61995J0301

1 Traktatbrudssoegsmaal - anden genstand og andre retsvirkninger i forhold til en praejudiciel forelaeggelse

(EF-traktaten, art. 169, 171 og 177)

2 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - medlemsstaternes pligt til at give meddelelse om de relevante nationale bestemmelser - raekkevidde

(Raadets direktiv 85/337, art. 12, stk. 2)

3 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - nationale gennemfoerelsesbestemmelser om dispensation fra pligten til at bedoemme tilladelsesprocedurer indledt efter udloebet af gennemfoerelsesfristen - ulovlighed - traktatbrud - fastslaaet ved en tidligere dom - ny fastslaaelse - spoergsmaal om hensigtsmaessighed - kriterier

(EF-traktaten, art. 169; Raadets direktiv 85/337, art. 12, stk. 1)

4 Miljoe - vurdering af visse projekters indvirkning paa miljoeet - direktiv 85/337 - forelaeggelse til vurdering af projekter henhoerende under de i bilag II anfoerte grupper - medlemsstaternes skoen - graenser - begrebet projektgrupper - traktatbrud

(Raadets direktiv 85/337, art. 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2)

1 Traktatbrudssoegsmaal, jf. traktatens artikel 169, har en anden genstand og andre retsvirkninger end genstanden for og retsvirkningerne af en praejudiciel forelaeggelse. Ved et traktatbrudssoegsmaal skal det formelt fastslaas, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine forpligtelser efter faellesskabsretten, idet en saadan fastslaaelse er en forudgaaende betingelse for at kunne udloese proceduren efter traktatens artikel 171. I oevrigt er Kommissionen paa grundlag af sin forpligtelse til at overvaage, at traktaten overholdes, enekompetent til at afgoere, hvorvidt det maa anses for formaalstjenligt at indlede en traktatbrudsprocedure.

2 Ifoelge artikel 12, stk. 2, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - skal medlemsstaterne meddele Kommissionen ordlyden af de bestemmelser, de vedtager paa det af direktivet regulerede omraade. Den pligt, der i saa henseende paahviler medlemsstaterne, tager sigte paa samtlige relevante bestemmelser og tillader ingen sondring efter, om der i medlemsstaterne bestaar en foederal eller centraliseret struktur, eller efter den lovgivningsteknik, som foelges i hver af disse. I forbindelse med en forbundsstat maa det navnlig antages, at fastslaaelsen af et brud paa pligten til at give meddelelse ikke kan beroeres af den betragtning, at bestemmelserne i en lov vedtaget paa forbundsniveau, der er blevet meddelt Kommissionen, har forrang for de ikke-meddelte bestemmelser, som er vedtaget paa lavere niveau.

3 En medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af artikel 12, stk. 1, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - saafremt den ikke har indfoert en pligt til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af samtlige de projekter, som skal undergives en saadan vurdering ifoelge direktivet, for hvilke tilladelsesproceduren er blevet indledt efter den dato, paa hvilken fristen for at gennemfoere direktivet udloeb.

Hensigtsmaessigheden af denne fastslaaelse, hvis grundlag er den paagaeldende medlemsstats vedtagelse af en lovbestemmelse ad hoc, kan ikke beroeres af det forhold, at den samme medlemsstat tidligere er blevet domfaeldt i en anden traktatbrudssag - da der er tale om samme omraade - hvori dommen havde en anden genstand, idet Domstolen fastslog, at medlemsstaten i et konkret tilfaelde ved gennemfoerelsen af et bestemt projekt ikke havde overholdt pligten til at foretage en miljoevurdering.

4 Artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet - fastsaetter, at projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes, naar medlemsstaterne finder, at det er paakraevet paa grund af projekternes karakter, og at medlemsstaterne med henblik herpaa kan udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsaette kriterier og/eller graensevaerdier for at afgoere, hvilke af projekterne der skal vurderes. Den naevnte bestemmelse skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne ikke har befoejelse til samlet og endeligt at udelukke muligheden af at vurdere én eller flere kategorier.

Hvad herved angaar begrebet gruppe, kan det ikke henvise til de tolv kategorier i naevnte bilag, men til underopdelinger af disse kategorier, der hver foranstilles et bogstav i alfabetet. Enhver anden fortolkning ville fjerne den effektive virkning af det i direktivets artikel 2, stk. 1, fastslaaede princip, hvorefter projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering, kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, og giver medlemsstaterne mulighed for at gennemfoere bilag II til direktivet, som de oensker.

En medlemsstat tilsidesaetter derfor sine forpligtelser efter artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, saafremt den ikke under anvendelsesomraadet for sin gennemfoerelseslov indbefatter samtlige de i bilag II til direktivet anfoerte underopdelinger, og herved paa forhaand udelukker hele grupper af projekter fra pligten til at vurdere deres indvirkning paa miljoeet.

I sag C-301/95,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Goetz zur Hausen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carloz Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoeger,

mod

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Dieter Sellner, Bonn, D-53107 Bonn,

sagsoegt,

">angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 5 og 189, sammenholdt med Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40), navnlig artikel 2, 3, artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2, artikel 8 og 9, samt artikel 12, stk. 1 og 2,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P.J.G. Kapteyn, og dommerne G.F. Mancini, J.L. Murray H. Ragnemalm og K.M. Ioannou (refererende dommer),

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 22. januar 1998,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. september 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 5 og 189, sammenholdt med Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40, herefter »direktivet«), navnlig artikel 2, 3, artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2, artikel 8 og 9, samt artikel 12, stk. 1 og 2.

2 Direktivet blev udstedt paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 100 og 235. I ellevte betragtning hedder det endvidere, at »et projekts indvirkninger paa miljoeet boer vurderes under hensyn til oensket om at beskytte menneskets sundhed, at bidrage til hoejere livskvalitet ved forbedring af miljoeet, at soerge for de forskellige arters fortsatte bestaaen og at bevare oekosystemets reproduktionsevne, som er selve grundlaget for livets fornyelse«.

3 Direktivets artikel 1 bestemmer:

»1. Dette direktiv vedroerer vurderingen af indvirkningen paa miljoeet af offentlige og private projekter, der er af en saadan beskaffenhed, at de vil kunne paavirke miljoeet vaesentligt.

2. I dette direktiv forstaas ved: Projekt:

- gennemfoerelse af anlaegsarbejder eller andre installationer eller arbejder

...

Tilladelse:

Afgoerelse fra de(n) kompetente myndighed(er), som giver bygherren ret til at gennemfoere projektet.

...«

4 Artikel 3 lyder saaledes:

»Vurderingen af indvirkningen paa miljoeet skal, afhaengigt af hvert enkelt tilfaelde og i overensstemmelse med artikel 4 til 11, bestaa i paa passende maade at paavise, beskrive og vurdere de direkte og indirekte virkninger af et projekt paa foelgende faktorer:

- mennesker, fauna og flora

- jordbund, vand, luft, klima og landskab

- sammenspillet mellem faktorerne i foerste og andet led

- materielle goder og kulturarv.«

5 I henhold til direktivets artikel 12, stk. 1, skulle medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet inden tre aar fra dets meddelelse. Direktivet blev meddelt den 3. juli 1985, saaledes at denne frist udloeb den 3. juli 1988.

6 I Tyskland blev direktivet gennemfoert ved Gesetz ueber die Umweltvertraeglichkeitspruefung af 12. februar 1990 (lov om evaluering af miljoepaavirkning, herefter »UVPG«), der traadte i kraft den 1. august 1990 (BGBl. I, s. 205).

7 Efter at Kommissionen havde gennemgaaet indholdet af UVPG, naaede den til den konklusion, at den i Tyskland gaeldende lovgivning, saaledes som den var blevet meddelt Kommissionen, ikke var i overensstemmelse med direktivets forskrifter. Ved en aabningsskrivelse af 4. februar 1992 underrettede den derfor den tyske regering om en raekke klagepunkter, som tog sigte paa loven.

8 Efter modtagelse af den tyske regerings svar, meddelt ved skrivelse af 16. juni 1992, overvejede Kommissionen paa ny sin stilling vedroerende visse af de klagepunkter, der var formuleret i aabningsskrivelsen, hvorefter den endelig i den begrundede udtalelse af 4. juli 1994 til regeringen fastholdt en raekke klagepunkter, der kunne opdeles i seks kapitler, som udgjorde individuelle tilfaelde af traktatbrud i forhold til pligten til korrekt at gennemfoere direktivet. Kommissionen opfordrede den tyske regering til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme den begrundede udtalelse inden for en frist paa to maaneder fra dens meddelelse.

9 Da Kommissionen ikke modtog noget svar paa den begrundede udtalelse, har den anlagt sag ved Domstolen. Kommissionens staevning indeholder seks kapitler med individuelle soegsmaalsgrunde vedroerende traktatbrud, nemlig forsinket gennemfoerelse af direktivet, manglende meddelelse af samtlige bestemmelser, der er vedtaget paa det af direktivet regulerede omraade, manglende gennemfoerelse af direktivet paa samtlige projekter, som er blevet tilladt efter den 3. juli 1988, ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 2 med hensyn til de i dettes bilag II opregnede projekter, ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 5, stk. 2, og manglende gennemfoerelse af direktivet under udfoerelse af to bestemte projekter.

10 Efter at den tyske regering i svarskriftet har foretaget visse praeciseringer, har Kommissionen frafaldet staevningens sjette kapitel.

For sen gennemfoerelse af direktivet

11 Kommissionen foreholder den tyske regering, at den ikke inden for den fastsatte frist har truffet de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet. Dette skulle have vaeret gennemfoert inden den 3. juli 1988, men UVPG traadte i kraft den 1. august 1990. Den sagsoegte stat har hermed tilsidesat sine forpligtelser ifoelge traktatens artikel 5 og artikel 189, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 1.

12 Den tyske regering finder det overfloedigt, at der soeges en formel fastslaaelse af det paastaaede traktatbrud, eftersom Domstolen i dommen af 9. august 1994 (sag C-396/92, Bund Naturschutz in Bayern m.fl., Sml. I, s. 3717) allerede har fastslaaet, at direktivet var blevet for sent gennemfoert i Tyskland.

13 Desangaaende bemaerkes, at dommen i sagen Bund Naturschutz in Bayern m.fl. blev afsagt under en praejudiciel sag med det formaal at foretage en fortolkning af direktivets artikel 12, stk. 1. Et traktatbrudssoegsmaal derimod har en anden genstand og andre retsvirkninger.

14 Hvad angaar traktatbrudssoegsmaalets genstand er denne, at det formelt skal fastslaas, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine forpligtelser efter faellesskabsretten.

15 Hvad angaar traktatbrudssoegsmaalets retsvirkninger er den formelle fastslaaelse af et traktatbrud en forudgaaende betingelse for at kunne udloese proceduren efter EF-traktatens artikel 171, som aendret ved traktaten om Den Europaeiske Union.

16 Ifoelge retspraksis er Kommissionen paa grundlag af sin forpligtelse til at overvaage, at traktaten overholdes, enekompetent til at afgoere, hvorvidt det maa anses for formaalstjenligt at indlede en traktatbrudsprocedure (dom af 11.8.1995, sag C-431/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2189, praemis 22).

17 Det maa derfor fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter naevnte direktivs artikel 12, stk. 1, da den ikke inden for den fastsatte frist har truffet de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet.

Manglende meddelelse af samtlige foranstaltninger paa det af direktivet regulerede omraade

18 Det hedder i direktivets artikel 12, stk. 2: »Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.«

19 Kommissionen foreholder den tyske regering, at den ikke har meddelt den samtlige nationale bestemmelser til gennemfoerelse af direktivet, navnlig delstaternes foranstaltninger. De sidstnaevnte foranstaltninger, vedtaget paa det af direktivet regulerede omraade, burde ifoelge Kommissionen have vaeret meddelt den i samklang med direktivets artikel 12, stk. 2. Den sagsoegte stat har derfor tilsidesat sine forpligtelser efter bestemmelserne i traktatens artikel 5 og artikel 189, stk. 3, sammenholdt med bestemmelserne i direktivets artikel 12, stk. 2.

20 Den tyske regering har indvendt, at hverken den sidstnaevnte bestemmelse eller nogen anden faellesskabsretlig bestemmelse paalaegger den at meddele Kommissionen samtlige de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme direktivet.

21 Regeringen goer i oevrigt gaeldende, at UVPG ifoelge § 4 har forrang for saerlove og delstaternes lovgivning. Saafremt kravene i disse er mindre end kravene ifoelge UVPG, gaelder reglerne i UVPG umiddelbart. Hermed garanterer UVPG, at direktivets krav opfyldes fuldt ud, saaledes at meddelelsen af andre bestemmelser til Kommissionen er overfloedig.

22 Herved bemaerkes, at affattelsen af direktivets artikel 12, stk. 2, ikke efterlader nogen tvivl med hensyn til raekkevidden af medlemsstaternes pligt til at meddele Kommissionen samtlige de bestemmelser, de vedtager paa det af direktivet regulerede omraade. Artikel 12, stk. 2, tillader heller ikke den formodning, at der med hensyn til denne pligt kan sondres efter, om der i medlemsstaterne bestaar en foederal eller centraliseret struktur, eller efter den lovgivningsteknik, som foelges i hver af disse.

23 Naar pligten til at give meddelelse tager sigte paa samtlige nationale bestemmelser, der er vedtaget paa det af direktivet regulerede omraade, kan fastslaaelsen af det haevdede traktatbrud ikke beroeres af den overvejelse, at UVPG's bestemmelser, som der er givet meddelelse om til Kommissionen, har forrang for de ikke-meddelte bestemmelser.

24 Det maa derfor fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland ved ikke at meddele Kommissionen samtlige de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme direktivet, har tilsidesat sine forpligtelser efter naevnte direktivs artikel 12, stk. 2.

Den manglende anvendelse af direktivet paa samtlige de projekter, der er tilladt efter den 3. juli 1988

25 UVPG's § 22, stk. 1, indeholder en overgangsordning, hvorefter de allerede indledte tilladelsesprocedurer skal foeres til ende i overensstemmelse med lovens forskrifter, naar projektet endnu ikke var blevet offentliggjort paa tidspunktet for ikrafttraedelsen af UVPG, nemlig den 1. august 1990.

26 Ifoelge Kommissionen begraenser denne overgangsbestemmelse i UVPG tidsmaessigt lovens anvendelsesomraade i den forstand, at de tilladelsesprocedurer, der er blevet indledt foer den 1. august 1990, men efter den 3. juli 1988 - datoen for udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet - ikke er undergivet en vurdering af deres indvirkning af miljoeet, saaledes som det kraeves i direktivet. Den sagsoegte stat har derfor tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af traktatens artikel 5 og artikel 189, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 1.

27 Forbundsregeringen haevder, at det allerede fremgaar af de ovennaevnte domme i sagerne Bund Naturschutz in Bayern m.fl. og Kommissionen mod Tyskland, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke var befoejet til at vedtage en undtagelsesbestemmelse som den, der indeholdes i UVPG's § 22, stk. 2, vedroerende de projekter, for hvilke der er indgivet ansoegning om godkendelse efter den 3. juli 1988 og hermed at give dispensation for disse projekter fra pligten til at foretage en miljoevurdering. Da spoergsmaalet allerede er blevet afgjort ved de to naevnte domme, er der intet grundlag for, at Domstolen paa ny skal udtale sig vedroerende dette retsspoergsmaal.

28 I saa henseende bemaerkes, at den sag, der foerte til den ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, havde en anden genstand, nemlig fastslaaelsen af den sagsoegte stats traktatbrud som foelge af, at den i et konkret tilfaelde ved gennemfoerelse af et bestemt projekt ikke havde overholdt pligten til at foretage en miljoevurdering, saaledes som det kraeves i direktivet. Der var i sagen ikke nedlagt paastand om, at den paagaeldende stat havde begaaet traktatbrud som foelge af vedtagelsen af UVPG's § 22.

29 Det maa derfor fastslaas - henset til udtalelserne i denne doms praemis 13, 14 og 15 - at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktivets artikel 12, stk. 1, da den ikke har indfoert pligt til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af samtlige de projekter, som skal undergives en saadan vurdering ifoelge direktivet, for hvilke tilladelsesproceduren er blevet indledt efter den 3. juli 1988.

Den ufuldstaendige gennemfoerelse af direktivets artikel 2 i relation til de i dettes bilag II opregnede projekter

30 Det hedder i direktivets artikel 2:

»1. Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse.

Disse projekter er defineret i artikel 4.

...«

31 Direktivets artikel 4 bestemmer:

»1. Med forbehold af artikel 2, stk. 3, skal projekter, der henhoerer under de i bilag I anfoerte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10.

2. Projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10, naar medlemsstaterne finder, at det er paakraevet paa grund af projekternes karakter.

Med henblik herpaa kan medlemsstaterne navnlig udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsaette kriterier og/eller graensevaerdier for at afgoere, hvilke af projekterne henhoerende under de i bilag II anfoerte kategorier der skal vurderes i henhold til artikel 5 til 10.«

32 Bilag I til direktivet indeholder ni projektkategorier defineret efter art, saasom olieraffinaderier, integrerede kemiske anlaeg, anlaeg af motorveje, og soehandelshavne. I bilag II med titlen »Projekter omhandlet i artikel 4, stk. 2«, opregnes tolv projektkategorier. Til forskel fra bilag I er kategorierne i bilag II opdelt i underkategorier, som hver har et bogstav i alfabetet foranstillet, med undtagelse af kategorierne i punkt 5, 9 og 12.

33 Forbundsrepublikken Tyskland, der gjorde brug af sin mulighed efter direktivets artikel 4, stk. 2, sammenholdt med bilag II, definerede i UVPG's § 3 og i bilaget hertil visse projekter, som medlemsstaten besluttede at undergive lovens anvendelsesomraade samt pligten til at foretage en vurdering af deres indvirkning paa miljoeet.

34 Kommissionen har gjort gaeldende, at den tyske lovgivning ikke omfatter samtlige de projektgrupper, som opregnes i bilag II til direktivet. Ifoelge Kommissionen skal samtlige projekter opregnet i bilag II til direktivet, under de forskellige bogstaver i alfabetet, som foranstilles underinddelingerne af de i dette bilag opregnede kategorier, betragtes som »grupper« i den i direktivets artikel 4, stk. 2, forudsatte betydning. Kommissionen bestrider ikke, at medlemsstaterne i medfoer af direktivets artikel 4, stk. 2, kan indfoere sondringer paa grundlag af egenskaberne ved projekterne under en bestemt gruppe i bilag II til direktivet, men den finder det uantageligt, saafremt hele grupper i almindelighed unddrages vurderingspligten.

35 Kommissionen har derfor nedlagt paastand om, at Domstolen fastslaar, at den sagsoegte stat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 5 og artikel 189, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, da den paa forhaand fra pligten til at vurdere projekters indvirkning paa miljoeet har undtaget hele grupper af projekter opregnet i bilag II til direktivet.

36 Ifoelge den tyske regering boer der sondres mellem gruppebegreberne og projekter. Regeringen finder, at bilag II til direktivet i alt opregner »tolv projektgrupper«, blandt hvilke der findes »specifikke projekter«. Saaledes udgoer hver af de tolv kategorier i bilaget en projektgruppe, og hver af underinddelingerne af disse kategorier, som indledes med et bogstav i alfabetet, udgoer et specifikt projekt.

37 Den tyske regering goer gaeldende, at hver medlemsstat i medfoer af direktivets artikel 4, stk. 2, frit afgoer, hvilket projekt blandt de specifikke projekter, som omregnes i de tolv grupper, der skal undergives vurderingspligten. UVPG inddrog samtlige grupper af projekter under bilag II til direktivet, og loven paalagde pligt til miljoevurdering for samtlige projekter, med hensyn til hvilke forbundslovgiveren fandt, at deres egenskaber kraevede det. Med henblik herpaa fastsatte den tyske regering i overensstemmelse med sit frie skoen for visse projekttyper kriterier og/eller bindende graenser hvad angaar vurderingspligten. Det kan saaledes ikke korrekt haevdes, at Forbundsrepublikken Tyskland har udelukket hele grupper af projekter fra vurderingspligten.

38 I overensstemmelse med Domstolens praksis tillaegger direktivets artikel 4, stk. 2, ikke medlemsstaterne en befoejelse til samlet og endeligt at udelukke muligheden af at vurdere en eller flere kategorier, der er omfattet af bilag II (jf. dom af 2.5.1996, sag C-133/94, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2323, praemis 43). For at kunne afgoere det her omhandlede klagepunkt maa der saaledes for det foerste tages stilling til spoergsmaalet om, hvorledes begrebet projektgrupper i direktivets artikel 4's forstand skal fortolkes.

39 I den henseende bemaerkes, at saavel stk. 1 som stk. 2 i direktivets artikel 4 er formuleret ens i den saetning, der angaar det paagaeldende begreb, nemlig »projekter, der henhoerer under de i bilag I anfoerte grupper, vurderes ...« og »projekter, der henhoerer under de i bilag II anfoerte grupper, vurderes ... naar ...«.

40 Det fremgaar, at det paagaeldende begreb ikke kan have forskelligt indhold og forskellig betydning alt efter, om det staar i bilag I eller i bilag II til direktivet.

41 Da begrebet i bilag I refererer til kategorier af projekter defineret efter deres karakter, kan det hermed, hvad angaar bilag II, kun referere til kategorier af projekter af samme art.

42 De ni projektkategorier i bilag I kan imidlertid ikke ifoelge deres karakter svare til de tolv kategorier i bilag II, eftersom hver af disse udgoer et meget omfattende oekonomisk virksomhedsomraade, men til underopdelinger af disse kategorier, der hver foranstilles med et bogstav i alfabetet. Denne antagelse bestyrkes ved den konstatering, at kategori 5, 9 og 12, i bilag II, som ikke indeholder underopdelinger, hver udgoer en meget praecist afgraenset virksomhed.

43 F.eks. kan projektkategorien med titlen »Anlaeg af motorveje, motortrafikveje, nyanlaeg til jernbanefjerntrafik samt lufthavne ...« i punkt 7 i bilag I ikke som projektgruppe svare til kategorien i punkt 10 til bilag II med titlen »Infrastrukturprojekter«, men til litra d), i dette punkt, der refererer til »anlaeg af veje, havne, herunder fiskerihavne, og flyvepladser (projekter, som ikke er omfattet af bilag I)«.

44 Enhver anden fortolkning af det her omhandlede begreb ville fjerne den effektive virkning af det i direktivets artikel 2, stk. 1, fastslaaede princip, hvorefter projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering, kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, og giver medlemsstaterne mulighed for at gennemfoere bilag II til direktivet, som de oensker.

45 Netop paa grundlag af dette princip har Domstolen fastslaaet, at det skoen, som er tildelt medlemsstaterne ved direktivets artikel 4, stk. 2, er afgraenset af vurderingspligten i artikel 2, stk. 1 (jf. dom af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, praemis 50), og at de i artikel 4, stk. 2, omtalte kriterier og/eller graensevaerdier har til formaal at lette vurderingen af de konkrete kendetegn for et projekt med henblik paa at afgoere, om det er omfattet af forpligtelsen til at foretage en vurdering, men ikke har til formaal paa forhaand at udelukke hele kategorier af projekter, der er opregnet i bilag II, og som paataenkes gennemfoert i en medlemsstat, fra denne forpligtelse (dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, a.st., praemis 42).

46 Det maa foelgelig fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter naevnte direktivs artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, da den paa forhaand har udelukket hele grupper af projekter som opregnet i bilag II til direktivet fra pligten til at vurdere deres indvirkning paa miljoeet.

Ufuldstaendig gennemfoerelse af direktivets artikel 5, stk. 2

47 Direktivets artikel 5, stk. 1, paalaegger medlemsstaterne pligt til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at bygherrer paa passende vis giver visse oplysninger vedroerende et projekt, der er omfattet af en vurdering af dets indvirkninger paa miljoeet. Disse oplysninger specificeres i naevnte bestemmelses stk. 2 og i bilag III til direktivet.

48 Kommissionen har anfoert, at UVPG's § 6, stk. 3 og 4, der gennemfoerer direktivets artikel 5, stk. 2, definerer de oplysninger, som en bygherre skal give. Imidlertid bestemmer UVPG's § 6, stk. 2, andet punktum, at disse bestemmelser kun finder anvendelse, »saafremt de i stk. 3 og 4 opregnede oplysninger ikke i detaljer er fastlagt i en retsforskrift«.

49 Ifoelge Kommissionen betyder dette, at andre retsforskrifter, som i detaljer fastlaegger karakteren og omfanget af de kraevede oplysninger, har forrang for UVPG's bestemmelser og derfor erstatter disse i saa fald. Kommissionen konkluderer derfor, at den sagsoegte stat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 5 og artikel 189, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 12, stk. 1, da den ikke i almindelighed har fastsat forskrifter vedroerende de ved direktivet kraevede oplysninger.

50 Den tyske regering har gjort gaeldende, at Kommissionens standpunkt hviler paa en fejlagtig fortolkning af UVPG's § 6, stk. 2. Denne bestemmelse indeholder ingen undtagelse fra hovedreglen i UVPG's § 4, som regulerer forholdet mellem UVPG og de oevrige retsforskrifter, der er fastsat paa forbundsniveau eller delstatsniveau paa det af direktivet fastsatte omraade. I overensstemmelse med denne regel gaelder det, at saafremt kravene i saadanne retsforskrifter er mindre end kravene ifoelge UVPG, finder sidstnaevnte anvendelse med forrang.

51 Det maa i den henseende bemaerkes, at direktivets artikel 5, stk. 2, specificerer mindstekravene til de oplysninger, som en bygherre skal give. Kommissionen foreholder ikke den tyske regering, at UVPG's § 6, stk. 3 og 4, ikke sikrer en korrekt gennemfoerelse af den tilsvarende regel i direktivet.

52 Saafremt forholdet er det, at andre saerregler vedtaget paa forbundsniveau eller delstatsniveau - af grunde, der eventuelt haenger sammen med Forbundsrepublikkens struktur - fastsaetter saerlige krav, som i paakommende tilfaelde er i overensstemmelse med saerlige behov inden for forskellige aktivitetsomraader omfattet af direktivet, maa direktivets artikel 13 antages at give medlemsstaterne mulighed for at fastsaette strengere regler end reglerne i direktivet. I oevrigt sikrer hovedreglen i UVPG's § 4 ifoelge den tyske regerings forklaringer anvendelse af UVPG's § 6, stk. 3 og 4, naar kravene i saerreglerne er mindre end kravene i den hertil svarende regel i UVPG.

53 Henset til disse betragtninger vil sagsoegte vaere at frifinde paa det her omhandlede punkt.

54 Paa grundlag af de ovenstaaende betragtninger maa det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktivets artikel 2, stk. 1, artikel 4, stk. 2, samt artikel 12, stk. 1 og 2, da den

- ikke inden for den fastsatte frist har truffet de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet

- ikke har meddelt Kommissionen samtlige de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme direktivet

- ikke har indfoert pligt til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af samtlige de projekter, som skal undergives en saadan vurdering ifoelge direktivet, for hvilke tilladelsesproceduren er blevet indledt efter den 3. juli 1988, og

- paa forhaand har udelukket hele grupper af projekter som opregnet i bilag II til direktivet fra pligten til at vurdere deres indvirkning paa miljoeet.

55 I oevrigt frifindes sagsoegte.

Sagens omkostninger

56 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland har i det vaesentlige tabt sagen, hvorfor den paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 2, stk. 1, artikel 4, stk. 2, samt artikel 12, stk. 1 og 2, i Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet, da den

- ikke inden for den fastsatte frist har truffet de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet

- ikke har meddelt Kommissionen samtlige de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme direktivet

- ikke har indfoert pligt til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af samtlige de projekter, som skal undergives en saadan vurdering ifoelge direktivet, for hvilke tilladelsesproceduren er blevet indledt efter den 3. juli 1988, og

- paa forhaand har udelukket hele grupper af projekter som opregnet i bilag II til direktivet fra pligten til at vurdere deres indvirkning paa miljoeet.

2) I oevrigt frifindes Forbundsrepublikken Tyskland.

3) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.