61990C0272

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Med den praejudicielle anmodning, denne sag angaar, har Tribunal de grande instance de Valence (Frankrig) stillet Domstolen et spoergsmaal om, hvorvidt Traktatens artikel 7 og 58-66 samt artikel 67 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 (1) giver en medlemsstat adgang til at meddele en EF-arbejdstager afslag paa arbejdsloeshedsydelser, saafremt arbejdstageren aldrig har vaeret omfattet af lovgivningen i den paagaeldende medlemsstat.

For saa vidt angaar de naermere omstaendigheder skal jeg henvise til retsmoederapporten og alene kort naevne foelgende faktiske omstaendigheder fra hovedsagen.

2. Jan Van Noorden, der er nederlandsk statsborger, arbejdede fra 1947 til 30. juni 1985 i forskellige medlemsstater (Nederlandene, Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland), hvorefter han den 27. maj 1986 bosatte sig i Frankrig (hans aegtefaelle er fransk statsborger), hvor han tilmeldte sig som arbejdssoegende. Han indgav derefter ansoegning til Assedic de l' Ardèche et de la Drôme (Association pour l' emploi dans l' industrie et le commerce, der er det organ, der varetager opkraevning af bidrag og udbetaling af arbejdsloeshedsydelser) om arbejdsloeshedsydelser i henhold til den franske lovgivning.

Assedic meddelte foerst Jan Van Noorden, at han var berettiget til arbejdsloeshedsydelser i syvogtyve maaneder, men han modtog kun ydelser i tre maaneder.

Baggrunden for Assedic' s aendrede holdning er cirkulaere nr. 86-19, udstedt af Unedic (Union nationale interprofessionnelle pour l' emploi dans l' industrie et le commerce, der er det organ, der samordner Assedic' s forskellige opgaver). Ifoelge cirkulaeret er en EF-arbejdstager fra 1. juli 1986 kun berettiget til arbejdsloeshedsydelser, saafremt han senest har tilbagelagt en periode med loennet beskaeftigelse i Frankrig.

Jan Van Noorden indbragte Assedic' s afgoerelse om ikke at udbetale ydelser ud over tre maaneder for den nationale domstol, der besluttede at forelaegge Domstolen en praejudiciel anmodning.

3. Spoergsmaalet rejser ikke saerlige problemer, henset til de relevante bestemmelsers klarhed. Det er i artikel 67, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 bestemt, at der ved erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til arbejdsloeshedsydelser i fornoedent omfang skal medregnes forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning. I medfoer af samme artikels stk. 3 er ret til arbejdsloeshedsydelser imidlertid betinget af, at den arbejdsloese senest har tilbagelagt forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder "efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begaeres", dvs. betinget af, at den paagaeldende har tilbagelagt forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder i den stat, hvor han anmoder om ydelsen.

Dernaest fremgaar det udtrykkeligt af samme forordnings artikel 69, stk. 1, litra c) - vedroerende betingelserne for, at en arbejdsloes arbejdstager, som rejser til en anden medlemsstat end den kompetente for saa vidt angaar udbetaling af ydelserne, kan bevare ret til ydelser, som netop i Jan Van Noorden' s tilfaelde - at denne ret er begraenset til et tidsrum af hoejst tre maaneder, regnet fra det tidspunkt, da den paagaeldende er ophoert med at staa til raadighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt. Det er endvidere helt klart, at de ydelser, der udbetales af institutionen i den stat, den arbejdsloese er rejst til, skal refunderes i overensstemmelse med artikel 70, stk. 1. Dette spoergsmaal er imidlertid ikke omtvistet i denne sag.

4. Det er herefter klart med rette, at Assedic kun udbetalte Jan Van Noorden arbejdsloeshedsydelser i tre maaneder; da Jan Van Noorden aldrig har vaeret omfattet af den franske sociallovgivning, kan han foelgelig ikke modtage ydelser som omhandlet i artikel 67 i forordning nr. 1408/71.

Til bekraeftelse af denne vurdering skal jeg henvise til, at Kommissionen har forelagt Raadet et forslag om aendring af forordning nr. 1408/71 (2), der netop vedroerer arbejdsloese arbejdstagere, og hvorefter der bl.a. skal indsaettes en artikel 69a specielt om udbetaling af arbejdsloeshedsydelser til arbejdsloese arbejdstagere, der tager bopael i en medlemsstat, som de har naer tilknytning til (hvilket formentlig ville omfatte Jan Van Noorden), hvorefter disse sidestilles med arbejdstagere, som under deres seneste beskaeftigelse har vaeret omfattet af lovgivningen i denne medlemsstat.

Det er naeppe noedvendigt at tilfoeje, at Traktatens artikel 7 og 58-66 ikke foerer til noget andet resultat, da jeg ikke finder, at de bestemmelser i forordningen, naervaerende sag omhandler, paa nogen maade er uforenelige med de anfoerte regler i Traktaten.

5. Paa grundlag af disse bemaerkninger skal jeg foelgelig foreslaa Domstolen at besvare det af Tribunal de grande instance de Valence forelagte spoergsmaal saaledes:

"Gaeldende faellesskabsret, specielt artikel 67 i forordning (EOEF) nr. 1408/71, er ikke til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en arbejdstager ydelser ved arbejdsloeshed efter udloebet af den i forordningens artikel 69 fastsatte periode paa tre maaneder, naar arbejdstageren aldrig har vaeret omfattet af den sociale lovgivning i den paagaeldende medlemsstat."

(*) Originalsprog: italiensk.

(1) EFT 1971 II, s. 366.

(2) EFT 1980, C 169, s. 22.