Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52025PC0461

Forslag til RÅDETS FORORDNING om udvidelse af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2028 om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2028-2034 ("Pericles V"-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen

COM/2025/461 final

Bruxelles, den 3.9.2025

COM(2025) 461 final

2025/0256(APP)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om udvidelse af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2028 om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2028-2034 ("Pericles V"-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Dette forslag forudsættes anvendt fra den 1. januar 2028 og forelægges for 27 EU-medlemsstater.

Pericles-programmet er et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. Programmet blev oprettet ved Rådets afgørelse 2001/923/EF af 17. december 2001, og ved Rådets afgørelse 2001/924/EF af 17. december 2001 blev det udvidet til også at omfatte de medlemsstater, der endnu ikke havde indført euroen som deres valuta. Disse basisretsakter er efterfølgende blevet ændret ved Rådets afgørelse 2006/75/EF, 2006/76/EF, 2006/849/EF og 2006/850/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 331/2014, Rådets forordning (EU) 2015/768 1 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/840 2 , der har forlænget programmet til den 31. december 2027.

Med henvisning til artikel 133 i TEUF foreslår Kommissionen i sit forslag at videreføre Pericles-programmet under den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2027.

I henhold til artikel 139 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gælder foranstaltningerne vedrørende anvendelsen af euroen i artikel 133 ikke for medlemsstater med dispensation.

Den udveksling af oplysninger og personale samt den bistand og de uddannelsesforanstaltninger, der iværksættes under Pericles-programmet, bør imidlertid være ensartet overalt i Unionen, og der bør derfor tages skridt til at sikre euroen samme grad af beskyttelse i de medlemsstater, hvor den ikke er officiel valuta. Ikkedeltagende medlemsstaters aktive rolle i Pericles-programmet er relevant og betydelig, idet flere ikkedeltagende medlemsstater som Rumænien og Bulgarien spiller en vigtig rolle med hensyn til at samle eksperter fra Sydøsteuropa for at styrke beskyttelsen af euroen mod falskmøntneri i dette område.

Dette forslag skal udvide Pericles-programmet til også at omfatte de EU-medlemsstater, der endnu ikke har indført euroen som deres fælles valuta.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

·Retsgrundlag

EU-lovgivningen vedrørende beskyttelse af euroen mod falskmøntneri falder ind under artikel 133 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til denne bestemmelse fastsætter Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og forudgående høring af Den Europæiske Centralbank de foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen af euroen som fælles valuta. Bestemmelsen gælder kun for de medlemsstater, der har indført euroen som deres fælles valuta.

Forslaget er baseret på artikel 352 i TEUF, der udgør retsgrundlaget for udvidelse af anvendelsen af Pericles-programmet til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta.

·Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Beskyttelsen af Europas fælles valuta som et offentligt gode har en klart tværnational dimension, og eurobeskyttelse rækker derfor ud over de enkelte medlemsstaters og euromedlemsstaters interesser og ansvar. Da euroen cirkulerer på tværs af grænserne og den internationale organiserede kriminelle aktivitet inden for euro-falskmøntneri (fremstilling og distribution) er særdeles omfattende, skal de nationale regelsæt suppleres med et EU-initiativ for at sikre et ensartet nationalt og internationalt samarbejde og imødegå eventuelle nye tværnationale trusler.

·Proportionalitetsprincippet

Den foreslåede forordning er nødvendig, egnet og hensigtsmæssig til at nå det ønskede mål. Der foreslås en effektiv styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem Kommissionen og medlemsstaterne uden at begrænse medlemsstaternes evne til at beskytte euroen mod falskmøntneri. Det er berettiget at gribe ind på EU-niveau, da det helt klart gør det nemmere for medlemsstaterne at beskytte euroen i fællesskab og fremmer anvendelsen af fælles EU-strukturer med henblik på at øge samarbejdet og informationsudvekslingen mellem kompetente myndigheder.

·Valg af retsakt 

En forordning betragtes som det mest hensigtsmæssige retlige instrument til fastlæggelse af regler om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. Den sikrer kontinuitet i forhold til Rådets forordning (EU) 2021/1696 af 21. september 2021 om udvidelse af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/840 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2021-2027 ("Pericles IV-programmet") til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER

Kommissionen har gennemført en forudgående evaluering () i forbindelse udarbejdelsen af forordning (EU) .../20xx om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri i tiden efter 2027 ("Pericles V-programmet"). Den indsamlede dokumentation, der blev præsenteret som en del af denne forudgående evaluering, kan direkte overføres til nærværende forslag.

Interesserede parter blev hørt om beskyttelsen af euroen mod falskmøntneri som led i den offentlige høring om EU-fonde på området for sikkerhed.

Grundlæggende rettigheder

Forslaget er i overensstemmelse med og respekterer Unionens værdier, der er nedfældet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, og de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), idet målene for det foreslåede initiativ er knyttet til fremme af grundlæggende rettigheder og anvendelsen af chartret. Forslaget fremmer f.eks. friheden til at oprette og drive egen virksomhed ved at garantere sikker anvendelse af Unionens fælles valuta som betalingsmetode.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

I finansieringsoversigten til dette forslag til Rådets forordning gøres der rede for de budgetmæssige konsekvenser og de nødvendige personale- og administrationsressourcer. Denne finansieringsoversigt over budgetvirkningerne er – bortset fra retsgrundlaget – identisk med finansieringsoversigten til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) …/20 om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri i tiden efter 2027 ("Pericles V"-programmet)

5.ANDRE FORHOLD

·Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ikke relevant

·Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant

2025/0256 (APP)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om udvidelse af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2028 om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2028-2034 ("Pericles V"-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 352,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet 3 ,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2028 om "Pericles V-programmet" 4 gælder den i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne. I henhold til traktatens artikel 139 deltager medlemsstater med dispensation ikke i foranstaltninger vedrørende anvendelsen af euroen, der vedtages i henhold til traktatens artikel 133.

(2)Den udveksling af oplysninger og personale samt den bistand og de uddannelsesforanstaltninger, der iværksættes under Pericles V-programmet, bør imidlertid være ensartet overalt i Unionen. Der bør derfor tages de nødvendige skridt til at sikre euroen samme grad af beskyttelse i de medlemsstater, hvor den ikke er officiel valuta.

(3)Anvendelsen af forordning (EU)... bør derfor udvides til også at omfatte andre medlemsstater end de deltagende medlemsstater som defineret i artikel 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 974/98 5

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsen af forordning (EU)…/2028 udvides til også at omfatte andre medlemsstater end de deltagende medlemsstater som defineret i artikel 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 974/1998.

Enheder fra andre medlemsstater end de deltagende er berettiget til finansiering, når de er kompetente nationale myndigheder som omhandlet i artikel 8, stk. 8, i forordning (EU)....

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2028.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets forordning (EU) 2015/768 af 11. maj 2015 om udvidelse af anvendelsen af forordning (EU) nr. 331/2014 til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen ( EUT L 121 af 14.5.2015, s. 1 ).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/840 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri ("Pericles-IV-programmet") (EUT L 186 af 27.5.2021, s. 1). Nævnte forordning ophævede forordning (EU) nr. 331/2014.
(3)    EUT C … af … , s. …
(4)    COM(2025) 462 [indsæt venligst den fulde titel og henvisning til offentliggørelsen].
(5)    Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen ( EFT L 139 af 11.5.1998, s. 1 , ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1998/974/oj).
Top