Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014JC0002

    Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 234/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Liberia

    /* JOIN/2014/02 final - 2014/0009 (NLE) */

    52014JC0002

    Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 234/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Liberia /* JOIN/2014/02 final - 2014/0009 (NLE) */


    BEGRUNDELSE

    (1) Ved Rådets forordning (EF) nr. 234/2004 af 27. januar 2003 om visse restriktive foranstaltninger over for Liberia blev der indført et forbud mod at levere teknisk og finansiel bistand i tilknytning til militære aktiviteter til ikke-statslige personer, enheder eller organer i eller til brug i Liberia. 

    (2) Den 10. december 2013 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2128 (2013), som på ny bekræfter den våbenembargo, som blev indført ved punkt 2 i resolution 1521 (2003) og ændret ved punkt 1 og 2 i resolution 1683 (2006), punkt 1, litra b), i resolution 1731 (2006), punkt 3, 4, 5 og 6 i resolution 1903 (2009) og punkt 3 i resolution 1961 (2010), og som ændrer de dermed forbundne krav om underretning.

    (3) Navnlig besluttede FN's Sikkerhedsråd, at underretning om ikkedødbringende materialer og den dermed forbundne oplæring ikke længere er påkrævet, og at de liberiske myndigheder har det primære ansvar for at underrette sanktionskomitéen om enhver levering af dødbringende våben og dertil knyttet materiel, eller levering af bistand, rådgivning eller oplæring i tilknytning til militære aktiviteter eller andre sikkerhedssektoraktiviteter til Liberias regering.

    (4) Rådet er som følge heraf ved at vedtage en afgørelse om ændring af fælles holdning 2008/109/FUSP.

    (5) Der er behov for yderligere handling fra EU's side for at gennemføre nogle af disse foranstaltninger.

    (6) Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen foreslår at ændre forordning (EF) nr. 234/2004 i overensstemmelse hermed.

    2014/0009 (NLE)

    Fælles forslag til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EF) nr. 234/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Liberia

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

    under henvisning til Rådets fælles holdning 2008/109/FUSP af 12. februar 2008 om restriktive foranstaltninger over for Liberia[1],

    Under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       Ved Rådets forordning (EF) nr. 234/2004[2] blev der indført et generelt forbud mod at levere teknisk rådgivning, bistand, oplæring, finansieringsmidler og finansiel bistand med tilknytning til militære aktiviteter til personer, enheder eller organer i Liberia.

    (2)       Den 10. december 2013 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2128 (2013), som på ny bekræfter den våbenembargo, som blev indført ved punkt 2 i resolution 1521 (2003) og ændret ved punkt 1 og 2 i resolution 1683 (2006), punkt 1, litra b), i resolution 1731 (2006), punkt 3, 4, 5 og 6 i resolution 1903 (2009) og punkt 3 i resolution 1961 (2010), og som ændrer de dermed forbundne krav om underretning.

    (3)       Den ... januar 2014 vedtog Rådet som følge heraf afgørelse 2014/.../FUSP[3], som ændrer fælles holdning 2008/109/FUSP.   

    (4)       Da nogle af disse foranstaltninger falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for at kunne gennemføre dem, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender dem på samme måde.

    (5)       Rådets forordning (EF) nr. 234/2004 bør derfor ændres — 

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 234/2004 foretages følgende ændringer:

    1) Artikel 3, stk. 1, litra b), affattes således:

    "b) teknisk bistand i tilknytning til udstyr, der ikke er bestemt til at dræbe, men som udelukkende er til humanitær brug eller beskyttelsesbrug."

    2) Artikel 4 affattes således:

    "Artikel 4

    Fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der har til hensigt at yde teknisk bistand vedrørende militære aktiviteter eller andre sikkerhedssektoraktiviteter til Liberias regering, jf. artikel 1, skal på forhånd underrette den kompetente myndighed, som anført på netstederne opført på listen i bilag I, i den medlemsstat, hvor de pågældende er bosat eller etableret. Denne underretning skal indeholde alle relevante oplysninger, herunder i givet fald oplysninger om formålet og slutbrugeren, tekniske specifikationer og mængden af udstyr, der skal sendes, leverandøren, foreslået leveringsdato, transportform og forsendelsernes rute. Hvis Liberias regering ikke har foretaget denne underretning i overensstemmelse med stk. 2, litra b), nr. ii) og iii), i FN's Sikkerhedsråds resolution 2128 (2013), skal den pågældende medlemsstat ved modtagelse af de relevante oplysninger og i samråd med Liberias regering underrette sanktionskomitéen herom."

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                           På Rådets vegne

                                                                           Formand

    [1]               EUT L 38 af 13.2.2008, s. 26.

    [2]               Rådets forordning (EF) nr. 234/2004 af 10. februar 2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Liberia og ophævelse af forordning (EF) nr. 1030/2003 (EUT L 40 af 12.2.2004, s. 1).

    [3]               Rådets afgørelse (fuldstændig betegnelse) (EUT L...).

    Top