1

Groupe Canal + SA har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 12. december 2018, Groupe Canal + mod Kommissionen (T-873/16 herefter den appellerede dom, EU:T:2018:904), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som koncernen havde anlagt med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 26. juli 2016 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.40023 – Grænseoverskridende adgang til betalings-TV), hvorved de tilsagn, der blev afgivet af Paramount Pictures International Ltd og Viacom Inc. inden for rammerne af nogle licensaftaler af audiovisuelt indhold, som de havde indgået med Sky UK Ltd og Sky plc, blev gjort bindende (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Følgende anføres i 13. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1):

»Når virksomheder som led i en procedure, der kunne føre til et forbud mod en aftale eller samordnet praksis, afgiver tilsagn, der imødekommer Kommissionens betænkeligheder, bør Kommissionen ved beslutning kunne gøre disse tilsagn bindende for de pågældende virksomheder. I beslutninger om tilsagn bør det fastslås, at der ikke længere er grund til, at Kommissionen griber ind, uden at det konkluderes, om der er sket en overtrædelse, eller der stadig finder en overtrædelse sted. Beslutninger om tilsagn anfægter ikke medlemsstaternes konkurrencemyndigheders og domstoles kompetence til at foretage en sådan konstatering og træffe afgørelse i sagen. Beslutninger om tilsagn er ikke på sin plads i tilfælde, hvor Kommissionen agter at pålægge en bøde.«

3

Denne forordnings artikel 9 bestemmer:

»1.   Når Kommissionen agter at vedtage en beslutning, hvorefter en overtrædelse kræves bragt til ophør, og de deltagende virksomheder tilbyder at afgive tilsagn, der imødekommer de betænkeligheder, som Kommissionen har, og som den har underrettet de pågældende virksomheder om i sin foreløbige vurdering, kan Kommissionen ved beslutning gøre disse tilsagn bindende for virksomhederne. En sådan beslutning kan vedtages for en bestemt periode, og i beslutningen konkluderes det, at der ikke længere er grund til, at Kommissionen griber ind.

2.   Kommissionen kan efter anmodning eller på eget initiativ genåbne proceduren:

4

Den nævnte forordnings artikel 16, stk. 1, fastsætter:

»Når de nationale domstole i henhold til […] artikel [101 TEUF] eller [102 TEUF] træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslutning, som Kommissionen har truffet. De skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som vil være i strid med en beslutning, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt. Med henblik herpå kan de nationale domstole vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Disse forpligtelser berører ikke rettighederne og forpligtelserne efter […] artikel [267 TEUF].«

5

De faktiske omstændigheder, der har givet anledning til tvisten, er fremstillet af Retten i den appellerede doms præmis 1-12 på følgende måde:

6

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. december 2016 anlagde Groupe Canal + i medfør af artikel 263 TEUF sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

7

Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den 13. juli 2017, Groupe Canal + mod Kommissionen (T-873/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:556), fik dels Bureau européen des unions de consommateurs (Den Europæiske Forbrugerorganisation, herefter »BEUC«) tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande, dels fik Union des producteurs d’équima (sammenslutningen af biografproducenter, herefter »UPC«), European Film Agency Directors – (EFADs) og C More Entertainment AB tilladelse til at intervenere til støtte for påstande nedlagt af Groupe Canal +. Endvidere fik Den Franske Republik ved afgørelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den samme dag tilladelse til at intervenere til støtte for påstande nedlagt af Groupe Canal +.

8

Groupe Canal + fremsatte til støtte for sin påstand fire anbringender om for det første et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår foreneligheden af de relevante klausuler med artikel 101 TEUF og virkningerne af de pålagte tilsagn, for det andet tilsidesættelse af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 for så vidt angår identifikationen af de betænkeligheder, som de pålagte tilsagn imødekommer, for det tredje en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det fjerde magtfordrejning.

9

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen.

10

Groupe Canal + har nedlagt følgende påstande:

11

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Groupe Canal + tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

12

Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom i sin helhed og drager samtlige fornødne konsekvenser med hensyn til den omtvistede afgørelse.

13

UPC har nedlagt følgende påstande:

14

EFADs har nedlagt følgende påstande:

15

BEUC har nedlagt påstand om, at appellen forkastes i sin helhed, og at Groupe Canal + tilpligtes at betale alle BEUC’s sagsomkostninger.

16

Til støtte for appellen har Groupe Canal + fremsat fire anbringender. I henhold til det første anbringende begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde begået magtfordrejning i den omtvistede afgørelse. Det andet anbringende angår Rettens tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet. Det tredje anbringende vedrører en begrundelsesmangel og en ufuldstændig vurdering af de faktiske omstændigheder. I henhold til det fjerde anbringende begik Retten en retlig fejl ved sin fortolkning af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 og af punkt 128 i Kommissionens meddelelse om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 TEUF og 102 TEUF (EUT 2011, C 308, s. 6, herefter »meddelelsen om bedste praksis«) samt tilsidesatte proportionalitetsprincippet og overholdelsen af tredjeparters rettigheder.

17

BEUC har gjort gældende, at det er åbenbart, at det første, det tredje og det fjerde appelanbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom Groupe Canal + blot har gentaget de argumenter, som koncernen fremførte i første instans.

18

Det fremgår af artikel 256 TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), samt artikel 169 i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom eller kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Det følger af Domstolens faste praksis, at dette krav ikke er opfyldt, når appelskriftet blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har nemlig i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (jf. bl.a. dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, C-352/98 P, EU:C:2000:361, præmis 35, og kendelse af 3.9.2019, ND og OE mod Kommissionen, C-317/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:688, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

19

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelsen af EU-retten. Hvis en appellant således ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren nemlig blive berøvet en del af sin mening (dom af 14.10.2010, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-280/08 P, EU:C:2010:603, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

20

Selv om det i det foreliggende tilfælde er korrekt, at en række af de argumenter, som Groupe Canal + har fremført i forbindelse med appellen, isoleret set svarer til argumenter, der blev fremført for Retten, forholder det sig ikke desto mindre således, at Groupe Canal + med appelanbringenderne har påberåbt sig retlige fejl, som Retten begik i forbindelse med sine vurderinger, og præcist har angivet, hvilke præmisser i den appellerede dom der anfægtes.

21

Under disse omstændigheder skal det første, det tredje og det fjerde anbringende som helhed ikke afvises fra realitetsbehandling. Det skal imidlertid undersøges, om de specifikke klagepunkter, der er fremført til støtte for appelanbringenderne, kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med vurderingen af hvert enkelt af disse.

22

Groupe Canal + har, støttet af EFADs og UPC, i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved at forkaste koncernens argumenter om, at vedtagelsen af den omtvistede afgørelse udgør magtfordrejning, idet afgørelsen gjorde det muligt for Kommissionen under foregivende af at ville bringe konkurrencebegrænsende praksis til ophør at opnå det, som Europa-Parlamentet havde nægtet at indrømme den, nemlig ophøret af territoriale enerettigheder inden for filmsektoren i hele EØS, begik en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten.

23

For det første begik Retten en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 129 fandt, at Kommissionen ikke havde begået magtfordrejning, for så vidt som Paramounts tilsagn var i overensstemmelse med de betænkeligheder vedrørende konkurrencen, som denne institution havde givet udtryk for i sin foreløbige vurdering. Retten lagde en urigtig forudsætning til grund, eftersom denne vurdering alene vedrørte Det Forenede Kongeriges område og Irlands område, og Kommissionen end ikke undersøgte konkurrencesituationen vedrørende Frankrig, selv om Paramounts tilsagn fandt anvendelse på hele EØS.

24

For det andet fandt Retten i den appellerede doms præmis 130 med urette, at Kommissionen gyldigt kunne vedtage den omtvistede afgørelse, for så vidt som lovgivningsprocessen vedrørende spørgsmålet om geoblokeringen endnu ikke havde ført til vedtagelsen af en lovgivningstekst. Retten undlod nemlig enten i sin analyse at tage hensyn til eller i sin begrundelse at nævne den omstændighed, at Kommissionen ikke kunne se bort fra, at Parlamentet den 19. januar 2016, dvs. ca. seks måneder før vedtagelsen af den nævnte afgørelse, vedtog en beslutning med overskriften »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (herefter »beslutningen«), hvori denne institution fremhævede nødvendigheden af ikke at udvide Kommissionens politik om at rejse tvivl om klausulerne om geoblokering til at omfatte filmsektoren. Retten så således bort fra den omstændighed, at Kommissionen til trods for sit fulde kendskab til de faktiske forhold og på trods af Parlamentets modstand besluttede at gennemtvinge sin vilje over for filmsektoren om at bringe geoblokeringen med hensyn til audiovisuelle tjenesteydelser til ophør, idet den vedtog en afgørelse, der ville give Kommissionen mulighed for at nå et større mål end ophøret af konkurrencebegrænsende praksis, og som har virkning erga omnes.

25

Selv om det antages, at Kommissionen havde kunnet se bort fra beslutningen, burde Retten have fastslået, velvidende, at Parlamentet var ved at vedtage en lovgivningstekst, som giver den audiovisuelle sektor mulighed for at opretholde klausulerne om geoblokering, nu Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT 2018, L 60 I, s. 1), at Kommissionen i det mindste var forpligtet til at indsætte en klausul i den omtvistede afgørelse, hvorefter Paramounts tilsagn kan ændres i tilfælde af en udvikling i den lovgivningsmæssige ramme. Det fremgår således af såvel ottende betragtning til denne forordning som af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT 2017, L 168, s. 1), af tiende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/789 af 17. april 2019 om regler for udøvelse af ophavsretten og beslægtede rettigheder, der gælder for visse af TV- og radioselskabernes onlinetransmissioner samt retransmissioner af TV- og radioprogrammer, og om ændring af Rådets direktiv 93/83/EØF (EUT 2019, L 130, s. 82), og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT 2019, L 130, s. 92), at EU-lovgiver efter vedtagelsen af den omtvistede afgørelse anerkendte, at audiovisuelt indhold bl.a. kunne gøres til genstand for ordninger med geografiske begrænsninger.

26

Kommissionen og BEUC har bestridt den af Groupe Canal + fremsatte argumentation. Derudover har Kommissionen gjort gældende, at de af Groupe Canal + fremsatte argumenter om, at Kommissionen ikke kunne se bort fra beslutningen og burde have indsat en revisionsklausul i den omtvistede afgørelse i tilfælde af en udvikling i den lovgivningsmæssige ramme, skal afvises med den begrundelse, at de er blevet fremført for første gang for Domstolen.

27

Det skal i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, fastslås, at de af Groupe Canal + fremsatte argumenter om, at Retten begik en retlig fejl, idet den dels i sin analyse undlod at tage hensyn til eller i sin begrundelse at nævne den omstændighed, at Kommissionen ikke kunne se bort fra beslutningen, dels ikke fastslog, at Kommissionen i lyset af lovgivningsprocessen vedrørende spørgsmålet om geoblokeringen burde have indsat en klausul i den omtvistede afgørelse, hvorefter Paramounts tilsagn kan ændres i tilfælde af en udvikling i den lovgivningsmæssige ramme, kan antages til realitetsbehandling.

28

Det følger således af Domstolens praksis, at såfremt en part fik adgang til for første gang for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke var blevet fremsat for Retten, ville det være ensbetydende med at give parten adgang til at forelægge en mere omfattende sag for Domstolen end den, som parten indbragte for Retten. Under en appelsag har Domstolen principielt kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den. Et argument, som ikke er blevet fremført i første instans, udgør imidlertid ikke et nyt anbringende, der skal afvises under appellen, hvis det blot udgør en uddybning af den argumentation, der blev fremført som led i et anbringende fremsat i stævningen for Retten (dom af 28.2.2019, Alfamicro mod Kommissionen, C-14/18 P, EU:C:2019:159, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

29

I det foreliggende tilfælde er de i nærværende doms præmis 27 omhandlede argumenter tæt forbundet med det fjerde anbringende i stævningen i første instans om magtfordrejning, og for så vidt som de tilsigter at godtgøre, at Retten med urette fandt, at Kommissionen med vedtagelsen af den omtvistede afgørelse ikke havde omgået lovgivningsprocessen vedrørende spørgsmålet om geoblokeringen, udgør de en uddybning af dette anbringende og ikke et nyt anbringende, der er fremført for første gang i forbindelse med appellen. Det fremgår i øvrigt af punkt 252 i stævningen i første instans, at Groupe Canal + havde påberåbt sig beslutningen ved Retten.

30

Disse argumenter kan dog ikke tiltrædes.

31

Det skal nemlig bemærkes, at en retsakt ifølge Domstolens praksis kun er behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende omstændigheder (dom af 31.1.2019, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, C-225/17 P, EU:C:2019:82, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

32

I denne henseende bemærkede Retten med rette i den appellerede doms præmis 130, at så længe lovgivningsprocessen vedrørende spørgsmålet om geoblokeringen ikke havde ført til vedtagelsen af en lovgivningstekst, berører denne proces ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 101 TEUF og forordning nr. 1/2003.

33

Groupe Canal + gjorde i øvrigt hverken gældende eller godtgjorde for Retten, at Kommissionen ikke havde beføjelse til at indlede den i den appellerede doms præmis 1 nævnte undersøgelse, som anført i nærværende doms præmis 5, og til i forbindelse hermed i givet fald at træffe en afgørelse i henhold til artikel 7 eller artikel 9 i forordning nr. 1/2003, eller at nogen retsakt var til hinder for eller forbød vedtagelse af en afgørelse på grundlag af den nævnte artikel 9 om accept af de af en virksomhed foreslåede tilsagn med henblik på at imødekomme Kommissionens betænkeligheder vedrørende foreneligheden med artikel 101 TEUF af aftaleklausuler, som indeholder en begrænsning af de vigtigste europæiske betalings-TV-virksomheders mulighed for at gennemføre grænseoverskridende passivt salg af TV-distributionstjenester.

34

Hvad angår de afledte retsakter, som Groupe Canal +, EFADs og UPC har henvist til, kan de ikke rejse tvivl om Rettens analyse, eftersom de blev vedtaget efter vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.

35

Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 130 i det væsentlige fastslog, at Kommissionen ved at indlede den i den appellerede doms præmis 1 nævnte undersøgelse, som anført i nærværende doms præmis 5, og ved at vedtage den omtvistede afgørelse, havde handlet inden for rammerne af sine beføjelser, og at Groupe Canal + ikke havde godtgjort, at denne institution havde begået magtfordrejning.

36

Hvad angår det af Groupe Canal + fremførte klagepunkt om, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 129 forkastede koncernens argument om, at Kommissionen begik magtfordrejning, idet de af Paramount foreslåede tilsagn ikke imødekom de betænkeligheder vedrørende konkurrencen, som Kommissionen havde givet udtryk for i sin foreløbige vurdering, skal det bemærkes, at selv om det skal anses for godtgjort, at disse tilsagn ikke imødekom de nævnte betænkeligheder, kan en sådan omstændighed ikke i sig selv godtgøre, at der foreligger magtfordrejning.

37

Følgelig skal dette klagepunkt og det første anbringende i det hele forkastes.

38

Det tredje anbringende består af to led, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Retten undlod at tage stilling til de af Groupe Canal + fremførte anbringende om, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til den økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgår i, og det andet vedrører en ufuldstændig undersøgelse af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Retten fandt, at en eventuel nedgang i Groupe Canal +’s indtægter fra kunder i Frankrig kunne opvejes af den omstændighed, at Groupe Canal + frit kunne henvende sig til kunder i hele EØS.

39

Groupe Canal + har, støttet af EFADs, UPC og Den Franske Republik, gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 39 fastslog, at legalitetskontrollen af den omtvistede afgørelse udelukkende kan vedrøre spørgsmålet, først og fremmest, om de omstændigheder, der er skitseret i denne afgørelse, giver anledning til betænkeligheder vedrørende konkurrencen, dernæst, i bekræftende fald, om Paramounts tilsagn, der er gjort bindende, imødekommer disse betænkeligheder, og endelig om Paramount har afgivet tilsagn, der er mindre indgribende, og som imødekommer betænkelighederne lige så hensigtsmæssigt. Retten begik ligeledes en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 62-66 fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt den adfærd, der gav anledning til de nævnte betænkeligheder, opfylder de kumulative betingelser for anvendelse af artikel 101, stk. 3, TEUF, ikke er relevant på baggrund af selve karakteren af en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse, og at det følgelig ikke påhvilede Retten at udtale sig om de af Groupe Canal + fremførte argumenter om, at de relevante klausuler fremmer produktion og kulturel mangfoldighed.

40

Retten undlod at tage stilling til anbringendet om, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til den franske økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgik i, og tilsidesatte således sin begrundelsespligt. Retten gav ikke Groupe Canal + mulighed for at få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke godtog koncernens argumenter. Retten undlod således ved sin vurdering at afspejle forpligtelsen til at tage hensyn til den økonomiske og retlige kontekst, som de relevante klausuler indgik i. Retten tilsidesatte således Domstolens praksis, hvorefter det dels for at vurdere, om en aftale mellem virksomheder er tilstrækkelig skadelig til at kunne anses for at udgøre en »aftale med et konkurrencebegrænsende formål« som omhandlet i artikel 101 TEUF, bl.a. er nødvendigt at forholde sig til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår, ved at tage arten af de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om, samt hvorledes det eller de pågældende markeder er opbygget og reelt fungerer, i betragtning, dels påhviler Retten at kontrollere, om de påberåbte beviser udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.

41

Retten foretog ikke en grundig undersøgelse af den økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgik i, men bemærkede blot »kategorisk« i den appellerede doms præmis 40-42, at disse klausuler, der fører til en absolut territorial eksklusivitet, henset til deres indhold, formål samt retlige og økonomiske sammenhæng, har til hensigt at udelukke enhver grænseoverskridende konkurrence, hvilket efter Rettens opfattelse var tilstrækkeligt til at begrunde Kommissionens betænkeligheder.

42

Efter Den Franske Republiks opfattelse definerede Retten ikke de betænkeligheder vedrørende konkurrencen, som kunne begrunde vedtagelsen af en afgørelse i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, og den foretog ikke nogen efterprøvelse af, om de relevante klausuler var tilstrækkeligt skadelige til umiddelbart at kunne betragtes som klausuler med et konkurrencebegrænsende formål. I øvrigt er formålet om at fremme den kulturelle mangfoldighed uadskilleligt fra den økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgår i, og det kan derfor ikke udelukkes fra undersøgelsen af disse klausuler i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF.

43

Groupe Canal + har desuden anført, at Retten ved i den appellerede doms præmis 43-50 at henvise til dom af 4. oktober 2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631), for at fastslå, at de relevante klausuler kunne give anledning til betænkeligheder for Kommissionen som følge af deres konkurrencebegrænsende formål, begik en retlig fejl, eftersom den pågældende dom ikke vedrører filmsektoren. Retten så således bort fra den specifikke økonomiske og retlige sammenhæng i filmsektoren, selv om Domstolen i dom af 6. oktober 1982, Coditel m.fl. (262/81, EU:C:1982:334, præmis 15 og 16), fastslog, at det fremgår af særegenhederne ved filmindustrien og filmmarkedet inden for Unionen – navnlig forholdene vedrørende synkronisering, tekstning på fremmedsprog, udsendelse via TV og finansieringen af den europæiske filmproduktion – at en eneretslicens til fremførelsesretten ikke i sig selv kan hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen.

44

Kommissionen og BEUC har bestridt denne argumentation.

45

Hvad indledningsvis angår det af Groupe Canal + fremførte argument om, at Retten ikke gav nogen begrundelse for forkastelsen af koncernens argument om hensyntagen til den økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgik i, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke pålægger den at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til den begrundelse, som Retten støtter sig på, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af en appel (dom af 14.9.2016, Trafilerie Meridionali mod Kommissionen, C-519/15 P, EU:C:2016:682, præmis 41).

46

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 40 i det væsentlige identificerede Kommissionens betænkeligheder i relation til de relevante klausuler, idet den fastslog, at Kommissionen i 37.-44. betragtning til den omtvistede afgørelse fremførte, at de aftaler, der førte til en absolut territorial eksklusivitet, genoprettede opdelingerne af de nationale markeder og var i strid med traktatens formål om at skabe et indre marked, og at disse klausuler således skulle anses for at have til formål at begrænse konkurrencen, medmindre andre omstændigheder inden for den økonomiske og retlige sammenhæng gjorde det muligt at fastslå, at de ikke kan føre dertil.

47

I den appellerede doms præmis 41 sammenfattede Retten 46.-49. betragtning til den omtvistede afgørelse, hvoraf fremgår, at Kommissionen lagde til grund, at de relevante klausuler, henset til deres indhold, formål og den økonomiske og retlige sammenhæng, havde til hensigt at udelukke enhver grænseoverskridende konkurrence og at give en absolut områdebeskyttelse til Paramounts medkontraherende TV-virksomheder.

48

Selv om det er korrekt, at Retten umiddelbart efter den appellerede doms præmis 41 udtalte, at Kommissionens betragtninger var velbegrundede, forholder det sig ikke desto mindre således, at det fremgår af en omhyggelig gennemlæsning af samtlige præmisser i nævnte dom, at Retten i modsætning til, hvad Groupe Canal + har gjort gældende, ved at benytte denne fremgangsmåde ikke formulerede en »kategorisk« konklusion uden at foretage en grundig undersøgelse af argumenterne, men anførte resultatet af sin undersøgelse, inden den i den appellerede doms præmis 43-73 redegjorde for det ræsonnement, der førte den til dette resultat, herunder begrundelsen for, at de relevante klausuler efter Rettens opfattelse kunne give anledning til betænkeligheder hos Kommissionen på baggrund af artikel 101, stk. 1, TEUF.

49

Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 51-58, at Retten udtrykkeligt undersøgte argumenterne fra Groupe Canal +, Den Franske Republik, EFAD, UPC og C More Entertainment om lovligheden af de relevante klausuler i forhold til artikel 101, stk. 1, TEUF som følge af den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgik, men også disse parters argumenter om, at disse klausuler fremmer den kulturelle mangfoldighed uden at skade konkurrencen, som Retten undersøgte i dommens 59-72.

50

Som følge heraf skal det fastslås, at den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 40 og 73, gør det muligt for de berørte parter og navnlig for Groupe Canal + at få kendskab til den begrundelse, som Retten støttede sig på, og giver Domstolen adgang til de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af nærværende appel. Retten tilsidesatte derfor ikke sin begrundelsespligt, da den forkastede den af Groupe Canal + fremførte argumentation om den økonomiske og retlige sammenhæng, som de relevante klausuler indgik i.

51

For så vidt som Groupe Canal + har foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 43-50 henviste til dom af 4. oktober 2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631), for at fastslå, at de relevante klausuler kunne give anledning til betænkeligheder for Kommissionen som følge af deres konkurrencebegrænsende formål, skal det dernæst bemærkes, at selv om den sag, der gav anledning til denne dom, ganske vist ikke vedrørte filmsektoren, fremgår det ikke desto mindre af denne doms præmis 134, 141 og 142, at den pågældende sag drejede sig om en situation, der kommercielt og konkurrencemæssigt kan sammenlignes med den foreliggende sag, hvor eksklusive licensaftaler, der er indgået mellem en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder og TV- og radioselskaber, indeholdt supplerende forpligtelser med henblik på at sikre overholdelsen af de geografiske begrænsninger for udnyttelse af disse licenser, navnlig de sidstnævnte selskabers forpligtelse til at træffe foranstaltninger, som gør det umuligt at få adgang til beskyttede frembringelser uden for det område, som er dækket af den omhandlede licenskontrakt.

52

Endvidere foreligger der ikke nogen modstrid mellem den nævnte dom og dom af 6. oktober 1982, Coditel m.fl. (262/81, EU:C:1982:334), der vedrører filmsektoren. Langt fra at støtte det af Groupe Canal + fremførte argument om, at klausuler som de relevante klausuler kan betragtes som fuldt ud gyldige, for så vidt som de udgør hjørnestenen i filmfinansieringssystemet, angives det blot i præmis 15 og 16 i dom af 6. oktober 1982, Coditel m.fl. (262/81, EU:C:1982:334), som Groupe Canal + henviser til, at en eksklusiv licens til fremførelsesretten, der overdrages af indehaveren af ophavsretten til et filmværk, ikke i sig selv har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Desuden udtalte Domstolen udtrykkeligt i den pågældende doms præmis 17, at udøvelsen af ophavsretten til en film og den heraf følgende fremførelsesret kan fordreje konkurrencen på filmmarkedet.

53

I modsætning til den sag, der gav anledning til den nævnte dom, vedrørte den sag, der gav anledning til dom af 4. oktober 2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631), netop supplerende forpligtelser med henblik på at sikre overholdelsen af de geografiske begrænsninger for udnyttelse af licenser, der blev overdraget af indehaveren af en intellektuel ejendomsret.

54

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 46-50, idet den henviste til dom af 4. oktober 2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631), i det væsentlige fastslog, at det følger af Domstolens praksis, at klausuler i licensaftaler, der fastsætter gensidige forpligtelser, som har til formål at fjerne den grænseoverskridende udveksling af tjenester med audiovisuelt indhold, der er genstand for disse aftaler, og som således tildeler hver enkelt radio- og TV-virksomhed en absolut områdebeskyttelse, henset til såvel de formål, der herved tilsigtes opfyldt, som den økonomiske og retlige sammenhæng, som de indgår i, kan betragtes som aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, og at de relevante klausuler, i det omfang de indeholdt sådanne forpligtelser, med forbehold af en eventuel afgørelse, der efter en fuldstændig undersøgelse endeligt fastslår, om sidstnævnte bestemmelse er blevet tilsidesat eller ej, kunne give anledning til betænkeligheder for Kommissionen vedrørende konkurrencen i den foreliggende sag.

55

Endelig skal det af Groupe Canal + fremførte argument om, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 39 og 62-66 i det væsentlige fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt den adfærd, der havde givet anledning til betænkeligheder for Kommissionen vedrørende konkurrencen, opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 101, stk. 3, TEUF, ikke er relevant på baggrund af selve karakteren af en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, og at det følgelig ikke tilkom Retten i forbindelse med prøvelsen af lovligheden af en sådan afgørelse at udtale sig om argumenter om anvendelsen af denne bestemmelse i EUF-traktaten, ligeledes forkastes.

56

Således som Retten med rette anførte i den appellerede doms præmis 62, finder artikel 101, stk. 3, TEUF nemlig kun anvendelse, når der forinden er blevet fastslået en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, Slovenská sporiteľňa, C-68/12, EU:C:2013:71, præmis 30).

57

Da Kommissionen er fritaget fra forpligtelsen til at kvalificere og konstatere overtrædelsen, når den vedtager en afgørelse i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003 (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 40), kan den således ikke inden for rammerne af en sådan afgørelse være forpligtet til at foretage en endelig vurdering af, om en aftale, en vedtagelse eller en samordnet praksis opfylder betingelserne i artikel 101, stk. 3, TEUF.

58

Som Retten med rette påpegede i den appellerede doms præmis 62, består anvendelsen af artikel 101, stk. 3, TEUF desuden i at fastlægge de konkurrencefremmende virkninger, som affødes af den aftale, der er i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, og i at efterprøve, om disse konkurrencefremmende virkninger går forud for de konkurrencebegrænsende virkninger.

59

Det fremgår af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at de afgørelser, som Kommissionen vedtager på grundlag af denne bestemmelse, bygger på en foreløbig vurdering af den pågældende adfærds konkurrencebegrænsende karakter. For så vidt som en sådan afgørelse ikke indeholder en tilbundsgående og fuldstændig vurdering af alle denne adfærds konkurrencebegrænsende virkninger, er Kommissionen derfor ikke i stand til at sammenligne disse virkninger og de konkurrencefremmende virkninger, som er fremført for den – såfremt de må antages for godtgjort.

60

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 62 fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt den adfærd, der havde givet anledning til betænkeligheder for Kommissionen vedrørende konkurrencen, opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 101, stk. 3, TEUF, ikke er relevant på baggrund af selve karakteren af en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003.

61

Hvad angår den omstændighed, at Kommissionen i 50.-52. betragtning til den omtvistede afgørelse indledningsvis tog stilling til spørgsmålet om anvendelsen af artikel 101, stk. 3, TEUF i det foreliggende tilfælde, skal det bemærkes, at disse betragtninger var en del af redegørelsen for Kommissionens foreløbige vurdering af de relevante klausuler og ikke indeholdt nogen endelig vurdering af dette spørgsmål, men blot havde til formål at angive, at Kommissionen i denne vurdering havde taget hensyn til de argumenter, som Paramount allerede havde fremført vedrørende dette spørgsmål forud for klagepunktsmeddelelsen.

62

Under disse omstændigheder skal det tredje anbringendes første led forkastes som ugrundet.

63

Groupe Canal + har, støttet af EFADs, UPC og Den Franske Republik, gjort gældende, at Retten, da den i den appellerede doms præmis 57 og 69 fastslog, at en eventuel nedgang i Groupe Canal +’s indtægter fra kunder i Frankrig kan opvejes af den omstændighed, at Groupe Canal + fremover frit kan henvende sig til kunder i hele EØS og ikke kun i Frankrig, ikke tog hensyn til særegenhederne ved filmsektoren og undlod at vurdere alle de forhold, som den var forelagt. Det var åbenbart, at Retten ikke tog højde for rapporten med overskriften »The impact of cross-border to audiovisual content on EU consumers«, udarbejdet af firmaerne Oxera og O&O i maj 2016 og fremlagt af Groupe Canal +, hvoraf det fremgår, at territoriale enerettigheder er nødvendige for at finansiere den europæiske filmsektor, henset til de forskellige kulturelle holdninger i EU, at værdien af europæiske film varierer fra en medlemsstat til en anden eller fra et sprogområde til et andet, samt at produktionen på europæisk plan i sidste ende hovedsageligt finansieres af TV-virksomheder på grundlag af ordningen om absolut områdebeskyttelse. Nedgangen i indtægterne vil ikke kunne opvejes, eftersom Groupe Canal + ikke længere vil kunne fremhæve eneretten til at distribuere visse former for indhold, og fordi forbrugere i Frankrig hovedsageligt vil vælge at abonnere på udbydere, som udsender attraktivt indhold, der hovedsageligt er på engelsk. Omkostningen for en multiterritorielicens vil være meget højere end omkostningen for en national licens, hvilket vil gøre den førstnævnte licens utilgængelig for distributørerne. Omkostningen for erhvervelse af de nye abonnenter uden for distributionsselskabets traditionelle område vil føre til en markant reduktion af virksomhedens valgfrihed hvad angår produktion. Under alle omstændigheder bevirker de geografiske begrænsninger knyttet til de af Groupe Canal + indgåede licenser, at koncernen ikke frit kan henvende sig til kunder i hele EU.

64

Kommissionen og BEUC har bestridt denne argumentation.

65

Indledningsvis bemærkes, at i det omfang de argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af det tredje anbringendes andet led, har til formål at anfægte betragtningerne i den appellerede doms præmis 69, skal disse argumenter forkastes som irrelevante.

66

Det følger nemlig af anvendelsen i den appellerede doms præmis 67 af udtrykket »under alle omstændigheder« og i dommens præmis 72 af udtrykket »selv hvis det skulle antages, at Kommissionen var forpligtet til at foretage en undersøgelse af, om artikel 101, stk. 3, TEUF finder anvendelse«, at den vurdering, som Retten foretog i den nævnte doms præmis 67-72, blev foretaget for fuldstændighedens skyld, hvis det skulle antages, at Kommissionen var forpligtet til at undersøge, om artikel 101, stk. 3, TEUF fandt anvendelse.

67

Da Retten, således som det fremgår af undersøgelsen af det tredje appelanbringendes første led, med rette fastslog, at Kommissionen i forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, ikke var forpligtet til at vurdere, om betingelserne i artikel 101, stk. 3, TEUF var opfyldt, kan de klagepunkter, der er rettet mod den appellerede doms præmis 69, under alle omstændigheder ikke medføre en ophævelse af den appellerede dom, selv om de måtte være velbegrundede.

68

For så vidt som de argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af det tredje anbringendes andet led, vedrører betragtningerne i den appellerede doms præmis 57, skal det bemærkes, at i henhold til artikel 256 TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er en appel begrænset til retsspørgsmål. Retten er således enekompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder og bedømme disse faktiske omstændigheder. Det er kun i tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af de af Retten foretagne konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, eller ved en urigtig gengivelse af de beviser, som er lagt til grund for disse faktiske omstændigheder, at denne konstatering og vurdering af de nævnte beviser udgør retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret i forbindelse med appellen (kendelse af 19.12.2019, OPS Újpest mod Kommissionen, C-741/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1104, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

69

Disse argumenter fra Groupe Canal + rejser imidlertid alene tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorefter en eventuel nedgang i Groupe Canal +’s indtægter fra kunder i Frankrig kan opvejes af den omstændighed, at Groupe Canal + takket være gennemførelsen af de tilsagn, der blev gjort bindende i den omtvistede afgørelse, fremover frit kan henvende sig til kunder i hele EØS og ikke kun i Frankrig, uden at der er gjort en urigtig gengivelse af omfanget af disse tilsagn gældende.

70

De nævnte argumenter fra Groupe Canal + skal derfor afvises.

71

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje anbringendes andet led forkastes, idet det delvist er irrelevant, delvist ikke kan antages til realitetsbehandling.

72

Det følger heraf, at det tredje anbringende skal forkastes.

73

Groupe Canal + har bemærket, at Retten med henblik på i den appellerede doms præmis 72 at fastslå, at Kommissionens foreløbige vurdering – hvorefter det blev konkluderet, betingelserne i artikel 101, stk. 3, TEUF ikke var opfyldt – ikke var behæftet med fejl, fastslog i den appellerede doms præmis 67, at de relevante klausuler pålagde restriktioner, der går ud over, hvad der er nødvendigt for produktion og distribution af audiovisuelle værker, som nødvendiggør en beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, og i dommens præmis 70, at disse klausuler fjernede enhver konkurrence vedrørende de amerikanske film. Ingen af disse betragtninger blev imidlertid drøftet af parterne under sagen for Retten. Retten tilsidesatte derfor kontradiktionsprincippet.

74

Kommissionen har bestridt den af Groupe Canal + fremførte argumentation. Kommissionen og BEUC er af den opfattelse, at det andet anbringende under alle omstændigheder er irrelevant, eftersom det er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld i den appellerede dom. BEUC er principalt af den opfattelse, at dette anbringende skal afvises, idet det er åbenbart upræcist.

75

Det andet anbringende er rettet mod den appellerede doms præmis 67, 70 og 72, som vedrører spørgsmålet om anvendelsen af artikel 101, stk. 3, TEUF i den foreliggende sag.

76

I denne henseende skal det – uden at det er nødvendigt at undersøge, om dette anbringende, således som BEUC har gjort gældende, skal afvises – af de grunde, der er angivet i nærværende doms præmis 66 og 67, fastslås, at det nævnte anbringende er irrelevant.

77

Det følger heraf, at det andet anbringende skal forkastes.

78

Det fjerde anbringende består af to led, hvoraf det første vedrører Rettens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og manglende overholdelse af tredjemands rettigheder, da den fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til et efter et at analysere de berørte nationale markeder, og det andet led vedrører Rettens tilsidesættelse af punkt 128 i meddelelsen om bedste praksis og tredjeparters kontraktmæssige rettigheder, da den fastslog, at den omtvistede afgørelse ikke har indflydelse på Groupe Canal +’s mulighed for at anlægge et søgsmål ved en national ret med henblik på at sikre overholdelse af koncernens kontraktmæssige rettigheder.

79

Groupe Canal + har, støttet af UPC og Den Franske Republik, i det væsentlige anført, at Kommissionen ved at acceptere Paramounts tilsagn, som tager sigte på alle aftaler indgået med TV-virksomheder etableret i EØS, hvorimod Kommissionens foreløbige vurdering og dens konkurrencemæssige betænkeligheder alene angik de enerettigheder, som blev indrømmet Sky i Det Forenede Kongeriges område og Irlands område, ræsonnerede »ved ekstrapolation« ved at fritage sig for forpligtelsen til at undersøge de andre nationale markeder og derfor ikke tog højde for særegenhederne ved andre markeder, bl.a. det franske, som er kendetegnet ved, at audiovisuelle frembringelser finansieres af TV-virksomheder som Groupe Canal +. Ved i den appellerede doms præmis 118 at tiltræde Kommissionens tilgang tilsidesatte Retten proportionalitetsprincippet og tredjeparters rettigheder i strid med dom af 29. juni 2010, Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 41).

80

Kommissionen har, støttet af BEUC, bestridt denne argumentation.

81

Det er i det foreliggende tilfælde godtgjort, at Kommissionens foreløbige vurdering kun vedrørte visse klausuler i de licensaftaler, som Paramount havde indgået med Sky, hvorved Paramount tildelte Sky eksklusivlicenser for Det Forenede Kongeriges område og Irlands område. Det fremgår således af den appellerede doms præmis 3, at Kommissionen havde fokuseret dens undersøgelse på to sammenhængende klausuler i disse aftaler. Den første havde til formål at forbyde Sky – eller at begrænse dette selskabs mulighed for – at imødekomme uopfordrede anmodninger om køb af TV-distributionstjenester fra forbrugere bosiddende i EØS, men uden for Det Forenede Kongerige og Irland. Den anden klausul pålagde Paramount inden for rammerne af de aftaler, selskabet indgik med TV-virksomheder etableret i EØS, men uden for Det Forenede Kongerige, at forbyde disse sidstnævnte eller at begrænse disses mulighed for at imødekomme uopfordrede anmodninger om køb af TV-distributionstjenester fra forbrugere bosiddende i Det Forenede Kongerige eller Irland.

82

Det fremgår endvidere navnlig af den appellerede doms præmis 8-10, at de tilsagn fra Paramount, der blev gjort bindende ved den omtvistede afgørelse, ligeledes vedrørte lignende klausuler i de licensaftaler, som Paramount havde indgået eller kunne indgå med andre TV-virksomheder etableret i EØS.

83

Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 40 og 41, at Kommissionens betænkeligheder i relation til de relevante klausuler vedrørte det forhold, at disse klausuler førte til en absolut territorial eksklusivitet, der således genoprettede opdelingerne af de nationale markeder og var i strid med traktatens formål om at skabe et indre marked.

84

Således som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 46, kan en aftale, der går ud på at genoprette opdelingen i nationale markeder, i henhold til Domstolens praksis være til hinder for opfyldelsen af traktatens formål, som er at integrere disse markeder gennem indførelsen af et indre marked. Aftaler, der har til formål at opdele markeder efter nationale grænser, eller som yderligere besværliggør integrationen af de nationale markeder, kan følgelig, henset til såvel de formål, der herved tilsigtes opfyldt, som den økonomiske og retlige sammenhæng, som de indgår i, betragtes som aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

85

Sådanne aftaler kan nemlig bringe det indre markeds funktion i fare, hvorved et af Unionens hovedformål modarbejdes – uafhængigt af situationen på de nationale markeder.

86

Retten fastslog således med rette i den appellerede doms præmis 118, at de relevante klausuler – for så vidt som de havde til formål at opdele de nationale markeder i hele EØS, uden at den økonomiske og retlige sammenhæng gør det muligt at konstatere, at de ikke kan skade konkurrencen – i forbindelse med anvendelsen af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 med rette kunne give anledning til betænkeligheder hos Kommissionen vedrørende konkurrencen for hele dette geografiske område, selv om Kommissionen ikke et efter et analyserede de berørte nationale markeder.

87

Det følger heraf, at det fjerde anbringendes første led skal forkastes som ugrundet.

88

Groupe Canal + har gjort gældende, at Retten tilsidesatte det princip, der følger af artikel 9 i forordning nr. 1/2003, punkt 128 i meddelelsen om bedste praksis og fodnote 76 heri, ifølge hvilken en afgørelse, der træffes på grundlag af denne artikel 9, ikke kan have til formål eller følge at gøre tilsagn bindende for udbydere, der ikke har afgivet eller tilsluttet sig sådanne tilsagn, da den i den appellerede doms præmis 104 fastslog, at den omtvistede afgørelse ikke har indflydelse på Groupe Canal +’s aftalefrihed, fordi koncernen kan anlægge et søgsmål ved en national ret med henblik på at få fastslået, at de relevante klausuler er forenelige med artikel 101, stk. 1, TEUF, og i forhold til Paramount at drage de konsekvenser, der er foreskrevet i national lovgivning.

89

Ved i den appellerede doms præmis 103 at bemærke, at det påhviler Kommissionen at genåbne undersøgelsen, såfremt den nationale domstol pålægger Paramount at tilsidesætte sit tilsagn, anerkendte Retten endvidere udtrykkeligt, at gennemførelsen af disse tilsagn beror på Groupe Canal+ uden at drage alle de retlige konsekvenser af denne konklusion.

90

Groupe Canal + har, støttet af Den Franske Republik, i det væsentlige gjort gældende, at Retten groft tilsidesatte tredjeparters rettigheder – i den foreliggende sag Groupe Canal +’s rettigheder – da den i den appellerede doms præmis 100 fastslog, at den omtvistede afgørelse højst kan berøre den nationale rets bedømmelse i det omfang, at afgørelsen indeholder en foreløbig vurdering. I kraft af denne afgørelse fratages Groupe Canal + nemlig helt sin aftalefrihed, fordi koncernen reelt ikke vil kunne opnå en national retsafgørelse, hvormed Kommissionens standpunkt forkastes, og de relevante klausulers gyldighed anerkendes. Det fremgår i denne forbindelse af dom af 23. november 2017, Gasorba m.fl. (C-547/16, EU:C:2017:891, præmis 28 og 29), at nationale domstole ikke kan se bort fra afgørelser, der træffes på grundlag af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, og at de skal tage hensyn til Kommissionens foreløbige vurderinger og anse dem for en vigtig indikation, eller sågar for et indledende bevis for, at den pågældende aftale er konkurrencebegrænsende. Disse retsinstansers frihed bevares kun, såfremt de beslutter at fortsætte deres efterforskning af, om de pågældende aftaler er i overensstemmelse med konkurrenceretten.

91

Den Franske Republik har tilføjet, at den indflydelse, som en afgørelse, der træffes på grundlag af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, har på den nationale rets bedømmelse, forstærkes af de tilsagn, som i den pågældende sektor forhandles med andre virksomheder, selv om efterfølgende tilsagn kan komme til at udgøre en standard, som den nationale ret vanskeligt kan fravige. Den omstændighed, at Kommissionen – såfremt den nationale ret i den konkrete situation finder, at den omhandlede aftale ikke overtræder artikel 101, stk. 1, TEUF – nødvendigvis genåbner en undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 9, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1/2003, kan endvidere afholde den nationale ret fra at tage afstand fra Kommissionens foreløbige vurdering.

92

Kommissionen er, støttet af BEUC, i det væsentlige af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 83-108 med rette fastslog, at gennemførelsen af Paramounts tilsagn ikke beror på tredjeparter, herunder Groupe Canal +. Ved at afgive disse tilsagn udøvede Paramount derimod sin aftalefrihed om ikke at være bundet af bestemte aftaleklausuler eller om ikke længere at være bundet af disse klausuler, og denne beslutning beror ikke på tredjeparter. Endvidere påvirker Kommissionens accept af disse tilsagn ikke muligheden for Groupe Canal + for at indbringe sagen for en national retsinstans med henblik på at håndhæve sine rettigheder inden for rammerne af koncernens aftaleforhold med Paramount. Hvis den nationale ret finder, at de relevante klausuler ikke overtræder artikel 101, stk. 1, TEUF eller opfylder betingelserne i denne artikels stk. 3, påhviler det denne ret at vurdere, om resultatet af den procedure, der har fundet sted for denne ret, kan føre til, at Paramount overtræder sine tilsagn, der er gjort bindende i henhold til den omtvistede afgørelse. For at undgå, at resultatet af denne procedure fører til, at Paramount overtræder de nævnte tilsagn, kan den nationale ret nægte at anordne opfyldelse af de relevante klausuler, og samtidigt i henhold til de relevante nationale bestemmelser pålægge Paramount at opfylde dem i form af tilsvarende erstatning for skade. Retten tog højde for denne løsning i den appellerede doms præmis 103.

93

Endvidere fandt Retten i den appellerede doms præmis 102 med rette, at Groupe Canal + ville kunne opnå en national retsafgørelse, hvormed Kommissionens standpunkt forkastes og de relevante klausulers gyldighed anerkendes. Det fremgår af præmis 29 i dom af 23. november 2017, Gasorb m.fl. (C-547/16, EU:C:2017:891), at nationale domstole blot skal tage hensyn til Kommissionens foreløbige vurdering, som er udtrykt i den omtvistede afgørelse, og anse Kommissionens vurdering for en vigtig indikation, eller sågar for et indledende bevis for, at de relevante klausuler er konkurrencebegrænsende.

94

I forbindelse med undersøgelsen af det tredje anbringendes andet led, der blev fremsat i første instans, om påvirkningen af de kontraktmæssige rettigheder hos tredjeparter, såsom Groupe Canal +, i strid med proportionalitetsprincippet, fastslog Retten i det væsentlige, i den appellerede doms præmis 89 og 90, at en afgørelse, der træffes på grundlag af artikel 9 i forordning nr. 1/2003, kun er bindende for de virksomheder, der har afgivet et »tilsagn« i denne bestemmelses forstand, og ikke kan have til formål eller følge at gøre et sådant tilsagn bindende for udbydere, som ikke har afgivet det eller tilsluttet sig det.

95

I den appellerede doms præmis 91 og 92 fastslog Retten bl.a., at såfremt tilsagnet består i at undlade at anvende en klausul i en kontrakt, der tildeler rettigheder til en tredjepart, og Kommissionen er tildelt beføjelse til at gøre tilsagnet bindende i forhold til en tredjepart, såsom Groupe Canal +, uden at denne tredjepart har afgivet dette tilsagn, og ikke har været omfattet af den sag, som Kommissionen indledte, vil dette udgøre et indgreb i den pågældende udbyders aftalefrihed, som går ud over bestemmelserne i artikel 9 i forordning nr. 1/2003.

96

Retten undersøgte dernæst spørgsmålet, om den omtvistede afgørelse, henset til dens ordlyd og den retlige sammenhæng, den blev vedtaget i, havde til formål eller til følge, at det tilsagn, der blev afgivet af Paramount, i strid med den nævnte artikel 9 ville fremstå som et tilsagn, som Groupe Canal + havde afgivet. I denne henseende anførte Retten for det første i den appellerede doms præmis 94, at det ikke fremgår af denne afgørelse, at den pålægger Paramounts medkontrahenter, såsom Groupe Canal +, nogen forpligtelse.

97

For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 95 dels, at den omstændighed, at Paramount forpligter sig til generelt ikke at foretage retslige skridt for at sikre overholdelse af TV-virksomhedernes forpligtelse til ikke at foretage passivt salg uden for deres eksklusive område som fastsat i punkt 2.2, litra a), i bilaget til den omtvistede afgørelse, automatisk indebærer, at Paramount ikke opfylder sin forpligtelse til at forbyde sådanne salg som foreskrevet i samme bilags punkt 2.2., litra b), dels at dette tilsagn for sin del automatisk indebærer, at den kontraktmæssige ret, som Paramounts medkontraherende TV-virksomheder har i forhold til førstnævnte selskab, og som består i, at selskabet over for hver enkelt af TV-virksomhederne skal sikre en absolut territorial eksklusivitet for så vidt angår genstanden for hver enkelt licensaftale vedrørende produktion af betalings-TV, bringes i fare.

98

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 96, at det spørgsmål, der rejses i en sådan sammenhæng, er, om dette resultat følger af selve den omtvistede afgørelse, i hvilket tilfælde der er tale om en uigenkaldelig virkning i forhold til en tredjepart, som hverken har afgivet det tilsagn, der er blevet gjort bindende, eller tilsluttet sig det, eller om Paramounts erklæring om ikke længere at opfylde de relevante klausuler i det væsentlige er en handling, som selskabet foretager for egen risiko, og som på ingen måde berører selskabets medkontrahenters mulighed for at anlægge sag ved en national ret med henblik på at håndhæve de pågældende klausuler.

99

Retten fandt navnlig i den appellerede doms præmis 100 og 102, at en national ret inden for rammerne af en sag anlagt af en virksomhed med henblik på at sikre overholdelse af dens kontraktmæssige rettigheder, som er krænket af tilsagn, som Kommissionen har gjort bindende i henhold til en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, kan nå til et resultat, der helt eller delvis afviger fra Kommissionens foreløbige konkurrenceretlige vurdering i denne afgørelse, og fastslå, at de klausuler, der er genstand for tilsagnene, ikke er i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF.

100

I den appellerede doms præmis 103 fastslog Retten endvidere i det væsentlige, at de nationale domstole havde beføjelse til at træffe en afgørelse, der kan føre til, at Paramount overtræder de tilsagn, der er gjort bindende i henhold til den omtvistede afgørelse.

101

I den appellerede doms præmis 104 udledte Retten af disse betragtninger, at den omtvistede afgørelse ikke berørte muligheden for Groupe Canal + for at anlægge et søgsmål ved en national ret med henblik på at få fastslået, at de relevante klausuler er forenelige med artikel 101, stk. 1, TEUF, og i forhold til Paramount at drage de konsekvenser, der er foreskrevet i national lovgivning.

102

Retten konkluderede i den nævnte doms præmis 106, at Kommissionen ved vedtagelsen af den omtvistede afgørelse havde handlet inden for grænserne for de beføjelser, den er blevet tildelt ved artikel 9 i forordning nr. 1/2003, og tilgodeså forordningens formål, som er inspireret af procesøkonomiske hensyn og effektivitetshensyn, uden at gribe ind i Groupe Canal +’s kontraktmæssige eller proceduremæssige rettigheder på en måde, der gik ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

103

Groupe Canal + har i det væsentlige foreholdt Retten, at den tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at minimere betydningen af virkningerne af de pågældende tilsagn, som blev påtaget af Paramount og gjort bindende ved den omtvistede afgørelse, på Groupe Canal + ’s kontraktmæssige rettigheder, idet Groupe Canal + har gjort gældende, at Retten lagde en urigtig forudsætning til grund med hensyn til den effektive virkning i denne sammenhæng af et søgsmål, der er anlagt ved en national domstol på grundlag af sådanne rettigheder.

104

Det skal i denne henseende bemærkes, at proportionalitetsprincippet ifølge fast retspraksis kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål (dom af 11.12.2018, Weiss m.fl., C-493/17, EU:C:2018:1000, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

105

Kommissionens gennemførelse af proportionalitetsprincippet inden for rammerne af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 er begrænset til en kontrol af, at de pågældende tilsagn imødekommer de betænkeligheder, som den har underrettet de pågældende virksomheder om, og at disse ikke har foreslået mindre indgribende tilsagn, som imødekommer disse betænkeligheder lige så hensigtsmæssigt. Kommissionen skal imidlertid ved udøvelsen af denne kontrol tage hensyn til tredjemands interesser (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 41).

106

Således som generaladvokaten har anført i punkt 123 i forslaget til afgørelse, kræver proportionalitetsprincippet, når Kommissionen ikke kontrollerer tilsagnene ud fra, om de er egnede til at imødekomme dens konkurrencemæssige betænkeligheder, men på grundlag af deres indvirkning på tredjemands interesser, således at de rettigheder, som tredjemand er indehavere af, ikke gøres indholdsløse.

107

I denne sammenhæng var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 91 og 92 i det væsentlige fastslog, at den omstændighed, at Kommissionen gør et tilsagn fra en udbyder obligatorisk, hvilket tilsagn består i ikke at anvende visse aftaleklausuler over for udbyderens medkontrahent, såsom Groupe Canal +, som ikke har afgivet tilsagnet eller været omfattet af sagen i forbindelse hermed, og selv om der ikke er fremlagt nogen dokumentation for dennes samtykke til tilsagnet i overensstemmelse med punkt 128 i meddelelsen om bedste praksis, udgør et indgreb i den pågældende udbyders aftalefrihed, som går ud over bestemmelserne i artikel 9 i forordning nr. 1/2003. Efter dernæst i den appellerede doms præmis 94 at have bemærket, at det ikke fremgår af den omtvistede afgørelse, som blev vedtaget på grundlag af den nævnte artikel 9, at den direkte pålægger Groupe Canal + nogen som helst forpligtelse, bemærkede Retten imidlertid i dommens præmis 95, ligeledes med rette, at Paramounts tilsagn, der blev gjort bindende ved denne afgørelse, automatisk indebærer, at Paramount ikke opfylder visse af sine kontraktmæssige forpligtelser over for Groupe Canal + inden for rammerne af deres licensaftale, der trådte i kraft den 1. januar 2014.

108

Som det fremgår af 13. betragtning til forordning nr. 1/2003, anfægter de afgørelser, som Kommissionen vedtager i henhold til denne forordnings artikel 9, ganske vist ikke medlemsstaternes domstoles kompetence til at konstatere en krænkelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF og træffe afgørelse i den pågældende sag. En afgørelse om tilsagn, der er vedtaget af Kommissionen vedrørende visse aftaler mellem virksomheder i henhold til denne forordnings artikel 9, stk. 1, er således ikke til hinder for, at de nationale domstole kan foretage en undersøgelse af, om de pågældende aftaler er i overensstemmelse med konkurrencereglerne, og i givet fald kan fastslå, at aftalerne er ugyldige i henhold til artikel 101, stk. 2, TEUF (dom af 23.11.2017, Gasorba m.fl., C-547/16, EU:C:2017:891, præmis 30).

109

Det følger imidlertid af ordlyden af artikel 16, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1/2003, at når de nationale domstole i henhold til artikel 101 TEUF eller 102 TEUF træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsafgørelse, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den afgørelse, som Kommissionen har truffet.

110

En afgørelse truffet af en national retsinstans, der pålægger en virksomhed, som har vedtaget tilsagn, der er gjort bindende i henhold til en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at overtræde disse tilsagn, er imidlertid åbenbart i strid med denne afgørelse.

111

Det følger heraf, at Retten tilsidesatte artikel 16, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1/2003, da den i den appellerede doms præmis 103 i det væsentlige fastslog, at de nationale domstole, for hvilke der er indbragt en sag med henblik på at sikre overholdelse af Groupe Canal +’s kontraktmæssige rettigheder, i givet fald kan pålægge Paramount at tilsidesætte de tilsagn, der blev gjort bindende ved den omtvistede afgørelse.

112

I overensstemmelse med Domstolens praksis (dom af 14.12.2000, Masterfoods og HB, C-344/98, EU:C:2000:689, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis), der nu er kodificeret i artikel 16, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 1/2003, kræver en ensartet anvendelse af konkurrencereglerne og retssikkerhedsprincippet i øvrigt, at de nationale retter, når de træffer afgørelse vedrørende aftaler eller praksis, som fortsat kan gøres til genstand for en kommissionsafgørelse, skal undgå at træffe afgørelser, der er i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe vedrørende anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 102 TEUF samt artikel 101, stk. 3, TEUF.

113

Eftersom afgørelser i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, således som det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, træffes, »[n]år Kommissionen agter at vedtage en [afgørelse], hvorefter en overtrædelse kræves bragt til ophør«, følger det imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, at nationale retter, når der foreligger en afgørelse i henhold til den nævnte bestemmelse, ikke i forhold til den omhandlede adfærd kan træffe »negative« afgørelser om, at der ikke foreligger tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF i de tilfælde, hvor Kommissionen fortsat kan genåbne proceduren i henhold til denne forordnings artikel 9, stk. 2, og i givet fald vedtage en afgørelse, der indeholder en formel konstatering om overtrædelsen.

114

Retten begik derfor ligeledes en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 100, 102 og 104 i det væsentlige fastslog, at en national ret i givet fald kan fastslå, at klausuler, såsom de relevante klausuler, ikke er i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, og give en virksomhed medhold i en sag anlagt med henblik på at sikre overholdelse af dens kontraktmæssige rettigheder, som er blevet krænket af tilsagn, som Kommissionen har gjort bindende, eller for at opnå erstatning.

115

Det følger heraf, at en indgriben fra den nationale domstol ikke på tilstrækkelig og effektiv vis kan afhjælpe en manglende kontrol på tidspunktet for vedtagelsen af en afgørelse, der træffes på grundlag af artikel 9 i forordning nr. 1/2003, af foranstaltningens forholdsmæssighed under hensyn til beskyttelsen af tredjeparters kontraktmæssige rettigheder.

116

Det skal under disse omstændigheder fastslås, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 96-106 i det væsentlige fandt, at muligheden for, at Paramounts medkontrahenter, herunder Groupe Canal +, anlægger sag ved en national ret, kan afhjælpe de i den appellerede doms præmis 95 fastslåede virkninger af Paramounts tilsagn, der blev gjort bindende ved den omtvistede afgørelse, på disse medkontrahenters kontraktmæssige rettigheder.

117

Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 101, bemærkede Domstolen ganske vist i dom af 29. juni 2010, Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 49), i forbindelse med en undersøgelsesprocedure vedrørende to virksomheder, som havde indgået en aftale, hvis ikrafttræden var betinget af Kommissionens udstedelse af en negativattest eller en fritagelse, at den omstændighed, at Kommissionen gør de af en virksomhed foreslåede tilsagn bindende, ikke indebærer, at andre virksomheder ikke vil have mulighed for at beskytte deres eventuelle rettigheder i deres forhold til denne virksomhed. Henset til de begrænsninger, der påvirker de nationale retters kompetence, og som fremgår af nærværende doms præmis 109, 110, 112 og 113, skal det imidlertid fastslås, at de kontraktmæssige rettigheder for en tredjemand, såsom Groupe Canal +, ikke kan beskyttes i tilstrækkeligt omfang inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt ved en sådan ret, under omstændigheder, hvor Kommissionen gør en forpligtelse bindende, i henhold til hvilken tredjemandens medkontrahent skal undlade at anvende visse af sine forpligtelser over for medkontrahenten, som frivilligt er påtaget i henhold til en ubetinget aftale, der allerede er gældende, og dette selv om den nævnte tredjemand ikke var omfattet af den sag, som Kommissionen indledte.

118

Det følger heraf, at det fjerde anbringendes andet led skal tages til følge.

119

Det følger af det foregående, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl for så vidt angår Rettens vurdering af, om den omtvistede afgørelse er forholdsmæssig hvad angår indgrebet i tredjemands interesser.

120

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal den appellerede dom ophæves.

121

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

122

Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

123

Med det tredje anbringendes andet led, der blev fremført i første instans, har Groupe Canal + i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen, da den ved den omtvistede afgørelse gjorde Paramounts tilsagn bindende, har grebet uforholdsmæssigt ind i tredjeparters kontraktmæssige rettigheder, såsom Groupe Canal +, og således har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

124

Som det i denne forbindelse fremgår af nærværende doms præmis 107, gælder det, at såfremt tilsagnet består i at undlade at anvende en klausul i en kontrakt, der tildeler rettigheder til en tredjepart, og Kommissionen er tildelt beføjelse til at gøre tilsagnet bindende i forhold til en tredjepart, som ikke har afgivet det, og ikke har været omfattet af den sag, som Kommissionen indledte, vil dette udgøre et indgreb i den pågældende udbyders aftalefrihed, som går ud over bestemmelserne i artikel 9 i forordning nr. 1/2003.

125

Selv om det fremgår af sagsakterne, at den omtvistede afgørelse ikke pålægger Paramounts medkontraherende TV-virksomheder forpligtelser, forholder det sig ikke desto mindre således, som Domstolen i det væsentlige har fastslået i nærværende doms præmis 107, at Paramounts tilsagn, der blev gjort bindende ved den omtvistede afgørelse, automatisk indebærer, at den kontraktmæssige ret, som disse TV-virksomheder, herunder Groupe Canal +, har i forhold til Paramount, og som består i, at sidstnævnte over for hver enkelt af TV-virksomhederne skal sikre en absolut territorial eksklusivitet for så vidt angår genstanden for hver enkelt licensaftale vedrørende produktion af betalings-TV, bringes i fare. I medfør af denne afgørelse er Paramount nemlig navnlig forpligtet til ikke at opfylde visse forpligtelser, der har til formål at sikre denne eneret, der følger af selskabets kontrakter med de nævnte TV-virksomheder – navnlig de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3 og 12 i selskabets licensaftale med Groupe Canal +, der trådte i kraft den 1. januar 2014.

126

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 125 i forslaget til afgørelse, kan sådanne forpligtelser imidlertid udgøre et grundlæggende element i den af de samme TV-virksomheder og Paramount ved udøvelsen af deres respektive aftalefrihed fastsatte økonomiske balance.

127

Under disse betingelser gælder, som det følger af undersøgelsen af det fjerde appelanbringendes andet led og særligt af nærværende doms præmis 108-117, at muligheden for, at Paramounts medkontrahenter, herunder Groupe Canal +, anlægger sag ved en national ret, ikke i tilstrækkeligt omfang kan afhjælpe disse virkninger af den omtvistede afgørelse på de nævnte medkontrahenters kontraktmæssige rettigheder. Det følger heraf, at Kommissionen, da den ved den pågældende afgørelse gjorde Paramounts tilsagn bindende, i strid med det i nærværende doms præmis 106 fastsatte krav fratog tredjeparters kontraktmæssige rettigheder, herunder Groupe Canal +’s kontraktmæssige rettigheder, deres indhold, og den tilsidesatte således proportionalitetsprincippet.

128

Følgelig skal det tredje anbringendes andet led, der blev gjort gældende i første instans, tages til følge, og derfor annulleres den omtvistede afgørelse, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter og anbringender, der blev fremført i første instans.

129

Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne.

130

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme procesreglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

131

Da Groupe Canal +, EFADs, UPC og C More Entertainment AB har nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at betale sagsomkostningerne, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges Kommissionen at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Groupe Canal +, EFADs og UPC har afholdt, både i forbindelse med appelsagen og i forbindelse med sagen i første instans samt de omkostninger, der er afholdt af C More Entertainment i forbindelse med sagen i første instans.

132

Da Den Franske Republik ikke har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges Den Franske Republik at bære sine egne omkostninger.

133

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 140, stk. 3, som i henhold til reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bærer BEUC som intervenient under sagen ved Retten sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):