20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/110

Ordfører:

Mário SOARES

1.1.

EU har foretaget en videre integration og liberalisering af EU's offentlige udbud i forbindelse med revisionen af aftalen om offentlige udbud (GPA-aftalen), i forbindelse med handelsforhandlinger med tredjelande samt inden for rammerne af EU's seneste indgåede handelsaftaler. Disse reformer har gjort EU's offentlige udbud mere åbne for virksomheder fra industrilandene og de nye vækstøkonomier. Disse lande har derimod ikke gennemført en tilsvarende åbning af deres markeder, og de europæiske virksomheder oplever fortsat restriktiv og diskriminerende praksis i tredjelande. En sådan åbning af markederne er navnlig vigtig, da offentlige udbud udgør ca. 20 % af det globale bruttonationalprodukt, og da offentlige investeringer i infrastruktur og offentlige udbud i industrilandene og de nye vækstøkonomier i den aktuelle krise udgør en af de primære økonomiske vækstmotorer i de kommende år.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har i flere udtalelser udtalt sig positivt om EU's målsætning om at gøre alle landes offentlige udbud mere åbne for international konkurrence. Udvalget har ligeledes understreget det vigtige i at sikre en forenkling af reglerne for offentlige udbud, navnlig for SMV'er, og at overholde principperne om gennemsigtighed, ikkediskriminering og ligebehandling. Endvidere har udvalget ved flere lejligheder opfordret til, at der som led i gennemførelsen af EU's handelspolitik sker en behørig styrkelse af den sociale og miljømæssige dimension samt af respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og forbrugernes beskyttelse, i overensstemmelse med artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som lægger op til en stærkere kohærens med EU's principper og mål.

1.3.

EØSU forstår Kommissionens ønske om at gøre offentlige udbud i tredjelande mere åbne for europæiske virksomheder, og er opmærksom på den løftestangseffekt, som det ændrede forslag til forordning kan have med hensyn til at give varer og tjenesteydelser fra tredjelande lettere adgang til offentlige udbud på Unionens indre marked, hvilket denne udtalelse drejer sig om.

1.4.

EØSU mener, at forslaget til en forordning kan være et første skridt i retning af en større åbning af de offentlige udbud, navnlig i de igangværende forhandlinger inden for rammerne af det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) mellem EU og USA samt forhandlingerne om en handelsaftale med Japan og forhandlingerne om Kinas tilslutning til Verdenshandelsorganisationens (WTO's) aftale om offentlige udbud, da disse landes markeder for offentlige udbud er mindre åbne end EU's, men også i forhold til lande, der ikke har undertegnet aftaler om offentlige udbud, som f.eks. Rusland, Brasilien og Argentina.

1.5.

Udvalget er imidlertid opmærksom på den dybe uenighed, der eksisterer i Rådet og Europa-Parlamentet om såvel forordningsforslagets relevans som dets effektivitet.

1.6.

Udvalget understreger, at det er tvingende nødvendigt at sikre, at konkurrencen med virksomheder fra tredjelande i forbindelse med offentlige indkøb er fri og uforvredet. EØSU stiller sig imidlertid tvivlende over for, om det foreliggende forslag til forordning kan indfri målsætningen om åbne og afbalancerede offentlige udbud i tredjelande. EØSU finder bl.a., at det nye forslag til forordning ikke er tilstrækkeligt ambitiøst, da anvendelsesområdet reduceres til en simpel prisjustering for kontrakter, hvis værdi er større end eller lig med 5 000 000 EUR, og bemærker, at kun 7 % af alle offentlige indkøb har en sådan værdi. Samtidig mener udvalget, at strafgebyret, som kan være på op til 20 % af buddets pris, er utilstrækkeligt og bør fastsættes fra sag til sag. EØSU foreslår, at der anvendes prisjustering for kontrakter, hvis værdi er større end eller lig med 2 500 000 EUR.

1.7.

Udvalget spekulerer på, om forbuddet mod, at medlemsstaterne anvender restriktive foranstaltninger, der er mere vidtgående end dem, der er fastsat i forordningen, ikke indebærer en de facto-liberalisering uden modydelse af offentlige indkøb under grænsen på 5 000 000 EUR for virksomheder i tredjelande. Udvalget mener derfor, at det er bydende nødvendigt, at der sker en afbalanceret og gensidig åbning af offentlige indkøb mellem EU og tredjelande.

1.8.

EØSU finder det beklageligt, at forslaget til forordning ikke refererer til målsætningen om bæredygtig udvikling, på baggrund af, at Kommissionen har medtaget denne målsætning som et vigtigt element i sin meddelelse »Handel for alle«, og at Kommissionen ved flere lejligheder har annonceret, at den vil tage højde for den bæredygtige udvikling i alle relevante aspekter af frihandelsaftalerne (energi, råstoffer og offentlige udbud) (1).

1.9.

EØSU beklager, at artikel 85 og 86 i direktiv 2014/25/EU ophæves af den nye forordning, da disse bestemmelser er ambitiøse og bedre afstemt med målsætningen om at skabe bæredygtig udvikling, da de inddrager den sociale dimension i forbindelse med europæiske virksomheders vanskeligheder med at vinde et offentligt udbud som følge af, de internationale arbejdsretlige regler ikke overholdes i disse lande. EØSU vurderer derfor, at det vil være nyttigt at se på, om nogle af elementerne i ovennævnte bestemmelser kan indarbejdes i det aktuelle forslag til forordning.

1.10.

Udvalget mener således, at forordningen bør anlægge en mere ambitiøs tilgang til promoveringen af målene for bæredygtig udvikling, overholdelse af de grundlæggende rettigheder og beskyttelse af forbrugerne som led i de offentlige indkøbsprocedurer i tredjelande. Udvalget mener, at den manglende overholdelse af disse grundlæggende regler kan have en negativ indflydelse på europæiske virksomheders konkurrenceevne, og at definitionen i forslagets artikel 2 af »foranstaltning eller praksis af restriktiv (…) karakter« bør omfatte ikkeoverholdelse af disse grundlæggende regler. Udvalget mener endvidere, at den rapport, som Kommissionen skal forelægge senest den 31. december 2018 og mindst hvert tredje år derefter (artikel 16 i forslaget), ikke blot bør omhandle adgang for EU-erhvervsdrivende til procedurer i forbindelse med offentlige udbud i tredjelande, men også overholdelsen — i forbindelse med offentlige indkøb i tredjelande — af sociale og miljømæssige regler, de grundlæggende menneskerettigheder og forbrugerbeskyttelsen. Kommissionens rapporter om gennemførelsen af forordningen bør ligeledes tage behørigt hensyn til dette.

1.11.

EØSU ønsker, at det foreliggende forslag til forordning fastslår kravet om, at virksomheder fra tredjelande, som deltager i offentlige udbud i EU, skal overholde de bestemmelser, der sigter mod at fremme respekten for bæredygtig udvikling og styrkelse af den sociale og miljømæssige dimension samt de grundlæggende menneskerettigheder, beskyttelsen af forbrugerne og den sociale og erhvervsmæssige integration eller reintegration af handicappede som foreskrevet i direktiv 2014/23/EU, 2014/24/EU og 2014/25/EU om offentlige indkøb. Denne respekt har stor betydning for en fri og uforvredet konkurrence på det indre marked.

1.12.

EØSU går fuldt og helt ind for, at forordningen indeholder en bestemmelse om undtagelse for de mindst udviklede lande (LDC-lande) og de mest sårbare blandt de øvrige udviklingslande omfattet af GSP-forordningen (2), men henleder samtidig Kommissionens opmærksomhed på, at der skal gennemføres supplerende tiltag for at fremme de mindst udviklede og mest sårbare landes deltagelse i offentlige udbud i EU.

1.13.

EØSU bifalder ligeledes, at forordningen ikke gælder for SMV'er i EU. EØSU ønsker dog at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at SMV'er har behov for særlig støtte både til deltagelse i udbud på tværs af landene i EU og til at få adgang til offentlige udbud i tredjelande.

2.1.

EØSU er af både Kommissionen og Europa-Parlamentet blevet bedt om at udarbejde en udtalelse om det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgangen for tredjelandes varer og tjenesteydelser til Unionens indre marked for offentlige udbud og procedurer for støtte til forhandlingerne om adgang for Unionens varer og tjenesteydelser til tredjelandes markeder for offentlige udbud.

2.2.

Offentlige udbud vurderes i værdi at udgøre ca. 20 % af det globale BNP. På baggrund af den aktuelle krise udgør offentlige indkøb af arbejdsopgaver og varer i industrilandene og de nye vækstøkonomier formentlig en af de primære økonomiske vækstmotorer i de kommende år.

2.3.

EU har gradvis sikret integration af sine offentlige udbud og gjort dem åbne gennem en øget liberalisering af EU's offentlige udbud i forbindelse med revisionen af Verdenshandelsorganisationens aftale om offentlige udbud (GPA-aftalen), der trådte i kraft i april 2014, og i forbindelse med handelsforhandlinger med tredjelande (navnlig inden for rammerne af EU's seneste indgåede handelsaftaler (f.eks. aftalerne mellem EU og Korea, EU og Mellemamerika, EU og Colombia/Peru, EU og Moldova, EU og Georgien og EU og Ukraine)).

2.4.

De europæiske virksomheder oplever dog fortsat restriktiv og diskriminerende praksis i tredjelande. Det skyldes flere faktorer:

2.5.

Det skal endvidere fremhæves, at et stort antal af EU's handelspartnere fortsat giver præferencestatus til nationale varer og producenter eller til små og mellemstore virksomheder (eksempler er USA's »Buy American Act«, Kinas »Buy Chinese Policy«, lovfæstede præferencemargener i Brasilien, samt nationale præferencer på regionalt plan i Australien), og det udelukker de facto virksomheder fra EU fra at deltage i offentlige udbud (3).

2.6.

Hvad angår tredjelandes offentlige udbud, der er åbne for konkurrence, forhindres europæiske virksomheder ofte i reelt at deltage i offentlige licitationer på grund af grænseoverskridende hindringer (f.eks. forskellige certificerings- og standardiseringsregler, licensprocedurer, ikketransparente eller diskriminerende procedurer), som øger kompleksiteten og skaber problemer af teknisk karakter, da afdækning, analyse og afhjælpning er for tidskrævende og normer og praksis er restriktive. Disse forhold er allerede beskrevet i en tidligere udtalelse fra EØSU.

2.7.

På baggrund af disse komplekse forhold og i fraværet af et middel til at få adgang til offentlige udbud i tredjelande i et mere væsentligt omfang har EU gennem flere år arbejdet på at udarbejde et instrument, der giver mulighed for at indføre restriktioner ved manglende gensidighed og i tilfælde, hvor et tredjeland pålægger europæiske virksomheder restriktive eller diskriminerende vilkår.

2.8.

Det skal dog bemærkes, at EU har haft og fortsat har mulighed for at begrænse adgangen til offentlige udbud i EU for virksomheder fra lande, der ikke tilbyder tilsvarende vilkår som dem, virksomheder fra det pågældende land har ved offentlige udbud i EU, inden for vand-, energi-, transport- og postsektoren. Denne mulighed er dog aldrig blevet benyttet. Direktiv 2004/17/EF (revideret ved direktiv 2014/25/EU, som træder i kraft den 18. april 2016) omfatter muligheden for at afvise bud med en andel på over 50 % af varer med oprindelse i et tredjeland, som EU ikke har indgået en international overenskomst med (artikel 58), samt mulighed for, at Kommissionen (artikel 59) kan foreslå Rådet at beslutte i en periode at suspendere eller begrænse adgang til offentlige udbud i EU for virksomheder fra lande, der ikke tilbyder tilsvarende vilkår som dem, virksomheder fra det pågældende land har ved offentlige udbud i EU, eller for lande, hvor problemerne skyldes manglende overholdelse af internationale arbejdsnormer. Disse bestemmelser indgår i artikel 85 og 86 i direktiv 2014/25/EU.

2.9.

Det generelle direktiv om offentlige udbud 2004/18/EF (revideret ved direktiv 2014/24/EU) indeholder for sin del ikke lignende bestemmelser, og derfor har medlemsstaterne anvendt og anvender fortsat forskellig praksis med hensyn til tilbudsgivere fra andre lande og tilbud omfattende varer og tjenesteydelser fra tredjelande. Nogle medlemsstater har anvendt ligebehandling, andre lande har ikke, afhængigt af, om der forelå internationale forpligtelser ifølge WTO's aftale om offentlige udbud eller bilaterale aftaler.

2.10.

Som afhjælpning af de manglende bestemmelser i det generelle direktiv om offentlige udbud og på baggrund af, at visse tredjelande ikke ønsker at gøre deres offentlige udbud åbne for international konkurrence og samtidig har relativt let adgang til det europæiske marked, udarbejdede Kommissionen i 2012 et forslag til forordning med det formål at sikre en vis gensidighed i adgangen til offentlige udbud.

2.11.

Kommissionens første forslag fra 2012 fastslog først det generelle princip om, at varer og tjenesteydelser med oprindelse i andre lande omfattet af EU's forpligtelser vedrørende adgang til EU's marked skulle behandles på lige fod med varer og tjenesteydelser med oprindelse i EU ved kontrakttildeling. Forslaget indebar derudover, at varer og tjenesteydelser med oprindelse i udviklingslande skulle behandles efter samme principper.

—

Den decentrale søjle (artikel 6), der gav ordregiver beføjelse til at orientere Kommissionen om, at ordregiver ønsker at udelukke visse bud, hvor værdien af varer og tjenesteydelser, der ikke er omfattet af internationale forpligtelser, udgør over 50 % af den samlede værdi af tilbuddets varer og tjenesteydelser. Kommissionen kunne godkende anmodningen ved væsentlig mangel på gensidighed i markedsåbningen mellem EU og det land, hvor varerne og tjenesteydelserne kommer fra. Kommissionen kunne ligeledes godkende udelukkelse, hvis de pågældende varer og tjenesteydelser er omfattet af et EU-forbehold vedrørende markedsadgang i en international aftale.

—

Den centraliserede procedure (artikel 8 til 13), der gav Kommissionen mulighed for at igangsætte en undersøgelse. Undersøgelsen kunne igangsættes af Kommissionen på eget initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat eller en involveret part med det formål at undersøge, om der foreligger restriktiv praksis ved kontrakttildeling i tredjelande. Kommissionen kunne konferere med det pågældende land med henblik på at løse problemet og forbedre vilkårene for markedsadgang for virksomheder fra EU i det pågældende land eller indføre midlertidige restriktioner, hvis det ikke lykkes. Restriktionerne kunne principielt bestå i enten at udelukke udvalgte tilbud omfattende over 50 % varer og tjenesteydelser med oprindelse i det pågældende tredjeland (udelukkelse fra EU's marked) eller at pålægge et obligatorisk økonomisk strafgebyr på varer og tjenesteydelser med oprindelse i det pågældende tredjeland. Kommissionens undersøgelse skulle afsluttes inden for 9 måneder. I behørigt begrundede tilfælde kunne denne frist forlænges med 3 måneder.

2.12.

Europa-Parlamentet vedtog sin betænkning i 2014 (4) og udtrykte i den en vis skepsis over for den decentraliserede procedure. Ifølge Europa-Parlamentet burde kun Kommissionen og ikke de lokale myndigheder have kompetence til at beslutte at udelukke et tilbud, da international handel er et af de områder, hvor EU har enekompetence. Europa-Parlamentet foreslog derfor, at den decentraliserede procedure indarbejdes i den centraliserede procedure. Andre problemstillinger blev ligeledes fremhævet, herunder manglende gensidighed i overholdelse af sociale og miljømæssige regler samt normer fastlagt af ILO, den manglende definition af begrebet »mangel på væsentlig gensidighed«, hvor Europa-Parlamentet foreslog, at manglende gensidighed forudsættes i tilfælde af manglende overholdelse af de internationale bestemmelser på det arbejdsretlige område. Europa-Parlamentet udtrykte ligeledes bekymring over, at forordningen ikke fremhæver EU's sociale og miljømæssige regler.

2.13.

Der blev ikke truffet nogen beslutning ved førstebehandlingen i Rådet. Omkring 15 medlemsstater godkendte ikke forslaget og udgjorde således et blokerende mindretal. Heriblandt var de vigtigste Tyskland, Storbritannien, Nederlandene og Sverige samt en række lande i Østeuropa. De udtrykte bekymring for, at et sådan instrument på globalt plan ville blive opfattet som protektionisme. De lande, der anført af Frankrig støttede forslaget, fik gennemført en teknisk drøftelse i 2014 og håbede på, at det var muligt at nå til enighed under det italienske formandskab (andet halvår af 2014). Det var desværre ikke muligt, og Kommissionen vedtog et revideret forslag i januar (5) i håbet om at kunne komme ud over blokeringen.

3.1.

Kommissionen forelægger det nye forslag med det formål at korrigere en række negative følger i det foregående forslag. I det nye forslag ophæver Kommissionen den decentraliserede procedure, der tidligere er blevet kritiseret for at skabe en stor administrativ byrde og føre til en fragmentering af det indre marked. Ligeledes bortfalder muligheden for at lukke EU's marked helt, samtidig med at man bevarer muligheden for efter en kommissionsundersøgelse at pålægge et økonomisk strafgebyr på 20 % på bud bestående af over 50 % varer og tjenesteydelser med oprindelse i lande, der anvender diskriminerende eller restriktiv praksis. Denne prisreguleringsmekanisme anvendes kun ved udbud til en anslået værdi på eller over 5 mio. EUR, hvilket ifølge Kommissionen reducerer risikoen for gengældelsesforanstaltninger fra tredjelandene. Ifølge forslaget skal prisreguleringsmekanismen ligeledes ikke kunne anvendes på europæiske små og mellemstore virksomheder (SMV'er) eller på tilbudsgivere eller varer med oprindelse i de mindst udviklede lande og de mest sårbare blandt de øvrige udviklingslande, som de er defineret i forordningen om den generelle præferenceordning (GSP-ordningen).

3.2.

Ved flere lejligheder har EØSU udtalt sig positivt om EU's målsætning om at gøre alle landes offentlige udbud mere åbne for international konkurrence, men EØSU har ligeledes understreget nødvendigheden af at fastlægge principper for forenkling af reglerne om offentlige udbud, gennemsigtighed, ikkediskrimination, ligebehandling, social og miljømæssig ansvarlighed samt overholdelse af de grundlæggende rettigheder (6).

3.3.

EØSU forstår Kommissionens ønske om at gøre offentlige udbud i tredjelande mere åbne for europæiske virksomheder. EØSU deler ligeledes den opfattelse, at et forslag til en sådan forordning kan være et første skridt i forhandlingerne om offentlige udbud inden for rammerne af det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) mellem EU og USA, handelsforhandlingerne med Japan og forhandlingerne om Kinas tilslutning til aftalen om offentlige udbud, da disse landes markeder for offentlige udbud er mindre åbne end EU's, men også i forhold til lande, der ikke har undertegnet aftaler om offentlige udbud, som f.eks. Rusland, Brasilien og Argentina.

3.4.

EØSU stiller sig imidlertid tvivlende over for, om vedtagelse af forordningen kan gøre det muligt at indfri målsætningen om åbne offentlige udbud i tredjelande. EØSU finder, at det nye forslag til forordning ikke er tilstrækkeligt ambitiøst, da anvendelsesområdet er blevet begrænset. Det er usikkert, om det vil bevirke en åbning af offentlige udbud i tredjelande, ligesom effekten kan blive stærkt begrænset.

3.5.

Ifølge Kommissionens egne oplysninger er kun 7 % af alle offentlige udbud af en værdi på over 5 000 000 EUR. Disse udbud udgør dog 61 % af offentlige udbud i EU opgjort i værdi. Da forordningen kun vil være gældende for udbud, der ikke er dækket af EU's internationale forpligtelser, bør det afklares, hvor stor en andel af offentlige udbud forordningen dækker, navnlig efter Kinas mulige tiltrædelse af GPA-aftalen og den mulige færdiggørelse af forhandlingerne med USA og Japan. Forordningen kan blive reduceret til kun at dække få udbud og få lande og dermed til ikke at få den store betydning. EØSU foreslår, at der anvendes prisjustering for kontrakter, hvis værdi er større end eller lig med 2 500 000 EUR.

3.6.

EØSU finder det ligeledes beklageligt, at forslaget til forordning ikke refererer til den bæredygtige udvikling, som Kommissionen dokumenterer vigtigheden af i sin meddelelse »Handel for alle«, når det samtidig hævdes, at der tages højde for overvejelser om bæredygtig udvikling i alle relevante afsnit af frihandelsaftalerne (f.eks. energi og råstoffer eller offentlige udbud) (7). Der skal som led i gennemførelsen af EU's handelspolitik ske en behørig styrkelse af den sociale og miljømæssige dimension samt af respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og forbrugernes beskyttelse, i overensstemmelse med artikel 207 i TEUF, som lægger op til en stærkere kohærens med EU's principper og mål.

3.7.

De nye direktiver 2014/23/EU, 2014/24/EU og 2014/25/EU om offentlige indkøb sigter mod at fremme respekten for bæredygtig udvikling og styrkelse af den sociale og miljømæssige dimension samt de grundlæggende menneskerettigheder, beskyttelsen af forbrugerne og den sociale og erhvervsmæssige integration eller reintegration af handicappede. Denne respekt har stor betydning for en fri og uforvredet konkurrence på det indre marked. EØSU finder, at det foreliggende forslag til forordning bør slå fast, at virksomheder fra tredjelande, som deltager i offentlige udbud i EU, skal overholde disse bestemmelser.

3.8.

Kommissionen nævner således foranstaltninger eller praksis af restriktiv karakter, men den nævner ikke vanskelighederne med at vinde offentlige udbud i tredjelande på grund af de konkurrerende virksomheders manglende overholdelse af sociale og miljømæssige regler, grundlæggende menneskerettigheder og beskyttelse af forbrugerne. Udvalget mener, at den manglende overholdelse af disse grundlæggende regler kan have en negativ indflydelse på europæiske virksomheders konkurrenceevne, og at definitionen i forslagets artikel 2 af »foranstaltning eller praksis af restriktiv (…) karakter« bør omfatte ikkeoverholdelse af disse grundlæggende regler. Udvalget mener endvidere, at den rapport, som Kommissionen skal forelægge senest den 31. december 2018 og mindst hvert tredje år derefter (artikel 16 i forslaget), ikke blot bør omhandle adgang for EU-erhvervsdrivende til procedurer i forbindelse med offentlige udbud i tredjelande, men også overholdelsen — i forbindelse med offentlige indkøb i tredjelande — af sociale og miljømæssige regler, de grundlæggende menneskerettigheder og forbrugerbeskyttelsen. Kommissionens rapporter om gennemførelsen af forordningen bør ligeledes tage behørigt hensyn til dette.

3.9.

På baggrund af de delte holdninger i Rådet, som er årsagen til, at forordningen er blokeret, er det tvivlsomt, om den nye forordning vil kunne komme igennem. Afskaffelsen af den decentraliserede søjle kan i kombination med de øvrige ændringer føre til en ny blokering.

4.1.

EØSU bifalder præciseringen i forordningsforslagets artikel 1, stk. 5, der fastslår, at medlemsstaterne ikke kan pålægge økonomiske operatører, varer eller tjenesteydelser fra tredjelande restriktive foranstaltninger ud over dem, der er fastlagt i forordningen. Det giver fordele i form af større ensartethed i anvendelsen af EU's regler om offentlige udbud over for udenlandske operatører. Udvalget spekulerer imidlertid på, om dette forbud ikke indebærer en de facto-liberalisering uden modydelse af europæiske offentlige indkøb under grænsen på 5 000 000 EUR for virksomheder i tredjelande. Visse medlemsstater anvender faktisk i øjeblikket restriktioner for offentlige udbud, der ikke er omfattet af internationale forpligtelser, og artikel 85 i direktiv 2014/25/EU om gennemførelse af offentlige udbud i vand-, energi- og postsektoren giver eksplicit mulighed for at afvise udbud, der indeholder over 50 % varer med oprindelse i lande, som EU ikke har indgået internationale aftaler med. Artiklen bortfalder med den foreslåede forordning.

4.2.

EØSU bifalder fuldt og helt, at forordningen ikke gælder for de mindst udviklede lande og de mest sårbare blandt de øvrige udviklingslande ifølge GSP-forordningen (artikel 4), og for at sikre, at denne undtagelse kommer til gavn for de mindst udviklede lande samt deres virksomheder, anbefaler udvalget, at Kommissionen inkluderer en beskrivelse af offentlige udbud i EU samt link til offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende (TED) i Export Helpdesk, der er målrettet mod udviklingslande, og at den stiller den nødvendige tekniske hjælp til rådighed for de virksomheder i udviklingslandene, der ønsker at indhente information om reglerne for offentlige udbud i EU.

4.3.

EØSU bifalder ligeledes, at forordningen ikke gælder for SMV'er i EU (artikel 5). EØSU ønsker dog at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at SMV'erne har behov for særlig støtte både til deltagelse i udbud på tværs af landene i EU og til at få adgang til offentlige udbud i tredjelande. Denne tilgang er forenelig med den særlige opmærksomhed, der i Kommissionens meddelelse »Handel for alle« er på SMV'er. Navnlig bør der i SMV-kapitlet i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab samt i fremtidige handelsaftaler med et sådant kapitel optræde en målsætning om forbedring af SMV'ers adgang i offentlige udbud. EØSU har allerede udtrykt sin modstand mod fastsættelse af kvoter for SMV'er i offentlige udbud som i USA's Small Business Act og anbefaler i stedet en proaktiv politik for at bistå SMV'er og give dem mulighed for at deltage i et større antal offentlige udbud (8). EØSU har også allerede fremhævet vigtigheden af at forbedre Kommissionens markedsadgangsdatabase (Market access Data base), så den dels kommer til at indeholde valide og tilgængelige data om indkaldelser af bud, formkrav og tekniske krav til udbudsbetingelser, der de facto forhindrer deltagelse i tredjelande, og dels kommer til at indeholde statistikgrundlag og indikatorer for konkurrenceforvridende faktorers effekt (9).

4.4.

EØSU forstår Kommissionens bekymring med hensyn til, at der ikke findes et retligt instrument, der giver Kommissionen mulighed for at sikre europæiske virksomheder effektiv adgang til offentlige udbud i tredjelande, da forordning (EU) nr. 654/2014 om udøvelsen af Unionens rettigheder for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af internationale handelsregler ikke gælder i fraværet af en international aftale. Undersøgelsesproceduren omhandlet i forordningens artikel 6 til 8 synes imidlertid at være langvarig og ineffektiv. For det første er udvalget skeptisk over de store skønsbeføjelser, der overlades til Kommissionen, som kan beslutte, om der skal iværksættes en undersøgelse eller ej. For det andet er undersøgelsens varighed i modsætning til, hvad Kommissionen siger, ikke blevet afkortet i det nye forslag og kan stadig i alt strække sig over 12 måneder. Det forekommer at være særdeles lang tid, da Kommissionen i mange tilfælde, navnlig når den gennemfører en undersøgelse på eget initiativ, på forhånd vil råde over en række elementer og ofte har behandlet emnet i den eksisterende dialog med tredjelandene. EØSU konstaterer ligeledes, at en undersøgelse vil blive suspenderet under eventuelle handelsforhandlinger. EØSU finder det dog hensigtsmæssigt at fastlægge en tidsfrist for suspendering, der ikke må overstige to år, da handelsforhandlinger og gennemførelse heraf kan være langvarige.

4.5.

EØSU finder, at det forhold, at det kun er for kontrakter på over 5 000 000 EUR, at en undersøgelse kan føre til en prisreduktion på 20 %, og at denne bestemmelse tilmed er ledsaget af en lang række undtagelser, er utilstrækkeligt og gør, at forordningen mister en betydelig del af sin effekt.

4.6.

EØSU beklager, at artikel 85 og 86 i direktiv 2014/25/EU ophæves af den nye forordning, da disse bestemmelser er ambitiøse og bedre afstemt med målsætningen om at skabe bæredygtig udvikling, da de inddrager den sociale og miljømæssige dimension. EØSU vurderer derfor, at det vil være nyttigt at se på, om nogle af elementerne i ovennævnte bestemmelser kan indarbejdes i det aktuelle forslag til forordning.