61992J0422

++++

1. Traktatbrudssoegsmaal ° Kommissionens soegsmaalsret ° forudsaetter ingen saerlig retlig interesse

(EOEF-traktaten, art. 169)

2. Traktatbrudssoegsmaal ° Kommissionens soegsmaalsret ° frist for udoevelse ° foreligger ikke ° skoensmaessig befoejelse til selv at vaelge tidspunktet for soegsmaalets indgivelse

(EOEF-traktaten, art. 169)

3. Tilnaermelse af lovgivningerne ° affald ° direktiv 75/442 og 78/319 ° begreb ° udelukkelse af visse stoffer og genstande, som kan genbruges ° ulovligt

(Raadets direktiv 75/442, art. 1, og 78/319, art. 1)

4. Tilnaermelse af lovgivningerne ° affald ° graenseoverskridende overfoersler af farligt affald ° direktiv 84/631 ° generelt og absolut forbud mod udfoersel af affald ° ulovligt ° national lovgivning, som indeholder en regel om bortskaffelse af affald paa nationalt omraade, der dog ikke udelukker graenseoverskridende overfoersler, forudsat der indhentes tilladelse hertil ° lovligt

(EOEF-traktaten, art. 130 R, stk. 2; Raadets direktiv 84/631 som aendret ved direktiv 86/279)

1. Kommissionen behoever ikke have en saerlig retlig interesse for at anlaegge traktatbrudssag i medfoer af traktatens artikel 169. Denne traktatbestemmelse har nemlig ikke til formaal at beskytte Kommissionens egne rettigheder, men er et af midler, hvormed Kommissionen skal sikre, at medlemsstaterne overholder traktatens bestemmelser og de i medfoer heraf af institutionerne udstedte bestemmelser.

2. Kommissionen behoever ikke iagttage en bestemt frist for at anlaegge traktatbrudssag mod en medlemsstat i medfoer af traktatens artikel 169, men har befoejelse til selv at vurdere, hvornaar der er grund til at anlaegge sag. Det tilkommer ikke Domstolen at efterproeve denne vurdering.

3. Begrebet affald i artikel 1 i direktiv 75/442 og 78/319 skal ikke fortolkes saaledes, at stoffer og genstande, som kan genbruges oekonomisk, er udelukket fra direktivernes anvendelsesomraade. Saafremt en medlemsstat fra sine nationale lovregler om bortskaffelse af affald undtager visse kategorier affald, som kan recirkuleres, sikrer den ikke en korrekt gennemfoerelse af direktiverne.

4. Ved direktiv 84/631 ° som aendret ved direktiv 86/279 ° om overvaagning af og kontrol inden for Faellesskabet med graenseoverskridende overfoersel af farligt affald blev der indfoert en fuldstaendig ordning navnlig vedroerende graenseoverskridende overfoersel af farligt affald med henblik paa dettes bortskaffelse i naermere angivne anlaeg. Den herved indfoerte ordning er baseret paa en forpligtelse for affaldets indehaver til at indgive en detaljeret forhaandsanmeldelse. Efter ordningen kan de nationale myndigheder fremsaette indsigelser og saaledes forbyde konkrete overfoersler af farligt affald af hensyn dels til beskyttelsen af miljoeet og sundheden, dels til den offentlige orden og sikkerhed. Derimod kan medlemsstaterne ikke generelt forbyde saadanne overfoersler.

Det er ikke uforeneligt med direktivet at indfoere en national lovgivning, som indeholder et princip om bortskaffelse af affald paa nationalt omraade, men fastsaetter visse betingelser for dets anvendelse, som goer det muligt at foretage graenseoverskridende overfoersler af farligt affald paa naermere angivne vilkaar og i dette oejemed foreskriver en raekke administrative procedurer, som svarer til dem, der indeholdes i direktivet. Et saadant princip, som er fastsat for at opfylde et maal, der er i overensstemmelse med det i traktatens artikel 130 R, stk. 2, foreskrevne princip om, at udbedringer af miljoeskader fortrinsvis skal ske ved kilden, kan ikke anses for et generelt og absolut forbud mod eksport af farligt affald, som vil vaere i strid med direktiv 84/631.

Det er heller ikke uforeneligt med direktivet at udstede nationale bestemmelser, hvorefter overfoersler af farligt affald er betinget af en godkendelse, saafremt en saadan godkendelse svarer til den "bekraeftelse af modtagelsen", som er omhandlet i direktivet, og saafremt de forhold, som kan begrunde et afslag paa at meddele tilladelse, hovedsagelig er begrundet i hensyn til almenvellet, som vedroerer beskyttelsen af menneskers sundhed og miljoebeskyttelsen, og dermed netop omfattes af de hensyn, som er omhandlet i direktivet.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. december 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagt sag i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-traktaten, idet den ikke har vedtaget alle de foranstaltninger, som er noedvendige for at gennemfoere Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 39, herefter benaevnt "direktiv 75/442"), Raadets direktiv 78/319/EOEF af 20. marts 1978 om giftigt og farligt affald (EFT L 84, s. 43, herefter benaevnt "direktiv 78/319"), Raadets direktiv 84/631/EOEF af 6. december 1984 om overvaagning af og kontrol inden for Faellesskabet med graenseoverskridende overfoersel af farligt affald (EFT L 326, s. 31, herefter benaevnt "direktiv 84/631") og Raadets direktiv 86/279/EOEF af 12. juni 1986 om aendring af direktiv 84/631 (EFT L 181, s. 13, herefter benaevnt "direktiv 86/279").

2 Ifoelge de i staevningen nedlagte paastande har Kommissionen navnlig paatalt det forhold, at Forbundsrepublikken Tyskland

° har undtaget visse stoffer fra de tyske lovbestemmelser om affald, selv om disse stoffer er omfattet af begrebet "affald" i direktiv 75/442 og 78/319

° i strid med direktiv 84/631 og 86/279 har bestemt, at behandlingen af affald skal vaere undergivet princippet om, at affaldet skal bortskaffes paa nationalt omraade

° har foreskrevet, at der skal indhentes tilladelse til enhver graenseoverskridende overfoersel af samtlige typer affald og herfor fastsat betingelser, som afviger fra de forhold, som kan begrunde indsigelser i henhold til direktiv 84/631, som aendret ved direktiv 86/279

° har tilsidesat sin forpligtelse til at udfaerdige, ajourfoere og offentliggoere eller fremsende planer i henhold til direktiv 78/319.

3 Formaalet med direktiv 75/442 er at foretage en tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om bortskaffelse af affald og herved samtidig indfoere mere omfattende regler med det formaal at opfylde et af Faellesskabets maal for miljoebeskyttelsen og forbedringen af livskvaliteten. Direktivet indeholder bl.a. foelgende definition af affald i artikel 1: "Ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med i henhold til gaeldende nationale bestemmelser", og bestemmer i artikel 2, stk. 1, at medlemsstaterne kan fastsaette saerlige regler for specielle kategorier af affald. I artikel 2, stk. 2, er opregnet forskellige kategorier af affald, som er undtaget fra direktivets anvendelsesomraade.

4 Direktiv 78/319 har de samme formaal med hensyn til bortskaffelse af giftigt og farligt affald. Dette direktivs artikel 1 indeholder samme definition af affald som i direktiv 75/442 og praeciserer definitionen af giftigt og farligt affald. Direktivet bestemmer navnlig i artikel 5, at medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at giftigt og farligt affald bortskaffes uden at bringe menneskers sundhed i fare og uden at skade miljoeet. Endvidere skal de kompetente myndigheder ifoelge direktivets artikel 12 udfaerdige og ajourfoere planer for bortskaffelse af giftigt og farligt affald, og disse planer skal fremsendes til Kommissionen.

5 Formaalet med direktiv 84/631 er at indfoere en ordning for kontrol med graenseoverskridende overfoersel af farligt affald, indtil dette affald er behandlet eller bortskaffet paa betryggende vilkaar. Ifoelge artikel 3 skal indehaveren af det farlige affald, som agter at overfoere det eller lade det overfoere fra en medlemsstat til en anden eller lade det passere gennem en eller flere medlemsstater, bl.a. anmelde dette til de kompetente myndigheder i de paagaeldende stater. Ifoelge artikel 4 maa de graenseoverskridende overfoersler foerst finde sted, naar de kompetente myndigheder i bestemmelsesmedlemsstaten ° eller i den sidste medlemsstat, som affaldet passerer igennem, naar det skal overfoeres til et tredjeland ° har bekraeftet modtagelsen af anmeldelsen. Ifoelge samme artikel har de nationale myndigheder paa naermere angivne betingelser mulighed for at fremsaette indsigelser, som skal vaere begrundet i love eller andre retsforskrifter om miljoebeskyttelse, offentlig orden, sikkerhed eller sundhedsbeskyttelse, der er i overensstemmelse med direktivet, andre faellesskabsretsakter eller internationale konventioner paa omraadet, som den paagaeldende medlemsstat har indgaaet inden meddelelsen af direktivet.

6 Formaalet med direktiv 86/279 er at supplere kontrolordningen for den graenseoverskridende overfoersel af farligt affald ved at tage hensyn til de forureningsrisici, som kan opstaa uden for Faellesskabet. Direktivet aendrer bl.a. artikel 3 og 4 i direktiv 84/631, idet det foreskriver strengere betingelser for overfoersel af affald til tredjelande. Det kraever saaledes af indehaveren, at han indhenter samtykke fra det tredjeland, som er bestemmelsesland, inden han indleder anmeldelsesproceduren, og for det tilfaelde, hvor affaldet skal overfoeres fra en medlemsstat med henblik paa bortskaffelse uden for Faellesskabet, giver direktivet afsendermedlemsstaten ° eller, ved en undtagelsesbestemmelse, paa naermere angivne betingelser den sidste transitmedlemsstat ° ret til at bekraefte modtagelsen af anmeldelsen eller at fremsaette indsigelser.

7 Det boer naevnes, at direktiv 75/442 er blevet fuldstaendigt aendret ved Raadets direktiv 91/156/EOEF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32, herefter benaevnt "direktiv 91/156"). Direktiv 78/319 er med virkning fra den 12. december 1993 blevet ophaevet ved Raadets direktiv 91/689/EOEF af 12. december 1991 om farligt affald (EFT L 377, s. 20, herefter benaevnt "direktiv 91/689"), som paa sin side er blevet aendret ved Raadets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 (EFT L 168, s. 28), hvorved datoen for ophaevelsen af direktiv 78/319 blev udsat til den 27. juni 1995. Endelig er direktiv 84/631, som aendret ved direktiv 86/279, blevet ophaevet paa samme dato som ikrafttraedelsesdatoen for Raadets forordning (EOEF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvaagning af og kontrol med overfoersel af affald inden for, til og fra Det Europaeiske Faellesskab (EFT L 30, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 259/93").

8 I tysk ret findes de grundlaeggende lovregler paa det omraade, som de naevnte direktiver omfatter, i Abfallgesetz af 27. august 1986 (lov om forebyggelse og bortskaffelse af affald, BGBl. I, s. 2126, herefter benaevnt "AbfG"). Flere af bestemmelserne heri er relevante for den foreliggende sag.

9 I lovens § 1, stk. 1, er affald defineret som "enhver loesoeregenstand, som indehaveren vil skaffe sig af med, eller hvis behoerige bortskaffelse er noedvendig til beskyttelse af almenvellet, navnlig beskyttelsen af miljoeet". Ifoelge samme bestemmelse er ogsaa "de loesoeregenstande, som indehaveren overlader til bortskaffelsesanlaegget eller en af dette hertil bemyndiget tredjemand, affald, selv om det nyttiggoeres, indtil de af genstandene udvundne stoffer eller den heraf frembragte energi er indgaaet i det oekonomiske kredsloeb". Visse stoffer er dog ifoelge § 1, stk. 3, undtaget fra loven, herunder de stoffer, som er naevnt i stk. 3, nr, 7 ° bortset fra visse undtagelser ° og "hvoraf der som led i en erhvervsmaessig indsamling foretages en behoerig nyttiggoerelse, saafremt dette godtgoeres over for bortskaffelsesanlaeggene, og saafremt overordnede almene hensyn ikke er til hinder herfor".

10 Ifoelge § 2 skal affald, som falder inden for lovens anvendelsesomraade, bortskaffes, medmindre andet bestemmes i § 13. Bortskaffelsen skal ske paa en saadan maade, at den ikke er til skade for almenvellet under behoerig hensyntagen til beskyttelsen af menneskers sundhed og miljoeet.

11 Ifoelge lovens § 6 skal delstaterne udarbejde planer til bortskaffelse af affald, som skal afstemmes indbyrdes.

12 Lovens § 13 indeholder regler for overfoersel af affald inden for og uden for tysk omraade. Den foreskriver navnlig, at enhver, som oensker at transportere affald, skal indhente tilladelse hertil, som kun kan udstedes, saafremt transporten, behandlingen, oplagringen eller deponeringen af affaldet ikke er til skade for almenvellet og saafremt der ikke er nogen betaenkeligheder med hensyn til ansoegerens paalidelighed. Samme bestemmelse indeholder en raekke andre betingelser for udstedelse af tilladelse til import eller eksport af affald, som kan vaere forskellige afhaengig af affaldets destination.

13 Endelig indeholder § 13c betingelserne for, hvorledes bestemmelserne i direktiv 84/631 skal gennemfoeres ved udstedelse af bekendtgoerelse. Gennemfoerelsen heraf er sket ved Abfallverbringungsverordnung af 18. november 1988 (bekendtgoerelse om graenseoverskridende overfoersel af affald, BGBl I, s. 2126, herefter benaevnt "AbfVerbV"), som isaer regulerer sammenhaengen mellem den i loven og den i direktivet foreskrevne administrative procedure.

14 Da Kommissionen fandt, at de nationale retsforskrifter paa flere punkter ikke var i overensstemmelse med direktiv 75/442, 78/319, 84/631 og 86/279, tilsendte den i medfoer af traktatens artikel 169 den tyske regering en aabningsskrivelse den 30. januar 1990, som de tyske myndigheder besvarede ved en meddelelse af 2. maj 1990. Kommissionen fremsatte derefter en begrundet udtalelse den 25. september 1991, hvori den konkluderede, at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser, og hvori den opfordrede regeringen til at traeffe de noedvendige foranstaltninger inden to maaneder. Da Kommissionen ikke fandt, at forbundsregeringens besvarelse af 20. marts 1992 var tilfredsstillende, har den anlagt naervaerende sag.

Formaliteten

15 Forbundsrepublikken Tyskland har paastaaet sagen afvist med henvisning til, at Kommissionen ikke har fornoeden retlig interesse, og til, at traktatbrudsoegsmaalet er for sent anlagt. Den goer herved for det foerste gaeldende, at Kommissionen ikke, som det kraeves efter direktiv 75/442 med senere aendringer ved direktiv 91/156, havde udfaerdiget den liste over affald, som var noedvendig for gennemfoerelsen af det sidstnaevnte, ajourfoerte direktiv, og for det andet, at Kommissionen anlagde sagen meget lang tid efter, at de omtvistede nationale retsforskrifter var blevet offentliggjort, saaledes at regeringen paa grund af udviklingen i Faellesskabets miljoeret og -politik havde grund til at forvente, at Kommissionen ikke ville anlaegge nogen sag.

16 Hertil bemaerkes, at det ikke er en forudsaetning for at anlaegge en traktatbrudssag i medfoer af traktatens artikel 169, at Kommissionen har en saerlig retlig interesse. Artikel 169 har nemlig ikke til formaal at beskytte Kommissionens egne rettigheder, men er et af Kommissionens midler til at sikre, at medlemsstaterne overholder traktatens bestemmelser og de bestemmelser, som institutionerne traeffer i medfoer heraf. Under alle omstaendigheder er den omstaendighed, at aendringsdirektivet ikke kunne gennemfoeres i national ret, fordi Kommissionen ikke havde udfaerdiget den liste, som gennemfoerelsen var betinget af, uden betydning for spoergsmaalet om sagens realitetsbehandling, eftersom sagen drejer sig om, hvorvidt sagsoegte har tilsidesat sine forpligtelser efter de oprindelige, dagaeldende bestemmelser i direktiv 75/442.

17 Det er derimod korrekt og noget forunderligt, at Kommissionen har anlagt sagen mere end seks aar efter, at den tyske basislovgivning om overfoersel af affald traadte i kraft, og paa et tidspunkt, hvor Faellesskabet netop havde tillempet sin politik paa omraadet efter den opfattelse, der ligger til grund for den tyske lovgivning. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 18 og 79 i sit forslag til afgoerelse, kan man med god grund spoerge, hvorfor Kommissionen under disse forhold fandt det noedvendigt at anlaegge og opretholde sagen.

18 Ifoelge Domstolens faste praksis finder traktatens artikel 169 imidlertid anvendelse, uden at Kommissionen behoever at iagttage en bestemt frist (se herom navnlig dom af 16.5.1991, sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2461, praemis 15). Kommissionen har saaledes befoejelse til selv at vurdere, hvornaar der er grund til at anlaegge sag, og det tilkommer ikke Domstolen at efterproeve denne vurdering. Formalitetsindsigelsen maa herefter forkastes.

Realiteten

19 Kommissionen har fremfoert fire klagepunkter, nemlig at visse stoffer, som kan recirkuleres, er undtaget fra AbfG, at der i Tyskland gaelder et princip om, at affald skal bortskaffes paa nationalt omraade, at der kraeves tilladelse til graenseoverskridende overfoersel af farligt affald, og at der gaelder en pligt til overholdelse af planerne for bortskaffelse af affald.

Foerste klagepunkt

20 Kommissionen har anfoert, at bestemmelsen i AbfG' s § 1, stk. 3, nr. 7, om at undtage visse stoffer fra loven, der kan recirkuleres, og som ikke betragtes som affald, men som "restprodukter", der ikke er omfattet af den tyske lovgivning om affald, er uforenelig med direktiv 75/442 og 78/319, som indeholder en vid definition af begrebet affald og ikke udelukker affald, der kan recirkuleres, fra direktivernes anvendelsesomraade.

21 Den tyske regering har anfoert, at den forskel, der, som haevdet af Kommissionen, skulle bestaa mellem begrebet affald i faellesskabsretten og i tysk ret, ikke eller ikke laengere eksisterer. Ifoelge regeringen boer et brugt produkt, som kan forblive i det oekonomiske kredsloeb, dog holdes ude fra begrebet affald, naar indehaveren vil skille sig af med det ved en social handling eller en erhvervstransaktion.

22 Som Domstolen tidligere har fastslaaet, skal begrebet affald i artikel 1 i direktiv 75/442 og 78/319 ikke fortolkes saaledes, at stoffer og genstande, som kan genbruges oekonomisk, er udelukket fra direktivernes anvendelsesomraade. Saafremt nationale bestemmelser indeholder en definition af begrebet affald, der udelukker stoffer og genstande, som kan genbruges oekonomisk, er de ikke i overensstemmelse med de naevnte direktiver (jf. dom af 28.3.1990, sag C-359/88, Zanetti m.fl., Sml. I, s. 1509, praemis 12 og 13).

23 Denne konstatering aendres hverken af de aendringer, som blev foretaget i de foerste af de to naevnte direktiver ved direktiv 91/156 ° hvis gennemfoerelsesfrist ligger efter tidspunktet for naervaerende sagsanlaeg ° eller ved, at det andet direktiv blev ophaevet ved direktiv 91/689, hvori ogsaa datoen for ophaevelsen ligger paa et senere tidspunkt end tidspunktet for sagens anlaeg.

24 Hvad angaar den tyske regerings argument om, at der ikke i den af Kommissionen anfoerte henseende bestaar nogen forskel mellem faellesskabslovgivningen og den tyske lovgivnings anvendelsesomraade, skal alene bemaerkes, at den tyske regering selv har anfoert, at den omhandlede forskel i anvendelsesomraadet vil blive bragt til ophoer, naar den paataenkte udvidelse af den tyske lovs anvendelsesomraade er gennemfoert. Dette udsagn viser, at den anfoerte forskel bestaar, saa laenge de nye nationale retsforskrifter endnu ikke er vedtaget.

25 Det maa herefter fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktiv 75/442 og 78/319, idet den fra de tyske bestemmelser om bortskaffelse af affald har undtaget visse kategorier affald, som kan recirkuleres.

Andet og tredje klagepunkt

26 Kommissionen har anfoert, at den tyske lovgivning er uforenelig med direktiv 84/631 og 86/279, da den dels bygger paa et princip om, at affaldet skal bortskaffes paa nationalt omraade, dels kraever tilladelse til graenseoverskridende overfoersler af farligt affald.

27 Vedroerende det foerste punkt har Kommissionen anfoert, at direktiverne forudsaetter, at det er muligt at overfoere farligt affald til andre medlemsstater eller tredjelande, hvorfor der ikke efter direktiverne kan udledes noget generelt princip om, at affaldet skal bortskaffes paa nationalt omraade.

28 Den tyske regering har gjort gaeldende, at dette princip er udtryk for en prioritet og ikke har karakter af et forbud mod udfoersel, hvilket fremgaar dels af muligheden efter bestemmelserne for at foretage graenseoverskridende overfoersler, dels af omfanget af det affald, som faktisk er eksporteret. Desuden har regeringen anfoert, at de omhandlede direktiver ikke kan fortolkes i strid med den trinhoejere regel, som er fastsat i traktatens artikel 130 R, stk. 2, hvorefter bl.a. udbedring af miljoeskader fortrinsvis skal ske ved kilden, og som de nye faellesskabsregler om affald og Basel-konventionen af 22. marts 1989 om kontrol med graenseoverskridende overfoersler af farligt affald og bortskaffelse heraf (International environmental Law, Kluwer, Deventer-Boston, 1991, s. 546), som Faellesskabet har undertegnet, i oevrigt bygger paa.

29 Om det andet punkt har Kommissionen anfoert, at forpligtelsen til at indhente en forudgaaende tilladelse til samtlige overfoersler gaar videre end de krav til kontrolordningen, som er fastsat i direktiverne. Efter Kommissionens opfattelse gaar de saerlige betingelser, som er fastsat i den tyske lovgivning for overfoersel af affald til andre medlemsstater videre end de muligheder, som er indroemmet de kompetente myndigheder i afsendermedlemsstaten ved artikel 4, stk. 6, i direktiv 84/631 ° hvilken bestemmelse er optaget i direktiv 86/279 ° og hvorefter de kompetente myndigheder alene har mulighed for at fastsaette visse betingelser vedroerende transporten af affaldet paa deres omraade og fremsaette indsigelser, som skal vaere begrundet i bestemte hensyn. Paa samme maade gaar de betingelser, som er fastsat for overfoerslen af affald til tredjelande, videre end forskrifterne i samme direktivs artikel 3, stk. 4, som aendret ved direktiv 86/279, hvori det blot bestemmes, at indehaveren af affaldet skal indhente samtykke til saadanne overfoersler fra det tredjeland, som er bestemmelsesland, foer han indleder anmeldelsesprocedure.

30 Heroverfor har den tyske regering anfoert, at de tyske lovbestemmelser om graenseoverskridende overfoersler af affald er i overensstemmelse med direktiv 84/631, som aendret ved direktiv 86/279, der er blevet gennemfoert ved lovbestemmelserne. Hvad saerlig angaar begraensningerne i udfoerslen af affald til tredjelande har regeringen anfoert, at disse begraensninger ikke blot er begrundet i almenvellet i Forbundsrepublikken Tyskland, men ogsaa i hensynet til den lokale befolkning i bestemmelsesstaten. Ifoelge forbundsregeringen er dette et af formaalene med forordning nr. 259/93, hvorefter udfoerslen af affald til tredjelande er undergivet saerlig restriktive betingelser netop for at beskytte miljoeet i de paagaeldende tredjelande.

31 Vedroerende det anfoerte bemaerkes, at henvisningen til sidstnaevnte forordning ikke er relevant for sagen, da denne forordnings ikrafttraedelsesdato ° hvorved direktiv 84/631, som aendret ved direktiv 86/279, blev ophaevet ° ligger senere end tidspunktet for sagens anlaeg. Kommissionens klagepunkter skal derfor kun behandles i forhold til disse to direktiver.

32 I den forbindelse bemaerkes, at der ved direktiv 84/631 blev indfoert en fuldstaendig ordning navnlig vedroerende graenseoverskridende overfoersel af farligt affald med henblik paa dettes bortskaffelse i naermere angivne anlaeg. Ordningen er baseret paa en forpligtelse for affaldets indehaver til at indgive en detaljeret forhaandsanmeldelse. De paagaeldende nationale myndigheder kan fremsaette indsigelser og saaledes forbyde konkrete overfoersler af farligt affald (men ikke generelt forbyde overfoersler af farligt affald) af hensyn dels til beskyttelsen af miljoeet og sundheden, dels til den offentlige orden og sikkerhed. Efter ordningen kan medlemsstaterne saaledes ikke generelt forbyde saadanne overfoersler (jf. dom af 9.7.1992, sag C-2/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 4431, praemis 20).

33 I modsaetning til hvad Kommissionen tilsyneladende har antaget ° den har henvist til naevnte dom i sagen Kommissionen mod Belgien ° kan den tyske lovgivning ikke sammenlignes med ordningen i den vallonske region, som Domstolen i naevnte doms praemis 21 kendte i strid med direktiv 84/631, for saa vidt den indebar, at det var udelukket at anvende den i direktivet fastsatte fremgangsmaade, og indeholdt et absolut forbud mod import af farligt affald til Vallonien. Selv om AbfG' s § 2 knaesaetter princippet om, at affald, som er opstaaet paa tysk omraade, skal bortskaffes dér, gaelder dette princip dog kun, "medmindre andet bestemmes i § 13". Men § 13 fastsaetter de naermere betingelser for at tillade graenseoverskridende overfoersler af affald og skal sammenholdes med § 13c, hvis formaal netop er at goere det muligt at gennemfoere direktiv 84/631 i tysk ret ved bekendtgoerelse.

34 Princippet i den tyske lov om, at affald skal bortskaffes paa nationalt omraade, som pr. definition ikke vedroerer indfoerslen af affald, kan i betragtning af betingelserne for dets anvendelse ikke betragtes som et generelt og absolut forbud mod udfoersel af farligt affald, som ville vaere i strid med direktiv 84/631 og 86/279. Som anfoert af forbundsregeringen er dette princip fastsat for at opfylde et maal, som er i overensstemmelse med det i traktatens artikel 130 R, stk. 2, foreskrevne princip om, at udbedringen af miljoeskader fortrinsvis skal ske ved kilden.

35 Hvad angaar den i den tyske lov foreskrevne forpligtelse til indhentning af tilladelse til graenseoverskridende overfoersel af affald, er der blevet foretaget en tilpasning heraf ved bekendtgoerelse. Som tidligere anfoert i dommens praemis 13 regulerer AbfVerbrV bl.a. sammenhaengen mellem de i loven og i direktiv 84/631 foreskrevne administrative procedurer. Saaledes svarer her navnlig de i direktivet omhandlede begreber "anmeldelse", "bekraeftelse af modtagelse" og "indsigelse" til begreberne "ansoegning om tilladelse", "tilladelse" og "beslutning om afslag eller udsaettelse" i den tyske lovgivning.

36 Ifoelge den tyske lovgivning skal de kompetente myndigheder naegte tilladelse til en graenseoverskridende overfoersel af affald, saafremt denne udgoer en fare for almenvellet, saafremt der er betaenkeligheder med hensyn til paalideligheden af de personer, som er ansvarlige for transporten, saafremt de gaeldende planer for bortskaffelsen af affaldet er til hinder for en saadan transport, og ° medmindre disse planer foreskriver en anden mulighed for bortskaffelse ° saafremt der findes egnede anlaeg til bortskaffelse af affald i den delstat, hvor affaldet er opstaaet, eller saafremt det er muligt at benytte anlaeggene i en anden delstat.

37 Disse bestemmelser er ikke som haevdet af Kommissionen uforenelige med bestemmelserne i direktiv 84/631, med senere aendringer, uanset under hvilken form den graenseoverskridende overfoersel tilsigtes foretaget.

38 Hvad saavel angaar indfoersler af farligt affald som udfoersler heraf med henblik paa bortskaffelse uden for Faellesskabet, fremgaar det af direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, som aendret ved direktiv 86/279, at de kompetente myndigheder i bestemmelsesmedlemsstaten ° og hvad angaar overfoersler til et tredjeland de kompetente myndigheder i afsendermedlemsstaten ° er befoejet til enten at bekraefte modtagelsen, hvorefter overfoerslen kan finde sted, eller at fremsaette indsigelser herimod med den foelge, at overfoerslen forbydes. Ifoelge artikel 4, stk. 3, skal disse indsigelser vaere begrundet i love eller andre retsforskrifter om miljoebeskyttelse og offentlig orden, sikkerhed eller sundhedsbeskyttelse, der er i overensstemmelse med direktivet, med andre faellesskabsretsakter eller med internationale konventioner.

39 De forhold, som ifoelge den tyske lovgivning kan forhindre graenseoverskridende overfoersler af affald ° og som hovedsagelig er hensyn til almenvellet, der, som det fremgaar af AbfG' s § 1 og 2, vedroerer beskyttelsen af menneskers sundhed og miljoebeskyttelsen ° omfattes imidlertid netop af de hensyn, som er opregnet i foernaevnte direktivbestemmelser.

40 Hvad angaar overfoersler af farligt affald til en anden medlemsstat kan de kompetente myndigheder i afsendermedlemsstaten ifoelge artikel 4, stk. 6, foerste afsnit, i direktiv 84/631, med senere aendringer, fastsaette betingelser for transporten af affaldet paa nationalt omraade. De kan endvidere i medfoer af samme bestemmelses andet afsnit fremsaette indsigelser med den begrundelse, at overfoerslen af affaldet er til hinder for udfoerelsen af de planer, der er udfaerdiget i medfoer af artikel 12 i direktiv 78/319, eller at den strider mod forpligtelser ifoelge internationale overenskomster, som er indgaaet inden meddelelsen af direktivet.

41 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 56 i sit forslag til afgoerelse, er udfaerdigelsen af de planer, som er omhandlet i artikel 12 i direktiv 78/319, et konkret udtryk for den generelle forpligtelse i samme direktivs artikel 5 til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at giftigt og farligt affald bortskaffes, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at miljoeet skades. De omtvistede bestemmelser i den tyske lovgivning er netop begrundet i saadanne hensyn, og som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 57 i sit forslag til afgoerelse, kan bortskaffelsen af farligt affald i en anden medlemsstat, navnlig i en nabostat, have alvorlige foelger for miljoeet i Tyskland og dermed begrunde et afslag paa en tilladelse til at foretage overfoersel til denne stat.

42 Kommissionens andet og tredje klagepunkt maa herefter forkastes.

Fjerde klagepunkt

43 Endelig har Kommissionen gjort gaeldende, at Forbundsrepublikken Tyskland paa bestemte punkter har tilsidesat artikel 12 i direktiv 78/319, som indeholder en forpligtelse til at udfaerdige, ajourfoere, offentliggoere og fremsende planer for bortskaffelsen af giftigt og farligt affald.

44 Til imoedegaaelse af dette klagepunkt har den tyske regering fremlagt en raekke dokumenter, som indeholder en opregning af alle de planer, de tyske delstater har udfaerdiget i henhold til AbfG' s § 6.

45 Domstolen har under retsmoedet opfordret Kommissionen til klart at tilkendegive sin stilling efter dens gennemgang af disse dokumenter. Som svar herpaa har Kommissionen erklaeret, at den fastholder sine paastande paa dette punkt.

46 Paa grundlag af de fremlagte dokumenter maa Kommissionens klagepunkt anses for velbegrundet.

47 Den foreskrevne forpligtelse til at udfaerdige, ajourfoere, offentliggoere og fremsende planer for bortskaffelse af giftigt og farligt affald skulle nemlig vaere opfyldt af medlemsstaterne inden den i direktiv 78/319 fastsatte frist paa to aar for efterkommelse af direktivet.

48 Det fremgaar saaledes af de foernaevnte dokumenter, at selv om den tyske regering i meget vidt omfang har efterkommet denne forpligtelse, var den dog ikke helt gennemfoert ved udloebet af den frist, som Kommissionen havde fastsat herfor i sin begrundede udtalelse, nemlig den 25. november 1991. Navnlig var visse af planerne i Rheinland-Pfalz endnu ikke udfaerdiget eller fremsendt, de for Baden-Wuerttemberg fastlagte planer endnu ikke vedtaget, mens visse andre planer hverken var blevet ajourfoert eller offentliggjort.

49 Det maa derfor fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktiv 78/319, idet den ikke inden for de fastsatte frister har udfaerdiget, ajourfoert, og offentliggjort eller tilsendt Kommissionen planerne for visse regioner vedroerende bortskaffelse af giftigt og farligt affald.

50 Det fremgaar af samtlige de anfoerte betragtninger, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktiv 75/442 og 78/319, idet den fra de tyske lovbestemmelser om bortskaffelse af affald har undtaget visse kategorier af affald, som kan recirkuleres, og ikke inden for de fastsatte frister har udfaerdiget, ajourfoert, offentliggjort eller tilsendt Kommissionen planerne for visse regioner vedroerende bortskaffelse af giftigt og farligt affald.

Sagens omkostninger

51 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da Kommissionen har tabt sagen med hensyn til to af sine klagepunkter, og Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen med hensyn til de to andre, boer hver af parterne betale deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15. juli 1975 om affald og Raadets direktiv 78/319/EOEF af 20. marts 1978 om giftigt og farligt affald, idet den fra de tyske lovbestemmelser om bortskaffelse af affald har undtaget visse kategorier af affald, som kan recirkuleres, og ikke inden for de fastsatte frister har udfaerdiget, ajourfoert, offentliggjort eller tilsendt Kommissionen planerne for visse regioner vedroerende bortskaffelse af giftigt og farligt affald.

2) I oevrigt frifindes Forbundsrepublikken Tyskland.

3) Hver part betaler sine omkostninger.