This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014DC0015
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS A policy framework for climate and energy in the period from 2020 to 2030
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030
/* COM/2014/015 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030 /* COM/2014/015 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Politikramme for klima- og energipolitikken i
perioden 2020-2030 1. Indledning Der er sket store fremskridt, siden EU vedtog
sin første klima- og energipakke i 2008. EU er nu godt på vej til at nå
2020-målene for reduktion af drivhusgasemissioner og for andelen af vedvarende
energi, og der er sket store forbedringer vedrørende energiintensiteten takket
være brugen af mere energieffektive bygninger, produkter, industriprocesser og
køretøjer. Disse resultater er særlig vigtige, når man tager i betragtning, at
den europæiske økonomi har oplevet en vækst på ca. 45 % i reale termer
siden 1990. 20/20/20-målene for drivhusgasemissioner, vedvarende energi og
energibesparelser har spillet en vigtig rolle i den proces, der har drevet
denne fremgang og fastholdt mere end 4,2 mio. job i forskellige økoindustrier[1], med fortsat vækst i
kriseperioden. Boks 1: Nøgleresultater for den nuværende energi- og klimapolitiske ramme EU har sat sig tre mål, der skal frem til 2020, for reduktionen af drivhusgasemissioner (20 %), andelen af vedvarende energi (20 %) og forbedringer af energieffektiviteten (20 %). De nuværende energi- og klimapolitikker bidrager væsentlig til fremgangen hen mod opfyldelsen af disse 20/20/20-mål: · I 2012 faldt drivhusgasemissionerne med 18 % set i forhold til emissionsniveauet i 1990, og de forventes at falde yderligere til niveauer, der ligger 24 % under 1990-niveau i 2020 og 32 % under 1990-niveau i 2030, på grundlag af den nuværende politik. · Andelen af vedvarende energi er steget til 13 % af det endelige energiforbrug i 2012 og forventes at stige yderligere til 21 % i 2020 og 24 % i 2030. · EU havde installeret ca. 44 % af verdens samlede elproduktion fra vedvarende energikilder (eksklusive vandkraft) ved udgangen af 2012. · EU-økonomiens energiintensitet er faldet med 24 % mellem 1995 og 2011, mens tallet for industrien ligger på ca. 30 %. · EU-økonomiens CO2-intensitet er faldet med 28 % mellem 1995 og 2010. Der er desuden mange ting, der har ændret sig
siden 2008. Først og fremmest har den økonomiske og finansielle krise påvirket
medlemsstaternes investeringskapacitet. Prisen på fossile brændstoffer er
fortsat høj og påvirker såvel EU's handelsbalance som energiomkostningerne
negativt. I 2012 beløb EU's import af olie og gas sig til mere end
400 mia. EUR eller ca. 3,1 % af EU's BNP. Der er sket et
afgørende skifte i den globale energiefterspørgsel, således at det nu er de nye
vækstøkonomier, navnlig Kina og Indien, der vejer tungt. Samtidig er
husholdningerne og industrien mere og mere bekymrede over de stigende
energipriser og prisforskellene mellem EU og mange af dens handelspartnere,
navnlig USA. Det indre energimarked har udviklet sig, men der er opstået nye
risici for fragmentering. EU's emissionshandelsordning (ETS) fremmer ikke på
tilstrækkelig vis investeringer i lavemissionsteknologier, hvilket øger
sandsynligheden for, at der vedtages nye nationale politikker, der risikerer at
underminere de ensartede vilkår, som det var meningen, at ordningen skulle
skabe. Mens teknologierne for vedvarende energi er modnet, og omkostningerne er
faldet betragteligt, udgør den hastige udvikling i vedvarende energikilder nu
nye udfordringer for energisystemet. Endelig er mange energiforbrugende
produkter nu mere effektive, og forbrugerne drager fordel af reelle
energibesparelser og økonomiske besparelser. Samtidig er det blevet bekræftet yderligere,
hvilken betydning de menneskeskabte forhold sandsynligvis har for
klimaforandringerne, og at der er behov for betydelige og vedvarende
reduktioner i drivhusgasemissionerne for at begrænse yderligere forandringer i
Jordens klima[2].
Derfor er tiden nu inde til at reflektere over
udviklingen og den politikramme, vi har brug for frem til 2030. I
overensstemmelse med interessenternes reaktioner på grønbogen[3] er der fortsat brug for
at understøtte fremskridt hen mod en lavemissionsøkonomi, der sikrer
konkurrencedygtig og økonomisk overkommelig energi for alle forbrugere, skaber
nye muligheder for vækst og job samt giver større forsyningssikkerhed og
mindsker EU's afhængighed af importeret energi. Vi skal være ambitiøse og
forpligte os til at reducere drivhusgasemissionerne yderligere i
overensstemmelse med den omkostningseffektive kurs, der er beskrevet i
energikøreplanerne frem til 2050[4],
i god tid før de kommende forhandlinger om en international klimaaftale. Vi
skal så tidligt som muligt skabe reguleringsmæssig sikkerhed for investorer i
lavemissionsteknologier for at fremme forskning, udvikling og innovation,
opskalering samt industrialisering af forsyningskæderne for nye teknologier.
Dette bør alt sammen gøres på en måde, der tager højde for de fremherskende
økonomiske og politiske realiteter, og bygger på vores erfaringer med den
nuværende politiske ramme. På denne baggrund bør politikrammen for 2030
baseres på fuld realisering af 20/20/20-målene samt følgende: ·
En ambitiøs forpligtelse til at reducere
drivhusgasemissionerne i overensstemmelse med 2050-køreplanerne. Opfyldelsen af
denne forpligtelse bør følge en omkostningseffektiv tilgang, der giver svar på
udfordringer såsom økonomisk overkommelighed, konkurrencedygtighed,
forsyningssikkerhed og bæredygtighed, og som tager højde for de nuværende
økonomiske forhold. ·
Forenkling af den europæiske politikramme parallelt
med en forbedring af komplementariteten og sammenhængen mellem målsætninger og
instrumenter. ·
Muligheden for, at medlemsstaterne inden for denne
EU-ramme fleksibelt kan fastlægge overgangen til lavemissionsøkonomi under
hensyntagen til deres specifikke forhold, foretrukne energimiks og behov i
forbindelse med energisikkerhed samt behovet for at holde omkostningerne på et
minimum. ·
Styrkelse af det regionale samarbejde mellem
medlemsstaterne med henblik på at hjælpe dem med at imødegå de mest almindelige
energi- og klimaudfordringer på den mest omkostningseffektive måde og samtidig
øge integrationen af det indre marked og forebygge markedsfordrejning. ·
Udnyttelse af fremdriften bag udviklingen inden for
vedvarende energikilder gennem en politik baseret på en mere
omkostningseffektiv tilgang, som underbygger den europæiske dimension og
fokuserer på yderligere integration af det indre energimarked uden
konkurrencefordrejninger. ·
En klar forståelse af de faktorer, der bestemmer
energiomkostningerne, således at politikken baseres på fakta og dokumentation,
og det står klart, hvad der kan påvirkes gennem national politik samt
EU-politik, og hvad der ikke kan. Herunder sikre, at virksomhedernes
konkurrenceevne og økonomisk overkommelig energi for alle forbrugere er
centrale aspekter ved fastlæggelsen af politikrammens mål og de instrumenter,
der skal anvendes til at gennemføre den. ·
Forbedring af energisikkerheden samtidig med, at
der udvikles et konkurrencedygtigt energisystem med lave CO2-emissioner,
gennem en fælles indsats, integrerede markeder, importdiversificering,
bæredygtig udvikling af egne energikilder, investeringer i nødvendig
infrastruktur, besparelser for slutbrugerne og støtte til forskning og innovation. ·
Øget sikkerhed for investorer ved allerede nu at
sende klare signaler om ændringerne i politikrammen efter 2020 og ved at sikre,
at væsentlige ændringer af de eksisterende mål og instrumenter ikke træder i
kraft forud herfor. ·
En fair fordeling af indsatsen mellem
medlemsstaterne, som afspejler deres specifikke forhold og kapacitet. Denne meddelelse fremlægger en ramme for EU's
fremtidige energi- og klimapolitikker og iværksætter en proces, der skal føre
til en fælles forståelse for, hvordan disse politikker føres videre i
fremtiden. 2. Politikrammens
hovedelementer I sin grønbog efterspurgte Kommissionen
holdninger til, hvilket omfang og hvilken struktur klima- og energimålene for
2030 bør have. Der viste sig bred enighed blandt interessenterne om, at der er
brug for et nyt mål for reduktion af drivhusgasemissioner, mens der imidlertid
var uenighed om ambitionsniveauet[5].
Der var også blandede holdninger til, hvorvidt det er nødvendigt med nye mål
for vedvarende energi og energieffektivitet for at opnå yderligere fremskridt i
et 2030-perspektiv. I den konsekvensanalyse, der offentliggøres
sammen med denne ramme, vurderes forskellige mulige mål for reduktion af
drivhusgasemissioner (35 %, 40 % og 45 %). Analysen bekræfter
konklusionerne i energikøreplanen 2050[6],
nemlig at omkostningerne ved overgangen til lavemissionsøkonomi ikke adskiller
sig væsentligt fra de omkostninger, der under alle omstændigheder ville påløbe
som følge af behovet for at udskifte et aldrende energisystem, stigende priser
på fossilt brændstof og overholdelse af eksisterende klima- og
energipolitikker. Ikke desto mindre forventes omkostningerne til energisystemet
at stige hen mod 2030 til et niveau på omkring 14 % af BNP sammenlignet
med omkring 12,8 % i 2010. Der vil imidlertid ske et skifte væk fra
udgifter til brændstoffer over mod innovativt udstyr med en høj merværdi, som
vil stimulere investeringer i innovative produkter og ydelser, skabe job og
vækst og forbedre EU's handelsbalance. Som det er beskrevet i den ledsagende meddelelse
om en industriel renæssance[7],
bør en favorabel økonomisk ramme og en målrettet industripolitik understøtte
industrien og virksomhederne i at udnytte disse muligheder. Erfaringerne med den nuværende 2020-ramme
tyder på, at selvom europæiske og nationale mål kan være drivkraften bag en
stærk indsats i medlemsstaterne samt vækst i voksende industrier, har de ikke
altid kunnet sikre markedsintegration, omkostningseffektivitet eller
konkurrence uden fordrejning. Konsekvensanalysen indikerer, at et hovedmål for
reduktion af drivhusgasemissioner udgør den mindst omkostningstunge vej til en
lavemissionsøkonomi, hvilket i sig selv vil fremme en øget andel af vedvarende
energi samt energibesparelser i EU. I lyset af dokumentationen og erfaringerne med
den nuværende politik foreslår Kommissionen et nyt reduktionsmål for
indenlandske drivhusgasemissioner på 40 % i forhold til 1990-niveauet, som skal
fordeles mellem de sektorer, der er omfattet af ETS, og de øvrige sektorer[8], og som skal udgøre
kernen i EU's energi- og klimapolitik frem til 2030. Målet for sektorer uden
for ETS, fordeles mellem medlemsstaterne (se nedenfor). Det ledsages af et
samlet overordnet mål for vedvarende energi på mindst 27 % på europæisk
plan, inden for rammerne af hvilket medlemsstaterne fleksibelt har mulighed for
at fastsætte nationale mål. Spørgsmålet om, hvordan de mest optimale
energibesparelser opnås frem til 2030, analyseres nærmere i forbindelse med en
revision af energieffektivitetsdirektivet, som afsluttes senere i 2014. Medlemsstaternes øgede fleksibilitet
kombineres med en stærk europæisk forvaltningsramme med henblik på at nå
EU-målene for vedvarende energi og energibesparelser på en måde, der er i
overensstemmelse med opnåelsen af nationale og europæiske mål for drivhusgasemissioner
og de bredere principper i den europæiske energipolitik, herunder det indre
energimarkeds funktion og yderligere integration samt etableringen af et
konkurrencedygtigt, sikkert og bæredygtigt energisystem. 2.1 Mål for drivhusgasemissioner Kommissionen foreslår at sætte et mål for
reduktion af EU's egne drivhusgasemissioner på 40 % i 2030 i forhold til
emissionsniveauet i 1990. Det er vigtigt at bemærke, at de politikker og
foranstaltninger, som medlemsstaterne har gennemført og planlægger at gennemføre
i forbindelse med deres nuværende forpligtelser om reduktion af
drivhusgasemissioner, fortsat er gældende efter 2020. Såfremt de gennemføres
fuldt ud og er fuldt effektive, forventes disse foranstaltninger at kunne føre
til en reduktion på 32 % i forhold til emissionsniveauet i 1990. Dette vil
kræve en fortsat indsats, men viser samtidig, at det foreslåede mål for 2030
kan nås. Det vil imidlertid være vigtigt med fortsatte evalueringer for at
kunne tage højde for den internationale dimension og sikre, at EU fortsat
følger den mindst omkostningsfulde vej til en lavemissionsøkonomi. EU-målet skal fordeles mellem henholdsvis ETS
og det, som medlemsstaterne kollektivt skal opnå i de sektorer, der ikke er
omfattet af ETS. ETS-sektoren vil skulle bidrage med en reduktion på 43 %
af drivhusgasemissionerne i 2030, mens de sektorer, der ikke er omfattet, vil
skulle bidrage med en reduktion på 30 %, begge set i forhold til 2005. For
at opnå den krævede emissionsreduktion i de sektorer, der er omfattet af ETS, skal
den årlige faktor, med hvilken loftet for det maksimalt tilladte
emissionsniveau i ETS mindskes, forhøjes fra de nuværende 1,74 % til
2,2 % efter 2020. Den kollektive indsats for sektorerne uden for
ETS skal desuden fordeles på de enkelte medlemsstater på passende og rettidig
vis. På nuværende tidspunkt foretages fordelingen under hensyntagen til den
relative velstand målt som BNP pr. indbygger, hvilket resulterer i et bredt
spektrum af forpligtelser, der strækker sig fra en reduktion af drivhusgasemissioner
på 20 % til en stigning i emissionerne på 20 %. Den analyse, der underbygger
Kommissionens konsekvensanalyse, fremlægger en omkostningseffektiv fordeling af
indsatsen mellem medlemsstaterne. Den bekræfter, at omkostninger og
investeringer vil være relativt højere i lavindkomstmedlemsstater, men at
omkostningerne for EU som helhed samtidig minimeres. Dette afspejler disse
medlemsstaters relativt højere CO2-intensitet, lavere
energieffektivitet og mindre investeringskapacitet. For eksempel indikerer analysen,
at lande med et BNP, der ligger under 90 % af EU-gennemsnittet, i perioden
2021-2030 skønnes at skulle foretage investeringer på niveauer, der pr. år vil
være ca. 3 mia. EUR højere end den gennemsnitlige stigning i EU
2021-2030. Kommissionen mener derfor, at hver
medlemsstats mål for reduktion af drivhusgasemissioner i forbindelse med
gennemførelsen af 2030-rammen fortsat bør tage højde for disse
fordelingsmæssige aspekter, samtidig med at det indre markeds integritet
sikres, f.eks. i forhold til energieffektivitet og energiforbrugende produkter.
Eftersom fremtidige investeringer er yderst vigtige, er det også vigtigt, at
der udvikles løsninger, som bidrager med bedre finansiering (se nedenfor). Kommissionen ser ingen fordel ved at foreslå
et højere "betinget mål", inden de internationale forhandlinger går i
gang. Såfremt resultaterne af forhandlingerne indebærer mere ambitiøse mål for
EU, kan denne ekstra indsats opvejes ved at tillade adgang til internationale
kreditter. 2.2 Mål for vedvarende energi på
EU-plan Vedvarende energikilder bør fortsat spille en
grundlæggende rolle i overgangen til et mere konkurrencedygtigt, sikkert og
bæredygtigt energisystem. Denne overgang er ikke mulig uden betydeligt højere
andele af vedvarende energi. I det omfang vedvarende energiformer genereres
inden for EU, kan de desuden være med til at nedbringe EU's
handelsbalanceunderskud for så vidt angår energiprodukter, EU's eksponering
over for forsyningsafbrydelser og svingende priser på fossile brændstoffer. De
har tillige potentiale til at fremme væksten i innovative teknologier, skabe
job i voksende sektorer og reducere luftforureningen. Den hastige udvikling inden for vedvarende
energikilder udgør allerede en udfordring for især elektricitetssystemet, som
skal tilpasses til en mere og mere decentraliseret og variabel produktion (sol-
og vindenergi). Desuden er meget af udviklingen inden for vedvarende
energikilder i EU drevet af nationale støtteordninger, hvilket på den ene side
kan være en god løsning i forhold til nationale og regionale problemstillinger,
men på den anden side kan være til hinder for markedsintegrationen og mindske
omkostningseffektiviteten. Den påvirker også konkurrenceevnen for andre
energikilder, som fortsat vil spille en vigtig rolle for EU's energisystem, og
mindsker incitamentet til at investere i den produktionskapacitet, der er
nødvendig for overgangen til et mere konkurrencedygtigt, sikkert og bæredygtigt
energisystem (f.eks. som backup til variable vedvarende energikilder). I fremtiden skal fordelene ved vedvarende
energikilder udnyttes på en måde, der i videst muligt omfang er markedsdrevet.
ETS's funktion og de vedvarende energikilders bidrag til reduktionen af
drivhusgasemissioner er tæt forbundne og komplementære. Et mål for reduktionen
af drivhusgasemissioner på 40 % bør i sig selv fremme en større andel af
vedvarende energi i EU på mindst 27 %. Kommissionen foreslår derfor, at
dette bør være EU's mål for andelen af vedvarende energi, der forbruges i EU.
Selvom målet er bindende for EU, vil det ikke være bindende for den enkelte
medlemsstat, men skal nås gennem klare forpligtelser, som medlemsstaterne selv
bestemmer, og som baseres på behovet for kollektivt at nå EU-målet og det, som
de enkelte medlemsstater skal bidrage med i henhold til deres nuværende mål for
2020. Disse nye forpligtelser for 2030 vil blive revideret som led i den
forvaltningsproces, der er beskrevet i afsnit 3, og om nødvendigt
suppleres de af yderligere EU-tiltag og -instrumenter for at sikre, at EU-målet
nås. Dette EU-mål vil fremme fortsatte
investeringer i vedvarende energi, hvilket f.eks. betyder, at andelen af
vedvarende energi i elektricitetssektoren vil stige fra 21 % i dag til
mindst 45 % i 2030. Til forskel fra den nuværende ramme omsættes EU-målet
ikke til nationale mål ved hjælp af EU-lovgivning, hvilket giver
medlemsstaterne mere fleksibilitet til at nå deres mål for reduktion af
drivhusgasemissioner på den mest omkostningseffektive måde i forhold til deres
specifikke forhold, energimiks og kapacitet til at producere vedvarende energi.
Kommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt
at fastsætte nye mål for vedvarende energi eller drivhusgasintensiteten af
brændstoffer, der benyttes inden for transportsektoren eller andre
undersektorer, efter 2020. Analysen af, hvordan man mindsker de indirekte
emissioner som følge af ændringer i arealanvendelse, har gjort det klart, at
første generation af biobrændstoffer spiller en begrænset rolle i
dekarboniseringen af transportsektoren. Kommissionen har f.eks. allerede indikeret,
at fødevarebaserede biobrændstoffer ikke bør modtage offentlig støtte efter
2020[9]. Et udvalg af
alternative brændstoffer fra vedvarende energikilder og et miks af målrettede
politiske foranstaltninger, der bygger på hvidbogen om transport, er nødvendige
for at kunne imødegå udfordringerne i transportsektoren i et 2030-perspektiv og
videre frem. Politikudformningen bør fokusere på forbedret effektivitet i
transportsystemet og yderligere udvikling i og udbredelse af elektriske
køretøjer, anden og tredje generation af biobrændstoffer og andre alternative,
bæredygtige brændstoffer som del af en mere helhedspræget og integreret
tilgang. Dette er i overensstemmelse med strategien for alternative
brændstoffer[10]
og bør tages i betragtning i forbindelse med fremtidige gennemgange og
revisioner af den relevante lovgivning for perioden efter 2020. Øget fleksibilitet til medlemsstaterne skal
kombineres med øget vægt på behovet for fuld etablering af det indre
energimarked. Forskellige nationale støtteordninger skal rationaliseres, så de
hænger bedre sammen med det indre marked, bliver mere omkostningseffektive og
giver investorerne større retssikkerhed. Opnåelsen af EU-målet for vedvarende
energi sikres gennem en ny forvaltningsramme baseret på nationale planer for
konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energi, der udarbejdes af
medlemsstaterne, som beskrevet nedenfor. Nogle medlemsstater har allerede
fastsat ambitiøse mål for vedvarende energi for 2030 og videre frem, som vil
bidrage væsentligt til fremskridtene hen mod EU-målet. Hver medlemsstat vil
klart skulle meddele sin forpligtelse for vedvarende energi og indikere,
hvordan denne forventes opfyldt under hensyntagen til behovet for at overholde
konkurrence- og statsstøtteregler med henblik på at undgå markedsfordrejninger
og sikre omkostningseffektivitet som beskrevet i afsnit 2.5 nedenfor. Samtidig vil EU og medlemsstaterne yderligere
skulle udvikle deres politikrammer for at lette omstillingen af
energiinfrastruktur til at omfatte flere grænseoverskridende sammenkoblinger,
oplagringspotentiale og intelligente net med henblik på at styre efterspørgslen
og sikre energiforsyningen i et system med højere andele af forskellige former
for vedvarende energi. Denne tilgang betyder, at direktivet om fremme
af vedvarende energi bør revideres betydeligt for perioden efter 2020 for at
give EU midlerne til at sikre, at målene for 2030 nås. Det er også nødvendigt,
at forbedre biomassepolitikken for at maksimere den ressourceeffektive
anvendelse af biomasse med henblik på at opnå robuste og verificerbare
drivhusgasbesparelser og åbne mulighed for fair konkurrence mellem de
forskellige anvendelser af biomasseressourcer i bygge- og anlægssektoren,
træbranchen samt inden for biokemisk produktion og energiproduktion. Dette bør også
omfatte bæredygtig arealanvendelse, bæredygtig skovforvaltning i
overensstemmelse med EU's strategi for skovbrug[11] samt håndtering af
problemet med virkningerne af indirekte ændringer i arealanvendelsen for så
vidt angår biobrændstoffer. 2.3 Energieffektivitet En forbedring af energieffektiviteten vil
bidrage betydeligt til alle de vigtigste mål i EU's klima- og energipolitikker:
forbedret konkurrenceevne, forsyningssikkerhed, bæredygtighed og overgangen til
en lavemissionsøkonomi. Der er derfor bred politisk enighed om, at det er
vigtigt. EU-målet for energieffektivitet er ikke bindende og fremskridt opnås
ved hjælp af specifikke politiske foranstaltninger på EU- og nationalt plan,
herunder også for husholdningsapparater, industrielt maskineri, køretøjer og
for bygningsmassen. Energieffektivitetsdirektivet indtager en mere
helhedspræget tilgang til energibesparelser i EU. Selvom fristen for
gennemførelse i national ret først er i juni 2014 (og ikke alle medlemsstater
har gennemført det endnu), har Rådet og Europa-Parlamentet anmodet om en
gennemgang halvvejs inde i 2014. Denne gennemgang skal se på de fremskridt, der
er sket hen mod opfyldelsen af 2020-målet. På nuværende tidspunkt forventes
det, at målet på 20 % ikke nås. Når gennemgangen er færdig, vil
Kommissionen overveje, hvorvidt det er nødvendigt at foreslå ændringer til
energieffektivitetsdirektivet. Eftersom denne gennemgang er nødvendig for
nøjagtigt at kunne fastslå ambitionsniveauet for de fremtidige
energisparepolitikker og de foranstaltninger, der er nødvendige for at
gennemføre dem, vil den bygge på den analyse, der underbygger denne meddelelse,
og målene for reduktion af drivhusgasemissioner og vedvarende energi.
Energibesparelserne bør opnås som supplement til medlemsstaternes udbredelse af
vedvarende energi som led i deres planer for at nå drivhusgasbesparelserne, der
også bør identificere nationale foranstaltninger til forbedring af
energieffektiviteten. Kommissionens analyse viser, at målet for reduktion af
drivhusgasemissioner på 40 % vil kræve øgede energibesparelser på ca.
25 % i 2030. I visse sektorer, som f.eks. industri- og
passagerkøretøjer, vil det være nødvendigt at fortsætte den gode udvikling, der
er noteret de senere år, mens det i andre sektorer som f.eks. boligsektoren, andre
transportformer og elektrisk udstyr vil være nødvendigt at fremskynde den
nuværende indsats betydeligt for at få gavn af det uudnyttede potentiale. Dette
vil kræve store investeringer i byggesektoren (der vil føre til lavere
driftsomkostninger), rammevilkår og oplysning, der tilskynder forbrugerne til
at købe innovative produkter og ydelser, samt passende finansielle instrumenter
for at sikre at alle forbrugere af energi nyder godt af de ændringer, der
følger heraf. EU skal fortsætte med at supplere den
nationale indsats med ambitiøse EU-dækkende energieffektivitetsstandarder for
maskiner, udstyr og bygninger samt CO2-standarder for køretøjer.
Hvis der dertil gøres brug af stordriftsfordelene på det indre marked, kan det
komme EU's fremstillingsindustri til gode og hjælpe den med at fastholde
førerpositionen på det teknologiske område. I gennemgangen vil også blive vurderet,
hvorvidt en forbedring af økonomiens og de økonomiske sektorers
energiintensitet, eller absolutte energibesparelser eller en kombination af
begge dele, er en bedre målestok at basere 2030-målet på. 2.4 Reform af
emissionshandelsordningen (ETS) Kommissionen offentliggjorde i 2012 en rapport
om situationen på det europæiske CO2-marked sammen med forskellige
løsninger på håndteringen af det akkumulerede overskud af emissionskvoter.
Dette overskud er steget pga. nedgangen i den økonomiske aktivitet under
krisen, den lette adgang til internationale kreditter og i mindre grad pga.
indvirkningen fra andre klima- og energipolitikker. I 2012 fremlagde
Kommissionen også et forslag om at bemyndige Kommissionen til at udskyde
auktioneringen af 900 mio. emissionskvoter indtil 2019/2020.
Europa-Parlamentet og Rådet godkendte forslaget i december 2013. Dette er et afgørende skridt fremad, men det
strukturelle overskud vil dog bestå et godt stykke ind i handelsperioden efter
2020 (fase 4) af mangel på yderligere tiltag til at reformere ETS, hvilket
antages fortsat at undergrave systemets rolle som teknologineutral,
omkostningseffektiv og EU-dækkende drivkraft for lavemissionsinvesteringer. I
deres reaktioner på Kommissionens grønbog gav interessenterne udtryk for en
bred enighed om, at ETS fortsat bør være det centrale instrument, der skal
fremme overgangen til en lavemissionsøkonomi. Hvis ETS effektivt skal kunne
fremme lavemissionsinvesteringer til de lavest mulige omkostninger for
samfundet, er det nødvendigt tidligt at tage en beslutning om at genskabe
ordningen som et mere robust instrument. Det er Kommissionens holdning, at den
bedste måde at opnå dette på, er at etablere en markedsstabilitetsreserve i
starten af handelsperioden for fase 4 i 2021. Parallelt med denne meddelelse
fremlægges der et lovgivningsforslag desangående[12].
Markedsstabilitetsreserven vil give mulighed for en automatisk tilpasning af
udbuddet af auktionerede kvoter, enten ned eller op, baseret på et forudbestemt
sæt regler, forbedre modstandsdygtigheden over for markedschok og styrke
markedsstabiliteten. Dette indeholder ingen elementer af skønsmæssig
udbudsregulering. Reserven vil også være et fleksibelt værktøj, hvormed
udbuddet af kvoter kan øges i tilfælde af pludselige, midlertidige stigninger i
efterspørgslen, og dermed afbøde virkningerne for industrier og sektorer, hvor
der er risiko for CO2-lækager. Eftersom stabilitetsreserven først bliver
operationel i 2021, er det nødvendige at vedtage specifikke bestemmelser med
henblik på at håndtere en potentiel kulmination på udbudssiden, der måtte opstå
i 2020 som følge af udbuddet af kvoter, der måtte være gemt til sidste del af den
tredje handelsperiode, samt andre omstændigheder, der er forbundet med
overgangen til en ny handelsperiode. 2.5 Sikring af konkurrence på
integrerede markeder En af Kommissionens umiddelbare prioriteter er
fortsat at få færdigetableret det indre energimarked for både el og gas. Et
konkurrencedygtigt og integreret indre energimarked giver de nødvendige miljø-
og omkostningssignaler for at nå energipolitiske mål på en omkostningseffektiv
måde. Kommissionen har for nylig vedtaget
retningslinjer for offentlig intervention på elmarkederne for at mindske de
konkurrencefordrejende virkninger mest muligt[13].
Statsstøtteretningslinjerne for energi og miljø skal også udvikles, således at
man fremmer mere markedsorienterede tilgange, der afspejler udviklingen i energiteknologiernes
omkostningsstruktur og den øgede omkostningskonkurrenceevne på det indre
marked. Tilskuddene til veletablerede energiteknologier, herunder vedvarende
energi, bør således udfases fuldstændigt i perioden 2020-2030. Det vil fortsat
være tilladt at yde tilskud til nye og umodne teknologier, der i betydelig grad
kan bidrage til vedvarende energi på en omkostningseffektiv måde. Kommissionen
er i færd med at gennemføre en høring om en revision af retningslinjerne for
statsstøtte til miljø og energi for perioden frem til 2020[14]. Det indre marked har været med til at holde
engrospriserne på energi under kontrol (navnlig el) i de seneste fem år
sammenlignet med de øgede underliggende omkostninger ved fossile brændstoffer.
De stadig større elmængder fra vind- og solenergi har også presset
engrospriserne ned, navnlig i de områder, hvor disse vedvarende energikilder
tegner sig for en høj andel af energien, men har samtidig medvirket til højere
priser på detailmarkedet, da omkostningerne ved støtteordninger væltes over på
forbrugerne. Endvidere er detailmarkedet stadig kendetegnet af en stærk
markedskoncentration og prisregulering i de fleste medlemsstater, og det
begrænser i praksis konkurrencen og forbrugernes valg. Gas- og eldistribution
er desuden et naturligt monopol, og det er nødvendigt, at koncessionerne
tildeles på en ikke-diskriminerende og konkurrencebaseret måde. For at der kan gøres fremskridt henimod
realiseringen af alle EU's energipolitiske mål frem til 2030, er det afgørende,
at der er en høj grad af konkurrence på det indre energimarked. Det vil give de
vigtigste redskaber til at begrænse energipriserne for erhvervslivet og
husholdningerne. Hvis man får etableret et fuldt integreret og
konkurrencedygtigt energimarked, vil man frem til 2030 kunne opnå
omkostningsbesparelser på 40-70 mia. EUR i forhold til nu. For at forbrugerne
skal kunne drage fuld fordel af liberaliserede energimarkeder, skal
detailmarkederne for både el og gas gøres mere dynamiske og
konkurrencebaserede. Forbrugerne skal kunne kontrollere forbrugsdata og frit
kunne vælge energitjenesteleverandører eller bestemme, om de vil producere egen
bæredygtig energi. Kommissionen vil fortsat overvåge koncentrationen på detail-
og engrosmarkederne for el og gas og sikre effektiv kontrol med karteller,
monopoler og fusioner. Boks 2: Ændringer i EU’s vejede gennemsnitlige elpriser i detailleddet for husstande og industrikunder i perioden 2008-2012. Gas- og elpriserne (inklusive skatter og afgifter) for industrielle forbrugere er steget med henholdsvis 3,3 % og 15 % i perioden 2008 til 2012, mens de for husstande er steget med henholdsvis 13,6 % og 18 %. Kilde: Eurostat. Inkl. afgifter for husholdninger; ekskl. moms og andre refunderbare afgifter for industrien - andre undtagelser for industrien er ikke medtaget (foreligger ikke). Skatter og afgifter udgør ca. 30 % af de endelige elpriser for husholdninger (en stigning fra 26 % i 2008) og ca. 18 % for industrielle forbrugere. Skat- og afgiftskomponenten i industriens elomkostninger steg i denne periode med 127 % udtrykt som vægtet EU-gennemsnit. (Der foreligger ikke nogen konsistente nationale data, men adskillige medlemsstater giver betydelige skatte- og afgiftsfritagelser). De underliggende energiomkostninger blev liggende forholdsvis stabilt på ca. halvdelen af den samlede elregning for både husholdninger og industrielle brugere, mens de underliggende netomkostninger omfatter den resterende del af elregningen. Der er store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til elomkostningernes enkelte komponenter, hvilket er en udfordring for det indre energimarked. Andelen af skatter og afgifter i husholdningernes elpriser spændte f.eks. fra 5 til 56 % i 2012. 2.6 Konkurrencedygtig og økonomisk
overkommelig energi for alle forbrugere Energi er vigtigt for medlemsstaternes
økonomiske konkurrenceevne, da den indvirker på produktionsomkostningerne for
industrier og tjenester og på husholdningernes købekraft. I de seneste år er
energiprisforskellen mellem EU og mange af dets vigtigste økonomiske partnere
blevet større. I USA har adgangen til skifergas fået både naturgaspriserne og
prisen på el fra naturgas til at falde betydeligt. Prisforskellene i forhold
til lande som Kina og Korea er ikke ved at blive større, men de komparative
ulemper er der stadig. Disse energiprisforskelle vil kunne mindske produktions-
og investeringsniveauerne og ændre de globale handelsmønstre, medmindre de
opvejes af bedre energieffektivitet. Denne risiko er især høj for de industrier,
der har forholdsvis store energiomkostninger, og som er udsat for international
konkurrence. Samtidig har fremstillingsindustrien i EU lave operationelle
energiomkostninger set i forhold til både produktion og værditilvækst. Dette
skyldes primært den lave energiintensitet i industriproduktionen og det
forhold, at der fokuseres på produkter med højere værditilvækst.
Fremstillingsindustrien har reageret på energiprisstigningerne ved konstant at
forbedre energiintensiteten og har dermed opretholdt en forholdsvis gunstig
situation. Siden 2005 er der dog sket omstruktureringer hen imod sektorer med
lavere energiomkostninger. Hvad angår USA's og EU's indbyrdes forhold, har USA
forbedret sin energihandelsbalance, men der er endnu ikke sket større ændringer
i handelsbalancen for varer mellem EU og USA eller væsentlige ændringer i
fremstillingsindustriens generelle struktur. Dette betyder dog ikke, at der
ikke vil opstå virkninger som følge af en stadig større forskel på
energipriser, især hvis forbedringerne af energieffektiviteten tager af. Analyserne af energipriser og -omkostninger
(som offentliggøres sammen med denne meddelelse)[15] viser, at
indvirkningen på EU’s relative konkurrenceevne ikke har været stor, hvilket
måske kan være direkte forbundet med højere energipriser og CO2-prisen under ETS, på grund af
forbedringer i energieffektiviteten. Der er dog variationer mellem de enkelte
sektorer, og visse indirekte virkninger som f.eks. højere elomkostninger har
haft følger for intensive elbrugere som f.eks. aluminiumsproducenter. De
nuværende politikker for forebyggelse af CO2-lækage, f.eks. tildeling af gratis kvoter i ETS, har også været en
succes. Alle fremtidsscenarier tyder på, at energiomkostningerne i EU vil blive
presset op, ikke mindst på grund af behovet for at erstatte aldrende infrastruktur,
udsigten til højere priser på fossile brændstoffer, gennemførelsen af
eksisterende klima- og energipolitikker og virkningerne af højere CO2-priser. Derfor vil det være fornuftigt at opretholde
de nuværende politiske rammer for de industrisektorer, hvor der er størst
risiko for CO2-lækage,
indtil udgangen af emissionshandelens fase 3. På den baggrund agter
Kommissionen at forelægge det relevante forskriftsmæssige udvalg et udkast til
afgørelse om revision af CO2-lækagelisten, der fastholder de nuværende kriterier og antagelser. Det
vil sikre kontinuitet i listens sammensætning. Så længe der ikke iværksættes
nogen tilsvarende indsats i andre større økonomier, vil der også efter 2020
være brug for lignende politikker (herunder et bedre system for fri tildeling
af kvoter med bedre fokusering), således at de europæiske energiintensive
industriers konkurrenceevne sikres. Kommissionen vil fortsat overvåge
anvendelsen af de eksisterende CO2-lækageregler og andre relevante foranstaltninger til gennemførelsen af
denne politikramme for at tage hensyn til den generelle økonomiske situation og
de fremskridt, der gøres i de internationale klimaforhandlinger. 2.7 Bedre
energiforsyningssikkerhed Energiforsyningssikkerhed betyder, at man
sikrer kontinuerlige og tilstrækkelige forsyninger af energi fra alle kilder
til alle brugere. For fossile brændstoffers vedkommende forudser Det
Internationale Energiagentur, at EU’s afhængighed af importeret olie kommer til
at stige fra ca. 80 % procent i dag til mere end 90 % i 2035. Tilsvarende
forventes afhængigheden af importeret gas at ville stige fra 60 % til over
80 %. Den voksende energiefterspørgsel på verdensplan og den
utilstrækkelige konkurrence på EU’s energimarkeder har holdt råvarepriserne
oppe på et højt niveau. I 2012 beløb Europas udgifter til importeret olie og
gas sig til over 400 mia. EUR, hvilket svarer til ca. 3,1 % af EU’s BNP
sammenlignet med ca. 180 mia. EUR i gennemsnit i perioden 1990-2011. Dette øger
EU’s sårbarhed over for energiforsyning og prischok. De forskellige politikker, der skal forbedre
EU’s forsyningssikkerhed, bør følge en trestrenget tilgang. For det første er
det på baggrund af den faldende olie- og gasproduktion i EU nødvendigt, at man
i højere grad udnytter EU's egne bæredygtige energikilder. Der kan eventuelt
tilvejebringes mere energi fra vedvarende energikilder, egne reserver af
konventionelle og ukonventionelle fossile brændstoffer (hovedsagelig naturgas)
og nuklear energi afhængigt af medlemsstaternes præferencer for deres
energimiks og inden for rammerne af et integreret marked uden
konkurrencefordrejninger. I de tilfælde hvor man udnytter egne kilder, bør det
ske i overensstemmelse med rammerne for eksisterende EU-lovgivning og
internationale forpligtelser, f.eks. forpligtelsen i G20-regi til at udfase
tilskud til fossile brændstoffer. Kommissionen har udarbejdet en ramme, der
ledsager denne meddelelse, om sikker og miljømæssigt sikker udnyttelse af
skifergas[16].
For det andet bliver medlemsstaterne nødt til
at handle samlet for at diversificere deres leverandørlande og kanaler for
importerede fossile brændstoffer. Desuden skal konkurrencen på energimarkederne
styrkes gennem øget liberalisering og fuld etablering af det indre
energimarked, herunder udvikling af energitransportinfrastruktur, bl.a.
grænseoverskridende sammenkoblinger, der kan sikre
forsyningssikkerheden mere effektivt end støtte til den nationale
produktionskapacitet. De aftalte projekter af fælles
interesse under forordningen om energiinfrastruktur bør resultere i, at de
fleste medlemsstater opfylder det mål, der i 2002 blev aftalt, om at
samkøringslinjer skal udgøre 10 % af den installerede
produktionskapacitet. For det tredje er det nødvendigt med en større
indsats for at forbedre økonomiens energiintensitet på en omkostningseffektiv
måde og opnå energibesparelser fra forbedringer af den energimæssige ydeevne
for bygninger, produkter og processer. Gennemgangen af energisparepolitikkerne
i 2014 vil skabe større klarhed om fremtidige tiltag og målsætninger på dette
område. 3. Den europæiske forvaltning i
forbindelse med 2030-rammen 3.1 Nationale planer for
konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energi Medlemsstaterne har brug for fleksibilitet, så
de kan vælge de politikker, der bedst passer til deres nationale energimiks og
præferencer, men denne fleksibilitet skal kunne forenes med en yderligere
markedsintegration, øget konkurrence og virkeliggørelsen af EU's klima- og
energimål. Kommissionen mener, at der er behov for at
forenkle og strømline de nuværende særskilte procedurer for rapportering om
vedvarende energi, energieffektivitet og reduktion af drivhusgasemissioner for
perioden efter 2020, og at der skal etableres konsoliderede
forvaltningsprocesser med medlemsstaterne. De relevante mål vil kunne nås ved
hjælp af en blanding af EU-foranstaltninger og nationale foranstaltninger, der
er beskrevet i medlemsstaternes nationale planer for konkurrencedygtig, sikker
og bæredygtig energi, med henblik på at: –
sikre, at EU’s klima- og energipolitiske mål nås –
skabe større sammenhæng mellem medlemsstaternes
tilgange –
fremme yderligere markedsintegration og konkurrence –
give investorerne større sikkerhed for perioden
efter 2020. I disse planer bør der fastsættes en klar
tilgang til at nå de nationale mål for drivhusgasemissioner i sektorer uden for
ETS, vedvarende energi, energibesparelser, energisikkerhed, forskning og
innovation og andre vigtige valg, herunder nuklear energi, skifergas samt
opsamling og lagring af CO2. Målet bør udtrykkelig være at skabe større sikkerhed og
gennemsigtighed for investorerne, sikre bedre sammenhæng, EU-koordinering og
overvågning, herunder vurdering af sådanne planer i forhold til EU's klima- og
energimål og de fremskridt, der gøres for at nå målene for det indre
energimarked, samt retningslinjerne for statsstøtte. Der er behov for en klar
forvaltningsstruktur med en iterativ proces, som styres af Kommissionen, så den
kan vurdere medlemsstaternes planer vedrørende disse fælles problemer og, hvor
det er relevant, fremsætte henstillinger. Der kan overvejes tre trin for gennemførelsen
af denne proces. Trin 1:
Kommissionen udarbejder detaljerede retningslinjer for gennemførelsen af den
nye forvaltningsproces og især de nationale planers indhold. Det vil være vigtigt at fastlægge planernes
omfang og mål og de generelle vilkår for deres gennemførelse. Planerne bør
dække vigtige aspekter med henblik på at sikre et konkurrencedygtigt, sikkert
og bæredygtigt energisystem og bidrage til virkeliggørelsen af EU's mål for
klima og energi. De bør navnlig beskrive, hvordan en medlemsstat har til
hensigt at opnå de nødvendige reduktioner af drivhusgasemissionerne, og skal
også angive, hvilken mængde vedvarende energi og hvor store energibesparelser
medlemsstaterne vil søge at nå op på i tiden frem til 2030, under hensyntagen til
EU's gældende lovgivning og politikker. Derudover bør planerne beskrive, hvilke
politikker der berører det nationale energimiks, f.eks. ny nuklear kapacitet,
iværksættelse af CO2-opsamling
og -lagring, overgang til mindre kulstofintensive brændstoffer, udvikling af
egne energiforsyninger, infrastrukturplaner med f.eks. nye samkøringslinjer,
nationale beskatnings- og støtteordninger, der har en direkte eller indirekte
virkning, etablering af intelligente net osv. Trin 2:
Forberedelse af medlemsstaternes planer via en iteraktiv proces. Samråd med nabolandene bør være et
nøgleelement i udarbejdelsen af planerne. Man bør fremme regionale tilgange
(baseret på f.eks. regionale elgrupper), da de vil bidrage til en yderligere
markedsintegration på grundlag af fælles beslutninger om brug af vedvarende
energikilder, markedsbalancer, tilstrækkelig produktion og etablering af
samkøringslinjer. Samarbejdet mellem medlemsstaterne vil også forbedre
investeringernes omkostningseffektivitet og sikre større netstabilitet. Trin 3: Vurdering
af medlemsstaternes planer og tilsagn. På det tredje trin gennemgår Kommissionen de
nationale planer for at vurdere, om de enkelte medlemsstaternes tiltag og
tilsagn er tilstrækkelige til at opfylde EU’s klima- og energimål. Hvis en plan
anses for at være utilstrækkelig, vil der blive iværksat en mere indgående
iterativ proces med den berørte medlemsstat for at styrke planens indhold. Generelt mener Kommissionen, at de nationale
planer bør være operationelle et godt stykke tid inden 2020 for at danne
grundlag for medlemsstaternes tiltag i god tid forud for perioden 2020-2030 og
tilskynde til investeringer. Der bør også overvejes en ajourføring af de
nationale planer mindst én gang i perioden frem til 2030 for at tage hensyn til
ændrede forhold, men under hensyntagen til investorernes berettigede
forventninger. Der vil være klar sammenhæng og
komplementaritet mellem denne forvaltningsproces og de nationale politikker,
som indberettes under det europæiske semester, men Kommissionen mener, at selv
om de to processer er komplementære, bør de håndteres hver for sig i
betragtning af energi- og klimaspørgsmålenes forskellige og specifikke karakter
og de to processers forskellige hyppighed. Det kan blive nødvendigt at
fastlægge forvaltningsstrukturen i lovgivning på et senere tidspunkt, hvis den
planlagte samarbejdstilgang ikke er effektiv. Kommissionen vil udarbejde sine
forslag til en sådan forvaltningsstruktur under hensyntagen til
Europa-Parlamentets, medlemsstaternes og de berørte parters synspunkter. 3.2 Indikatorer og mål for
konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energi En større andel af vedvarende energi og et
mere effektivt energisystem vil bidrage til både konkurrenceevne og
energiforsyningssikkerhed (ud over den positive indvirkning på udledningen af
drivhusgasser og forurenende emissioner), men er i sig selv ikke nok til at
sikre tilstrækkelige fremskridt for alle aspekter af målene på dette område i
et 2030-perspektiv. Der er behov for systematisk overvågning med
nøgleindikatorer for at vurdere fremskridtene over tid og etablere
retningslinjer for fremtidige politiske tiltag. Disse indikatorer vil omfatte: ·
Energiprisforskelle mellem EU og større
handelspartnere på grundlag af rapporten om energipriser og -omkostninger. ·
Diversificeringen af energiimport og andelen af
egne energikilder, der anvendes i energiforbruget i perioden indtil 2030, bør
også overvåges. ·
Anvendelse af intelligente net og sammenkoblinger
mellem medlemsstaterne, hvilket er særligt hastende for dem, der er længst væk
fra at opfylde det allerede vedtagne mål om, at medlemsstaterne skal
sikre et niveau for elsammenkoblinger svarende til mindst 10 % af deres
installerede produktionskapacitet. ·
Sammenkobling af energimarkederne inden for EU på
basis af den liberalisering af gas- og elmarkederne, der allerede er opnået i
EU-lovgivningen. ·
Konkurrence og markedskoncentration på
energimarkederne på nationalt plan og i regioner med fungerende kobling på
engrosniveau. ·
Teknologisk innovation (F&U-udgifter,
EU-patenter, teknologisk konkurrencesituation i forhold til tredjelande). Kommissionen vil fremlægge periodiske
rapporter og, hvor det er relevant, ledsageforanstaltninger for disse
indikatorer. 4. Vigtige komplementære
politikker 4.1 Transport I hvidbogen om transport[17] blev det sat som mål,
at drivhusgasemissionerne fra transportsektoren skulle nedbringes med 60 %
inden 2050 i forhold til niveauet i 1990 og med omkring 20 % senest i 2030
i forhold til emissionerne i 2008. Drivhusgasemissionerne steg med 33 % i
perioden 1990-2007, men er siden faldet på grund af høje oliepriser, mere
energieffektive personbiler og en aftagende vækst i mobiliteten. Denne tendens
forventes at fortsætte indtil 2020, men efter 2020 bliver der behov for en
større indsats for at nå hvidbogens mål. Hvis emissionerne fra transportsektoren skal
nedbringes yderligere, vil det kræve en gradvis omlægning af hele
transportsystemet hen imod en bedre integration mellem transportformerne,
større udnyttelse af alternativer, hvor der ikke benyttes veje, bedre forvaltning
af trafikstrømmene via intelligente transportsystemer samt omfattende
innovation inden for ny fremdrifts- og navigationsteknologi og alternative
brændstoffer og praktisk indførelse af denne teknologi. Dette skal understøttes
af en moderne og sammenhængende infrastruktur og en smartere prissætning på
brugen af infrastruktur. Medlemsstaterne bør også overveje, hvordan afgifterne
på brændstof og køretøjer kan anvendes til støtte for reduktion af
drivhusgasemissioner i transportsektoren i overensstemmelse med Kommissionens
forslag om beskatning af energiprodukter[18]. På det internationale plan bør EU deltage
aktivt i Organisationen for International Civil Luftfart med sigte på senest i
2016 at etablere en global markedsbaseret mekanisme i luftfartssektoren, der
kan være operationel fra og med 2020. Hvad angår skibsfartens emissioner, vil
Kommissionen gennemføre sin strategi for at integrere denne sektor i EU’s
politikker vedrørende reduktion af drivhusgasemissioner[19] og arbejde sammen med
Den Internationale Søfartsorganisation om en global tilgang for at opnå de
nødvendige emissionsreduktioner ved hjælp af de mest hensigtsmæssige
foranstaltninger. 4.2 Landbrug og arealanvendelse Landbrug, ændringer i arealanvendelse og
skovbrug tjener mange forskellige mål, f.eks. med hensyn til at fremstille
levnedsmidler, foder, råmaterialer og energi, forbedre miljøkvaliteten og
bidrage til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. De kombinerede sektorer både afgiver og optager
drivhusgasser fra atmosfæren. F.eks. er der
emissioner forbundet med animalsk produktion og anvendelse af gødningsstoffer,
mens græsdrift eller skovlandbrugsforanstaltninger kan fjerne CO2fra atmosfæren. Disse emissioner og optag
behandles i øjeblikket i forskellige dele af EU’s klimapolitik. Andre emissioner end CO2-emissioner fra landbruget behandles i beslutningen om
indsatsfordeling, mens CO2-emissioner
og optag i relation til arealanvendelse og skovbrug ikke er omfattet af EU’s
egne reduktionsmål, men henhører under internationale forpligtelser. For at sikre, at alle sektorer på en omkostningseffektiv
måde bidrager til indsatsen for at modvirke klimaændringerne, bør landbrug,
ændringer af arealanvendelse og skovbrug være omfattet af målet for reduktion
af drivhusgasemissioner for 2030. Der vil blive iværksat yderligere analyser
for at vurdere modvirkningspotentialet og den mest hensigtsmæssige strategi,
hvor der f.eks. kan gøres brug af en fremtidig beslutning om indsatsfordeling
for drivhusgasemissioner uden for ETS eller en helt separat søjle eller en
kombination af begge dele. De politiske ledsageforanstaltninger bør også bygge
videre på erfaringerne med "forgrønnelse" under den fælles
landbrugspolitik og være i tråd med andre EU-politikker. 4.3 CO2-opsamling og -lagring (CCS) Drivhusgasemissionerne fra EU’s energiindustri
og CO2-intensive
industrier skal nedbringes betydeligt for at være i overensstemmelse med EU’s
langsigtede mål for drivhusgasser. Efterhånden som de teoretiske
effektivitetsgrænser nås, og da det i visse sektorer er umuligt at undgå
emissioner i selve processen, kan CCS i nogle tilfælde være den eneste mulighed
for at reducere de direkte emissioner fra industriprocesser i så stor målestok,
som der er brug for på lang sigt. Derfor er det afgørende, at der gøres en større
indsats med forskning og udvikling og kommerciel demonstration af
CCS-teknologier i det kommende årti, så man kan få indført CCS i tiden frem til
2030. Det vil være nødvendigt med en EU-ramme, der støtter denne indsats via
fortsat og større udnyttelse af auktionsindtægter. I elsektoren kan CCS blive en nøgleteknologi
for energiproduktion baseret på fossile brændstoffer, som kan levere både
grundlast og skabe kapacitetsbalance i et elsystem med en voksende andel af
forskellige former for vedvarende energi. Medlemsstater med fossile reserver
og/eller store andele af fossile brændstoffer i deres energimiks bør fremme CCS
i fasen forud for markedsføring for at bringe omkostningerne ned og muliggøre
en kommerciel anvendelse henimod midten af næste årti. I den forbindelse skal
der også udvikles en adækvat CO2-lagrings- og transportinfrastruktur, som kan modtage EU-finansiering
fra f.eks. Connecting Europe-faciliteten og eventuelle efterfølgende
initiativer. 4.4 Innovation og finansiering Den strategiske energiteknologiplan
(SET-planen) har under 2020-rammen øget F&U-investeringerne i hele EU fra
3,2 til 5,4 mia. EUR om året og bevæger sig i retning af én enkelt, integreret
køreplan, der skal være vejledende for de fremtidige investeringer. EU er for
perioden 2014-2020 ved at øge investeringerne i energi- og klimarelateret
forskning og udvikling, og under Horisont 2020, som er EU's nye forsknings- og
innovationsprogram, vil der være afsat ca. 6 mia. EUR til energieffektivitet og
til sikre, renere lavemissionsteknologier samt intelligente byer og
lokalsamfund. Der vil også være flere midler til rådighed til finansielle
instrumenter, offentlig-private partnerskaber og SMV-projekter. EU vil ikke desto
mindre skulle øge sin indsats inden for forskning og innovation for at støtte
klima- og energiindsatsen efter 2020. Man bør allerede nu, på grundlag af
fremskridtene under den nuværende SET-plan, gå i gang med at overveje, hvordan
dette bedst kan gøres, og hvad der bør prioriteres. Der bør især lægges vægt på
at fremskynde omkostningsbesparelser og markedsføring af
lavemissionsteknologier (vedvarende energi, energieffektivitet og
industriprocesser med lavemission på tværs af en række sektorer). I den
forbindelse bør der fokuseres på at øge investeringerne i store demonstrationsprojekter,
stimulere efterspørgslen efter innovative teknologier og sikre passende
reguleringsrammer på hele det indre marked. Der foreligger dokumentation for,
at der vil kunne opnås omkostningsbesparelser på mellem 30 og 80 %,
efterhånden som de nye energiteknologier modnes. Under disse
aktiviteter vil man eventuelt kunne bruge indtægter, der genereres via ETS, til
at finansiere demonstrationsprojekter for lave CO2-emissioner, der f.eks. omfatter vedvarende energi og
energieffektivitet, og tiltrække større private investeringer via Den
Europæiske Investeringsbank. Visse industrisektorer har udarbejdet
lavemissionskøreplaner, som har vist et klart behov for udvikling og
demonstration i stor målestok af innovative lavemissionsindustriprocesser samt
nye lavemissionsprodukter med høj merværdi. I overensstemmelse med EU’s
innovations- og industripolitikker vil konceptet med et udvidet NER300-system
derfor blive undersøgt som et middel til at kanalisere indtægter fra ETS over
til demonstration af innovative lavemissionsteknologier i industri- og
elproduktionssektorer. En del af auktionsindtægterne vil også kunne anvendes
til at fremme yderligere foranstaltninger for at nedbringe
drivhusgasemissionerne, f.eks. øget konvergens og konsekvens i nationale ordninger
for vedvarende energi, eller til at udbygge sammenkoblinger og anvendelse af
intelligente net med fokus på de medlemsstater, der har mindst
investeringskapacitet. Det står klart, at medlemsstaterne har
betydelige muligheder under de nyligt aftalte EU-programmer med hensyn til
fremme af vedvarende energi og højere minimumsgrænser for energieffektivitet.
EU-finansieringen i perioden 2014-2020 ydes under de europæiske struktur- og
investeringsfonde, hvor der er øremærket mindst 23 mia. EUR til det tematiske
mål "omstilling til lavemissionsøkonomi". Dette er en betydelig
stigning i EU’s støtte til massiv udbredelse af vedvarende energikilder,
energieffektivitet, bytransport med lav CO2-udledning og intelligente netløsninger i EU. Der bør fokuseres langt
mere på at strukturere og anvende nye (eller rekapitalisere eksisterende)
finansielle instrumenter, da det vil fremme investorernes tillid, således at
offentlig finansiering mere effektivt kan anvendes til at tiltrække privat
kapital. Det er imidlertid nødvendigt at igangsætte
overvejelser om de instrumenter, der vil blive nødvendige for perioden efter
2020 for at håndtere klima- og energirelaterede spørgsmål, herunder de
forskellige omkostninger for medlemsstaterne, som er beskrevet i afsnit 2.1.
Det vil også være vigtigt at udvikle finansieringsteknik og lette adgangen til
finansiering for SMV’er. Disse instrumenter bør også give de regionale og
lokale myndigheder større kapacitet til at investere i og udnytte
lavemissionsmuligheder, således som det i øjeblikket er tilfældet under
EU-initiativet om intelligente byer, hvor man hjælper byer og regioner med at
indføre ambitiøse og innovative foranstaltninger, der kan føre i retning af en
reduktion af drivhusgasemissionerne på 40 % i 2020 ved hjælp af bæredygtig
anvendelse og produktion af energi[20].
5. International kontekst I den nye 2030-ramme skal der tages hensyn til
den nuværende internationale situation og den forventede udvikling. Der er ved
at ske store ændringer på energiområdet. Det står klart, at energiefterspørgslen
vil stige på globalt plan i perioden frem til 2030, især i Asien, idet der
forventes en kraftig stigning i importen af kulbrinter i
lande som f.eks. Kina og Indien. Den voksende efterspørgsel efter energi ventes
at blive delvis dækket af udviklingen af nye ressourcer, som muliggøres i kraft
af teknologiske fremskridt (dybtliggende offshore, bedre udnyttelsesteknikker,
ukonventionelle ressourcer) og den dermed forbundne geografiske diversificering
af produktion og handelsruter (især for flydende naturgas). Handelsstrømmene og energipriserne for energi påvirkes kraftigt af
denne udvikling, og det vil få konsekvenser for EU, fordi EU er så afhængig af
import. Samtidig er globaliseringen af energistrømme og det øgede antal
forskellige internationale aktører med til at skabe en dynamik, hvor der
udvikles en ny tilgang til regelbaseret energistyring på verdensplan. Den indsats, der udfoldes af EU’s
internationale partnere for at mindske drivhusgasemissionerne, er af blandet
karakter. Den "bottom up"-tilgang, der blev anlagt i
tilsagnsprocessen i København-Cancun, udgjorde et betydeligt, om end
utilstrækkeligt fremskridt i retning af en mere rummelig ordning, hvor Kina,
Indien, Brasilien, USA, EU og mere end 100 lande (som tegner sig for over
80 % af de globale emissioner) forpligtede sig kollektivt til at overholde
specifikke klimapolitikker. Generelt har klimaindsatsen dog været fragmenteret
og afpasset efter specifikke økonomiske vilkår. 38 udviklede lande, herunder
EU, medlemsstaterne og Island, har indgået retligt bindende
emissionsforpligtelser for en anden periode under Kyoto-protokollen, svarende
til en gennemsnitlig reduktion på mindst 18 % i forhold til
1990-niveauerne. Dette er én mere end under den første forpligtelsesperiode,
men Japan, New Zealand og Den Russiske Føderation har ikke indgået nye
forpligtelser. Boks 3: Internationale fremskridt i reduktionen af drivhusgasemissioner. I 2012 steg de globale emissioner af kuldioxid med 1,1 %, hvilket dog var mindre end den gennemsnitlige årlige stigning på 2,9 % i løbet af de seneste ti år. De største udledere af CO2 er nu Kina (29 % af den globale udledning), USA (16 %), EU (11 %), Indien (6 %), Den Russiske Føderation (5 %) og Japan (3,8 %). I Kina er CO2-emissionerne vokset kraftigt med omkring 290 % siden 1990 og med ca. 70 % siden 2005. Emissionerne pr. indbygger er nu på nogenlunde samme niveau som i EU, dvs. ca. 7 tons. I 2012 faldt USA's CO2-emissioner med 4 % og er således faldet med over 12 % siden 2005. Derimod er emissionerne pr. indbygger blevet langt større med 16,4 tons i 2012. Det betydelige fald i emissionerne skyldes i høj grad udnyttelsen af indenlandsk skifergas, som har erstattet kul i elproduktionssektoren. I Indien steg emissionerne med 6,8 % i 2012, 53 % fra 2005 til 2012 og 200 % siden 1990, men emissionerne pr. indbygger på under 2 tons er stadig langt mindre end i EU. Japans emissioner har været uændrede i perioden 2005 til 2012, men har været voksende siden 1990 og stiger fortsat. Japan har for nylig foretaget en betydelig nedjustering i sine planer om at mindske drivhusgasemissionerne frem til 2020 i lyset af en energipolitisk redegørelse efter atomkraftulykken i Fukushima. Det samme gælder Australien og Canada. Kina er nu sammen med EU den største investor
i vedvarende energi og har iværksat en række regionale
emissionshandelsordninger, der dækker store økonomiske regioner, med henblik på
at udvikle et nationalt system med særlig vægt på lokal luftforurening og
energisikkerhed. I USA er drivhusgasemissionerne blevet mindsket i
overensstemmelse med målet om at reducere dem med 17 % inden 2020 i
forhold til niveauet i 2005, hvilket ikke kun er opnået som følge af et skift
fra kul til gas, men også takket være skærpede CO2-standarder for
biler, øget anvendelse af vedvarende energikilder og en aktiv privat sektor,
der investerer kraftigt i nye teknologier og innovation. Brasilien har gjort
fremskridt med at standse omfattende skovrydning. EU er i øjeblikket
verdensførende med hensyn til lavemissionsteknologier, men andre vigtige og
hastigt voksende økonomier har vist en strategisk interesse i at konkurrere på
disse nye markeder. Ved at fastlægge nye klima- og
energipolitiske mål vil EU kunne bevare sit forspring på disse hurtigt voksende
globale markeder. Generelt er der fortsat en stor ambitionskløft
mellem de planlagte modvirkningsforanstaltninger og det, der er nødvendigt for
at holde den globale temperaturstigning under 2°C[21]. Det er grunden til,
at UNFCCC's parter i 2011 iværksatte en proces med henblik på, at der i december
2015 i Paris indgås en ny international aftale, der vil gælde for alle parter
og omfatte perioden efter 2020. Parterne bør være klar til
at fremlægge deres bidrag i første kvartal af 2015, så der er passende tid til
drøftelse og vurdering i forhold til det aftalte mål om at begrænse den globale temperaturstigning til mindre end 2°C.
EU bør være parat til at udføre sin del af arbejdet og
iværksætte yderligere ambitiøse tiltag for at reducere sine
drivhusgasemissioner og fremme vedvarende energi og energieffektivitet. Det er
i vores egen interesse at gøre det, men vi bør opfordre vores internationale
partnere til at træffe tilsvarende foranstaltninger for at løfte den globale
udfordring med at bekæmpe klimaændringerne. En øget international indsats vil
også kunne bidrage til at støtte EU-industriens konkurrenceevne på lang sigt. 6. Næste skridt Efter Kommissionens opfattelse bør de centrale
elementer i en ny klima- og energiramme for 2030 omfatte et mål for reduktion
af drivhusgasemissioner på EU-plan, der deles ligeligt mellem medlemsstaterne i
form af bindende nationale mål, en reform af emissionshandelsordningen og et
EU-mål for andelen af vedvarende energi samt en ny europæisk forvaltningsproces
for energi- og klimapolitikker, der bygger på medlemsstaternes planer for
konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energi. Energieffektivitet vil fortsat
spille en vigtig rolle i forbindelse med realiseringen af EU’s klima- og
energimål, og dette vil være emnet for en undersøgelse, der afsluttes senere i
2014. Kommissionen opfordrer Rådet og
Europa-Parlamentet til inden udgangen af 2014 at nå til enighed om, at EU i
begyndelsen af 2015 tilslutter sig en reduktion af drivhusgasemissionerne på
40 % som led i de forhandlinger, der afsluttes i Paris i december 2015. EU
bør også være rede til at bidrage positivt til det topmøde, der afholdes under
ledelse af FN’s generalsekretær i september 2014. Kommissionen opfordrer samtidig Rådet og
Europa-Parlamentet til at godkende et EU-mål på mindst 27 % for andelen af
vedvarende energi, der forbruges i EU, inden 2030, idet dette bør opnås i kraft
af klare forpligtelser, som medlemsstaterne selv bestemmer, og som støttes af
styrkede gennemførelsesmekanismer og indikatorer på EU-plan. Kommissionen opfordrer også Rådet og Europa-Parlamentet
til at godkende Kommissionens tilgang til den fremtidige klima- og
energipolitik og dets forslag om at etablere et forenklet, men effektivt
forvaltningssystem med henblik på realiseringen af klima- og energimålene. [1] Oplysninger fra Eurostat om økoindustrier. [2] Climate Change 2013: The Physical Science Basis -
Working Group I of the IPCC - Summary for Policy Makers - October 2013. [3] COM(2013) 169 - Grønbog - En ramme for klima- og
energipolitikkerne frem til 2030. [4] KOM(2011) 885 - Energikøreplanen 2050. KOM(2011) 112
- Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 [5] http://ec.europa.eu/energy/consultations/20130702_green_paper_2030_en.htm [6] COM(2011) 885 [7] COM(2014) 14 [8] De sektorer, der er omfattet af ETS, dækker 11 000
faste anlæg, som indgår i produktion og fremstilling af elektricitet og
forbruger betydelige mængder energi. [9] COM(2012) 595 [10] COM(2013) 17 [11] COM(2013) 659 [12] COM(2014) 20 [13] COM(2013) 7243 [14] http://ec.europa.eu/competition/consultations/2012_state_aid_environment/index_da.html [15] COM(2014) 21, SWD(2014) 19, SWD(2014) 20. [16] COM(2014) 23, C(2014) 267 [17] KOM(2011) 144 [18] KOM(2011) 169 [19] COM(2013) 479 [20] http://setis.ec.europa.eu/set-plan-implementation/technology-roadmaps/european-initiative-smart-cities [21] UNEP: The Emissions Gap Report 2013