1

Credito Fondiario SpA har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 19. november 2018, Credito Fondiario mod SRB (T-661/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:806, herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten forkastede selskabets søgsmål med påstand dels om annullation af den af Den Fælles Afviklingsinstans (herefter »SRB« eller »Afviklingsinstansen«) på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »SRF« eller »Afviklingsfonden«) (SRB/ES/SRF/2016/06) (herefter »den første omtvistede afgørelse«) og den af SRB på sit eksekutivmøde af 20. maj 2016 trufne afgørelse om justering af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond, der supplerer den første omtvistede afgørelse (SRB/ES/SRF/2016/13) (herefter »den anden omtvistede afgørelse«, og sammen med den første omtvistede afgørelse, »de omtvistede afgørelser«), for så vidt som de vedrørte selskabet, dels om, at det blev fastslået, at artikel 5, stk. 1, litra f), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til de nationale finansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44) samt bilag I dertil, eller efter omstændighederne hele denne delegerede forordning, var ulovlig.

2

Artikel 54, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1) bestemmer:

»Afviklingsinstansen har på et eksekutivmøde til opgave:

3

Artikel 70 i forordning nr. 806/2014 med overskriften »Ex ante-bidrag« bestemmer i stk. 2:

»Hvert år beregner Afviklingsinstansen efter høring af ECB eller den kompetente nationale myndighed og i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder de individuelle bidrag for at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af målniveauet.

Hvert år beregnes de enkelte institutters bidrag på grundlag af:

Forholdet mellem det faste bidrag og det risikoafpassede bidrag skal tage hensyn til en afbalanceret fordeling af bidragene på tværs af forskellige banktyper.

Under alle omstændigheder må de samlede individuelle bidrag, som beregnet i henhold til litra a) og b), fra alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, årligt ikke overstige 12,5% af målniveauet.«

4

Artikel 5 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af forordning nr. 806/2014 (EUT 2015, L 15, s. 1) bestemmer:

»1.   Afviklingsinstansen meddeler de relevante nationale afviklingsmyndigheder sine beslutninger vedrørende beregningen af de årlige bidrag for institutter, der er meddelt tilladelse på deres respektive områder.

2.   Efter at have modtaget den i stk. 1 omhandlede meddelelse underretter den nationale afviklingsmyndighed hvert institut, der er meddelt tilladelse i dens medlemsstat, om Afviklingsinstansens beslutning vedrørende beregningen af det årlige bidrag, som det pågældende institut skal betale.«

5

Artikel 5, stk. 1, i den delegerede forordning 2015/63 bestemmer:

»De bidrag, der er omhandlet i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, beregnes eksklusive følgende passiver:

[…]

6

Tvistens baggrund, der er gengivet i den appellerede kendelses præmis 1-10, kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

7

Ved den første omtvistede afgørelse godkendte Afviklingsinstansen på dens eksekutivmøde den 15. april 2016 ex ante-bidragene for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond. Denne afgørelse blev meddelt de nationale afviklingsmyndigheder (herefter »NAM«), som havde til opgave at opkræve de individuelle bidrag hos de berørte banker på deres respektive områder.

8

I denne sammenhæng meddelte Banca d’Italia (Italiens nationalbank) i sin egenskab af den italienske nationale afviklingsmyndighed ved meddelelse nr. 585762/16 af 3. maj 2016, modtaget samme dag, appellanten, at Afviklingsinstansen havde fastsat appellantens ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond og angav dette beløb.

9

Ved den anden omtvistede afgørelse foretog Afviklingsinstansen på dens eksekutivmøde den 20. maj 2016 en justering af ex ante-bidragene for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond og forhøjede appellantens bidrag.

10

Denne anden afgørelse blev ligeledes meddelt NAM og ved meddelelse nr. 709489/16 af 27. maj 2016, modtaget den 30. maj 2016, meddelte Banca d’Italia appellanten, at denne skulle betale et beløb svarende til den forhøjelse, der således var blevet vedtaget.

11

Appellanten anmodede Banca d’Italia om en redegørelse for fremgangsmåden ved beregningen og en begrundelse for størrelsen af dens bidrag.

12

Den 15. juni 2016 meddelte appellanten Banca d’Italia og Den Fælles Afviklingsfond, at appellanten havde anlagt sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) med påstand om annullation af meddelelse nr. 585762/16 og nr. 709489/16 fra Banca d’Italia, efter indrømmelse af foreløbige forholdsregler. I forbindelse med denne sag vedlagde Banca d’Italia de omtvistede afgørelser som bilag til dens svarskrift, der blev indgivet den 8. juli 2016.

13

Ved kendelse af 14. juli 2016 forkastede Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) appellantens anmodning om foreløbige forholdsregler.

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 2016 anlagde appellanten det søgsmål, der henvises til i denne doms præmis 1.

15

Til støtte for dette søgsmål påberåbte appellanten sig syv anbringender vedrørende for det første manglende meddelelse af de omtvistede afgørelser, for det andet manglende begrundelse af disse afgørelser og en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, for det tredje en urigtig anvendelse af artikel 5, stk. 1, litra f), i den delegerede forordning 2015/63, for det fjerde en tilsidesættelse af denne delegerede forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 6, for det femte en tilsidesættelse af artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for det sjette en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet og for det syvende en tilsidesættelse af artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder.

16

Ved den appellerede kendelse, som blev afsagt på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement, afviste Retten søgsmålet uden at træffe afgørelse vedrørende de anbringender, appellanten havde fremført, da det var åbenbart, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, og pålagde appellanten at betale sagsomkostningerne.

17

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

18

Den Fælles Afviklingsinstans har nedlagt følgende påstande:

19

Den Italienske Republik har nedlagt påstand om, at appellen tages til følge, og at den appellerede kendelse ophæves.

20

Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

21

Appellanten har fremført fem anbringender til støtte for appellen. Det første anbringende vedrører en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder vedrørende den dato, hvor appellanten fik kendskab til de omtvistede afgørelser, og en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder vedrørende vurderingen af den urimelige karakter af den frist, inden for hvilken appellanten har handlet. Det andet anbringende vedrører en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af retspraksis vedrørende den rimelige frist, inden for hvilken den berørte part i mangel på offentliggørelse eller meddelelse af den retsakt, der søges anfægtet, skal anmode om at få denne meddelt. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 126 i Rettens procesreglement og af appellantens ret til forsvar. Det fjerde anbringende vedrører en retlig fejl ved bedømmelsen af søgsmålet på grundlag af artikel 277 TEUF. Endelig vedrører det femte anbringende, som er fremført subsidiært i tilfælde af, at Domstolen forkaster appellen, en ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som Retten deri tilpligtede appellanten at betale sine egne sagsomkostninger tillige med Den Fælles Afviklingsfonds sagsomkostninger.

22

Appellanten har, støttet af Den Italienske Republik, med det første og det andet anbringende, som behandles samlet, gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af retspraksis vedrørende den rimelige frist, inden for hvilken den berørte part i mangel på offentliggørelse eller meddelelse af den retsakt, der søges anfægtet, skal anmode om at få denne meddelt, samt to fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder.

23

For det første begik Retten en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder med hensyn til den dato, hvor appellanten fik kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser, idet den lagde urigtige elementer til grund. Derudover er den appellerede kendelse utilstrækkeligt begrundet, idet Retten ikke angav, hvorfor det nære samarbejde mellem Den Fælles Afviklingsinstans og de nationale afviklingsmyndigheder var uden relevans i denne henseende.

24

For det andet er den retspraksis, som Retten henviste til vedrørende den rimelige frist, inden for hvilken den berørte part, når den retsakt, der søges anfægtet, ikke er blevet offentliggjort eller meddelt, skal anmode om meddelelse deraf, ikke relevant, og Retten begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at appellanten ikke havde handlet inden for en rimelig frist og anmodet om meddelelse af de omtvistede afgørelser.

25

Afviklingsinstansen har gjort formalitetsindsigelser gældende i forhold til det første og det andet anbringende med den begrundelse, at appellanten har fremført de samme argumenter til støtte for disse anbringender og har anfægtet Rettens konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder uden at påberåbe sig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne.

26

Afviklingsinstansen har gjort gældende, at disse anbringender under alle omstændigheder er ugrundede. Ud over at Retten ikke begik en fejl, da den vurderede, at appellanten havde kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser via Banca d’Italias meddelelse nr. 585762/16 og nr. 709489/16, er den appellerede kendelse således i denne henseende tilstrækkeligt begrundet, og appellanten har ikke gjort gældende, at den har anmodet om meddelelse af disse afgørelser, eller at den har foretaget konkrete tiltag med denne virkning.

27

I øvrigt gengav Retten retspraksis vedrørende den rimelige tidsfrist, inden for hvilken den berørte part skal anmode om meddelelse af den retsakt, der søges anfægtet, korrekt, men Retten anvendte ikke denne retspraksis i den foreliggende sag og begik således ikke nogen fejl i denne henseende.

28

Kommissionen har støttet Afviklingsinstansen, men henholder sig for så vidt angår realiteten til Domstolens vurdering for så vidt angår den anden omtvistede afgørelse.

29

For så vidt angår formaliteten vedrørende det første og det andet anbringende bemærkes det på den ene side, at appellanten har fremført selvstændige argumenter til støtte for den påberåbte retlige fejl. På den anden side har appellanten ikke anfægtet Rettens faktiske konstateringer med hensyn til de relevante datoer, men den har i det væsentlige gjort gældende, at disse datoer ikke af Retten kunne anses for at være de datoer, hvor appellanten fik kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser som omhandlet i artikel 263 TEUF. Følgelig har appellanten påberåbt sig to fejl fra Rettens side ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, hvilket er et retsspørgsmål, der kan rejses i forbindelse med en appel, og som er omfattet af Domstolens prøvelse (jf. dom af 1.6.1994, Kommissionen mod Brazelli Lualdi m.fl., C-136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 49, og af 23.11.2017, Bionorica og Diapharm mod Kommissionen, C-596/15 P og C-597/15 P, EU:C:2017:886, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det første og det andet anbringende skal følgelig antages til realitetsbehandling.

31

For så vidt angår realiteten bemærkes det, at Retten ved konstateringen af, at søgsmålet på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af de omtvistede afgørelser åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, efter at den havde fastslået, at disse afgørelser hverken var blevet offentliggjort eller meddelt til appellanten, som ikke var adressat for disse, anførte, at søgsmålsfristen i et sådant tilfælde i henhold til retspraksis først løber fra det tidspunkt, hvor den berørte part fik nøjagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den omhandlede retsakt, forudsat at den pågældende har anmodet om den fulde tekst inden for en rimelig frist. I denne forbindelse fastslog Retten, at appellanten via Banca d’Italias meddelelse nr. 585762/16 og nr. 709489/16 havde kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser henholdsvis den 3. og den 30. maj 2016, og at appellanten ikke havde anmodet om, at disse meddelelser blev meddelt denne, og end mindre havde gjort dette inden for en rimelig frist. Da appellanten hverken havde påberåbt sig eller godtgjort eksistensen af uforudseelige omstændigheder eller force majeure, som kunne give anledning til en fravigelse af søgsmålsfristen, fastslog Retten, at det søgsmål, der var blevet anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF den 19. september 2016, åbenbart var anlagt for sent og skulle afvises fra realitetsbehandling.

32

For det første skal det ved afgørelsen af, hvorvidt Retten begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder med hensyn til de datoer, på hvilke appellanten fik kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser, bemærkes, at Retten i den appellerede kendelses præmis 38 og 39 lagde to forhold til grund.

33

Retten fremhævede således dels, at de dokumenter og de spørgeskemaer, som appellanten modtog med henblik på, at denne skulle indgive de oplysninger, som muliggjorde beregningen af dens individuelle bidrag til Den Fælles Afviklingsfond, nævner de anvendte retsgrundlag og oplyser appellanten om, at et sådant bidrag var blevet beregnet af Afviklingsinstansen. Dels henviste Retten til Banca d’Italias meddelelser nr. 585762/16 og 709489/16, som appellanten fik kendskab til henholdsvis den 3. og den 30. maj 2016, og som anførte, at appellantens af Afviklingsinstansen beregnede bidrag var bidrag til Den Fælles Afviklingsfond.

34

Retten kunne uden at begå en fejl retligt udlede af disse meddelelser, som var blevet tilsendt appellanten, idet denne allerede havde modtaget og udfyldt de dokumenter og spørgeskemaer, som var nødvendige for Afviklingsinstansens beregning af de individuelle bidrag, at appellanten havde kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser henholdsvis den 3. og den 30. maj 2016.

35

Appellantens argumenter kan ikke rejse tvivl om denne vurdering.

36

For det første indebærer den omstændighed, at appellanten ikke havde fuldt kendskab til begrundelserne for de omtvistede afgørelser før den 8. juli 2016, dvs. da Banca d’Italia i forbindelse med den procedure, som appellanten havde indledt ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio), indgav sit svarskrift, hvortil disse afgørelser var vedlagt som bilag, på ingen måde, at appellanten ikke havde kendskab til disse afgørelsers eksistens før denne dato.

37

For det andet er det uden betydning, at Banca d’Italia i meddelelse nr. 585762/16 og nr. 709489/16 hverken præcist angav datoerne for vedtagelsen af de omtvistede afgørelser eller nævnte den anvendelige EU-lovgivning og det korrekte retlige grundlag. Ikke blot vedrører disse omstændigheder således ikke appellantens kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser, men de er endvidere ikke til hinder for, at appellanten kunne have haft kendskab til eksistensen af disse afgørelser i kraft af de forhold, som Retten nævnte i den appellerede kendelses præmis 38 og 39.

38

For det tredje er den begrundelsesmangel, som appellanten har gjort gældende, uden relevans for den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet Retten i den appellerede kendelses præmis 30 fastslog, at Afviklingsinstansen var ophavsmand til de omtvistede afgørelser, uden at Retten deraf udledte nogen konklusion vedrørende den dato, hvor appellanten fik kendskab til disse afgørelser.

39

Det følger deraf, at Retten korrekt drog konsekvenserne af dens egne konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder, og at den ikke begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fandt, at appellanten havde fået kendskab til eksistensen af de omtvistede afgørelser den 3. og den 30. maj 2016.

40

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten dels begik en retlig fejl, idet den fortolkede og anvendte retspraksis vedrørende den rimelige frist, inden for hvilken den berørte part, når den retsakt, der søges anfægtet, ikke er blevet offentliggjort eller meddelt, skal anmode om meddelelse deraf, urigtigt, dels begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fandt, at appellanten ikke havde anmodet om meddelelse af de omtvistede afgørelser inden for en rimelig frist.

41

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at Retten ikke baserede afvisningen af annullationssøgsmålet på den omstændighed, at appellanten havde anmodet om meddelelse af de omtvistede afgørelser efter udløbet af en rimelig frist, og således ikke anvendte denne retspraksis. Således fremhævede Retten i den appellerede kendelses præmis 47, at appellanten, efter at denne havde fået kendskab til eksistensen af disse afgørelser, ikke havde anmodet om, at de blev meddelt den.

42

Det følger heraf, at Retten ikke har kunnet begå en fejl med hensyn til nævnte retspraksis.

43

Under disse omstændigheder skal det første og det andet anbringende forkastes som ugrundede.

44

Med det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 126 i Rettens procesreglement og af appellantens ret til forsvar har appellanten anfægtet, at dennes søgsmål i første instans åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, og har tilføjet, at søgsmålet blev afvist, uden at appellanten havde haft mulighed for at tage stilling til formalitetsindsigelsen, som i øvrigt ikke var blevet påberåbt af Afviklingsinstansen.

45

Afviklingsinstansen har betvivlet, at dette anbringende kan realitetsbehandles, og har gjort gældende, at det under alle omstændigheder er ugrundet. Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er irrelevant.

46

For så vidt angår formaliteten vedrørende det tredje anbringende bemærkes det dels, at appellanten har fremført underbyggede argumenter vedrørende det forhold, at appellantens søgsmål i første instans ikke åbenbart skulle afvises, og at dennes ret til forsvar blev tilsidesat, dels, at spørgsmålet om, hvorvidt Retten tilsidesatte artikel 126 i dens procesreglement, er et retsspørgsmål, der er underlagt Domstolens prøvelse (jf. analogt dom af 1.7.1999, Alexopoulou mod Kommissionen, C-155/98 P, EU:C:1999:345, præmis 9-15; jf. i denne retning dom af 6.6.2018, Apcoa Parking Holdings mod EUIPO, C-32/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:396, præmis 21-24).

47

Det følger heraf, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling.

48

For så vidt angår realiteten vedrørende for det første den hævdede tilsidesættelse af artikel 126 i Rettens procesreglement skal det understreges, at Retten, når den mener, at den er tilstrækkelig oplyst af sagens akter, på ethvert tidspunkt kan beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse på grundlag af denne bestemmelse (jf. i denne retning kendelse af 29.10.2004, Ripa di Meana mod Parlamentet, C-360/02 P, EU:C:2004:690, præmis 35).

49

Det bemærkes ligeledes, at et åbenbart afvisningsgrundlag i forbindelse med anvendelsen af artikel 126 i Rettens procesreglement kan fremgå klart ikke blot i den betydning, at det konstateres tidligt i proceduren set i forhold til bl.a. stævningen, men ligeledes i den betydning, at der ikke er tvivl derom, henset navnlig til Domstolens faste praksis.

50

Det må imidlertid fastslås, at Retten i den foreliggende sag i den appellerede kendelses præmis 36 og 51 baserede sig på fast retspraksis, da den fastslog, at sagen åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling.

51

Der kan i denne henseende ikke gives medhold i appellantens argument om, at det ikke var åbenbart, at søgsmålet i første instans skulle afvises som for sent anlagt, for så vidt som dette ikke var en følge af en overskridelse af søgsmålsfristen på to måneder, men af en vurdering af den rimelige karakter af den frist, inden for hvilken den berørte part skal anmode om meddelelse af den anfægtede retsakt.

52

Det fremgår således klart af den appellerede kendelses præmis 47, at idet appellanten ikke havde anmodet om meddelelse af de omtvistede afgørelser, kunne Retten ikke bedømme, om fristen i den foreliggende sag var rimelig.

53

I øvrigt er den omstændighed, at sagen blev behandlet af Retten, som gav medhold i anmodningerne om intervention, og som traf foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, i modsætning til det af appellanten anførte ikke til hinder for, at der kan afsiges kendelse om afvisning af sagen på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement. Navnlig kan iværksættelsen af sådanne foranstaltninger, som bl.a. har til formål at sikre sagens fremme og retsforhandlingernes forløb, ikke i sig selv være til hinder for, at der afsiges en kendelse på et sådant grundlag (jf. i denne retning dom af 19.1.2006, AIT mod Kommissionen, C-547/03 P, EU:C:2006:46, præmis 28-30).

54

Endelig gælder det, at da formaliteten vedrørende søgsmålet er et spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som skal påkendes ex officio af Retten, er afsigelsen af en kendelse på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement ikke betinget af, at den sagsøgte part har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Det er således i den foreliggende sag uden betydning for bedømmelsen vedrørende formaliteten, at Afviklingsinstansen, som var den sagsøgte part i sagen for Retten, ikke gjorde gældende, at søgsmålet var anlagt for sent (jf. i denne retning kendelse af 17.7.2014, Melkveebedrijf Overenk m.fl. mod Kommissionen, C-643/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2118, præmis 38).

55

Følgelig begik Retten ikke en retlig fejl, da den fastslog, at søgsmålet åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling som omhandlet i artikel 126 i dens procesreglement.

56

For det andet bemærkes det for så vidt angår den hævdede tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar, at anvendelsen af proceduren i artikel 126 i Rettens procesreglement i henhold til fast retspraksis ikke i sig selv strider imod retten til en retfærdig og effektiv rettergang, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse på sager anlagt ved Retten, som åbenbart ikke kan behandles (jf. analogt dom af 19.2.2009, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, C-308/07 P, EU:C:2009:103, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det fremgår således af nærværende doms præmis 43 og 55, at Retten ikke begik en fejl, da den konkluderede, at søgsmålet åbenbart skulle afvises. Der kan derfor ikke gives medhold i appellantens argumentation om dels, at afsigelsen af en kendelse på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement medførte en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar, dels, at artikel 129 i Rettens procesreglement udgjorde et mere passende retligt grundlag i den foreliggende sag, idet denne bestemmelse sikrede overholdelsen af retten til forsvar.

58

På baggrund af ovenstående bemærkninger skal det tredje anbringende forkastes som ugrundet.

59

Appellanten har med sit fjerde anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at søgsmålet på grundlag af artikel 277 TEUF skulle afvises med den begrundelse, at søgsmålet på grundlag af artikel 263 TEUF åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling.

60

Afviklingsfonden har, støttet af Kommissionen, bestridt, at dette anbringende er begrundet.

61

Efter at Retten havde bemærket, at muligheden for i henhold til artikel 277 TEUF at påberåbe sig, at en retsakt af generel rækkevidde er ulovlig, ikke udgør en selvstændig søgsmålsrettighed og ikke kan udøves, når der savnes ret til at anlægge et selvstændigt søgsmål, fastslog Retten, at appellantens påstand om, at det skulle fastslås, at den delegerede forordning 2015/63 var helt eller delvist ulovlig, åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling i fraværet af en selvstændig ret til at anlægge søgsmål med påstand om, at en retsakt af generel rækkevidde er ulovlig.

62

Derudover fremhævede Retten, at eftersom et sådant søgsmål implicit, men nødvendigvis havde til formål at få fastslået ulovligheden i forbindelse med en påstand om annullation af de omtvistede afgørelser, medførte en afvisning af annullationssøgsmålet, for så vidt som dette var rettet mod disse afgørelser, at ulovlighedsindsigelsen ikke kunne antages til realitetsbehandling.

63

Appellanten har i forbindelse med det fjerde anbringende under henvisning til de argumenter, der er fremført til støtte for dens to første anbringender, blot gjort gældende, at Retten med urette afviste søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF. Appellanten har deraf udledt, at Retten lagde en urigtig forudsætning til grund, da den afviste søgsmålet anlagt i henhold til artikel 277 TEUF med henblik på at fastslå, at den delegerede forordning 2015/63 var fuldt ud eller delvis ulovlig.

64

Det følger imidlertid af forkastelsen af de tre første appelanbringender, at Rettens konklusion om, at søgsmålet baseret på artikel 263 TEUF åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, ikke er draget i tvivl. Det var således med rette, at Retten i overensstemmelse med fast retspraksis fastslog, at afvisningen af hovedsagen medførte, at ulovlighedsindsigelsen baseret på artikel 277 TEUF også skulle afvises (jf. kendelse af 28.6.1993, Donatab m.fl. mod Kommissionen, C-64/93, EU:C:1993:266, præmis 19 og 20, og af 8.12.2006, Polyelectrolyte Producers Group mod Kommissionen og Rådet, C-368/05 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:771, præmis 72).

65

Det fjerde anbringende skal derfor forkastes.

66

Subsidiært har appellanten i tilfælde af, at Domstolen skulle forkaste appellen, anmodet om ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som Retten pålagde appellanten at betale Afviklingsinstansens omkostninger. Da Afviklingsinstansens adfærd har bidraget til at forlænge sagsbehandlingen ved Retten og til at forøge omkostningerne, bør Retten anvende de muligheder, der er fastsat i artikel 135 i dens procesreglement

67

Afviklingsinstansen og Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises. Afviklingsinstansen har tilføjet, at anbringendet under alle omstændigheder er ugrundet.

68

Det fremgår af fast retspraksis, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Rettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises i medfør af artikel 58, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, i henhold til hvilken bestemmelse en appel ikke kan iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse (dom af 30.1.2020, České dráhy mod Kommissionen, C-538/18 P og C-539/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:53, præmis 85 og 86 og den deri nævnte retspraksis).

69

Da de første fire anbringender er blevet forkastet i den foreliggende sag, skal det femte og sidste anbringende vedrørende sagsomkostningerne afvises.

70

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed.

71

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

72

Da Afviklingsinstansen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale Afviklingsinstansens omkostninger.

73

I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, hvorefter de medlemsstater og de institutioner, der er indtrådt i en sag, hver bærer deres egne omkostninger, bærer Den Italienske Republik og Kommissionen hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: