EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.10.2023
COM(2023) 581 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om Kommissionens udøvelse af den beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af EU-gødningsprodukter
1.INDLEDNING
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 af 5. juni 2019 om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af EU-gødningsprodukter og om ændring af forordning (EF) nr. 1069/2009 og (EF) nr. 1107/2009 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2003/2003
har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
Den erstatter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2003/2003 af 13. oktober 2003 om gødninger
.
Forordning (EU) 2019/1009 har udvidet harmoniseringsreglernes anvendelsesområde til at omfatte nye kategorier af gødningsprodukter, navnlig innovative produkter og cirkulære produkter, som indeholder materialer af nyttiggjort affald eller biprodukter. I forordningen er der fastsat krav til CE-mærkningen på gødningsprodukter for så vidt angår agronomisk effektivitet og sikkerhed. Fabrikanterne kan frit vælge, om de ønsker at benytte forordningens bestemmelser og CE-mærket til deres gødningsprodukter eller at følge de nationale regler for gødningsprodukter.
2.RETSGRUNDLAG
Ved artikel 42 i forordning (EU) 2019/1009 er Kommissionen tillagt beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om ændring af bilag I, dog med undtagelse af grænseværdierne for cadmium og definitionerne af, eller andre elementer vedrørende anvendelsesområdet for, produktfunktionskategorier, samt om ændring af bilag II, III og IV og om supplerende regler til bilag II.
Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom. En delegeret retsakt træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Med denne rapport opfylder Kommissionen sine rapporteringsforpligtelser i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1009.
3.UDØVELSE AF DE DELEGEREDE BEFØJELSER
3.1
Beføjelser, som der er gjort brug af i rapporteringsperioden
Kommissionen har i rapporteringsperioden
udøvet sine delegerede beføjelser ved at vedtage følgende delegerede retsakter
:
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1768 af 23. juni 2021 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af bilag I, II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 28. oktober 2021 og har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2086 af 5. juli 2021 om ændring af bilag II og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 med henblik på tilføjelse af udfældede fosfatsalte og derivater som en komponentmaterialekategori i EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 20. december 2021 og har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2087 af 6. juli 2021 om ændring af bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 med henblik på tilføjelse af termiske oxidationsmaterialer og derivater som en komponentmaterialekategori i EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 20. december 2021 og har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2088 af 7. juli 2021 om ændring af bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 med henblik på tilføjelse af termiske oxidationsmaterialer og derivater som en komponentmaterialekategori i EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 20. december 2021 og har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/973 af 14. marts 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 for så vidt angår fastsættelse af kriterier for agronomisk effektivitet og sikkerhed i forbindelse med anvendelse af biprodukter i EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 7, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 14. juli 2022 og har fundet anvendelse siden den 16. juli 2022.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1171 af 22. marts 2022 om ændring af bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 med henblik på tilføjelse af nyttiggjorte materialer af høj renhed som en komponentmaterialekategori i EU-gødningsprodukter
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 16. juli 2022 og har fundet anvendelse siden den 28. juli 2022.
· Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1519 af 5. maj 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 for så vidt angår kravene til EU-gødningsprodukter, der indeholder hæmmende forbindelser, og efterbehandling af afgasset biomasse
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 3. oktober 2022 og har fundet anvendelse fra samme dato.
·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/409 af 18. november 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1009 for så vidt angår minimumsindholdet af calciumoxid i rene faste uorganiske makronæringsstofgødninger
. Denne delegerede forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1009, trådte i kraft den 16. marts 2023 og har fundet anvendelse fra samme dato.
Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 44, stk. 5, i forordning (EU) 2019/1009 givet Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse om hver af disse delegerede retsakter samtidigt. Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har forlænget indsigelsesfristen som omhandlet i artikel 44, stk. 6, i forordning (EU) 2019/1009 for nogen af disse retsakter. Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse mod nogen af ovennævnte retsakter.
Vedtagelsen af disse delegerede retsakter tjente til at lette samhandelen med vedvarende biobaserede gødningsprodukter, som indeholder innovative materialer af organisk affald (f.eks. husdyrgødning, spildevand, slam eller kommunalt affald), og bidrager således til målsætningerne i jord til bord-strategien.
3.2
Beføjelser, som der ikke er gjort brug af i rapporteringsperioden
Der er i rapporteringsperioden ikke gjort brug af beføjelserne i artikel 42, stk. 8, i forordning (EU) 2019/1009. Ved nævnte artikel er Kommissionen tillagt beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i lyset af ny videnskabelig evidens. Kommissionen foretager for nærværende en vurdering af ny videnskabelig evidens vedrørende brugen af phosphonater som biostimulanter til planter. Der er endnu ikke truffet nogen afgørelse om vedtagelse af en delegeret retsakt i betragtning af de potentielle virkninger for maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer i fødevarer og foderstoffer. Den videnskabelige udvikling vil eventuelt nødvendiggøre en delegeret retsakt i henhold til artikel 42, stk. 8, hvorfor denne beføjelse bør bibeholdes.
3.3
Den fremtidige udvikling
Kommissionen foretager for nærværende en vurdering af diverse tilpasninger af forordning (EU) 2019/1009 til de teknologiske fremskridt med henblik på at skabe nye muligheder for den cirkulære økonomi inden for denne sektor. Navnlig arbejdes der på eventuelle delegerede forordninger på grundlag af artikel 42, stk. 1, på de betingelser, der er fastsat i samme artikels stk. 4, 5 og 6. Nærmere bestemt:
·artikel 42, stk. 4, for så vidt angår mikroorganismer
Kommissionen foretager for nærværende en vurdering af visse mikroorganismer for at fastslå, hvorvidt de er sikre og dermed kan medtages i harmoniseringsreglernes anvendelsesområde, jf. artikel 42, stk. 1 og 4, i forordning (EU) 2019/1009.
·artikel 42, stk. 5, for så vidt angår produkter, som er afledt af animalske biprodukter
Kommissionen vedtog delegeret forordning (EU) 2023/1605 af 22. maj 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 for så vidt angår fastsættelse af slutpunkter i fremstillingskæden for visse organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler. Kommissionen foretager for nærværende en vurdering af disse afledte produkter med hensyn til relevante aspekter, som der ikke er blevet taget højde for med henblik på fastlæggelsen af et slutpunkt i fremstillingskæden på de betingelser, der er fastsat i artikel 42, stk. 5. Der skal inden udgangen af 2023 vedtages en første delegeret retsakt om forarbejdet husdyrgødning.
·artikel 42, stk. 6, for så vidt angår bionedbrydelighedskriterier for visse polymerer
Kommissionen foretager for nærværende en vurdering af muligheden for at opstille bionedbrydelighedskriterier for de polymerer, der er omhandlet i punkt 2 i komponentmaterialekategori 9 i del II i bilag II til forordning (EU) 2019/1009, og testmetoder for at kontrollere overensstemmelse med disse kriterier.
4.KONKLUSION
Kommissionen har gennem udøvelsen af sine beføjelser i henhold til forordning (EU) 2019/1009 lettet samhandelen med gødningsprodukter på det indre marked og fremmet grønne og cirkulære alternativer til gødningsstoffer, der er fremstillet fra naturgas eller fra andre udvundne materialer. Dette er særlig vigtigt for at sikre adgangen til gødningsstoffer til overkommelige priser.
Der er efter Kommissionens mening behov for, at delegationen af beføjelser i henhold til artikel 42 i forordning (EU) 2019/1009 forlænges med fem år i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 44, stk. 2.
Dette er navnlig vigtigt for at sikre den fornødne fleksibilitet i den retlige ramme til regelmæssigt at supplere og tilpasse den til de nyeste teknologiske fremskridt og den videnskabelige udvikling.
Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning.