Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 62003TO0264

    Kendelse afsagt af Præsidenten for Retten i Første Instans den 28. november 2003.
    Jürgen Schmoldt m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
    Særlige rettergangsformer - Formaliteten.
    Sag T-264/03 R.

    Samling af Afgørelser 2003 II-05089

    ECLI identifier: ECLI:EU:T:2003:321

    Date of document:
    28/11/2003
    Date lodged:
    28/07/2003
    Author:
    Retten i Første Instans
    Country or organisation from which the request originates:
    Tyskland
    Form:
    Kendelse
    Authentic language:
    tysk
    Type of procedure:
    Begæring om foreløbige forholdsregler - ej medhold, Begæring om foreløbige forholdsregler - afvisn. realitetsbehandl., Annullationssøgsmål
    Treaty:
    Traktat om oprettelse af Det Europæiske økonomiske Fællesskab
    Link
    Select all documents mentioning this document
    Instruments cited in case law:
    Ordonnance du Tribunal

    Sag T-264/03 R

    Jürgen Schmoldt m.fl.

    mod

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    »Særlige rettergangsformer – formaliteten – uopsættelighed«

    Kendelse afsagt af Rettens præsident den 28. november 2003  

    Sammendrag af kendelse

    1.     Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – hovedsagen kan antages til realitetsbehandling – ingen betydning – grænser

    (Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)

    2.     Særlige rettergangsformer – foreløbige forholdsregler – betingelser – uopsættelighed – alvorligt og uopretteligt tab – bevisbyrde

    (Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

    1.     Spørgsmålet om, hvorvidt hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

    (jf. præmis 55)

    2.     Spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om foreløbige forholdsregler er uopsættelig, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Det påhviler den part, der gør en alvorlig og uoprettelig skade gældende, at bevise at den foreligger. Tabets truende nærhed skal ikke være godtgjort med absolut vished, men det er tilstrækkeligt, navnlig når tabets indtræden afhænger af, at der foreligger en flerhed af faktorer, at det er forudsigeligt med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

    (jf. præmis 94 og 95)




    KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
    28. november 2003(1)

    »Særlige rettergangsformer – formaliteten – uopsættelighed«

    I sag T-264/03 R,

    Jürgen Schmoldt, Dallgow-Döberitz (Tyskland),Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG, Bremen (Tyskland),Hauptverband der Deutschen Bauindustrie eV, Berlin (Tyskland),ved professor H.-P. Schneider,

    sagsøgere,

    mod

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt A. Böhlke, og med valgt adresse i Luxembourg,

    sagsøgt,

    angående en begæring om foreløbige forholdsregler fremsat i medfør af artikel 243 EF med henblik på at opnå en forlængelse af perioden for sameksistens af de nationale standarder og europæiske standarder EN13162:2001-13171:2001, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 22. maj 2003, der er offentliggjort inden for rammerne af gennemførelsen af Rådets direktiv 89/106/EØF (EFT C 120, s. 17),



    PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
    RET I FØRSTE INSTANS,



    har



    Kendelse




    Relevante retsforskrifter

    1
    Rådets direktiv 89/106/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer (EFT L  40, s.  12), som ændret ved Rådets direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 om ændring af direktiv 87/404/EØF (simple trykbeholdere), 88/378/EØF (sikkerhedskrav til legetøj), 89/106/EØF (byggevarer), 89/336/EØF (elektromagnetisk kompatibilitet), 89/392/EØF (maskiner), 89/686/EØF (personlige værnemidler), 90/384/EØF (ikke-automatiske vægte), 90/385/EØF (aktive, implantable medicinske anordninger), 90/396/EØF (gasapparater), 91/263/EØF (terminaludstyr), 92/42/EØF (nye varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel) og 73/23/EØF (elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser) (EFT L 220, s.  1), har bl.a. til formål at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed af byggevarer.

    2
    Ifølge artikel 1, stk.  2, i direktiv 89/106 forstås der ved »byggevarer« i direktivet »alle varer, som fremstilles med henblik på at indgå varigt i bygværker, herunder bygninger og anlægsarbejder«.

    3
    Det er i artikel 2, stk.  1, i direktiv 89/106 fastsat, at byggevarer kun kan markedsføres, hvis de er egnede til den anvendelse, de er bestemt til, dvs. at de har sådanne egenskaber, at de bygværker, hvori de skal indgå, monteres, anvendes eller installeres, såfremt disse bygværker er korrekt udformet og opført, kan opfylde bestemte væsentlige krav (herefter »de væsentlige krav«), hvis og når sådanne bygværker er omfattet af forskrifter, der indeholder sådanne krav.

    4
    Disse væsentlige krav fremgår af målsætningerne i bilag I til direktiv 89/106 og vedrører visse egenskaber ved disse bygværker i relation til mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet, brandsikring, hygiejne, sundhed og miljø, sikkerhed ved anvendelsen, beskyttelse mod støjgener, energiebesparelser og varmeisolering.

    5
    Direktiv 89/106 fastsætter desuden vedtagelsen af fællesskabsretlige »tekniske specifikationer«. Artikel 4, stk.  1, andet afsnit, i direktiv 89/106 bestemmer således, at Den Europæiske Standardiseringsorganisation (herefter »CEN«) eller Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering kan vedtage »standarder« eller »tekniske godkendelser«, der finder anvendelse på byggevarer. Disse standarder eller tekniske godkendelser kaldes samlet »harmoniserede standarder«.

    6
    CEN/TC 88 er den del af CEN, der er kompetent inden for varmeisoleringsvarer.

    7
    De harmoniserede standarder er vedtaget efter bemyndigelse fra Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L  204, s.  37), og på grundlag af en udtalelse fra Det Stående Byggeudvalg.

    8
    Når sådanne harmoniserede standarder er vedtaget af de europæiske standardiseringsorganer, offentliggør Kommissionen dem i medfør af artikel 7, stk.  3, i direktiv 89/106 i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af referencerne.

    9
    Der er en formodning for, at de varer, der er i overensstemmelse med de nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, opfylder de væsentlige krav. Ifølge artikel 4, stk.  2, i direktiv 89/106 formodes det, at byggevarer er egnede til deres formål, når de er af en sådan beskaffenhed, at bygværker, som de indgår i, og som er konstrueret og opført korrekt, opfylder de væsentlige krav, og når varerne er forsynet med et EF-mærke. EF-mærket betyder bl.a., at byggevarerne er i overensstemmelse med de relevante nationale standarder, hvortil de harmoniserede standarder er blevet omsat, og hvorom der er offentliggjort meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    10
    Endelig giver artikel 5, stk.  1, i direktiv 89/106 mulighed for, at en medlemsstat kan anfægte de harmoniserede standarder, når den finder, at de ikke opfylder de væsentlige krav. I et sådant tilfælde underretter den pågældende medlemsstat Det Stående Byggeudvalg med angivelse af årsagerne til dens indsigelse. Det Stående Byggeudvalg afgiver en hasteudtalelse, på baggrund af hvilken Kommissionen efter høring af det stående udvalg, der er nedsat i henhold til direktiv 98/34 (herefter »98/34-udvalget«), giver medlemsstaterne meddelelse om, hvorvidt de pågældende standarder bør udgå af Den Europæiske Unions Tidende.

    De faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

    11
    Den 23. maj 2001 vedtog CEN ti standarder vedrørende varmeisoleringsvarer, der havde numrene EN 13162:2001-EN til 13171:2001 (herefter de »omtvistede standarder«).

    12
    Den 15. december 2001 blev de omtvistede standarder offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende ved en kommissionsmeddelelse inden for rammerne af gennemførelsen af direktiv 89/106 (EFT C  358, s. 9). Det var fastsat i meddelelsen, at de omtvistede standarder trådte i kraft som harmoniserede standarder den 1. marts 2002. Der var imidlertid ligeledes indtil den 1. marts 2003 fastsat en periode med såkaldt »sameksistens af harmoniserede standarder og nationale tekniske krav«.

    13
    Det præciseredes desuden i meddelelsen i anden fodnote, dels at ved udløbet af denne periode med sameksistens skulle formodningen om byggevarernes overensstemmelse baseres på de harmoniserede standarder, dels at udløbsdatoen for denne periode faldt sammen med datoen for, at modstridende nationale tekniske krav udgår.

    14
    Ved skrivelse af 9. august 2002 fremkom Forbundsrepublikken Tyskland i medfør af artikel 5, stk.  1, i direktiv 89/106 med en indsigelse vedrørende bl.a. de omtvistede standarder. Forbundsrepublikken Tyskland gjorde i indsigelsen bl.a. gældende, at de omtvistede standarder ikke gjorde det muligt at formode, at bygværker, hvori varerne indgår, fuldt ud opfylder de væsentlige krav.

    15
    Den 22. november 2002 afgav en ad hoc gruppe under Det Stående Byggeudvalg en rapport, hvori det var angivet, at gruppen bl.a. havde gennemgået de omtvistede standarder og udarbejdet visse anbefalinger. Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-gruppe anførte, at de omtvistede standarder sandsynligvis kunne forbedres, men at der ikke var grund til at suspendere dem fra anvendelse af EF-mærket.

    16
    Den 28. og 29. januar 2003 afholdt 98/34-udvalget møde og afgav en positiv udtalelse vedrørende et udkast til en kommissionsbeslutning, der afviste Forbundsrepublikken Tysklands indsigelse.

    17
    Den 9. april 2003 vedtog Kommissionen beslutning 2003/312/EF om offentliggørelsen af referencer på standarder vedrørende isolationsmaterialer, geotextiler, stationære brandbekæmpelsessystemer og gipsblokke i henhold til Rådets direktiv 89/106 (EFT L 114, s. 50), hvorved Kommissionen afviste Forbundsrepublikken Tysklands indsigelse i medfør af artikel 5, stk.  1, i direktiv 89/106 (herefter den »omtvistede beslutning«).

    18
    Kommissionen konstaterede i den omtvistede beslutning bl.a., at de oplysninger, der var indsamlet i Det Stående Byggeudvalg og 98/34-udvalget inden for rammerne af høringen af CEN og de nationale myndigheder, ikke indeholdt beviser, der gjorde det muligt at fastslå, at den af Forbundsrepublikken Tyskland hævdede risiko var begrundet. Kommissionen besluttede følgelig i artikel 1 i den omtvistede beslutning, at de omtvistede standarder ikke skulle udgå af listen over standarder offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

    19
    Den 8. maj 2003 blev den omtvistede beslutning offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

    20
    Forbundsrepublikken Tyskland anmodede på en i sagen ikke præciseret dato Det Stående Byggeudvalg om en forlængelse af perioden for sameksistens af de omtvistede standarder og de nationale standarder indtil den 31. december 2003.

    21
    Den 13. og 14. maj 2003 blev Forbundsrepublikken Tysklands anmodning om forlængelse indtil den 31. december 2003 afvist under det 57. møde i Det Stående Byggeudvalg. Det blev imidlertid under samme møde besluttet, at perioden for sameksistens af de omtvistede standarder og de nationale standarder skulle forlænges med tilbagevirkende kraft indtil den 13. maj 2003.

    22
    Den 22. maj 2003 blev de omtvistede standarder på ny offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i en kommissionsmeddelelse inden for rammerne af gennemførelsen af direktiv 89/106 (EFT C 120, s. 17) sammen med den nye dato for udløbet af perioden for sameksistens mellem de omtvistede standarder og de nationale standarder.

    23
    Den 28. juli 2003 har J. Schmoldt, Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG og Hauptverband der Deutschen Bauindustrie eV (herefter »sagsøgerne«) anlagt sag med påstand om annullation af den omtvistede beslutning.

    24
    Sagsøgerne har samme dato ved særskilt processkrift fremsat en begæring om foreløbige forholdsregler i medfør af artikel 243 EF med henblik på, at Fællesskabets retsinstanser pålægger sagsøgte at forlænge perioden for sameksistens af de nationale standarder og de omtvistede standarder, indtil Retten har afsagt dom.

    25
    Den 25. august 2003 har Kommissionen indgivet indlæg vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler. Kommissionen har i indlægget bl.a. gjort gældende, at sagsøgernes søgsmål i hovedsagen skal afvises.

    26
    Ved særskilt processkrift registreret på Rettens Justitskontor den 27. august 2003 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement.

    27
    Den 9. september 2003 indgav sagsøgerne et svar på Kommissionens indlæg af 25. august 2003. Efter Rettens præsidents beslutning blev dette svar tilført sagen, og Kommissionen har svaret herpå den 23. september 2003.

    28
    Sagsøgerne og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i et retsmøde, der blev afholdt den 14. oktober 2003.


    Parternes påstande

    29
    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

    –
    Kommissionen tilpligtes at forlænge perioden for sameksistens af de nationale standarder og de omtvistede standarder.

    –
    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    30
    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

    –
    Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

    –
    Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.


    Retlige bemærkninger

    31
    Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 (R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s.  4971, præmis 30). Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).

    Parternes argumenter

    Formaliteten for så vidt angår begæringen om foreløbige forholdsregler

    32
    Kommissionen er af den opfattelse, at hovedsagen skal afvises af to grunde.

    33
    For det første er Kommissionen af den opfattelse, at søgsmålet er anlagt for sent.

    34
    Kommissionen har anført, at ifølge retspraksis er den dato, på hvilken sagsøgeren har fået kendskab til en retsakt, som udgangspunkt for søgsmålsfristen subsidiær i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggørelse eller meddelelse (Domstolens dom af 10.3.1998, sag C-122/95, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s.  973, præmis 35). Dette er navnlig tilfældet, når offentliggørelsen af en retsakt følger fast praksis, da sagsøgeren således med rette kan gå ud fra, at retsakten vil blive offentliggjort (dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 37).

    35
    I den foreliggende sag er kendskabet til den omtvistede beslutning ikke subsidiært, da offentliggørelsen heraf i Den Europæiske Unions Tidende ikke var foreskrevet. Fristen for anlæggelse af sag til prøvelse af beslutningen begyndte således formelt at løbe den dag, sagsøgerne fik kendskab til den, og ikke på datoen for dens offentliggørelse. Denne omstændighed forhindrer således anvendelsen af procesreglementets artikel 102, stk.  1, der fastsætter, at når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende.

    36
    Da den omtvistede beslutning, der blev vedtaget den 9. april 2003, er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003, er det ifølge Kommissionen senest denne dato, at sagsøgerne har fået kendskab til den. Følgelig er stævningen i hovedsagen, der er indgivet den 28. juli 2003, blevet indgivet ti dage for sent, selv henset til den fristforlængelse under hensyn til afstanden, der er fastsat i procesreglementet.

    37
    Kommissionen har desuden gjort gældende, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den omtvistede beslutning. J. Schmoldt har for det første ikke indgivet stævning som officiel repræsentant for CEN/TC 88, men alene i eget navn. Kommissionen har dernæst understreget, at Kaefer Isoliertechnik, selv om selskabet utvivlsomt i høj grad er berørt af den omtvistede beslutning, imidlertid på ingen måde er individuelt berørt. Endelig kan Hauptverband der Deutschen Bauindustrie ikke udlede sin søgsmålskompetence hverken fra Kaefer Isoliertechnik, der ikke er individuelt berørt af den omtvistede beslutning, eller af forbundets blotte deltagelse i udarbejdelsen af Forbundsrepublikken Tysklands anmodning i medfør af artikel 5, stk.  1, i direktiv 89/106.

    38
    Sagsøgerne er for det første af den opfattelse, at deres søgsmål ikke er anlagt for sent. Det er nemlig ikke blevet bestridt af Kommissionen, at den omtvistede beslutning ikke er blevet meddelt sagsøgerne. Sagsøgerne er desuden kun blevet oplyst om den omhandlede beslutning, da den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Sagsøgernes søgsmål er således blevet anlagt inden for de fastsatte frister.

    39
    Sagsøgerne er for det andet af den opfattelse, at de er umiddelbart og individuelt berørt af den omtvistede beslutning.

    40
    J. Schmoldt, den første sagsøger, har således anført, dels at han ikke blevet anmodet om som formand for CEN/TC 88 at tage del i Kommissionens og Det Stående Byggeudvalgs beslutninger vedrørende de omtvistede standarder, dels at det er blevet foregivet, at han har taget del i Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-udvalgs rapport. J. Schmoldt er følgelig af den opfattelse, at han har søgsmålskompetence i relation til den omtvistede beslutning, da forelæggelsen for CEN/TC 88 og den hævdede høring af CEN klart tilskrives ham. J. Schmoldt har ligeledes understreget, at han er direktør for Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, den tredje sagsøger. Under retsmødet har han endelig anført, at han var »aktiv inden for rammerne af Kaefer Isoliertechniks virksomhed«.

    41
    Den anden sagsøger, Kaefer Isoliertechnik, har anført, at selskabet er en stor forbruger af varmeisoleringsvarer, og at det står i en normatif konfliktsituation mellem tysk ret og fællesskabsretten, hvilket udgør en uudholdelig økonomisk byrde og en betydelig forskelsbehandling i forhold til producenter fra andre medlemsstater. Som medlem af Bundesfachabteilung Wärme, Kälte-, Schall- und Brandschutz (tysk forbundstjeneste med ansvar for beskyttelse mod varme, kulde, støj og brand) i Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, har Kaefer Isoliertechnik desuden deltaget afgørende i Vorbereitender Ausschuss EG-Harmonisierungs beslutning (tysk udvalg til forberedelse af fællesskabsharmonisering) om at fremkomme med en indsigelse i overensstemmelse med artikel 5, stk.  1, i direktiv 89/106 mod de omtvistede standarder.

    42
    Den tredje sagsøger, Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, har endelig anført, at som følge af den omtvistede beslutning har forbundet mistet mulighed for at intervenere for de virksomheders interesse, som det repræsenterer, til fordel for en ny affattelse eller i det mindste en forbedring af fællesskabsstanderne for varmeisoleringsvarer.

    Fumus boni juris

    43
    Sagsøgerne er af den opfattelse, at de omtvistede standarder hverken er klare eller uomtvistelige, og at de indeholder lakuner på væsentlige punkter. De gør det således ikke muligt at kontrollere de berørte varers egnethed til at blive anvendt eller deres overensstemmelse med de væsentlige krav.

    44
    Dette indebærer ifølge sagsøgerne en tilsidesættelse af artikel 2 og 3 i direktiv 89/106 samt en tilsidesættelse af retssikkerheds- og proportionalitetsprincippet.

    45
    Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at den omtvistede beslutning tilsidesætter princippet om, at tilnærmelse af lovgivningerne skal bygge på et højt miljø- og forbrugerbeskyttelsesniveau, således som det fremgår af artikel 95, stk. 3, EF.

    46
    Den omtvistede beslutning er således behæftet med formmangler, for så vidt som den dels tilsidesætter begrundelsespligten efter artikel 253 EF, dels tilsidesætter væsentlige formkrav, da Det Stående Byggeudvalg ikke har afgivet den formelle udtalelse, der er påkrævet efter artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106. Selv om der er flere henvisninger til CEN/TC 88 i Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-udvalgs rapport, har dette organ reelt ikke deltaget i proceduren for vedtagelse af den omtvistede beslutning.

    47
    Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at disse anbringender ikke er begrundede.

    Uopsættelighed

    48
    Sagsøgerne har i deres begæring gjort gældende, at uopsætteligheden af de foreløbige forholdsregler fulgte af den væsentlige ændring som følge af den omtvistede beslutning af de rammer, inden for hvilke de udøver deres virksomhed – en ændring, som det er meget vanskeligt at få tilsidesat senere, såfremt der gives sagsøgerne medhold i hovedsagen (kendelse afsagt Domstolens præsident den 11.5.1989, forenede sager 76/89, 77/89 og 91/89 R, RTE m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1141, præmis 15 og 18, og den 13.6.1989, sag C-56/89 R, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. s. 1693, præmis 34 og 35). Udløbet af de tyske standarder, der udgår, for varmeisoleringsvarer (herefter de »udgåede tyske standarder«) medfører nemlig en radikal og varig ændring af markedet for byggevarer.

    49
    Efter opfordring under retsmødet til at præcisere deres argumenter vedrørende spørgsmålet om uopsættelighed har sagsøgerne anført, at de ikke påberåber sig risikoen for et alvorligt og uopretteligt tab for så vidt angår J. Schmoldt og Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, men alene, at der er uopsættelighed for så vidt angår Kaefer Isoliertechnik og medlemmerne af Hauptverband der Deutschen Bauindustrie.

    50
    Kaefer Isoliertechnik har nærmere bestemt gjort gældende, at såfremt perioden for sameksistens ikke forlænges, vil det være umuligt for selskabet før annullationen af den omtvistede beslutning på markedet at finde varer, der svarer til de udgåede tyske standarder, der er sikrere end de omtvistede standarder. Såfremt den omtvistede beslutning annulleres og i tilfælde af, at de udgåede tyske standarder genindføres, står forbrugerne af byggevarer over for alvorlige problemer med hensyn til nødvendigheden af at ændre eller nedrive bygninger, der er opført med varer, der svarer til de omtvistede standarder.

    51
    Kaefer Isoliertechnik har i øvrigt under retsmødet anført, at uopsætteligheden af de foreløbige forholdsregler er endnu mere udtalt, såfremt de tyske standarder ikke blev eller ikke kunne genindføres efter annullationen af den omtvistede beslutning.

    52
    Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de begærede foreløbige forholdsregler er uopsættelige.

    Interesseafvejningen

    53
    Sagsøgerne har for så vidt angår interesseafvejningen understreget, at den begærede foreløbige forholdsregel, dvs. en forlængelse af perioden for sameksistens mellem de omtvistede standarder og de nationale standarder, sikrer Fællesskabets interesser, da de omtvistede standarder fortsat vil finde anvendelse sideløbende med de nationale standarder. De medlemsstater, der mener uden ændringer at kunne gennemføre og anvende de omtvistede standarder, er på ingen måde forpligtet til at genindføre de udgåede nationale standarder.

    54
    Kommissionen er af den opfattelse, at de af sagsøgerne hævdede interesser ikke kan gå forud for Fællesskabets interesse i at opnå harmonisering af standarderne vedrørende varmeisoleringsvarer i hele Fællesskabet. Kommissionen har tilføjet, at selv om de begærede foranstaltninger begrænser sig til Forbundsrepublikken Tyskland, medfører de en konkurrenceforvridning og risikerer at blokere for ikke-tyske varers adgang til markedet.

    Rettens bemærkninger

    55
    Ifølge fast retspraksis bør spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid, som det er tilfældet i denne sag, gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling (kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.2.2000, sag T-1/00 R, Hölzl m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 251, præmis 21, og den 8.8.2002, sag T-155/02 R, VVG International m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s.  3239, præmis 18).

    56
    Kommissionen har i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at hovedsagen åbenbart må afvises, for så vidt som den dels er anlagt for sent, og sagsøgerne dels ikke er individuelt berørte af den omtvistede beslutning.

    57
    Det skal således undersøges, om der er forhold, der gør det muligt umiddelbart at konkludere, at sagsøgernes søgsmål kan antages til realitetsbehandling, og navnlig om disse forhold umiddelbart gør det muligt at fastslå, at sagsøgerne er individuelt berørte af den omtvistede beslutning.

    58
    I medfør af artikel 230, stk.  4, EF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] på samme grundlag indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt«.

    59
    Ifølge fast retspraksis skal kriteriet for sondringen mellem en forordning og en beslutning søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ej (Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 28, og af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Rådet, Sml. I, s.  2003, præmis 33, Rettens kendelse af 26.3.1999, sag T-114/96, Biscuiterie confiserie LOR og Confiserie du Tech mod Kommissionen, Sml. II, s.  913, præmis 26, og af 6.5.2003, sag T-45/03, DOW AgroSciences og DOW AgroSciences mod Parlamentet og Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31).

    60
    En forordning er almengyldig, hvis den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper (jf. Rettens dom af 10.7.1996, sag T-482/93, Weber mod Kommissionen, Sml. II, s.  609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

    61
    I den foreliggende sag er den omtvistede beslutning adresseret til medlemsstaterne og afslår en begæring om, at bestemte harmoniserede standarder, der er vedtaget i medfør af direktiv 89/106, udgår af listen over standarder, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

    62
    I henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 89/106 er det imidlertid under henvisning til nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, og hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, at der gås ud fra, at byggevarerne er egnede til deres formål og følgelig kan markedsføres i Den Europæiske Union.

    63
    De harmoniserede standarder, der er vedtaget i medfør af direktiv 89/106, har således til formål at fastlægge egenskaberne ved de varer, som de erhvervsdrivende henholdsvis kan markedsføre og købe. De har således bl.a. en virkning for alle producenter og forbrugere af byggevarer i Den Europæiske Union.

    64
    Den omtvistede beslutning, der indebærer et afslag på at lade harmoniserede standarder udgå, finder anvendelse på situationer, der er fastlagt objektivt og afføder retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, dvs. bl.a. alle producenter og forbrugere af byggevarer i Den Europæiske Union. Den omtvistede beslutning har således umiddelbart efter sin art og rækkevidde en generel karakter.

    65
    Det er imidlertid ikke udelukket, at en bestemmelse, der efter sin art og rækkevidde har en generel karakter, kan berøre en fysisk eller juridisk person individuelt, når den rammer denne på grund af visse egenskaber, som er særlige for denne, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller denne fra alle andre og derfor individualiserer denne på lignende måde som en adressat (Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s.  2501, præmis 13, af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s.  1853, præmis 19, og af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s.  8949, præmis 49).

    66
    Det skal således undersøges, om forholdene i den foreliggende sag gør det muligt at fastslå, at det ikke er udelukket, at sagsøgerne er berørt af den omtvistede beslutning på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller om der foreligger en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.

    Umiddelbar antagelse af J. Schmoldts søgsmål til realitetsbehandling

    67
    J. Schmoldt har for at godtgøre, at han er individuelt berørt af den omtvistede beslutning, henvist til sin egenskab af formand for CEN/TC 88 og den omstændighed, at han skulle være formand for Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-udvalg.

    68
    Det skal i denne forbindelse understreges, at generalsekretæren for CEN ved en skrivelse af 11. august 2003 til Kommissionen har oplyst denne om, at J. Schmoldt ikke havde kompetence til at repræsentere CEN i hovedsagen, hvilket ikke er blevet bestridt af J. Schmoldt. Uden at det er nødvendigt at kræve svaret på skrivelsen af 11. august 2003 fremlagt, således som J. Schmoldt har begæret, synes J. Schmoldts sagsanlæg at være rent personligt, og at det alene er i forhold til denne personligt, at det skal undersøges, om han reelt umiddelbart har søgsmålskompetence i relation til den omtvistede beslutning.

    69
    Det bemærkes imidlertid, at den omstændighed, at en person på den ene eller den anden måde intervenerer i en procedure, som fører til, at Fællesskabet vedtager en retsakt, kun individualiserer den pågældende person i relation til den omhandlede retsakt, såfremt der i de gældende fællesskabsbestemmelser er foreskrevet overholdelse af visse processuelle garantier i forhold til den pågældende person (Rettens kendelse af 3.6.1997, sag T-60/96, Merck m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s.  849, præmis 73, af 15.9.1998, sag T-109/97, Molkerei Großbraunshain og Bene Nahrungsmittel mod Kommissionen, Sml. II, s.  3533, præmis 67 og 68, og af 29.4.2002, sag T-339/00, Bactria mod Kommissionen, Sml. II, s.  2287, præmis 51).

    70
    De garantier, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106, er fastsat til fordel for CEN og Det Stående Byggeudvalg, og ikke til fordel for visse af deres medlemmer eller deres formand personligt. J. Schmoldt synes således ikke personligt at kunne påberåbe sig nogen processuelle garantier eller bestemmelser i direktiv 89/106, hvis tilsidesættelse umiddelbart kunne individualisere denne dels som formand for CEN/TC 88 på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning, dels som medlem af Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-udvalg.

    71
    J. Schmoldt synes således umiddelbart ikke at kunne være individuelt berørt af den omtvistede beslutning.

    72
    J. Schmoldt har for det andet gjort gældende, at han har søgsmålsinteresse dels som direktør for Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, dels som »aktiv inden for rammerne af Kaefer Isoliertechniks virksomhed«.

    73
    For så vidt som denne søgsmålskompetence, såfremt den antages godtgjort, umiddelbart er sammenfaldende med Hauptverband der Deutschen Bauindustries og Kaefer Isoliertechniks, er det alene i tilfælde af, at disse to selv er individuelt berørt af den omtvistede beslutning, at J. Schmoldt eventuelt kan gøre gældende, at han ligeledes er individuelt berørt af beslutningen. Der vil således blive taget hensyn til J. Schmoldts argumenter i forbindelse med vurderingen af gennemgangen af Kaefter Isoliertechnik og Hauptverband der Deutschen Bauindustries søgsmålskompetence.

    74
    Med forbehold af vurderingen af Kaefer Isoliertechnik og Hauptverband der Deutschen Bauindustries søgsmålskompetence synes der således ikke på dette trin at foreligge forhold, der gør det muligt at fastslå, at J. Schmoldts søgsmål i hovedsagen umiddelbart kan antages til realitetsbehandling.

    Umiddelbar antagelse af Kaefer Isoliertechniks søgsmål til realitetsbehandling

    75
    Kaefer Isoliertechnik har for det første gjort gældende, at selskabet er individuelt berørt af den omtvistede beslutning som følge af selskabets status som stor forbruger af byggevarer og dets stilling som den næststørste virksomhed i Europa inden for isolationsarbejder.

    76
    Det bemærkes for det første, at den omstændighed, at en generel retsakt har forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, den finder anvendelse på, ikke kan føre til, at de adskilles fra alle andre berørte erhvervsdrivende, såfremt den finder anvendelse på en objektivt bestemt situation (jf. bl.a. Rettens dom af 22.2.2000, sag T-138/98, ACAV m.fl. mod Rådet, Sml. II, s.  341, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). I den foreliggende sag er det imidlertid netop på grund af Kaefer Isoliertechniks objektive situation som forbruger af byggevarer, at selskabet er berørt af den omtvistede beslutning.

    77
    Der fremgår ikke forhold af sagsakterne, der gør det muligt umiddelbart at konkludere, at Kaefer Isoliertechnik er individuelt berørt af den omtvistede beslutning som følge af selskabets egenskab af stor forbruger af byggevarer.

    78
    Kaefer Isoliertechnik har for det andet gjort gældende, at selskabet er individuelt berørt af den omtvistede beslutning som følge af den afgørende rolle, det spillede ved Forbundsrepublikken Tysklands vedtagelse af beslutningen om at gøre indsigelse mod de omtvistede standarder på grundlag af artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 via Hauptverband der Deutschen Bauindustrie.

    79
    Som udtalt i præmis 69 ovenfor, individualiserer den omstændighed, at en person på den ene eller den anden måde intervenerer i en procedure, som fører til, at Fællesskabet vedtager en retsakt, kun den pågældende person i relation til den omhandlede retsakt, såfremt der i de gældende fællesskabsbestemmelser er foreskrevet overholdelse af visse processuelle garantier i forhold til den pågældende person (kendelsen i sagen Merck m.fl. mod Kommissionen, præmis 73, jf. ovenfor, præmis 69).

    80
    I den foreliggende sag er det imidlertid på ingen måde fastsat i direktiv 89/106, at Kommissionen før vedtagelsen af en beslutning efter direktivets artikel 5, stk. 1, skal overholde en procedure, hvorunder virksomheder som Kaefer Isoliertechnik har ret til at gøre eventuelle rettigheder gældende eller endog blive hørt.

    81
    Kaefer Isoliertechniks argument skal således umiddelbart forkastes.

    82
    Det følger af disse betragtninger, at forholdene i sagen ikke gør det muligt umiddelbart at fastslå, at Kaefer Isoliertechniks søgsmål i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling.

    Umiddelbar antagelse af Hauptverband der Deutschen Bauindustries søgsmål til realitetsbehandling

    83
    Hauptverband der Deutschen Bauindustrie har gjort gældende, at forbundet repræsenterer byggeindustrien i Tyskland, og at dets søgsmålskompetence i relation til den omtvistede beslutning følger dels af Kaefer Isoliertechniks søgsmålskompetence – et af forbundets medlemmer – dels af forbundets deltagelse i den procedure, der førte til vedtagelsen af den omtvistede beslutning.

    84
    Hvad for det første angår Hauptverband der Deutschen Bauindustries søgsmålskompetence som følge af forbundets medlemmers egen søgsmålskompetence bemærkes, at en sammenslutning anses for individuelt berørt af en beslutning, når den repræsenterer virksomheder, der selv kan anlægge sag til prøvelse af beslutningen (jf. i denne retning Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93 – T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s.  1971, præmis 62).

    85
    Det bemærkes imidlertid i denne forbindelse for det første, at der på dette trin ikke umiddelbart foreligger forhold, der gør det muligt at konkludere, at Kaefer Isoliertechniks søgsmål i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling.

    86
    Hauptverband der Deutschen Bauindustrie har dernæst heller ikke godtgjort forhold, der gør det muligt at fastslå, at andre af forbundets medlemmer er individuelt berørt af den omtvistede beslutning.

    87
    Det må således fastslås, at Hauptverband der Deutschen Bauindustrie ikke umiddelbart med føje kan gøre gældende, at forbundet er individuelt berørt af den omtvistede beslutning, henset til den omstændighed, at dets medlemmer selv kunne anlægge søgsmål med påstand om annullation af beslutningen.

    88
    Hvad for det andet angår Hauptverband der Deutschen Bauindustries deltagelse i proceduren for udarbejdelse af den omtvistede beslutning kan særlige omstændigheder, såsom den rolle, en sammenslutning har spillet i forbindelse med en procedure, der har ført til vedtagelsen af en retsakt i artikel 230 EF's forstand, begrunde, at et søgsmål, der er anlagt af en sammenslutning, hvis medlemmer ikke er umiddelbart og individuelt berørte af den omtvistede retsakt, antages til realitetsbehandling, bl.a. når sammenslutningens egenskab af forhandlingsleder er blevet berørt af den omtvistede retsakt (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy mod Kommissionen, Sml. s.  219, præmis 21-24, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s.  1125, præmis 28-30).

    89
    Under disse omstændigheder skal det undersøges, om Hauptverband der Deutschen Bauindustries deltagelse i udarbejdelsen af Forbundsrepublikken Tysklands indsigelse umiddelbart er en særlig omstændighed, der kan give denne sammenslutning en søgsmålskompetence som en faglig sammenslutning, der repræsenterer sine medlemmers interesser i den nævnte retspraksis' forstand.

    90
    Som udtalt i præmis 80 ovenfor, fremgår det, at det på ingen måde er fastsat i direktiv 89/106, at Kommissionen før vedtagelsen af en beslutning efter direktivets artikel 5, stk. 1, skal overholde en procedure, hvorunder sammenslutninger som Hauptverband der Deutschen Bauindustrie har ret til at gøre eventuelle rettigheder gældende eller endog blive hørt.

    91
    På dette trin gør forholdene i sagen det således ikke muligt umiddelbart at fastslå, at Hauptverband der Deutschen Bauindustries søgsmål i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling.

    92
    Henset til alle de foregående betragtninger gør forholdene i sagen det ikke muligt at fastslå, at sagsøgerne umiddelbart er individuelt berørt af den omtvistede beslutning. Det må således på nuværende tidspunkt – uden at det er fornødent at undersøge, om sagsøgernes søgsmål i hovedsagen umiddelbart er anlagt for sent eller ej – konkluderes, at forholdene i sagen ikke gør det muligt umiddelbart at fastslå, at sagsøgernes søgsmål i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling.

    93
    Det konstateres desuden, at sagsøgerne ikke har godtgjort uopsætteligheden af de begærede foreløbige forholdsregler.

    94
    Ifølge fast retspraksis skal spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om foreløbige forholdsregler er uopsættelig, vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab (kendelse afsagt af Rettens præsident den 19.12.2001, forenede sager T-195/01 R og T-207/01 R, Government of Gibraltar mod Kommissionen, Sml. II, s. 3915, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

    95
    Det påhviler den part, der gør en alvorlig og uoprettelig skade gældende, at bevise, at den foreligger (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.10.2000, sag C-278/00 R, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8787, præmis 14). Tabets truende nærhed skal ikke være godtgjort med absolut vished. Det er tilstrækkeligt, navnlig når tabets indtræden afhænger af, at der foreligger en flerhed af faktorer, at det er forudseeligt med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s.  2165, præmis 38, og af Rettens præsident den 15.7.1998, sag T-73/98 R, Prayon-Rupel mod Kommissionen, Sml. II, s.  2769, præmis 38).

    96
    I den foreliggende sag har sagsøgerne gjort gældende, at der foreligger uopsættelighed for så vidt angår Kaefer Isoliertechniks og Hauptverband der Deutschen Bauindustries medlemmer. Det skal imidlertid understreges, at Hauptverband der Deutschen Bauindustrie udelukkende har anført forhold, der havde til formål at godtgøre, at blandt forbundets medlemmer kunne forbrugerne af byggevarer lide et alvorligt og uopretteligt tab. Der tages således ikke hensyn til sandsynligheden for, at et sådant tab kan konstateres til skade for forbundets andre medlemmer, navnlig til skade for producenterne af byggevarer.

    97
    For så vidt angår arten af den hævdede uopsættelighed har sagsøgerne gjort gældende, at såfremt den omtvistede beslutning annulleres og i tilfælde af, at de udgåede tyske standarder genindføres, står forbrugerne af byggevarer over for alvorlige problemer med hensyn til nødvendigheden af at ændre eller nedrive bygninger, der er opført med varer, der opfylder de omtvistede standarder.

    98
    Det skal understreges, at et sådant tab afhænger af genindførelsen af de tyske standarder, som Forbundsrepublikken Tyskland har ladet udgå efter, i givet fald, annullation af den omtvistede beslutning. Det er nemlig kun i tilfælde af en genindførelse af standarder, der finder anvendelse på varmeisoleringsvarer, at sagsøgerne skal ændre eller nedrive bygninger, der er opført før annullationen af den omtvistede beslutning. Sagsøgerne har imidlertid ikke anført forhold, der gør det muligt at vurdere sandsynligheden for, at standarderne faktisk genindføres af Forbundsrepublikken Tyskland i tilfælde af annullation af den omtvistede beslutning.

    99
    Selv såfremt det antages, at Forbundsrepublikken Tyskland faktisk genindfører de udgåede tyske standarder, skal det i øvrigt stadig undersøges, om nødvendigheden – som Kaefer Isoliertechnik og de andre forbrugere af byggevarer, der er medlemmer af Hauptverband der Deutschen Bauindustrie, har gjort gældende – af, at de ændrer de bygninger, der er bygget med varer, der svarer til de omtvistede standarder, er af en sådan art, at den påfører dem et alvorligt og uopretteligt tab.

    100
    Det fremgår herved, at der kun kan konstateres et tab for dem, såfremt de virksomheder, der anvender byggevarer, ikke har mulighed for at kræve af deres leverandører, at de fortsætter med at markedsføre varer, der svarer til graden af krav i de udgåede tyske standarder. Det fremgår imidlertid ikke af sagen på dette trin, at det, efter at disse standarder er udgået, er retligt umuligt for forbrugerne af byggevarer at pålægge deres leverandører, at de fortsætter med at markedsføre varer, der, samtidig med at de opfylder de væsentlige krav i direktiv 89/106, ligeledes opfylder niveauet af krav i de udgåede tyske standarder.

    101
    Under retsmødet har Kaefer Isoliertechnik ganske vist understreget, at selv om en sådan mulighed forelå ud fra et retligt synspunkt, er den dog stadig meget teoretisk, for så vidt som producenterne af byggevarer med al sandsynlighed vælger udelukkende at markedsføre varer, der opfylder de omtvistede standarder.

    102
    Selv hvis det antages, at forbrugerne af byggevarer som følge af visse markedspåvirkninger ikke faktisk kan kræve af deres leverandører, at de fortsætter med at fremstille varer, der opfylder de udgåede tyske standarder, følger det hævdede tab alligevel af nødvendigheden af at ændre de bygninger, der er opført med varer, der svarer til de omtvistede standarder, og udgør følgelig et rent økonomisk tab.

    103
    Det følger af fast retspraksis, at et rent økonomisk tab ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan anses for uopretteligt eller selv vanskeligt afhjælpeligt, da det kan være genstand for en senere økonomisk erstatning. Et økonomisk tab, som ikke elimineres ved opfyldelsen af dommen i hovedsagen, udgør nemlig et økonomisk tab, der kan erstattes inden for rammerne af de retsmidler, som er fastsat i traktaten, navnlig artikel 235 EF og 288 EF (kendelse afsagt af Rettens præsident den 26.10.2001, sag T-184/01 R, IMS Health mod Kommissionen, Sml. II, s.  3193, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

    104
    I et sådant tilfælde ville den foreløbige forholdsregel kun være berettiget, hvis det fremgik, at sagsøgeren i mangel af en sådan foranstaltning ville blive udsat for en situation, der kunne bringe selve virksomhedens eksistens i fare eller uopretteligt ændre dens markedsandele (kendelse afsagt af Rettens præsident den 30.6.1999, sag T-13/99 R, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s.  1961, præmis 138, og af 11.4.2003, sag T-392/02 R, Solvay Pharmaceuticals mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 107).

    105
    Kaefer Isoliertechnik har i det foreliggende tilfælde ikke anført forhold, der kan godtgøre, enten at selskabets eksistens vil blive bragt i fare i mangel af foreløbige forholdsregler, eller at den omtvistede beslutning ændrer selskabets markedsandele uopretteligt.

    106
    Det må således konkluderes, at Kaefer Isoliertechnik ikke har godtgjort uopsætteligheden af den begærede foreløbige forholdsregel, såfremt Forbundsrepublikken Tyskland genindfører de tilbagetrukne tyske standarder efter annullation, i givet fald, af den omtvistede beslutning.

    107
    For så vidt angår det tilfælde, hvor de udgåede tyske standarder ikke genindføres af Forbundsrepublikken Tyskland efter annullation, i givet fald, af den omtvistede beslutning, skal det understreges, at denne mulighed kun er blevet anført på en meget generel og hypotetisk måde under retsmødet, uden at det er blevet præciseret, hvori dette ville resultere i et alvorligt og uopretteligt tab for Kaefer Isoliertechnik.

    108
    Det må således konkluderes, at uopsætteligheden af den begærede foreløbige forholdsregel ikke er blevet godtgjort.

    109
    Henset til de foregående betragtninger kan begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge.

    På grundlag af disse præmisser

    RETTENS PRÆSIDENT

    1)
    Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

    2)
    Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

    Således bestemt i Luxembourg, den 28. november 2003.

    Justitssekretær

    Præsident

    H. Jung

    B. Vesterdorf

    1 –
    Processprog: tysk.
    Top