This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014DC0451
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL Better situational awareness by enhanced cooperation across maritime surveillance authorities: next steps within the Common Information Sharing Environment for the EU maritime domain
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Bedre situationskendskab gennem øget samarbejde mellem maritime overvågningsmyndigheder: de næste faser inden for den fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Bedre situationskendskab gennem øget samarbejde mellem maritime overvågningsmyndigheder: de næste faser inden for den fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område
/* COM/2014/0451 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Bedre situationskendskab gennem øget samarbejde mellem maritime overvågningsmyndigheder: de næste faser inden for den fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område /* COM/2014/0451 final */
MEDDELELSE
FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Bedre
situationskendskab gennem øget samarbejde mellem maritime
overvågningsmyndigheder: de næste faser inden for den fælles ramme for
informationsudveksling for EU's maritime område 1. Indledning Forøgelse af
informationsudvekslingen mellem maritime overvågningsmyndigheder er et af EU's
centrale strategiske mål under den integrerede havpolitik og en vigtig brik i
strategien for maritim sikkerhed[1].
Forbedring af sikkerheden på vores have og oceaner er også et vigtigt element i
dagsordenen for blå vækst, der skal skabe vækst og arbejdspladser. Etableringen af
den fælles ramme for informationsudveksling for EU's maritime område (i det
følgende ”CISE-projektet”) er en igangværende samarbejdsproces, som allerede er
omhandlet i to meddelelser fra Kommissionen fra 2009 og 2010[2].
Blandt de positive resultater kan nævnes øget samarbejde mellem EU-organer,
initiativer taget af flere maritime sektorer på EU-plan samt flere initiativer
på nationalt plan. CISE-projektet støttes af aktører i medlemsstaterne, af
Rådet og af Europa-Parlamentet[3]. Medlemsstaternes
myndigheder gennemfører mange forskellige operationelle overvågningsopgaver,
heraf mange med det formål at opfylde eksisterende forpligtelser i henhold til
EU-lovgivningen og værne om sikkerheden på vores have og oceaner. Denne type
opgaver kræver specifikke kompetencer og kapacitet på forskellige områder:
forsvar, toldvæsen, grænsekontrol, generel lovhåndhævelse, fiskerikontrol,
beskyttelse af havmiljøet/indsats over for forurening og sikkerhed til søs. Maritime risici
og trusler overskrider nationale og administrative grænser og kontrolleres ikke
på åbent hav. I en kontekst, hvor disse myndigheder står over for tiltagende
maritime risici og har begrænsede operationelle og finansielle ressourcer, kan
optimeret informationsudveksling være mere virkningsfuld og
omkostningseffektiv. Målsætningen for alle, der deltager i operationelle
overvågningsaktiviteter, er at have rettidig adgang til de relevante og mest
præcise informationer til varetagelse af deres aktiviteter og til velfungerende
udveksling af informationer mellem deres systemer, koordineringscentre samt
patruljerings- og overvågningsredskaber (skibe, fly, satellitter m.m.). Det er formålet
med denne meddelelse at gøre status over den nuværende situation og
identificere områder for den fremtidige indsats på grundlag af de hidtil
opnåede resultater. 2. Hvad er
CISE-projektet, og hvilke fordele indebærer det? CISE-projektet
er en ramme for frivilligt samarbejde i Den Europæiske Union, som skal fremme
udveksling af relevante informationer mellem myndigheder, der deltager i
maritim overvågning. Det erstatter eller kopierer ikke, men bygger på
eksisterende systemer og platforme til informationsudveksling og -deling.
Endemålet er at forbedre effektiviteten, kvaliteten, reaktionsevnen og
koordineringen af den maritime overvågning i Europa og fremme innovation af
hensyn til EU's og EU-borgernes velstand og sikkerhed. CISE-projektet
får hverken indvirkning på medlemsstaternes administrative strukturer eller på
den eksisterende EU-lovgivning på dette område eller på gennemførelsen af
igangværende EU-initiativer, navnlig ikke dem, der er en følge af EU-retlige
krav. Eftersom de administrative strukturer i medlemsstaterne er
forskelligartede, vil den administrative indsats for at gennemføre dette
initiativ på nationalt plan afhænge af situationen i hver enkelt medlemsstat. Målet er at
sikre, at informationer, der hidrører fra maritim overvågning, og som er
indsamlet af en maritim myndighed og anses for at være nødvendige for andres
operationelle aktiviteter, kan udveksles og anvendes til mange forskellige
formål, i stedet for at blive indsamlet og produceret flere gange eller
indsamlet til ét enkelt formål. Informationerne fra den maritime overvågning
kan enten være rådata eller ubehandlede data, som er formateret på en særlig
måde, eller informationer hidrørende fra data, der er behandlet og har fået en
bestemt betydning. Informationerne kan enten være basale eller omfattende.
Informationerne fra den maritime overvågning dækker f.eks. fartøjspositioner og
ruter, lastinformationer, følerdata, diagrammer og kort, havmeteorologiske
informationer m.m. Hvis sådanne informationer identificerer en enkeltperson
eller gør det muligt at identificere denne, vil EU's
databeskyttelsesinstrumenter[4]
skulle anvendes[5].
Ved at bevæge sig hen imod multianvendelse af data og ved at gøre de nuværende
overvågningssystemer interoperable[6],
bliver dataindsamlingen mindre tids- og ressourcekrævende, og i bedste
fald vil myndighederne altid råde over de bedste tilgængelige informationer om
situationen til havs. Overlapning af
dataindsamlingsindsats kan være det indirekte resultat af ikkeoptimalt
samarbejde mellem myndigheder. Dette kan også have indflydelse på erhvervelse,
vedligeholdelse og anvendelse af overvågningsudstyr som f.eks. radarer,
kommunikationssystemer, skibe, helikoptere, fly og satellitter. Øget
informationsudveksling kunne bidrage til at undgå, at sådanne ressourcer
tilvejebringes to gange, at det samme havområde screenes to gange, at de samme
informationer indsamles flere gange, og at der gennemføres overlappende
missioner til søs. Forberedelse af
øget informationsudveksling er en nødvendig forudsætning for et velfungerende
praktisk samarbejde mellem nationale myndigheder, der deltager i maritim
overvågning. De resultater,
der indtil videre er opnået, har vist, at CISE-projektet kunne frembyde en lang
række fordele. Øget informationsudveksling er navnlig en vigtig forudsætning
for: ·
at
sikre mere viden og øge det maritime situationskendskab. Begge dele kan fremme
forebyggelsen og beredskabet og forbedre den maritime sikkerhed i forbindelse
med grænseoverskridende og organiseret kriminalitet (f.eks. narkotikahandel,
illegalt fiskeri, piratvirksomhed, væbnet røveri og terrorisme), maritim
sikkerhed og ulovlige udtømninger eller hændelig havforurening. Evalueringer
med deltagelse af eksperter fra medlemsstaterne[7] har tydeligt
vist, at myndighederne kan forvalte overvågningsaktiviteter mere effektivt,
hvis de har alle relevante informationer til rådighed ved planlægning og
gennemførelse af operationelle aktiviteter. Dette vil gennemsnitligt kunne
reducere disse trusler og risici med 30 %. Relevante eksempler er
informationsudveksling mellem civile og militære myndigheder vedrørende
migranter, der rejser ind i Schengenområdet via Middelhavet, eller almindelig
rutinemæssig overvågning og katastrofeforvaltningsredskaber rundt omkring et
hav kan kobles sammen ved et enkelt klik i tilfælde af en nødssituation. ·
Betydelig
reduktion af dataindsamlingsindsatsen. De berørte parter har oplyst, at der er
stor efterspørgsel efter supplerende dataudveksling, navnlig mellem civile og
militære myndigheder, og at mere end 40 % af de data, der indsamles i EU, indsamles
af flere forskellige myndigheder på samme tid, f.eks. til ikkesamarbejdsformål
og skibsidentifikation. ·
Reduktion
af administrative og operationelle omkostninger ved maritime
overvågningsaktiviteter. Beregninger foretaget af medlemsstatseksperter har
vist, at potentielle omkostningsbesparelser i forbindelse med øget
informationsudveksling kunne tilføre EU's økonomi ca. 400 mio. EUR pr. år samt
direkte besparelser for de offentlige myndigheder på mindst 40 mio. EUR om
året. De nødvendige investeringer ville beløbe sig til ca. 10 mio. EUR pr. år
de første ti år. 3. Fremskridt
hen imod forbedret maritim overvågning – Hvad er der sket indtil videre? Der har allerede
i nogen tid været initiativer i gang til forbedring af informationsudvekslingen
på det maritime område. Der er siden 2002 taget vigtige skridt på både
nationalt plan og EU-plan, navnlig i den civile sektor. Der er allerede gjort
fremskridt med en række lovgivningsinstrumenter på EU-plan, hvormed der
er etableret systemer for forskellige politikområder, som i visse tilfælde går
længere end til kun én sektor. Disse systemer
omfatter: Unionens maritime informationsudvekslingssystem, SafeSeaNet, der
tilbyder integrerede maritime tjenester[8],
bl.a. til trafikovervågning (situationskendskab) og gennemførelse af
EU-lovgivning, og som er hjemmehørende hos Det Europæiske
Søfartssikkerhedsagentur (EMSA) og forvaltes af Kommissionens generaldirektorat
for mobilitet og transport (MOVE) sammen med EU-/EØS-medlemsstaterne i
Styringsgruppen på Højt Plan[9];
det fælles varslings- og informationssystem (CECIS), der letter kommunikationen
i forbindelse med hændelser til søs og katastrofer, der forvaltes af
Kommissionens Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse
(ECHO); fartøjsovervågningssystemet, der forvaltes af medlemsstaterne; Data
Exchange Highway (DEH) og Fisheries Language for Universal eXchange (FLUX), der
forvaltes af Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og
Fiskeri (MARE) og understøtter den fælles fiskeripolitik; farvandsovervågningsnetværket
(MARSUR), der forvaltes af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), som
understøtter den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; det europæiske
grænseovervågningssystem (EUROSUR), der forbedrer situationskendskabet og
reaktionsevnen i medlemsstaterne og hos EU's grænseagentur (FRONTEX) ved de
ydre grænser, EUROPOL-systemet til sikker informationsudveksling (SIENA), Det
Fælles Forskningscenters Blue Hub-platform, der understøtter EU's F&U inden
for maritim overvågning og maritimt situationskendskab og eksperimentering med
nye datakilder, der hidtil ikke er udnyttet. Af særlig
interesse på EU-plan er direktivet om meldeformaliteter[10],
hvorved der indføres nationale enstrengede kontaktsystemer. Disse enstrengede
kontaktsystemer vil, når de bliver fuldt operationelle i juni 2015, fungere som
centrale nationale informationsudvekslingsplatforme til indberetning og
udveksling af fartøjsrelateret information mellem alle kompetente myndigheder,
og de vil blive knyttet sammen med EU's maritime informations- og
udvekslingssystem og andre systemer og vil herigennem tilvejebringe relevante
tværsektorielle og tværnationale informationer på det maritime område for alle
myndigheder, navnlig på det civile område. Yderligere initiativer til
forbedring af informationsudvekslingen er bl.a. den kommende strategi til
styring af toldrisici og sikkerhed i forsyningskæden[11],
de bestemmelser, der er fastsat i forordningen om den fælles fiskeripolitik[12],
og det europæiske havobservations- og datanetværk (EMODNET)[13].
Erfaringerne har
vist, at yderligere samarbejde er værdifuldt. Et eksempel er den operationelle
anvendelse af de integrerede maritime tjenester (som kan sikre et tydeligere
billede af situationen på havene), som tilbydes af EMSA til FRONTEX og EFCA.
Disse kunne tjene som inspiration for, hvordan samarbejdet kan forløbe på
nationalt plan. På nationalt
plan har flere medlemsstater allerede etableret mekanismer som f.eks.
nationale koordinationscentre, der omfatter alle relevante myndigheder (civile
og militære), med henblik på at forbedre koordineringen. Disse centre kunne
være en inspirationskilde for andre. Der er siden
2010-meddelelsen om CISE-projektet gjort fremskridt med gennemførelse af den
fastlagte køreplan. Medlemsstaterne har arbejdet tæt sammen i BlueMassMed,
MARSUNO og i særlige samarbejdsprojekter.[14] De medlemsstater[15],
der deltog i BlueMassMed, udarbejdede et koncept med it-knudepunkter, der i
fremtiden vil kunne tjene som nationale informationscentre. Medlemsstater[16],
der er involveret i Marsuno, gjorde navnlig fremskridt med en gennemgang af den
retlige situation og fremsatte forslag til en mulig ledelsesstruktur. Medlemsstater[17],
der deltager i det særlige samarbejdsprojekt, omregnede den potentielle
økonomiske merværdi af CISE-projektet til virkelige maritime
overvågningscenarier. De gennemførte også en undersøgelse af myndighedernes
rettigheder til informationsudveksling og udviklede et koncept til et
fleksibelt "fælles computersprog" (en fælles datamodel), der om
nødvendigt kan anvendes til at sikre interoperabilitet for
overvågningsinformationssystemer. Disse
initiativer har bekræftet og bidraget til at tydeliggøre det operationelle
behov for tværsektoriel informationsudveksling og er regelmæssigt blevet
drøftet i en medlemsstatsekspertgruppe vedrørende maritim overvågning og i den
tekniske rådgivningsgruppe under CISE-projektet, der består af repræsentanter
for forskellige offentlige maritime myndigheder og EU-organer, med henblik på
at sikre kohærent udvikling af informationsudvekslingen. 4. De næste
faser af CISE-projektet De fremskridt,
der indtil nu er gjort, har tilvejebragt et grundlag for en yderligere indsats,
navnlig hvad angår en vurdering af de resterende udfordringer, og det fremgår,
at den vision, der ligger til grund for CISE-projektet, forfølges på både
nationalt plan og EU-plan. En af de vigtigste ting, der skal gøres, er at
forbedre informationsudvekslingen mellem de militære og de civile myndigheder.
Det vil være vigtigt at inddrage landenes forsvar og identificere information,
der kunne udveksles mellem civile og militære myndigheder inden for rammerne af
CISE-projektet, eftersom de militære myndigheder forvalter store mængder
maritime overvågningsdata. De vigtigste
områder for yderligere grænseoverskridende og tværsektorielt samarbejde er
fastlagt af MARSUNO, BlueMassMed og det særlige samarbejdsprojekt, som er nævnt
ovenfor. Der er bl.a. tale om følgende områder: -
realtidsudveksling af positioner for inspektionsfartøjer og -fly og
funktionelle specifikationer, der sikrer den hurtigst mulige indsats i store
redningsoperationer og/eller andre hændelser til søs -
samarbejdsværktøjer til grænseoverskridende kriseforvaltning -
datakonsolidering og udveksling af information om mistænkelige fartøjer, der
sejler i EU-farvande, og - nationale
registre over fritidsfartøjer: edb-behandling af informationsanmodninger mellem
medlemsstaterne. Det vil være
vigtigt at bygge videre på de eksisterende værktøjer og resultater med henblik
på at undgå overlappende indsats. Yderligere
foranstaltninger har til formål at lette informationsudveksling og bør derfor
hverken skabe nye dataindsamlingsforpligtelser eller være præskriptive for så
vidt angår de informationer, der skal udveksles. Dette vil skulle afgøres af
den part, der er i besiddelse af data. Kommissionen
agter at træffe følgende foranstaltninger: ·
Kommissionen
har planer om at lancere et projekt i 2014 under EU's syvende rammeprogram for
forskning (FP7) for at teste CISE-projektet i større skala - navnlig mellem
civile og militære myndigheder. Hertil kommer, at Kommissionen vil tilskynde
til ibrugtagning af innovationer, der finansieres under EU-rammeprogrammer for
forskning og innovation. ·
Kommissionen
vil i tæt samarbejde med medlemsstaterne sørge for udarbejdelse af en
ikkebindende håndbog for CISE-projektet med anbefalinger om bedste praksis og
nyttig information om, hvordan denne ramme for informationsudveksling anvendes.
Anbefalingerne skal bl.a. medvirke til at fremme en kultur, hvor man på tværs
af forskellige sektorer og nationale myndigheder, der deltager i maritim
overvågning, i fælles interesse udveksler maritim information. Denne håndbog
vil også indeholde vejledning om de berørte myndigheders anbefalede behandling
af personlige eller kommercielt følsomme informationer. Der skal med håndbogen
tages hensyn til de resultater, der er opnået med forskellige forberedende
foranstaltninger som f.eks. FP7-projektet og samarbejdsprojektet og
pilotprojekter som Marsuno, BlueMassMed og et projekt, der finansieres under
programmet for integreret havpolitik (IMP) og vedrører udvikling af SafeSeaNet
til understøtning af CISE-projektet og andre foranstaltninger. ·
Kommissionen
vil støtte foranstaltninger til udvikling, opretholdelse og videreformidling af
standarder, der gør det muligt for systemer til maritim overvågning at være
interoperable. Sådanne standarder vil lette udveksling af information mellem
overvågningsansvarlige myndigheder og udvikling af it-løsninger, hvilket er en
betydelig udfordring for samarbejdet mellem medlemsstaterne, industriel
udvikling og konkurrenceevne. Der kan være tale om at anvende en fælles
datamodel[18],
som bygger på teknologiske løsninger, der allerede er taget i brug og kræves i
henhold til EU-lovgivningen, og som kan anvendes som oversættelsesværktøj
mellem maritime overvågningsinformationssystemer, navnlig mellem civile og
militære systemer. En teknisk referencearkitektur for offentlige tjenester vil
blive fastlagt ved udgangen af 2017 i tråd med den europæiske arkitektur for
interoperabilitet, der er udviklet under programmet vedrørende
interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder
(ISA-programmet) inden for rammerne af den digitale dagsorden for Europa. Der
vil også være behov for specifikationer til støtte for virtuelt samarbejde fra
eksisterende it-systemer[19]. ·
Medlemsstaterne
bør parallelt hermed tilskyndes til at arbejde på om nødvendigt at modernisere
deres allerede etablerede maritime it-overvågningsudstyr og yderligere fremme
informationsudveksling mellem myndigheder, der er involveret i maritim
overvågning. Der foreligger allerede visse EU-finansieringsmuligheder for at
yde støtte til små forbedringer. ·
Medlemsstaterne
bør også inddrage de kompetente nationale databeskyttelsesmyndigheder så
tidligt som muligt for at sikre, at de operationelle midler og mål stemmer
overens med de nationale databeskyttelseskrav. Gennemførelse af forudgående
konsekvensvurderinger kunne være én måde, hvorpå der kan ydes støtte til
nationale initiativer for at sikre, at det er de mest virkningsfulde og
omkostningseffektive foranstaltninger, der træffes. ·
Kommissionen
vil fortsætte med at revidere den eksisterende sektorielle EU-lovgivning for at
fjerne mulige tilbageværende retlige barrierer for tværsektoriel
informationsudveksling, samtidigt med at de relevante databeskyttelseskrav
overholdes. Selvom Kommissionen finder, at de fleste af disse barrierer er
adresseret, kan de stadig forefindes på nationalt plan. Dette kan skyldes de
organisatoriske strukturer hos medlemsstaternes myndigheder[20]. ·
Der
kræves yderligere overvejelser angående de administrative strukturer til
gennemførelse af CISE-projektet - navnlig angående behovet for en
tjenesteaftale mellem nationale myndigheder. Kommissionen vil
også - senest i 2018 - sætte gang i en revision for at vurdere gennemførelsen
af CISE-projektet og behovet for yderligere foranstaltninger. Kommissionen
understreger, at det er medlemsstaternes ansvar at sikre effektiv overvågning
af farvande under deres højhedsområde og jurisdiktion og eventuelt på åbent
hav. Det påhviler også medlemsstaternes at sikre operationel udveksling af
information om maritim overvågning mellem myndigheder, der har
overvågningsansvar, og i visse tilfælde kan EU-organer lette og støtte denne
proces. De operationelle aspekter ved en sådan informationsudveksling skal
decentraliseres i vid udstrækning til de nationale myndigheder i
overensstemmelse med nærhedsprincippet. Samtidigt er der
også brug for indsats på EU-plan, eftersom informationsudveksling også har en
tværnational komponent, som normalt indebærer samarbejde på regionalt plan
eller omkring de berørte farvande. Desuden er der på EU-plan allerede fastsat
regler og betingelser for udveksling af nogle former for information. Ud over
at Kommissionen skal sikre gennemførelse og anvendelse af allerede eksisterende
EU-lovgivning er det derfor dens rolle fortsat at lette og koordinere processen
i forbindelse med CISE-projektet med henblik på at fremme udveksling af
relevante informationer mellem civile og militære myndigheder, der deltager i
maritim overvågning, og at sikre interoperabilitet mellem maritime
overvågningssystemer på EU-plan med udgangspunkt i eksisterende systemer og
løsninger - uden at der oprettes et nyt system. 5. Konklusion CISE-projektet
er en vigtig byggesten i EU's planlagte maritime sikkerhedsstrategi, og den
opfylder dens principper og mål som et tværsektorielt, kohærent og
omkostningseffektivt initiativ. Det er afgørende at støtte
overvågningsaktiviteter inden for EU's maritime område. Den yderligere indsats
vil fortsat være i overensstemmelse med de overordnede mål, som er at undgå
overlappende indsats og anvende omkostningseffektive løsninger, idet der tages
udgangspunkt i de foranstaltninger, der er skitseret i denne meddelelse, og de
omfattende erfaringer, der er gjort af alle myndigheder og organer i
medlemsstaterne i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. Kommissionen
finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for at gennemføre et
tværsektorielt lovgivningsinitiativ. Gennemførelsen
af dette projekt vil fortsat kræve en indsats på både EU-plan og nationalt
plan. Der vil skulle
træffes foranstaltninger på nationalt plan for at sikre, at en sådan
informationsudveksling kan finde sted mellem de relevante myndigheder, navnlig
mellem civile og militære myndigheder. Kommissionen opfordrer derfor
medlemsstaterne til at lære af hinanden og lade sig inspirere af de erfaringer,
der er gjort ved indførelse af nationale koordineringsmekanismer, som allerede
findes i flere lande, og at etablere procedurer med gensidig informationsudveksling
på det maritime område på nationalt plan i overensstemmelse med den
fremgangsmåde, der er fastlagt på EU-plan inden for rammerne af CISE-projektet
og ved at drage fuld nytte af de eksisterende
informationsudvekslingsmekanismer. Kommissionen opfordrer
Europa-Parlamentet og Rådet til at yde politisk rådgivning og bekræfte deres
vilje til at støtte de forslag, der er fremsat i denne meddelelse. [1] Fælles
meddelelse fra Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten af 6. marts 2014
(JOIN(2014) 9 final). [2] KOM(2009)
538 endelig og KOM(2010) 584 endelig. [3] Se
f.eks. den såkaldte Limassolerklæring, der blev vedtaget i 2013 af europæiske
ministre og godkendt af Ministerrådet, og to rådskonklusioner om maritim
overvågning 2009-2013, som der også henvises til i konsekvensanalysen. [4] Informationer
hidrørende fra maritim overvågning, som er underlagt databeskyttelsesregler, er
f.eks. informationer om kaptajnen og andre af fartøjets besætningsmedlemmer. I
sådanne tilfælde kan dataene kun udveksles til meget specifikke formål og bør i
overensstemmelse med princippet om dataminimering begrænses til situationer,
hvor det operationelle behov er defineret. [5] Direktiv
95/46/EF, Rådets rammeafgørelse 2008/977/JHA og forordning (EF) nr. 45/2001. [6] Interoperabel
betyder, at informationerne kan sendes automatisk fra én maritim
overvågningsmyndighed til en anden. [7] Rapporter
om forberedende foranstaltninger og projekter, som der henvises til i afsnit 3. [8] SafeSeaNet,
CleanseaNet, EU LRIT Data Centre og THETIS [9] Kommissionens
beslutning 2009/584/EF [10] Direktiv
65/2010/EU. [11] Forordning
(EU) nr. 952/2013. [12] Forordning
(EU) nr. 1380/2013. [13] www.emodnet.eu. [14] www.bluemassmed.net, www.marsuno.eu,
http://www.coopp.eu/. [15] Frankrig,
Grækenland, Italien, Malta, Portugal og Spanien. [16] Sverige,
Belgien, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Letland, Litauen, Norge og Polen (Rusland
er observatør). [17] Finland,
Bulgarien, Estland, Frankrig, Tyskland, Irland, Norge, Portugal, Rumænien,
Sverige og Spanien. [18] Dvs.
en liste over termer, betydninger, navngivningskonventioner, dataformater og
forbindelser mellem data. [19] Instant
messaging, videostreaming, video- og audiokonference. [20] Det
kan på grundlag af de indledende foranstaltninger konstateres, at det er et
generelt problem, at mandatet for medarbejdere inden for den maritime
overvågning er begrænset til en sektoriel funktion, hvilket forhindrer dem i at
samarbejde og udveksle informationer med andre myndigheder. Kommissionen ønsker
derfor at fremme fjernelsen af disse retlige begrænsninger på nationalt plan.