Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016PC0624

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om anvendelse af margenen til uforudsete udgifter i 2016

    COM/2016/0624 final

    Bruxelles, den 30.9.2016

    COM(2016) 624 final

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

    om anvendelse af margenen til uforudsete udgifter i 2016


    BEGRUNDELSE

    1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

    I henhold til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 1 (FFR-forordningen) findes der en margen til uforudsete udgifter i EU-28 på op til 0,03 % af BNI, der kan anvendes som sidste udvej til at reagere på uforudsete omstændigheder. I forbindelse med den tekniske justering af den finansielle ramme for 2016 2 , som blev foretaget i henhold til artikel 6 i FFR-forordningen, er det samlede beløb under margenen til uforudsete udgifter i 2016 fastsat til 4 438,2 mio. EUR.

    I overensstemmelse med artikel 13 i FFR-forordningen foreslår Kommissionen efter at have undersøgt alle muligheder for at finansiere de yderligere og uforudsete forpligtelsesbehov at anvende 2016-margenen for et beløb på 240,1 mio. EUR til at supplere de forpligtelsesbevillinger, der er afsat til at dække udgifterne under udgiftsområde 3 (Sikkerhed og medborgerskab) i Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, dvs. ud over forpligtelsesloftet på 2 546 mio. EUR i løbende priser.

    I overensstemmelse med punkt 14 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, samarbejde på budgetområdet og forsvarlig økonomisk forvaltning 3 har Kommissionen foretaget en analyse af muligheden for at omfordele betydelige beløb inden for det eksisterende budget.

    I overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i FFR-forordningen foreslår Kommissionen at udligne forhøjelsen af udgiftsloftet for udgiftsområde 3 med den uudnyttede margen, som er til rådighed under udgiftsloftet for udgiftsområde 5 (administration) i 2016.

    Dette forslag supplerer Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2016/253 af 25. november 2015 om at anvende hele det beløb, der er til rådighed i fleksibilitetsinstrumentet 4 i 2017 (520 mio. EUR), 2016 (510 mio. EUR) og 2015 (500 mio. EUR), med henblik på at dække de omkostninger, som er forbundet med øjeblikkelige budgetforanstaltninger til afhjælpning af flygtningekrisen.

    2.BERETTIGELSEN AF ANVENDELSEN

    2.1.INDLEDNING

    Migrations-, flygtninge- og sikkerhedskrisens interne dimension finansieres over udgiftsområde 3 via Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF), Fonden for Intern Sikkerhed (ISF) samt gennem specialiserede agenturer såsom Frontex, EASO, eu-Lisa og Europol. Derudover blev et nyt instrument vedtaget af Rådet den 15. marts 2016 5 for at gøre det muligt at yde nødhjælp af humanitær karakter som reaktion på den stigende tilstrømning af flygtninge og migranter til Unionen.

    Som fastsat i Kommissionens forslag herom 6 blev finansieringsbehovet for det nye instrument til brug i nødsituationer i 2016 anslået til 300 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 241 mio. EUR i betalingsbevillinger 7 . Der er blevet omfordelt 199 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 130,2 mio. EUR i betalingsbevillinger fra AMIF, dels inden for rammerne af ændringsbudget nr. 1/2016, der blev vedtaget den 13. april 2016 8 (100 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 80,2 mio. EUR i betalingsbevillinger), og dels ved Kommissionens bevillingsoverførsel gennemført i august i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, litra c), i finansforordningen (99 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 50 mio. EUR i betalingsbevillinger).

    Der mangler stadig 2016-finansiering af det sandsynlige udestående behov i forbindelse med det nye instrument til brug i nødsituationer, som på nuværende tidspunkt anslås til 50 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 10 mio. EUR i betalingsbevillinger. Desuden kræver den seneste revurdering af AMIF's behov ved årets udgang, at ovennævnte omfordelinger til dels opvejes af nye forpligtelsesbevillinger på i alt 130 mio. EUR. Denne delvise genopfyldning af AMIF's midler kombineres med en styrkelse af grænse-elementet under Fonden for Intern Sikkerhed med 70 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger med henblik på at imødekomme Bulgariens seneste anmodning om nødbistand. Derved tages der højde for, at den nødbistand fra Fonden for Intern Sikkerhed, der på nuværende tidspunkt er til rådighed på budgettet for 2016, næsten er opbrugt.

    Idet den tager højde for de mulige omfordelinger på andre budgetposter under udgiftsområde 3 (9,9 mio. EUR), har Kommissionen i forslag til ændringsbudget nr. 4/2016 9 anmodet om en forhøjelse af forpligtelsesbevillingerne med 240,1 EUR ud over loftet for dette udgiftsområde.

    Udgiftsloftet for udgiftsområde 3 i 2016 er på 2 546 mio. EUR i løbende priser. For udgiftsområde 3 i 2016-budgettet udgør de godkendte forpligtelsesbevillinger 4 052 mio. EUR, hvilket allerede har gjort det nødvendigt at anvende fleksibilitetsinstrumentet (1 506 mio. EUR) ud over loftet for udgiftsområde 3 i overensstemmelse med FFR-forordningens artikel 11, stk. 2.

    Udgifterne i forbindelse med migration, flygtninge og sikkerhed udgør mere end 70 % af de samlede udgifter under loftet for udgiftsområde 3. Kommissionen har omhyggeligt undersøgt alle muligheder for omfordeling. I betragtning af det begrænsede råderum inden for dette udgiftsområde er det som beskrevet ovenfor dog kun muligt at dække en lille procentdel af behovet for forpligtelsesbevillinger, uden at det går ud over de andre relativt mindre programmers funktion.

    Deraf følger, at den eneste mulige udvej for at opfylde de budgetmæssige behov for forpligtelsesbevillinger består i at anvende margenen til uforudsete udgifter. De disponible margener i andre udgiftsområder gør det muligt at udligne anvendelsen heraf fuldstændigt i 2016.

    Behovene for betalingsbevillinger vil blive afholdt inden for loftet for betalinger i 2016, hvilket gør anvendelse af margenen til uforudsete udgifter i betalinger unødvendig.

    2.2.MARGENEN TIL UFORUDSETE UDGIFTER SOM SIDSTE UDVEJ

    I artikel 13, stk. 1, i FFR-forordningen fastsættes der en margen til uforudsete udgifter, der kan anvendes som en sidste udvej i tilfælde af uforudsete omstændigheder. Eftersom der i budgettet for 2016 ikke er nogen uudnyttet margen under loftet over forpligtelser for udgiftsområde 3, har Kommissionen undersøgt alle muligheder for omfordeling inden for udgiftsområdet.

    I lyset af at fleksibilitetsinstrumentet i budgettet for 2016 (1 530 mio. EUR) anvendes fuldt ud, er anvendelsen af 240,1 mio. EUR via margenen til uforudsete udgifter i 2016 det eneste disponible instrument, hvormed der kan sættes ind over for gabet mellem det godkendte niveau for udgiftsloftet for udgiftsområde 3 og de anslåede, yderligere, uforudsete behov for 2016.

    2.3.BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DE UFORUDSETE OMSTÆNDIGHEDER I 2016

    Selv om migrations-, flygtninge- og sikkerhedskrisen begyndte i 2015, udvikler dennes virkninger og konsekvenser sig stadig dagligt. Politiske beslutninger i tredjelande angående modtagelse af flygtninge på deres område og åbningen og lukningen af grænser gjorde det meget vanskeligt at forudse udviklingen på området på både kort og lang sigt. Krisens skiftende karakter og uforudsigelighed gør det berettiget at anvende margenen til uforudsete udgifter som en sidste udvej til at håndtere migrations-, flygtninge- og sikkerhedskrisens uforudsete konsekvenser for udgiftsbehovet under udgiftsområde 3.

    3.UDLIGNING AF MARGENERNE TIL UFORUDSETE UDGIFTER I FORHOLD TIL FFR-LOFTERNE

    I artikel 13, stk. 3, i FFR-forordningen kræves det, at beløb, der tilvejebringes ved anvendelse af margenen til uforudsete udgifter, i fuldt omfang skal udlignes i forhold til margenerne for det aktuelle regnskabsår eller for kommende regnskabsår.

    I henhold til artikel 13, stk. 4, i FFR-forordningen må de udlignede beløb ikke anvendes yderligere i forbindelse med den flerårige ramme, dvs. at de samlede lofter for forpligtelses- og betalingsbevillinger, der er fastsat i den flerårige ramme for det aktuelle eller for kommende regnskabsår, ikke må overskrides. Det vil sige, at anvendelsen af margenen til uforudsete udgifter til dækning af behovet for forpligtelsesbevillinger i 2016 under udgiftsområde 3 og den efterfølgende udligning skal ske under overholdelse af det samlede forpligtelsesloft for årene 2017 til 2020.

    Da der er en tilstrækkelig margen til rådighed under udgiftsloftet for udgiftsområde 5 i 2016, foreslår Kommissionen, at udligningen foretages fuldt ud i 2016 for ikke at foregribe forpligtelsesbevillingsbehovene i årene 2017-2020. Det beløb, der udlignes i udgiftsområde 5, vil udgøre 240,1 mio. EUR, hvilket efterlader en margin på 291,9 mio. EUR i 2016. Det samlede loft over forpligtelser for 2016 og for hele den flerårige finansielle ramme forbliver uændret.

    4.SUPPLERENDE FORHOLD

    Europa-Parlamentet og Rådet mindes om, at offentliggørelsen af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende ikke må finde sted senere end offentliggørelsen af udkast til ændringsbudget nr. 4/2016 i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, sidste punktum, i FFR-forordningen.

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

    om anvendelse af margenen til uforudsete udgifter i 2016

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, samarbejde på budgetområdet og forsvarlig økonomisk forvaltning 10 , særlig punkt 14, andet afsnit,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Ifølge artikel 13 i Rådets forordning nr. 1311/2013 11 er der fastsat en margen til uforudsete udgifter på op til 0,03 % af Unionens bruttonationalindkomst.

    (2) Kommissionen har i henhold til artikel 6 i nævnte forordning beregnet det absolutte beløb for margenen til uforudsete udgifter i 2016 12 .

    (3) Efter at have undersøgt alle andre muligheder for at reagere på de uforudsete omstændigheder under udgiftslofterne for 2016 inden for udgiftsområde 3 (Sikkerhed og medborgerskab), og efter at have foreslået at anvende det samlede beløb på 1 530 mio. EUR i fleksibilitetsinstrumentet for udgiftsområde 3 og 4, som står til rådighed i 2016, er det påkrævet at tage margenen til uforudsete udgifter i anvendelse for at imødekomme behovene hidrørende fra migrations-, flygtninge- og sikkerhedskrisen ved at øge forpligtelsesbevillingerne under udgiftsområde 3 i Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016 ud over loftet for dette udgiftsområde.

    (4) I betragtning af denne meget specielle situation er betingelsen vedrørende en sidste udvej i artikel 13, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 opfyldt —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    For Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016 tages margenen til uforudsete udgifter i anvendelse for at afsætte 240,1 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger ud over loftet for forpligtelser under udgiftsområde 3 i den flerårige finansielle ramme.

    Artikel 2

    De 240,1 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger, der tages i anvendelse via margenen til uforudsete udgifter i regnskabsåret 2016, udlignes i fuldt omfang med margenen for udgiftsområde 5 (Administration).

    Artikel 3

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den .

    På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

    Formand    Formand

    (1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
    (2) COM(2015) 320 final af 22.5.2015.
    (3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
    (4) EUT L 47 af 24.2.2016, s. 6.
    (5) EUT L 70 af 16.3.2016, s. 1.
    (6) COM(2016) 115 af 2.3.2016.
    (7) 80 % i forfinansiering.
    (8) EUT L 143 af 31.5.2016.
    (9) COM(2016) 623 final af 30.9.2016.
    (10) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
    (11) Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884).
    (12) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 22. maj 2015 om teknisk justering af den finansielle ramme for 2016 på grundlag af udviklingen i BNI (COM(2015) 320 final af 22.5.2015).
    Top