FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 25. OKTOBER 1984 ( 1 )

Høje Domstol.

1. Indledning

Sagsøgeren, Charles Lux, har nedlagt påstand om annullation af Revisionsrettens afgørelse af 20. januar 1982 om at indplacere ham i lønklasse A 5, løntrin 3. Han har anført, at han i henhold til Revisionsrettens interne beslutninger vedrørende de i forbindelse med ansættelse gældende kriterier for indplacering, udstedt henholdsvis 21. februar og 12. juni 1980, burde være indplaceret i lønklasse A 4.

Sagsøgeren blev ansat efter at have bestået en udvælgelsesprøve inden for institutionerne (CC/A/3/80) vedrørende en stilling i stillingsgruppe A 5/4 ved Revisionsrettens juridiske tjeneste. Oprindeligt blev han ved afgørelse af 9. september 1980 ansat i lønklasse A 5, løntrin 2. Han indbragte i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over denne afgørelse, idet han anførte, at hans ansættelse fejlagtigt var sket på grundlag af vedtægtens artikel 46 og ikke ifølge den generelle interne beslutning af 21. februar 1980. I sin egenskab af ansættelsesmyndighed meddelte Revisionsrettens præsident den 18. december 1981 sagsøgeren, at han faktisk burde være ansat i henhold til den interne beslutning af 21. februar 1980. Efter en mere dybtgående gennemgang af anvendelsen af den nævnte interne beslutning, blev sagsøgerens udnævnelse af 9. december 1980 annulleret ved ovennævnte afgørelse af 20. januar 1982, og han blev denne gang ansat i lønklasse A 5, løntrin 3, under udtrykkelig henvisning til den interne beslutning af 21. februar 1980. Herefter anlagde sagsøgeren sag til prøvelse af afgørelsen af 20. januar 1982.

2. Retsgrundlaget for afgørelserne

Afgørende for den foreliggende sag er dels vedtægtens artikel 31, dels Revisionsrettens interne beslutninger af 21. februar og 12. juni 1980 samt i mindre grad den interne beslutning af 3. december 1981.

For så vidt artikel 31 har betydning for sagen, lyder den således:

»1.	De på denne måde udvalgte ansøgere udnævnes til: — Tjenestemænd i kategori A eller i sprogtjenesten: i den laveste lønklasse i deres kategori eller tjenestegruppe; ...

2.	Ansættelsesmyndigheden kan dog inden for følgende grænser fravige ovennævnte bestemmelser: ... b) andre lønklasser: — op til en tredjedel af udnævnelserne, når det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige; — op til halvdelen af udnævnelserne, når det drejer sig om nyoprettede stillinger. ...«

Den interne beslutning af 21. marts 1980 vedrørende kriterier i forbindelse med ansættelse lyder således ( 2 ):

»Beslutning vedrørende kriterier for indplacering og udnævnelse af personalet

Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber har

under henvisning til tjenestemandsvedtægten, navnlig artikel 2, artikel 5, stk. 3, og artiklerne 29-32:

under henvisning til Revisionsrettens beslutning af 25. april 1979 vedrørende personalepolitikken, og

ud fra følgende betragtninger:

der bør fastsættes ensartede kriterier for indplacering af tjenestemænd og øvrige ansatte af samme kategori og i samme tjenestegruppe;

vedtaget følgende beslutning:

Artikel 1

Indplacering i laveste lønklasse i kategoriens laveste stillingsgruppe

Ansættelsesmyndigheden ansætter principielt den ansøger, som har bestået en udvælgelsesprøve, i laveste lønklasse i laveste stillingsgruppe i den pågældendes kategori eller tjenestegruppe.

Artikel 2

Ansættelse i andre lønklasser end den laveste

Som undtagelse fra artikel 1 kan ansættelsesmyndigheden ansætte ansøgeren i en anden lønklasse end den laveste i den pågældendes kategori eller tjenestegruppe, såfremt ansøgeren kan dokumentere at have en faglig erfaring på mindst:

—	4 år for så vidt angår lønklasse A7/LA7

—	4 år for så vidt angår lønklasse A 6/LA6

—	6 år for så vidt angår lønklasse A 5/LA 5

—	10 år for så vidt angår lønklasse A 4/LA 4

—	15 år for så vidt angår lønklasse A 3/LA 3

...«

Beslutningen af 12. juni 1980 bestemmer ( 2 )

...

»1.

De af Revisionsretten i henhold til dok. 8/80 rev. 1 fastsatte kriterier for indplacering i lønklasse og på løntrin forbliver i kraft, indtil der er foretaget udnævnelser på grundlag af de interne udvælgelsesprøver inden for institutionerne, som allerede er indledt. Umiddelbart herefter (datoen fastsættes af ansættelsesmyndigheden) ændres eller suppleres de i dok. 8/80 rev. 1 fastsatte kriterier i henhold til følgende bestemmelser, som i øvrigt fra dags dato finder anvendelse på de midlertidigt ansatte, som udvælges ...

2.

...

3.

Tjenestemænd og midlertidigt ansatte kan ved ansættelsen kun indplaceres i lønklasse A 4 eller A 6 under særlige omstændigheder, som i hvert tilfælde skal dokumenteres under henvisning til det arbejde, der skal udføres. De øverste lønklasser (A 4 og A 6) i stillingsgrupperne A 5/4 og A 6/7 er principielt forbeholdt forfremmelser ...«

Den i sidstnævnte beslutning fastsatte nye politik, hvorefter der kun under særlige omstændigheder foretages ansættelse i højeste lønklasse i en stillingsgruppe, blev derefter stadtfæstet i den generelle beslutning af 3. december 1981 om ansættelse. Beslutningens artikel 3 lyder således ( 3 ) :

»1.

Som undtagelse fra artikel 1 kan ansættelsesmyndigheden under særlige omstændigheder under hensyntagen til den stilling, der skal besættes, foretage ansættelse i højeste lønklasse i laveste stillingsgruppe og mellemste stillingsgruppe, såfremt ansøgeren kan dokumentere, at han i den i artikel 2, stk. 2, anførte betydning har en faglig erfaring på mindst ti år, for så vidt angår lønklasse A 4 og LA 4. ...«

3. Parternes anbringender

Sagsøgeren har navnlig påberåbt sig den interne beslutning af 21. februar 1980 vedrørende ansættelse, som man i den omtvistede afgørelse om hans ansættelse af 20. januar 1982 udtrykkeligt henviser til. Han har anført, at alle ansættelser i medfør af ovennævnte interne beslutning er sket i højeste lønklasse i en stillingsgruppe. Denne generelle politik blev fastlagt, fordi Revisionsretten var en ny institution, som skulle ansætte det nødvendige personale. Da dette mål var nået, blev der kun i særtilfælde, også under hensyn til de opgaver, som skulle udføres, foretaget ansættelse i øverste lønklasse. Denne ændring af ansættelsespolitikken fremgår af beslutningen af 21. juni 1980, for så vidt der ikke var tale om allerede indledte udvælgelsesprøver, ligesom det fremgår klart af beslutningen af 3. december 1981. Sagsøgeren har anført, at han den 1. august 1980 opfyldte kravet om ti års faglig erfaring for ansættelse i lønklasse A 4. For så vidt ansættelse i lønklasse A 4 ikke umiddelbart kunne ske på grundlag af den interne beslutning, kunne den støttes på ligebehandlingsprincippet.

Revisionsretten har anerkendt, at der i medfør af beslutningen af 21. februar 1980 næsten udelukkende skete ansættelse i højeste lønklasse i en stillingsgruppe. Der må dog sondres mellem to faser. I den første fase, som afsluttedes den 1. april 1980, var det nødvendigt at ansætte højt kvalificerende medarbejdere ved den nye institution. Dette skete ved hjælp af interne udvælgelsesprøver. Så snart dette mål var nået, blev der i den følgende fase indtil august 1980, bortset fra særtilfælde, principielt kun foretaget udnævnelser i den laveste lønklasse. Da sagsøgeren blev ansat i september 1980, blev han således ifølge Revisionsretten ansat i den anden fase, jfr. beslutningen vedrørende onsættelse. Retten har tilføjet, at en pligt til at ansætte den pågældende i lønklasse A 4 i medfør af den interne beslutning er i strid med ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelser, som har hjemmel i vedtægtens artikel 31, stk. 2. Det fremgår heraf, at der må være tale om særtilfælde. Ifølge Domstolens praksis er det ikke muligt ved en intern beslutning at tilsidesætte vedtægtens bestemmelser.

4. Gennemgang af de fremsatte anbringender

Jeg mener, at den foreliggende sag kan løses på grundlag af besvarelsen af det spørgsmål, som Domstolen har stillet Revisionsretten under den mundtlige forhandling. Domstolen ønskede at vide, i hvilken gruppe og i hvilken fase sagsøgeren blev ansat. Efter den velunderbyggede besvarelse af det nævnte spørgsmål, som sagsøgte efter retsmødet ved skrivelse af 6 juni har indsendt til Domstolen, kan sagsøgtes oprindelige standpunkt, hvorefter ansættelsen fandt sted i anden fase, ikke opretholdes. Efter min mening følger det af besvarelsen, at ansættelsen af sagsøgeren faktisk fandt sted på grundlag af beslutningen af 21. februar 1982. For det første henviser den omtvistede afgørelse om ansættelse af 20. januar 1982 udtrykkeligt hertil. For det andet kan dette standpunkt udledes af beslutningen af 12. juni 1980, hvorefter de den 21. februar 1980 fastlagte kriterier for indplacering forbliver i kraft, »indtil der er foretaget udnævnelser på grundlag af de interne udvælgelsesprøver inden for institutionerne, som allerede er indledt. Umiddelbart herefter (datoen fastsættes af ansættelsesmyndigheden) ændres ...«.

Ifølge det for Domstolen oplyste, hvorefter forskellige faser af institutionernes interne udvælgelsesprøve blev afviklet inden 12. juni, var udvælgelsesprøven således allerede indledt på dette tidspunkt, hvorfor de den 21. februar 1980 indførte kriterier fortsat skulle anvendes, hvilket udtrykkeligt fremgik af beslutningen af 12. juni 1980. Anøgningerne skulle indgives inden 5. maj. Udvælgelseskomiteen affattede sin endelige rapport den 10. juni. Udnævnelsen skete derefter den 9. september 1980.

Efter min opfattelse er det herefter helt klart, at også ifølge beslutningen af 12. juni burde sagsøgerens udnævnelse i anledning af intern udvælgelsesprøve inden for institutionerne CC/A/3/80 være foretaget på grundlag af de interne ansættelseskriterier, som blev indført den 21. februar 1980.

Sagsøge har ikke bestridt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne om mindst ti års faglig erfaring for at blive ansat i lønklasse A 4, jfr. den interne beslutning. Sagsøgte har heller ikke hævdet, at de nævnte ansættelseskriterier var i strid med artikel 31, skt. 2.

Endelig kan man rejse spørgsmålet, om sagsøgeren kan påberåbe sig den interne beslutning af 21. februar, når henses til vedtægtens artikel 31. Revisionsretten har ikke bestridt sagsøgerens ret i denne henseende, man har anført, at dette anbringende som følge af ansættelsesmyndighendes skønsbeføjelser efter artikel 31 ikke kan lægges til grund.

I mellemtiden har Domstolen ifølge sin faste praksis fastslået, at et internt direktiv fastsætter retningslinjer for administrationens praksis, som denne ikke kan tilsidesætte uden begrundelse, idet princippet om ligebehandling ellers ville blive krænket (jfr. den for nylig afsagte dom af 1. 12. 1983 i sag 343/82, Michael). Ifølge den eneste betragtning i den interne beslutning, som finder anvendelse i den foreliggende sag, begrundes de ved beslutningen indførte indplaceringskriterier udtrykkeligt under henvisning til lighedsprincippet.

Sagsøgtes argument, hvorefter ansættelsesmyndigheden undlod at anvende den interne beslutning af 21. februar, fordi sagsøgeren blev udnævnt i den anden fase, er herefter uholdbart. Endelig kan sagsøgte ikke hævde, at man efter april eller august 1980 var indtrådt i den anden fase, da det udtrykkeligt fremgår af beslutningen af 12. juni, at dette ikke gjaldt for interne udvælgelsesprøver inden for institutionerne, som allerede var indledt.

Det er heller ikke gjort gældende, at det ville være i strid med artikel 31 i den første fase at foretage samtlige ansættelser i den højeste lønklasse, såfremt de fastsatte krav om faglig erfaring er opfyldt. Efter min opfattelse behøver Domstolen da heller ikke tage stilling til dette spørgsmål. Spørgsmålet er, om sagsøgerens ansættelse på grundlag af den interne beslutning er i strid med vedtægtens ovennævnte artikel. Sagsøgte har her støttet sig på Domsolens praksis i sagerne 33/67, Kurrer, Sml. 1968, s. 194, og 102/75, Petersen, Sml. 1976, s. 1788. Det fremgår nemlig af disse afgørelser, at ansættelse i højeste lønklasse i en stillingsgruppe skal anses for en undtagelse fra hovedreglen, hvorefter tjenestemænd i kategori A ansættes i kategoriens laveste lønklasse. Efter min opfattelse viser den sammenhæng, hvori disse to sager skal ses, imidlertid, at sagsøgte ikke her kan påberåbe sig disse domme. I den første sag gjorde sagsøgeren gældende, at ansættelsesmyndigheden havde indledt en udvælgelsesprøve udelukkende med henblik på ansættelse i lønklasse A4 og ikke i lønklasse A5. Domstolen fastslog, at en sådan usædvanlig udnævnelse var begrundet i tjenestegrenens særlig krav for på denne måde at rette op på en åbenbar skæv fordeling af de dér ansatte medarbejdere.

I den anden sag havde sagsøgeren først efter sin ansættelse fået kendskab til de interne ansættelseskriterier. Domstolen fastslog blandt andet, at ansættelsesmyndigheden på grundlag af disse kriterier frit kunne træffe afgørelse om ansættelse. I den pågældende sag fremgik det umiddelbart af ovennævnte kriterier, at der var tale om særtilfælde.

I den foreliggende sag defineres de kriterier, som indførtes ved intern beslutning af 21. februar 1980, således, at der altid kan foretages ansættelse i lønklasse A4, såfremt det, som fastslået i beslutningen, kan dokumenteres, at ansøgeren har mindst ti års faglig erfaring; man har da også altid taget hensyn hertil, undtagen i sagsøgerens tilfælde. Det er ubestridt, at sagsøgeren havde tilstrækkelig faglig erfaring for ansættelse i lønklasse A 4. Beslutningerne af 12. juni 1980 og 3. december 1981 bekræfter, at den praksis, som oprindelig blev anvendt, og som ligeledes fandt anvendelse i den foreliggende sag på grundlag af den interne beslutning af 21. februar 1980, kun kunne betrages som en særlig overgangsordning, som var begrundet i kravet om at få en ny institution op at stå.

Sammenfattende skal jeg foreslå, at den omtvistede afgørelse om ansættelse af 20. januar 1982 annulleres, da den er truffet í strid med den gældende interne beslutning af 21. februar 1980 samt med det almindelige lighedsprincip, som netop lå til grund for beslutningen, således som det fremgår af præamblens betragtning.

---

( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.

( 2 ) – Domstolens oversættelse.

( 3 ) – Domstolens oversættelse.