Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016SC0169

    ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUME AF KONSEKVENSANALYSEN Ledsagedokument til Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold

    SWD/2016/0169 final - 2016/0151 (COD)

    Bruxelles, den 25.5.2016

    SWD(2016) 169 final

    ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

    RESUME AF KONSEKVENSANALYSEN

    Ledsagedokument til

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold

    {COM(2016) 287 final}
    {SWD(2016) 168 final}
    {SWD(2016) 170 final}
    {SWD(2016) 171 final}


    A. Behov for handling

    Hvad er problemet, og hvorfor er det et problem?

    Konsekvensanalysen er foretaget parallelt med den efterfølgende evaluering af direktivet om audiovisuelle medietjenester inden for rammerne af programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT).

    Den overordnede konklusion er, at målene for direktivet om audiovisuelle medietjenester stadig er relevante. 

    Ved REFIT-evalueringen er der konstateret problemer i tre hovedkategorier, nemlig

    -utilstrækkelig beskyttelse af mindreårige og beskyttelse af forbrugere, der ser videoer på videodelingsplatforme

    -mangel på lige vilkår mellem traditionelle tv-spredningsforetagender og on demand-tjenester samt svagheder ved det indre marked, der bunder i, at nogle af bestemmelserne i direktivet om audiovisuelle medietjenester ikke er tilstrækkelig præcise

    -bestemmelserne om kommerciel kommunikation fungerer ikke længere efter hensigten.

    I REFIT-evalueringen blev det desuden konkluderet, at der er mulighed for forenkling. Dette gælder navnlig de procedurer, der understøtter anvendelsen af oprindelseslandsprincippet, og visse bestemmelser om kommerciel kommunikation.

    Hvad skal der opnås?

    De generelle målsætninger består i at

    1.øge beskyttelsen af mindreårige og forbrugerbeskyttelsen generelt

    2.sikre lige vilkår, beskytte det indre markeds integritet og øge retssikkerheden

    3.forenkle de lovgivningsmæssige rammer.

    Hvad er merværdien ved at handle på EU-plan?

    Direktivet om audiovisuelle medietjenester er det regelsæt, der understøtter EU's indre marked for audiovisuelle tjenester. Udviklingen af on demand-tjenester og videodelingsplatforme samt de tilsvarende forandringer i brugsmønstrene og tilknyttede risici er et fænomen, som berører alle medlemsstaterne.

    Den kommende revision af direktivet om audiovisuelle medietjenester anses for at overholde både nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet der sikres en fastholdelse af den harmoniseringstilgang og de samarbejdsmekanismer, der gør det muligt for medlemsstaterne at tage hensyn til særlige nationale omstændigheder.

    B. Løsninger

    Hvilke forskellige muligheder er der for at nå målene? Foretrækkes en løsning frem for andre? Hvis ikke, hvorfor?

    Løsningsmulighederne er grupperet ud fra det særlige problem, som de primært skal afhjælpe. For hvert afsnit fremhæves den foretrukne løsning.

    1.Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med utilstrækkelig beskyttelse af mindreårige og generel forbrugerbeskyttelse på videodelingsplatforme

    Løsningsmulighed A tilskynder til selvregulering for at sikre beskyttelse af mindreårige og generel forbrugerbeskyttelse på videodelingsplatforme

    Løsningsmulighed B pålægger en forpligtelse til at sikre midler på videodelingsplatforme, der beskytter mindreårige mod bl.a. hadefuld tale, og som gennemføres i kraft af samregulering.

    2.Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med mangel på lige vilkår og svagheder ved det indre marked

    a) Fremme af europæiske produktioner

    Løsningsmulighed A giver øget fleksibilitet til både tv-selskaber og on demand-tjenester med hensyn til, hvordan de opfylder forpligtelsen til at fremme europæiske produktioner. 

    Løsningsmulighed B fastholder status quo for tv-selskaber og skærper reglerne for udbydere af on demand-tjenester.

    b) Beskyttelse af mindreårige i forbindelse med on demand-tjenester

    Løsningsmulighed A øger beskyttelsen af mindreårige i forbindelse med on-demand audiovisuelle medietjenester, forenkler begrebet "skadeligt indhold" og tilskynder til samregulering af beskrivelser af indhold på EU-plan.

    c) Oprindelseslandsprincippet

    Løsningsmulighed A forenkler og forbedrer reglerne om kompetence og samarbejdsprocedurerne

    d) Lovgivernes uafhængighed

    Løsningsmulighed A pålægger medlemsstaterne at have en uafhængig tilsynsmyndighed og fastsætter en række krav for at understøtte deres uafhængighed og effektivitet. ERGA's koordinerende og rådgivende rolle styrkes og indarbejdes i direktivet om audiovisuelle medietjenester.

    3.Løsningsmuligheder, der tager hånd om problemet med bestemmelser om kommerciel kommunikation, som ikke længere egner sig til formålet

    Løsningsmulighed A gør nogle af bestemmelserne om audiovisuel kommerciel kommunikation mere fleksible.

    Hvem er de forskellige interessenter? Hvem støtter hvilken løsning?

    De interessenter, der berøres mest af ændringer af direktivet om audiovisuelle medietjenester, er: nationale tilsynsmyndigheder, offentlige tv-spredningsforetagender, kommercielle tv-spredningsforetagender, on demand-tjenester (catch-up-tv-tjenester, video on demand-tjenester, nyheder/portaler), videodelingsplatforme (i dag uden for anvendelsesområdet for direktivet om audiovisuelle medietjenester), organisationer på området for selvregulering, forbrugere, herunder mindreårige, annoncører og reklamebureauer (navnlig med hensyn til kommerciel kommunikation) og uafhængige producenter og distributører af indhold (navnlig med hensyn til fremme af europæiske produktioner).

    For så vidt angår politiske løsningsmuligheder for fremtiden er følgende hovedelementer generelt blevet bemærket på tværs af interessentkategorier:

    -enighed blandt alle interessenter om behovet for at ændre bestemmelserne om anvendelsesområdet for direktivet, selv om der ikke var noget fælles mønster eller nogen klarhed blandt interessenterne med hensyn til vejen frem, og om de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed.

    -opbakning fra alle interessenter til at fastholde status quo med hensyn til oprindelseslandsprincippet, fordelingspligter ("must carry")/findbarhed, tilgængelighed for handicappede, vigtige hændelser for samfundet, korte nyheder og berigtigelsesret

    -ingen klar enighed blandt interessenterne om kommerciel kommunikation, beskyttelse af mindreårige eller fremme af europæiske produktioner.

    C. Den foretrukne løsnings virkninger

    Hvilke fordele er der ved den foretrukne løsning (om nogen, eller de vigtigste)?

    Den foretrukne løsning er kombinationen af de fremhævede løsningsmuligheder i afsnit B. De vigtigste fordele består i:

    -bedre beskyttelse af mindreårige, bl.a. ved at pålægge en forpligtelse til at beskytte dem mod skadeligt indhold og hadefuld tale på videodelingsplatforme

    -sikring af et bidrag fra medietjenester til den kulturelle mangfoldighed, som tilpasses til forskellige forretningsmodeller

    -afhjælpning af manglen på fair behandling mellem tv-spredningsforetagender og on demand-tjenester, bl.a. med hensyn til beskyttelse af mindreårige, fremme af europæiske produktioner og kommerciel kommunikation

    -opretholdelse af en vis fleksibilitet med hensyn til, hvordan medlemsstaterne gennemfører direktivet om audiovisuelle medietjenester, og åbning af mulighed for brug af nærhedsprincippet og hensyntagen til særlige nationale omstændigheder

    -bedre gennemførelse af direktivet.

    Hvilke omkostninger er der ved den foretrukne løsning (om nogen, eller de vigtigste)?

    De største omkostninger ved den foretrukne løsning vil blive båret af on demand-tjenester og videodelingsplatforme. De vil hovedsageligt vedrøre gennemførelsen af de bestemmelser, der skal øge forbrugerbeskyttelsen. Imidlertid vil de blive afbødet af, at en række medlemsstater allerede har fastsat strengere bestemmelser, og at store videodelingsplatforme i henhold til deres egne politikker allerede frivilligt har truffet foranstaltninger for at beskytte forbrugerne.

    Vil det få væsentlige virkninger for de nationale budgetter og myndigheder?

    Den vigtigste indvirkning på de nationale budgetter og myndigheder vil komme fra samreguleringen til beskyttelse af mindreårige på videodelingsplatforme og fra indførelsen af lovfæstede krav om nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og et minimum af egenskaber, som myndighederne skal besidde. I sidstnævnte tilfælde vil indvirkningen afhænge af de nationale tilsynsmyndigheders nuværende besiddelse af disse egenskaber.

    Vil der være andre væsentlige virkninger?

    Nej

    Proportionalitet?

    Direktivets minimumsharmonisering vil sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes.

    D. Opfølgning

    Hvornår vil foranstaltningen blive taget op til fornyet overvejelse?

    Der sikres løbende overvågning gennem rapportering fra medlemsstaterne til Kommissionen og fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

    Top