EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 8.4.2016
COM(2016) 191 final
BILAG
til
Forslag til Rådets afgørelse
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Tuvalu om visumfritagelse for kortvarige ophold
BILAG
til
Forslag til Rådets afgørelse
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Tuvalu om visumfritagelse for kortvarige ophold
AFTALE
mellem Den Europæiske Union og Tuvalu om visumfritagelse for kortvarige ophold
DEN EUROPÆISKE UNION, i det følgende benævnt "Unionen" eller "EU", og
TUVALU,
under ét benævnt "de kontraherende parter", ER
MED HENBLIK PÅ at fremme venskabsforbindelserne mellem de kontraherende parter og ud fra ønsket om at gøre det lettere for deres borgere at rejse ved at sikre dem ret til visumfri indrejse og kortvarigt ophold,
UNDER HENVISNING TIL Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 509/2014 af 15. maj 2014 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, hvorved 19 tredjelande, herunder Tuvalu, blev overført til listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for visumpligt ved kortvarige ophold i medlemsstaterne,
I BETRAGTNING AF at visumfritagelsen i henhold til artikel 1 i forordning (EU) nr. 509/2014 for disse 19 lande først gælder fra datoen for ikrafttrædelsen af en aftale om visumfritagelse, som skal indgås med Unionen,
UD FRA ØNSKET OM at fastholde princippet om ligebehandling af alle unionsborgere,
UNDER HENSYNTAGEN TIL at personer, som indrejser med det formål at udøve lønnet beskæftigelse under deres kortvarige ophold, ikke er omfattet af denne aftale, og at de relevante bestemmelser i EU-retten, medlemsstaternes nationale lovgivning og Tuvalus nationale lovgivning derfor fortsat finder anvendelse på disse personers visumpligt eller -fritagelse og adgang til beskæftigelse,
UNDER HENSYNTAGEN TIL protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og protokollen om integration af Schengenreglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, bekræftes det, at denne aftales bestemmelser ikke gælder for Det Forenede Kongerige og Irland —
BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
ARTIKEL 1
Formål
Denne aftale indeholder bestemmelser om visumfritagelse for unionsborgere og statsborgere i Tuvalu ved indrejse i den anden kontraherende parts område med henblik på ophold i en periode på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.
ARTIKEL 2
Definitioner
I denne aftale forstås ved:
a)
"medlemsstat": enhver af Unionens medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Irland
b)
"unionsborger": en statsborger i en medlemsstat som defineret i litra a)
c)
"statsborger i Tuvalu": enhver, som har statsborgerskab i Tuvalu
d)
"Schengenområdet": det område uden indre grænser, der omfatter områder tilhørende de i litra a) definerede medlemsstater, som i fuldt omfang anvender Schengenreglerne.
ARTIKEL 3
Anvendelsesområde
1.
Unionsborgere, der er indehavere af et gyldigt almindeligt pas, diplomatpas, tjenestepas, officielt pas eller særligt pas udstedt af en medlemsstat, har ret til visumfri indrejse og ophold på Tuvalus område i den opholdsperiode, der er fastsat i artikel 4, stk. 1.
Statsborgere i Tuvalu, der er indehavere af et gyldigt almindeligt pas, diplomatpas, tjenestepas, officielt pas eller særligt pas udstedt af Tuvalu, har ret til visumfri indrejse og ophold på medlemsstaternes område i den opholdsperiode, der er fastsat i artikel 4, stk. 2.
2.
Stk. 1 i denne artikel finder ikke anvendelse på personer, der indrejser med det formål at udøve lønnet beskæftigelse.
For denne kategori af personer kan hver medlemsstat selv indføre visumpligt eller ophæve den for statsborgere i Tuvalu, jf. artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001.
For denne kategori af personer kan Tuvalu i henhold til sin nationale lovgivning indføre visumpligt eller ophæve den for statsborgere i hver enkelt medlemsstat.
3.
Visumfritagelse efter denne aftale finder anvendelse, uden at dette berører de kontraherende parters lovgivning om betingelser for indrejse og kortvarigt ophold. Medlemsstaterne og Tuvalu forbeholder sig ret til at nægte indrejse og kortvarigt ophold på deres område, hvis en eller flere af sådanne betingelser ikke er opfyldt.
4.
Visumfritagelsen gælder, uanset hvilket transportmiddel der anvendes til at passere de kontraherende parters grænser.
5.
Spørgsmål, der ikke er omfattet af denne aftale, skal afgøres i henhold til EU-retten, medlemsstaternes nationale lovgivning eller Tuvalus nationale lovgivning.
ARTIKEL 4
Opholdets varighed
1.
Unionsborgere må opholde sig på Tuvalus område i en periode på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.
2.
Statsborgere i Tuvalu må opholde sig på de medlemsstaters område, som fuldt ud anvender Schengenreglerne, i en periode på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. Ved beregning af denne periode tages der ikke hensyn til ophold i en medlemsstat, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne.
Statsborgere i Tuvalu må opholde sig i en periode på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage på hver af de medlemsstaters område, som endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne, uden at der tages hensyn til beregningen af opholdsperioden på de medlemsstaters område, som fuldt ud anvender Schengenreglerne.
3.
Denne aftale berører ikke Tuvalus og medlemsstaternes mulighed for at forlænge opholdsperioden ud over de 90 dage i overensstemmelse med deres respektive nationale lovgivning og EU-retten.
ARTIKEL 5
Territorial anvendelse
1.
Denne aftale finder for Den Franske Republiks vedkommende kun anvendelse på Den Franske Republiks europæiske område.
2.
Denne aftale finder for Kongeriget Nederlandenes vedkommende kun anvendelse på Kongeriget Nederlandenes europæiske område.
ARTIKEL 6
Blandet udvalg til forvaltning af aftalen
1.
De kontraherende parter nedsætter et blandet ekspertudvalg (i det følgende benævnt "udvalget") bestående af repræsentanter for Unionen og repræsentanter for Tuvalu. Unionen repræsenteres af Europa-Kommissionen.
2.
Udvalget har bl.a. til opgave at:
a)
føre tilsyn med gennemførelsen af denne aftale
b)
fremsætte forslag til ændringer af eller tilføjelser til denne aftale
c)
bilægge tvister om fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale.
3.
Udvalget indkaldes efter behov på anmodning af en af de kontraherende parter.
4.
Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
ARTIKEL 7
Forholdet mellem denne aftale og eksisterende bilaterale visumfritagelsesaftaler
mellem medlemsstaterne og Tuvalu
Denne aftale har forrang for enhver bilateral aftale eller ordning indgået mellem enkelte medlemsstater og Tuvalu, for så vidt disse omhandler spørgsmål, der falder inden for denne aftales anvendelsesområde.
ARTIKEL 8
Afsluttende bestemmelser
1.
Denne aftale ratificeres eller godkendes af de kontraherende parter efter deres respektive interne procedurer og træder i kraft på den første dag i den anden måned efter datoen for den sidste af de to meddelelser, hvorved de kontraherende parter underretter hinanden om, at disse procedurer er afsluttet.
Denne aftale finder midlertidig anvendelse fra dagen efter datoen for dens undertegnelse.
2.
Denne aftale indgås på ubestemt tid, men kan opsiges efter bestemmelserne i stk. 5.
3.
Denne aftale kan ændres efter skriftlig aftale mellem de kontraherende parter. Ændringer træder i kraft, efter at de kontraherende parter har givet hinanden meddelelse om, at de interne procedurer, der er nødvendige herfor, er gennemført.
4.
Hver af de kontraherende parter kan suspendere denne aftale eller dele af den, navnlig når hensyn til den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller folkesundheden tilsiger det, eller på grund af irregulær immigration eller en kontraherende parts genindførelse af visumpligt. Afgørelsen herom meddeles den anden kontraherende part senest to måneder før dens planlagte ikrafttræden. Den kontraherende part, der suspenderer anvendelsen af denne aftale, underretter omgående den anden kontraherende part, hvis grundene til suspensionen ikke længere består, og hæver suspensionen.
5.
Hver kontraherende part kan opsige denne aftale med skriftligt varsel til den anden part. Aftalen ophører 90 dage efter dette varsel.
6.
Tuvalu kan kun suspendere eller opsige denne aftale for alle medlemsstaters vedkommende.
7.
Unionen kan kun suspendere eller opsige denne aftale for alle sine medlemsstaters vedkommende.
Udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
FÆLLES ERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, NORGE, SCHWEIZ
OG LIECHTENSTEIN
De kontraherende parter noterer sig de tætte forbindelser mellem Den Europæiske Union og Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, navnlig i henhold til aftalerne af 18. maj 1999 og 26. oktober 2004 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne.
Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein på den ene side og myndighederne i Tuvalu på den anden side snarest indgår bilaterale aftaler om visumfritagelse for kortvarige ophold svarende til denne aftale.
FÆLLES ERKLÆRING OM, HVORDAN DEN PERSONKATEGORI, DER INDREJSER MED DET FORMÅL AT UDØVE LØNNET BESKÆFTIGELSE,
JF. AFTALENS ARTIKEL 3, STK. 2, SKAL AFGRÆNSES
Ud fra ønsket om at sikre en fælles afgrænsning af denne personkategori er de kontraherende parter enedes om, at den kategori af personer, der udøver lønnet beskæftigelse, ved anvendelsen af denne aftale omfatter personer, der indrejser i den anden kontraherende parts område med det formål at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse eller drive virksomhed mod betaling som lønmodtager eller tjenesteyder.
Denne kategori omfatter ikke:
–
forretningsrejsende, dvs. personer, der indrejser i forretningsanliggender (uden at være ansat i den anden kontraherende parts land)
–
sportsfolk eller kunstnere, der udøver en aktivitet lejlighedsvis
–
journalister udsendt af medier i deres opholdsland
–
praktikanter på udvekslingsophold.
Gennemførelsen af denne erklæring overvåges af det blandede udvalg inden for rammerne af dets opgaver i henhold til aftalens artikel 6, og udvalget kan foreslå ændringer, når det – i lyset af de kontraherende parters erfaringer – skønner det nødvendigt.
FÆLLES ERKLÆRING OM, HVORDAN PERIODEN PÅ 90 DAGE INDEN FOR
EN PERIODE PÅ 180 DAGE, JF. AFTALENS ARTIKEL 4, SKAL FORTOLKES
De kontraherende parter forstår, at perioden på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage som fastsat i denne aftales artikel 4 betyder enten et sammenhængende ophold eller flere på hinanden følgende ophold, hvis samlede varighed ikke overstiger 90 dage inden for en periode på 180 dage.
Der tages udgangspunkt i en "glidende" periode på 180 dage, hvor der ses tilbage på hver opholdsdag inden for den seneste periode på 180 dage for at kontrollere, om kravet om højst 90 dage inden for en periode på 180 dage fortsat er opfyldt. Det betyder bl.a., at et fravær i en uafbrudt periode på 90 dage giver mulighed for et nyt ophold på højst 90 dage.
FÆLLES ERKLÆRING OM INFORMATION AF BORGERNE
OM VISUMFRITAGELSESAFTALEN
I erkendelse af behovet for åbenhed over for unionsborgere og statsborgere i Tuvalu er de kontraherende parter enedes om at sikre fuld formidling af information om visumfritagelsesaftalens indhold og konsekvenser og om dertil knyttede spørgsmål, bl.a. indrejsebetingelser.
_________________