—

i dette første indledende afsnit redegøres der for, hvorfor Kommissionen giver vejledning om vertikale aftaler, og hvad denne vejledning omfatter. Der redegøres også for målsætningerne for traktatens artikel 101, og hvordan traktatens artikel 101 anvendes i forbindelse med vertikale aftaler, samt for de væsentligste trin i vurderingen af vertikale aftaler efter traktatens artikel 101

—

andet afsnit indeholder en oversigt over de positive og negative virkninger af vertikale aftaler. Forordning (EU) 2022/720, nærværende retningslinjer og Kommissionens håndhævelsespolitik i konkrete sager bygger på hensynet til disse virkninger

—

tredje afsnit vedrører vertikale aftaler, som normalt ikke falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1. Selv om forordning (EU) 2022/720 ikke finder anvendelse på disse aftaler, er det nødvendigt at give vejledning om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at vertikale aftaler kan falde uden for traktatens artikel 101, stk. 1

—

fjerde afsnit indeholder yderligere vejledning om anvendelsesområdet for forordning (EU) 2022/720, herunder forklaringer om legalitetsformodningen efter forordningen og definitionen af en vertikal aftale. Afsnittet indeholder også vejledning om vertikale aftaler inden for onlineplatformsøkonomien, som spiller en stadig stigende rolle i distributionen af varer og tjenester. Der redegøres også for begrænsningerne af anvendelsen af forordning (EU) 2022/720, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, 3 og 4. Dette omfatter de specifikke begrænsninger, der gælder for udveksling af oplysninger mellem en leverandør og en køber i tilfælde med parallel distribution, jf. forordningens artikel 2, stk. 5, og dem, der finder anvendelse på aftaler vedrørende levering af onlineformidlingstjenester, hvor udbyderen af disse tjenester har en hybrid funktion, jf. forordningens artikel 2, stk. 6. I fjerde afsnit forklares det også, hvordan forordning (EU) 2022/720 finder anvendelse i tilfælde, hvor en vertikal aftale falder ind under anvendelsesområdet for en anden gruppefritagelsesforordning, jf. forordningens artikel 2, stk. 7. Endelig indeholder dette afsnit en beskrivelse af visse almindelige former for distributionssystemer, navnlig dem, der er omfattet af særlige bestemmelser i forordningens artikel 4 om alvorlige konkurrencebegrænsninger

—

det femte afsnit vedrører afgrænsningen af de relevante markeder og beregningen af markedsandele (5). Dette er relevant, fordi vertikale aftaler kun kan være omfattet af gruppefritagelsen efter forordning (EU) 2022/720, hvis markedsandelene for de virksomheder, der er part i aftalen, ikke overstiger de tærskler, som er fastsat i artikel 3 i forordning (EU) 2022/720

—

det sjette afsnit omhandler de alvorlige konkurrencebegrænsninger, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EU) 2022/720, og de udelukkede begrænsninger, der er fastsat i forordningens artikel 5, herunder en redegørelse for, hvorfor det er relevant at kvalificere en begrænsning som »alvorlig« eller »udelukket«

—

syvende afsnit indeholder vejledning om Kommissionens og medlemsstaternes konkurrencemyndigheders beføjelser til at inddrage fritagelsen efter forordning (EU) 2022/720 i konkrete tilfælde, jf. artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (6) og artikel 6 i forordning (EU) 2022/720, samt vejledning om Kommissionens beføjelse til at vedtage forordninger, hvorved det erklæres, at forordning (EU) 2022/720 ikke finder anvendelse, jf. forordningens artikel 7 i forordning (EU) 2022/720

—

i det ottende afsnit beskrives Kommissionens håndhævelsespolitik i konkrete tilfælde. I den forbindelse redegøres der for, hvordan vertikale aftaler, der ikke er omfattet af forordning (EU) 2022/720, vurderes efter traktatens artikel 101, stk. 1 og 3, og der gives vejledning om forskellige fælles typer vertikale begrænsninger.

—

Først skal de berørte virksomheder angive, hvor stor en markedsandel leverandøren og køberen har på de relevante markeder, hvor de henholdsvis sælger og køber aftalevarerne eller -tjenesterne.

—

Hvis hverken leverandørens eller køberens markedsandel overstiger den markedsandelstærskel på 30 %, der er fastsat i artikel 3 i forordning (EU) 2022/720, er den vertikale aftale omfattet af legalitetsformodningen efter forordningen, forudsat at aftalen ikke indeholder alvorlige konkurrencebegrænsninger som omhandlet i forordningens artikel 4 eller udelukkede begrænsninger som omhandlet i forordningens artikel 5, som ikke kan adskilles fra resten af aftalen.

—

Hvis leverandørens eller køberens relevante markedsandel overstiger tærsklen på 30 %, eller aftalen indeholder en eller flere alvorlige konkurrencebegrænsninger eller uadskillelige udelukkede begrænsninger, er det nødvendigt at vurdere, om den vertikale aftale falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1.

—

Hvis den vertikale aftale falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 101, stk. 1, skal det undersøges, om den opfylder betingelserne for undtagelsen i traktatens artikel 101, stk. 3.

(a)

for at løse problemer vedrørende vertikal eksternalitet. Det forhold, at en forhandler fastsætter for høje priser uden at tage højde for sine beslutningers indvirkning for leverandøren, kan undgås, ved at leverandøren pålægger forhandleren en maksimal videresalgspris. På samme måde kan leverandøren for at øge forhandlerens salgsindsats anvende selektiv distribution eller eksklusiv distribution

(b)

for at løse frihjulsproblemet. Frihjulsproblemer mellem købere kan opstå i såvel i engros- som i detailleddet, navnlig når leverandøren ikke har mulighed for at forpligte alle køberne til at yde en effektiv salgsfremmeindsats eller service. I forholdet mellem købere kan der kun være tale om frihjulsproblemer i relation til førsalgsservice og andre salgsfremmeaktiviteter, men ikke eftersalgsservice, som forhandleren kan fakturere sine kunder individuelt. Den førsalgsservice, som kan blive genstand for frihjulsadfærd, kan være af stor betydning, f.eks. hvis varerne eller tjenesterne er relativt nye, teknisk komplekse eller af høj værdi, eller hvis varernes eller tjenesternes omdømme er en vigtig faktor for efterspørgslen (22). Begrænsninger i eksklusive eller selektive distributionssystemer eller andre begrænsninger kan være nyttige med henblik på at undgå eller begrænse sådanne problemer. Der kan også opstå frihjulsproblemer mellem leverandører, f.eks. når en producent investerer i salgsfremstød i køberens lokaler, som også tiltrækker kunder til den pågældende producents konkurrenter. Konkurrenceklausuler kan hjælpe med at undgå frihjulsproblemer mellem leverandører (23)

(c)

for at åbne eller trænge ind på nye markeder. Hvis en leverandør ønsker at trænge ind på et nyt geografisk marked, f.eks. ved at eksportere til et andet land, kan det betyde, at forhandleren må afholde visse irreversible investeringer for at få mærket etableret på markedet. For at få en lokal forhandler til at foretage disse investeringer kan det være nødvendigt at sikre forhandleren en områdebeskyttelse, således at denne kan tjene sine investeringer ind. Dette kan retfærdiggøre, at forhandlere etableret i andre geografiske markeder afskæres fra at sælge på det nye marked (se også punkt (118), (136) og (137)). Dette er en særlig variant af det frihjulsproblem, der er beskrevet under litra b)

(d)

for at løse frihjulsproblemer baseret på forhandleromdømme. I nogle brancher har bestemte forhandlere ry for udelukkende at føre kvalitetsvarer eller yde kvalitetsservice (såkaldte »luksusforhandlere«). For at lancere et nyt produkt på markedet kan det i sådanne tilfælde være afgørende, at man kan sælge det via sådanne forhandlere. Hvis leverandøren ikke kan sikre, at distributionen af dennes produkter begrænses til disse luksusforhandlere, løber leverandøren en risiko for, at luksusforhandlerne slet ikke vil føre leverandørens produkter. I dette scenario kan det være berettiget at anvende eksklusiv eller selektiv distribution

(e)

for at løse det såkaldte »hold-up-problem«. Enten leverandøren eller køberen kan være nødt til at foretage relationsspecifikke investeringer (f.eks. i specifikt udstyr eller uddannelse), som er irreversible investeringer med ringe eller ingen værdi uden for det specifikke vertikale forhold. En komponentproducent kan f.eks. være nødt til at bygge specifikke maskiner for at opfylde en af sine kunders behov, men maskinerne kan være uegnede til brug hos andre kunder, og det kan være umuligt at videresælge dem. Hvis der ikke indgås en aftale, vil den investerende part befinde sig i en svag forhandlingsposition, når den har foretaget den relationsspecifikke investering, idet den risikerer at blive udsat for et såkaldt »hold-up« under forhandlingerne med sin handelspartner. Truslen om et sådant opportunistisk hold-up kan føre til suboptimale investeringer fra den investerende parts side. Vertikale aftaler kan fjerne muligheden for hold-up (navnlig når investeringen kan indgås fuldt ud, og alle fremtidige uforudsete udgifter kan forudses), eller de kan begrænse mulighederne for at blive udsat for hold-up-problemet. F.eks. kan konkurrenceklausuler, mængdeforpligtelser eller eksklusiv købsforpligtelse mindske hold-up-problemet, når den relationsspecifikke investering foretages af leverandøren, mens eksklusiv distribution, eksklusiv kundetildeling eller eksklusiv levering kan mindske hold-up-problemet, når investeringen foretages af køberen

(f)

for at løse det specifikke hold-up-problem, der kan opstå i tilfælde af overførsel af væsentlig knowhow. Leverandøren af knowhow ønsker måske ikke, at den pågældende knowhow anvendes af eller til fordel for konkurrenterne, f.eks. i forbindelse med franchising. Hvis den pågældende knowhow ikke var umiddelbart tilgængelig for køberen, og den er væsentlig og uundværlig for aftalens gennemførelse, kan en sådan overdragelse retfærdiggøre en konkurrenceklausul, som i sådanne tilfælde normalt falder uden for traktatens artikel 101, stk. 1

(g)

for at opnå stordriftsfordele i distributionen. For at kunne udnytte stordriftsfordele og derigennem blive i stand til at sænke detailprisen på sine varer eller tjenester kan producenten have interesse i at koncentrere videresalget af sine varer eller tjenester på et begrænset antal forhandlere. Med henblik herpå kan producenten anvende eksklusiv distribution, mængdeforpligtelser i form af krav om mindstekøb, selektiv distribution, der indeholder et krav om mindstekøb, eller eksklusivt køb

(h)

for at sikre ensartethed og kvalitetsstandardisering. En vertikal begrænsning kan bidrage til at skabe eller fremme et godt mærkeomdømme ved at pålægge forhandlerne en vis grad af ensartethed og kvalitetsstandardisering. Dette kan beskytte mærkets omdømme, øge de pågældende varers eller tjenesters tiltrækningskraft for de endelige brugere og øge salget. En sådan standardisering kan f.eks. opnås gennem selektiv distribution eller franchising

(i)

for at afhjælpe imperfektioner på kapitalmarkeder. Kapitaludbydere såsom banker og aktiemarkeder kan tilvejebringe kapital suboptimalt, hvis de kun har mangelfuld information om låntagerens solvens, eller når der er utilstrækkeligt grundlag til sikring af lånet. Det kan være, at køberen eller leverandøren er bedre informeret og via en eksklusivklausul vil kunne skaffe sig ekstra sikkerhed bag investeringen. Hvis det er leverandøren, der yder lånet til køberen, kan der blive tale om, at køberen pålægges en konkurrenceklausul eller en mængdeforpligtelse. Hvis det er køberen, der yder lånet til leverandøren, kan der være grund til at pålægge leverandøren eksklusiv levering eller en mængdeforpligtelse.

(a)

konkurrencebegrænsende afskærmning af andre leverandører eller andre kunder fra markedet ved at øge hindringerne for adgang eller ekspansion (markedsafskærmning)

(b)

svækkelse af konkurrencen mellem leverandøren og dennes konkurrenter og/eller lettelse af (eksplicit eller stiltiende) samordning mellem konkurrerende leverandører (mindskelse af interbrandkonkurrencen)

(c)

svækkelse af konkurrencen mellem køberen og dennes konkurrenter eller fremme af eksplicit eller stiltiende samordning mellem konkurrerende købere, ofte betegnet som begrænsning af intrabrandkonkurrencen, når det drejer sig om forhandlere af varer eller tjenester leveret af samme leverandør (24)

(d)

skabelse af hindringer for markedsintegrationen, herunder især begrænsninger af forbrugernes udvalg af varer og tjenester i en hvilken som helst medlemsstat.

(a)

hæve priserne over for købere af varer eller tjenester, hvilket igen kan føre til højere detailpriser

(b)

begrænse udvalget af varer eller tjenester

(c)

forringe kvaliteten af varer eller tjenester

(d)

reducere innovation eller tjenester på leverandørniveau.

(a)

hæve detailpriserne på varer eller tjenester

(b)

begrænse udvalget af pris- og servicekombinationer og distributionsformater

(c)

forringe tilgængeligheden og kvaliteten af detailtjenester

(d)

reducere innovationsniveauet på distributionsniveau.

(a)

parterne ikke på nogen af de relevante markeder inden for Unionen har en samlet markedsandel på over 5 %, og

(b)

leverandørens samlede årlige omsætning i Unionen for de produkter, der er omfattet af aftalen, ikke overstiger 40 mio. EUR, eller i tilfælde, hvor der er indgået aftaler mellem en køber og flere leverandører, køberens kombinerede indkøb af de produkter, der er omfattet af aftalerne, ikke overstiger 40 mio. EUR (31). Kommissionen kan afvise formodningen, hvis en undersøgelse af aftalens kendetegn og dens økonomiske sammenhæng viser det modsatte.

(a)

kontraktspecifikke risici, der er direkte forbundet med de kontrakter, som er indgået og/eller forhandlet af agenten på agenturgiverens vegne, såsom risici i forbindelse med finansiering af lagre

(b)

risici i forbindelse med markedsspecifikke investeringer. Der er her tale om investeringer, der særligt er nødvendige for den type aktivitet, som agenten af agenturgiver er blevet udpeget til at udøve, dvs. nødvendige for at agenten kan indgå og/eller forhandle en specifik type kontrakter. Sådanne investeringer er normalt irreversible (»sunk costs«), såfremt de ikke kan anvendes til andre aktiviteter eller alene kan sælges med betydeligt tab i det tilfælde, at den pågældende aktivitet opgives

(c)

risici i forbindelse med andre aktiviteter, der udføres på det samme produktmarked, i det omfang agenturgiveren som led i agenturforholdet kræver, at agenten varetager sådanne aktiviteter – ikke som agent på agenturgiverens vegne, men for egen regning.

(a)

agenten erhverver ikke ejendomsretten til de varer, der købes eller sælges i henhold til agenturaftalen, og leverer ikke selv de tjenester, der købes eller sælges i henhold til agenturaftalen. Den omstændighed, at agenten midlertidigt og i et meget kort tidsrum kan have ejendomsretten til aftalevarerne, mens de sælges på vegne af agenturgiveren, udelukker ikke, at der foreligger en agenturaftale, der falder uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 101, stk. 1, forudsat at agenten ikke pådrager sig nogen omkostninger eller risici i forbindelse med overdragelsen af ejendomsretten

(b)

agenten bidrager ikke til at dække omkostningerne ved levering/køb af aftalevarerne eller -tjenesterne, herunder omkostninger ved transport af varerne. Dette udelukker ikke agenten fra at udføre transporten, hvis omkostningerne derved dækkes af agenturgiver

(c)

agenten opbevarer ikke for egen regning eller risiko lagre af aftalevarerne, herunder udgifter til finansiering af lageret og lagertab. Agenten bør kunne returnere usolgte varer til agenturgiveren vederlagsfrit, medmindre agenten har begået fejl, f.eks. fordi denne ikke overholder rimelige sikkerheds- eller tyverisikringsforanstaltninger for at undgå lagertab

(d)

agenten påtager sig ikke ansvaret for kundernes manglende opfyldelse af kontrakten, med undtagelse af tab af agentens provision, medmindre agenten har pådraget sig et erstatningsansvar (f.eks. ved at undlade at træffe rimelige sikkerheds- eller tyverisikringsforanstaltninger eller indberette tyveri til agenturgiver eller politiet eller videregive alle tilgængelige oplysninger om kundens finansielle soliditet til agenturgiver)

(e)

agenten påtager sig ikke ansvaret over for kunder eller andre tredjeparter for tab eller skade som følge af leveringen af aftalevarerne eller -tjenesterne, medmindre agenten har pådraget sig et erstatningsansvar

(f)

agenten er ikke, hverken direkte eller indirekte, forpligtet til at investere i salgsfremmende foranstaltninger, f.eks. ved at bidrage til agenturgivers reklamebudget eller til reklameaktiviteter eller salgsfremmende aktiviteter, som specifikt vedrører aftalevarerne eller -tjenesterne, medmindre disse omkostninger godtgøres fuldt ud af agenturgiveren

(g)

agenten foretager ikke markedsspecifikke investeringer i udstyr, lokaler, uddannelse af personale eller reklame, som f.eks. en benzinopbevaringstank i forbindelse med detailsalg af benzin eller særligt software til en forsikringsagents salg af forsikringspolicer eller reklame vedrørende ruter eller destinationer til en rejseagents salg af flyvninger eller hotelindkvartering, uden at sådanne omkostninger refunderes til fulde af agenturgiveren

(h)

agenten udøver ikke andre aktiviteter på det samme produktmarked på agenturgivers forlangende inden for rammerne af agentforholdet (såsom levering af varerne), uden at sådanne omkostninger refunderes til fulde af agenturgiveren.

(a)

begrænsninger med hensyn til det område, hvor agenten kan sælge aftalevarer eller -tjenester

(b)

begrænsninger med hensyn til, hvilke kunder agenten må sælge aftalevarerne eller -tjenesterne til

(c)

den pris og de vilkår, agenten skal anvende ved salg eller køb af disse varer eller tjenester.

(a)

Eksplicit samtykke kan udledes af de beføjelser, som parterne måtte have i henhold til en på forhånd indgået generel aftale. Hvis aftalens bestemmelser angiver, at en part siden kan eller skal anlægge en konkret ensidig handlemåde, som er bindende for den anden part, kan det danne grundlag for at fastslå, at den anden part har givet sit samtykke til denne handlemåde (52).

(b)

For stiltiende samtykke er det nødvendigt at bevise, at den ene part eksplicit eller implicit har brug for den anden parts samarbejde for at kunne gennemføre sin ensidige handlemåde, og at den anden part har opfyldt dette krav ved at iværksætte denne ensidige handlemåde i praksis (53). Hvis f.eks. en leverandør meddeler, at vedkommende ensidigt vil indskrænke leverancerne for at forhindre parallelhandel, og forhandlerne omgående reducerer deres ordrer og ophører med parallelhandel, kan det konkluderes, at disse forhandlere stiltiende har givet samtykke til leverandørens ensidige handlemåde. En sådan konklusion kan imidlertid ikke drages, hvis forhandlerne fortsætter deres parallelhandel eller søger at finde nye måder at drive parallelhandel på.

(a)

Den virksomhed, der leverer onlineformidlingstjenester, kan ikke kategoriseres som en køber som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, litra k), for så vidt angår varer eller tjenester, der udbydes af tredjemand, som anvender disse onlineformidlingstjenester.

(b)

Med henblik på anvendelse af de markedsandelstærskler, der er fastsat i forordningens artikel 3, stk. 1, beregnes markedsandelen for den virksomhed, der leverer onlineformidlingstjenester, på det relevante marked for levering af disse tjenester. Afgrænsningen af det relevante marked afhænger af sagens omstændigheder, navnlig graden af substituerbarhed mellem online- og offlineformidlingstjenester, mellem formidlingstjenester, der anvendes til forskellige kategorier af varer eller tjenester, og mellem formidlingstjenester og direkte salgskanaler.

(c)

Begrænsninger pålagt af den virksomhed, der leverer onlineformidlingstjenester, over for købere af disse tjenester for så vidt angår den pris, de områder eller de kunder, de formidlede varer eller tjenester kan sælges til, herunder begrænsninger vedrørende onlineannoncering og onlinesalg, er omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 4 (alvorlige konkurrencebegrænsninger). I henhold til forordningens artikel 4, litra a), finder fritagelsen i forordningens artikel 2, stk. 1, f.eks. ikke anvendelse på en aftale, i henhold til hvilken en udbyder af onlineformidlingstjenester pålægger en fast salgspris eller en minimumssalgspris for en transaktion, som den formidler.

(d)

I henhold til forordningens artikel 5, stk. 1, litra d), finder fritagelsen efter forordningens artikel 2, stk. 1, ikke anvendelse på paritetsklausuler i detailleddet mellem platforme, som den virksomhed, der leverer onlineformidlingstjenesterne, pålægger køberne af disse tjenester.

(e)

I henhold til forordningens artikel 2, stk. 6, finder fritagelsen i forordningens artikel 2, stk. 1, ikke anvendelse på aftaler vedrørende levering af onlineformidlingstjenester, hvor udbyderen af tjenesterne er en konkurrerende virksomhed på det relevante marked for salg af de formidlede varer eller tjenester (hybrid funktion). Som anført i afsnit 4.4.4 skal sådanne aftaler vurderes efter de horisontale retningslinjer for så vidt angår eventuelle samordnende virkninger og i henhold til afsnit 8 i nærværende retningslinjer for så vidt angår eventuelle vertikale begrænsninger.

(a)

IPR-bestemmelserne skal være en del af en vertikal aftale, dvs. en aftale, der vedrører de betingelser, hvorpå parterne kan købe, sælge eller videresælge visse varer eller tjenester

(b)

IPR skal være overdraget eller licenseret til køberen

(c)

IPR-bestemmelserne må ikke være aftalens hovedformål

(d)

IPR-bestemmelserne skal være direkte forbundet med køberens eller dennes kunders anvendelse, salg eller videresalg af varer eller tjenester. I tilfælde af franchising, hvor udnyttelsen af IPR sker i markedsføringsøjemed, forhandles varerne eller tjenesterne af hovedfranchisetageren eller franchisetagerne

(e)

IPR-bestemmelserne må ikke i relation til aftalevarerne eller -tjenesterne indeholde konkurrencebegrænsninger, der har samme formål som vertikale begrænsninger, der ikke er fritaget efter forordning (EU) 2022/720.

(a)

aftaler, hvorved den ene part giver den anden en opskrift på en bestemt drikkevare samt licens til produktion heraf

(b)

rene licenser på et varemærke eller logo med henblik på marketing

(c)

sponsoraftaler om retten til at reklamere med, at man er officiel sponsor for en begivenhed

(d)

licenser på ophavsrettigheder, såsom radio- og TV-kontrakter om retten til at optage eller transmittere en begivenhed.

(a)

en pligt for franchisetageren til hverken direkte eller indirekte at udøve nogen virksomhed af tilsvarende art

(b)

en pligt for franchisetageren til ikke at erhverve økonomiske interesser i en konkurrerende virksomhed, som ville give vedkommende indflydelse på denne virksomheds økonomiske adfærd

(c)

en pligt for franchisetageren til ikke at videregive den af franchisegiveren meddelte knowhow til tredjemand, så længe denne knowhow ikke er almindeligt kendt

(d)

en pligt for franchisetageren til at videregive alle erfaringer, som denne måtte opnå under sin udnyttelse af franchisen, til franchisegiveren og give franchisegiveren og andre franchisetagere ikke-eksklusiv licens for den knowhow, som disse erfaringer indebærer

(e)

en pligt for franchisetageren til at underrette franchisegiveren om krænkelser af den IPR, denne har fået licens på, og retsforfølge eller bistå franchisegiveren med at retsforfølge krænkelser af disse rettigheder

(f)

en pligt for franchisetageren til ikke at udnytte den knowhow, franchisetageren har fået licens på af franchisegiveren, til andre formål end udnyttelse af franchisen

(g)

en pligt for franchisetageren til ikke uden franchisegiverens samtykke at overdrage de rettigheder og forpligtelser, der følger af franchiseaftalen, til andre.

(a)

Tekniske oplysninger vedrørende aftalevarerne eller -tjenesterne, såsom oplysninger om registrering, certificering, håndtering, brug, vedligeholdelse, reparation, opgradering eller genanvendelse af aftalevarerne eller -tjenesterne, navnlig når sådanne oplysninger er nødvendige for overholdelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger, samt oplysninger, der sætter leverandøren eller køberen i stand til at tilpasse aftalevarerne eller -tjenesterne til kundens krav.

(b)

Logistiske oplysninger vedrørende produktion og distribution af aftalevarerne eller -tjenesterne i forudgående eller efterfølgende led, herunder oplysninger om produktionsprocesser, lagerbeholdninger, lagre og, med forbehold af punkt (100), litra b), salgsmængder og afkast.

(c)

Oplysninger vedrørende kundernes køb af aftalevarerne eller -tjenesterne, kundepræferencer og kundefeedback, jf. dog punkt (100), litra b), forudsat at udvekslingen af sådanne oplysninger ikke anvendes til at begrænse det område eller de kunder, hvortil kunden må sælge aftalevarerne eller -tjenesterne som omhandlet i artikel 4, litra b), c) eller d), i forordning (EU) 2022/720.

(d)

Oplysninger om de priser, som hvortil aftalevarerne eller -tjenesterne sælges af leverandøren til køberen.

(e)

Oplysninger vedrørende leverandørens vejledende eller maksimale videresalgspriser for aftalevarerne eller -tjenesterne og oplysninger om de priser, hvortil køberen videresælger varerne eller tjenesterne, jf. dog punkt (100), litra a), forudsat at udvekslingen af sådanne oplysninger ikke anvendes til at begrænse køberens mulighed for at fastsætte sin salgspris eller til at påtvinge en fast salgspris eller minimumssalgspris som omhandlet i artikel 4, litra a), i forordning (EU) 2022/720 (69).

(f)

Oplysninger vedrørende markedsføring af aftalevarerne eller -tjenesterne, herunder oplysninger om salgsfremmende kampagner og oplysninger om nye varer eller tjenester, der skal leveres inden for rammerne af den vertikale aftale, jf. dog punkt (100) og nærværende punkt, litra e).

(g)

Resultatrelaterede oplysninger, herunder aggregerede oplysninger fra leverandøren til køberen om andre køberes markedsførings- og salgsaktiviteter, forudsat at dette ikke sætter køberen i stand til at identificere bestemte konkurrerende køberes aktiviteter, samt oplysninger om omfanget eller værdien af køberens salg af aftalevarerne eller -tjenesterne i forhold til køberens salg af konkurrerende varer eller tjenester.

(a)

Oplysninger vedrørende de fremtidige priser, som leverandøren eller køberen agter af sælge aftalevarerne eller -tjenesterne til i efterfølgende led.

(b)

Oplysninger vedrørende udpegede endelige brugere af aftalevarerne eller -tjenesterne, medmindre udvekslingen af sådanne oplysninger er nødvendig:

(c)

Oplysninger vedrørende varer, der sælges af en køber under dennes eget varemærke, og som udveksles mellem køberen og en producent af konkurrerende mærkevarer, medmindre producenten også er producent af varerne under eget mærke.

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 316/2014

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 1217/2010 (75)

—

Kommissionens forordning (EU) nr. 1218/2010 (76).

(a)

Hvis en vertikal aftale indeholder en alvorlig konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2022/720, falder aftalen sandsynligvis ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 101, stk. 1.

(b)

En aftale, der indeholder en alvorlig konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2022/720, vil sandsynligvis ikke opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.

(a)

fastsættelse af videresalgsavance

(b)

fastsættelse af den maksimale rabat, som en forhandler må give i forhold til et givet prisniveau

(c)

ordninger, som gør leverandørrabatter eller refusion af udgifter til salgsfremstød betinget af overholdelsen af et givet prisniveau

(d)

anvendelse af annoncerede mindstepriser, som forbyder forhandleren at annoncere priser, der ligger under et niveau, som fastsættes af leverandøren

(e)

sammenknytning af den givne videresalgspris med konkurrenternes videresalgspriser

(f)

trusler, intimidering, advarsler, sanktioner, forsinkelser eller suspension af leverancer eller opsigelse af aftaler ved manglende overholdelse af et givet prisniveau.

(a)

For det første kan prisbinding lette samordning mellem leverandørerne ved at skabe øget prisgennemsigtighed på markedet og derved gøre det lettere at afsløre, om en leverandør afviger fra samordningen ved at sænke sin pris. Denne negative virkning er mere sandsynlig på markeder, hvor der er let adgang til hemmelig samordning, f.eks. hvor leverandørerne udgør et snævert oligopol, og en betydelig andel af markedet er omfattet af prisbindingsaftaler.

(b)

Prisbinding kan lette samordning mellem købere på distributionsniveau, navnlig hvis den drives af køberne. Stærke eller velorganiserede købere vil måske være i stand til at tvinge eller overtale en eller flere leverandører til at fastsætte deres detailpris på et højt niveau og dermed hjælpe køberne med at lette eller stabilisere en eventuel samordning. Prisbinding benyttes til at forpligte detailhandlende til ikke at afvige fra samordningen ved hjælp af rabatter.

(c)

For det tredje kan prisbinding mere generelt svække konkurrencen mellem producenterne og/eller mellem detailforhandlerne, især hvis producenterne benytter de samme forhandlere til deres produkter, og alle eller mange af dem benytter prisbinding.

(d)

Prisbinding kan mindske et pres på leverandørens avance, især hvis en producent har en interesse i at sænke sin pris over for forhandlere i efterfølgende led. I en sådan situation vil producenten måske foretrække at acceptere prisbinding mod en forpligtelse til ikke at sænke prisen over for efterfølgende forhandlere og for at mindske presset på sin egen avance.

(e)

Ved at forhindre priskonkurrence mellem forhandlere kan prisbinding forhindre eller hindre udviklingen eller udbredelsen af nye eller mere effektive distributionsformer og dermed mindske innovationen på distributionsniveau.

(f)

En leverandør med markedsstyrke kan benytte prisbinding til at holde mindre konkurrenter ude af markedet. Den højere avance, som prisbinding kan give forhandlerne, kan få dem til at foretrække leverandørens mærke frem for konkurrenternes, når de rådgiver deres kunder, også selv om det ikke vil være i kundernes interesse, eller til slet ikke at føre disse konkurrerende mærker.

(g)

Prisbinding har den direkte virkning, at det fjerner intrabrandpriskonkurrencen, idet den forhindrer alle eller visse forhandlere i at sænke deres salgspriser for det pågældende mærke, hvilket resulterer i en prisstigning på det pågældende mærke.

(a)

Når en producent introducerer et nyt produkt, kan prisbinding være et effektivt middel til at tilskynde forhandlerne til bedre at tilgodese producentens interesse i at fremme det pågældende produkt. I henhold til traktatens artikel 101, stk. 3, må der heller ikke findes nogen realistiske og mindre begrænsende alternative metoder til at tilskynde forhandlerne til at promovere produktet. Leverandørerne kan med henblik på denne betingelse påvise, at det ikke er praktisk muligt at indgå en aftale med alle køberne indeholdende forpligtelser om en effektiv salgsindsats. Under sådanne omstændigheder kan fastlæggelsen af faste eller mindste detailpriser i en begrænset periode for at lette introduktionen af et nyt produkt alt taget i betragtning anses for at fremme konkurrencen.

(b)

Faste, og ikke blot maksimale, videresalgspriser kan være nødvendige for at tilrettelægge en samordnet, kortsigtet (i de fleste tilfælde 2-6 uger) tilbudskampagne, især i et distributionssystem, hvor leverandøren anvender et ensartet distributionsformat såsom et franchisesystem. I givet fald kan krav om faste videresalgspriser, i lyset af deres midlertidige karakter, alt taget i betragtning anses som konkurrencefremmende.

(c)

En mindstevideresalgspris eller en annonceret mindstepris kan anvendes til at forhindre en bestemt forhandler i at anvende en leverandørs produkt som lokkeprodukt. Hvis en forhandler regelmæssigt videresælger et produkt til under engrosprisen, kan dette skade produktets image og med tiden svække den samlede efterspørgsel efter produktet og undergrave leverandørens incitamenter til at investere i kvalitet og mærkeimage. I dette tilfælde kan det at forhindre forhandleren i at sælge til under engrosprisen ved at pålægge forhandleren en målrettet mindstevideresalgspris eller annonceret mindstepris alt andet lige betragtes som konkurrencefremmende.

(d)

I nogle situationer vil den højere avance, som prisbinding kan give, sætte detailhandlerne i stand til at yde yderligere førsalgsservice, især hvor der er tale om komplekse produkter. Hvis tilstrækkeligt mange kunder gør brug af en sådan service til at vælge et produkt, men efterfølgende køber til en lavere pris hos detailhandlere, der ikke yder denne service (og derfor ikke pådrager sig omkostninger dertil), kan serviceydende forhandlere reducere eller ophøre med at levere førsalgsservice, som øger efterspørgslen efter leverandørens produkt. Leverandøren skal påvise, at der er risiko for frihjulsadfærd på distributionsniveauet, at faste priser eller mindstepriser for videresalg giver tilstrækkelige incitamenter til at investere i førsalgsservice, og at der ikke findes nogen realistiske og mindre restriktive alternative midler til at overvinde en sådan frihjulsadfærd. I denne situation er sandsynligheden for, at prisbinding vil blive betragtet som konkurrencefremmende, større, når konkurrencen mellem leverandørerne er skarp, og leverandøren har begrænset markedsstyrke.

(a)

krav om, at køberen skal indhente leverandørens forudgående tilladelse til at sælge til sådanne kunder (117)

(b)

afvisning eller reduktion af bonusser eller rabatter, hvis køberen sælger til sådanne kunder (118), samt godtgørelse til køberen, hvis denne indstiller salget til sådanne kunder

(c)

leveringsstandsning for produkterne, hvis køberen sælger til sådanne kunder

(d)

begrænsning af leverancer eller reduktion af de leverede mængder, f.eks. således at mængderne svarer til efterspørgslen fra kunder i visse områder eller efterspørgslen fra visse kundegrupper

(e)

trusler om opsigelse af den vertikale aftale (119) eller om ikkefornyelse, hvis køberen sælger til sådanne kunder

(f)

anvendelse af højere priser over for forhandleren for produkter, der skal sælges til sådanne kunder (120)

(g)

begrænsning af køberens andel af salget til sådanne kunder

(h)

forbud mod, at køberen anvender flere sprog på emballagen eller til salgsfremstød for produkterne (121)

(i)

levering af et andet produkt til gengæld for, at køberen indstiller sit salg til sådanne kunder

(j)

betalinger til køberen for at indstille salget til sådanne kunder

(k)

krav om, at køberen skal videregive fortjeneste fra sådanne kunder til leverandøren (122)

(l)

udelukkelse af produkter, der videresælges uden for køberens område, eller af produkter, der sælges i køberens område af købere i andre områder, fra en EU-dækkende garantitjeneste (123).

(a)

krav om, at køberen skal forhindre kunder i et andet område i at gå ind på sit websted eller sin onlinebutik eller omdirigere kunder til producentens eller en anden sælgers onlinebutik. At forpligte køberen til at tilbyde links til leverandørens eller andre sælgeres onlinebutikker udgør imidlertid ikke en alvorlig konkurrencebegrænsning (125)

(b)

krav om, at køberen standse forbrugernes onlinetransaktioner, hvis deres kreditkortdata afslører en adresse, der ikke ligger inden for køberens område (126)

(c)

krav om, at køberen kun må sælge aftalevarerne eller -tjenesterne i fysiske omgivelser eller i fysisk tilstedeværelse af specialiseret personale (127)

(d)

krav om, at køberen skal indhente leverandørens forudgående tilladelse, inden denne foretager individuelle onlinesalgstransaktioner

(e)

forbud for køberen mod at anvende leverandørens varemærker eller handelsnavne på sit websted eller i sin onlinebutik

(f)

forbud for køberen mod at oprette eller drive en eller flere onlinebutikker, uanset om onlinebutikken hostes på køberens egen server eller på en tredjepartsserver (128)

(g)

forbud for køberen mod at anvende en hel onlineannonceringskanal, såsom søgemaskiner (129) eller prissammenligningstjenester, eller begrænsninger, der indirekte forbyder brugen af en hel onlineannonceringskanal, f.eks. et krav om ikke at anvende leverandørens varemærker eller handelsnavne til referencering af sit udbud på søgemaskiner, eller en begrænsning af leveringen af prisrelaterede oplysninger til prissammenligningstjenester. Sådanne begrænsninger har til formål at forhindre, at køberen anvender internettet effektivt til at sælge aftalevarerne eller -tjenesterne til bestemte områder eller kunder, da de begrænser køberens mulighed for at henvende sig til kunder uden for dennes fysiske handelsområde, informere dem om sine tilbud og tiltrække dem til sin onlinebutik eller andre salgskanaler. Forbud mod brug af bestemte prissammenligningstjenester eller søgemaskiner udgør generelt ikke en alvorlig begrænsning, da køberen kan anvende andre onlineannonceringstjenester til at øge bevidstheden om sine onlinesalgsaktiviteter. Et forbud mod brugen af de mest almindelige annonceringstjenester i den pågældende onlinereklamekanal kan imidlertid udgøre en alvorlig konkurrencebegrænsning, hvis de resterende tjenester i den pågældende annonceringskanal de facto ikke er i stand til at tiltrække kunder til køberens onlinebutik.

(a)

krav, der har til formål at sikre kvaliteten eller et særligt udseende af køberens onlinebutik

(b)

krav vedrørende visning af aftalevarerne eller -tjenesterne i onlinebutikken (f.eks. minimumsantallet af udstillede genstande, den måde, hvorpå leverandørens vare- eller handelsmærker)

(c)

et direkte eller indirekte forbud mod brug af onlinemarkedspladser (133)

(d)

et krav om, at køberen skal drive en eller flere fysiske butikker eller showrooms f.eks. som betingelse for at komme med i leverandørens selektive distributionssystem

(e)

et krav om, at køberen sælger en absolut minimumsmængde af aftalevarerne eller -tjenesterne offline (i værdi eller volumen, men ikke som en andel af sit samlede salg) for at sikre en effektiv drift af sin fysiske butik. Dette krav kan være det samme for alle købere, eller det kan fastsættes på et forskelligt niveau for hver køber på grundlag af objektive kriterier såsom køberens størrelse i forhold til andre købere eller dennes geografiske placering.

(a)

et krav om, at onlineannoncering skal opfylde visse kvalitetsstandarder eller omfatte specifikt indhold eller specifik information

(b)

et krav om, at køberen ikke anvender bestemte udbydere af onlineannoncering, der ikke opfylder visse kvalitetsstandarder

(c)

et krav om, at køberen ikke anvender leverandørens varemærke i domænenavnet for dennes onlinebutik.

(a)

Forpligtelsen er absolut nødvendig for at beskytte knowhow, som leverandøren har overført til køberen

(b)

den er begrænset til det salgssted, hvorfra køberen har drevet virksomhed i kontraktperioden og

(c)

den er begrænset til højst 1 år.

(a)

paritetsklausuler i detailleddet vedrørende direkte salgskanaler for købere af onlineformidlingstjenester (såkaldte »snævre« paritetsklausuler i detailleddet)

(b)

paritetsklausuler vedrørende de betingelser, hvorpå varer eller tjenester udbydes til virksomheder, der ikke er de endelige brugere

(c)

paritetsklausuler vedrørende de betingelser, hvorunder producenter, grossister eller detailhandlere køber varer eller tjenester som input (»mestbegunstigelsesklausuler«).

(a)

aftalens art

(b)

parternes markedsposition

(c)

konkurrenternes markedsposition (i forudgående og efterfølgende led)

(d)

markedsposition for køberne af aftalevarerne eller -tjenesterne

(e)

adgangsbarrierer

(f)

det berørte produktions- eller distributionsled

(g)

produktets art

(h)

dynamikken på markedet.

(a)

tilstedeværelsen af kumulative virkninger som følge af, at markedet er præget af ensartede vertikale begrænsninger pålagt af andre leverandører eller købere

(b)

hvorvidt aftalen er »påtvungen« (dvs. at de fleste begrænsninger eller forpligtelser kun gælder for én part i aftalen) eller »aftales« (begge parter accepterer begrænsninger eller forpligtelser)

(c)

de reguleringsmæssige rammer, og

(d)

adfærd, der kan tyde på eller lette ulovlig samordning, såsom prisførerskab, på forhånd annoncerede prisændringer og prisdrøftelser, prisstivhed som reaktion på overkapacitet, prisdiskrimination og tidligere samordning.

(a)

Den skal give objektive økonomiske fordele.

(b)

Forbrugerne skal sikres en rimelig andel af fordelen herved (161).

(c)

Konkurrencebegrænsningerne skal være nødvendige for at opnå disse fordele.

(d)

Aftalen må ikke give parterne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenester (162).