This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013PC0197
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL establishing rules for the surveillance of the external sea borders in the context of operational cooperation coordinated by the European Agency for the Management of Operational Cooperation at the External Borders of the Members States of the European Union
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om regler for overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om regler for overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser
/* COM/2013/0197 final - 2013/0106 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om regler for overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser /* COM/2013/0197 final - 2013/0106 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET 1.1. Procedure for og vedtagelse
af Rådets afgørelse 2010/252/EU[1] Det Europæiske Råd opfordrede i oktober 2009
Kommissionen til at fremlægge forslag til fastsættelse af "klare fælles
operationelle procedurer, der indeholder klare regler for deltagelse i fælles
operationer til søs, idet der i overensstemmelse med folkeretten tages behørigt
hensyn til at beskytte dem, der har behov for det, og som rejser i blandede
strømme"[2].
Dette blev bekræftet i Stokholmprogrammet i december 2009, hvor Det Europæiske
Råd bad Europa‑Kommissionen om at klarlægge og forbedre den rolle, som
Agenturet for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes
Ydre Grænser (agenturet) spiller, og samtidig udarbejde "klare regler for
deltagelse i fælles operationer til søs, idet der i overensstemmelse med
folkeretten tages behørigt hensyn til at beskytte dem, der har behov for det,
og som rejser i blandede strømme"[3].
Rådet vedtog i 2010 afgørelse 2010/252/EU
("afgørelsen") som reaktion på opfordringen fra Det Europæiske Råd om
at styrke grænseovervågningsoperationer, der samordnes af agenturet, og
fastlægge klare regler for operationer i forbindelse med fælles patruljering og
ilandsætning af standsede eller reddede personer for at forbedre sikkerheden
for personer, der søger international beskyttelse og for at forhindre tab af
liv på havet. Kommissionen havde valgt at fremlægge forslaget efter
udvalgsproceduren i henhold til artikel 12, stk. 5, i
Schengengrænsekodeksen[4],
idet afgørelsen blev betragtet som en supplerende foranstaltning vedrørende
grænsekontrol. Afgørelsen ansås for at være nødvendig og
passende for at gennemføre målet for grænsekontrol, nærmere bestemt at
forhindre ulovlig grænsepassage. I den henseende blev det vurderet, at
overvågning ikke blot omfatter begrebet afsløring, men også foranstaltninger
som opbringning af fartøjer, der på ulovlig vis forsøger at rejse ind i Unionen.
På baggrund af praktiske erfaringer med migranter, der færdedes i usødygtige
fartøjer, og som blev fundet i havsnød, blev der skabt en forbindelse mellem
eftersøgnings‑ og redningsindsatser på den ene side og grænseovervågning på den
anden. Gældende bestemmelser i EU‑lovgivningen og
folkeretten blev med afgørelsen indarbejdet i én enkelt retsakt. Målet var at
undgå forskellige fortolkninger af den internationale søret, der vedtages i
medlemsstaterne, og ulig praksis, og dermed sikre, at de operationer til søs,
der samordnedes af agenturet, forløb effektivt. Der var risiko for, at
forskellige eller endog modstridende bestemmelser kunne finde anvendelse i en
og samme situation under en operation til søs. I denne retligt usikre situation
stillede medlemsstaterne få fartøjer og menneskelige ressourcer til rådighed i
operationer til søs, der samordnedes af agenturet. Det medførte ringe
effektivitet under operationerne og underminerede bestræbelserne på at udvise
solidaritet inden for Unionen. Afgørelsen skulle derfor yderligere beskytte
de grundlæggende rettigheder og sikre overholdelse af princippet om non‑refoulement
under operationer til søs. Nogle medlemsstater, medlemmer af Europa‑Parlamentet,
menneskerettighedsorganisationer og repræsentanter for universitetsmiljøet
havde sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt de grundlæggende rettigheder og flygtninges
rettigheder blev overholdt i operationer til søs, der samordnedes af agenturet,
navnlig for så vidt angik operationer på åbent hav. Afgørelsen sigtede mod at
imødegå disse bekymringer ved at fastlægge en række garantier, der skulle
sikre, at rettighederne blev overholdt, bl.a. ved at informere de standsede
eller reddede personer om ilandsætningsstedet, ved at tage særlig hensyn til
sårbare personers behov og ved at kræve, at grænsevagter blev uddannet i de
relevante bestemmelser om grundlæggende rettigheder og flygtningeret. Afgørelsen blev
vedtaget den 26. april 2010 som en rådsafgørelse efter
forskriftsproceduren med kontrol. Europa‑Parlamentet mente, at afgørelsen burde
have været vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure og ikke efter
udvalgsproceduren. Europa‑Parlamentet indbragte derfor en sag for Den
Europæiske Unions Domstol (Domstolen) mod Rådet med påstand om annullering af
afgørelsen. 1.2. C-355/10: Europa‑Parlamentet
mod Rådet[5] Europa‑Parlamentet mente, at afgørelsen
overskred grænserne for de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges i henhold
til artikel 12, stk. 5, i Schengengrænsekodeksen, fordi: i) den indførte nye
væsentlige bestemmelser i Schengengrænsekodeksen, ii) den ændrede væsentlige
bestemmelser i Schengengrænsekodeksen, og iii) den ændrede indholdet af
forordning (EF) nr. 2007/2004[6].
Rådet begærede sagen afvist og anså subsidiært søgsmålet for ubegrundet.
Kommissionen, som var den eneste intervenient, støttede Rådet. Retten afsagde dom den
5. september 2012. Den annullerede afgørelsen i det første
anbringende, for så vidt at den betragtede bestemmelserne om opbringning,
redning til søs og ilandsætning som væsentlige elementer af basisretsakten,
dvs. Schengengrænsekodeksen. Domstolen undersøgte ikke, hvorvidt afgørelsen ændrede
væsentlige bestemmelser i Schengengrænsekodeksen, eller hvorvidt den ændrede
indholdet i forordning (EF) nr. 2007/2004. Domstolen
besluttede at opretholde afgørelsens virkninger, indtil den inden for en
rimelig frist erstattes af nye bestemmelser. 2. RESULTAT AF HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER Da behovet for en konsekvensanalyse skulle
vurderes, blev følgende taget i betragtning: For det første er der udført et stort
forberedende arbejde forud for vedtagelsen af Rådets afgørelse 2010/252/EU. I
2005 anmodede Rådet Kommissionen om at undersøge retsgrundlaget for
grænseovervågningsoperationer til søs og efterfølgende udarbejde en række EU‑bestemmelser.
I 2007 fremlagde Kommissionen en undersøgelse, hvori den havde analyseret det
internationale regelkompleks for overvågningen af de ydre søgrænser og
hindringerne for en effektiv gennemførelse heraf[7].
Samme år nedsatte Kommissionen en uformel gruppe af eksperter fra
medlemsstaterne, agenturet, FN's Højkommissariat for Flygtninge og Den Internationale
Organisation for Migration, der skulle opstille retningslinjer for operationer
til søs, der samordnes af agenturet. Kommissionen anvendte den uformelle
gruppes resultater som grundlag for udkastet til forslaget, der blev fremlagt
under udvalgsproceduren. Som led i forberedelserne af forslaget hørte
Kommissionen for det andet medlemsstaterne og agenturet via en ekspertgruppe
vedrørende ydre grænser med henblik på at afgøre, hvorvidt forslaget burde
afspejle indholdet i afgørelsen. Overordnet set mente medlemsstaterne, at
forslaget burde bygge på afgørelsen og kun omfatte operationer til søs, der
samordnes af agenturet, styrke bestemmelserne om beskyttelse af de
grundlæggende rettigheder, tydeliggøre adskillelsen mellem bestemmelserne om
opbringning og redning til søs, behandle spørgsmålet om ilandsætning og sikre
overholdelse af internationale forpligtelser under hensyntagen til retlige og
juridiske udviklinger på EU‑plan og internationalt plan. For det tredje krævede Domstolen, da den
ophævede Rådets afgørelse 2010/252/EU, at den blev erstattet inden for en
rimelig frist. Selvom begrebet "en rimelig frist" ikke defineres i
dommen, forventedes Kommissionen i betragtning af eventuelle vanskelige og
tidskrævende drøftelser mellem de to EU‑lovgivere at handle hurtigt. Det blev derfor besluttet, at forslaget ikke
ledsages af en konsekvensanalyse. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF
FORSLAGET Retsgrundlaget for forslaget er artikel 77,
stk. 2, litra d), i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Med henblik
på at udarbejde en politik for de ydre grænser, herunder sikring af en effektiv
overvågning af de ydre grænser, jf. artikel 77, stk. 1, vedtager Europa‑Parlamentet
og Rådet i henhold til artikel 77, stk. 2, litra d), efter den
almindelige lovgivningsprocedure "nødvendige tiltag til den gradvise
udvikling af et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser".
Formålet med EU‑politikken vedrørende EU's
ydre grænser er at sikre effektiv overvågning ved passage af de ydre grænser,
bl.a. ved grænseovervågning. Formålet med grænseovervågning er at forhindre
ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og pågribe
eller træffe andre foranstaltninger over for personer, som har passeret grænsen
ulovligt. Grænseovervågning bør effektivt forhindre og modvirke, at personer
omgår kontrollen ved grænseovergangsstederne. Grænseovervågning er derfor ikke
begrænset til afsløring af forsøg på ulovlig indrejse, men også
foranstaltninger, såsom opbringning af skibe, som kan antages at ville forsøge at
trænge ind i Unionen uden at underkaste sig grænsekontrol, samt
foranstaltninger til håndtering af situationer, der kan opstå under operationer
til søs, såsom efterforskning og redning, og foranstaltninger, der skal sikre
en vellykket gennemførelse af operationerne. Målene for den påtænkte handling, nemlig at
vedtage særlige regler om den overvågning af søgrænserne, som foretages af
grænsevagter under agenturets samordning, kan ikke i tilstrækkelig grad
opfyldes af medlemsstaterne på grund af forskellene i deres love og praksis og
kan derfor på grund af operationernes multinationale karakter bedre nås på
EU-plan. Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, som fastsat i artikel 5 i traktaten om Den
Europæiske Union, går denne forordning ikke længere, end hvad der er nødvendigt
for at nå de fastsatte mål. Det er på grundlag af disse principper, at
forslaget, hvilket også gjaldt for afgørelsen, kun finder anvendelse i
forbindelse med operationer, der samordnes af agenturet, og ikke vedrører
overvågningsaktiviteter, som medlemsstaterne udfører hver for sig eller i
samarbejde uden for de pågældende rammer. 4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Forslaget indebærer ikke nogen finansiel eller
administrativ byrde for Unionen. Det har derfor ingen virkninger for budgettet. 5. FAKULTATIVE ELEMENTER 5.1. Sammenligning mellem dette
forslag og Rådets afgørelse 2010/252/EU Forslagets anvendelsesområde og indhold ligner
afgørelsens. Forslagets ændringer i forhold til afgørelsen bygger på retlige og
juridiske udviklinger, såsom ændring af forordning (EF) nr. 2007/2004[8] og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen Hirsi Jamaa m.fl. mod Italien[9], nødvendigheden af at sikre
entydighed, hvad angår begreberne opbringning og redning, og medlemsstaternes
og agenturets praktiske erfaring fra gennemførelsen af afgørelsen. 5.1.1. Form Valget af retsakt og beslutningsprocedure er
ændret. Dette er et forslag til en forordning rettet til alle medlemsstaterne i
henhold til traktaterne, og det vedtages efter den almindelige
lovgivningsprocedure. Udformningen afspejler valget af retsakt og består af en
præambel (henvisninger og atten betragtninger) og elleve artikler, der er
opdelt i fire kapitler. Forordningen er bindende i alle enkeltheder og gælder
umiddelbart i hver medlemsstat. Afgørelsen blev derimod vedtaget som en
gennemførelsesforanstaltning efter forskriftsproceduren med kontrol. Afgørelsen
består af en præambel (henvisninger og atten betragtninger), to artikler og et
bilag i to dele. Del I i bilaget fastsætter regler for operationer ved
søgrænser, der samordnes af agenturet, og del II i bilaget består af
ikkebindende retningslinjer for eftersøgnings- og redningsindsatser og for
ilandsætning i forbindelse med operationer ved søgrænser, der samordnes af
agenturet. 5.1.2. Indhold Forslagets anvendelsesområde er det samme som
for afgørelsen, nemlig grænseovervågningsoperationer til søs, der udføres af
medlemsstaterne og samordnes af agenturet (artikel 1). Selvom begrebet
"grænseovervågning" i afgørelsen også omfattede
opbringningsforanstaltninger og redningsplaner for situationer, der opstod
under overvågningsoperationer, var der stadig tvivl om, hvorvidt disse
foranstaltninger reelt hørte under begrebet grænseovervågning i henhold til
Schengengrænsekodeksen. Dette forslag omfatter utvetydigt denne bredere
forståelse af begrebet grænseovervågning i og med, at grænseovervågning ikke
begrænses til afsløring af forsøg på ulovlig indrejse, men også omfatter
foranstaltninger til håndtering af situationer, der kan opstå under operationer
til søs, såsom efterforskning og redning, og foranstaltninger, der skal sikre
en vellykket gennemførelse af operationerne (betragtning 1 og kapitel III). Ved revision af afgørelsen var det nødvendigt
at tage højde for ændringerne til forordning (EF) nr. 2007/2004. Agenturet
er nu yderligere ansvarlig for at bistå medlemsstaterne i situationer, der
kræver øget teknisk bistand ved deres ydre grænser, under hensyntagen til at
nogle situationer kan indebære humanitære nødsituationer og redning til søs.
Det betyder, at selvom agenturet hverken bliver et efterforsknings‑ eller
redningsorgan og heller ikke varetager et koordinationscenters opgaver, bistår
det under operationer til søs medlemsstaterne med at opfylde deres
forpligtelser i henhold til international søret til at komme nødstedte personer
til undsætning, og forslaget fastsætter bestemmelser om håndtering af disse situationer
under operationer til søs, der samordnes af agenturet (betragtning 2 og artikel
9). Med ændringerne af forordning (EF) nr.
2007/2004 blev den operative plan et juridisk bindende instrument i forhold til
alle operationer, der samordnes af agenturet, og ikke kun i forhold til hurtige
indsatser. Den operative plans indhold er opført i artikel 3a og 8e i
forordning (EF) nr. 2007/2004, der også specifikt omhandler operationer til
søs. Bestemmelserne i dette forslag skal indgå i den operative plan, der er
udarbejdet i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2007/2004 under
hensyntagen til kravene for operationer til søs. Der tages i forslaget også højde for de
retlige og juridiske udviklinger inden for beskyttelse af de grundlæggende
rettigheder. Artikel 4, der omhandler beskyttelse af de grundlæggende
rettigheder og princippet om non‑refoulement under operationer til søs,
behandler de betænkeligheder, som Menneskerettighedsdomstolen gav udtryk for i
dommen Hirsi Jamaa m.fl. mod Italien, hvad angår ilandsætning af standsede
eller reddede personer i tredjelande, både i forhold til forbindelserne mellem
medlemsstaterne og tredjelande og medlemsstaternes forpligtelser over for
privatpersoner. Artiklen handler om den praktiske gennemførelse af princippet
om non‑refoulement i henhold til artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder. Hvis standsede eller reddede
personer sættes i land i et tredjeland, skal de identificeres, og deres
personlige omstændigheder bør så vidt muligt undersøges, før de sættes i land.
De skal desuden på passende vis oplyses om ilandsætningsstedet og have mulighed
for at fremføre, hvorfor ilandsætning på det foreslåede sted ville udgøre en
overtrædelse af princippet om non‑refoulement. Dette sikrer, at
migranterne er informeret om deres situation og det foreslåede
ilandsætningssted, således at de kan fremsætte eventuelle indvendinger. I kapitel III i dette forslag skelnes der
tydeligt mellem afsløring, opbringning og redning. Hvad angår opbringning kan der
i forslaget træffes den samme række foranstaltninger som i afgørelsen, men der
sondres mellem foranstaltninger, der træffes i territorialfarvande (artikel 6),
på åbent hav (artikel 7) og i den tilstødende zone[10] (artikel 8), hvorved
betingelserne for at træffe foranstaltninger og jurisdiktionskompetencen
præciseres, særligt hvad angår skibe uden nationalitet. På baggrund af
protokollen om bekæmpelse af smugling af migranter til lands, ad søvejen og ad
luftvejen er opbringning af skibe på åbent hav nu klart forbundet med kravet
om, at der skal være rimelig grund til mistanke om, at skibet er impliceret i
smugling af migranter. Ligesom i afgørelsen kræves flagstatens tilladelse
altid, før der udøves jurisdiktion på åbent hav. Hvad angår eftersøgnings‑ og redningsindsatser
forbliver forslaget lig afgørelsen (artikel 9). Ordlyden tilpasses den
internationale konvention af 1979 om eftersøgnings- og redningsaktioner og
"International Aeronautical and Maritime Search and Rescue Manual"
(IAMSAR). Derudover fastsætter forslaget på baggrund af ovennævnte
internationale instrumenter kriterier for, hvornår et skib befinder sig i en uvis
situation (artikel 9, stk. 3), i alarmberedskab (artikel 9, stk. 4) og i
nød (artikel 9, stk. 5) samt definitionen af et koordinationscenter for
redningsindsatser (artikel 2, stk. 12). Forslaget behandler i modsætning til
afgørelsen spørgsmålet om ilandssætning i forhold til opbringning og redning
(artikel 10). I forbindelse med opbringning i territorialfarvand eller i den
tilstødende zone, skal ilandsætning finde sted i kystmedlemsstaten. Hvad angår
opbringning på åbent hav, må ilandssætning under hensyntagen til beskyttelse af
de grundlæggende rettigheder og princippet om non‑refoulement finde sted i det
tredjeland, hvorfra fartøjet satte ud. Hvis det ikke er muligt, må ilandsætning
finde sted i værtsmedlemsstaten. Med hensyn til ilandsætning efter en
redningsindsats henviser forslaget til begrebet "et sikkert sted" i
henhold til definitionen i Den Internationale Søfartsorganisations "Guidelines
on the Treatment of Persons Rescued at Sea"[11] (retningslinjer for behandling
af personer, der er bjerget på havet) under hensyntagen til de grundlæggende
rettigheder[12]
(artikel 2, stk. 11, og artikel 10, stk. 4). Medlemsstaterne pålægges at
samarbejde med det ansvarlige koordinationscenter om at stille en velegnet havn
eller et sikkert sted til rådighed og sikre hurtig og effektiv ilandsætning.
Forslaget tager hensyn til, at sø- eller luftværnsenheder på nuværende
tidspunkt fungerer under samordning af koordinationscentret for
redningsindsatser, der udpeger den passende havn eller sted for ilandsætning.
Forslaget giver imidlertid også mulighed for, at søværnsenhederne kan gå i land
i værtsmedlemsstaten, hvis de ikke fritages for forpligtelsen til at yde
bistand til personer i nød hurtigst muligt under hensyntagen til de reddede
personers og søværnsenhedens egen sikkerhed. 2013/0106 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om regler for overvågning af de ydre
søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det
Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved
EU-medlemsstaternes Ydre Grænser EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra d), under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, efter den almindelige lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: (1) Formålet med EU‑politikken om
EU's ydre grænser er at sikre effektiv overvågning ved passage af de ydre
grænser, herunder ved grænseovervågning. Formålet med grænseovervågning er at
forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og
pågribe eller træffe andre foranstaltninger over for personer, som har passeret
grænsen ulovligt. Grænseovervågning bør effektivt forhindre og modvirke, at
personer omgår kontrollen ved grænseovergangsstederne. Grænseovervågning er
dermed ikke begrænset til afsløring af forsøg på ulovlig grænsepassage, men omfatter
også foranstaltninger, såsom opbringning af skibe, der mistænkes for at forsøge
at trænge ind i Unionen uden om grænsekontrollen, samt foranstaltninger til at
håndtere situationer, der kan opstå under grænseovervågningsoperationer til søs
og foranstaltninger, der skal sikre en vellykket gennemførelse af operationerne. (2) Det Europæiske Agentur for
Forvaltning af det Operative Aamarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser
("agenturet"), der blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr.
2007/2004 af 26. oktober 2004[13],
er ansvarligt for samordningen af det operative samarbejde mellem
medlemsstaterne, hvad angår forvaltning af de ydre grænser, herunder
grænseovervågning. Agenturet er desuden ansvarligt for at bistå medlemsstaterne
i situationer, der kræver øget teknisk bistand, ved deres ydre grænser under
hensyntagen til, at nogle situationer kan indebære humanitære nødsituationer og
redning til søs. Der er behov for særlige regler for den grænseovervågning, der
udføres af én medlemsstats sø- eller luftværnsenheder ved andre medlemsstaters
søgrænser eller på åbent hav inden for rammerne af det operative samarbejde,
der samordnes af agenturet, for at styrke dette samarbejde yderligere. (3) Oprettelsen
af et europæisk grænseovervågningssystem (Eurosur) ved Europa‑Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr […/…] skal styrke informationsudvekslingen og det
operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne og agenturet. Dermed sikres
det, ligeledes med agenturets støtte, at medlemsstaternes kendskab til en given
situation og reaktionsevne forbedres betydeligt, således at de kan afsløre og
forhindre ulovlig grænsepassage, komme grænseoverskridende kriminalitet til
livs og bidrage til at beskytte og redde migranters liv ved deres ydre grænser.
Ved samordning af grænseovervågningsoperationer bør agenturet forsyne
medlemsstaterne med oplysninger om og analyser af disse operationer. (4) Under
grænseovervågningsoperationer bør medlemsstaterne og agenturet overholde deres
forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers havretskonvention, den
internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, den
internationale konvention om maritim eftersøgning og redning, De Forenede Nationers
konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og
dens protokol om bekæmpelse af smugling af migranter til lands, ad søvejen og
ad luftvejen, konventionen om flygtninges retsstilling, konventionen til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den
internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, De Forenede
Nationers konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf og andre relevante internationale
instrumenter. (5) I overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om
indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage
(Schengengrænsekodeks)[14]
og de generelle principper for EU-retten bør alle foranstaltninger, der træffes
under en overvågningsoperation stå i rimeligt forhold til de forfulgte mål og
fuldt ud respektere den menneskelige værdighed, de grundlæggende rettigheder og
flygtninges og asylansøgeres rettigheder, herunder princippet om non‑refoulement.
Medlemsstaterne og agenturet er bundet af Unionens regler om asyl og navnlig af
Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder
for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne[15], for så vidt angår
asylansøgninger, der indgives på medlemsstaternes område, herunder ved grænsen
og i transitområderne i medlemsstaterne. (6) En eventual aftale mellem en
medlemsstat og et tredjeland fritager ikke medlemsstaten fra disse forpligtelser,
når den kender til eller burde kende til systematiske mangler i asylproceduren
og modtagelsesforholdene for asylansøgere i det pågældende tredjeland, som
giver alvorlig grund til at antage, at asylansøgeren vil blive udsat for
umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller når den ved eller burde
vide, at det pågældende tredjeland anvender metoder, der går i mod princippet
om non‑refoulement. (7) I forbindelse med
grænseovervågningsoperationer til søs kan der opstå situationer, hvor det er
nødvendigt at komme nødstedte personer til undsætning. I henhold til
folkeretten bør enhver stat pålægge kaptajnen på et skib, som fører dens flag,
at yde hjælp til enhver person i livsfare, som findes på havet, og hurtigst
muligt komme nødstedte personer til undsætning, for så vidt det kan ske uden
alvorlig fare for skibet, besætningen eller passagererne. Hjælpen bør ydes,
uanset hvilken nationalitet og status de personer, der har behov for hjælp,
har, og uanset under hvilke omstændigheder de bliver fundet. (8) Medlemsstaterne bør opfylde
denne forpligtelse i overensstemmelse med gældende bestemmelser i
internationale instrumenter om efterforsknings‑ og redningsindsatser og i
henhold til kravene om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Denne
forordning bør ikke berøre eftersøgnings- og redningsmyndighedernes
ansvar, herunder ansvaret for at sikre, at samordning og samarbejde finder sted
på en sådan måde, at de reddede personer kan bringes til en havn eller et
sikkert sted. (9) I henhold til forordning (EF)
nr. 2007/2004 udføres grænseovervågningsoperationer, der samordnes af
agenturet, efter en operativ plan. Den operative plan bør derfor med hensyn til
operationer til søs indeholde særskilte oplysninger om anvendelsen af relevant
jurisdiktion og lovgivning i det geografiske område, hvor den fælles operation
eller pilotprojektet finder sted, herunder henvisninger til folkerettens og
EU-rettens regler om opbringning, redning til søs og ilandsætning. Ved denne
forordning reguleres opbringning, redning til søs og ilandsætning i forbindelse
med overvågningsoperationer ved søgrænser, der samordnes af agenturet. (10) I henhold til forordning (EF)
nr. 2007/2004 oprettes der for hver enkel operation til søs en
koordinationsenhed i værtsmedlemsstaten bestående af ansvarlige fra
værtsmedlemsstaten, gæstemedarbejdere og repræsentanter for agenturet, herunder
agenturets koordinationsansvarlige. Koordinationsenheden, der oftest benævnes
det internationale koordinationscenter, bør bruges som et kommunikationsmiddel
mellem de grænsevagter, der er involveret i operationen til søs og de berørte
myndigheder. (11) Denne forordning overholder de
grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, særligt retten til liv,
menneskelig værdighed, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, retten til frihed og sikkerhed, forbuddet mod
refoulement, forbuddet mod forskelsbehandling, retten til effektive retsmidler,
retten til asyl og barnets rettigheder. (12) Da målene for den påtænkte
handling, nemlig at vedtage særlige bestemmelser om overvågning af søgrænserne,
som udføres af grænsevagter under agenturets samordning, ikke i tilstrækkelig
grad kan opfyldes af medlemsstaterne på grund af forskellene i deres love og
praksis og derfor på grund af operationernes multinationale karakter bedre kan
nås på EU-plan, kan Unionen træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (13) I medfør af artikel 1 og 2 i
protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om
Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende
for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordningen udbygger
Schengenreglerne efter bestemmelserne i tredje del, afsnit V, i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal Danmark i henhold til
artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling træffe afgørelse om, hvorvidt
det vil gennemføre forordningen i sin nationale lovgivning, inden seks måneder
efter forordningens vedtagelse. (14) For
så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af
bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftale indgået mellem Rådet for Den
Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[16], henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i
Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999[17] om visse
gennemførelsesbestemmelser til den nævnte aftale. (15) For så vidt angår Schweiz
udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf.
aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det
Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[18], henhørende
under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse
1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i afgørelse 2008/146/EF om
indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen[19]. (16) For så vidt angår
Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i
Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, om
Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om dette lands
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende
under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF[20] sammenholdt med artikel 3 i
Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske
Unions vegne, af protokollen[21]. (17) Denne forordning udgør en
udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke
deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse
bestemmelser i Schengenreglerne[22].
Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning,
som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige. (18) Denne forordning udgør en
udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf.
Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om
at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne[23]. Irland deltager derfor ikke i
vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse
i Irland — VEDTAGET DENNE FORORDNING: KAPITEL
I GENERELLE
BESTEMMELSER Artikel 1 Anvendelsesområde Denne forordning finder anvendelse på
grænseovervågningsoperationer, der udføres af medlemsstaterne ved deres ydre
søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det
Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved
EU-medlemsstaternes Ydre Grænser. Artikel 2 Definitioner I denne forordning forstås ved: 1. "agenturet": Det
Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved
EU-medlemsstaternes Ydre Grænser, som er oprettet ved forordning (EF)
nr. 2007/2004 2. "operation til
søs": en fælles operation, et pilotprojekt eller en hurtig indsats, der
udføres af medlemsstaterne ved deres ydre søgrænser, og som samordnes af
agenturet 3. "værtsmedlemsstat":
en medlemsstat, i hvilken en operation til søs finder sted, eller hvorfra den
udgår 4. "deltagende
medlemsstat": en medlemsstat, der deltager i en operation til søs ved at
stille aktiver eller menneskelige ressourcer til rådighed, men som ikke er
værtsmedlemsstaten 5. "deltagende
enhed": en af en værtsmedlemsstats eller deltagendes medlemsstats sø‑
eller luftenheder 6. "internationalt
koordinationscenter": den koordinationsenhed, der er oprettet i værtsmedlemsstaten
til koordination af operationen til søs 7. "nationalt
koordinationscenter": det nationale koordinationscenter, der er oprettet
med henblik på det europæiske grænseovervågningssystem (EUROSUR) i henhold til
forordning (EU) nr. […/…] 8. "skib": en båd, et skib eller et andet fartøj,
der anvendes til søs 9. "skib uden
nationalitet": et skib eller et fartøj, der kan sidestilles med et skib,
uden nationalitet, hvis det ikke af nogen stat har fået tildelt retten til at
føre dens flag, eller hvis det sejler under to eller flere staters flag og
anvender dem efter bekvemmelighed 10. "protokol om bekæmpelse
af smugling af migranter": protokollen om bekæmpelse af smugling af
migranter til lands, ad søvejen og ad luftvejen til supplering af De Forenede
Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret
kriminalitet undertegnet i Palermo i Italien i december 2000 11. "et sikkert sted":
et sted, hvor redningsindsatsen betragtes som afsluttet, og hvor de
overlevendes liv og deres grundlæggende rettigheder er bragt i sikkerhed, hvor
deres grundlæggende menneskelige behov kan dækkes, og hvorfra der kan træffes
foranstaltninger til transport af de overlevende til deres næste eller endelige
destination 12. "koordinationscenter for
redningsindsatser": en enhed, der er ansvarlig for at fremme en effektiv
organisering af eftersøgnings‑ og redningstjenester og for at koordinere
gennemførelsen af eftersøgnings‑ og redningsindsatser inden for en
eftersøgnings- og redningsregion i henhold til den internationale konvention om
maritim eftersøgning og redning fra 1979. KAPITEL
II GENERELLE
BESTEMMELSER Artikel 3 Sikkerhed til søs Foranstaltninger, der træffes under en
operation til søs, gennemføres på en sådan måde, at der ikke er nogen
sikkerhedsrisiko for hverken de personer, der standses eller reddes, eller de
deltagende enheder. Artikel 4 Beskyttelse af de grundlæggende
rettigheder og princippet om non-refoulement 1. Ingen sættes i land eller overdrages på anden måde til
myndighederne i et land, hvor der er overhængende risiko for, at den pågældende
udsættes for dødsstraf, tortur eller andre former for umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf, eller hvorfra den pågældende risikerer at
blive udsendt, udvist eller tilbagesendt til et andet land, der overtræder
princippet om non-refoulement. 2. Før det besluttes at sætte
nogen i land, tager de deltagende enheder højde for den almene situation i det
pågældende tredjeland, og standsede eller reddede personer sættes ikke i land i
tredjelandet, hvis værtsmedlemsstaten eller den deltagende medlemsstat ved
eller burde vide, at tredjelandet anvender en praksis, der er beskrevet i stk.
1. 3. Hvis personer sættes i land i
et tredjeland, identificerer de deltagende enheder de standsede eller reddede
personer og vurderer så vidt muligt deres personlige omstændigheder, inden de
sættes i land. De oplyser på passende vis de standsede eller reddede personer
om ilandsætningsstedet og giver dem muligheden for at fremsætte enhver grund
til at antage, at ilandsætning på det foreslåede sted ville udgøre en overtrædelse
af princippet om non‑refoulement. 4. Den deltagende enhed tager
under hele operationen hensyn til de særlige behov, som børn, ofre for menneskehandel,
personer med behov for akut lægehjælp, personer med behov for international
beskyttelse og andre særligt udsatte personer, har. 5. Grænsevagter, der deltager i en operation til søs, skal
uddannes i de relevante bestemmelser om grundlæggende rettigheder og i flygtningeretten
og den internationale ordning for eftersøgning og redning. KAPITEL
III SÆRLIGE
BESTEMMELSER Artikel 5 Afsløring 1. Når de deltagende enheder opdager et skib, der mistænkes
for at have passeret eller har til hensigt at passere grænsen ulovligt, sejler
de tættere på det for at fastslå dets identitet og nationalitet, og under
afventning af yderligere foranstaltninger overvåges det på sikker afstand. De
deltagende enheder kommunikerer øjeblikkeligt oplysninger om skibet til det
internationale koordinationscenter. 2. Hvis skibet skal til at sejle
ind i eller er sejlet ind i en medlemsstats territorialfarvand eller den
tilstødende zone, og den pågældende medlemsstat ikke deltager i operationen,
sendes der oplysninger om skibet til det internationale koordinationscenter,
der videresender oplysningerne til den pågældende medlemsstats nationale koordinationscenter. 3. De deltagende enheder
kommunikerer oplysninger om fartøjer, der er under mistanke for ulovlig
virksomhed til søs, uden for rammerne af operationen til det internationale
koordinationscenter, der videresender oplysningerne til den eller de berørte
medlemsstaters nationale koordinationscentre. Artikel 6 Opbringning i territorialfarvande 1. Hvis der i en
værtsmedlemsstats elle en deltagende medlemsstats territorialfarvand er rimelig
grund til mistanke om, at fartøjet medfører personer, der har til hensigt at
omgå kontrollen ved grænseovergangsstederne eller er impliceret i smugling af
migranter ad søvejen, træffer de deltagende enheder en eller flere af følgende
foranstaltninger: a) de anmoder om oplysninger og
dokumentation om skibets ejer, dets registrering og forhold vedrørende rejsen
samt de ombordværendes identitet, nationalitet og andre relevante oplysninger
om dem b) de standser, border og ransager skibet,
dets ladning og de ombordværende samt udspørger de ombordværende c) de oplyser de ombordværende om, at de
ikke har ret til at passere grænsen, og at personer, der styrer fartøjet, kan idømmes
straf for at have fremmet rejsen d) de beslaglægger skibet og pågriber
ombordværende e) de pålægger skibet at ændre kurs ud af
eller mod et andet bestemmelsessted end territorialfarvandet eller den
tilstødende zone, eskorterer skibet eller sejler med i dets nærhed, indtil det
er på en sådan kurs f) de fører skibet eller de ombordværende
til værtsmedlemsstaten eller til en anden medlemsstat, der deltager i
operationen, eller til kystmedlemsstaten. 2. Værtsmedlemsstaten eller den
deltagende medlemsstat, i vis territorialfarvand opbringningen finder sted,
giver tilladelse til de i stk. 1 nævnte foranstaltninger og instruerer gennem
det internationale koordinationscenter den deltagende enhed. Den deltagende
enhed underretter gennem det internationale koordinationscenter
værtsmedlemsstaten, hvis kaptajnen på et skib anmoder om, at en diplomatisk
eller konsulær repræsentant for flagstaten underrettes. 3. Hvis der er rimelig
grund til mistanke om, at et skib uden nationalitet eller et skib, som kan
sidestilles med et skib uden nationalitet, medfører personer, der har til
hensigt at omgå kontrollen ved grænseovergangsstederne eller er impliceret i smugling
af migranter ad søvejen, giver værtsmedlemsstaten eller den deltagende
medlemsstat, i hvis territorialfarvand skibet uden nationalitet er opbragt,
tilladelse til og instruerer den deltagende enhed i at standse skibet og træffe
enhver af de i artikel 1 nævnte foranstaltninger. 4. Operative aktiviteter i
territorialfarvandene i en medlemsstat, der ikke deltager i operationen, bør
udføres i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats tilladelse. Det
internationale koordinationscenter informeres om al kommunikation med den
pågældende medlemsstat og om den fremgangsmåde, som medlemsstaten efterfølgende
giver tilladelse til. Artikel 7 Opbringing på åbent hav 1. De deltagende enheder træffer
på åbent hav en eller flere af følgende foranstaltninger, hvis der er rimelig
grund til mistanke om, at et skib er impliceret i menneskesmugling ad søvejen
under hensyntagen til flagsstatens tilladelse i overensstemmelse med protokol
om bekæmpelse af menneskesmugling ad søvejen: a) de anmoder om oplysninger og dokumentation
om skibets ejer, dets registrering og forhold vedrørende rejsen samt om de
ombordværendes identitet og nationalitet og andre relevante oplysninger om dem b) de standser, border og ransager skibet,
dets ladning og de ombordværende samt udspørger de ombordværende c) de oplyser de ombordværende om, at de
ikke har ret til at passere grænsen, og at personer, der styrer skibet, kan idøemmes
straf for at have fremmet rejsen d) de beslaglægger skibet og pågriber
ombordværende e) de pålægger skibet at ændre kurs ud af
eller mod et andet bestemmelsessted end territorialfarvandene eller den
tilstødende zone, eskorterer skibet eller sejler med i dets nærhed, indtil det
er på en sådan kurs f) de fører skibet eller de ombordværende
til et tredjeland eller overdrager på anden måde skibet eller de ombordværende
til myndighederne i et tredjeland g) de fører skibet eller de ombordværende
til værtsmedlemsstaten eller til en anden medlemsstat, der deltager i
operationen. 2. Hvis skibet fører
værtsmedlemsstatens eller en deltagende medlemsstats flag eller bærer
værtsmedlemsstatens eller en deltagende medlemsstats registreringsmærke, giver
den pågældende medlemsstat tilladelse til at træffe foranstaltningerne i stk. 1,
efter at skibets nationalitet er bekræftet. 3. Hvis et skib fører en ikke‑deltagende
medlemsstats eller et tredjelands flag eller bærer en ikke‑deltagende
medlemsstats eller et tredjelands registreringsmærke, anmoder
værtsmedlemsstaten eller en deltagende medlemsstat, afhængigt af hvis
deltagende enhed har opbragt skibet, flagstaten om at bekræfte registreringen,
og hvis nationaliteten bekræftes, anmoder den flagstaten om tilladelse til at
træffe enhver af foranstaltninger i henhold til stk. 1. Værtsmedlemsstaten
eller den deltagende medlemsstat informerer det internationale
koordinationscenter om al kommunikation med flagstaten og om, hvilke
foranstaltninger flagstaten har givet tilladelse til, at der kan træffes. 4. Hvis der, selv om skibet
fører fremmed flag eller nægter at vise sit flag, er rimelig grund til mistanke
om, at skibet i realiteten har samme nationalitet som den deltagende enhed,
foretager den deltagende enhed en kontrol af skibets ret til at føre sit flag.
Den må med henblik herpå sejle tættere på skibet, der er under mistanke. Hvis
mistanken består, efter at dokumenterne er blevet kontrolleret, foretager den
deltagende enhed så hensynsfuldt som muligt yderligere undersøgelser om bord på
skibet. Den deltagende medlemsstat, hvis flag skibet angiveligt fører,
kontaktes ad de rette kanaler. 5. Hvis der, selv om skibet
fører fremmed flag eller nægter at vise sit flag, er rimelig grund til mistanke
om, at skibet i realiteten har samme nationalitet som værtsmedlemsstaten eller
en anden deltagende medlemsstat, foretager den deltagende enhed en kontrol af
skibets ret til at føre den pågældende medlemsstats flag. 6. Hvis mistanken vedrørende
skibets nationalitet i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 4 og 5 viser sig at
være begrundet, giver værtsmedlemsstaten eller den deltagende medlemsstat
tilladelse til at træffe de i stk. 1 nævnte foranstaltninger. 7. Under afventning af
tilladelse fra flagstaten eller i mangel heraf overvåges skibet på sikker
afstand. Uden flagstatens udtrykkelige tilladelse træffes der ikke
foranstaltninger, undtagen foranstaltninger, der er nødvendige for at afværge
overhængende fare for menneskeliv, eller foranstaltninger, der træffes i
henhold til relevante bilaterale eller multilaterale aftaler. 8. Hvis der er rimelig grund til
mistanke om, at et skib uden nationalitet eller et fartøj, der kan sidestilles
med et skib uden nationalitet, er impliceret i smugling af migranter ad
søvejen, må den deltagende enhed borde og standse skibet med henblik på at
foretage en kontrol af skibets statsløshed. Hvis mistanken viser sig at være
begrundet, træffes passende foranstaltninger i henhold til stk. 1 og i
overensstemmelse med national lov og folkeretten. 9. Træffer en medlemsstat en
foranstaltning i henhold til stk. 1, skal den med det samme informere
flagstaten om resultatet. 10. Den nationale embedsmand, som
repræsenterer værtsmedlemsstaten eller en deltagende medlemsstat i det
internationale koordinationscenter, udpeges i henhold til national lov til at
give tilladelse til at kontrollere et skibs ret til at føre den pågældende
medlemsstats flag eller til at træffe enhver af foranstaltningerne i stk. 1. 11. Hvis mistanken om, at et skib
er impliceret i smugling af migranter på åbent hav, viser sig ubegrundet, eller
hvis den deltagende enhed ikke har jurisdiktion til at gribe ind, men der
stadig er begrundet mistanke om, at skibet medfører personer, der har til
hensigt at nå frem til en medlemsstats grænse og omgå kontrollen ved
grænseovergangsstederne, fortsættes overvågningen af skibet. Det internationale
koordinationscenter sender oplysninger om skibet til det nationale
koordinationscenter i den medlemsstat, som skibet har kurs imod. Artikel 8 Opbringning i den tilstødende zone 1. I en zone, der grænser op til
en værtsmedlemsstat eller deltagende medlemsstats territorialfarvand, træffes
foranstaltningerne i artikel 6, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 6,
stk. 2. 2. Foranstaltningerne i artikel
6, stk. 1, træffes ikke uden tilladelse i en medlemsstats tilstødende
zone, hvis denne ikke deltager i operationen til søs. Det internationale
koordinationscenter informeres om al kommunikation med den pågældende
medlemsstat og om den fremgangsmåde, som medlemsstaten efterfølgende giver
tilladelse til. 3. Hvis et skib uden
nationalitet er i transit i den tilstødende zone, finder artikel 7, stk. 8,
anvendelse. Artikel 9 Eftersøgnings- og redningsindsatser 1. Deltagende enheder yder under
operationer til søs hjælp til ethvert skib og enhver person, der er i havsnød.
Det gælder uanset den pågældende persons nationalitet og status, og uanset
under hvilke omstændigheder den pågældende findes. 2. Når den deltagende enhed
under en operation står over for en situation, hvor et skibs eller en af de
ombordværende befinder sig i en uvis situation, i en alarmerende situation
eller i en nødsituation, fremsender den deltagende enhed hurtigst muligt alle
de foreliggende oplysninger til det koordinationscenter for redningsindsatser,
som er ansvarligt for det efterforsknings- og redningsområde, hvor situationen
finder sted. 3. Et skib eller de
ombordværende anses for at være i en uvis situation, når: a) der er tvivl om et skibs eller en af de
ombordværendes sikkerhed, eller b) der ikke foreligger oplysninger om et
skibs bevægelser eller position. 4. Et skib eller de ombordværende
anses for at være i en alarmerende situation, når: a) et skibs eller en af de ombordværendes
sikkerhed giver anledning til bekymring som følge af oplysninger om, at der er
alvorlige problemer, men ikke i en sådan grad, at der er tale om en
nødsituation, eller b) der ikke foreligger oplysninger om et skibs
bevægelser eller position. 5. Et skib eller de
ombordværendes anses for at være i en nødsituation, når: a) der er modtaget oplysninger om, at et
skib eller de ombordværende er i fare og har brug for øjeblikkelig hjælp, eller
b) forsøg på kontakt med skibet er slået
fejl, og ubesvarede forespørgsler indikerer, at skibet sandsynligvis befinder
sig i en nødsituation, eller c) der er modtaget oplysninger, der
indikerer, at skibets drift er svækket i en sådan grad, at det er sandsynligt,
at der kan opstå en nødsituation. 6. Når en situation vurderes med
henblik på stk. 3, 4 og 5, tager de deltagende enheder alle relevante forhold i
betragtning, herunder: a) om der er anmodet om hjælp b) om skibet er sødygtigt, og om det er
sandsynligt, at det ikke når frem til sit endelige bestemmelsessted c) om antallet af passagerer står i forhold
til skibstypen og skibets tilstand d) om der er de forsyninger til rådighed
(brændstof, vand, mad, osv.), som er nødvendige for at nå ind til en kyst e) om der er kvalificeret mandskab og
kommando på skibet f) om der er sikkerheds-, navigations- og
kommunikationsudstyr til rådighed, og om det er egnet g) om der er passagerer med behov for akut
lægehjælp om bord h) om der er døde passagerer om bord i) om der er gravide kvinder eller børn om
bord j) vejr- og havforhold, herunder
vejr- og havudsigter. 7. De deltagende enheder kommunikerer med det samme deres
vurdering af situationen til det ansvarlige koordinationscenter for
redningsindsatser. Under afventning af instrukser fra koordinationscentret for
redningsindsatser træffer de deltagende enheder de foranstaltninger, der er
passende for at varetage de pågældende personers sikkerhed. 8. Hvorvidt der foreligger en
nødsituation, afhænger ikke udelukkende af og skal ikke udelukkende afgøres på
grundlag af, om der er anmodet om hjælp. Når de ombordværende nægter at tage
imod hjælp, selv om skibet ser ud til at være i nød, informerer den deltagende
enhed koordinationscentret for redningsindsatser og fortsætter med at opfylde
sin omsorgspligt ved at følge skibet på behørig afstand og træffe alle
foranstaltninger, der er nødvendige for at varetage de pågældendes sikkerhed,
og undgår samtidig at gøre noget, der kan forværre situationen eller øge
risikoen for tilskadekomst eller tab af menneskeliv. 9. Hvis koordinationscentret for
redningsindsatser i det tredjeland, som er ansvarligt for eftersøgnings- og
redningsområdet, ikke besvarer den underretning, den deltagende enhed har
sendt, kontakter den deltagende enhed koordinationscentret for redningsindsatser
i værtsmedlemsstaten, medmindre et andet koordinationscenter for
redningsindsatser er bedre i stand til at samordne efterforsknings‑ og
redningsindsatsen. 10. Den deltagende enhed
informerer hurtigst muligt det internationale koordinationscenter om al kontakt
med koordinationscentret for redningsindsatser og om den fulgte fremgangsmåde. 11. Hvis skibet ikke længere er
eller ikke længere kan anses for at være i nød, eller hvis eftersøgnings- og
redningsindsatsen er afsluttet, genoptager den deltagende enhed i samråd med
det internationale koordinationscenter sin operation til søs. Artikel 10 Ilandsætning 1. Der redegøres i den operative
plan for ilandsætning af standsede eller reddede personer i en operation til
søs. Planen for ilandsætning pålægger ikke medlemsstater, der ikke deltager i
operationen, nogen forpligtelser, medmindre de udtrykkeligt giver tilladelse
til, at der træffes foranstaltninger i deres territorialfarvand eller den
tilstødende zone i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, eller artikel
8, stk. 2. 2. I tilfælde af opbringning i
territorialfarvand eller i den tilstødende zone, som omhandlet i artikel 6,
stk. 2, eller artikel 8, stk. 1, skal ilandsætning ske i værtsmedlemsstaten
eller i den deltagende medlemstat, i hvis territorialfarvand eller tilstødende
zone skibet opbringes. I tilfælde af opbringning i territorialfarvand
eller i den tilstødende zone, som omhandlet i artikel 6, stk. 4, eller artikel
8, stk. 2, skal ilandsætning ske i den medlemsstat, i hvis territorialfarvand
eller tilstødende zone skibet opbringes. 3. Med forbehold af artikel 4,
finder ilandsætning i tilfælde af opbringning på åbent hav i henhold til
artikel 7 sted i det tredjeland, hvorfra skibet sejlede ud. Hvis det ikke er
muligt, sker ilandsætning i værtsmedlemsstaten. 4. I tilfælde af efterforsknings‑
og redningsindsatser i henhold til artikel 9 samarbejder de deltagende enheder
med det ansvarlige koordinationscenter for redningsindsatser om at stille en
velegnet havn eller et sikkert sted til rådighed for de reddede personer og
sikre hurtig og effektiv ilandsætning. Med forbehold af det ansvar, som pålægges
koordinationscentret for redningsindsatser, sikrer værtsmedlemsstaten og de
deltagende medlemsstater så hurtigt som muligt, at der udpeges en havn eller et
sikkert sted under hensyntagen til relevante forhold, såsom afstanden til de
nærmeste havne eller sikre steder, risici og den pågældende sags særlige
omstændigheder. Fritages den deltagende enhed ikke for sin
forpligtelse i henhold til artikel 9, stk. 1, så snart det er praktisk muligt
og under hensyntagen til de reddede personers og den deltagende enheds
sikkerhed, gives den tilladelse til at sætte de reddede personer i land i
værtsmedlemsstaten. 5. Den
deltagende enhed informerer det internationale koordinationscenter, hvis der er
personer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, til stede, og det internationale
koordinationscenter videreformidler disse oplysninger til de kompetente
nationale myndigheder. På grundlag af disse oplysninger fastsættes det i den
operative plan, hvilke opfølgende foranstaltninger der kan træffes. KAPITEL
IV AFSLUTTENDE
BESTEMMELSER Artikel 11 Ikrafttrædelse Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med
traktaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] Rådets afgørelse af 26. april 2010 om supplering af Schengengrænsekodeksen
for så vidt angår overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det
operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning
af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (EUT L 111 af
4.5.2010, s. 20). [2] Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde
29.-30. oktober 2009. [3] Se punkt 5.1 i Stockholmprogrammet "Integreret
forvaltning af de ydre grænser" (EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1). [4] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers
grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 105 af 13.4.2006,
s. 1). [5] C-355/10: Europa-Parlamentet mod Rådet for Den
Europæiske Union
findes på http://curia.europa.eu/juris/liste.jsf?language=en&jur=C,T,F&num=C-355/10&td=ALL#
(endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser). [6] Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004
om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative
samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (EUT L 349 af 25.11.2004, s.
1). [7] Kommissionens arbejdsdokument: Study on the
international law instruments in relation to illegal immigration by sea
(SEC(2007) 691). [8] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1168/2011 af 25. oktober 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr.
2007/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det
operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (EUT L 304 af
22.11.2011, s. 1). [9] Menneskerettighedsdomstolens dom (Store Afdeling) af 23.
februar 2012 (ansøgning nr. 27765/09). Dommen findes på
http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-109231#{"itemid":["001-109231"]} [10] Den tilstødende zone er omhandlet i artikel 33 i De
Forenede Nationers havretskonvention. Det er en zone, som støder op til
søterritoriet, og som ikke må strække sig ud over 24 sømil fra de basislinjer,
hvorfra bredden af søterritoriet måles. Den er del af den eksklusive økonomiske
zone eller åbent hav, afhængigt af om kyststaten har erklæret en zone for
eksklusiv økonomisk, og det er en zone, hvor der er frihed til sejlads. Selvom
zonen ikke er en del af søterritoriet, har kyststaten ret til at føre en
passende kontrol for at forhindre eller straffe manglende overholdelse af
told-, afgifts-, indvandrings- eller sundhedslove og –forskrifter inden for
dens territorium eller søterritorium. [11] Resolution MSC.167(78) vedtaget den 20. maj 2004. [12] Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution
1821(2011). [13] EUT L 349 af 25.11.2004, s. 1. [14] EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1. [15] EUT L 326 af 13.12.2005, s. 13. [16] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. [17] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31. [18] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52. [19] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1. [20] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31. [21] EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19. [22] EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43. [23] EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.