underskrift.

33

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 opstiller tre kumulative krav, der skal være opfyldt, for at en elektronisk signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur«. For det første skal signaturen være en »avanceret elektronisk signatur«, som i overensstemmelse med forordningens artikel 3, nr. 11), skal opfylde kravene i forordningens artikel 26. For det andet skal signaturen oprettes ved hjælp af et »kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem«, som i overensstemmelse med forordningens artikel 3, nr. 23), skal opfylde kravene i bilag II til forordningen. For det tredje skal signaturen være baseret på et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 15), i forordning nr. 910/2014, dvs. et certifikat udstedt af en »kvalificeret tillidstjenesteudbyder«, og som opfylder kravene i bilag I til denne forordning (dom af 20.10.2022, Ekofrukt, C-362/21, EU:C:2022:815, præmis 43).

34

Som fastslået af Domstolen i præmis 35 i dom af 20. oktober 2022, Ekofrukt (C-362/21, EU:C:2022:815), forbyder artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 dernæst ikke de nationale retter at erklære elektroniske signaturer ugyldige, men indfører et generelt princip, der forbyder nævnte retter at nægte elektroniske signaturer retsvirkning og beviskraft under retssager alene af den grund, at disse signaturer er i elektronisk form.

35

Som det fremgår af præmis 36 og 37 i dom af 20. oktober 2022, Ekofrukt (C-362/21, EU:C:2022:815), understøttes den i nærværende doms foregående præmis nævnte fortolkning endelig af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 910/2014, sammenholdt med 21. og 49. betragtning hertil, hvoraf det fremgår, at elektroniske signaturers retsvirkning fastsættes i national ret. Den eneste undtagelse i denne henseende er det krav, der er fastsat i denne forordnings artikel 25, stk. 2, hvorefter en kvalificeret elektronisk signatur skal have samme retsvirkning som en håndskreven underskrift, idet denne bestemmelse således skaber en formodning om »sidestilling« med håndskrevne underskrifter udelukkende til fordel for kvalificerede elektroniske signaturer.

36

Det følger af den i nærværende doms præmis 32-35 nævnte retspraksis, at retsvirkningen af elektroniske signaturer, herunder kvalificerede elektroniske signaturer, fastsættes i national ret, forudsat at den i artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 910/2014 fastsatte sidestilling af kvalificerede elektroniske signaturer med håndskrevne underskrifter iagttages.

37

Selv om det således følger af artikel 25 i forordning nr. 910/2014, at eksistensen af ophavet til en kvalificeret elektronisk signatur, som er gjort gældende, er godtgjort, når det er bevist, at den pågældende signatur opfylder de i denne forordnings artikel 3, nr. 12), fastsatte betingelser, er der imidlertid ingen grund til at give kvalificerede elektroniske signaturer en gunstigere behandling end den, der er forbeholdt håndskrevne underskrifter, i den forstand, at den nævnte forordnings artikel 25 pålægger medlemsstaternes domstole et absolut forbud mod at anvende de processuelle muligheder, som er fastsat i deres retssystemer, med henblik på at nægte en kvalificeret elektronisk signatur dens i den nævnte forordning fastsatte beviskraft.

38

Hvis og i det omfang national ret fastsætter mulighed for at anfægte beviskraften af en håndskreven signatur, bør en sådan mulighed ligeledes foreligge for en kvalificeret elektronisk signatur.

39

Som anført af direktøren i sit skriftlige indlæg, kan beviskraften af en kvalificeret elektronisk signatur navnlig nægtes i forbindelse med den i den nationale lovgivning fastsatte procedure for anfægtelse af et dokuments ægthed, dog på den betingelse, at denne lovgivning fastsætter en identisk procedure for anfægtelse af håndskrevne underskrifter og kvalificerede elektroniske signaturer.

40

Henset til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 25 i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at medlemsstaternes domstole er forpligtet til at anerkende, at en kvalificeret elektronisk signatur har samme beviskraft som en håndskreven underskrift inden for rammerne af, hvad den relevante nationale lovgivning har fastsat for denne håndskrevne underskrift, såfremt betingelserne i denne forordnings artikel 3, nr. 12), er opfyldt.

41

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF

skal fortolkes således, at

medlemsstaternes domstole er forpligtet til at anerkende, at en kvalificeret elektronisk signatur har samme beviskraft som en håndskreven underskrift inden for rammerne af, hvad den relevante nationale lovgivning har fastsat for denne håndskrevne underskrift, såfremt betingelserne i denne forordnings artikel 3, nr. 12), er opfyldt.